22. dec. 2025 - 15:16

Sitskiløber er igen den eneste dansker ved vinter-PL




Ligesom i 2022 er Adam Nybo ene om at repræsentere Danmark ved de paralympiske lege.

Sitskiløberen er som den eneste dansker blevet udtaget til vinter-PL i Milano og Cortina d’Ampezzo i Italien i marts 2026. Det oplyser Parasport Danmark i en pressemeddelelse.

Det bliver Adam Nybos andet vinter-PL, og paralympisk chef de mission Nicklas Bjaaland glæder sig over, at Danmark igen er repræsenteret.

– Adam kommer med erfaring fra forrige vinter-PL og ved derfor, hvad der venter rent sportsligt og organisatorisk.

– Han er en stærk repræsentant for Danmark i Milano-Cortina, og vi ser frem til at støtte ham hele vejen frem mod og under legene, siger Nicklas Bjaaland i pressemeddelelsen.

Adam Nybo skal konkurrere i alpint sitskiløb. Selv er han lettet over, at udtagelsen nu er på plads efter et efterår præget af sygdom.

– Nu kan jeg koncentrere mig om forberedelserne og om at ramme mit bedste niveau, når det gælder. Min ambition er at levere nogle stærke gennemløb og se, hvor langt det rækker på PL-scenen, siger Nybo i meddelelsen.

De paralympiske vinterlege afvikles i Italien fra 6. til 15. marts 2026.