Den amerikanske skuespiller Kevin Spacey afviser torsdag over for et nævningeting i London, at han har gjort sig skyldig i seksuelle overgreb.
Han siger, at han er “knust” over anklagerne.
Den dobbelte Oscar-vinder var i retten i den britiske hovedstad for at give sin udlægning, efter hans sagsøgere i de foregående uger har haft lejlighed til at vidne om overgreb.
63-årige Spacey er tiltalt for at have begået gentagne sexovergreb på fire mænd i perioden fra 2001 til 2013. En periode hvor han arbejdede i Storbritannien.
Han siger i retten, at han har svært ved at forstå, at en af hans sagsøgere er klar til at “stikke mig i ryggen”.
Vedkommende har tidligere forklaret, at han blev seksuelt overfaldet af Spacey 12 gange.
De fire sagsøgere siger, at de er blevet aggressivt befamlet af Spacey, og han i et tilfælde skal have udført oralsex.
Den offentlige anklager har under retssagen beskyldt ham for at være en “seksuel bølle”.
På et spørgsmål fra sin egen forsvarer om hans tid i London, fortæller Spacey om sine bekendtskaber med berømte briter. At han en gang købte et bordtennisbord til skuespilleren Judi Dench, og at han gav “den dyreste Mini Cooper, der nogensinde er solgt” til musikeren Elton John.
Om en af sagsøgerne siger Spacey, at “jeg kunne virkelig godt lide ham. Vi havde en god tid sammen. Vi grinede meget”.
Han flirtede, og det gjorde jeg også, forklarer Spacey. Og ja, han havde rørt ved ham.
Men den anden lod forstå, at han “ikke ønskede at gå videre”.
Hans forklaring holdt sig under retsmødet i samme spor. At han ikke var gået over stregen. Da han blev vist et billede af en af de fire mænd, nægtede han at have set vedkommende tidligere.
Anklageren har tidligere beskrevet Spacey som “en mand, der virker til at finde fornøjelse i at få andre til at føle sig magtesløse og ukomfortable”.
Spaceys karriere i Hollywood kortsluttede, da han 2017 blev beskyldt af skuespilleren Anthony Rapp for at have gjort forsøg på seksuelle tilnærmelser, da Rapp var 14 år.
Spacey blev straks strøget fra rollelisten i den meget succesfulde Netflix-serie “House of Cards”. Her havde han hovedrollen.