27. jul. 2025 - 20:46

Syrisk valgchef varsler parlamentsvalg i september




Syrien ventes at holde valg til parlamentet i september.

Det siger chefen for landets valgmyndigheder, Mohamed Taha, til det syriske nyhedsbureau Sana søndag ifølge Reuters.

Han forventer, at valget vil finde sted mellem 15. og 20. september.

Det bliver i så fald det første valg i Syrien, siden præsident Bashar al-Assad i december 2024 blev væltet af oprørsgruppen Hayat Tahrir al-Sham (HTS) efter en lynoffensiv.

HTS-leder Ahmed al-Sharaa blev indsat som ny midlertidig præsident, efter at en blodig borgerkrig havde raset i Syrien i 13 år.

Et nyt lovforslag er på vej, der hæver antallet af pladser i parlamentet fra de nuværende 150 til 210.

Ifølge den nye lov skal en tredjedel af parlamentarikerne udpeges af præsidenten.

Blandt de opgaver, som et nyt parlament skal kaste sig over, er at gøre op med meget af den politik og de udenrigspolitiske alliancer, der var gældende under Assad-familiens mangeårige styre.

Den nye regering har tidligere lovet, at der vil være bred repræsentation i det kommende parlament.

Præsident Sharaa har desuden meddelt, at udenlandske observatører vil få lov at overvåge de valgkomitéer, der fører tilsyn med afstemningen.

Embedsmænd har sagt, at de områder, der ligger uden for regeringens kontrol – herunder de kurdiskkontrollerede regioner i det nordlige Syrien samt den drusisk-dominerede provins Sweida – fortsat får tildelt pladser baseret på befolkningstal.

Der har lydt kritik af, at Syriens mindretal ikke er repræsenteret i det nye syriske styre.

Meldingen om det kommende valg kommer, mens Syrien i de seneste uger igen har oplevet bølger af vold.

I sidste uge udbrød kampe mellem drusiske krigere og rivaliserende sunnimuslimske beduiner i byen Sweida.

Det kostede over 1400 mennesker livet, først og fremmest drusere, meddeler Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr), der følger situationen i Syrien.

Præsident Sharaa meddelte i sidste weekend, at en våbenhvile var trådt i kraft, og at regeringsstyrker var indsat for at sørge for sikkerheden.