29. maj. 2025 - 17:16

Sydafrikansk kvinde får livstid for at bortføre og sælge datter




En 35-årig sydafrikansk kvinde har torsdag fået en dom på livstid for at have bortført og solgt sin seksårige datter.

Det afgør en domstol i Sydafrika, skriver nyhedsbureauet AFP.

Dommeren har besluttet, at moren og hendes to medtiltalte – hendes kæreste og en fælles ven – også skulle idømmes livsvarigt fængsel for menneskehandel.

Sagen har vakt stor opsigt i Sydafrika på grund af dens grove karakter, skriver AFP.

Pigen Joshlin Smith forsvandt i februar sidste år fra sit hjem i Saldanha Bay – en fiskerby 135 kilometer nord for Cape Town.

Hun er aldrig blevet fundet igen.

Hendes mor, Racquel “Kelly” Smith, er nu kendt skyldig i at have bortført og solgt den lille pige. Angiveligt for et beløb på 20.000 sydafrikanske rand, der svarer til cirka 7300 kroner.

AFP