08. feb. 2023 - 18:53

Simcorp fyrer 120 ansatte – forventer overskudsrekord i 2023




Simcorp fyrer omtrent 120 medarbejdere i første kvartal af 2023.

Det oplyser det danske selskab i sin årsrapport, der onsdag er blevet offentliggjort.

Med fyringerne vil selskabet spare omkring 25 millioner euro i 2023 samt mindst 35 millioner euro årligt fra 2024.

Det svarer til henholdsvis 186 millioner kroner og 260 millioner kroner.

– Omkostningseffektivitet er nødvendigt for at leve op til Simcorps potentiale, men vi er kede af at sige farvel til mere end 100 medarbejdere, siger administrerende direktør Christian Kromann i regnskabet.

Sparerunden forventes at koste virksomheden op mod 20 millioner euro i 2023 til blandt andet fratrædelsespakker.

Simcorp leverer finansielle it-løsninger og ekspertise til kapitalforvaltere i hele verden.

Selskabet har hovedkvarter i København og har ifølge sit regnskab 2245 ansatte.

Fyringerne kommer trods et overskud før skat på 128 millioner euro i 2022. Det svarer til næsten en milliard kroner.

Det er en lille tilbagegang sammenlignet med 2021, hvor resultatet før skat lød på 137 millioner euro.

Selskabet blev stiftet i 1971 og har mere end 20 kontorer verden over.

Omsætningen voksede i 2022 til 561 millioner euro fra 496 millioner euro i 2021.

Christian Kromann siger yderligere i regnskabet, at de færre omkostninger i løbet af de næste år skal give Simcorp mulighed for at præstere tocifret vækst og slå en overskudsgrad på 28 procent.

Overskudsgraden beskriver, hvor stor en del af omsætningen en virksomhed har tilbage, når driftsomkostningerne er betalt.

Overskudsgraden lød på 22,4 procent i 2022.

Det seneste år er Simcorps aktie faldet med omkring 17 procent til en pris på cirka 500 kroner.

Selskabet har i 2022 støttet sine ukrainske medarbejdere og deres familier med et beløb på samlet 9,9 millioner euro.