16. maj. 2024 - 10:08

Attentat i Slovakiet kan meget vel styrke Ficos position




Hvis den slovakiske premierminister, Robert Fico, overlever, kan attentatet mod ham onsdag meget vel styrke hans politiske profil og position.

Det siger Peter Bugge, der er lektor i Østeuropastudier ved Aarhus Universitet.

– Uanset hvad gerningsmandens motiv måtte være, kan regeringen og Fico naturligvis udlægge det her som et produkt af oppositionens kritik, siger han.

På den måde bliver det et politisk attentat, uanset hvad virkeligheden vil vise sig at være, lyder det fra lektoren.

Fico blev ramt af skud efter et regeringsmøde i byen Hanlová, som ligger nordøst for landets hovedstad, Bratislava.

Efter en fem timer lang operation natten til torsdag er hans tilstand stabiliseret, men stadig alvorlig. Det har direktøren for F.D. Roosevelt Universitetshospital Miriam Lapunikova sagt til flere medier.

Allerede imens den 59-årige premierminister lå på operationsbordet, var flere af hans regeringskolleger ude at sige, at angrebet var politisk motiveret.

Den formodede gerningsmand er anholdt og er ifølge slovakiske medier en mand 71 år.

– Det er svært at sige andet, end at det er politisk motiveret, når et lands premierminister bliver skudt, siger Peter Bugge.

Men han understreger, at man endnu ikke ved noget om, hvad gerningsmandens motiv har være. Derimod har flere slovakiske medier berettet om den anholdte.

Blandt andet at han har skrevet mange forskellige ting på nettet og andre steder med voldsom kritik af romaer og snak om, at Slovakiet er ved at blive en plutokratisk stat, et rigmandsvælde.

– Det tyder mere på en ideologisk forvirret mand, der har set sig gal på verden, end på en mand med et egentlig klart politisk projekt, siger Peter Bugge.

Meget er endnu uvist om Ficos tilstand og fremtid. Men ligegyldig hvad kan det komme til at rykke ved den politiske situation i landet.

– Det, der bliver så vigtigt den kommende tid, det er, om man på alle sider af det politiske spektrum bruger det her til at besinde sig, eller om regeringen tværtimod vil bruge det som anledning til at stramme endnu mere op, siger Peter Bugge.