08. mar. 2023 - 11:53

Skattestyrelsen fordoblede opkrævninger for kryptovaluta sidste år




Skattestyrelsens kontroller med kryptovaluta resulterede sidste år i, at der blev udsendt skatteopkrævninger for omkring 66 millioner kroner på området.

Det er et beløb, der er mere end dobbelt så stort som året før, skriver Skatteministeriet i en pressemeddelelse.

– Resultaterne af kontrolindsatsen viser klart og tydeligt, at der fortsat er brug for en målrettet indsats på kryptoområdet, siger skatteminister Jeppe Bruus (S) i pressemeddelelsen.

– Der er tilsyneladende mange borgere, der fortsat ikke får håndteret skatten rigtigt, når de handler med krypto. Så det følger vi naturligvis op på med såvel kontrol som vejledning.

– Derudover er Skattelovrådet i gang med at undersøge de gældende regler. Når de har afrapporteret, vil vi se på, om vi fra politisk hold kan gøre reglerne lettere at efterleve, siger han.

Mange danskere handler med kryptovaluta som bitcoins, men ikke alle ved, hvordan de skal opgøre gevinst og tab til Skattestyrelsen ved handel med digital valuta.

Det øger risikoen for fejl, når man sammenligner med fejlniveauet for eksempelvis lønindkomst, som indberettes af arbejdsgiveren.

Siden 2019 har Skattestyrelsen udsendt skatteopkrævninger for over 130 millioner kroner for handel med kryptovaluta.

I 2019 var tallet 12 millioner kroner, året efter steg det til 21 millioner kroner, og i 2021 blev der udsendt opkrævninger for 32 millioner kroner.

Skattestyrelsen har de seneste år haft ekstra fokus på at vejlede borgere i, hvordan kryptovaluta skal beskattes.

Styrelsen har blandt andet lavet kampagner, i perioden op til at borgere skal udfylde deres forskudsopgørelse.