09. mar. 2023 - 15:43

SSI finder multiresistente bakterier fra medicin hos to personer




Statens Serum Institut (SSI) har fundet multiresistente CPO-bakterier hos yderligere to personer, der er blevet behandlet med antibiotikamedicinen Dicillin.

Det oplyser SSI i en pressemeddelelse.

Derudover er der fundet spor efter bakterien i 12 patienter, skriver SSI.

Af dem har otte været i behandling med Dicillin, der er et antibiotikum, i en periode, før de multiresistente bakterier blev fundet.

De resterende fire er stadig ved at blive undersøgt.

Fundene gør, at udbruddet med bakterien indtil videre omfatter i alt 25 personer. I forvejen er der nemlig konstateret 11 tilfælde.

Ifølge Tyra Grove Krause, der er faglig direktør hos Statens Serum Institut, holder instituttet nøje øje med udviklingen i spredning af bakterierne.

– Det her er ikke noget, der er farligt for den enkelte patient. Men vi skal naturligvis gøre, hvad vi kan for at undgå spredning af multiresistente bakterier, siger hun i pressemeddelelsen.

Lægemiddelstyrelsen tilbagekaldte i begyndelsen af februar lægemidlet Dicillin. Det skete, efter at der var konstateret ni tilfælde af CPO-bakterier hos patienter, der har fået medicinen.

Cirka 35.000 personer har fået antibiotikamedicinen på recept fra september til og med december. Det viste tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Tallet er potentielt større, da det også er blevet solgt efterfølgende.

CPO er ifølge Sundhedsstyrelsen en fællesbetegnelse for en gruppe bakterier, som kan være svære at behandle.

Multiresistente bakterier er modstandsdygtige over for netop flere typer antibiotika.