Formand Søren Pape Poulsen bliver på De Konservatives sommergruppemøde bedt om at se tilbage på det seneste år.
– Det er klart, at hvis man kunne skrue tiden tilbage og påvirke den i anden retning, så kunne man ønske det. Det har været et voldsomt år at være igennem. Jeg tror alle, der har fulgt det, har kunnet se, at det var voldsomt, siger Søren Pape.
Partiets sommergruppemøde onsdag bliver afholdt, et år og en dag efter at Søren Pape annoncerede, at han ville være Danmarks næste statsminister.
Siden fulgte en række dårlige sager, og De Konservative endte med at gå tilbage ved valget i november 2022.
Her fik partiet 5,5 procent af stemmerne. I slutningen af august stod partiet ellers til over 16 procent i meningsmålinger fra analyseinstituttet Voxmeter.
Søren Pape Poulsen siger videre, at han i dag står et helt andet sted end for et halvt år siden.
– Jeg har også taget mig selv i at kigge tilbage og set nogle situationer fra valgkampen, og alt det, der skete, hvor jeg næsten ikke kunne kende mig selv, havde jeg nær sagt. Det var så voldsomt og hårdt, og jeg skal ikke ønske for min værste fjende at være igennem det, siger han.
Han slår fast, at ansvaret for partiets tilbagegang “selvfølgelig falder tilbage på mig”.
– Det er jo sådan, at man ikke kan uddelegere ansvar i den her jobbeskrivelse. Det er i sidste ende altid formanden, der har ansvaret.
Efter valget brugte Søren Pape “rigtigt meget tid” på at finde ud af, om han stadig havde “lysten og energien” til at fortsætte som formand for De Konservative.
– Det har jeg. Hvis folk ellers kan bruge mig.
I seneste meningsmåling fra Voxmeter stod De Konservative til 5,4 procent af stemmerne.
Søren Pape har været formand for partiet siden 2014.