Anklagemyndigheden har rejst tiltale mod en 18-årig mand for i marts at have dræbt en 13-årig pige i Hjallerup, oplyser Nordjyllands Politi.
Pigen blev fundet stærkt kvæstet ved et varmeværk i Hjallerup. Det var hendes mor, som fandt hende, og som derefter tilkaldte politiet.
Samme aften blev den dengang 17-årig dreng anholdt, og han blev dagen efter varetægtsfængslet på baggrund af sigtelser om drab og voldtægt.
Nordjyllands Politi oplyser i pressemeddelelsen ikke, om der også er rejst tiltale for voldtægt.
– Selv om den tiltalte blev sigtet umiddelbart efter drabet og processen i den henseende var kort, så har det krævet en langvarig og tilbundsgående efterforskning, for at fastslå hændelsesforløbet, gennemgå vidneudsagn og analysere de tekniske spor i sagen. Det er politiet nu i mål med og anklagemyndigheden har nu på baggrund af resultatet af efterforskningen rejst tiltale i sagen, siger specialanklager Mette Bendix i pressemeddelelsen.