21. aug. 2023 - 11:59

Sverige siger nej til at sende Gripen-fly til Ukraine




Sverige har indtil videre ingen planer om at sende svenske Gripen-kampfly til Ukraine.

– Lige nu er der ingen nye tilsagn om at give svenske fly til Ukraine, siger statsminister Ulf Kristersson til svensk TV4.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, var i weekenden på besøg i Sverige.

Her havde han ifølge TV4 lange samtaler med Ulf Kristersson. Det resulterede i et løfte om, at svenske kampvogne af typen Stridsfordon 90 skal fremstilles i Ukraine.

Zelenskyj har gennem længere tid også efterspurgt kampfly.

– Gripen er Sveriges stolthed. En sådan stolthed kan deles med Ukraine, sagde Zelenskyj i weekenden ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

Men han skal altså ikke regne med fly fra Sverige lige nu.

– Sverige er et geografisk stort land, vi skal forsvare os selv, og vi er endnu ikke med i Nato, siger Ulf Kristersson til TV4.

– Det er en balancegang imellem, hvad vi kan undvære til dem, og hvad vi skal have selv.

Statsministeren tilføjer, at Sverige er med i den såkaldte F-16-koalition, hvor 15 lande samarbejder om at sikre Ukraine flykapacitet.

Danmark har lovet Ukraine 19 kampfly af typen F-16.

Zelenskyj er mandag på besøg i Danmark, hvor han i en tale på Christiansborg har takket Danmark for løftet om at levere F-16-fly.

Her oplyser han, at han efter besøget i Danmark skal videre til “vigtige møder” i et andet land.

Lørdag fortalte den ukrainske præsident under sit besøg i Sverige, at han stod foran flere møder om militære donationer med andre lande.

Holland, som Zelenskyj også netop har besøgt, donerer ligeledes kampfly til Ukraine.

– Vi er ikke i den situation, siger Ulf Kristersson til TV4.

– Vi kommer til at gøre alt for at støtte dem med fly, men lige nu er der ingen nye tilsagn om at give svenske fly til Ukraine.