19. jun. 2024 - 11:01

Højere renteindtægter får Spar Nord til at løfte forventninger




Det går godt i Spar Nord.

Så godt, at banken nu hæver sine forventninger til årets overskud med 250 millioner kroner.

Det fremgår af en børsmeddelelse, som Spar Nord har offentliggjort onsdag.

Nu regner banken med et overskud efter skat i intervallet 1,95-2,25 milliarder kroner.

Opjusteringen kommer blandt andet på baggrund af renteindtægter, der er højere end ventet.

Udmeldingen bliver taget særdeles godt imod af investorerne, der sender bankens aktie op med omkring syv procent.

Hvis man indregner aktiens udvikling onsdag, er den steget over 27 procent siden årsskiftet.

Kigger man et år tilbage, ligner det efterhånden en fordobling af aktiens værdi.

Lignende tendenser har man set på tværs af banksektoren, som de seneste år har været begunstiget af en række renteløft.

I den forbindelse har mange banker nydt godt af, at udlånsrenten er vokset, mens indlånsrenten ikke er hævet tilsvarende.

Derfor steg den såkaldte rentemarginal, som er forskellen mellem indlåns- og udlånsrenten.

Nationalbanken har for nylig sænket renten for første gang længe, men fra midten af 2021 blev styringsrenten hævet kontinuerligt for at få bugt med inflationen.

Styringsrenten bestemmer, hvor dyrt det er for bankerne at låne penge i Nationalbanken.

Forventningen er, at rentestigninger, der gør det dyrere at låne penge, vil få forbrugerne til at bruge mindre.

Det skal få priserne – og dermed inflationen – til at falde.