Seneste nyheder

29. april 2026

Mangel på pot fik Marius Borg Høiby til at hjælpe pusher

Den norske kronprinsessesøn Marius Borg Høiby har erkendt, at han har transporteret 3,5 kilo marihuana i 2020.

I retten i Oslo fredag forklarer han nu hvorfor.

Ifølge det norske medie VG, som er til stede, fortæller Marius Borg Høiby, at han har været meget afhængig af pot, men at det på et tidspunkt var svært at få fat i.

Derfor kontaktede han sin pusher, som ifølge Marius Borg Høiby foreslog, at kronprinsessesønnen skulle fragte noget marihuana fra Lørenskog øst for Oslo til Tønsberg cirka en times kørsel syd for Oslo, mod at han selv fik noget marihuana.

Pusheren manglede ifølge Marius Borg Høiby en bil til at hente marihuanaen.

Marius Borg Høiby erkender, at han godt vidste, at det var ulovligt. Men han kørte hen til en dealer med en “stor stak” penge og fik en kuffert med marihuana med tilbage til sin egen pusher.

Ifølge kronprinsessesønnen var det formentligt “mange tusinde”.

I næste uge er der procedure i sagen. Her vil anklageren og forsvareren komme med deres afsluttende bemærkninger, herunder typisk også skyldsspørgsmålet og redegørelser for hvilken straf de mener, tiltalte bør få.

Retssagen begyndte 3. februar med 38 punkter – foruden overtrædelse af narkoloven er han blandt andet også sigtet for fire voldtægter, grov vold og mishandling i nære relationer.

To nye punkter – hensynsløs adfærd og overtrædelse af et tilhold – blev siden tilføjet, efter at Marius Borg Høiby blev anholdt og varetægtsfængslet 2. februar – dagen før, at retssagen mod ham skulle begynde.

Retten besluttede tirsdag, at han ikke skulle løslades fra varetægtsfængslingen, af frygt for at han vil begå nye strafbare handlinger med en strafferamme på over seks måneders fængsel.

Marius Borg Høiby er ikke formelt en del af det norske kongehus, da han er født, før kronprinsesse Mette-Marit indgik et forhold og senere ægteskab med den norske tronarving, kronprins Haakon.

Partiet Siumut trækker sig fra grønlandsk regering

Det socialdemokratiske parti Siumut har trukket sig fra den grønlandske koalitionsregering.

Det oplyser regeringsleder Jens-Frederik Nielsen fra partiet Demokraatit i et opslag på Facebook.

– Når det er sagt, så er det vigtigt for mig at fastslå, at koalitionen og Naalakkersuisut (regeringen, red.) fortsætter arbejdet, skriver Jens-Frederik Nielsen.

På et efterfølgende pressemøde lyder det fra Jens-Frederik Nielsen, at det er “forfærdelig dårlig timing”, at Siumut forlader regeringen.

– Jeg er meget, meget ærgerlig og skuffet over, at det sker i en tid, hvor vi skal stå sammen. Alt det, der kan se ud som splittelse i vores land, er vand på de fremmedes mølle. Det er det, vi for alt i verden skulle undgå, siger han.

Regeringen har uden Siumut fortsat flertal i det grønlandske parlament.

De tilbageværende regeringspartier er Demokraatit, Inuit Ataqatigiit (IA) og Atassut. Tilsammen har de 19 ud af 31 mandater i det grønlandske parlament, Inatsisartut.

Jens-Frederik Nielsen skriver videre på Facebook, at Siumuts forperson, Aleqa Hammond, har overdraget beskeden til ham fredag.

– Det er deres beslutning. Den respekterer jeg. Men jeg vil også være ærlig og sige, at jeg er skuffet.

For tre dage siden truede Siumut og Aleqa Hammond med at forlade regeringen. Det skyldtes, at to grønlandske ministre fra Demokraatit og IA har valgt at stille op til folketingsvalget.

Også Atassut er utilfreds og vil have undersøgt, om det er lovligt.

Jens-Frederik Nielsen har slået fast, at det er “deres ret” at stille op. Der er ikke lovgivning, der forbyder det.

Siumut fik fire mandater ved det grønlandske valg i marts 2025 og endte altså med at gå i en bred koalitionsregering, som kun Naleraq ikke var en del af.

I juni fik Siumut så ny forperson, da Aleqa Hammond gjorde comeback til politik.

Fra 2013 til 2014 var hun regeringsleder i Grønland, men hun måtte trække sig, efter at flere dårlige sager dukkede op.

Ved valget til ny forperson slog hun Vivian Motzfeldt, der har været Grønlands minister for udenrigsanliggender og en fremtrædende person under konflikten med USA.

Motzfeldt er nu færdig som minister, efter at hendes parti har trukket sig fra regeringen. Hun var den eneste Siumut-minister i regeringen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sommerhusejere opfordres til at droppe fodring – kan tiltrække ulve

Lad være med at fodre vilde dyr – det trækker ulve til sommerhusområder.

Sådan lyder opfordringen fra formanden for Sammenslutningen af sommerhusgrundejerforeninger i Varde Kommune, Allan Junge.

Der har været flere eksempler på, at en eller flere ulve er kommet tæt på mennesker i området omkring Oksbøl, Vejers og Blåvand.

Ulvene kan have mistet deres instinktive skyhed over for mennesker, fordi de er blevet fodret.

– Der har – også lang tid før der kom ulve hertil – været en tendens til at fodre krondyr, fordi man synes, det er et unikt syn.

– Men det er jo skidt, fordi det er ulvens føde, som vi trækker ind i sommerhusområderne.

– Det er altså ikke smart. For så kommer ulven med. Derfor vil vi gerne appellere til, at man ikke sætter foder frem til vilde dyr, siger Allan Junge.

På et borgermøde torsdag aften lød opfordringen fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, at børn under ti år ikke færdes alene i områder, hvor der er ulve.

Den ændrede adfærd tyder på fodring, lød det ifølge JydskeVestkysten fra kontorchef Jens Skovager Østergaard på mødet.

Styrelsen har udgivet tre pjecer med råd til, hvordan man forholder sig i ulveområder.

Her lyder opfordringen blandt andet, at man ikke fodrer hjortevildt, ikke lader kødaffald ligge ude og undlader at lade hunden strejfe frit på grunden.

Formanden for sommerhusgrundejerne vil nu tage initiativ til, at rådene fra styrelsen sendes ud til alle 25 grundejerforeninger for sommerhusejere i kommunen.

– Det er ikke os som sommerhusejere, der har kontakten til dem, der lejer sommerhusene. Det er jo udlejningsbureauerne. De bør formidle det her videre til lejerne.

– Men sommerhusejerne kan jo også lægge de her pjecer frem i sommerhusene, siger Allan Junge.

Der er givet tilladelse til, at Naturstyrelsen på sine arealer i området kan skyde ulve, der kommer inden for 30 meter af mennesker.

Derudover har styrelsen på statens tilstødende arealer mulighed for at regulere ulve, der er i umiddelbar nærhed af Oksbøl, Blåvand og Vejers.

USA nedjusterer vækstskøn for slutningen af 2025 markant

Den amerikanske økonomi sluttede det første kalenderår med Donald Trump tilbage som præsident med en skuffelse.

Væksten i fjerde kvartal af 2025 var nemlig en hel del lavere end først antaget.

Det viser et opdateret estimat fra amerikanske myndigheder fredag.

Bnp-væksten i USA er i fjerde kvartal således nedjusteret til 0,7 procent fra de oprindelige 1,4 procent.

Der er tale om et annualiseret tal, hvilket vil sige, at væksten er opgjort, som hvis økonomien voksede i det tempo et helt år.

Den nye vurdering afspejler “nedjusteringer af eksporten, privatforbruget, offentlige udgifter og investeringer”. Det skriver myndigheden Bureau of Economic Analysis.

En 43 dage lang nedlukning i det føderale regeringsapparat har også tynget væksten, skriver nyhedsbureauet Reuters.

De 0,7 procent ligger væsentligt under, hvad et panel af økonomer adspurgt af Reuters havde spået. De regnede nemlig med, at væksten på 1,4 procent fra det første estimat ville blive fastholdt.

Estimatet er kommet på et tidspunkt, hvor der blandt andet er bekymringer omkring det amerikanske jobmarked og inflation.

Den kommer dog også i kølvandet på en noget højere vækst på 4,4 procent i tredje kvartal.

Bnp, bruttonationalprodukt, er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det. Stigninger eller fald viser, om økonomien vokser eller skrumper.

Fredagens bnp-tal er det andet af i alt tre estimater for væksten i fjerde kvartal. Den endelige opgørelse ventes 9. april, skriver nyhedsbureauet AP.

To millioner cigaretter blev smuglet over grænsen i varevogn

Ved den dansk-tyske grænse har myndighederne afsløret en større sag om smugleri af cigaretter.

I en hvid varevogn i Tønder fandt politiet torsdag eftermiddag lidt over to millioner cigaretter, og i forbindelse med sagen er en polsk statsborger fredag blevet varetægtsfængslet af en dommer i Sønderborg.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.

Den sigtede mand, der er 29 år, har ikke kæret rettens kendelse om fængsling i fire uger.

Hvad han har forklaret om sagen, holdes hemmeligt.

Retsmødet er blevet holdt bag lukkede døre af hensyn til efterforskningen, oplyses det.

Men i den sigtelse, der er blevet oplæst inden dørlukningen, fremgår det, at varevognen var kørt ind i Danmark ved grænseovergangen i Sæd.

Sigtelsen drejer sig om unddragelse af afgifter på lidt mere end fire millioner kroner, som staten ville være gået glip af ved smugleriet, oplyser anklagemyndigheden.

USA’s forsvarsminister: Angreb på iransk skole undersøges

Den amerikanske militærs centralkommando, U.S. Central Command, har udpeget en officer uden for kommandoen til at gennemføre en undersøgelse af et angreb på en iransk skole.

Det oplyser USA’s forsvarsminister, Pete Hegseth, på et pressemøde fredag.

Meldingen kommer, efter en pigeskole i Minab i det sydlige Iran blev ramt af et Tomahawk-missil 28. februar.

USA er det eneste land i den igangværende konflikt i Mellemøsten, som anvender Tomahawk-missiler. Derfor har pilen peget på USA efter angrebet.

Alligevel har USA’s præsident, Donald Trump, beskyldt Iran for at stå bag angrebet, som ifølge iranske kilder dræbte mindst 175 mennesker.

– Denne efterforskning vil tage så lang tid som nødvendigt for at afklare alle forhold omkring denne hændelse, siger Hegseth ifølge Reuters på pressemødet.

Boy George går på scenen i Eurovision for San Marino

80’er-musikeren Boy George skal forsøge at synge næste års internationale melodigrandprix til San Marino.

Den engelske sanger går på scenen med miniputnationens Eurovision-deltager, Senhit, som repræsenterer San Marino til årets internationale melodigrandprix i Østrig til maj med nummeret “Superstar”, der blandt andre er skrevet af danske Julie Aagaard og Thomas Steengaard.

Det bekræfter Senhit over for Eurovision-mediet EurovisionFun ifølge DR.

– Han (Boy George, red.) har sagt: “Jeg går på scenen sammen med dig”. I kommer til at se ham, forsikrer Senhit til EurovisionFun.

Boy George optræder i eget navn, men fik sit store gennembrud i front for new wave-bandet Culture Club, der står bag sange som “Do You Really Want to Hurt Me” og “Karma Chameleon”.

Ifølge Senhit tager hun til USA, hvor Boy George i øjeblikket turnerer rundt, i næste uge for at tale om deres fælles Eurovision-optræden.

Senhit, som kommer fra Italien, har flere gange repræsenteret San Marino, der ligger omsluttet af støvlelandet og er et af verdens geografisk mindste lande. Det gjorde hun senest i 2021, hvor en anden kendt sanger også var med på vokal.

Her blev Senhit akkompagneret af amerikanske Flo Rida, der selv står bag sange som “Right Round” og “Wild Ones”, på nummeret “Adrenalina” på scenen i Rotterdam i Holland, hvor Eurovision blev afholdt.

Der stiller så mange lande op i Eurovision, at konkurrencen må afvikles over to semifinaler inden den store finale.

San Marino skal i ilden i den første semifinale, som afholdes 12. maj.

Danmark, som repræsenteres af Søren Torpegaard Lund, der stiller op med nummeret “Før vi går hjem”, skal forsøge at kvalificere sig til Eurovision-finalen i den anden semifinale, som afvikles 14. maj.

Den store Eurovision-finale finder sted 16. maj.

San Marino har aldrig vundet det internationale melodigrandprix.

Det har Danmark tre gange: Første gang var i 1963 med Grethe & Jørgen Ingmanns “Dansevise”. Næste gang var i 2000 med Brødrene Olsens “Fly on the Wings of Love”. Senest var i 2013, da Emmelie de Forest sang sejren til Danmark med nummeret “Only Teardrops”.

Sovende kvinder blev befølt af fremmed mand i Nykøbing Sjælland

I en sag om flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse af sovende kvinder i Nykøbing Sjælland har en dommer fredag besluttet at varetægtsfængsle en anholdt mand i fire uger.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

To gange blev sovende kvinder befølt af en mand, der var trængt ind på deres adresser.

I to andre tilfælde lurede en mand på kvinder om natten eller de tidlige morgentimer.

Den fængslede er 33 år. Han har taget betænkningstid med hensyn til, om han vil appellere Retten i Holbæks kendelse om fængsling til landsretten.

Om sagen udtaler anklagerfuldmægtig Astrid Maschoreck, at anmodningen om varetægtsfængsling blandt andet er begrundet med at hindre gentagelser.

– Hvis man pludselig ikke kan føle sig tryg i sit eget hus, mens man sover, så er det noget, der kan præge et helt bysamfund, siger hun.

Merz kritiserer USA for lempelser af sanktioner mod Rusland

USA går den forkerte vej ved at lempe på visse oliesanktioner mod Rusland.

Det siger Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, ifølge nyhedsbureauet AFP fredag.

– Vi mener, at det er den forkerte fremgangsmåde, siger han.

– Vi ønsker at sikre, at Rusland ikke udnytter krigen i Iran til at svække Ukraine.

USA vil midlertidigt tillade lande at købe russisk olie og benzinprodukter, der allerede befinder sig i tankskibe på havet.

Det meddelte den amerikanske finansminister, Scott Bessent, natten til fredag i et opslag på X.

Tiltaget skal gælde i 30 dage og er ifølge ministeren tænkt som en “kortsigtet foranstaltning”, der ikke skal gavne Rusland for meget, men gøre noget ved de stigende priser, som krigen i Iran og uroen i Mellemøsten har medført.

Merz er imidlertid bekymret.

– Igen – vi mener, at dette er forkert. Der er i øjeblikket et prisproblem, men ikke et mængdeproblem, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Derfor vil jeg gerne vide, hvilke andre motiver der fik den amerikanske regering til at træffe denne beslutning.

Udtalelserne fra Merz er på linje med udtalelser, som blandt andre Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og EU’s kommissionsformand, Ursula von der Leyen, er kommet med tidligere på ugen. De ser ikke sanktionslettelser som vejen frem.

Også en talsperson for den britiske premierminister, Keir Starmer, udtrykker skepsis.

– Det er selvfølgelig en beslutning for USA, men vores holdning er klar. Alle partnere skal fastholde presset på Rusland og dets krigskasse, siger talspersonen ifølge Reuters til journalister.

Imens tager Rusland godt imod udmeldingen fra USA.

– På dette område overlapper vores interesser, siger Dmitrij Peskov, som er den russiske præsident Vladimir Putins talsmand.

En anden russisk talsmand – den præsidentielle udsending Kirill Dmitrijev – siger, at sanktionslettelserne påvirker omkring 100 millioner tønder råolie.

Meddelelsen fra USA’s finansminister kom, dagen efter at USA frigav 172 millioner tønder olie fra landets strategiske oliereserve.

Det var endnu et forsøg på at dæmpe de himmelhøje oliepriser.

Olien fra USA er del af en større frigivelse af i alt 400 millioner tønder olie, som de 32 medlemslande i Det Internationale Energiagentur (IEA) onsdag vedtog.

Danmark frigiver 1.246.000 tønder olie fra sine beredskabslagre, har klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) meddelt fredag.

/ritzau

TDC kræver 195 millioner af staten for at fjerne Huawei-udstyr

194.935.021,81 kroner plus renter.

Det vil TDC have staten til at betale i erstatning, efter at teleselskabet tilbage i 2023 fik ordre om at fjerne alt Huawei-udstyr i det centrale transportnetværk.

TDC mener, at afgørelsen var ulovlig, og vil derfor have erstatning for de udgifter, udskiftningen har medført. Derfor har TDC anlagt en civil retssag ved Østre Landsret.

Fredag fremlægger advokat Peter Schradieck og advokat Jimmy Skjold Hansen, som repræsenterer TDC, deres afsluttende bemærkninger i sagen.

Her lyder det, at TDC fra begyndelsen har gjort det klart over for myndighederne, at man mente, at forbuddet var et indgreb i selskabets ret, og at man derfor ville kræve erstatning.

– Det er et indgreb i hele det eksisterende netværk. Man skal ikke bare fremover afholde sig fra noget, man skal også skifte hele netværket. Det er det, forbuddet indebærer, siger Peter Schradieck.

Det var Center for Cybersikkerhed, CFCS, som i foråret 2023 afgjorde, at TDC skulle udskifte udstyret.

Det skete med hjemmel i den såkaldte telesikkerhedslov, som var blevet indført knap to år tidligere.

Loven giver myndighederne mulighed for at forbyde indgåede aftaler mellem virksomheder og leverandører, hvis aftalen vurderes at udgøre en trussel mod statens sikkerhed.

Men da aftalen mellem TDC og Huawei allerede var indgået, før loven trådte i kraft, mener TDC ikke, at aftalen er omfattet.

I årene op til 2023 havde Huaweis rolle og bånd til den kinesiske stat været til heftig diskussion.

Den amerikanske regering har blandt andet beskyldt selskabet for at spionere mod vestlige lande for den kinesiske regering. Disse beskyldninger har selskabet selv afvist.

Huawei lå også lunt i svinget til at blive leverandør af 5G-netværket i Danmark. TDC valgte dog til sidst at gå med svenske Ericsson.

Efterfølgende kom der historier frem i medierne om, at Huawei angiveligt havde gjort brug af overvågning og en muldvarp i TDC for at vinde kontrakten.

I Østre Landsret gør Peter Schradieck det fredag klart, at alt det udstyr, TDC har købt af Huawei, er blevet godkendt.

– Alle leverancer fra Huawei er godkendt hele vejen igennem. Ja, der har været opmærksomhedspunkter, men det har aldrig ført til, at man ikke har godkendt produkterne, siger han.

Selv om TDC mener, at afgørelsen fra Center for Cybersikkerhed er ulovlig, har selskabet ikke set nogen anden udvej end at følge den.

Det skyldes, at myndighederne ifølge telesikkerhedsloven blandt andet kan fjerne medlemmer af selskabsledelsen, hvis et forbud ikke efterleves.

TDC er stadig i gang med at udskifte udstyret, som skal være udskiftet ved årets udgang.

Selskabet har siden valgt den amerikanske leverandør Ciena til at levere komponenter til netværket.

Center for Cybersikkerhed er i dag en del af Styrelsen for Samfundssikkerhed. Derfor ligger sagen hos styrelsen.

Styrelsen for Samfundssikkerhed har ikke ønsket at udtale sig om sagen.

Mandag ventes statens advokater at komme med deres udlægning af sagen.

Tyrkisk forsvarsministerium: Tredje missil fra Iran nedskudt

Et missil, som ifølge det tyrkiske forsvarsministerium er afsendt fra Iran, er blevet skudt ned af Nato-luftforsvar i tyrkisk luftrum.

Det skriver ministeriet i en udtalelse.

Det er tredje gang, at et missil er blevet skudt ned i tyrkisk luftrum.

Tyrkiet er i kontakt med Iran om hændelsen, lyder det.

– Der bliver foretaget konsultationer med det relevante land for at afklare alle aspekter af hændelsen, skriver forsvarsministeriet i udtalelsen.

Ministeriet uddyber desuden, at de nødvendige tiltag bliver taget.

– Alle nødvendige tiltag bliver taget resolut og uden tøven mod enhver trussel målrettet vores lands territorium og luftrum, skriver ministeriet.

Nato-talsperson Allison Hart bekræfter ligeledes fredag, at Nato for tredje gang har afværget et iransk missil med retning mod Tyrkiet.

Onsdag sagde Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, at krigen, der raser i store dele af Mellemøsten, er nødt til at blive stoppet, inden hele regionen bliver involveret.

Det skrev nyhedsbureauet AFP.

– Krigen skal stoppes, før den bliver større og sætter hele regionen i flammer, lød det.

Erdogan sagde desuden, at han er overbevist om, at diplomatiet kan sejre, hvis det får en chance.

Iran har ved de to tidligere missilnedskydninger afvist at stå bag missilangrebene mod Tyrkiet. Der har endnu ikke været nogen reaktion fra iransk side efter meldingen om det tredje angreb.

Meldingen om nedskydning af det første missil over tyrkisk luftrum kom 4. marts.

Efterfølgende sagde to unavngivne embedsmænd til The New York Times, at missilet havde været rettet mod luftbasen Incirlik, der ligger lidt uden for byen Adana i det sydlige Tyrkiet.

Basen huser flere udenlandske styrker, herunder amerikanske og andre Nato-allierede. Amerikanerne har haft tilstedeværelse på basen i årtier.

Tyrkiet har ifølge avisen Times afvist, at landets luftrum bliver brugt til angreb på Iran.

Incirlik huser ifølge Reuters amerikanske atomsprænghoveder og er blevet brugt til at støtte den internationale koalition, der kæmper mod Islamisk Stat i Syrien og Irak.

Mor sigtet for angreb på USA’s ambassade i Oslo ligesom sine tre sønner

Norsk politi vil varetægtsfængsle moderen til de tre brødre, der allerede er blevet anholdt og sigtet for et angreb mod USA’s ambassade i Norges hovedstad, Oslo, 8. marts.

Det bekræfter norsk politi over for NRK.

Ifølge det norske medie står det endnu ikke klart, hvordan moderen, der er i 50’erne, forholder sig til sigtelsen.

Kvindens advokat, Aase Sigmond, vil ikke kommentere sagen.

Ingen kom til skade ved angrebet, men en indgang til ambassaden blev beskadiget af en bombe, der ifølge politiet blev placeret af den ene af brødrene.

De tre brødre, som alle er i 20’erne, blev anholdt i Oslo onsdag og sigtet for terrorbombning.

Ifølge politiet var formålet med bombningen “at dræbe eller gøre stor skade på ejendommen”.

Politiets hypotese er, at den ene af brødrene placerede en IED – en improviseret sprængladning, der skulle være hjemmelavet – og at de to andre medvirkede til det.

Broren, der placerede bomben, erkender at have gjort det. De to andre brødre nægter ethvert strafferetligt ansvar.

De tre brødre er norske statsborgere og har irakisk baggrund. De er ikke i forvejen kendt af politiet.

De tre brødre og deres mor bor alle på samme adresse i et lejlighedskompleks øst for Oslo.

De tre brødre og moren skal alle fremstilles i retten i Oslo fredag eftermiddag.

Politiet oplyste onsdag, at det arbejder med flere hypoteser om, hvad motivet til angrebet kan være – herunder om der var tale om bestillingsarbejde.

Politiet henviste til den sikkerhedspolitiske situation i verden og det forhold, at angrebet var rettet mod USA’s ambassade.

USA spiller sikkerhedspolitisk en central rolle i blandt andet Mellemøsten, hvor landet sammen med Israel de seneste to uger har angrebet Iran.

Norges nationale trusselsniveau blev ikke ændret efter angrebet. Men norsk politi har efter eksplosionen taget flere tiltag for at øge sikkerheden omkring USA’s ambassade samt i det iranske og jødiske miljø i Norge.

Danmark frigiver 124.600 tønder olie fra beredskabslagre

Danmark frigiver efter anmodning fra Det Internationale Energiagentur (IEA) 124.600 tønder olie fra beredskabslagre, oplyser klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).

På grund af situationen i Mellemøsten, hvor Hormuzstrædet er lukket, har IEA anmodet medlemslandene – herunder Danmark – om at tilslutte sig en frivillig kollektiv frigivelse af i alt 400 millioner tønder olie fra landenes olieberedskabslagre.

Og det har Danmark sagt ja til.

Klima-, energi- og forsyningsministeren oplyser, at forsyningssituationen i Danmark og Europa er stabil.

– Danmark og Europa står ikke over for en fysisk mangelsituation, siger Lars Aagaard fredag formiddag på en orientering.

De 126.400 tønder olie udgør 20 procent af den samlede reserve i Danmark, oplyser ministeriet.

Danmarks olieforbrug er ifølge Dansk Erhverv 95.000 tønder olie om dagen.

Flere asiatiske lande er dog påvirket af situationen i Mellemøsten.

Danmark er ifølge Lars Aagaard blandt de første europæiske lande til at imødekomme anmodningen fra IEA.

– Det er min forventning, at andre europæiske lande også vil tilslutte sig anmodningen, ligesom USA, Australien, Canada og andre lande, der har lagre, siger han.

Selv om forsyningssituationen i Danmark er stabil, har situationen i Mellemøsten betydet, at priserne er steget.

– Forventningen er, at når man frigiver så stor en mængde olie til verdensmarkedet, så vil det have en prisdæmpende effekt. Ingen kan love, at det betyder, at priserne i en nær fremtid vil falde, men det vil tage toppen af enhver prisudvikling, siger Lars Aagaard.

De knap 125.000 tønder olie vil blive frigivet løbende over en periode på op til 90 dage.

I første omgang vil størstedelen af det, der frigives, være benzin. Derudover frigives der diesel og flybrændstof.

Når man frigiver olie fra beredskabslagrene, betyder det, at olien bliver stillet til rådighed for salg på det globale oliemarked.

Den aktuelle uro på oliemarkedet er forårsaget af krigen i Mellemøsten, hvor Hormuzstrædet, der ligger mellem Iran og Den Arabiske Halvø, i praksis er blevet lukket, da skibe ikke kan sejle sikkert gennem strædet, og da Revolutionsgarden i Iran har taget kontrol over farvandet.

At tankskibe ikke kan passere strædet, har gjort det svært at transportere olie ud fra landene omkring Den Persiske Golf.

Det vurderes, at cirka en femtedel af al verdens olie- og gasforsyninger går gennem Hormuzstrædet under normale omstændigheder.

Fire besætningsmedlemmer fra amerikansk militærfly døde i flystyrt i Irak

Fire besætningsmedlemmer er døde i et amerikansk flystyrt i Irak torsdag.

Det oplyser det amerikanske militær fredag ifølge Reuters.

Flyet var et tankfly fra det amerikanske militær.

Nedstyrtningen skyldtes hverken fjendtlig beskydning eller såkaldt “friendly fire”, skriver det amerikanske militærs centralkommando, U.S. Central Command, i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet.

Årsagen til styrtet bliver ifølge centralkommandoen undersøgt.

Dødsfaldene bringer antallet af amerikanske militærpersoner dræbt i krigen med Iran op på mindst 11 personer.

Yderligere to besætningsmedlemmer var om bord på flyet, da det styrtede ned. Redningsindsatsen for at finde dem pågår stadig.

– Hændelsen fandt sted i venligt luftrum under “Operation Epic Fury”, lyder det videre.

“Operation Epic Fury” er navnet på USA’s operation mod Iran.

Et andet fly, der dog landede sikkert, var ifølge det amerikanske militærs centralkommando også involveret i hændelsen.

Mens U.S. Central Command siger, at hændelsen ikke skyldtes beskydning, er meldingen fra Iran en anden.

Irans militær sagde i en tidligere erklæring, som blev transmitteret på statslig tv, at en allieret gruppe i Irak havde skudt flyet ned med et missil, hvilket dræbte hele besætningen, skriver AFP.

En islamisk modstandsbevægelse har desuden sagt i en udtalelse, at den er ansvarlig for nedskydningen af et amerikansk luftfartøj.

Reuters beskriver bevægelsen som en paraplyorganisation bestående af Iran-støttede bevæbnede fraktioner.

Den siger, at den har nedskudt et KC-135 tankfly “i forsvar af vores lands suverænitet og luftrum”.

Bevægelsen siger desuden, at de også havde angrebet et andet fly, som undslap.

Reuters

Krav om mere kontrol: Brud på asbestregler udløser hundredvis af påbud

Der er brug for mere kontrol med de virksomheder, der udfører arbejde med asbestholdige materialer.

Sådan lyder det fra den faglige organisation 3F.

Reaktionen kommer, efter at TV 2 fredag kan berette, at Arbejdstilsynet siden maj sidste år har givet 450 påbud eller påtaler for brud på asbestreglerne.

TV 2 bringer optagelser, der blandt andet viser medarbejdere, som håndterer asbestholdige tagplader uden de påkrævede værnemidler.

– Det er dybt rystende, det som TV 2 i dag kan afsløre, og skandaløst, at der er virksomheder, der er så uforsvarlige i arbejdet med asbest.

– Det koster menneskeliv, men jeg er desværre ikke overrasket over, at der stadig er brodne kar i nedrivningsbranchen, siger formand for Byggegruppen i 3F Claus von Elling i en pressemeddelelse.

I januar sidste år blev det forbudt for private at udføre nedrivning af asbestholdige materialer.

Det arbejde må nu kun udføres af autoriserede virksomheder.

Men ifølge TV 2 har omkring 200 virksomheder været på kant med reglerne siden maj sidste år.

13 virksomheder har ifølge mediet fået kritik mindst seks gange, og tilsammen er de 13 virksomheder i 119 tilfælde blevet taget af Arbejdstilsynet i ikke at leve op til reglerne.

Det er blandt andet hullede beskyttelsesdragter, manglende åndedrætsmasker eller arbejdsmetoder, der støver unødigt, der er blevet påtalt.

Det kalder på politisk handling, lyder det fra 3F.

– Der er brug for markant mere kontrol. Hvis politikerne vil redde liv, skal der sættes flere midler af til Arbejdstilsynet, så de kan øge kontrollen og oprette en fokuseret taskforce, der kun tager sig af kontrol med asbest, siger Claus von Elling.

Derudover peger han på, at brud på reglerne bør straffes hårdere.

Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad (S) peger på, at politikerne netop har vedtaget hårdere straffe.

– Man skal kunne ryge i fængsel, hvis man udsætter andre folks liv for fare på den måde. Det har vi netop vedtaget.

– Og jeg kan roligt sige: Hvis ikke det hjælper, kommer vi til at tage mange flere initiativer.

– Asbest er dødsensfarligt, og vi kan ikke acceptere den måde, folk opfører sig på nogle steder, siger ministeren til Ritzau.

Hvert år får 300 danskere konstateret en asbestrelateret sygdom. Langt de fleste dør ifølge TV 2 inden for fem år, fordi der endnu ikke findes effektive behandlingsmuligheder.

Passagerrekord løfter omsætning og overskud i Københavns Lufthavn

Det højeste antal passagerer nogensinde bidrager både til et øget overskud og en øget omsætning i Københavns Lufthavne.

Det fremgår af selskabets årsregnskab for 2025, som er offentliggjort fredag.

Omsætningen endte på cirka 5,5 milliarder kroner, hvilket er en stigning på ni procent i forhold til året før.

Også overskuddet steg. Nettoresultatet blev i 2025 på 1,2 milliarder kroner mod cirka en milliard kroner året forinden.

Bag den udvikling ligger, at 32,4 millioner rejsende var igennem lufthavnen sidste år, hvilket var rekord.

Christian Poulsen, som er administrerende direktør i Københavns Lufthavne, siger i en pressemeddelelse, at han ser “stor appetit” på at rejse.

– Den markante stigning i antallet af rejsende til og fra Københavns Lufthavn skyldes, at flere flyselskaber har åbnet nye ruter og øget antallet af afgange på eksisterende ruter, siger han.

– Det er vi naturligvis meget tilfredse med.

Den tidligere passagerrekord var på 30,3 millioner. Den blev sat i 2018.

I 2025 kom fem nye flyselskaber til lufthavnen, og der blev åbnet 47 nye ruter.

Rekordåret var også det år, hvor den danske stat overtog en kontrollerende del af aktierne i Københavns Lufthavne. Selskabet omfatter både Københavns Lufthavn i Kastrup og Roskilde Lufthavn.

Statens opkøb skete med en begrundelse om, at Københavns Lufthavn er “afgørende vigtig for Danmarks adgang til verden – og verdens adgang til Danmark”.

Også i 2026 regner lufthavnen med passagerrekord og omsætningsvækst.

Forventningen lyder nemlig på et passagertal på 35,5 millioner og en vækst i omsætningen på syv procent.

Årsregnskabet kommer dog på et tidspunkt, hvor konflikten i Mellemøsten har stor indflydelse på den internationale flytrafik.

Lufthavnen anerkender, at forventningerne til 2026 indeholder usikkerhed “på grund af geopolitiske og makroøkonomiske forhold”.

De internationale forhold kan potentielt “påvirke rejselysten og dermed de finansielle forventninger negativt”.

Flytrafikkens indvirkning på globale CO2-udledninger har løbende været diskuteret, og selskabet giver også en status på sine grønne ambitioner.

Lufthavnen ønsker inden 2030 at have reduceret egne driftsudledninger med mindst 90 procent i forhold til 2019.

Øvrige udledninger skal kompenseres med “anerkendte klimakreditter”, understreges det. Men Christian Poulsen erkender, at der i flybranchen er udfordringer.

– Jeg er overbevist om, at vi når vores 2030-klimamål. Men den største udfordring for branchen er flyenes udledning, som kun kan reduceres ved at bruge fossilfri flybrændstoffer, siger direktøren.

Britisk turist blandt sigtede for videodeling af missilangreb i Dubai

En britisk turist er blandt 21 personer sigtet for deling af videoer af iranske missilangreb i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater.

Det skriver flere britiske medier herunder BBC og The Guardian.

Ifølge organisationen Detained in Dubai, der yder juridisk hjælp til personer i emiraterne, er personerne sigtet under landets lovgivning om cyber-kriminalitet.

Emiraternes lovgivning forbyder at offentliggøre eller dele materiale, som “kan forstyrre den offentlige sikkerhed”.

Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

Ifølge BBC yder det britiske udenrigsministerium støtte til den 60-årige turists familie.

Meldingen kommer, efter mere end 300 mennesker er blevet arresteret i Qatar for deling af billeder og “misledende information” under iranske angreb, oplyste landets indenrigsministerium mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Egmont øger driftsoverskud til over en milliard kroner

Egmont-koncernen øgede sit overskud i 2025, hvor driftsresultatet landede på 1049 millioner kroner – eller lige over en milliard kroner.

Det viser regnskabstallene for mediekoncernen, der er offentliggjort fredag.

Selskabet, der blandt andet ejer norsk TV 2 og Nordisk Film, henviser blandt andet til fremgang i reklamesalg, abonnementsindtægter og streaming hos TV 2 i Norge.

Derudover meldes der om gæstefremgang i Nordisk Films biografer.

– Jeg er tilfreds med Egmonts resultat, siger Egmonts koncernchef, Steffen Kragh, i en meddelelse.

– Stærkt nordisk medieindhold, udbyggede abonnementsplatforme og konstant fokus på effektivitet via brug af teknologi gør, at vi klarer os godt under udfordrende markedsbetingelser og global konkurrence.

Omsætningen i hele koncernen dalede dog i 2025 til 16,4 milliarder kroner fra lige knap 17 milliarder kroner.

Det forklarer Egmont med frasalget af virksomheden GoGift, som driver en gaveportal. Frasalget ramte omsætningen i Nordisk Film-divisionen af Egmont.

Også i andre dele af Egmont-forretningen faldt omsætningen dog en smule.

Det var således også tilfældet i Egmont Books, som består af det norske forlagshus Cappelen Damm og det danske forlagshus Lindhardt og Ringhof, og Story House Egmont, der blandt andet udgiver magasiner i 24 lande.

Imens steg omsætningen i det norske TV 2.

– Egmonts omsætning i 2025 var på niveau med året før, når der justeres for frasalg af virksomheder – herunder Nordisk Films succesrige frasalg af virksomheden GoGift, skriver mediekoncernen om det samlede billede.

Kongeparret modtages af oprindelige folk på statsbesøg i Australien

Når kong Frederik og dronning Mary lørdag indleder deres statsbesøg i Australien, bliver de budt velkommen af repræsentanter fra Australiens oprindelige folk.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside, hvor den første del af programmet for turen er blevet offentliggjort.

Kongeparret indleder deres tur i Australien ved stenformationen Uluru – der også er kendt som Ayers Rock.

Kongen og dronningen bydes velkommen i et kulturcenter i nationalparken ved Uluru.

Besøget byder på en rundvisning samt en velkomst med den traditionelle dans inma.

Lørdagen afsluttes med, at kongeparret kan opleve solnedgangen.

Søndag morgen indledes med, at kong Frederik og dronning Mary i selskab med en guide får mulighed for at opleve solopgangen ved et vandhul nær Uluru.

Stenformationen ligger cirka 500 kilometer sydvest for Alice Springs. Den er cirka 2,5 kilometer lang, halvanden kilometer bred og har en højde på 348 meter. Det gør den til verdens største fritstående sten.

Ifølge Lex.dk regnes Uluru som et helligt sted af områdets oprindelige befolkning.

Besøget finder sted fra 14. til 19. marts.

Fredag beskriver kongehuset kun de første to dage af programmet.

Programmet opdateres løbende, lyder det på kongehusets hjemmeside.

Turen er kongeparrets første statsbesøg uden for Europa.

Ud over at besøge Uluru-stenformationen skal kong Frederik og dronning Mary efter planen også forbi hovedstaden Canberra, storbyen Melbourne og Hobart på Tasmanien.

55 danske virksomheder gør dem selskab under besøget, der rummer et erhvervsfremstød med fokus på vedvarende energi og grønt byggeri.

Banker ser forsigtighed hos boligkøbere i antal lånetilbud

Boligkøbere viste i februar let faldende interesse i at få lånetilbud, hvilket muligvis kan tilskrives uro om verdensøkonomien.

Sådan lyder det fra Finans Danmark, som er bankernes og realkreditinstitutternes interesseorganisation.

Organisationen er fredag kommet med tal, der viser, at der i februar i alt blev indhentet 13.243 lånetilbud. Det er et fald på én procent sammenlignet med februar sidste år.

Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og ejendomsfinansiering hos Finans Danmark, kalder det en “afdæmpet interesse for boligkøb”.

– Det afspejler muligvis en vis forsigtighed blandt boligkøberne, siger han i en pressemeddelelse.

Ser man på lånetilbud til køb af ejerboliger og sommerhuse, er tendensen endnu mere udpræget. De 11.223 lånetilbud, der blev indhentet i februar, er omkring 3,5 procent under februar sidste år.

– Uro om verdensøkonomien og renterne kan have gjort nogle boligkøbere usikre, forklarer Jayaswal og fortsætter:

– Det er derfor en god idé at tage en dialog med banken om ens muligheder, og hvad økonomisk usikkerhed og mange bevægelser i markedet betyder, siger han.

Han påpeger dog samtidig, at hovedstadsområdet har set en stigning i modsætning til resten af landet. Københavns omegn havde en stigning på knap 8,7 procent – og Nordsjælland på 1,5 procent.

Imens havde Nordjylland det største fald på knap 11 procent.

Ser man på månedsbasis – og ikke årsbasis – var der fra januar til februar også tale om et fald. Nemlig fra 18.402 til de 13.243.

Månedsudviklingen var dog ifølge Brian Friis Helmer, privatøkonom hos AL Sydbank, forventelig.

– Der var opsigelsesfrist på fastforrentede lån i januar. Det giver som regel ekstra trafik på omlægninger og dermed lånetilbud op til de fire årlige opsigelsesfrister, som så falder til ro igen måneden efter, siger han i en skriftlig kommentar.

– Og det er fuldstændig det, vi også ser i tallene denne gang.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]