Den britiske premierminister, Rishi Sunak, beskriver antisemitisme i Storbritannien i kølvandet på krigen i Gaza som „en sygdom‟, som han er opsat på at konfrontere.
Det siger premierministeren under et vælgermøde i det jødiske samfund i det nordlige London, skriver nyhedsbureauet PA.
Vælgerne i Storbritannien går til valg 4. juli.
Sunak siger, at han ikke vil „kue Israel til indrømmelser, som ikke er i dets interesse‟.
Han fremhæver i den forbindelse øget antisemitisme siden Hamas‛ angreb på Israel 7. oktober sidste år og den efterfølgende konflikt og Israels bombardementer af Gaza.
I tale under vælgerarrangement siger Rishi Sunak:
– Jeg vil aldrig svare undvigende på, hvem der er ansvarlig for denne komplet afskyelige terrorhandling. Jeg vil trofast stå bag Israel, når der er brug for det.
– Og jeg vil ikke forsøge at kue Israel til indrømmelser, som ikke er i dets interesse. Israel fortjener at leve i fred og sikkerhed, siger premierministeren.
Rishi Sunak understreger, at „vi aldrig må glemme‟, at gidsler endnu bliver holdt fanget af „Hamas-terrorister‟.
Storbritannien indførte i marts en ny definition af ekstremisme. Det skete, efter at der siden 7. oktober er blevet registreret en stigning i antallet af hadforbrydelser mod jøder og muslimer.
Ifølge Community Secuity Trust, som er en britisk velgørenhedsorganisation med fokus på sikkerheden for det jødiske samfund i Storbritannien, skete der i 2023 en stigning på 147 procent i antallet af antisemitiske hændelser.
Tidligere samme måned advarede Sunak mod, at islamister og højreekstremister bevidst underminerer Storbritanniens etnisk mangfoldige demokrati. Han sagde også, at der skulle gøres mere i forsøget på at håndtere problemet.