Hundredtusinder af demonstranter er søndag igen på gaden flere steder i Tyskland for at vise deres modstand mod det tyske højrefløjsparti Alternative für Deutschland (AfD).
I München var tilstrømningen så stor, at arrangørerne af demonstrationen var tvunget til at opgive deres planer om en march gennem byen.
Af hensyn til sikkerheden måtte de i stedet bede deltagerne i protesten om at gå igen.
Ifølge arrangørerne var 50.000 mennesker dukket op til demonstrationen. Det er omkring det dobbelte af, hvad de havde regnet med.
Tidligere blev der sagt fra talerstolen, at 200.000 mennesker var kommet til demonstrationen i München.
Politiet i byen vurderer, at omkring 100.000 var mødt op.
Mange bar skilte med tekster som “Ud med nazister” og “Aldrig igen”.
Søndagens store demonstrationer kommer, efter at mindst en kvart million mennesker i alt var samlet til protester i flere byer rundt om i Tyskland lørdag.
Protesterne er vokset, siden det tidligere på måneden kom frem, at medlemmer af AfD har drøftet planer om massedeportationer af millioner af mennesker med indvandrerbaggrund.
Også personer med tysk pas skal sendes hjem, beskrev mediet Correctiv.
Planerne blev diskuteret på et møde med personer fra den yderste højrefløj i november.
Blandt deltagerne var også østrigske højrefløjsaktivister, som mener, at ikkehvide migranter har en overordnet plan om at overtage magten fra Europas hvide befolkning.
AfD’s ledere har bekræftet, at partiet var repræsenteret på mødet. Men de afviser, at massedeportation eller konspirationsteorier er en del af partiets politik.
Detaljerne om mødet har ikke desto mindre rystet mange tyskere.
Inden for de kommende måneder skal der efter planen være tre vigtige delstatsvalg i det østlige Tyskland, hvor AfD har stor opbakning.
Protesterne mod højrefløjspartiet, som har stået på i over en uge, har opbakning fra Tysklands præsident, Frank-Walter Steinmeier.
Han siger søndag, at demonstranterne “indgyder os mod”.
– De forsvarer vores republik og vores forfatning mod dens fjender, siger han.
Den socialdemokratiske forbundskansler, Olaf Scholz, støtter ligeledes protesterne mod AfD.
Fredag sagde han, at tanken om “remigration”, som højrefløjspartierne kalder det, er “et angreb på vores demokrati”.
Også ledere inden for tysk topfodbold, erhvervsliv og kirke har udtrykt støtte til demonstranterne og lagt afstand til AfD.
AFP