Det sydafrikanske regeringsparti, ANC, har smidt landets tidligere præsident Jacob Zuma ud af partiet.
Det skriver nyhedsbureauet AFP mandag.
I december meddelte 81-årige Zuma, at han ville skifte til et nyt parti, Umkhonto We Sizwe (MK), og at han ikke længere vil stemme på ANC, som han har været medlem af i 60 år.
Han har også rettet en skarp kritik mod præsident Cyril Ramaphosa.
Det har mandag fået ANC’s generalsekretær til at meddele, at Zumas medlemskab af partiet nu er suspenderet.
– Zuma og andre, hvis opførsel er i modstrid med vores værdier og principper, vil blive udelukket fra ANC, siger generalsekretær Fikile Mbalula.
Senere på året skal der holdes parlamentsvalg i Sydafrika.
ANC har siddet tungt på magten siden apartheidstyret blev afskaffet i 1994.
Men det kommende valg ventes at blive en udfordring for partiet, der har mistet opbakning blandt vælgerne.
Partiet er svækket af beskyldninger om korruption og dårlig ledelse. Den svage sydafrikanske økonomi har også fået vælgerne til at vende ryggen til ANC.
I december begyndte Zuma at føre valgkamp for MK-partiet og kritiserede i samme ombæring, at ANC under præsident Ramaphosas ledelse ikke længere er det ikoniske parti, det var under Nelson Mandela.
Iagttagere vurderede på det tidspunkt, at Zumas partiskifte ville kunne koste ANC et par procentpoint vælgeropbakning.
Trods flere skandaler er den tidligere præsident nemlig stadig populær blandt mange vælgere.
Jacob Zuma er anklaget for korruption, men nægter sig skyldig i alle anklager.
Han har været Sydafrikas præsident i to embedsperioder. Dermed kan han ikke genopstille.
Derudover har han fået en dom på 15 måneders fængsel for at udvise foragt for retten. Den dom betyder ifølge forfatningen, at han ikke kan vælges til et politisk embede.
AFP