Seneste nyheder

4. maj 2026

Statsminister Mette Frederiksen besøger Grønland i næste uge

Statsminister Mette Frederiksen (S) besøger Grønland onsdag til fredag i næste uge.

Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Hun skal mødes med Jens-Frederik Nielsen, som er Grønlands nyvalgte regeringschef.

Statsministeren skal også mødes med det kommende Naalakkersuisut, som er den grønlandske regering.

– Grønland har netop været igennem en god demokratisk proces og dannet en bred regering. Det er vigtigt for mig hurtigst muligt at komme på besøg og hilse på den kommende formand for Naalakkersuisut, lyder det fra statsministeren.

Fredag kunne fire partier præsentere en ny, bred regering i Grønland. Det faldt på plads efter ugers forhandlinger.

I spidsen for Naalakkersuisut kommer 33-årige Jens-Frederik Nielsen, formand for partiet Demokraatit, til at stå.

Den brede regering har fundet sammen i en urolig tid, hvor USA’s præsident, Donald Trump, gentagne gange har udtrykt ønske om kontrol over Grønland.

Senest besøgte USA’s vicepræsident, J.D. Vance, Grønland og den amerikanske base Pituffik Space Base fredag.

Vance ankom få timer efter præsentationen af den nye grønlandske regering.

Den nye grønlandske regeringsleder har kaldt amerikanernes besøg “respektløst”.

Mette Frederiksen udtaler lørdag, at grønlændernes håndtering af presset fra USA har “min dybeste respekt”.

– Det er en situation, der kalder på sammenhold på tværs af politiske partier. På tværs af landene i rigsfællesskabet. Og på samarbejde på en respektfuld og ligeværdig måde, lyder det i pressemeddelelsen.

Under besøget i Grønland rettede J.D. Vance kritik mod Danmark og sagde blandt andet, at Danmark “ikke har holdt trit”.

– Vores budskab til Danmark er meget enkelt: I har ikke gjort et godt stykke arbejde for befolkningen i Grønland, sagde Vance.

Den måde at omtale Danmark på er ikke retvisende, sagde Mette Frederiksen efterfølgende.

Danmark er en “god og stærk” allieret, der i mange år har stået side om side med amerikanerne i “meget svære situationer”, lød det fra Frederiksen.

Fra den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), lød det, at “vi er åbne for kritik, men vi sætter ikke pris på den tone, den leveres i”.

– Det er ikke sådan, man taler til sine tætte allierede. Jeg anser stadig Danmark og USA for at være tætte allierede, sagde Løkke i en video delt på sociale medier.

Den danske statsminister besøgte også Grønland for tre år siden. Her ledsagede daværende formand for Naalakkersuisut Múte B. Egede statsministeren.

Han var også med, da Mette Frederiksen sammen med EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, besøgte Grønland i marts sidste år.

Fredag sagde forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) til TV 2, at han planlægger at besøge Grønland inden for få uger.

– Jeg forventer at komme til at besøge min grønlandske kollega Vivian Motzfeldt inden påske, og det gør jeg for at følge op på de mange ting, vi skal samarbejde om, sagde han med henvisning til nye arktiske investeringer.

Kristoffer Olsson rykker hjem for at genoplive karriere

Det bliver ikke i FC Midtjylland, at svenske Kristoffer Olsson får sit comeback til fodbolden.

FCM og Olsson er blevet enige om at ophæve samarbejdet, så Olsson kan vende hjem til Sverige i forsøget på at få gang i karrieren igen og være tættere på familien efter sit lange sygdomsforløb.

Det skriver FCM på klubbens hjemmeside.

– Først og fremmest drømmer jeg stadig om at være fodboldspiller. At kunne træne fuldt ud og mærke, at jeg bidrager til et hold, siger Olsson til fcm.dk.

– For hver uge føler jeg fremskridt, og jeg er mere sulten og motiveret end nogensinde. At få muligheden for at gøre det hjemme i Norrköping, tæt på min familie og mine venner, betyder rigtig meget. Følelsen er den helt rigtige.

20. februar 2024 faldt den svenske profil om i sit hjem, med hvad der viste sig at være blodpropper i hjernen.

Han blev reddet, lå længe i respirator og har siden kæmpet en lang kamp for først at genvinde førlighed og siden genoptræne med henblik på at komme tilbage til grønsværen.

Udsigten til at nå tidligere tiders høje niveau er dog endnu så lange, at Olsson har ønsket at komme hjem til Sverige tættere på familien, hvor han har fået mulighed for at træne med sin tidligere klub Norrköping.

Selv om han ikke længere skal være en del af FCM, har han efterladt et kæmpe aftryk, først på banen og sidenhen også udenfor.

– Hans kamp tilbage har været imponerende. Det er ikke bare en fortælling om sport, men om menneskelig styrke, når livet rammer urimeligt hårdt. Han har vist os alle, hvad mod betyder i praksis, lyder det FCM-fodbolddirektør Kristian Bach Bak.

Det er også med en stor portion vemod, Olsson forlader Heden.

– Jeg vil gerne sige en kæmpe tak til alle i og omkring klubben – og især fansene, lyder det fra den svenske midtbanespiller.

– Da jeg kom tilbage efter sygdommen, vajede et stort flag med mig på stadion. Det er der stadig, og det rører mig dybt. Den støtte og kærlighed, jeg har fået fra fansene og hele klubben, glemmer jeg aldrig.

Olsson vil være til stede på stadion søndag for at tage afsked med fansene, når FCM tager imod Brøndby i Superligaens mesterskabsspil.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hundredtusinder protesterer mod fængsling af Istanbuls borgmester

Hundredtusindvis af tyrkere er lørdag gået på gaden i Tyrkiets største by, Istanbul, for at vise deres modstand mod fængslingen af byens borgmester, Ekrem Imamoglu.

Fængslingen af ham har udløst de største protester, Tyrkiet har oplevet i over ti år.

– Jeg er ikke bange. I står bag mig og ved min side. Jeg er ikke bange, fordi nationen er forenet. Nationen er forenet mod undertrykkeren, skriver Imamoglu i et brev, der blev læst op ved lørdagens store demonstration.

– De kan sætte mig i fængsel og retsforfølge mig, så meget de vil. Nationen har vist, at den vil knuse alle fælder og sammensværgelser, lyder det videre i brevet.

Hundredtusindvis af tyrkere har fulgt oppositionens opfordring til at gå på gaden og vise deres modstand mod fængslingen af Istanbul-borgmesteren, der afventer en retssag for korruption.

Protesterne har været fredelige, men næsten 2000 mennesker er blevet anholdt.

Forud for valget i 2028 er Imamoglu blevet udpeget som præsidentkandidat for sit parti, Det Republikanske Folkeparti (CHP), der er Tyrkiets største oppositionsparti.

Den populære borgmester vurderes at have en god chance for at vinde over Tyrkiets mangeårige præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Både CHP og den øvrige opposition hævder i lighed med menneskerettighedsorganisationer og visse vestlige lande, at sagen mod Imamoglu er politisk motiveret.

De ser det som et forsøg på at fjerne en potentiel trussel mod Erdogans magt.

Den tyrkiske regering afviser at have nogen indflydelse på retsvæsnet og hævder, at domstolene er uafhængige.

Erdogan har affejet protesterne som et “skuespil”. Han advarer om, at der kan komme et retligt efterspil og opfordrer CHP til at stoppe med at “provokere” befolkningen.

Reuters

Trump kræver at europæiske virksomheder sløjfer diversitet

Den amerikanske regering kræver, at store europæiske virksomheder afskaffer ligestillings- og diversitetsinitiativer.

Det oplyser tre unavngivne kilder til mediet Financial Times, som har set brevene. Det skriver Børsen.

Kravene gælder for virksomheder, som leverer ydelser til den amerikanske regering eller det amerikanske udenrigsministerium.

Det fremgår af et brev sendt til virksomhederne af den amerikanske ambassade i Paris samt andre ambassader i europæiske lande.

De amerikanske ambassader har yderligere sendt virksomhederne et spørgeskema, hvori de skal angive, hvordan de vil imødekomme kravene.

– Leverandører til Udenrigsministeriet må certificere, at de ikke opererer med nogen initiativer, der promoverer DEI, som overtræder gældende antidiskriminationslove, står der blandt andet i brevet ifølge Børsen.

DEI er principper, der skal sikre diversitet, lighed og inklusion hos de ansatte på arbejdspladser.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har forsøgt helt at forbyde DEI-programmer i USA’s føderale agenturer.

I februar blev præsidentens forbud blokeret af distriktsdommer Adam Abelson. Dommeren vurderede, at forbuddet var i strid med den første tillægsparagraf i den amerikanske forfatning.

Paragraffen sikrer religionsfrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og pressefrihed.

Trump-administrationen valgte at appellere Adam Abelsons blokering af forbuddet. Den appelsag er endnu ikke afgjort.

Indtil appelsagen er afgjort, vil forbuddet mod DEI-praksis fortsat gælde.

Rådgivningsdirektør i erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI) Kinga Szabo Christensen siger i en skriftlig kommentar, at “noget tyder på, at der nu kommer lovgivning, som danske virksomheder kan blive tvunget til at overholde”.

Dermed går danske virksomheder i USA “svære tider i møde”.

– I DI tager vi kraftig afstand fra Trumps retning, og det bør ikke betyde, at danske virksomheder sænker niveauet på ambitionerne om diversitet og inklusion på arbejdspladsen, lyder det.

I Paris meddeler det franske handelsministerium, at det finder USA’s indblanding helt “uacceptabel”.

I forvejen er der vrede i Frankrig over Trumps trusler om at forhøje tolden på en række varer fra Europa, blandt andet 200 procent ekstra told på champagne.

– Amerikansk indblanding i franske virksomheders politik om inklusion er uacceptabel, lige som de uberettigede toldsatser er det, meddeler ministeriet til det franske nyhedsbureau AFP.

– Frankrig og Europa vil forsvare deres virksomheder, deres forbrugere samt deres værdier.

Økonomiminister Eric Lombards kontor meddeler, at brevet fra Washington D.C. “afspejler den nye amerikanske administrations værdier”.

– Det er ikke vores. Og det vil ministeren minde sine amerikanske modparter om.

1600 meldes døde efter jordskælv i Myanmar – stor mangel på nødhjælp

Et jordskælv, der fredag ramte Myanmar og Thailand, har indtil videre kostet flere end 1600 mennesker livet i Myanmar.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Tidligere på dagen blev antallet af døde opgjort til mindst 1002 personer.

Jordskælvet, der blev målt til en styrke på 7,7, havde sit epicenter nær Myanmars næststørste by, Mandalay, med omkring 1,5 millioner mennesker.

Lørdag eftermiddag – 24 timer efter de voldsomme rystelser – fortæller en anonym nødhjælpsmedarbejder til mediet BBC, hvordan overlevendes råb om hjælp stadig kan høres inde fra de sammenstyrtede bygninger.

Foruden sammenstyrtede bygninger er broer kollapset og veje ødelagt i store dele af landet, der ligger i det sydøstlige Asien.

Der venter en enorm opgave med at skaffe nødhjælpsforsyninger ind i landet, lyder det fra generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Jonas Nøddekær.

– Der mangler rent drikkevand og strøm, og der er ikke adgang til internet eller mobiltelefonnetværk, hvilket gør det svært at få informationer.

– Så mangler der husly for dem, der har fået ødelagt deres huse, og så mangler der i virkeligheden basal mad, siger Jonas Nøddekær til Ritzau.

Jordskælvet kunne også mærkes i flere nabolande, herunder Thailand hvor 10 personer ifølge AFP er bekræftet døde.

Myanmar har gennem de seneste år været præget af uroligheder og sammenstød mellem landets militærstyre og oprørsgrupper.

I 2021 tog militæret magten i landet efter et ti år langt forsøg med demokrati.

Militæret kæmper på flere fronter mod væbnede grupper, der har samlet sig i kampen mod styret.

Lederen af landets militærjunta, Min Aung Hlaing, kom fredag med en sjælden bøn om hjælp og donationer fra “ethvert land”.

Tidligere har landets militærjunta undsagt sig udenlandsk hjælp – også efter naturkatastrofer.

Den omstændighed kan muligvis lette arbejdet med at få nødhjælpsforsyninger frem, lyder det fra Jonas Nøddekær.

– Vi afventer så og ser, hvad det betyder i forhold til adgang. Særligt til de områder, som de (militærjuntaen, red.) ikke kontrollerer. Og det får vi nok først at se over de kommende uger, vil jeg sige, siger Jonas Nøddekær.

37-årig mand fængsles for at stalke ekskæreste

En 37-årig mand mistænkes for at have stalket sin ekskæreste med adskillige telefonopringninger, beskeder og ved at dukke op hos hende.

Det fortæller advokaturchef hos Københavns Politi Henrik Bergquist, som lørdag mødte som anklager i Retten på Frederiksberg.

Her krævede han manden varetægtsfængslet, hvilket dommeren fulgte. Den mistænkte blev varetægtsfængslet i foreløbigt 26 dage, da der er risiko for, at han vil gentage de påståede forbrydelser.

Foruden stalking sigtes manden også for at have brudt et tilhold, som han havde mod at kontakte kvinden. Desuden sigtes han for at have udsat hende for vold.

Ifølge Ekstra Bladet, som lørdag var til stede i retten, har manden blandt andet kravlet op på ekskærestens altan og knust en rude for at få adgang til hendes lejlighed.

Mediet skriver, at manden nægter sig skyldig i to af forholdene, der omhandler vold, ligesom han nægter sig skyldig i at have overtrådt tilholdet.

Sigtelsen mod manden dækker over forhold, der skal have fundet sted i perioden fra december 2024 til marts 2025, skriver Ekstra Bladet.

Københavns Politi oplyser på det sociale medie X, at manden blev anholdt fredag “efter en intens efterforskning”.

– Københavns Politi tager denne type af anmeldelser om stalking meget seriøst, skriver politiet.

Foreninger opfordres til at være på vagt over for telefonsvindlere

Foreninger bør være på vagt over for telefonsvindel, lyder det fra DGI i en pressemeddelelse.

Det sker, efter at det for nyligt lykkedes svindlere at franarre den aarhusianske idrætsforening Lystrup IF Gymnastik og Fitness over én million kroner.

Det skete, da svindlere kontaktede en frivillig fra foreningen og manipulerede personen til at overføre et stort beløb fra foreningens bankkonto.

– Det er en forfærdelig sag for foreningen, og det er forfærdeligt, at skrupelløse svindlere også går efter frivillige foreninger, siger direktør i DGI Østjylland Bjørn Ruben Pedersen.

– Når vi mødes i foreningerne, så handler det jo om fællesskabet og om at have det sjovt med idrætsaktiviteterne, og pludselig som her bliver frivillige ofre for en forbrydelse, siger han.

Lystrup IF Gymnastik og Fitness har omkring 1400 medlemmer og 110 frivillige.

Formand for foreningen Helle Klüwer siger, at foreningen står i en svær situation som følge af svindlen.

– Lige nu ved vi helt ærligt ikke, hvad vi skal gøre for at kunne udbetale omkostningsgodtgørelser til vores frivillige eller betale husleje, siger hun i meddelelsen.

Foreningens frivillige plejer at få blomster ved forårets gymnastikopvisning, men det bliver der ifølge bestyrelsesformanden ikke råd til i år.

DGI’s advokat, Steen F. Andersen, kalder sagen fra Lystrup IF Gymnastik og Fitness for “ulykkelig”.

Han advarer samtidig alle foreningsmedlemmer om at være på vagt, hvis de bliver ringet op af personer, der foreslår pengeoverførsler eller beder om adgang til personlige oplysninger.

DGI anbefaler, at alle foreninger bruger to-personers-godkendelse, når der skal overføres penge fra en forenings konto. Det vil sige, at to forskellige personer skal godkende overførslen.

– En del foreninger vil pege på, at to-personers-godkendelse er mere besværlig.

– Men det er en klar opfordring fra DGI, blandt andet fordi det kan være med til at forhindre svindel, siger Steen F. Andersen.

Kampsimulation skal træne danske soldater

Danske soldater kan fremover blive trænet mere virkelighedsnært af laserudstyr, der simulerer kamp.

Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Det bidrager ifølge forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) til en bedre kvalitet af soldaternes træning og skaber en hurtigere opbygning af Forsvarets kampkraft.

– Det nye udstyr betyder, at vores soldater kan uddanne og træne langt mere virkelighedsnært. Det er godt, for det giver ikke bare bedre træning, men også mere kampkraft, siger Troels Lund Poulsen.

Simulationssystemet bidrager til at simulere kamp i terræn. Det gør man ved at montere laserudstyr på soldaterne og på køretøj, som kan detektere, når der affyres et simuleret skud.

Det er tale om et laser-duel-system, som udruster en kampbataljon på cirka 1000 mand og 200 køretøjer.

– I-LDS er et moderne simulationssystem bestående af blandt andet lasere og sensorer, der kan monteres på soldater, køretøjer og våben. Systemet giver et meget realistisk billede af, hvorvidt soldaten har ramt og nedkæmpet sit mål, siger hærchef Peter Boysen i pressemeddelelsen.

Han forklarer også, at systemet er så præcist, at det simulerer håndgranater.

– Selv effekten af artilleribeskydning, håndgranater og miner kan simuleres realistisk med I-LDS, siger Peter Boysen.

Systemet er ifølge pressemeddelelsen anskaffet på baggrund af observationer og erfaringer fra Hærens besøg i Ukraine.

Danmark har hjulpet Ukraine med materiel og træning, og det har resulteret i tilbagemeldinger, som hjælper det danske forsvar til at forstå, hvad de har brug for herhjemme eller i forhold til at hjælpe Ukraine.

Den tilbagemelding har ifølge Peter Boysen understreget et behov for at gennemføre en mere realistisk uddannelse af de danske soldater, som det nye system giver mulighed for.

Systemet er anskaffet på forsvarschefens anbefaling med henblik på at opbygge kampkraft hurtigere.

Der er afsat cirka 600 millioner kroner til projektet, som finansieres med midler fra Accelerationsfonden.

Regeringen etablerede Accelerationsfonden på 50 milliarder kroner tidligere på året. Den er lavet med henblik på oprustning af Danmarks forsvar.

Flere hundrede demonstrerede mod amerikansk pres mod Grønland

Flere hundrede mennesker deltog i en demonstration lørdag foran den amerikanske ambassade på Østerbro i København.

Det skete under parolen “Grønland tilhører grønlænderne”.

På billeder fra demonstrationen kunne man se bannere med udsagn som “Grønland er ikke til salg” og “Back off, USA”.

Demonstrationen kommer, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, flere gange har givet udtryk for, at USA vil have kontrol med Grønland.

Det er et uacceptabelt pres, der lægges på både Grønland og Danmark, lyder det fra en af arrangørerne, Karen Littauer.

– Trump prøver at splitte Danmark og Grønland. Men det skal vi ikke hoppe på. Vi skal i stedet holde sammen.

– Det synes jeg, vi har vist med demonstrationen i dag, hvor både danskere og grønlændere har deltaget side om side og sendt et klart signal om, at vi står sammen, siger Karen Littauer.

USA’s vicepræsident, J.D. Vance, besøgte fredag sammen med sin hustru den amerikanske militærbase Pituffik Space Base i det nordvestlige Grønland.

Her rettede vicepræsidenten kraftig kritik mod Danmark.

– Vores budskab til Danmark er meget enkelt: I har ikke gjort et godt stykke arbejde for befolkningen i Grønland, lød det blandt andet fra Vance.

Vicepræsidenten, der var ledsaget af blandt andre USA’s nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz, sagde også, at “vi respekterer grønlændernes ret til selvbestemmelse”.

– Vi tror på selvbestemmelse. Men det vil være bedre for Grønland at komme under USA’s sikkerhedsparaply, end de har været under Danmarks sikkerhed, lød det.

USA’s ambassade i Danmark skrev forud for demonstrationen på sin hjemmeside, at en demonstration mod “amerikansk politik” ville finde sted foran ambassaden.

– Hold lav profil og undgå forsamlinger, lød rådet til amerikanske statsborgere.

Vagtchefen ved Københavns Politi oplyser til Ritzau lørdag eftermiddag, at demonstrationen forløb i “god ro og orden”.

Ved lørdagens demonstration var der taler fra blandt andre den tidligere socialdemokratiske minister og forhenværende formand for FN’s Generalforsamling Mogens Lykketoft.

Derudover talte folketingsmedlemmerne Pelle Dragsted og Sascha Faxe fra henholdsvis Enhedslisten og Alternativet.

Også i Aarhus var der indkaldt til støttedemonstration for Grønland. Her var det studenterforeningen Avalak, der stod bag arrangementet, som ifølge TV2 Østjylland trak flere hundrede deltagere.

Nødhjælpsarbejder i Myanmar: Flere fanget i kollapsede bygninger

24 timer efter et voldsomt jordkælv har ramt Myanmar, kan overlevendes råb om hjælp stadig høres inde fra de kollapsede bygninger.

Det fortæller en anonym nødhjælpsarbejde til BBC.

– Vi forsøger stadig at trække resten af de fangede mennesker ud, men vi har brug for store maskiner. De råber stadig, og vi kan stadig høre deres stemmer, men vi kan ikke vide, hvor de er.

I Mandalay, der er Myanmars næststørste by med over 1,7 millioner indbyggere, er flere bygninger ødelagt efter jordskælvet.

En af de bygninger, der frygtes hårdest ramt, er Sky Villa Condominium. Den 12-etagers høje bygning er kollapset til seks etager under naturkatastrofen.

Det fortæller en anonym Røde Kors-nødhjælpsarbejder til AFP.

Ifølge nødhjælpsarbejderen er 44 personer blevet trukket ud af bygningen i live, mens ni er døde. Mere end 90 mennesker menes stadig er være fanget i bygningen.

– Vi indsamler stadig data, eftersom folk informerer os om, at de leder efter deres savnede familiemedlemmer, siger Røde Kors-arbejderen til mediet.

Jordskælvet, der er målt til en styrke på 7,7, havde sit epicenter nær Mandalay. Det ramte fredag eftermiddag lokal tid. Få minutter senere ramte et efterskælv med en styrke på 6,7.

Foruden sammenstyrtede bygninger er broer kollapset og veje ødelagte i store dele af landet, der ligger i det sydøstlige Asien.

Det officielle dødstal har ifølge landets militærstyre passeret 1000, men antallet forventes at stige betydeligt.

Jordskælvet kunne også mærkes i flere nabolande herunder Thailand, hvor 10 personer ifølge AFP er bekræftet døde.

Myanmar har gennem de seneste år været præget af uroligheder og sammenstød mellem landets militærstyre og oprørsgrupper.

I 2021 tog militæret magten i landet efter et ti år langt forsøg med demokrati.

Den civile regering ledet af Aung San Suu Kyis parti, NLD, blev afsat, og sikkerhedsstyrker slog hårdt ned på demonstranter.

Militæret kæmper på flere fronter mod væbnede grupper, der har samlet sig i kampen mod styret.

Kaptajnen Nørgaard tager to år mere i Brentford

Christian Nørgaard bliver i Brentford lidt endnu.

Den danske landsholdsspiller, som er anfører i den engelske Premier League-klub, har nemlig forlænget den kontrakt, som ellers stod til udløb til sommer.

Det oplyser Brentford på sin hjemmeside lørdag.

31-årige Christian Nørgaard og klubben fra det vestlige London har nu papir på hinanden frem til sommeren 2027.

– Det var en no brainer for os og Christian. Han har været en afgørende del af den fantastiske rejse, vi har været på de seneste seks år. Han er vores kaptajn og en af vores vigtigste spillere, siger klubbens danske træner, Thomas Frank.

Christian Nørgaard kom til Brentford fra Fiorentina i 2019, da englænderne endnu spillede i den næstbedste række. Siden fulgte en oprykning til Premier League, hvor Brentford nu har etableret sig.

I løbet af de omtrent seks år i Brentford har Christian Nørgaard spillet 187 kampe.

Med kontraktudløb til sommer havde Christian Nørgaard mulighed for at afprøve andre muligheder, men har altså valgt at blive i London. Og det er der flere gode grunde til.

– Vigtigst af alt føler jeg mig tryg her. Her er et miljø, som jeg nyder at være i, og min familie elsker at bo i det vestlige London. Hvis de ikke er glade, så kan jeg ikke præstere, siger Nørgaard.

– Og så nyder jeg ansvaret og den rolle, jeg har i klubben. Jeg har været i andre klubber, hvor jeg ikke spillede så meget, så bare det at spille fodbold er noget, man bør sætte pris på.

– Hele trænerstaben er fantastisk at arbejde med, og det har også spillet en rolle i mit valg, siger Christian Nørgaard.

Han fortæller desuden, at han drømmer om at vinde noget med Brentford eller sikre klubben en plads i en af de europæiske turneringer.

Christian Nørgaard fik sit store gennembrud i Danmark, da han 2013 til 2018 tørnede ud for Brøndby med stor autoritet.

Succesen i udkanten af København førte til et skifte til Fiorentina i Italien, men det ophold blev dog langtfra nogen succes.

Allerede efter et år takkede han ja, da han fik muligheden i Brentford, hvor hans tidligere Brøndby-træner Thomas Frank var blevet cheftræner året forinden.

I 2020 fik Christian Nørgaard debut på det danske landshold og har siden spillet 34 kampe i rødt og hvidt. Senest var han i startopstillingen til begge Nations League-kvartfinaler mod Portugal.

Liberal Alliance affejer skatte-kritik som misundelse og smålighed

Der er tale om “misundelse” og “smålighed”, når Liberal Alliance kritiseres for at favorisere overklassen med skattelettelser på bekostning af underklassen.

Det siger Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh, på partiets landsmøde lørdag i Vejle.

– I politik sker der det magiske, at smålighed og misundelse bliver til en dyd, og her hedder det ikke “brokkerøve”, men “socialister” og “socialdemokrater”, siger han.

Liberal Alliance har i ugen op til landsmødet lanceret en større økonomisk plan, der vil give skattelettelser for over 40 milliarder kroner, samtidig med at udgifterne til Danmarks forsvar skal stige markant.

Finansieringskilderne er blandt andet at skære i dagpengeperioden og udviklingsbistanden.

Det har fået Socialdemokratiet til at kritisere partiet for at føre en skæv og socialt uretfærdig politik.

Finansminister Nicolai Wammen (S) er gået ud i flere aviser for at kritisere Liberal Alliances politik.

Han har fået sit system til at regne på partiets skattelettelser, og resultatet har næsten gjort Wammen mundlam, lyder det.

– At de 100 rigeste i Danmark får en skattelettelse på 12 millioner kroner (hver, red.), samtidig med at man skal lave massive nedskæringer på det danske velfærdssamfund, det er en meget uklog plan. Det er ultraliberalt. Det er så mørkeblåt, som det kan blive, siger Wammen til Politiken.

På landsmødet i Vejle har Alex Vanopslagh noteret sig kritikken.

– Jeg har set, at Socialdemokratiet fjoller rundt på sociale medier med at kalde ethvert forslag, som styrker dansk konkurrenceevne, for Rolex-reformer, siger Alex Vanopslagh.

Han mener, at kritikken er udtryk for en misundelseskultur.

– Det kunne være fint med lidt mere seriøsitet fra statsministerpartiet.

Viktor Axelsen skal opereres i ryggen

Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen skal opereres i ryggen og kommer til at holde nogle ugers pause.

Det skriver han i en story på Instagram.

Han går dermed glip af EM på dansk grund og Sudirman Cup, som er VM for blandede hold, bekræfter han over for TV 2 Sport.

Viktor Axelsen røg i midten af marts ud af All England allerede i første runde og afslørede efterfølgende, at han gennem længere tid havde døjet med smerter i blandt andet ryggen. Og det gør han nu noget ved.

I næste uge skal han under kniven.

– Det betyder, at jeg skal bruge et par uger på genoptræning efter operationen, men jeg er sikker på, at jeg kommer stærkere tilbage.

– Jeg har stadig masser af badminton i mig, og jeg er fuldt ud indstillet på at gøre alt for at komme tilbage på banen på mit bedste niveau, skriver Viktor Axelsen på Instagram.

Allerede inden lørdagens udmelding havde OL-guldvinderen proklameret, at man godt kunne forvente, at han ville komme til at holde en længere pause.

Det ligger nu helt fast, og de danske arrangører af EM i Horsens kan dermed ikke bruge den allerstørste stjerne som trækplaster til turneringen, som begynder 8. april.

Danmarks chancer ved VM for blandede hold er desuden forringet med Viktor Axelsens afbud. Danmark er havnet i en svær gruppe med Indonesien, Indien og England ved turneringen, som begynder 27. april i Kina.

I Badminton Danmark har man respekt for Viktor Axelsens beslutning om at blive opereret, selv om landsholdet nu må undvære sit stærkeste kort.

– Vi er naturligvis ærgerlige over ikke at have Viktor med hverken til EM eller VM, men det vigtigste er, at han bliver rask igen, siger sportschef Jens Meibom ifølge forbundets hjemmeside.

– Derfor har vi naturligvis fuld forståelse for, at han har valgt at få en operation og forhåbentlig får bugt med sine rygproblemer, så vi atter kan se ham i topform på banen igen, lyder det.

Raketopsendelse fra Norge udskudt igen

En raketopsendelse fra Andøya i Nordnorge er endnu engang udsat.

Det skriver Isar Aerospace, et München-baserede rumfirma, der står bag opsendelsen, på dets hjemmeside.

Opsendelsen er en testflyvning af firmaets raket kaldet “Spectrum”, som er bygget til at sende satellitter i kredsløb om Jorden.

Efter planen skulle opsendelsen allerede være sket mandag, men flere gange i løbet af ugen er den blevet udskudt.

Ifølge Isar Aerospace sker forsinkelserne på grund af dårlige vejrforhold.

Næste forsøg på opsendelse vil ifølge rumfirmaet være søndag den 30. marts.

“Spectrum”-raketten er 28 meter høj, måler to meter i diameter og har et lastrum med en kapacitet på op til ét ton.

Under testflyvningen vil raketten dog ikke bære nogen last.

Ifølge Daniel Metzler, der er en af grundlæggerne og administrerende direktør for Isar Aerospace, vil det være en succes, hvis blot raketten kommer i luften.

– Hvert sekund vi flyver er værdifuldt, fordi vi indsamler data og erfaring, siger Metzler til nyhedsbureauet AFP.

Over for nyhedsbureauet forklarer rumfirmaets direktør, at de ikke forventer, at “Spectrum” vil nå i kredsløb om Jorden ved første testopsendelse.

– Faktisk har intet firma endnu formået at sætte sin første orbitale løfteraket i kredsløb, siger han til mediet og tilføjer, at den amerikanske tech-milliardær Elon Musks rumfirma, SpaceX, brugte fire forsøg.

– Vi vil være hurtigere.

Testflyvningen, hvis den lykkedes, vil ifølge det norske nyhedsbureau NTB være den første opsendelse af en orbital løfteraket fra det europæiske fastland.

Ligeledes vil det være den første opskydning af en sådan raket fra det norske rumcenter Andøya Spacesport.

Danmark anskaffer hundredvis af søminer – de første leveres i 2027

Danmark anskaffer flere hundrede søminer, som ventes leveret om to til fire år.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet.

Søminerne skal bidrage til Forsvarets evne til at kontrollere og blokere adgangen til danske farvande.

Anskaffelsen øger Forsvarets kampkraft og finansieres med midler fra Accelerationsfonden, skriver Forsvarsministeriet.

– Anskaffelsen af flere hundrede søminer styrker vores forsvar i de indre danske farvande. Det er afgørende set i lyset af den aktuelle sikkerhedspolitiske situation, hvor Danmarks geografiske placering spiller en central rolle.

– Jeg er glad for, at der nu leveres på endnu en efterspurgt kapacitet, der vil styrke søværnet, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen i pressemeddelelsen.

Søminerne anskaffes på baggrund af forsvarschefens anbefaling og forventes leveret i perioden 2027-2029.

Søminerne vil ifølge Forsvarsministeriet være et nyttigt element i Danmarks bidrag til Natos samlede forsvar og afskrækkelse i regionen.

Medier: Vaccinechef stopper og beskylder minister for at lyve

Vaccinechefen i USA’s fødevare- og lægemiddelstyrelse (FDA), Peter Marks, har fredag sagt op og beskylder USA’s sundhedsminister, Robert F. Kennedy Jr. for “løgne” og “misinformation”.

Det beretter aviserne Wall Street Journal og New York Times, der er i besiddelse af Peter Marks’ opsigelsesbrev.

Peter Marks skriver, at han ikke kan arbejde under Robert F. Kennedy Jr., der er kendt for være skeptisk over for vacciner.

– Det er blevet klart, at sandhed og gennemsigtighed ikke ønskes af ministeren, som snarere ønsker underdanig bekræftelse af sin misinformation og sine løgne, skriver Peter Marks.

Vaccinechefen har været ansat i FDA siden 2012 og var blandt andet involveret i udrulningen af vacciner i USA under coronapandemien.

Han skriver, at “den videnskabelige sandhed er kommet under et hidtil uset angreb” under Kennedy Jr.

En unavngiven kilde med kendskab til opsigelsen fortæller til New York Times, at Marks har sagt op, da han fredag eftermiddag blev bedt om at flytte til en anden stilling i Sundhedsministeriet.

Det medførte i januar en del kritik, da præsident Donald Trump udnævnte den 71-årige Robert F. Kennedy Jr. til sundhedsminister.

Kennedy Jr. har flere gange vakt opsigt med vaccineskeptiske udtalelser og konspirationsteorier. Han har desuden flere gange hævdet, at der er sammenhæng mellem vacciner og autisme.

Over for CNN kaldte læger og sundhedseksperter udnævnelsen af Kennedy for “et ekstraordinært dårligt valg” og “skræmmende” og pegede særligt på Kennedys udtalelser om vacciner.

75 tidligere nobelprisvindere opfordrede i et brev, der blev bragt i New York Times, medlemmerne af USA’s senat til at blokere for, at Kennedy Jr. blev udnævnt til sundhedsminister.

Kennedy lovede før udnævnelsen, at han trods sine overbevisninger “ikke ville tage vaccinerne fra nogen”.

Robert F. Kennedy Jr. stillede op som uafhængig kandidat ved det amerikanske præsidentvalg, men valgte under valgkampen at droppe ud af ræset og støtte Donald Trump.

AFP

Over 1000 meldes døde i Myanmar efter jordskælv

Mindst 1002 personer har mistet livet som følge af et jordskælv i Myanmar fredag.

Det oplyser landets militærjunta tidligt lørdag morgen i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Mindst 2376 personer er desuden tilskadekomne.

Jordskælvet ramte tidligt fredag og er blevet målt til at have en beregnet størrelse på 7,7.

Jordskælvet havde sit epicenter tæt på Myanmars næststørste by, Mandalay, hvor der bor omkring 1,5 millioner mennesker.

Tidligere på natten oplyste Myanmars militærjunta, at mindst 694 personer havde mistet livet.

I både Thailand og Kina mærkede man rystelserne fredag.

I Thailands hovedstad, Bangkok, er mindst ti personer døde. De fleste mistede livet i forbindelse med, at en bygning, der var i gang med at blive opført, kollapsede.

Det oplyser guvernør i Bangkok Chadchart Sittiput ifølge AFP.

Selv om rystelserne også kunne mærkes i dele af Kina, er der ingen meldingerne om omkomne kinesiske statsborgere. Det oplyser Kinas udenrigsministerium natten til lørdag ifølge Reuters.

Min Aung Hlaing opfordrer natten til lørdag til, at der iværksættes hurtige redningsaktioner i de områder af landet, der er berørt af jordskælvet. Det fremgår ifølge Reuters af en udtalelse fra juntalederen.

Fredag opfordrede Hlaing “ethvert land” til at yde hjælp og donationer som følge af jordskælvet.

Han sagde, at han har åbnet ruter til international støtte og har taget imod tilbud om hjælp fra Indien og den sydøstasiatiske samarbejdsorganisation Asean.

Ifølge Reuters har USA’s Geologiske Undersøgelse (USGS) vurderet, at antallet af døde kan nå op på mellem 10.000 og 100.000.

Tidligere fredag oplyste Udenrigsministeriet til Ritzau, at det ikke havde kendskab til danskere, som er kommet alvorligt til skade i forbindelse med jordskælvet.

Fredag omkring klokken 12 var 3250 personer tilmeldt Danskerlisten i Thailand og 15 i Myanmar.

Der bor over 50 millioner mennesker i Myanmar. Militærstyret tog magten i landet ved et kup i februar 2021.

Dansk golfspiller holder fast i andenpladsen i Arizona

Golfspilleren Nanna Koerstz Madsen holder fast i andenpladsen ved LPGA Tour-turneringen Ford Championship i Arizona.

Fredag fulgte danskeren fornemt op på torsdagens drømmeåbning, da hun gik anden runde i 68 slag – det svarer til fire under par.

Torsdag kom danskeren de 18 huller rundt på 64 slag, hvilket betyder, at Koerstz Madsen samlet er 12 slag under par efter de to første turneringsdage.

Kun amerikaneren Lilia Vu har gjort det bedre.

Lilia Vu er samlet 14 slag under par inden de to finalerunder, der spilles lørdag og søndag.

Amerikaneren har dermed et forspring på to slag ned til en forfølgerkvartet, der deles om andenpladsen. Her er Koerstz Madsen den ene.

Turneringens anden danske deltager, Emily Kristine Pedersen, indtager en 36.-plads og har otte slag op til Lilia Vu på førstepladsen.

Præmiepuljen i Ford Championship er på 2,25 millioner dollar, hvilket svarer til cirka 15,6 millioner kroner.

Vinderen scorer cirka 2,3 millioner kroner.

Trump-administration er klar med plan for lukning af USAID

Administrationen under den amerikanske præsident, Donald Trump, meddelte fredag Kongressen, at man vil nedlægge stort set alle stillinger i det amerikanske agentur for udviklingsbistand, USAID, og lukke agenturet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Flere tusinde af agenturets medarbejdere har modtaget et internt notat, hvor det fremgår, at alle ikke lovbestemte stillinger, vil blive nedlagt i juli og september.

Notatet, som Reuters er i besiddelse af, er blevet sendt til agenturets medarbejdere af USAID’s fungerende vicedirektør, Jeremy Lewin. Han er desuden en del af Departement for Regeringseffektivitet (Doge), som rigmanden Elon Musk står i spidsen for.

Det amerikanske udenrigsministerium oplyste fredag Kongressen om nedskæringerne i et notat.

Her fremgår det, at USAID’s missioner vil blive lukket ned over hele verden, og at agenturets resterende funktioner vil blive lagt ind under udenrigsministeriet.

– Desværre afveg USAID fra sin oprindelige opgave for længe siden. Som følge af det var resultaterne for få og omkostningerne for store, skriver USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, i notatet ifølge AFP.

Kort efter sin indsættelse som præsident den 20. januar satte Trump al udviklingsbistand på pause i 90 dage. Det har skabt frygt og bekymring for, hvordan landets bidrag til verdens trængte lande kommer til at se ud fremover.

I 2023 modtog 70 af de 77 lande, som Verdensbanken karakteriserer som værende lav- og mellemindkomstlande, bistand fra USAID.

Det skriver AFP på baggrund af en rapport fra Congressional Research Service (CRS), der blandt andet leverer analyser til medlemmer af Kongressen i USA.

Samme år udbetalte USA 72 milliarder dollar – det svarer til omkring 520 milliarder kroner – i bistand.

USAID har historisk set spillet også en stor rolle i koordinering af katastrofehjælp.

Tidligt fredag morgen ramte et jordskælv med en beregnet styrke på 7,7 i Myanmar.

Mindst 144 personer meldes døde. Derudover meldes der om 732 tilskadekomne.

Trump har lovet, at USA ville hjælpe Myanmar efter jordskælvet. Det skriver AFP.

– Det er forfærdeligt, sagde Trump til journalister i Det Ovale Kontor fredag.

– Det er virkelig slemt, og vi vil gerne hjælpe. Vi har allerede talt med landet, tilføjede præsidenten.

Trump laver gerne aftaler med lande der vil undgå importtold

USA’s præsident, Donald Trump, er åben over for at indgå individuelle aftaler med lande, der ønsker at undgå amerikansk importtold.

Det siger Trump fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Om bord på præsidentflyet, Air Force One, oplyser præsidenten til flere journalister, at flere lande, deriblandt Storbritannien, har henvendt sig for at indgå aftaler.

– De ønsker at indgå aftaler. Det er muligt, hvis vi kan få noget til gengæld, siger Trump.

– Jeg er helt sikkert åben over for det, lyder det videre.

USA indfører fra 2. april en såkaldt “gengældelsestold” på importerede varer fra en række lande.

EU bliver eksempelvis ramt af en told på 25 procent på biler, der eksporteres til USA. I forvejen har den amerikanske præsident lagt samme toldsats på stål og aluminium fra EU.

Donald Trump vurderer ikke, at det er muligt at indgå toldaftaler, før den næste omgang af gengældelsestold rulles ud i næste uge.

– Nej, det bliver sandsynligvis senere. Det er en proces, siger præsidenten.

Trump oplyser desuden, at han inden længe vil annoncere en told rettet mod medicinalindustrien. Han afviser at komme med yderligere detaljer om dato og toldsats.

EU-Kommissionen har som modsvar på den amerikanske told valgt at lægge told på varer fra USA for 26 milliarder euro. Det svarer til knap 194 milliarder kroner.

Det var oprindeligt meningen, at EU-tolden skulle træde i kraft 1. april, men den er blevet udsat med to uger.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, sagde i sidste uge på et møde i Bruxelles, at hun håber på, at EU kan lave en forhandlingsløsning med Trump.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]