Seneste nyheder

29. april 2026

Over 3000 personer meldes dræbt i angreb i Iran

Over 3000 mennesker er blevet dræbt i Iran, siden USA og Israel indledte deres angreb på landet 28. februar.

Det viser den seneste opgørelse fra menneskerettighedsorganisationen HRANA.

Blandt de dræbte er mindst 1319 civile, hvoraf 206 er børn.

Alene lørdag er mindst 24 mennesker bekræftet dræbt. Af dem var 21 civile, skriver HRANA.

Den samlede opgørelse over tabstal på iransk side viser, at 1122 af de dræbte er militære tab.

I alt er 3040 mennesker bekræftet dræbt i de godt to uger, angrebene indtil videre har varet, skriver HRANA.

For de sidste 599 dødsofres vedkommende har det ikke kunnet opgøres, om de var civile eller militærfolk.

Det iranske sundhedsministerium har ifølge nyhedsbureauet AFP fastsat antallet af dræbte til over 1200.

HRANA, der har base i USA, får sine oplysninger fra et netværk af aktivister i Iran samt fra blandt andet hospitaler og redningstjenester i Iran.

Organisationen påpeger, at den ikke har medtaget tabstal, der ifølge statsstyrede iranske medier er offentliggjort af myndigheder i Kurdistan-provinsen.

Her melder myndighederne om 112 dræbte og næsten 1000 sårede. Men tallene er ifølge HRANA overdrevne.

Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, har meddelt, at USA og Israel har angrebet over 15.000 mål i Iran.

Lørdag var det især byen Isfahan i det centrale Iran, som blev bombet. Blandt andet blev byens lufthavn ramt.

Ifølge det iranske nyhedsbureau Fars blev 15 mennesker dræbt, da et luftangreb lørdag ramte en fabrik, der fremstiller køleskabe og varmeapparater.

De amerikansk-israelske angreb har sendt op mod 3,2 millioner iranere på flugt fra deres hjem, vurderer FN’s flygtningeorganisation, UNHCR. Iran har i alt 92 millioner indbyggere.

To børn og deres forældre dræbt af skud på Vestbredden

To palæstinensiske børn og deres forældre er blevet dræbt på Vestbredden søndag.

Ifølge det palæstinensiske sundhedsministerium blev familien dræbt af israelske soldater.

Ofrene er en 37-årig mand, hans 35-årige kone og deres to drenge på fem og syv år, der kom kørende i en bil.

Alle fire har skudsår, tilføjer ministeriet.

Israelsk militær og politi meddeler, at soldater har skudt mod en bil, der blev opfattet som en sikkerhedstrussel.

Fra israelsk side bekræftes det, at fire er dræbt.

Ved begravelsen søndag i byen Tammun i den nordlige del af Vestbredden står to overlevende børn, der også befandt sig i bilen sammen med deres forældre og brødre.

– Min mor skreg en sidste gang og blev så stille, mens min far sagde shahada (den islamiske trosbekendelse, red.), inden han døde, fortæller 11-årige Khaled Ali Bani Odeh, som er en af de to overlevende drenge.

Han fortæller videre, at soldaterne hev ham ud af bilen, hoppede på ryggen af ham og derpå spurgte ham, hvem der var i bilen.

– Jeg sagde til dem, at det var min far og min mor. De sagde, at jeg løj, og begyndte at banke mig, fortæller drengen til nyhedsbureauet AFP ved begravelsen.

Israels militær siger i en fælles udtalelse med israelsk politi, at bilen kørte hurtigt frem mod israelske soldater, som derfor “opfattede en umiddelbar trussel mod deres sikkerhed og besvarede med skud”.

– Som følge deraf blev fire palæstinensere, som var i bilen, dræbt, lyder det i meddelelsen.

Israelsk politi og militær tilføjer, at episoden er ved at blive undersøgt nærmere.

Det palæstinensiske udenrigsministerium i Ramallah fordømmer på det kraftigste drabene på de to forældre og deres børn.

Ifølge ministeriet er det “ikke en isoleret” hændelse, men “del af en omfattende og systematisk aggression” mod palæstinenserne fra israelsk side.

Siden Hamas-bevægelsen angreb Israel 7. oktober 2023 og derved udløste en langvarig og ødelæggende krig i Gazastriben, er antallet af drab på Vestbredden også steget markant.

Siden 7. oktober 2023 er mindst 1045 palæstinensere blevet dræbt af israelske soldater eller bosættere på Vestbredden.

En del af de dræbte var militante, men mange civile har også mistet livet på grund af volden.

AFP

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vingegaard vinder Paris-Nice som første dansker

Jonas Vingegaard (Visma) har været overlegen i årets Paris-Nice, og søndag sikrede danskeren sig endegyldigt sejren på 8. og sidste etape.

Dermed er cykelstjernen den første dansker i historien, som vinder det traditionsrige etapeløb i Frankrig.

Samtidig var tredje gang lykkens gang for Vingegaard, der to gange tidligere er blevet slået i klassementet i Paris-Nice.

Vingegaard gik ind til den afsluttende etape iført den gule førertrøje og med et stort forspring ned til konkurrenterne.

Han jagtede sejren på etapen, men tabte akkurat spurten til Lenny Martinez (Bahrain).

Det kunne være blevet til et hattrick for Vingegaard, der således må nøjes med to etapesejre i årets løb.

Vingegaard vinder løbet med et forspring på 4 minutter og 23 sekunder ned til Red Bulls Daniel Felipe Martinez, der styrtede undervejs på etapen.

Georg Steinhauser (EF) fuldender podiet – mere end seks minutter efter Vingegaard.

8. etape bød på 129 kuperede kilometer i og omkring Nice, der både var start- og målby.

Visma førte an i frontgruppen meget af dagen, og på finalestigningen med 20 kilometer til mål slog Vingegaard turboen til og kørte fra alle andre end Lenny Martinez.

Vingegaard prøvede at knække franskmanden på vej mod toppen, men det lykkedes ikke, og i stedet udviklede duellen sig til et samarbejde på nedkørslen for at holde afstanden til den nærmeste forfølgergruppe.

Frontduoen formåede at øge afstanden til konkurrenterne, og derfor skulle etapen afgøres i en spurt på de sidste meter.

Martinez åbnede spurten fra forreste position og holdt sig foran Vingegaard hele vejen over målstregen. Danskeren var tæt på at komme forbi franskmanden til allersidst.

Paris-Nice var det første løb i 2026 for Vingegaard, der har Giro d’Italia og Tour de France som sine helt store mål.

Inden det italienske grand tour-løb i maj er planen, at Vingegaard finpudser formen i Catalonien Rundt i slutningen af marts.

Rasmus Paludan er på stemmesedlen til folketingsvalget

Rasmus Paludan kommer på stemmesedlen som løsgænger til folketingsvalget den 24. marts.

Det bekræfter Indenrigs- og Sundhedsministeriet på sin hjemmeside søndag.

Paludan er opstillet i Københavns Storkreds.

Lørdag oplyste Paludans parti, Stram Kurs, at han havde indsamlet 150 personlige vælgererklæringer, hvilket er kravet for at stille op som løsgænger.

Stram Kurs har op til valget forsøgt at samle nok erklæringer til at blive opstillet som parti.

Det kræver væsentlig flere erklæringer – i omegnen af 20.000.

Partiet, der stillede op til folketingsvalget i 2019 og fik 1,8 procent af stemmerne, har indsamlet 1667 erklæringer og er derfor ikke opstillet.

Stram Kurs blev stiftet i 2017 af Rasmus Paludan selv. Partiet stillede op for første gang ved kommunalvalget samme år.

Rasmus Paludan stillede også op som løsgænger ved folketingsvalget i 2022. Her fik han 386 stemmer i Sjællands Storkreds.

Der er seks personer, der stiller som løsgænger til valget den 24. marts.

Kandidatfeltet tæller blandt andet Theresa Scavenius, der blev valgt ind for Alternativet i 2022.

Også Knud Gaarn-Larsen fra Kristendemokraterne stiller op. Han er opstillet i Vestjyllands Storkreds.

For første gang i 56 år er partiet ikke på stemmesedlen til folketingsvalget. De har, ligesom Stram Kurs, ikke indsamlet nok vælgererklæringer.

Det samme gælder for Rashid Ali, der stiller op i Københavns Storkreds.

Ali er medlem af partiet Frie Grønne, stiftet af tidligere folketingsmedlem Sikandar Siddique, der heller ikke har samlet nok erklæringer.

Partiet har samlet 392.

Det er kun lykkedes to gange tidligere for en løsgænger at blive valgt til Folketinget.

Det skete senest i 1994, hvor entertaineren Jacob Haugaard kom ind – blandt andet på et valgløfte om mere medvind på cykelstien.

Han stillede op i Aarhus Amtskreds og fik 23.253 personlige stemmer.

Solouheld i Øresundstunnellen spærrer al trafik mod Sverige

Al biltrafik er ved 11.30-tiden søndag spærret i Øresundstunnelen i retning mod Sverige.

Det skyldes et solouheld på stedet. Ingen er kommet til skade.

Det oplyser Københavns Politi i en meddelelse på Politi Update.

Der skal ryddes op på stedet, før der kan genåbnes for trafikken, og det ventes at tage mindst 45 minutter, lød meldingen klokken 11.34.

Klokken 13.30 oplyser politiet, at der åbnes for én vognbane i tunnelen. Der arbejdes dog stadig på stedet, og begge vognbaner åbnes snarest muligt.

Det fremgår ikke, hvad årsagen til uheldet menes at være.

Svenske anklagere kræver kaptajn på sanktioneret skib fængslet

Svenske anklagere kræver kaptajnen på tankskibet “Sea Owl 1” varetægtsfængslet for brug af falske dokumenter.

Det oplyser den svenske anklagemyndighed i en pressemeddelelse søndag.

Skibet blev bordet af den svenske kystvagt torsdag i Østersøen syd for Trelleborg i Skåne.

“Sea Owl 1” mistænkes for at sejle under falsk flag og er på EU’s sanktionsliste.

Kaptajnen, som ifølge anklagemyndigheden er russisk, blev anholdt fredag og skal senere søndag i grundlovsforhør.

Der er tale om det andet tankskib, som den svenske kystvagt border i løbet af kort tid.

I sidste uge gik kystvagten om bord på fragtskibet “Caffa”, der var lastet med korn og var på vej til Sankt Petersborg i Rusland.

Ifølge ukrainske myndigheder havde skibet været involveret i tyveri af korn fra Krim-halvøen.

Kaptajnen på dette skib sidder varetægtsfængslet netop på baggrund af en mistanke om brug af falske dokumenter.

Fartøjet har ikke fået lov til at forlade Trelleborg, skriver det svenske medie SVT.

Heller ikke “Sea Owl 1” må rejse videre. Den svenske transportstyrelse har udstedt et sejladsforbud mod skibet.

“Sea Owl 1” er indregistreret i Comorerne.

Tidligere minister Birte Weiss er død – 84 år

Tidligere minister for Socialdemokratiet Birte Weiss døde lørdag efter længere tids sygdom. Hun blev 84 år.

Det oplyser hendes søn Jakob Weiss til Ritzau.

Bisættelsen finder sted fra Mariakirken på Vesterbro i København. Datoen er endnu ikke fastlagt, oplyser han.

Birte Weiss kunne være blevet Folketingets første kvindelige formand, men i 1998 tabte hun en lodtrækning til Venstres Ivar Hansen.

Men Birte Weiss fik uanset hvad sat markante aftryk gennem et langt liv i politik for Socialdemokratiet og som journalist. Ikke mindst i forhold til flygtningepolitik.

I 2024 var hun blandt de “30 kvinder, som har haft betydning for vores folkestyre de sidste 100 år”, der blev portrætteret på et maleri af billedkunstneren Mie Mørkeberg. Maleriet hænger på Christiansborg.

Birte Weiss blev født på arbejdernes internationale kampdag, 1. maj, i 1941 under Anden Verdenskrig.

I begyndelsen af 1960’erne uddannede hun sig til journalist ved den socialdemokratiske presse, og hun arbejdede senere på blandt andet Information og Danmarks Radio.

Det politiske trak imidlertid også, og i 1971 blev Birte Weiss valgt ind i Folketinget for første gang.

Her sad hun med afbrydelser i 25 år frem til valget i 2001. Her valgte hun at sige farvel til politik for igen at blive journalist, denne gang på Weekendavisen.

Birte Weiss var næstformand i Socialdemokratiet i 12 år, og hun blev kirkeminister, indenrigsminister og sundhedsminister. Sidstnævnte post forlod hun efter SR-regeringens valgsejr i 1998 med begrundet håb om at indtage Folketingets formandsstol.

Men færingen Jóannes Eidesgaard trak uventet sin støtte til Birte Weiss, der herefter endte med at tabe en lodtrækning til Ivar Hansen.

Året efter indlemmede statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) igen Birte Weiss på sit ministerhold, denne gang som it- og forskningsminister, hvor hun sad frem til sit frivillige farvel i 2001.

I sin tid som indenrigsminister fra 1993 til 1997 blev Birte Weiss for alvor engageret i flygtningepolitikken, da hun havde ansvaret for bosniske flygtninge, der kom til Danmark.

I 1996 besøgte hun en massegrav i Bosnien, hvilket fik hende til at ville beskrive krigens rædsler og konsekvenser.

I 2000 udgav hun i samarbejde med Balkan-eksperten Karsten Fledelius bogen “Vanviddets vidner”, som handler om krigen i Bosnien og de bosniske flygtninge, der kom til Danmark.

Otte år senere fulgte hun op med bogen “Krigens arvinger” om forsoningsprocessen efter borgerkrigen. Den blev skrevet, mens hun boede i Sarajevo, og bogen blev senere oversat til bosnisk.

Birte Weiss blev i 1965 gift med Ove Weiss, som også er uddannet journalist. Parret fik to sønner, der begge gik i deres mors fodspor.

Lars Weiss var i flere omgange overborgmester i København, mens Jakob Weiss er redaktionel udviklingschef hos Berlingske.

Irans udenrigsminister: Ny øverste leder er i god behold

Irans øverste leder, Mojtaba Khamenei, der overtog posten efter sin fars død, er ifølge Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, “i god behold” og “har fuld kontrol over situationen”.

Det siger udenrigsministeren i et interview med mediet Alaraby Aljadeed, skriver BBC.

Mojtaba Khamenei har ikke optrådt offentligt siden sin udnævnelse til ny leder den 8. marts.

Der er ikke frigivet billeder af Khamenei siden israelske og amerikanske angreb i begyndelsen af krigen den 28. februar, hvor en stor del af hans familie blev dræbt, herunder hans far og kone.

Hans første offentlige udtalelse kom torsdag og blev oplæst af en tv-vært. I udtalelsen sagde han, at han vil holde det strategisk vigtige Hormuzstræde lukket.

USA’s præsident, Donald Trump, afviste udtalelsen og antydede, at Mojtaba Khamenei måske slet ikke havde kontrol over situationen i Iran.

– Jeg ved ikke, om han overhovedet er i live. Indtil videre har ingen været i stand til at vise ham, sagde Trump ifølge AFP efter udmeldingen fra den iranske leder.

Den amerikanske forsvarsminister, Pete Hegseth, sagde fredag, at Khamenei er såret og sandsynligvis vansiret.

– Vi ved, at den nye såkaldte ikke-så-øverste leder er såret og sandsynligvis vansiret. Han udsendte en udtalelse i går (torsdag, red.). En svag én, faktisk, men der var ingen stemme og ingen video. Det var en skriftlig udtalelse, sagde Hegseth.

En iransk embedsmand fortalte onsdag Reuters, at Khamenei var lettere såret, men at han fortsatte sit arbejde. Statslige iranske medier har ifølge Reuters tidligere rapporteret, at han har en krigsskade.

Den iranske udenrigsminister, Abbas Araghchi, siger ifølge BBC, at Iran byder enhver “regional løsning, der fører til en retfærdig afslutning på krigen”, velkommen.

Han tilføjer, at Hormuzstrædet er “åbent for alle undtagen amerikanske skibe og (amerikanske, red.) allierede”.

Israel og Hizbollah fortsætter med at angribe hinanden

Mindst fire mennesker er blevet dræbt i angreb i det sydlige Libanon i løbet af natten.

Det oplyser libanesiske statsmedier og landets regering ifølge nyhedsbureauet AFP søndag.

Israel begyndte for omtrent to uger siden sammen med USA omfattende angreb mod Iran, men det israelske militær kæmper også på en anden front. Nemlig mod den libanesiske Hizbollah-milits i det sydlige Libanon.

Det statslige libanesiske nyhedsbureau, NNA, skriver, at Israel har ramt “en lejlighed i en beboelsesbygning” i en nordligt beliggende del af kystbyen Sidon. Her blev en person dræbt ifølge NNA.

En journalist fra nyhedsbureauet AFP, som er på stedet, har set skader på tredje sal af en lejlighedsbygning. Libanons hær har afspærret området, og brandfolk forsøger at slukke en brand.

Sydøst for Sidon i landsbyen al-Qatrani blev tre mennesker ifølge Libanons sundhedsministerium dræbt.

Det israelske militær siger søndag i en pressemeddelelse, at det fortsætter med at angribe infrastruktur, som Hizbollah bruger. Det sker på tværs af Libanon, hedder det.

I al-Qatrani blev flere “Hizbollah-affyringssteder” ramt ifølge Israel.

Imens siger Hizbollah søndag, at det angriber flere israelske soldaters stillinger i landsbyer tæt på grænsen.

Den nordlige del af Israel var søndag under nye angreb fra Iran og Libanon, siger det israelske militær ifølge nyhedsbureauet dpa.

Lyden af sirener kunne høres tæt på grænsen til Libanon og nær Golanhøjderne.

Det israelske medie ynet rapporterer, at ti raketter blev affyret mod det nordlige Israel. Nogle blev skudt ned af det israelske luftforsvar, mens andre landede i åbne områder. Der var ikke umiddelbart meldinger om sårede.

I flere andre dele af Israel blev der også meldt om raketangreb.

Det var 28. februar, at omfattende amerikanske og israelske luftangreb begyndte i Iran.

Siden blev også Libanon trukket ind i konflikten, da den Iran-allierede Hizbollah-milits angreb Israel. Det var en reaktion på, at Ali Khamenei, der var Irans øverste leder, blev dræbt i de første angreb mod Iran.

Under israelske angreb er hundredtusindvis blevet slået på flugt i Libanon.

AFP

Politiet efterforsker yngre mands død som mistænkelig

Politiet undersøger et mistænkeligt dødsfald i Grevinge.

Det oplyser vagtchef Boye Rasmussen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

En borger anmeldte klokken 08.44, at en yngre mand var fundet livløs, og derefter rykkede politiet ud til den nordvestsjællandske adresse. B.T. skriver, at manden blev 26 år.

Teknikere, efterforskere og hundepatruljer blev tilkaldt for at bidrage til efterforskningen. Klokken 15 er undersøgelserne i Grevinge afsluttet, men det er endnu ikke muligt for politiet at sige, om der ligger en forbrydelse bag dødsfaldet.

Arbejdet med at kaste lys over dødsårsagen fortsætter derfor de kommende dage, oplyser politikredsen søndag eftermiddag på meddelelsestjenesten Politi Update.

Politiet bruger betegnelsen mistænkeligt dødsfald, når det ikke umiddelbart står klart, hvad personen er død af. Så bliver det efterforsket, som var det et drab, så eventuelle spor ikke går tabt.

Den afdøde mands nærmeste pårørende er blevet underrettet.

Mand sigtet for et drabsforsøg med kniv i Aarhus

En 28-årig mand blev forsøgt dræbt med en kniv på Grønnegade i Aarhus natten til lørdag.

Det mener Østjyllands Politi, der har anholdt en 31-årig mand i sagen og sigtet ham for drabsforsøg. Han fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Aarhus klokken 10 søndag, hvor han kræves varetægtsfængslet i sagen.

Den 31-årige nægter sig skyldig i at have forsøgt at dræbe den yngre mand med knivstik i halsen og hovedet, skriver TV2 Østjylland, der er til stede ved retsmødet.

Politiet fik anmeldelsen om det blodige knivoverfald klokken 01.55 natten til lørdag, og nogle minutter senere ankom politiet til gerningsstedet. Her var gerningsmanden og en kvinde flygtet ad Grønnegade og videre i ukendt retning.

Efterfølgende blev de opfordret til at melde sig selv til politiet. Ellers ville de blive efterlyst offentligt.

Om den 31-årige meldte sig selv til politiet, vil vagtchef Dion Emdal ikke sige.

– Hvordan vi rent efterforskningsmæssigt er kommet frem til ham, kan jeg ikke komme ind på, siger han.

Politiet har dog ikke fået kontakt til kvinden, og vagtchefen opfordrer hende derfor til at melde sig selv. Hvilken rolle hun skulle have haft i forbindelse med knivoverfaldet, vil Dion Emdal ikke gå i for mange detaljer med.

– Hun har i hvert fald en aktiv rolle som vidne i sagen, siger han.

Det 28-årige offer i sagen mistede så meget blod som følge af overfaldet, at han en stund var i livsfare.

Vagtchefen er tavs, hvad angår relationen mellem offeret og den anholdte. Det er heller ikke oplyst, hvad årsagen til det blodige overfald skulle være.

Dog er der ingen grund til, at borgere i området føler sig utrygge.

– Vi betragter det som en isoleret hændelse, understreger Dion Emdal.

Anklagemyndigheden har anmodet dommeren om at lukke dørene til retsmødet af hensyn til den videre efterforskning i sagen. Det har dommeren imødekommet, skriver TV2 Østjylland.

Dermed forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer.

Tre iranske fodboldspillere dropper asyl i Australien

Yderligere tre medlemmer af Irans kvindelandshold i fodbold har forladt Australien og besluttet sig for at vende tilbage til Iran, efter at de tidligere på ugen søgte om og blev tildelt asyl i landet.

Det oplyser Australiens indenrigsminister, Tony Burke, i en udtalelse søndag ifølge nyhedsbureauet AFP.

– I løbet af natten har tre medlemmer af det iranske kvindelandshold i fodbold besluttet at slutte sig til resten af holdet på deres rejse tilbage til Iran, skriver ministeren.

Oprindeligt havde syv personer fra holdet søgt om asyl i Australien. Det skete, efter at iransk stats-tv havde udråbt de iranske spillere som krigsforrædere.

Årsagen til udråbelsen var, at flere af spillerne før holdets åbningskamp mod Sydkorea i turneringen Asian Cup i sidste uge var tavse under nationalmelodien.

Kun tre af de syv opholder sig fortsat i Australien. Umiddelbart efter at iranerne var blevet tildelt asyl, valgte én af dem at rejse tilbage til Iran.

Menneskerettighedsgrupper har ifølge AFP flere gange beskyldt de iranske myndigheder for at lægge pres på deres atleter i udlandet.

Det gør myndighederne ifølge grupperne ved at true atleternes pårørende eller beslaglægge deres ejendele, hvis de bryder med eller udtaler sig negativt om landet.

– Den australske regering har gjort alt, hvad vi kunne, for at sikre, at de her kvinder fik chancen for at få en tryg fremtid i Australien, siger Burke og tilføjer:

– Australierne bør være stolte af, at det var i vores land, at de her kvinder mødte en nation, der gav dem reelle valgmuligheder, og at de her mødte myndigheder, der forsøgte at hjælpe dem.

Det statslige iranske tv-selskab IRB oplyste lørdag, at tre medlemmer af det iranske kvindelandshold i fodbold havde trukket deres asylansøgning tilbage og var på vej til Malaysia.

Zelenskyj beskylder Rusland for at forsyne Iran med droner

Rusland forsyner Iran med Shahed-droner til brug mod USA og Israel.

Sådan lyder beskyldningen fra den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, i et interview med CNN, der blev sendt lørdag.

Zelenskyj sagde her til CNN, at det er “100 procent faktuelt”, at Iran har brugt russiskproducerede Shahed-droner til at angribe amerikanske baser.

Der har været meldinger om angreb med Shahed-droner i Mellemøsten, men der er tvivl om, hvem producenten er.

De første Shahed-droner blev produceret i Iran. Dronen er et langt billigere alternativ til dyre missiler. De blev først brugt flittigt under Ruslands invasion af Ukraine.

Tusindvis af dem er blevet affyret af russiske styrker siden efteråret 2022, har Ukraine sagt.

Selv om det oprindeligt var Iran, der leverede dronerne, producerer Rusland nu Shahed-dronerne selv.

Militæret i andre lande har siden også taget Shahed-dronen til sig. Det gælder blandt andre det amerikanske militær, som har oplyst, at dronerne er en del af den nuværende operation mod Iran.

USA og Israel iværksatte den 28. februar en storstilet operation mod Iran. Den er blevet kaldt for “Operation Epic Fury”.

Reuters

Trump vil endnu ikke aftale en afslutning på konflikten med Iran

USA’s præsident, Donald Trump, er på nuværende tidspunkt ikke villig til at indgå en aftale om at afslutte konflikten med Iran.

Det siger præsidenten natten til søndag i et telefoninterview med det amerikanske medie NBC News.

– Iran ønsker at indgå en aftale, og det har jeg ikke lyst til, fordi betingelserne ikke er gode nok endnu, siger han og tilføjer, at betingelserne skal være “meget faste”.

Mediets journalist spørger herefter præsidenten, hvad betingelserne for en potentiel aftale skal være.

– Det har jeg ikke tænkt mig at fortælle dig, siger Trump, inden han alligevel lader journalisten vide, at det vil være en del af aftalen, at Iran skal forpligte sig til helt at opgive alle landets nukleare ambitioner.

Udmeldingen kommer, efter at nyhedsbureauet Reuters har talt med tre unavngivne kilder, der har fortalt, at Trumps administration har afvist allierede i Mellemøstens forsøg på at indlede forhandlinger om at afslutte konflikten.

Det er lidt mere end to uger siden, at USA og Israel indledte en omfattende militæroperation mod Iran.

Herefter rettede Iran angreb mod en række lande i Mellemøsten, hvor USA har militærbaser. Og det overraskede Trump, siger han i interviewet med NBC News.

– Jeg var meget overrasket, siger han og tilføjer, at det er “den største overraskelse, jeg har fået i hele det her forløb”.

Natten til lørdag rettede det amerikanske militær angreb mod militær infrastruktur på Kharg-øen, der er helt central for Irans eksport af råolie.

Trump giver i interviewet natten til søndag udtryk for, at øen muligvis vil blive ramt af flere amerikanske angreb.

– Vi har fuldstændig jævnet øen Kharg med jorden, men vi rammer den måske et par gange til, bare for sjov, siger Trump.

– Vi har fuldstændig ødelagt den, siger han og tilføjer:

– Bortset fra, som I ved, at jeg ikke gjorde noget, der havde med energiforsyningen at gøre, for det ville tage flere år at genopbygge den.

Medvedev bryder verdensetters sejrsstime og er klar til finale

Carlos Alcaraz er ude af ATP Masters 1000-turneringen i Indian Wells.

Det står klart, efter at Daniil Medvedev natten til søndag besejrede den spanske verdensetter 6-3, 7-6 i semifinalen.

Den spanske verdensetter havde indtil natten til søndag vundet samtlige af sine kampe i år.

Men den 30-årige russer, der er nummer 11 på verdensranglisten, var tydeligvis klar på en udfordring og satte en stopper for spanierens sejrsstime.

Medvedev tvang Alcaraz ud i lange løb og forlængede sin egen sejrsstime til ni kampe uden et nederlag.

Den tidligere russiske verdensetters aggressive spil fra baglinjen og stærke serv efterlod under hele kampen Alcaraz i defensiven.

Medvedev havde så stærkt et greb om duellerne, at det efterlod Alcaraz tydeligt forpustet efter en lang boldudveksling i niende parti i andet sæt.

Alcaraz holdt ganske vist serv i partiet, men Medvedev afværgede to sætbolde i det næste og dominerede derefter tiebreaken. Det er tredje gang, at Medvedev spiller sig i finalen i Indian Wells.

Russeren tabte finalen til Alcaraz i både 2023 og 2024.

I søndagens finale møder Medvedev italienske Jannik Sinner, der lørdag aften vandt turneringens anden semifinale mod tyske Alexander Zverev.

AFP

30-årig mand bragede ind i betonmur på ATV i indre København

En 30-årig mand mistede lørdag aften herredømmet over en ATV-motorcykel på Stoltenbergsgade i Indre By i København.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Dyre Sønnicksen.

– Han mistede herredømmet og kørte med fuld fart ned ad nogle trapper. Derefter bragede han ind i en betonmur for enden, siger han.

Manden var tidligere natten til søndag i kritisk tilstand som følge af ulykken.

– Vi har lige fået en melding om, at han er stabil, siger han.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 23.44.

En ATV er et firehjulet køretøj, der indregistreres som en bil. Derfor er det ikke lovpligtigt at bære hjelm, når man kører i den, siger Dyre Sønnicksen.

– Det var det, der gjorde, at han kom i ret kritisk tilstand, siger han.

Politiet ved endnu ikke, om manden var påvirket, da han kørte ind i muren.

– Vi har taget blodprøver for alkohol og narko, men det gør vi altid. Vi har ikke fået svar endnu, siger vagtchefen.

Sinner stryger videre til sin første finale i Indian Wells

Jannik Sinner er for første gang i karrieren klar til finalen i ATP Masters 1000-turneringen i Indian Wells.

Den italienske tennisstjerne skulle lørdag aften ikke bruge mere end to sæt på at besejre tyske Alexander Zverev i semifinalen 6-2, 6-4.

Dermed har Sinner trukket sig sejrrigt ud af sine seneste seks kampe mod den tyske tennisspiller. Zverevs seneste sejr over den italienske tennisstjerne var under US Open i september 2023.

Verdenstoeren Sinner dominerede den knap halvanden time lange kamp i en opvisning af præcision og slagkraft.

Ikke en eneste gang lykkedes det Zverev, der er nummer fire på verdensranglisten, at fremtvinge et servegennembrud.

Tyskeren åbnede ellers kampen med to fejlfrie servepartier. Herefter begyndte han at miste grebet om kampen.

Efterhånden som første sæt skred frem, blev fejlene flere og flere for tyskeren, som Sinner formåede at bryde to gange.

Zverev så decideret modløs ud, efter at Sinner havde taget første sæt på 31 minutter.

Allerede tidligt i andet sæt var tyskeren tæt på igen at komme i problemer, da han kom bagud 15-40 i det første parti.

Herefter kom han igen, afværgede tre breakbolde og formåede endelig at få presset Sinner ud i nogle længere dueller.

Med fornyet energi fremtvang Zverev sin første breakchance i sjette parti, men Sinner afværgede den med en servees. Italieneren brød herefter tyskeren i det næste parti og servede efterfølgende kampen sikkert hjem.

I turneringens finale møder Sinner russiske Daniil Medvedev, der natten til søndag noget overraskende besejrede verdensetter Carlos Alcaraz i to sæt.

AFP

Ansatte fortæller om prostitution og trusler på Kærshovedgård

Trusler, vold, knivstikkerier, prostitution og seksuel vold er en del af hverdagen på Kærshovedgård, hvor afviste asylansøgere bor side om side med dybt kriminelle.

Det fortæller syv tidligere ansatte hos Røde Kors, der står for sundhedsklinikken og omsorgsafdelingen på udrejsecenteret, til Politiken.

Et stigende antal beboere med banderelationer udnytter de syge, de dårligt begavede og misbrugerne på centeret, skriver avisen.

Røde Kors har 28 ansatte på stedet, og 30 er enten blevet fyret, sygemeldt eller har selv sagt op i løbet af de sidste fire år.

Henriette Olesen, der var socialarbejder på stedet, har sagt op. Hun siger til Politiken, at beboerne på Kærshovedgård “lever under kummerlige vilkår”.

Rina Damgaard, der var psykolog på stedet i tre år, lægger ansvaret på myndighederne. Hun mener, at hun var “en opretholdende faktor i et dysfunktionelt system, og det er det, der virkelig gør mig vred og ked af det”, siger hun til Politiken.

Den øverste ledelse hos Røde Kors skrev sidste år et brev til Udlændingestyrelsen om situationen. I brevet beskrives de forhold, som de tidligere ansatte nævner.

Det lyder, at “unge mænd, der ikke tidligere har været involveret i kriminalitet, oplever pres for at tilslutte sig forskellige grupperinger og for at udføre kriminalitet på centeret og uden for”.

Desuden indkvarteres kriminelle bandemedlemmer med andre, der ikke har begået andet, end at de er afviste asylansøgere, lyder det i brevet.

Der bor 232 personer på Kærshovedgård. Omkring 35 er afviste asylansøgere.

Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund (S) mener, at ansvaret ligger hos beboerne.

– De er fuldstændig frie til at forlade Danmark, når de ønsker det. Det er kun, fordi de nægter at efterleve den besked, som de har fået af en dommer i en retssal eller af Flygtningenævnet, at de overhovedet bor der, siger han til Politiken.

Beboere på Kærshovedgård er enten afviste asylansøgere, på tålt ophold eller er udvist på grund af fare for statens sikkerhed eller som følge af kriminalitet.

Tålt ophold er en status, som personer får, hvis de ikke har lovlig opholdstilladelse i Danmark, men heller ikke kan udvises.

Det kan være, fordi de risikerer forfølgelse eller overgreb, hvis de hjemsendes. Det kan også betyde, at de er statsløse, eller at hjemlandet nægter at modtage dem.

Kærshovedgård ligger i Bording ved Ikast i Midtjylland og åbnede i 2016.

Hizbollah hævder at være i kamp med israelske soldater

Den militante Hizbollah-bevægelse siger, at den er i det, den betegner som direkte sammenstød med israelske styrker i det sydlige Libanon lørdag aften.

Kampene begyndte klokken 21.20 lokal tid (20.20 dansk tid) i byen Khiam. De er stadig i gang, meddeler Hizbollah ifølge AFP.

Kampene involverer “lette og mellemstore våben samt raketdrevne projektiler”, oplyser gruppen.

Ifølge Hizbollah selv har bevægelsen også angrebet israelske soldater i tre andre byer.

Israels militær meddeler ifølge mediet Times of Israel, at det har dræbt snesevis af militante Hizbollah-medlemmer i kampe i det sydlige Libanon.

Desuden skal de israelske soldater have ødelagt blandt andet våbenlagre, et kommandocenter og observationsposter.

Det fremgår ikke, hvornår disse kampe skal have fundet sted.

Men der meldes om et større antal omkomne i det sydlige Libanon.

Chefen for Verdenssundhedsorganisationen (WHO), Tedros Adhanom Ghebreyesus, skrev lørdag eftermiddag et opslag på X om et angreb i området.

Her lød det, at 12 læger, sygeplejersker og andre sundhedsansatte fredag aften blev dræbt i et angreb mod en klinik i området.

Det meldte også Libanons sundhedsministerium fredag aften.

Tidligere samme dag blev to ambulanceførere dræbt i det sydlige Libanon.

– Drabene i de seneste 24 timer på 14 sundhedsansatte i det sydlige Libanon er en tragisk udvikling i den eskalerende krise i Mellemøsten, skriver WHO-chefen.

Hizbollahs højborg ligger i Libanons hovedstad, Beirut.

Israel har iværksat omfattende angreb mod Hizbollah, hvilket har ført til over 770 dødsfald. Flere hundrede tusinde mennesker er desuden drevet på flugt som følge af angrebene. Hizbollah har modsat sendt hundredvis af raketter mod Israel.

Angrebene begyndte, da Hizbollah i solidaritet med Iran begyndte at angribe Israel. Det gjorde militsen, efter at Israel og USA den 28. februar iværksatte et omfattende angreb på Iran.

Efter at krigen i Gaza brød ud i oktober 2023, begyndte Hizbollah at sende raketter mod Israel i solidaritet med Hamas-bevægelsen i Gaza. Israel svarede igen med angreb og dræbte flere højtstående ledere af Hizbollah.

I november 2024 indgik Israel og Hizbollah en våbenhvile, som dog ikke forhindrede, at der siden af og til har været angreb mellem parterne.

Parti: Rasmus Paludan stiller op til folketingsvalget

Rasmus Paludan stiller op til det kommende folketingsvalg.

Det skriver partiet Stram Kurs på sin Facebook-side.

– Han er opstillet i Københavns Storkreds, der dækker områderne København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør, står der i opslaget.

Rasmus Paludan var som leder af Stram Kurs tæt på at blive valgt ind i Folketinget tilbage i 2019 med 1,8 procent af stemmerne.

Spærregrænsen for partier i Folketinget lyder på mindst to procent af stemmerne.

Stram Kurs har op til det forestående valg forsøgt at indsamle de nødvendige vælgererklæringer for at kunne stille op igen, men nåede ikke i mål inden fristen.

For at blive opstillingsberettiget skal et parti enten være repræsenteret i Folketinget allerede eller indsamle de 20.195 elektroniske vælgererklæringer, som kræves.

Ifølge Indenrigsministeriet er der i skrivende stund 1667 personer, der har indsendt en vælgererklæring til fordel for Stram Kurs.

Paludan har efter fristens udløb skullet indsamle 150 personlige vælgererklæringer, så han kunne stille op som løsgænger, og det er tilsyneladende lykkedes.

Det samme skete ved Folketingsvalget i 2022, hvor Paludan stillede op i Sjællands Storkreds og fik 386 stemmer.

Fristen for at samle de 150 erklæringer til det kommende valg udløb fredag klokken 12.

Stram Kurs blev stiftet i 2017 af Rasmus Paludan selv. Partiet stillede op for første gang ved kommunalvalget samme år.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]