29. okt. 2024 - 11:47

Sporvogn kører ind i butik i Oslo – flere tilskadekomne




En sporvogn er tirsdag kørt af sporet og ind i en butik i Norges hovedstad, Oslo.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Der er ikke oplysninger om tilskadekomne i butikken.

Føreren skal være kommet til skade, men meldes ved bevidsthed.

Også tre andre personer er kommet til skade, skriver operationsleder Rune Kremmervik Hekkelstrand hos politiet i Oslo i en opdatering.

Der er ikke umiddelbart meldinger om, hvor alvorlige skaderne er.

Politiet fik en melding om hændelsen, som er sket i det centrale Oslo, klokken 11.05.

Et billede viser sporvognen, som er kørt ind igennem et vinduesparti i butikken, der hedder Eplehuset. Det er en butik, som sælger Apple-produkter.

Omkring 20 personer befandt sig i sporvognen, da den kørte ind i butikken.

Flere personer er stimlet sammen i området, og politi beder folk om at holde sig væk.

– Det er totalt kaotisk her nu. Politi er på stedet, siger et vidne på stedet til mediet VG.

– Det er surrealistisk. Sporvognen står på tværs af hele Storgata med fronten langt inde i Eplehusets butik, fortsætter vidnet, der hedder Kjell Bjørn Vinje.

En række sporvognslinjer er ude af drift efter hændelsen, og et større område er blevet afspærret.

Det siger Øystein Dahl Johansen, som er pressetalsperson hos det kollektive trafikselskab Ruter.

– Det er for tidligt at spekulere i årsagen til, at sporvognen kørte af sporet.

Politiet beder personer med viden om afsporingen om at tage kontakt til betjente, der opholder sig nærheden af ulykkesstedet.

– Stedet vil forblive spærret i lang tid fremover, og vi venter på, at Havarikommissionen ankommer, oplyser politiets operationsleder.

NTB