Seneste nyheder

14. maj 2026

Viktor Axelsen skal opereres i ryggen

Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen skal opereres i ryggen og kommer til at holde nogle ugers pause.

Det skriver han i en story på Instagram.

Han går dermed glip af EM på dansk grund og Sudirman Cup, som er VM for blandede hold, bekræfter han over for TV 2 Sport.

Viktor Axelsen røg i midten af marts ud af All England allerede i første runde og afslørede efterfølgende, at han gennem længere tid havde døjet med smerter i blandt andet ryggen. Og det gør han nu noget ved.

I næste uge skal han under kniven.

– Det betyder, at jeg skal bruge et par uger på genoptræning efter operationen, men jeg er sikker på, at jeg kommer stærkere tilbage.

– Jeg har stadig masser af badminton i mig, og jeg er fuldt ud indstillet på at gøre alt for at komme tilbage på banen på mit bedste niveau, skriver Viktor Axelsen på Instagram.

Allerede inden lørdagens udmelding havde OL-guldvinderen proklameret, at man godt kunne forvente, at han ville komme til at holde en længere pause.

Det ligger nu helt fast, og de danske arrangører af EM i Horsens kan dermed ikke bruge den allerstørste stjerne som trækplaster til turneringen, som begynder 8. april.

Danmarks chancer ved VM for blandede hold er desuden forringet med Viktor Axelsens afbud. Danmark er havnet i en svær gruppe med Indonesien, Indien og England ved turneringen, som begynder 27. april i Kina.

I Badminton Danmark har man respekt for Viktor Axelsens beslutning om at blive opereret, selv om landsholdet nu må undvære sit stærkeste kort.

– Vi er naturligvis ærgerlige over ikke at have Viktor med hverken til EM eller VM, men det vigtigste er, at han bliver rask igen, siger sportschef Jens Meibom ifølge forbundets hjemmeside.

– Derfor har vi naturligvis fuld forståelse for, at han har valgt at få en operation og forhåbentlig får bugt med sine rygproblemer, så vi atter kan se ham i topform på banen igen, lyder det.

Raketopsendelse fra Norge udskudt igen

En raketopsendelse fra Andøya i Nordnorge er endnu engang udsat.

Det skriver Isar Aerospace, et München-baserede rumfirma, der står bag opsendelsen, på dets hjemmeside.

Opsendelsen er en testflyvning af firmaets raket kaldet “Spectrum”, som er bygget til at sende satellitter i kredsløb om Jorden.

Efter planen skulle opsendelsen allerede være sket mandag, men flere gange i løbet af ugen er den blevet udskudt.

Ifølge Isar Aerospace sker forsinkelserne på grund af dårlige vejrforhold.

Næste forsøg på opsendelse vil ifølge rumfirmaet være søndag den 30. marts.

“Spectrum”-raketten er 28 meter høj, måler to meter i diameter og har et lastrum med en kapacitet på op til ét ton.

Under testflyvningen vil raketten dog ikke bære nogen last.

Ifølge Daniel Metzler, der er en af grundlæggerne og administrerende direktør for Isar Aerospace, vil det være en succes, hvis blot raketten kommer i luften.

– Hvert sekund vi flyver er værdifuldt, fordi vi indsamler data og erfaring, siger Metzler til nyhedsbureauet AFP.

Over for nyhedsbureauet forklarer rumfirmaets direktør, at de ikke forventer, at “Spectrum” vil nå i kredsløb om Jorden ved første testopsendelse.

– Faktisk har intet firma endnu formået at sætte sin første orbitale løfteraket i kredsløb, siger han til mediet og tilføjer, at den amerikanske tech-milliardær Elon Musks rumfirma, SpaceX, brugte fire forsøg.

– Vi vil være hurtigere.

Testflyvningen, hvis den lykkedes, vil ifølge det norske nyhedsbureau NTB være den første opsendelse af en orbital løfteraket fra det europæiske fastland.

Ligeledes vil det være den første opskydning af en sådan raket fra det norske rumcenter Andøya Spacesport.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danmark anskaffer hundredvis af søminer – de første leveres i 2027

Danmark anskaffer flere hundrede søminer, som ventes leveret om to til fire år.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet.

Søminerne skal bidrage til Forsvarets evne til at kontrollere og blokere adgangen til danske farvande.

Anskaffelsen øger Forsvarets kampkraft og finansieres med midler fra Accelerationsfonden, skriver Forsvarsministeriet.

– Anskaffelsen af flere hundrede søminer styrker vores forsvar i de indre danske farvande. Det er afgørende set i lyset af den aktuelle sikkerhedspolitiske situation, hvor Danmarks geografiske placering spiller en central rolle.

– Jeg er glad for, at der nu leveres på endnu en efterspurgt kapacitet, der vil styrke søværnet, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen i pressemeddelelsen.

Søminerne anskaffes på baggrund af forsvarschefens anbefaling og forventes leveret i perioden 2027-2029.

Søminerne vil ifølge Forsvarsministeriet være et nyttigt element i Danmarks bidrag til Natos samlede forsvar og afskrækkelse i regionen.

Medier: Vaccinechef stopper og beskylder minister for at lyve

Vaccinechefen i USA’s fødevare- og lægemiddelstyrelse (FDA), Peter Marks, har fredag sagt op og beskylder USA’s sundhedsminister, Robert F. Kennedy Jr. for “løgne” og “misinformation”.

Det beretter aviserne Wall Street Journal og New York Times, der er i besiddelse af Peter Marks’ opsigelsesbrev.

Peter Marks skriver, at han ikke kan arbejde under Robert F. Kennedy Jr., der er kendt for være skeptisk over for vacciner.

– Det er blevet klart, at sandhed og gennemsigtighed ikke ønskes af ministeren, som snarere ønsker underdanig bekræftelse af sin misinformation og sine løgne, skriver Peter Marks.

Vaccinechefen har været ansat i FDA siden 2012 og var blandt andet involveret i udrulningen af vacciner i USA under coronapandemien.

Han skriver, at “den videnskabelige sandhed er kommet under et hidtil uset angreb” under Kennedy Jr.

En unavngiven kilde med kendskab til opsigelsen fortæller til New York Times, at Marks har sagt op, da han fredag eftermiddag blev bedt om at flytte til en anden stilling i Sundhedsministeriet.

Det medførte i januar en del kritik, da præsident Donald Trump udnævnte den 71-årige Robert F. Kennedy Jr. til sundhedsminister.

Kennedy Jr. har flere gange vakt opsigt med vaccineskeptiske udtalelser og konspirationsteorier. Han har desuden flere gange hævdet, at der er sammenhæng mellem vacciner og autisme.

Over for CNN kaldte læger og sundhedseksperter udnævnelsen af Kennedy for “et ekstraordinært dårligt valg” og “skræmmende” og pegede særligt på Kennedys udtalelser om vacciner.

75 tidligere nobelprisvindere opfordrede i et brev, der blev bragt i New York Times, medlemmerne af USA’s senat til at blokere for, at Kennedy Jr. blev udnævnt til sundhedsminister.

Kennedy lovede før udnævnelsen, at han trods sine overbevisninger “ikke ville tage vaccinerne fra nogen”.

Robert F. Kennedy Jr. stillede op som uafhængig kandidat ved det amerikanske præsidentvalg, men valgte under valgkampen at droppe ud af ræset og støtte Donald Trump.

AFP

Over 1000 meldes døde i Myanmar efter jordskælv

Mindst 1002 personer har mistet livet som følge af et jordskælv i Myanmar fredag.

Det oplyser landets militærjunta tidligt lørdag morgen i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Mindst 2376 personer er desuden tilskadekomne.

Jordskælvet ramte tidligt fredag og er blevet målt til at have en beregnet størrelse på 7,7.

Jordskælvet havde sit epicenter tæt på Myanmars næststørste by, Mandalay, hvor der bor omkring 1,5 millioner mennesker.

Tidligere på natten oplyste Myanmars militærjunta, at mindst 694 personer havde mistet livet.

I både Thailand og Kina mærkede man rystelserne fredag.

I Thailands hovedstad, Bangkok, er mindst ti personer døde. De fleste mistede livet i forbindelse med, at en bygning, der var i gang med at blive opført, kollapsede.

Det oplyser guvernør i Bangkok Chadchart Sittiput ifølge AFP.

Selv om rystelserne også kunne mærkes i dele af Kina, er der ingen meldingerne om omkomne kinesiske statsborgere. Det oplyser Kinas udenrigsministerium natten til lørdag ifølge Reuters.

Min Aung Hlaing opfordrer natten til lørdag til, at der iværksættes hurtige redningsaktioner i de områder af landet, der er berørt af jordskælvet. Det fremgår ifølge Reuters af en udtalelse fra juntalederen.

Fredag opfordrede Hlaing “ethvert land” til at yde hjælp og donationer som følge af jordskælvet.

Han sagde, at han har åbnet ruter til international støtte og har taget imod tilbud om hjælp fra Indien og den sydøstasiatiske samarbejdsorganisation Asean.

Ifølge Reuters har USA’s Geologiske Undersøgelse (USGS) vurderet, at antallet af døde kan nå op på mellem 10.000 og 100.000.

Tidligere fredag oplyste Udenrigsministeriet til Ritzau, at det ikke havde kendskab til danskere, som er kommet alvorligt til skade i forbindelse med jordskælvet.

Fredag omkring klokken 12 var 3250 personer tilmeldt Danskerlisten i Thailand og 15 i Myanmar.

Der bor over 50 millioner mennesker i Myanmar. Militærstyret tog magten i landet ved et kup i februar 2021.

Dansk golfspiller holder fast i andenpladsen i Arizona

Golfspilleren Nanna Koerstz Madsen holder fast i andenpladsen ved LPGA Tour-turneringen Ford Championship i Arizona.

Fredag fulgte danskeren fornemt op på torsdagens drømmeåbning, da hun gik anden runde i 68 slag – det svarer til fire under par.

Torsdag kom danskeren de 18 huller rundt på 64 slag, hvilket betyder, at Koerstz Madsen samlet er 12 slag under par efter de to første turneringsdage.

Kun amerikaneren Lilia Vu har gjort det bedre.

Lilia Vu er samlet 14 slag under par inden de to finalerunder, der spilles lørdag og søndag.

Amerikaneren har dermed et forspring på to slag ned til en forfølgerkvartet, der deles om andenpladsen. Her er Koerstz Madsen den ene.

Turneringens anden danske deltager, Emily Kristine Pedersen, indtager en 36.-plads og har otte slag op til Lilia Vu på førstepladsen.

Præmiepuljen i Ford Championship er på 2,25 millioner dollar, hvilket svarer til cirka 15,6 millioner kroner.

Vinderen scorer cirka 2,3 millioner kroner.

Trump-administration er klar med plan for lukning af USAID

Administrationen under den amerikanske præsident, Donald Trump, meddelte fredag Kongressen, at man vil nedlægge stort set alle stillinger i det amerikanske agentur for udviklingsbistand, USAID, og lukke agenturet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Flere tusinde af agenturets medarbejdere har modtaget et internt notat, hvor det fremgår, at alle ikke lovbestemte stillinger, vil blive nedlagt i juli og september.

Notatet, som Reuters er i besiddelse af, er blevet sendt til agenturets medarbejdere af USAID’s fungerende vicedirektør, Jeremy Lewin. Han er desuden en del af Departement for Regeringseffektivitet (Doge), som rigmanden Elon Musk står i spidsen for.

Det amerikanske udenrigsministerium oplyste fredag Kongressen om nedskæringerne i et notat.

Her fremgår det, at USAID’s missioner vil blive lukket ned over hele verden, og at agenturets resterende funktioner vil blive lagt ind under udenrigsministeriet.

– Desværre afveg USAID fra sin oprindelige opgave for længe siden. Som følge af det var resultaterne for få og omkostningerne for store, skriver USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, i notatet ifølge AFP.

Kort efter sin indsættelse som præsident den 20. januar satte Trump al udviklingsbistand på pause i 90 dage. Det har skabt frygt og bekymring for, hvordan landets bidrag til verdens trængte lande kommer til at se ud fremover.

I 2023 modtog 70 af de 77 lande, som Verdensbanken karakteriserer som værende lav- og mellemindkomstlande, bistand fra USAID.

Det skriver AFP på baggrund af en rapport fra Congressional Research Service (CRS), der blandt andet leverer analyser til medlemmer af Kongressen i USA.

Samme år udbetalte USA 72 milliarder dollar – det svarer til omkring 520 milliarder kroner – i bistand.

USAID har historisk set spillet også en stor rolle i koordinering af katastrofehjælp.

Tidligt fredag morgen ramte et jordskælv med en beregnet styrke på 7,7 i Myanmar.

Mindst 144 personer meldes døde. Derudover meldes der om 732 tilskadekomne.

Trump har lovet, at USA ville hjælpe Myanmar efter jordskælvet. Det skriver AFP.

– Det er forfærdeligt, sagde Trump til journalister i Det Ovale Kontor fredag.

– Det er virkelig slemt, og vi vil gerne hjælpe. Vi har allerede talt med landet, tilføjede præsidenten.

Trump laver gerne aftaler med lande der vil undgå importtold

USA’s præsident, Donald Trump, er åben over for at indgå individuelle aftaler med lande, der ønsker at undgå amerikansk importtold.

Det siger Trump fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Om bord på præsidentflyet, Air Force One, oplyser præsidenten til flere journalister, at flere lande, deriblandt Storbritannien, har henvendt sig for at indgå aftaler.

– De ønsker at indgå aftaler. Det er muligt, hvis vi kan få noget til gengæld, siger Trump.

– Jeg er helt sikkert åben over for det, lyder det videre.

USA indfører fra 2. april en såkaldt “gengældelsestold” på importerede varer fra en række lande.

EU bliver eksempelvis ramt af en told på 25 procent på biler, der eksporteres til USA. I forvejen har den amerikanske præsident lagt samme toldsats på stål og aluminium fra EU.

Donald Trump vurderer ikke, at det er muligt at indgå toldaftaler, før den næste omgang af gengældelsestold rulles ud i næste uge.

– Nej, det bliver sandsynligvis senere. Det er en proces, siger præsidenten.

Trump oplyser desuden, at han inden længe vil annoncere en told rettet mod medicinalindustrien. Han afviser at komme med yderligere detaljer om dato og toldsats.

EU-Kommissionen har som modsvar på den amerikanske told valgt at lægge told på varer fra USA for 26 milliarder euro. Det svarer til knap 194 milliarder kroner.

Det var oprindeligt meningen, at EU-tolden skulle træde i kraft 1. april, men den er blevet udsat med to uger.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, sagde i sidste uge på et møde i Bruxelles, at hun håber på, at EU kan lave en forhandlingsløsning med Trump.

Løkke efter Vance-besøg i Grønland: Vi sætter ikke pris på jeres tone

Vi er åbne for kritik, men vi sætter ikke pris på den tone, den leveres i.

Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i en video, som han har delt på X natten til lørdag, få timer efter USA’s vicepræsident J.D. Vances besøg i Grønland.

– Det er ikke sådan, man taler til sine tætte allierede. Jeg anser stadig Danmark og USA for at være tætte allierede, siger Løkke i videoen.

Da J.D. Vance fredag besøgte den amerikanske militærbase Pituffik Space Base, sendte han en kraftig kritik i retning mod Danmark.

I en tale på militærbasen sagde han, at basen er “mindre sikker, end den var for 30-40 år siden, da nogle af vores allierede ikke har holdt trit”.

– Vores budskab til Danmark er meget enkelt: I har ikke gjort et godt stykke arbejde for befolkningen i Grønland, lød det fra Vance.

Lars Løkke Rasmussen siger i videoen natten til lørdag, at han respekterer, at USA har behov for en større militær tilstedeværelse i Grønland.

– Vi – Danmark og Grønland – er meget åbne for at diskutere det her med jer med et åbent sind, siger Løkke.

Svensk journalist anholdt og fængslet i Tyrkiet

Den svenske journalist Kaj Joakim Medin er fredag blevet fængslet i Tyrkiet.

Det skriver flere medier heriblandt nyhedsbureauet Reuters.

Medin ankom torsdag til den tyrkiske storby Istanbul for at dække de seneste dages demonstrationer landet.

Kort efter sin ankomst blev han anholdt.

– De henter mig ind til afhøring nu, skrev Medin torsdag middag i en besked til sine kolleger på avisen Dagens ETC.

Herefter kørte ingen fra ham i mere end et døgn.

– Han er blevet ført til et fængsel. Her har der været en form for høring af dommere og anklagere, sagde chefredaktør for Dagens ETC, Andreas Gustavsson, fredag eftermiddag til den svenske tv-station TV4.

Den tyrkiske statsanklager oplyser fredag, at Medin er blevet fængslet efter anklager om at have fornærmet Tyrkiets præsident, Recep Erdogan, samt at være medlem af en terrororganisation. Det skriver Reuters.

Anklagerne relaterer sig til en efterforskning, der blev indledt efter en demonstration i Stockholm i januar 2023.

Her blev en dukke, der forestillede Erdogan, hængt op fra en lygtepæl nær hovedstadens rådhus.

Ifølge de tyrkiske myndigheder er Medin blandt 15 personer, der er under mistanke for at have organiseret, tilskyndet til eller have forbindelse til demonstrationen i Stockholm.

De svenske myndigheder har bedt den tyrkiske ambassadør i Stockholm om at få uddybet anklagerne mod Medin og kræve, at journalisten hurtigst muligt får adgang til konsulær bistand. Det fortæller den svenske udenrigsminister Maria Malmer Stenergard til den svenske tv-station SVT.

Demonstrationerne i Tyrkiet brød ud, efter anholdelsen af Istanbuls borgmester, Ekrem Imamoglu, onsdag i sidste uge.

Mere end 1879 personer er blevet anholdt for at tage del i demonstrationerne. Det oplyste den tyrkiske indenrigsminister, Ali Yerlikaya, torsdag ifølge AFP.

Elon Musks AI-selskab køber den sociale platform X

Den amerikanske techmilliardær Elon Musks selskab xAI har opkøbt det sociale medie X i en aftale, der værdisætter platformen til 33 milliarder dollar.

Det skriver Elon Musk i et opslag på X.

– xAI og X’s fremtid er sammenflettet. I dag (fredag, red.) tager vi det officielle skridt mod at kombinere data, modeller, beregninger, distribution og talent, lyder det.

Det sociale medie, der tidligere var kendt som Twitter, er blevet solgt i en aktiebaseret handel, der ifølge Musk værdisætter xAI til 80 milliarder dollar og X til 33 milliarder dollar, når man tager højde for platformens gæld på 12 milliarder.

De 33 milliarder dollar svarer til over 200 milliarder kroner.

– Denne kombination vil frigøre enormt potentiale ved at blande xAI’s avancerede AI-kompetencer og ekspertise med X’s massive rækkevidde, skriver Musk.

Milliardærens AI-virksomhed, der blev lanceret i 2023, rejste for nylig seks milliarder dollar fra investorer i en finansieringsrunde, som værdiansatte selskabet til 40 milliarder dollar.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Selskabet beskæftiger sig med at udvikle løsninger inden for kunstig intelligens.

Elon Musk tilføjer i opslaget, at X har mere end 600 millioner aktive brugere. Platformen er gennem de seneste to år blevet omdannet til “et af de mest” effektive selskaber i verden.

Et konsortium af investorer med Elon Musk i front afgav i februar et bud på over 700 milliarder kroner for at opkøbe OpenAI, der står bag ChatGPT.

Buddet blev imidlertid afvist af OpenAI-chefen Sam Altman i et opslag på X.

Elon Musks AI-selskab introducerede den seneste version af sin chatbot – Grok-3 – i samme måned.

Chatbotten konkurrerer mod blandt andet ChatGPT og den kinesiske AI-tjeneste Deepseek.

Tilbage i 2022 købte Musk den sociale platform, der dengang hed Twitter, for omkring 44 milliarder dollar. Købet betød samtidig, at platformen blev et privatejet selskab.

Rasmus Højgaard holder fast i toppen med ny god runde i Houston

Den danske golfspiller Rasmus Højgaard er godt spillende i PGA-turneringen Houston Open i Texas.

Efter en god første runde fulgte 24-årige Højgaard fredag op med en ny god runde, da han gik banen i Houston i tre slag under par. Runden bød på tre birdies undervejs for danskeren.

– Jeg holdt sammen på runden, og jeg puttede godt. Så forhåbentlig kan jeg finde noget af det lange spil frem i weekenden – og så se mig selv i toppen af leaderboardet, siger Rasmus Højgaard til Eurosport.

Rasmus Højgaard var en af de første ude på banen og nåede dermed at gå alle 18 huller, før runden blev afbrudt på grund af tordenvejr.

Højgaard er samlet syv slag under par efter de to første runder, og det rækker indtil videre til en foreløbig delt fjerdeplads. En lang række spillere mangler at færdiggøre anden runde.

Ligesom torsdag gik Rasmus Højgaard fredag runden sammen med sin tvillingebror, Nicolai Højgaard.

Tvillingebroren har dog ikke haft samme succes som Rasmus Højgaard i Houston i de to første runder.

Nicolai Højgaard gik fredagens runde i to slag over par. Undervejs blev det til seks bogeys og tre birdies.

Samlet er Nicolai Højgaard et slag over par efter de to første runder.

Niklas Nørgaard og Thorbjørn Olesen var begge i gang med runden fredag, da den blev afbrudt på grund af dårligt vejr.

Argentinsk afklapsning koster Brasiliens landstræner jobbet

En afklapsning på 1-4 til rivalen Argentina blev for meget for Det Brasilianske Fodboldforbund (CBF), der har fyret landstræner Dorival Junior.

Det oplyser fodboldforbundet fredag.

– Ledelsen takker Dorival og ønsker ham held og lykke fremover. Fodboldforbundet vil nu arbejde på at finde hans afløser, skriver CBF.

62-årige Dorival har været brasiliansk landstræner siden starten af 2024.

I de 16 kampe han nåede i spidsen, blev det til syv sejre. I sommerens Copa America vandt Brasilien blot en enkelt kamp og røg skuffende ud i kvartfinalen til Uruguay efter straffesparkskonkurrence.

I VM-kvalifikationen indtager holdet en fjerdeplads og har vundet en af de seneste fire kampe.

1-4-afklapsningen til ærkerivalen Argentina natten til onsdag dansk tid var det største nederlag i historien for Brasilien i den sydamerikanske VM-kvalifikation.

Inden jobbet som brasiliansk landstræner stod Dorival i spidsen for flere brasilianske klubber og vandt blandt andet Copa Libertadores med Flamengo og den brasilianske pokalturnering med Sao Paolo.

Samme succes har han dog ikke haft i spidsen for det brasilianske landshold.

GOG taber vigtige skridt i topkampen

GOG mistede fredag aften vigtige point i kampen om førstepladsen i Herreligaens grundspil, da de fynske håndboldherrer tabte 30-32 til Ribe-Esbjerg på udebane.

De vestjyske værter leverede stærk fight og var foran det meste af kampen, mens GOG kæmpede med at finde rytmen og lavede en del tekniske fejl.

Med nederlaget taber GOG et vigtigt skridt i duellen med Aalborg Håndbold om grundspillets førsteplads. Med tre kampe tilbage har fynboerne 35 point, mens Aalborg mangler fire kampe og har 37 point.

I den anden ende af tabellen var sejren tiltrængt for Ribe-Esbjerg, der fik øgede afstanden til fire point ned til Grindsted og KIF Kolding på de to nederste pladser i tabellen. Sidstepladsen rykker direkte ud.

Opgøret fredag aften startede jævnbyrdigt mellem de to mandskaber. Svenske Linus Persson sørgede med et par scoringer for, at GOG fik skabt en lille føring, som værterne dog hurtigt fik lukket.

GOG lavede hen mod pausen mange tekniske fejl, og så kunne værternes Alfred Jönsson føre an i, at Ribe-Esbjerg trak fra og ved sidebyttet førte med tre.

De fynske fejl fortsatte i den første del af anden halvleg, hvor den vestjyske føring voksede til fem scoringer.

Med lidt mere end ti minutter tilbage gjorde Alfred Jönsson det til 27-23 med sin sjette scoring i kampen, men derfra var det som om, at værterne blev ramt af lidt gummiarm.

Angrebsspillet havde ikke længere samme flow, og det gav GOG mulighed for at komme tilbage og skabe en tæt afslutning.

I de sidste minutter angreb GOG for en udligning, men fynboerne leverede på ny en teknisk fejl, og i stedet øgede venstrebacken Elvar Asgeirsson det til 31-29 i den anden ende.

Asgeirsson lukkede også kampen i de sidste sekunder med en scoring til 32-30.

Skarpe Djokovic spiller sig i første finale i 2025

For første gang i 2025 er den serbiske tennisspiller Novak Djokovic klar til en finale.

Serberen spillede sig fredag aften suverænt i finalen i ATP 1000-turneringen Miami Open. Djokovic skulle i semifinalen blot bruge 69 minutter på at vinde 6-2, 6-3 over bulgarske Grigor Dimitrov, der ligger nummer 15 på verdensranglisten.

I finalen venter den tjekkiske teenager Jakub Mensik for Djokovic, der seks gange tidligere har vundet turneringen i Miami. Den seneste sejr var tilbage i 2016.

Skulle det ende med en serbisk sejr i finalen, vil Djokovic runde sin turneringssejr nummer 100. Kun Roger Federer og Jimmy Connors har hentet så mange turneringssejre.

– Efter OL i Paris, hvor jeg vandt min 99. titel, er jeg før starten på hver turnering gået efter nummer 100. Det er ikke lykkes endnu før forhåbentlig på søndag, siger Djokovic ifølge AFP.

– Jeg sætter alt ind på at gøre det. Jeg har ikke tabt et eneste sæt og spiller virkelig god tennis – det bedste i lang tid. Det er en god mulighed, lyder det fra serberen.

Djokovic åbnede semifinalen mod Dimitrov med at blive brudt, men derfra var der ikke meget slinger i valsen for den rutinerede serber.

Han gav ikke mere ved dørene og brød lynhurtigt tilbage.

Dimitrov kæmpede lidt mere med sit spil, og da Djokovic brød til 5-2, slog serberen efterfølgende til og sikrede sig sættet ved første mulighed i egen serv.

Andet sæt fortsatte i samme dur. Djokovic spillede fortsat næsten fejlfrit og åbnede med at vinde de tre første partier.

Det formåede Grigor Dimitrov ikke at kæmpe sig tilbage fra.

Foran 5-2 tilspillede serberen sig en matchbold i Dimitrovs serv. Bulgareren stod dog imod for en stund og holdt serv.

Det var dog en stakket frist. Djokovic tilspillede sig i det efterfølgende parti en ny matchbold, og denne gang slog han til. Serberen sendte en knivskarp serv tæt ind på kroppen af Dimitrov, som sendte returen i nettet.

Odense slår de forsvarende ismestre fra Sønderjyske ud

Det bliver ikke til et titelforsvar for seneste sæsons danske ishockeymestre fra Sønderjyske.

Det står klart, efter sønderjyderne fredag aften tabte den afgørende syvende kamp i kvartfinaleserien mod Odense Bulldogs med 2-5.

En stærk fynsk første periode dannede grobund for sejren. Odense pressede i store dele af perioden Sønderjyske i bund og førte 3-0 efter de første 20 minutter. Det kom Sønderjyske sig aldrig over.

Odense møder nu Rungsted Seier Capital i den ene semifinale, mens den anden semifinale står mellem Herning Blue Fox og Aalborg Pirates.

Fynboerne startede fredag aften klart bedst på egen is, og efter syv minutter kom værterne i front. Sønderjyske mistede pucken i egen zone, og det udnyttede Jonathan Brinkman prompte.

Knap havde jublen lagt sig på tribunerne, før Markus Jensen 19 sekunder efter Odenses første scoring skrabede pucken i kassen og fordoblede den fynske føring. Igen var det et sønderjysk pucktab tæt på eget mål, der kostede.

Føringen blev øget endnu en gang før pausen, da Odenses Kristian Jensen med fire minutter tilbage af første periode omsatte et straffeslag sikkert til scoring.

Odense blev en smule mere passive i anden periode, og det betød, at sønderjyderne kom bedre med i opgøret.

Gæsterne kom frem til flere fine forsøg, og med fire minutter tilbage af anden periode blev Joseph Jonsson spillet helt fri foran mål og reducerede.

Tidligt i tredje periode kom Odense med et hurtigt modsvar til et muligt Sønderjyske-comeback, da fynboernes forward Luka Burzan øgede til 4-1.

Det tog ikke alt håbet fra Sønderjyske. Med fem minutter tilbage bragte Joseph Jonsson med sin anden scoring i kampen en smule spænding tilbage, da han tæt under mål med en styring sendte pucken i nettet.

En fynsk udvisning kort efter gav yderligere håb til sønderjyderne, der dog ikke kunne udnytte powerplayet.

Efterfølgende tog Sønderjyske keeperen ud for at satse, men det blev straffet i den anden ende, hvor Odenses Joakim Thelin lukkede og slukkede opgøret i de sidste minutter, da han sendte pucken i et tomt Sønderjyske-mål.

Veloplagte Viborg åbner nedrykningsspillet med sejr over AaB

Viborg FF leverede en gennemført indsats, da holdet fredag aften åbnede Superligaens nedrykningsspil med på udebane at besejre AaB med 4-0.

Gæsternes offensiv var kampen igennem i hopla og drev gæk med de nordjyske forsvarsspillere. Særligt Serginho gjorde i perioder, hvad der passede ham og stod for et oplæg og en scoring i sejren.

Samtidig leverede AaB en tandløs indsats i begge ender af banen. De offensive kræfter skabte ikke meget, mens værterne i den anden ende leverede flere passive aktioner kampen igennem.

Det kampbillede blev fra kampens start tydeligt. Viborg satte sig på begivenhederne, mens de nordjyske værter virkede usikre defensivt.

Det kom allerede til udtryk i det femte minut, da Serginho ramte stolpen fra nært hold, efter AaB-keeper Vincent Müller havde lavet en stor opspilsfejl.

Efter flere optræk til store Viborg-muligheder var der efter lidt mere end 20 minutter gevinst. Serginho sendte et indlæg afsted, som sejlede gennem feltet til en helt fri Thomas Jørgensen, der bagest i feltet bragte gæsterne i front.

Serginho var første halvleg igennem en konstant trussel, og fem minutter før pausen stod den vævre kantspiller for kampens detalje, da han fordoblede gæsternes føring.

Viborg-profilen blev spillet i dybden og leverede flere lækre driblinger, inden han sparkede bolden i kassen.

Det blev ikke meget bedre efter pausen for AaB, hvor Viborg-offensiven fortsat var i hopla.

Hvor Serginho i første halvleg havde stået for det meste, var det kantkollegaen Yonis Njoh, der i det 64. minut blev sendt afsted efter et langt indkast og sendte bolden op i nettaget.

Derfra faldt opgøret i tempo. Arbejdet var gjort for gæsterne fra Viborg, der slog autopiloten til, mens AaB havde mere fokus på at begrænse nederlaget end at jagte comebacket.

Det lykkedes ikke helt for nordjyderne. I kampens tillægstid brød Viborgs Charly Nouck igennem venstresiden med et par vævre driblinger, inden han sparkede bolden i kassen og gjorde det til slutresultatet 4-0.

Med de tre point sætter Viborg jagten ind på Silkeborg, der indtager syvendepladsen, der giver adgang til en playoffkamp om europæisk fodbold. Silkeborg er to point foran og møder søndag Sønderjyske.

AaB ligger på niendepladsen og har fire point ned til netop Sønderjyske under nedrykningsstregen.

Mette F.: J.D. Vances omtale af Danmark er ikke retvisende

Statsminister Mette Frederiksen (S) mener, at USA’s vicepræsident, J.D. Vance, omtalte Danmark på en måde, der ikke er retvisende, da vicepræsidenten fredag besøgte den amerikanske militærbase Pituffik Space Base i Grønland.

Danmark er en “god og stærk” allieret, der i mange år har stået side om side med amerikanerne i “meget svære situationer”.

– Derfor er det ikke en retvisende måde, vicepræsidenten omtaler Danmark på, siger Mette Frederiksen.

Under besøget i Grønland rettede J.D. Vance stor kritik mod Danmark og sagde blandt andet, at Danmark “ikke har holdt trit”.

– Vores budskab til Danmark er meget enkelt: I har ikke gjort et godt stykke arbejde for befolkningen i Grønland, sagde Vance.

Statsministeren siger også, at det er vigtigt, at Vance gjorde det klart, at USA “respekterer” Grønlands suverænitet og grønlændernes ret til selvbestemmelse.

Mette Frederiksen tilføjer, at det “til gengæld er rigtigt”, at sikkerheden i Arktis skal prioriteres højere, og at Danmark derfor styrker indsatsen i området.

– Med blandt andet mere overvågning, nye arktiske skibe, langtrækkende droner og satellitkapacitet. Senere kommer der flere kapaciteter, siger statsministeren.

Mette Frederiksen understreger, at der er brug for, at Nato øger sin tilstedeværelse i Arktis, da Grønland er en del af forsvarsalliancen.

– Vi er klar til – dag og nat – at samarbejde med amerikanerne, siger hun.

Samarbejdet skal være “funderet i de nødvendige internationale spilleregler”, lyder det.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) siger til DR, at han tager kritikken fra J.D. Vance alvorligt.

– Jeg synes også, den er lidt upassende, og måske skulle man kigge sig selv i spejlet, siger han til mediet.

USA er i øjeblikket til stede på Pituffik Space Base, tidligere kendt som Thulebasen.

Her må USA udvide tilstedeværelsen uden at spørge Danmark eller Grønland.

Forsvarsaftalen af 1951 mellem Danmark og USA betyder, at USA i regi af Nato skal bistå Danmark i forsvaret af Grønland.

Aftalen betyder også, at USA har ret til fri adgang overalt i Grønland.

Trump deler video med budskab om at stå sammen med Grønland

– USA står sammen med Grønland.

Sådan lyder budskabet i en ny kampagnevideo, som USA’s præsident, Donald Trump, fredag aften har delt på det sociale medie X.

Det er sket, samme dag som vicepræsident J.D. Vance har besøgt en amerikansk militærbase i Grønland. Han har efter besøget ligeledes delt videoen.

– Det er på tide at stå sammen igen. For fred, for sikkerhed og for fremtiden, lyder det i videoen.

Præsidenten har flere gange udtrykt interesse for, at Grønland – som hører under rigsfællesskabet – skal være en del af USA.

Landets vicepræsident landede fredag i Grønland omkring klokken 17.00 dansk tid. Her har han besøgt militærbasen Pituffik Space Base.

Vicepræsidentens hustru, Usha Vance, USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, energiminister Chris Wright samt den republikanske senator Mike Lee var også til stede.

Sidstnævnte er en stor fortaler for Trumps planer om at få kontrol over Grønland.

Omkring tre timer efter ankomsten er delegationen rejst tilbage til USA.

– Usha og jeg er på vej hjem fra en utrolig rejse til Grønland. Vi kan ikke vente med at komme tilbage igen snart. Amerika står sammen med Grønland, skriver Vance i et opslag, som er ledsaget af videoen.

Her lyder det, at Grønland står over for “nye trusler fra russisk aggression og kinesisk ekspansion”.

– Vores fælles arv lever videre.

– Dette er ikke bare historie, det er skæbnen, bliver der sagt i den halvandet minut lange video.

I en tale under besøget i Grønland sagde J.D. Vance, at “vi respekterer grønlændernes ret til selvbestemmelse”.

– Men det vil være bedre for Grønland at komme under USA’s sikkerhedsparaply, end de har været under Danmarks sikkerhed.

– Danmarks arbejde med Grønlands sikkerhed har i praksis betydet, at Danmark reelt har overladt det til USA og håbet på, at vi ville klare det, lød det fra vicepræsidenten.

Efter besøget har statsminister Mette Frederiksen (S) sagt, at det er vigtigt, at Vance gjorde det klart, at USA “respekterer Grønlands suverænitet”.

Vance om Grønland: Danmark har ikke gjort det godt

USA’s vicepræsident, J.D. Vance, der fredag besøger Grønland, sender en kraftig kritik afsted mod Danmark.

I en tale fra den amerikanske militærbase Pituffik Space Base siger han, at basen er “mindre sikker, end den var for 30-40 år siden, da nogle af vores allierede ikke har holdt trit”.

– Danmark har ikke holdt trit, siger Vance.

– Vores budskab til Danmark er meget enkelt: I har ikke gjort et godt stykke arbejde for befolkningen i Grønland.

Samtidig mener vicepræsidenten, at Danmark har “underinvesteret” i Grønlands befolkning og i “sikkerhedsarkitekturen”. Det skriver AFP.

USA’s præsident, Donald Trump, har flere gange udtrykt interesse for, at Grønland, som er en del af rigsfællesskabet, skal være en del af USA.

Inden Vances tale sagde han fredag ifølge Reuters og AFP, at amerikanerne har brug for Grønland af hensyn til “verdensfreden” og “international sikkerhed”.

Imens er besøget blevet mødt af kritik fra både dansk og grønlandsk side.

Vicepræsidenten annoncerede sit besøg, alt imens Grønlands nye regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, og andre partiledere i Grønlands parlament var i gang med at danne regering.

– J.D. Vance lander på et anlæg, der er deres. Hele den her situation med at komme på besøg, når der ikke er en siddende regering, det holder vi fast i, ikke er at vise respekt for en allieret, sagde han fredag inden besøget.

Valget til parlamentet i Grønland blev afholdt 11. marts. I alt fire partier er med i den nye regering, som altså blev præsenteret fredag.

Samme dag siger J.D. Vance i sin tale, at “vi respekterer grønlændernes ret til selvbestemmelse”.

– Men det vil være bedre for Grønland at komme under USA’s sikkerhedsparaply, end de har været under Danmarks sikkerhed.

– Danmarks arbejde med Grønlands sikkerhed har i praksis betydet, at Danmark reelt har overladt det til USA og håbet på, at vi ville klare det, lyder det.

Vicepræsidenten siger også, at der ikke er “umiddelbare planer om at udvide vores militære tilstedeværelse i Grønland”.

– Men er der generelle mål, vi ønsker at opnå, som kræver, at vi investerer flere ressourcer? Absolut.

Vicepræsidentens hustru, Usha Vance, USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, energiminister Chris Wright samt den republikanske senator Mike Lee er også med på turen.

Sidstnævnte er en stor fortaler for Trumps planer om at få kontrol over Grønland.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]