Seneste nyheder

1. maj 2026

16 personer er døde efter tornadoer og oversvømmelser i USA

Mindst 16 personer har mistet livet i forbindelse med voldsomt vejr i USA.

Det oplyser lokale myndigheder.

Flere storme i en linje fra delstaten Arkansas til Ohio har i de seneste dage beskadiget bygninger, oversvømmet veje og medført en lang række tornadoer.

Den amerikanske delstat Tennessee er indtil videre været hårdest ramt. Mindst 10 personer har mistet livet i den vestlige del af staten.

Andy Beshear, som er guvernør i delstaten Kentucky, oplyser, at to personer er døde. Et af dem er et barn, som blev skyllet væk af vandmasser, lyder det.

Et femårigt barn er også fundet død i sit hjem i delstaten Arkansas. Ifølge beredskabet har det relation til det igangværende voldsomme vejr.

Den amerikanske nationale vejrtjeneste (NWS) forventer, at der vil komme yderligere større oversvømmelser søndag.

Samtidig advarer myndighederne om, at både liv og bygninger er i stor fare, lyder det.

Lørdag lød det fra NWS, at der var en risiko for, at der kunne dannes nye moderate til alvorlige tornadoer ligesom alvorligt tordenvejr.

Andy Beshear advarer om, at der i mange byer i Kentucky er rekordstore oversvømmelser. Han opfordrer samtidig til at undgå at rejse og til aldrig at køre i vand.

Sidste år blev der sat rekord for høje temperaturer i USA, og landet blev ramt af en lang række tornadoer og ødelæggende orkaner.

Så sent som i midten af marts blev flere amerikanske delstater ramt af uvejr, som kostede 33 mennesker livet.

AFP

Verstappen bryder McLaren-dominans med sejr i Japan

Efter McLaren-duoen Lando Norris og Oscar Piastri har delt årets to første Formel 1-grandprixer mellem sig, brød Red Bulls Max Verstappen søndag den dominans.

Hollænderen, der har vundet verdensmesterskabet i de seneste fire år, startede søndag morgen dansk tid grandprixet i Japan i pole position, og 27-årige Verstappen slap aldrig førersædet.

Det er fjerde år i træk, at Verstappen vinder det japanske grandprix i Suzuka.

Norris og Piastri endte lige efter på henholdsvis anden- og tredjepladsen. Duoen jagtede grandprixet igennem hollænderne, men havde ikke den nødvendige fart i bilen til at hente Verstappen.

Dermed blev hollænderens fremragende kvalifikation lørdag afgørende.

Med sejren haler Verstappen ind på Norris i den samlede VM-stilling. McLaren-briten fører med 62 point, mens Red Bull-køreren er lige efter med 61 point.

Mercedes’ George Russell, der er blevet nummer tre i sæsonens to første grandprixer, sluttede på en femteplads i Japan. Dermed overtager Piastri tredjepladsen i den samlede VM-stilling.

I søndagens grandprix jagtede McLaren-duoen Verstappen gennem samtlige 53 omgange på den 5,807 kilometer lange bane, der var svær at overhale på.

Tættest på var britiske Norris i forbindelse med et dramatisk pitstop efter 22 omgange.

Verstappen og Norris kørte i pit samtidig. I udkørslen kom Norris ud på siden af hollænderen og forsøgte at overhale, men blev afvist og endte i græsset.

Derfra indledte McLaren-duoen en intens jagt på førstepladsen.

Afstanden var dog hele tiden på mellem et og to sekunder op til Verstappen, og da Verstappen holdt farten og kørte lige så hurtigt som den jagtende duo, kom de aldrig tættere på.

At banen i Suzuka var svær at overhale på, viste sig også på resultatet. De seks øverste endte på samme placering, som i kvalifikationen lørdag.

Næste opgave for Formel 1-kørerne er i næste weekend, hvor sæsonens fjerde grandprix venter i Bahrain.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Barn smittet med mæslinger mister livet i Texas

Et barn i den amerikanske delstat Texas formodes at være død som følge af smitte med mæslinger.

Det oplyser det amerikanske sundhedsministerium sent lørdag, skriver mediet NBC.

Den nøjagtige dødsårsag bliver fortsat undersøgt, lyder det videre. Hvis dødsårsagen bekræftes, vil det være det andet dødsfald forårsaget af mæslinger blandt børn i USA i år.

Derudover er en person fra delstaten New Mexico også mistænkt for at være død som følge af mæslinger, skriver NBC.

Sundhedsminister Robert F. Kennedy Jr. ventes at deltage i barnets begravelse, der foregår søndag, skriver NBC.

Ifølge mediet Axios er der ikke mange detaljer om turen fremme i offentligheden.

Udbruddet med mæslinger begyndte i januar i Texas og har sidenhen spredt sig til flere delstater.

Fredag oplyste sundhedsmyndighederne i Texas, at man har haft 481 tilfælde af smittede med mæslinger.

Sygdommen kan blandt andet give feber, hoste og udslæt – men den kan også have mere alvorlige udfald, hvor den smittede får lungebetændelse eller hjernebetændelse.

Dansk magi fører San Diego mod toppen i MLS

San Diego FC har fået en forrygende start i holdets første sæson i den amerikanske fodboldliga MLS.

Natten til søndag spillede holdet fra det sydlige Californien sig op på andenpladsen i ligaens vestlige konference med en hjemmesejr på 3-0 over Seattle Sounders.

Holdets to startende danskere, Jeppe Tverskov og Anders Dreyer, indtog to af hovedrollerne for hjemmeholdet.

Efter kun 80 sekunder fik Tverskov jublen til at bryde løs, da han bragte værterne foran med 1-0 i forbindelse med et hjørnespark.

Tverskov modtog bolden inde midt i straffesparksfeltet og fik placeret bolden ude ved stolpen.

Det var danskerens første scoring for San Diego efter vinterskiftet fra FC Nordsjælland.

Holdkammeraten Anders Dreyer lagde op til San Diegos 2-0-mål fire minutter før pausen, da han kom igennem i højre side. Her lagde danskeren bolden hen til Aníbal Godoy, der fordoblede San Diegos føring.

Det nåede også at blive 3-0 før pausen, da mexicanske Hirving Lozano kom på måltavlen tre minutter inde i tillægstiden.

San Diegos tredje danske spiller, Marcus Ingvartsen, var ikke i truppen på grund af en skade.

Holdet fra Californien indtager efter syv spillerunder andenpladsen i den vestlige konference i MLS bag Vancouver Whitecaps.

Det canadiske hold, der har den tidligere Brøndby-træner Jesper Sørensen på bænken, slog natten til søndag Colorado Rapids med 2-0.

Vancouver Whitecaps topper tabellen med 16 point efter syv runder. San Diego har 14 point.

Ukraine melder om russisk missilangreb i Kyiv

Ukraines hovedstad, Kyiv, er natten til søndag blevet ramt af russiske missilangreb.

Det melder det ukrainske militær og byens borgmester ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

– Eksplosioner i hovedstaden. Luftforsvaret er i operation. Søg dækning, skriver borgmester Vitali Klitschko på beskedtjenesten Telegram.

– Missilangreb på Kyiv fortsætter, skriver han videre.

Redningsfolk er sendt ud til to områder i den ukrainske hovedstad, lyder det også fra borgmesteren.

Tre kvinder er kommet til skade, meddeler beredskabsmyndighederne. Den ene kvinde er bragt til hospitalet. Flere brande er desuden brudt ud forskellige steder i Kyiv, oplyses det.

Flere bygninger blevet beskadiget, skriver Vitalij Kim, som er guvernør i hovedstadsregionen, på Telegram.

Rusland har ikke kommenteret søndagens angreb, skriver Reuters.

Fredag blev 18 dræbt efter et russisk missil ramte et boligområde i byen Kryvyj Rih.

De russiske luftangreb sker på et tidspunkt, hvor USA’s præsident Donald Trumps administration presser på for en hurtig afslutning på krigen mellem Ukraine og Rusland.

Der føres forhandlinger med både Rusland og Ukraine.

Rusland har tidligere afvist et fælles amerikansk-ukrainsk forslag om en ubetinget og fuld våbenhvile, mens Ukraine har anklaget Rusland for at trække forhandlingerne i langdrag uden intentioner om at standse offensiven.

Fredag sagde USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, at der inden for kort tid kan lande nyt om mulighederne for fred mellem parterne.

– Vi vil i løbet af få uger og ikke måneder vide, om Rusland er seriøs omkring fred eller ej, sagde Rubio ved et møde i Bruxelles for Natos udenrigsministre ifølge Reuters.

Ifølge udenrigsministeren har Ukraine vist vilje til at indgå en våbenhvile og skabe plads til forhandling.

USA’s justitsministerium sender advokat på orlov efter migrantsag

Trump-administrationen har sendt en advokat fra USA’s justitsministerium på orlov på grund af udtalelser i sagen om en salvadoransk mand, der fejlagtigt er blevet deporteret til El Salvador.

Det beretter mediet NBC lørdag.

Under en høring skulle advokaten, Erez Reuveni, over for den føderale dommer Paula Xinis forklare, hvorfor 29-årige Kilmar Abrego Gardia i midten af marts blev deporteret.

Reuveni fastslog over for dommeren, at han ikke vidste, hvorfor Gardia var blevet anholdt og sendt ud af landet.

– Fraværet af beviser taler for sig selv. Regeringen har truffet et valg om ikke at levere nogen beviser, sagde han til den føderale dommer.

Samtidig udtrykte advokaten frustration over, at han ikke fik hjælp fra sine overordnede.

– Jeg er også frustreret over, at jeg ikke kan svare dig på mange af de her spørgsmål, sagde Erez Reuveni.

USA’s justitsminister, Pam Bondi, bekræfter, at advokaten er placeret på orlov.

– Enhver advokat fra justitsministeriet er forpligtet til nidkært at advokere på vegne af USA. Der vil være konsekvenser for enhver advokat, der undlader at følge den anvisning, siger Bondi ifølge NBC i en udtalelse.

Den føderale dommer Paula Xinis beordrede fredag, at Gardia bringes tilbage til USA senest mandag.

– Hans fortsatte tilstedeværelse i El Salvador forårsager af indlysende årsager uoprettelig skade, skriver dommeren i fredagens kendelse.

Trump-administrationen har hidtil hævdet, at man ikke har juridiske beføjelser til at hente den udviste salvadoranske mand tilbage.

Størstedelen af de 238 personer, der blev udvist fra USA den 15. marts, var venezuelanske migranter.

Ifølge Donald Trump tilhører de banden Tren de Aragua, som USA har udpeget som en global terrororganisation.

De påståede bandemedlemmer befinder sig i fængslet Centro de Confinamiento del Terrorismo (CECOT) i El Salvador.

Colombiansk gruppe overdrager våben og udtrykker ønske om fred

Den væbnede gruppe Comuneros del Sur i Colombia har overdraget en del af sine våben og siger, at gruppen ønsker fred.

Det oplyser både gruppen og den colombianske regering.

Comuneros del Sur er en udbrydergruppe fra guerillagruppen ELN, som er en af de største væbnede grupper i Colombia.

Forskellige militante grupperinger har i årevis kæmpet mod hinanden og mod narkokarteller. Konflikterne handler ikke mindst om kokainmarkedet.

Flere af grupperne siger, at de er motiveret af ideologiske og politiske årsager. Herunder ELN, som dog samtidig er dybt involveret i narkohandel.

Under et møde lørdag i byen Pasto i den sydvestlige del af Colombia siger en af lederne fra Comuneros del Sur, at gruppen ikke ønsker krig.

– Vi mener, at væbnet kamp er forældet. Det er en ny tid med nye behov. Vi nægter at vende tilbage til krig, siger lederen Royer Garzon.

Det er blandt andet forskellige eksplosiver som granater, som gruppen har overdraget.

Comuneros del Sur har samtidig underskrevet to aftaler med landets præsident, Gustavo Petro.

Det står ikke umiddelbart klart, hvad aftalerne nærmere indeholder. Men den nye udvikling er ifølge nyhedsbureauet Reuters det største skridt på vej mod fredelige forhold i Colombia, der er taget, siden Gustavo Petro blev præsident i 2022.

Han sagde dengang, at han vil gøre en ende på de interne konflikter i landet.

Reuters

Britiske parlamentsmedlemmer tilbageholdt ved indrejse i Israel

Israels myndigheder har lørdag tilbageholdt to medlemmer af det britiske parlament, der er en del af en delegation på besøg i Israel.

Det oplyser Storbritanniens udenrigsminister, David Lammy, i en udtalelse, skriver Reuters.

De to parlamentsmedlemmer er i forbindelse med ankomsten til Israel blevet nægtet indrejse.

Israel har ifølge Sky News begrundet afvisningen med, at de to briter mistænkes for at ville sprede antiisraelsk had.

– Jeg har gjort det klart over for mine kolleger i Israels regering, at dette ikke er en måde at behandle britiske parlamentsmedlemmer på.

– Vi har været i kontakt med begge medlemmer for at tilbyde vores støtte, siger David Lammy ifølge Reuters.

Sky News og nyhedsbureauet dpa beretter, at der er tale om Labour-medlemmerne Yuan Yang og Abtisam Mohamed.

Mediet The Times of Israel skriver, at Yang og Mohamed landede lørdag klokken 14.30 med et fly fra Luton sammen med to medarbejdere.

Parlamentsmedlemmerne hævdede under en afhøring, at de var en del af en officiel delegation fra det britiske parlament, skriver mediet. Ingen israelske myndigheder var dog blevet varslet om et sådant besøg, lyder det.

Israels indenrigsminister, Moshe Arbel, besluttede derfor at nægte de to parlamentsmedlemmer og deres medarbejdere indrejse og besluttede, at de skulle sendes ud af landet igen, skriver The Times of Israel.

Storbritanniens udenrigsminister, David Lammy, er utilfreds med behandlingen.

– Det er uacceptabelt, kontraproduktivt og dybt bekymrende, at to britiske parlamentsmedlemmer fra en parlamentarisk delegation til Israel er blevet tilbageholdt og nægtet indrejse af de israelske myndigheder, siger David Lammy ifølge dpa.

Samtidig slår han fast, at Storbritannien ønsker at få stoppet krigen i Gaza.

– Den britiske regering fastholder sit fokus på at sikre en tilbagevenden til våbenhvile og forhandling, der kan stoppe blodsudgydelserne, få gidslerne løsladt og gøre en ende på konflikten i Gaza, siger han.

USA indfører visumstop for personer fra Sydsudan

USA vil inddrage alle visa fra personer med pas udstedt i det afrikanske land Sydsudan.

Det oplyser den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, lørdag aften.

Begrundelsen fra udenrigsministeren lyder, at Sydsudan ikke tager imod statsborgere, som er blevet udvist af USA.

Marco Rubio anklager overgangsregeringen i Sydsudan for at “udnytte” USA og siger videre, at der ikke vil blive udstedt nye visa til borgere fra landet for at sikre, at de ikke kommer ind i USA.

Indsatsen med at inddrage visa går i gang med det samme, lyder det fra Rubio. Han tilføjer, at USA er villig til ændre kurs, hvis Sydsudan samarbejder.

– Vi vil være klar til at genoverveje disse tiltag, når Sydsudan samarbejder fuldt ud, siger udenrigsministeren.

USA har i de seneste måneder iværksat omfattende deportationer af migranter.

Det er sket efter indsættelsen af Donald Trump som præsident. Han lovede under valgkampen i efteråret at slå hårdt ned på migranter i USA, der ikke har opholdstilladelse.

Et stort antal er blevet sendt tilbage til Centralamerika og Sydamerika, herunder til lande med mange voldsforbrydelser og drab fra kriminelle bander, som migranterne siger, at de er flygtet fra.

Situationen i Sydsudan, som er et af de fattigste lande i verden, er ligeledes usikker. Mellem 2013 og 2018 var der borgerkrig i landet, som kostede 400.000 mennesker livet, og i den seneste tid har der på ny været sammenstød mellem regeringsstyrker og militante.

På trods af kritik fra blandt andet menneskerettighedsorganisationer holder Trump-administrationen fast i, at USA er i sin gode ret til at udvise migranterne, og at andre lande har pligt til at tage imod dem.

Det budskab gentager Marco Rubio lørdag.

– Alle lande er nødt til rettidigt at tage imod hjemsendte borgere, når et andet land ønsker at udvise dem, siger udenrigsministeren.

Sydsudan ligger i det nordøstlige Afrika. Der bor 11,5 millioner mennesker i landet.

Nicholas Haysom, FN’s specialrepræsentant i Sydsudan, sagde i slutningen af marts, at landet står på randen af en ny borgerkrig.

AFP

Stor politiaktion er i gang ved det canadiske parlament

En politiaktion har været i gang i flere timer i Canadas parlament i landets hovedstad, Ottawa, hvor en mand har barrikaderet sig.

Sent lørdag oplyser politiinspektør Mark Bouwmeester, at man er i dialog med manden.

Bouwmeester har ingen forklaring på, hvorfor manden siden klokken 15 lokal tid har valgt at barrikadere sig i parlamentsbygningen.

– Vi er i øjeblikket i kontakt med personen, og vores prioritet er at få løst denne situation på fredelig vis.

– På dette tidspunkt har vi ikke kendskab til, at nogen er kommet til skade, og vi formoder også, at manden er den eneste person inde i bygningen, siger politiinspektøren ifølge mediet CBC.

Bouwmeester vil ikke svare på, hvorvidt politiet vurderer, at manden er i besiddelse af våben. Heller ikke om manden har fremsat trusler.

Tidligere på lørdagen oplyste politiet på X, at manden havde barrikaderet sig i den østlige blok af parlamentet.

– Der er en stor polititilstedeværelse i området. Der er ingen kendte skader, og politiet er fortsat ved at håndtere en person ved den igangværende hændelse, skrev politiet.

CBC berettede nogenlunde på samme tidspunkt, at ansatte i parlamentet havde fået en besked fra parlamentets sikkerhedstjeneste om at søge mod det nærmeste rum, lukke og låse alle døre og gemme sig.

De ansatte har desuden fået at vide, at de skal holde sig væk fra området, indtil de får yderligere besked.

Parliament Hill er hjemsted for Canadas føderale regering.

Af parlamentets hjemmeside fremgår det, at østblokken huser senatorer og deres medarbejdere.

Parlamentet er i øjeblikket opløst på grund af det igangværende føderale valg, hvilket betyder, at der er mindre aktivitet, skriver CBC.

Musks nye idé kan være en udstrakt hånd midt i toldkrig

Mangemilliardær Elon Musk har lørdag sagt, at han håber, at Europa og USA vil blive enige om at indføre “nultold”, som i praksis vil skabe en frihandelszone mellem dem.

Det kan være en udstrakt hånd midt i Trumps toldkrig, lyder det fra Dansk Erhvervs landechef i USA, Søren Friis Larsen.

– Det er glædeligt, at Elon Musk har fået ladet batterierne op og er stemplet ind i den fornuftige side af debatten om told, frihandel og samarbejdet mellem Europa og USA, siger han.

Landechefen understreger dog, at man skal tage forbehold for, at Musks forslag kan være en løs idé, der aldrig bliver til noget.

Musks ønske om nul told kommer, få dage efter at USA’s præsident, Donald Trump, har sendt chokbølger gennem aktiemarkeder verden over ved at meddele, at han vil indføre forhøjede toldsatser på stort set alle lande i verden.

– Det er jo bizart, at vi skal bygge store kæmpe toldmure mellem USA og Europa, som burde være tætte allierede, siger Søren Friis Larsen.

Dansk Industri omtaler Elon Musks forslag som en “fremragende idé”.

– Fra dansk og europæisk erhvervslivs side har vi længe skubbet på for at fjerne told på varer, der handles mellem EU og USA, siger Peter Bay Kirkegaard, seniorchefkonsulent i DI Global Handel og Investeringer.

Han mener, at Elon Musk sparker “en åben dør ind hos os”.

– Vi vil opfordre Elon Musk til at sparke døren ind på det Hvide Hus og få Trump med på denne glimrende idé, siger Peter Bay Kirkegaard.

Han kalder forslaget “et vildt udspil fra Musk”.

– Det er jo det stik modsatte af, hvad Trump ønsker, siger seniorchefkonsulenten.

Musk, som er en af præsident Trumps nærmeste rådgivere, har hidtil ikke i nævneværdig grad udtalt sig om Trumps told.

Toldhammeren fra Trump omfatter blandt andet en basistold på 10 procent på al import til USA. Nogle lande har fået indført en told på op mod 50 procent på de varer, de sælger til USA.

Med så “voldsomme” toldsatser kan Søren Friis Larsen fra Dansk Erhverv ikke forestille sig, at “toldregimet” fortsætter hele Trumps periode.

– De udmeldte toldsatser kombineret med den betydelige usikkerhed om den fremtidige kurs er gift for forbrugerne, erhvervslivet og økonomien som helhed – både i USA og globalt. På den måde kan Musks melding være en udstrakt hånd, siger han.

Treårig dreng er afgået ved døden i Fjerritslev efter ulykke

En treårig dreng er afgået ved døden lørdag aften i Fjerritslev efter at være blevet ramt af et køretøj.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Rene Kortegaard til Ritzau.

Barnet blev erklæret død på stedet.

Den treårige blev ramt af en gator, som er et arbejdskøretøj, der minder om en ATV, fortæller vagtchefen.

– Det er en tragisk sag, og familien er i dyb sorg, siger Rene Kortegaard.

Anmeldelsen kom 19.44, oplyser vagtchefen.

Drengens pårørende er underrettet, fortæller Rene Kortegaard.

Nordjyllands Politi har ikke yderligere at oplyse om sagen, lyder det.

Det fremgår ikke umiddelbart, i hvilken sammenhæng drengen befandt sig i nærheden af køretøjet.

Fjerritslev hører til Jammerbugt Kommune og ligger i Region Nordjylland.

Nordjyllands Bredskab rykker ud til kraftig brand i hus

Nordjyllands Beredskab er lørdag aften rykket ud til en brand på Bradstedvej i Suldrup syd for Aalborg.

Det skriver beredskabet på det sociale medie X.

– Vi er fremme på stedet med de første køretøjer. Der er kraftig brand i hele huset, skriver Nordjyllands Beredskab.

Rene Kortegaard, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi, oplyser til Ritzau, at der ikke er nogen tilskadekomne ved branden.

Han forklarer, at der er tale om et hus med flere lejligheder i, og at der ikke er nogen hjemme i nogen af dem.

Der er stadig gang i slukningsarbejdet, fortæller vagtchefen.

Det oplyses ikke, hvordan branden er opstået.

Füchse Berlin smider vigtigt point ude mod bundhold

Det er tæt i toppen af den tyske Bundesliga i håndbold, og derfor kan det vise sig som et dyrt pointtab, da Füchse Berlin lørdag aften smed et point og spillede 31-31 på udebane mod Erlangen fra den tunge ende af tabellen.

Hovedstadsklubben sled kampen igennem med det, men formåede alligevel at bringe sig oven på i afslutningen. Værternes bagspiller Marek Nissen sørgede dog for en pointdeling med sin udligning i de sidste sekunder.

Mathias Gidsel og Lasse Andersson bidrog hver med syv mål i pointtabet.

Melsungen, der er en af Füchse Berlings mesterskabskonkurrenter, levede derimod op til favoritværdigheden. Holdet vandt 32-28 på udebane over Bietigheim, mens danske Nikolaj Enderleit bidrog med syv scoringer i sejren.

Dermed ligger Melsungen og Füchse Berlin side om side i toppen med 40 point. Hannover-Burgdorf kan dog gå forbi begge mandskaber med en sejr søndag.

Füchse Berlin mangler i det resterende program begge klubber på hjemmebane.

Gidsel åbnede kampen i vanligt målhumør med to scoringer i de første tre minutter af kampen, men derfra gik luften af ballonen for danskeren.

I størstedelen af en jævnbyrdig første halvleg havde Erlangen en lille overhånd, og tre ubesvarede scoringer lige inden pausen gav hjemmeholdet en føring på to scoringer.

Efter sidebyttet kom Gidsels danske holdkammerat, Lasse Andersson, også bedre i gang.

Med fire scoringer på seks minutter var den hårdt skydende venstreback medvirkende til, at den tyske hovedstadsklub kom tilbage på omgangshøjde med værterne.

I de sidste minutter var det Füchse Berlin, der med et par straffescoringer kom i front, men gæsterne holdt ikke stand i den sidste forsvarsaktion.

Britisk Labour-politiker anklaget for overgreb mod barn

Et parlamentsmedlem for det britiske regeringsparti, Labour, er suspenderet fra partiet efter anklager mod ham om voldtægt og seksuelle overgreb mod et barn.

Det oplyser en talsmand for Labour til den britiske tv-station Sky News.

Partiet ønsker ikke at kommentere sagen yderligere. Talsmanden henviser til, at politiets efterforskning er i gang.

Britisk politi har ifølge Sky News bekræftet, at en mand i 60’erne blev anholdt fredag.

Han er mistænkt for at have begået seksuelle overgreb mod et barn. Det skal være sket i 00’erne.

Der er også rettet en anklage mod ham om, at han har begået voldtægt. Det skal være sket i 2020’erne.

Den pågældende mand er desuden mistænkt for at have kidnappet et barn samt for misbrug af offentligt embede, oplyser politiet til Sky News.

Den mistænkte er løsladt mod kaution.

– Det er en aktiv og følsom efterforskning, så vi vil respektfuldt bede folk om ikke at spekulere i omstændighederne, så vores efterforskning kan fortsætte uhindret, meddeler politiet.

En person er reddet ud af lejlighedsbrand i Rødovre

En person er kommet til skade efter en lejlighedsbrand på Islevbrovej i Rødovre lørdag aften.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

Personen er blevet overført til Rigshospitalets traumecenter og opholder sig der fortsat omkring klokken 01 natten til søndag, men er i stabil tilstand, siger politiet til Ritzau.

Politiet oplyser hverken køn eller alder på den tilskadekomne.

Københavns Vestegns Politi oplyste omkring klokken 20.30, at branden var kommet under kontrol.

Politiet modtog anmeldelsen om brand på Islevbrovej klokken 19.50 og var kort tid efter fremme sammen med Hovedstadens Beredskab.

Herefter blev der indsat røgdykkere til eftersøgning og slukning af branden, og en person blev reddet ud, fortalte vagtchef Mikkel Jensen ved 20.30-tiden.

Det var ikke nødvendigt at evakuere de andre beboere i opgangen, tilføjede vagtchefen.

Protester mod Trump og Musk ventes at nå alle USA’s 50 stater

I flere store byer i USA er der lørdag indledt demonstrationer mod den amerikanske præsident, Donald Trump, og hans nære rådgiver Elon Musk.

I Washington D.C. strømmer tusindvis af mennesker ind mod den centrale del af byen, hvor mindst 20.000 ifølge arrangørerne ventes at deltage i den første store protestaktion, siden Trump vendte tilbage til Det Hvide Hus i januar.

Under sloganet “Hands off!” er protesterne primært fokuseret på Trump og Musks nedskæringer i flere af statens ministerier og agenturer.

– Ingen konger i USA, lyder det på et af de skilte, demonstranterne bærer.

– Deportér Musk, lyder et andet skilt med henvisning til Trumps løfte om at deportere millioner af indvandrere.

Musk, der af Trump har fået til opgave at skære drastisk ned på USA’s offentlige udgifter, er oprindeligt fra Sydafrika. I omkring 30 år har han haft fast bopæl i USA og i mere end 20 år også amerikansk statsborgerskab.

Der er varslet i alt 1200 protestaktioner i samtlige USA’s 50 stater. Det omfatter både større demonstrationer i flere amerikanske storbyer samt mindre forsamlinger i en række byer i hele landet.

En af de organisationer, der står bag lørdagens protester, forklarer, at de forsøger at nå ud til et bredt publikum med en besked om, at Trump er en trussel for sundhedssystemet, uddannelsessystemet og middelklassen, og at han kun vil gøre USA’s rigeste endnu rigere.

– Lad os tale om Trumps økonomiske angreb og angreb på vores rettigheder, siger Leah Greenberg, som er medstifter af organisationen Indivisible.

– De kommer fra en antidemokratisk alliance, der er ved at overtage og angribe grundlæggende dele af vores demokrati, siger hun til avisen New York Times.

Blandt andet har fagforeninger, LGBT+-bevægelser og propalæstinensiske grupper meddelt, at de vil deltage i demonstrationerne.

Også i andre dele af verden er der lørdag demonstrationer mod Trump og Musk. Det gælder også i USA’s to nærmeste nabolande, Canada og Mexico.

I Europa har der været mindre protester bestående af nogle hundrede mennesker i nogle af hovedstæderne. Det gælder blandt andet Berlin, Paris, London og Lissabon.

Reuters

Elon Musk taler for frihandelsaftale mellem USA og Europa

Mangemilliardær Elon Musk siger lørdag, at han håber, at Europa og USA vil blive enige om at indføre “nul-told”, som i praksis vil skabe en frihandelszone mellem dem.

– Jeg håber, man kan blive enige om, at både Europa og USA ideelt set bør bevæge sig hen imod en nul-told situation, hvilket i praksis vil skabe en frihandelszone mellem Europa og Nordamerika, siger Musk.

Han taler lørdag via et videolink til en kongres i Firenze, der er arrangeret af den italienske vicepremierminister Matteo Salvinis højrefløjsparti, Lega.

Musks ønske om nul told kommer, få dage efter at USA’s præsident, Donald Trump, har sendt chokbølger gennem aktiemarkeder verden over ved at meddele, at han vil indføre forhøjede toldsatser på stort set alle lande i verden.

Det omfatter en basistold på 10 procent. Nogle lande har fået indført en told på op mod 50 procent på de varer, de sælger til USA.

Italien, der har et stort handelsoverskud med USA, bliver ramt af en generel told på 20 procent. Det samme gør de øvrige EU-lande.

Musk, som er en af præsident Trumps nærmeste rådgivere, har gentagne gange udtrykt støtte til europæiske partier på den yderste højrefløj.

Lørdag blev han interviewet af Matteo Salvini i forbindelse med Legas partikongres.

Her siger Musk også, at han håber på større grad af fri bevægelighed mellem Europa og USA.

– Hvis folk ønsker at arbejde i Europa eller i Nordamerika, bør de efter min mening have lov til det, siger Musk og tilføjer, at det “helt sikkert har været mit råd til præsidenten.”

Musk har tidligere haft et tæt forhold til Italiens højreorienterede premierminister, Giorgia Meloni, og hendes parti, Italiens Brødre.

Han har også udtrykt støtte til Salvinis Lega.

Begge partier fører en markant højreorienteret politik med fokus på lov og orden, skattelettelser og bekæmpelse af såkaldt irregulær indvandring.

Italiens økonomiminister, Giancarlo Giorgetti, der er fra Lega, sagde tidligere lørdag, at regeringen ønsker en “afspænding” med USA efter Trumps toldmelding.

Giorgetti advarede i samme ombæring mod, at Italien indfører en gengældelsestold.

Reuters

Hundredtusindvis af spaniere er gået på gaden i huslejeprotest

Hundredtusindvis af demonstranter er lørdag gået på gaden i 40 spanske byer i protest over stigende husleje og mangel på billige boliger.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Trods Europas hurtigtvoksende økonomiske vækst lider Spanien af en alvorlig boligmangel, der forværres af et turismeboom, skriver nyhedsbureauet.

I hovedstaden Madrid har mere end 150.000 demonstranter ifølge en lokal fagforening for lejere lørdag marcheret gennem byens gader.

– Uanset hvem der regerer, må vi forsvare boligrettigheder, lyder demonstranternes parole, mens der marcheres med raslende nøgleringe i Madrid.

Spanierne ønsker ikke at forlade deres hjem hvert femte eller syvende år, sagde talspersonen for lejernes fagforening i Madrid, Valeria Racu, til det spanske medie RTVE forud for lørdagens demonstration.

– Vi opfordrer den halve million husstande, hvis kontrakter udløber i 2025, til at blive hjemme og gøre modstand, tilføjede hun.

Den gennemsnitlige spanske husleje er fordoblet, og huspriserne er steget med 44 procent i løbet af det seneste årti, viser data fra ejendomswebstedet Idealista, skriver Reuters. Lønningerne kan ikke følge med.

Samtidig er udbuddet af lejemål halveret siden coronapandemien i 2020, skriver nyhedsbureauet.

Ifølge RTVE ønsker de mange demonstranter en huslejenedsættelse på 50 procent.

Spaniens centrum-venstre-regering har kæmpet for at finde en balance mellem at tiltrække turister og migranter til at udfylde jobhuller og holde huslejen overkommelig for almindelige borgere.

Imens er korttidsudlejning vokset i store byer og på feriedestinationer langs kysten.

Sidste år modtog Spanien ifølge Retuers rekordmange turister. 94 millioner besøgte det sydeuropæiske land, hvilket gjorde Spanien til det næstmest besøgte land i verden.

De mange turister samt tilstrømningen af migranter har givet landet et boligunderskud på 500.000 boliger, har Spaniens centralbank estimeret.

Ifølge officielle data bygges der kun omkring 120.000 nye boliger i Spanien hvert år. Det er en sjettedel af niveauet før finanskrisen i 2008 – hvilket forværrer den allerede akutte mangel på boliger.

Esbjerg sikrer andenplads med udligning i sidste sekund mod Ikast

Ikast Håndbold var foran fra første minut, men i en dramatisk afslutning kæmpede Team Esbjerg sig tilbage med et flot comeback og fik 28-28 i sidste sekund.

Med otte minutter tilbage havde Stine Skogrand ellers bragt hjemmeholdet foran 27-22, men fem ubesvarede Esbjerg-scoringer sørgede for, at de to hold for første gang siden kampens åbning var på omgangshøjde med to minutter tilbage.

Det gik ned til de sidste marginaler, og trods en blændende præstation af Filippa Idéhn i Ikast-målet, lykkedes det Esbjergs Sarah Dekker fra højrefløjen at gøre det til 28-28 i sidste sekund.

Det betyder, at Esbjerg slutter på grundspillets andenplads og tager to point med over til slutspillet, hvor holdet er i pulje med Ikast, der må nøjes med at få et enkelt point med videre.

I lørdagens direkte duel om grundspillets andenplads så det ellers kampen igennem ud til, at det var Ikast, der skulle trække det længste strå.

Ikast-keeper Filippa Idéhn sørgede for, at værterne fik den perfekte start på opgøret.

Esbjerg tilspillede sig flere gode muligheder, men den svenske keeper leverede den ene store pragtredning efter den anden.

Mere end otte minutter skulle der gå, før gæsterne første gang passerede Idéhn og reducerede til 1-4.

Esbjerg kom langsomt i gang i løbet af første halvleg, men hen mod pausen fortsatte Idéhn storspillet i målet, og så sluttede værterne med momentum og gik til pause foran 16-10.

Den svenske Ikast-keeper havde 11 redninger ved sidebyttet.

Hvor Ikast åbnede kampen med fire ubesvarede scoringer, var det fra anden halvlegs start Esbjergs tur til at gøre det.

Offensivt begyndte det at fungere for Esbjerg, men gæsterne havde problemer i forsvaret.

Ikast-bagkæden vandt mange dueller og drev gæk med Esbjerg-defensiven med gode krydsbevægelser, og det gav Ikast ny luft. Otte minutter før tid bragte Stine Skogrand værterne foran 27-22.

Esbjerg-træner Tomas Axnérs havde et sidste es i ærmet. Gæsterne gik over til at spille syv mod seks i angrebet. Det gav pote, og så var der kontakt to minutter før tid.

Filippa Idéhn lignede i det sidste minut, at hun skulle blive helten med en dobbeltredning, men sådan gik det altså ikke.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]