17. jan. 2025 - 6:56

Taiwan udfører første henrettelse i knap fem år




Taiwan har sent torsdag udført østatens første henrettelse i knap fem år.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Der er tale om den 32-årige Huang Lin-kai, som i 2017 blev fundet skyldig i drabene på sin ekskæreste og ekskærestens mor.

Henrettelsen blev udført som et skuddrab.

– De forbrydelser, som Huang var involveret i, var ondskabsfulde og ubarmhjertige. De var dehumaniserende, ekstremt onde og ekstremt alvorlige, lyder det fra justitsministeriet efter henrettelsen.

Taiwan har udviklet sig til i dag at blive betragtet som et af Asiens mest progressive demokratier. Meningsmålinger foretaget blandt befolkningen viser dog, at størstedelen af den taiwanske befolkning fortsat støtter dødsstraffen.

Taiwan har udført i alt 36 henrettelser, siden et midlertidigt forbud mod dødsstraf blev ophævet i 2010.

Torsdagens henrettelse er den første, siden præsident Lai Ching-te tiltrådte i maj 2024.

Mens Tsai Ing-wen, som var Lais forgænger, sad på posten, blev to personer henrettet som følge af en dom om dødsstraf.

Inden Tsai Ing-wen var præsident, var det a Ying-jeou, som var Taiwans præsident. I denne embedsperiode blev der udført 32 henrettelser af dømte indbyggere, der sad på dødsgangen.

I september fastslog en domstol i østaten, at brugen af dødsstraf skulle “begrænses til særlige og exceptionelle omstændigheder”.

Direktør for Amnesty i Taiwan, E-Ling Chiu, siger, at torsdagens henrettelse er en “chokerende og ond udvikling”.

– Taiwans justitsminister har med et strejf fra en kuglepen omgjort flere års hårdt tilkæmpede fremskridt henimod afskaffelsen af dødsstraffen. Dette er et stort tilbageslag for menneskerettighederne i Taiwan, lyder det.