17. aug. 2023 - 18:13

Siumuts Aki-Matilda Høegh-Dam tager orlov fra Folketinget




Aki-Matilda Høegh-Dam, der sidder i Folketinget for det grønlandske parti Siumut, tager orlov i to uger fra den 22. september.

Det skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.AG.

Det betyder, at hun misser Folketingets åbning den 3. oktober. Suppleant bliver projektleder Markus E. Olsen, som over for Sermitsiaq.AG bekræfter, at han tager over i et par uger.

Aki-Matilda Høegh-Dam skal på et forløb i USA, et lederkursus, der er arrangeret af det amerikanske udenrigsministerium.

Hun er blevet indstillet af det amerikanske konsulat i Nuuk, siger hun til Sermitsiaq.AG.

26-årige Aki-Matilda Høegh-Dam, der er uddannet i statskundskab, har været folketingsmedlem siden valget i 2019.

Hun stillede i juli op som formand i sit parti, Siumut, men måtte se sig slået af Erik Jensen, der opnåede genvalg på posten.

Aki-Matilda Høegh-Dam har flere gange gjort sig bemærket i Folketinget. Blandt andet vakte det tidligere på året opsigt og åbnede en debat om brug af andre sprog i Folketingssalen, da Aki-Matilda Høegh-Dam gik på talerstolen og leverede en tale på grønlandsk.

Flere folketingsmedlemmer kom med kritik, men det endte med, at Folketingets Præsidium siden har diskuteret muligheden for tolkning fra grønlandsk til dansk. Det blev dog vurderet for dyrt, og en anden løsning afsøges.

Hun har også udtalt sig kraftige vendinger i den såkaldte spiralsag, hvor 4500 grønlandske piger og kvinder fra 1960’erne til 1990’erne fik opsat spiraler – mange uden samtykke.

Her krævede hun en uvildig undersøgelse, der siden kom.

– Da der er sket utallige menneskerettighedskrænkelser på inuitter på Grønland – ud over det der med tvangsspiralen – så det er vigtigt, at vi får alt på bordet, lød det dengang.