Paris-Nice blev ikke nogen mindeværdig oplevelse for Kasper Asgreen.
Natten efter søndagens første etape blev han syg, og mandag middag står det klart, at han ikke kommer til at køre flere etaper.
Det skriver hans hold, EF, på den sociale platform X.
I stedet for at køre cykelløb i Frankrig tager Kasper Asgreen hjem og kommer til hægterne, lyder det.
Koldingenseren var tiltænkt en hjælperolle for Neilson Powless i årets udgave af World Tour-etapeløbet, og så skulle han formentlig lægge en masse watt i tirsdagens holdtidskørsel. Men det bliver der altså ikke noget af.
Kasper Asgreen er forud for denne sæson skiftet fra Quick-Step til EF, hvor det er meningen, at han skal finde tilbage til fordums styrke i forårsklassikerne.
I sidste weekend kørte han både Omloop Nieuwsblad og Kuurne-Bruxelles-Kuurne, men var ikke en del af finalerne.