13. mar. 2025 - 17:46

Styrelse advarer om flere ændringer i årsopgørelse end normalt




24. marts åbner årsopgørelsen for 2024, og her kan boligejerne for første gang se de samlede boligskatter sammen med deres eventuelle boligskattelån.

Men det betyder også, at der “formentlig” vil være flere opgørelser, som vil blive rettet til efter offentliggørelsen, end der normalt plejer at være.

Det oplyser Vurderingsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Ifølge direktør i styrelsen Anne-Sofie Jensen har man brugt “mange kræfter på at sikre kvaliteten”, når det gælder implementeringen af det nye ejendomsvurderingssystem og de nye boligskatteregler.

– Men det er komplekst, og når mange forskellige oplysninger skal spille sammen, vil der også være årsopgørelser, som vil blive tilrettet efter den 24. marts. Det er helt normalt og sker hvert år, men i år vil der formentlig være flere end normalt.

– Vi arbejder på højtryk for at løse udfordringerne og håber, at boligejerne vil tage godt imod årsopgørelsen, siger hun i meddelelsen.

Her fremgår det videre, at arbejdet med at samle boligskatterne hos staten har krævet en “lang række tilpasninger” af især de it-systemer, der understøtter forskuds- og årsopgørelsen samt lånesystemerne, så de kan rumme de mange nye oplysninger, der skal indarbejdes på samme tid.