Seneste nyheder

1. maj 2026

Netanyahu dropper told mod USA: Israel kan være et eksempel for andre

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, lover mandag at fjerne landets toldsatser, som er “unødvendigt sat op” på varer fra USA.

Det siger han under et møde med den amerikanske præsident, Donald Trump, i Det Ovale Værelse i Washington D.C. mandag.

– Vi har tænkt os at fjerne toldsatserne hurtigt, siger Netanyahu ifølge CNN.

Trump præsenterede i sidste uge toldsatser på varer fra de fleste lande i verden, herunder en told på israelske varer på 17 procent.

Netanyahu er den første udenlandske leder, der besøger Trump, efter at den amerikanske præsident han offentliggjorde toldsatserne, der har rystet aktiemarkedet og politiske ledere verden over.

Israel havde dagen før offentliggjort, at man ville fjerne toldsatser på amerikanske produkter.

De to lande underskrev en frihandelsaftale for 40 år siden, og omkring 98 procent af alle varer fra USA er toldfri.

På pressemødet i Det Ovale Værelse deltog kun en mindre gruppe journalister, selv om det var meningen, at et større pressemøde skulle have fundet sted. Det blev aflyst få timer før. Årsagen er uvis.

Ifølge australske ABC sagde Netanyahu desuden:

– Jeg tror, at Israel kan være et eksempel for andre lande, som bør gøre det samme.

Trump bliver ifølge Reuters spurgt, om man ligeledes har planer om at reducere told på israelske varer. Det kan Trump ikke love.

– Vi er blevet snydt og udnyttet af mange lande i årenes løb, og det kan vi ikke længere, siger han.

På mødet taler de to ledere også om den 18 måneder lange krig i Gaza og om de israelske gidsler, som fortsat befinder sig i området.

Her siger Netanyahu, at han arbejder på en ny aftale om en våbenhvile med den militante gruppe Hamas.

– Vi er forpligtet til at få alle gidslerne ud, siger han ifølge Reuters.

19. januar i år indledte Hamas og Israel den første fase af en våbenhvile. Denne fase udløb 1. marts. Siden har Israel indledt omfattende angreb på Gaza.

Netanyahu har sagt, at målet er at tvinge gruppen til at frigive de resterende gidsler, som blev taget, da Hamas angreb Israel den 7. oktober 2023.

Trump: Vi er i dialog med Iran om atomprogram

USA deltager i “direkte samtaler” med Iran om landets atomprogram.

Det siger USA’s præsident, Donald Trump, under et pressemøde i Det Ovale Værelse og under et besøg fra den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.

– Vi er i direkte samtaler med Iran, og de er begyndt, siger Trump.

– De fortsætter lørdag. Vi har et meget stort møde, og så må vi se, hvad der kommer til at ske. Og jeg tror, at alle er enige om, at en aftale vil være at foretrække, siger han.

Ifølge præsidenten vil det have negative konsekvenser for Iran, hvis den løbende dialog fejler.

– Jeg tror, at hvis samtalerne med Iran ikke har succes, vil Iran være i stor fare. Iran må ikke have atomvåben, siger han.

Repræsentanter for Iran og USA vil mødes i Oman lørdag i denne uge, oplyser Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, i et opslag på det sociale medie X.

– Det er lige så meget en mulighed, som det er en test. Bolden er på USA’s bandehalvdel, lyder det.

Det fremgår ikke af opslaget, hvad de to parter skal tale om, men han skriver, at det vil være “indirekte samtaler på højt niveau”.

Trump har givet udtryk for, at han vil foretrække en aftale med Iran frem for en militær konfrontation.

Den 7. marts lød det fra Trump, at han havde skrevet til Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, og foreslået en samtale. Dengang lød det fra iranske embedsmænd, at man ikke ville lade sig presse til forhandlinger.

I 2015 indgik Iran en atomaftale med USA, Kina, Rusland, Storbritannien, Tyskland og Frankrig. I aftalen står, at Iran stopper udviklingen af sit atomprogram til gengæld for ophævelse af sanktioner mod landet.

Under sin første præsidentperiode trak Trump USA ud af aftalen, der af Trump blev beskrevet som defekt”, og ifølge præsidenten ikke forhindrede en iransk atombombe.

I stedet genindførte Trump amerikanske sanktioner mod landet.

Siden da har Iran ifølge nyhedsbureauet Reuters langt overskredet aftalens grænser for uranberigelse. Uran er det radioaktive stof i atombomben.

Vestlige lande har beskyldt Iran for at have en hemmelig dagsorden, mens Iran modsat siger, at atomprogrammet bruges til civile energiformål.

Reuters

Artiklen fortsætter efter annoncen

Amerikansk aktiemarked lukker med små tab efter store udsving

Det amerikanske aktiemarked lukker mandag efter en dag med stor forvirring og noget af en rutsjebanetur for aktiekurserne.

S&P 500-indekset, som indeholder de største amerikanske aktier, lukkede på et fald med cirka 0,28 procent.

Dermed er faldet blevet minimeret en del siden børsens åbning mandag, hvor indekset stod til et fald på omkring fire procent.

Det skriver Reuters.

Aktier i både Danmark og USA har haft en dag med store udsving, da nyhedsbureauet Reuters mandag eftermiddag dansk tid skrev, at Kevin Hassett ifølge CNBC havde sagt i et interview, at Trump overvejer en toldpause på 90 dage for alle andre lande end Kina.

Kevin Hassett er leder af Det Hvide Hus’ økonomiske råd og en af Trumps nærmeste økonomiske rådgivere.

Efterfølgende har Reuters dog trukket historien tilbage med henvisning til, at den var “fejlagtig”.

Rygterne om en potentiel toldpause på 90 dage fik de store aktieindeks i både USA og Europa til at svinge gevaldigt.

Omkring klokken 15.40 dansk tid lå det danske aktieindeks C25 til et fald på 4,5 procent. Men en halv time senere lå indekset i plus.

Kort efter at markedet i USA åbnede klokken 15.30 dansk tid, lå det brede S&P 500-indeks til et fald på omkring fire procent.

Men efter at rygterne om en potentiel toldpause begyndte at svirre, steg indekset og lå i kort tid til at stige et par procent.

Pige på ti år blev fanget i pakkeboks

En pige på ti år kom mandag aften til at sidde fanget i en pakkeboks, som hun var kravlet ind i.

Det skriver regionalmediet Nordjyske, som har talt med Nordjyllands Beredskab og Nordjyllands Politi.

Beredskabet fik alarmopkaldet klokken 18.40. Det kom fra en adresse ved boligkvarteret Vangen, hvor der også er en nærboks.

Her afleverer PostNord pakker, hvorefter modtagerne får besked om, at de kan hente deres pakke.

Ifølge beredskabet var barnet kravlet ind i pakkeboksen, hvorefter døren til rummet var smækket i, skriver Nordjyske.

Nordjyllands Beredskab var hurtigt til stede på adressen, hvor det fik åbnet rummet og reddet pigen ud af pakkeboksen.

Vagtchef Martin Møller fra Nordjyllands Politi oplyser til mediet, at hændelsen skete i forbindelse med en gemmeleg.

Zelenskyj bekræfter ukrainske soldater i Belgorod-regionen

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, bekræfter mandag i en videotale ukrainske soldaters tilstedeværelse i den russiske Belgorod-region.

I videoen fortæller Zelenskyj, at Ukraines forsvarschef, general Oleksandr Syrskyj, har præsenteret en rapport om frontlinjerne og Ukraines tilstedeværelse i både Kursk- og Belgorod-regionen.

– Vi fortsætter med aktive operationer i fjendens grænseområder, og det er absolut berettiget. Krigen må vende tilbage, til der hvor den kom fra, siger den ukrainske præsident og tilføjer:

– Vores hovedmål er stadig det samme. At beskytte vores land og vores samfund i Sumy og Kharkiv-regionerne fra russiske besættere.

Udmeldingen fra Zelenskyj kommer efter en kommandør fra det russiske militær i sidste uge oplyste, at ukrainske styrker for to uger siden forsøgte at bryde igennem grænsen ved den russiske Belgorod-region.

Rusland har dog nu situationen under kontrol, oplyste kommandøren.

Oplysningerne fra kommandøren var første gang, at Ukraines seneste offensiv i grænseregionen Belgorod blev bekræftet fra officielt hold.

For mens ukrainske styrker er blevet trængt markant tilbage i den russiske Kursk-region, har der været meldinger om en mindre offensiv i Belgorod.

Det er den offensiv, som Rusland beskriver som værende “under kontrol”.

Ukraines hær er gået fra at være til stede på tværs af mere end 400 kvadratkilometer i Rusland i begyndelsen af marts til nu at operere på 80 kvadratkilometer.

Det viste en analyse fra det amerikanske Institute for the Study of War den 1. april.

Arealet, som Ukraines styrker opererer på i Rusland, er dermed reduceret med 80 procent i løbet af en måned, lød vurderingen.

Reuters: EU-Kommissionen foreslår 25 procent told på varer fra USA

EU-Kommissionen foreslår at indføre en told på 25 procent på en række amerikanske varer.

Det sker som svar på USA’s told på stål og aluminium.

Det viser et dokument, som Reuters har set.

Varerne spænder bredt og omfatter diamanter, tandtråd, pølser, nødder og sojabønner.

Toldsatserne på nogle varer træder i kraft den 16. maj og andre den 1. december, lyder det.

Nyhedsbureauet uddyber ikke, præcist hvilket dokument der er tale om.

I sidste uge lancerede Trump toldsatser for lande verden over. Her varslede han 20 procent told på import af EU-varer.

Tidligere havde han indført en told på 25 procent på stål og aluminium.

Told er en importafgift, som lægges på varer, der produceres i udlandet. Idéen er, at de varer, der kommer ind i ens land, bliver dyrere, og at folk er mindre tilbøjelige til at købe dem.

Intentionen er, at folk til gengæld køber billigere, hjemlige produkter og på den måde styrker landets egen økonomi.

Donald Trump vil med højere told tvinge udenlandske virksomheder til at producere deres varer i USA og skabe amerikanske arbejdspladser.

Tolden på EU-varer vil træde i kraft 9. april, sagde Trump. Lørdag trådte desuden en basistold på udenlandske varer på 10 procent i kraft.

Torsdag – dagen efter Trumps lancering af toldsatserne – sagde formand for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, at EU “vil stå sammen” og er klar til at svare igen på amerikansk told på EU-varer.

Derudover lød det, at man allerede er “ved at færdiggøre de første modsvar til told på stål og aluminium”.

Tidligere mandag sagde Leyen, at EU har tilbudt USA en aftale om nul told på biler og industrielle produkter. Til gengæld skal USA på samme vis lægge nul told på de tilsvarende europæiske varer, der kommer ind i USA.

EU-Kommissionen har desuden øje på importkvoter for aluminium. Medlemslandene skal stemme om dette forslag 9. april, skriver Reuters.

Pressemøde mellem Trump og Netanyahu er aflyst

Et planlagt pressemøde med USA’s præsident, Donald Trump, og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, er aflyst.

Det oplyser Det Hvide Hus.

Pressemødet skulle efter planen være fundet sted i aften, mandag, dansk tid, i forbindelse med Netanyahus besøg i USA.

I stedet for pressemødet vil de to ledere holde et mindre møde med en gruppe journalister i Det Ovale Værelse, hvor de vil svare på spørgsmål.

Under mødet er planen, at både Gaza og told skal diskuteres.

Hvorfor, pressemødet er blevet aflyst, er endnu uvist.

Ifølge mediet Axios er den israelske præsident den første leder, der mødes personligt med Trump for at drøfte told med ham.

Den amerikanske præsident har i sidste uge udmeldt, at der vil blive indført told på import fra en lang række lande.

Basisniveauet ligger på 10 procent, men for en lang række lande er det højere.

For varer fra EU vil tolden være 20 procent, mens der skal betales told på 17 procent for varer fra Israel.

Det står ikke klart, hvilke specifikke varer der vil blive pålagt told.

Trumps politik står til at ramme den israelske økonomi hårdt. USA er landets største handelspartner.

Allerede torsdag drøftede Donald Trump og Benjamin Netanyahu spørgsmålet om told. Det skete ifølge israelske embedsmænd i en telefonsamtale, mens Netanyahu var på besøg i Ungarn.

En af embedsmændene udtrykte efterfølgende, at man var optimistisk i forhold til at kunne finde en løsning.

Fredag har Netanyahu endnu en gang været i kontakt med USA for at diskutere told. Denne gang med den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio. Det har USA’s udenrigsministerium oplyst.

Reuters

Naturfredningsforening vil have akut forbud mod ukrudtsmiddel

Danmarks Naturfredningsforening vil have indført et akut forbud mod ukrudtsmidlet propyzamid.

Sådan lyder det, efter at der er fundet koncentrationer af midlet, som ligger over kravværdien for pesticider i grundvand.

Fundene er gjort som led i det såkaldte VAP, der står for “Varslingssystem for udvaskning af pesticider til grundvand”.

Det er et overvågningsprogram, som blandt andet undersøger, om godkendte pesticider eller deres nedbrydningsprodukter udvaskes til grundvandet i koncentrationer over kravværdien.

Den seneste rapport har fokus på perioden fra juli 2022 til juni 2024. Det fremgår af Geus’ hjemmeside. Geus er med til at stå for driften af VAP.

På en mark viser resultater, at propyzamid og to af dets nedbrydningsprodukter udvaskes til grundvandet i koncentrationer over kravværdien efter sprøjtning af vinterrapsen i 2023.

Derudover nåede propyzamid generelt det øvre grundvand inden for en uge og blev derefter konsekvent påvist i koncentrationer over kravværdien i tre måneder.

Det kræver handling, mener landbrugspolitisk rådgiver Anna Bak Jäpelt fra naturfredningsforeningen.

– Propyzamid er allerede udpeget som et særligt problematisk pesticid, en såkaldt “kandidat til substitution”, og alligevel bliver det brugt.

– Det kalder på et opgør med hele logikken i pesticidgodkendelsen – og på et akut stop for brugen af stoffer, der risikerer at forurene vores drikkevand, siger hun i en pressemeddelelse.

Miljøstyrelsen vil se på, om midlet skal forbydes eller begrænses. Det oplyser Miljø- og Ligestillingsministeriet i en pressemeddelelse.

– Vi har nu konstateret, at der er et ukrudtsmiddel, som har slået ud i kontrolsystemet og overvågningen af kravværdier.

– Derfor går Miljøstyrelsen nu straks i gang med at undersøge om brugen af ukrudtsmidlet skal begrænses yderligere, om der skal sættes nye restriktioner for brugen, eller om det helt skal forbydes, siger miljøminister Magnus Heunicke (S).

Propyzamid bruges primært om efteråret til vinterraps. Den årlige gennemsnitskoncentration af sprøjtemidler og deres nedbrydningsprodukter i grundvand under markerne må ikke overskride kravværdien på 0,1 mikrogram per liter. Det fremgår af pressemeddelelsen fra ministeriet.

Fra juli 2022 til juni 2024 har man testet 21 stoffer: tre pesticider og 18 nedbrydningsprodukter.

Trump truer Kina med yderligere told

USA’s præsident, Donald Trump, vil lægge yderligere 50 procent told på Kina. Det skriver han i et opslag på Truth Social.

Reaktionen fra Trump kommer, efter at Kina i sidste uge som et modsvar på de øgede amerikanske toldsatser valgte at gengælde med yderligere 34 procents told på alle amerikanske varer gældende fra 10. april.

Den øgede toldsats vil ifølge den amerikanske præsident gælde fra 9. april, medmindre Kina inden da vælger at trække dets gengældelsestold mod USA tilbage.

Det Hvide Hus bekræfter over for AFP, at de 50 procent vil blive lagt oveni den allerede planlagte toldsats på 34 procent for Kina, som Trump fremlagde i sidste uge.

I alt vil den samlede toldafgift dermed ende på 104 procent, da det lægges oven i den afgift på 20 procent, Trump tidligere spillede ud med.

I opslaget på Truth Social understreger Donald Trump, at alle samtaler med Kina om dets “ønskede møder” med USA er aflyst.

Omvendt vil amerikanske forhandlinger med andre lande, som ifølge Trump også har anmodet om møder, begynde med det samme, skriver præsidenten.

Truslen fra Trump kommer efter endnu en dag, hvor det amerikanske aktiemarked åbnede med markante fald.

Det var på forhånd ventet, at aktiemarkederne ville blive præget af store fald mandag, som følge af Kina varslede modsvar til USA’s øgede told på varer fra en lang række lande.

Trumps toldhammer faldt for alvor i sidste uge, hvor han varslede en generel told på al import på ti procent. Derudover varslede han yderligere told for en række specifikke områder og lande blandt andet Kina.

Trump har gennem længere tid hævdet, at andre lande “udnytter” USA. Han ser højere toldsatser som en måde at rette op på den påståede ulighed.

Også det europæiske og asiatiske aktiemarked har ligesom USA har været udsat for markante kursfald mandag.

Efter åbning af børsen i Frankfurt klokken 09 faldt det førende tyske DAX-indeks med næsten ti procent.

Et tilsvarende fald så man på børsen i København, hvor C25-indekset var faldet med 7,3 procent efter de første fem minutters handel.

Mandagens kursfald i Europa og USA følger efter en nat med store fald på aktiemarkederne i Asien. Her faldt de førende aktieindeks i Japan, Kina og Sydkorea med mellem 4,8 og 8 procent.

Politiet og DGI advarer foreninger efter telefonsvindel

Politiet og idrætsorganisationen DGI sender en advarsel til alle foreninger om at være ekstra vågen over for telefonsvindel.

Det sker, efter at flere foreninger har mistet større beløb, i forbindelse med at telefonsvindlere har manipuleret frivillige til at overføre penge fra foreningens konto.

Det oplyser DGI i en pressemeddelelse.

28. marts berettede DGI, at en frivillig person i Lystrup IF Gymnastik og Fitness ved Aarhus havde været udsat for telefonsvindel.

Svindlerne franarrede personen over en million kroner, der er forsvundet fra foreningens bankkonto, skrev idrætsorganisationen på sin hjemmeside.

– Vi må nu sande, at der er tale om mere systematisk svindel målrettet foreninger, og vi skal gøre alt, vi kan, for at undgå det her, siger DGI’s formand, Charlotte Bach Thomassen, i pressemeddelelsen.

Håndboldklubben Nørre Djurs HK har ligeledes været udsat for telefonsvindel for over en million kroner, fremgår det.

Det samme gælder Måløv IF, der har mistet over 300.000 kroner, fortæller formand Thomas Lorenzen.

Hos politiet har man ikke før set den form for svindel mod foreninger. Det siger Kresten Munksgaard, der er leder af afdelingen for Forebyggelse, Analyse og Digital Patruljering hos National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

– Vi har tidligere advaret foreninger, mod svindlere, der på mail udgav sig for at være formanden, men nu er svindlerne begyndt over telefonen at udgive sig for at være fra banken eller politiet.

– Derfor er der god grund til at advare kasserer og andre med adgang til foreningens bankkonto, siger han i pressemeddelelsen.

For at undgå svindel sender DGI en advarselsmail ud til over 30.000 kasserer og formænd med gode råd om at være ekstra på vagt.

Samtidig inviteres foreningerne til et onlinemøde den 23. april, som DGI og politiet afholder om sikkerhed og foreningers økonomi, fremgår det.

Medlemstallene for 2024 viser, at 6732 idrætsforeninger er med i DGI. Foreningerne har omkring 1,94 millioner medlemmer, fremgår det på DGI’s hjemmeside.

Et rygte fra Det Hvide Hus sendte pludselig aktier i plus

Aktier i både Danmark og USA reagerede kraftigt mandag eftermiddag dansk tid, da en rådgiver fra Det Hvide Hus angiveligt sagde, at Trump overvejede at udskyde told på andre lande end Kina i 90 dage.

Omkring klokken 15.40 dansk tid lå det danske aktieindeks C25 til et fald på 4,5 procent. Men en halv time senere lå indekset i plus.

Efterfølgende har Det Hvide Hus dog kaldt meldingen “falske nyheder”, skriver CNBC.

Og det lader til, at kontrameldingen fik investorerne til at trække følehornene til sig igen. Ved lukketid mandag er C25 faldet to procent.

– Det hopper og danser, og nervøsiteten er gigantisk. Men lysten til at undgå at misse den optur, der venter, den er meget tydelig, siger Jacob Pedersen, som er aktieanalysechef i Sydbank.

– Jeg kan ikke huske, at jeg har set så vilde udsving på baggrund af nærmest ingenting. Det er virkelig voldsomt, lyder det videre.

Mandag eftermiddag dansk tid skrev nyhedsbureauet Reuters, at Kevin Hassett ifølge CNBC havde sagt i et interview, at Trump overvejer en toldpause på 90 dage for alle andre lande end Kina.

Kevin Hassett er leder af Det Hvide Hus’ økonomiske råd og en af Trumps nærmeste økonomiske rådgivere.

Efterfølgende har Reuters dog trukket historien tilbage med henvisning til, at den var “fejlagtig”.

I en video fra et interview med Kevin Hassett på kanalen Fox News spørger studieværten, om han vil overveje en toldpause på 90 dage.

– Jeg tror, at præsidenten vil beslutte det, som præsidenten vil beslutte, svarer Hassett, hvorefter han nævner, at over 50 lande er i forhandlinger med den amerikanske præsident.

Lige som i Danmark fik rygterne om en potentiel toldpause på 90 dage også de store aktieindeks i USA til at genvinde en del af det tabte.

Kort efter at markedet i USA åbnede klokken 15.30 dansk tid, lå det brede S&P 500-indeks til et fald på omkring fire procent.

Men efter at rygterne om en potentiel toldpause begyndte at svirre, steg indekset og lå i kort tid til at stige et par procent.

Omkring klokken 17.15 dansk tid lå indekset, der består af 500 store amerikanske selskaber, til et fald på knap to procent.

Også Tine Choi Danielsen, som er chefstrateg i PFA Pension, peger på mediehistorierne om Hassets udmelding som årsag til mandagens store udsving.

– Det giver et tegn på, at hvis der kommer noget forhandling eller formildning, er vi som investorer klar til at handle den modsatte vej, siger Tine Choi Danielsen.

Der har været røde tal på de finansielle markeder verden over de seneste handelsdage.

Mandag blev dermed den fjerde dag i træk, hvor C25-indekset faldt. Siden tirsdag har indekset således tabt over ti procent af sin værdi.

Den store vinder mandag blev Ambu, som sælger medicinsk udstyr. Selskabet steg 5,8 procent. I den modsatte ende lå Novonesis, der tabte næsten 7 procent.

Amerikanske aktier falder markant efter børsåbning

S&P 500-indekset, som indeholder de største amerikanske aktier, faldt med cirka 4,7 procent efter markedets åbning mandag ifølge BBC.

Kursfaldet kommer efter flere dages nedtur på det amerikanske aktiemarked.

Mandag tegner sig generelt til en global nedgang på aktiemarkedet, hvor både det europæiske og asiatiske marked ligesom USA har været udsat for markante kursfald.

Efter åbning af børsen i Frankfurt klokken 09 faldt det førende tyske DAX-indeks med næsten ti procent.

Et tilsvarende fald så man på børsen i København, hvor C25-indekset var faldet med 7,3 procent efter de første fem minutters handel.

Mandagens kursfald i Europa og USA følger efter en nat med store fald på aktiemarkederne i Asien. Her faldt de førende aktieindeks i Japan, Kina og Sydkorea med mellem 4,8 og 8 procent.

Det var på forhånd ventet, at aktiemarkederne ville blive præget af store fald mandag, som følge af at Kina fredag varslede et markant modsvar til USA’s og præsident Donald Trumps øgede told på varer fra en lang række lande.

Kina vil fremover lægge 34 procent told på varer fra USA.

EU har tilbudt USA nul told på biler og industrielle varer

EU har tilbudt USA en aftale om nul told på biler og industrielle produkter, hvis USA på samme vis vil lægge nul told på de tilsvarende europæiske varer, der kommer ind i USA.

Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, på et pressemøde i Bruxelles.

– Europa er klar til at forhandle med USA. Vi har tilbudt nul-til-nul-told på industrivarer. Fordi vi altid er klar til en god aftale.

– Men vi er også parate til at reagere med modforanstaltninger. Og beskytte os selv mod indirekte effekter gennem handelsomlægning, siger von der Leyen.

Dermed gør hun det klart, at hvis USA ikke vil komme til forhandlingsbordet, så vil EU komme med et modsvar, der vil betyde told på en række amerikanske varer.

Ifølge en talsmand for EU-Kommissionen blev tilbuddet givet i forbindelse med et møde mellem EU-kommissæren for handel, Maros Sefcovic, og hans amerikanske modparter fredag.

– Vi går efter at bygge momentum i forhandlingerne. Jeg anerkender mine modparter for en åben og ærlig linje i deres kommunikation, siger Maros Sefcovic på et pressemøde efter handelsministrenes møde i Luxembourg.

Her bekræfter han, at tilbuddet blev givet til Trump-administrationen i forhold til biler og industrielle produkter.

– Samhandlen med USA, som er vores vigtigste handelsparter, er i en vanskelig situation lige nu. En række amerikanske tariffer rammer en betydelig del af EU-eksporten.

– Faktisk er det EU-eksport for 380 milliarder euro, der står til at blive ramt. Det er 70 procent af vores samlede eksport, der står til at blive ramt af told på 20 procent, 25 procent eller mere, hvis man lægger det hele sammen, siger Maros Sefcovic.

Han siger dog, at “begge parter er enige om”, at samhandlen mellem EU og USA kunne blive styrket af “et nyt syn på – og boost af – strategiske områder”.

– Vi kan arbejde sammen og skabe et transatlantisk marked, der er til gavn for begge parter.

– Lad os være tydelige: Det vil tage tid at forhandle, men vi vil ikke vente uendeligt på en løsning, siger Sefcovic.

Han fastslår, at EU mandag aften vil sende den konkrete liste over amerikanske varer, som vil blive ramt af EU-told som følge af Trumps told på stål og aluminium til EU-medlemslandene.

EU-landene ventes at stemme om listen onsdag. Hvis ikke der er et kvalificeret flertal imod, vil den første del af tolden ifølge Sefcovic træde i kraft på de amerikanske varer 15. april. Anden del vil følge 15. maj.

Derudover vil EU-Kommissionen arbejde på at styrke samhandlen med andre lande. Det skal mindske effekten af USA’s toldsatser. Sefcovic nævner her lande som Indien, Indonesien, Thailand og Filippinerne som mulige partnere.

Derudover er EU-Kommissionen klar til at bruge “alle midler” til at beskytte det indre marked.

– Vi vil begynde med at overvåge importstrømmene i realtid, siger Maros Sefcovic.

Efter mødet med Trump-administrationen har Sefcovic desuden besøgt Kina for at “genskabe balancen” i forholdet mellem EU og Kina og få åbnet det kinesiske marked for europæiske virksomheder.

– Det var et vigtigt første skridt i retning af at få vores engagement med Kina på rette spor, siger Sefcovic.

Ministerium får kritik for at bryde regler om behandling af tænder

Statsrevisorerne kritiserer Indenrigs- og Sundhedsministeriet for ti gange siden 2018 at have reduceret tilskuddet til behandlinger på grund af budgetoverskridelser.

Det har blandt andet haft den konsekvens, at patienternes egenbetaling kan være skævt fordelt. Det meddeler Statsrevisorerne mandag på sin hjemmeside.

– En del af reduktionen er sket for behandlinger, hvor tandlægerne frit kan bestemme prisen. Dette er i strid med reglerne, skriver Statsrevisorerne.

Rigsrevisionen har undersøgt problemstillingen i årene 2018 til 2024. En af konklusionerne er blandt andet, at patienter med raske tænder oftere går til statusundersøgelser end patienter med tandsygdomme.

– Det er i strid med intentionerne i den kliniske retningslinje for voksentandplejen, skriver Statsrevisorerne.

Retningslinjen skal sikre en bedre udnyttelse af ressourcerne, så besparelser på tilskud til at behandle patienter med raske tænder kan bruges på patienter med tandsygdomme.

Tilskuddet skal fremme tandlægebehandling til de patienter, der har størst behov.

– Men ministeriet har ikke undersøgt, om tandlægerne indkalder patienterne efter deres individuelle behov, selv om det har betydning for udgifterne, skriver Statsrevisorerne.

Der blev sidste år afsat cirka 1,6 milliarder kroner til tandbehandling.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har heller ikke fulgt op på årsagerne til, at budgettet er blevet overskredet.

De fem regioner i Danmark udbetaler tilskuddet til tandlægerne. Regionerne skal kontrollere, at tilskuddet udbetales i overensstemmelse med reglerne.

Statsrevisorerne konstaterer, at dele af den regionale efterkontrol med udbetaling af tilskud til tandlægebehandling er “mangelfuld og ikke risikobaseret”.

Statsrevisorerne består af seks medlemmer. De er politisk udpeget, men de er ikke nødvendigvis medlemmer af Folketinget. De har til opgave at kontrollere statens udgifter.

Det gør Statsrevisorerne i samarbejde med Rigsrevisionen, der ikke er politikere, men embedsmænd.

Anholdelse gik viralt – dømt overvejer ankesag

Adam Dyrvig Tatt var helt forberedt på, at han mandag ville blive kendt skyldig i at have modsat sig en anholdelse og kaldt en politibetjent for en “fucking nar”.

Det fortæller han, efter at han af Københavns Byret er blevet idømt dagbøder på samlet 7000 kroner.

Da det er en bødesag, kan den kun ankes til landsretten med en særlig tilladelse. Han tvivler på, at han kan blive frifundet i landsretten.

– Spørgsmålet er, om jeg har nogen reel mulighed for at vinde den kamp. Det tror jeg ikke, siger han og fortæller, at han ikke har besluttet sig om anke:

– Det må jeg tage med min advokat de næste par dage.

Hvis han vil have sagen for landsretten, er det Procesbevillingsnævnet, der skal give tilladelse. Der gives blandt andet tilladelse, når sager har principiel karakter.

Anholdelsen fandt sted om eftermiddagen 13. september 2023, da Adam Dyrvig Tatt, der dengang var chefredaktør på Danwatch, kom cyklende på Prinsessegade ved Christiania i København.

Han blev stoppet af en politibetjent, som mistænkte ham for at køre, mens han brugte sin mobiltelefon håndholdt. Det er Dyrvig Tatt også dømt for i sagen mandag.

Adam Dyrvig Tatt stillede sig dog undrende over for sigtelsen. Politibetjenten bad ham flere gange om at oplyse sit navn, og Dyrvig Tatt er i byretten også dømt for at undlade at oplyse sin identitet.

Betjenten endte med at anholde Adam Dyrvig Tatt, han blev lagt i håndjern og i den forbindelse lagt ned på jorden.

Han førte armene ind foran kroppen og spændte op, hvilket besværliggjorde anholdelsen. Derfor er han også skyldig i at modsætte sig en anholdelse.

Adam Dyrvig Tatt har om sin reaktion under anholdelsen beskrevet situationen som en “dyrisk paniksituation”. Det var, da han havde fået peberspray og lå ned, at han kaldte en betjent for en “fucking nar”.

Tidligere har Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) undersøgt anholdelsen og ikke fundet anledning til at kritisere politiet for magtanvendelsen. Heller ikke Københavns Byret kritiserer politiet.

– Det er en helt almindelig velkendt problematik, der bliver rejst, at hvis du har en klage over politiet, kan du stort set ikke få medhold. Min sag er endnu et eksempel på lige præcis den kritik, siger Adam Dyrvig Tatt.

Selv om han havde forventet at blive dømt i sagen, var det alligevel vigtigt for ham at få den for retten.

– Det er min mulighed for at få forklaret over for retten og få vist politiets optagelser, som ikke har været fremme. Der får jeg også dokumentation for, at jeg står helt roligt og gerne vil oplyse mit navn og fødselsdato, siger han.

Adam Dyrvig Tatt har to uger til at overveje, om han vil bede om tilladelse til at få sagen for landsretten.

Tyskland vil kulegrave Israels rolle i drab på 15 redningsfolk i Gaza

Tyskland opfordrer til en hurtig undersøgelse af, om israelske styrker bevidst angreb en konvoj af redningskøretøjer i Gazastriben i marts. Et angreb, der kostede 15 redningsfolk livet.

– Der er meget væsentlige spørgsmål om den israelske hærs handlinger nu, siger Christian Wagner, talsperson for det tyske udenrigsministerium, som kalder beskyldningerne mod Israel for “chokerende”.

– Der er et presserende behov for en undersøgelse og for at stille de ansvarlige til ansvar, tilføjer han.

Udmeldingen kommer, efter at en video fra en af de dræbte nødhjælpsarbejderes mobil har sået tvivl om Israels forklaring på, hvad der skete den 23. marts i Gazastriben.

Det israelske militær anerkendte i første omgang at have skudt mod flere ambulancer. Men militæret sagde samtidig, at køretøjerne havde været uden lys og nødhjælpsmarkeringer og opført sig mistænkeligt i mørket, mens de havde nærmet sig det israelske militærs positioner.

Men en ny video, som flere medier – herunder The New York Times – har publiceret, viser noget andet. Her kan man se, hvordan en karavane af ambulancer og brandbiler kører på en vej i Rafah i de tidlige morgentimer.

Bilernes nødlys blinker rødt og blåt, nødhjælpsarbejderne bærer tydelige uniformer med reflekser, og Røde Halvmånes logo er klart markeret på en hvid ambulance, der kører i forgrunden af billedet.

Den offentliggjorte video har fået det israelske militær til at trække deres oprindelige forklaring om køretøjernes mangel på lys og markeringer tilbage.

Otte af de dræbte redningsfolk arbejdede for Palæstinensisk Røde Halvmåne, som er søsterorganisation til Røde Kors. Derudover var seks fra civilforsvaret i Gaza og én var FN-ansat.

Organisationen kræver mandag en uafhængig international undersøgelse af angrebet. Ifølge Røde Halvmåne blev redningsfolk skudt i overkroppen “med den hensigt at dræbe”.

AFP

Tidligere topchef i Velux straffes for køb af kokain

En tidligere topchef i Velux købte kokain gennem et halvt års tid og idømmes mandag fire måneders betinget fængsel ved Retten i Lyngby.

David William Briggs var administrerende direktør i Velux Gruppen, da han overtrådte lov om euforiserende stoffer.

Mindst 12 gange købte han kokain hos nogle såkaldt hvide bude og fik leveret 148 gram til sin bopæl i Hellerup, fastslår retten.

Lovovertrædelserne fandt sted fra december 2021 til midt på sommeren i 2022. I august samme år meddelte selskabet, at David William Briggs fratrådte sin stilling som øverste chef for flere end 11.000 ansatte.

Begrundelsen i selskabets pressemeddelelse gik på, at han ønskede at få mere tid til sin familie.

Den 60-årige britiske statsborger er ikke selv til stede i retten, da sagen behandles mandag. Hans forsvarer mente, at mængden skulle sættes ned i forhold til politiets og anklagemyndighedens beregninger.

Via MobilePay betalte han i alt næsten 71.000 kroner for leverancerne af stoffer.

I en erklæring, der er oplæst i retten, udtrykker han skam. På grund af sine handlinger er han gået glip af bonus og andet på i alt 30 millioner kroner, lyder det i erklæringen.

Rygproblemer koster Tauson vigtige landskampe

Det danske kvindelandshold i tennis må se bort fra Clara Tauson i de kommende Billie Jean King Cup-kampe mod Slovakiet og USA, hvor Danmark kæmper for at kvalificere sig til turneringens finalestævne for første gang.

Hun har problemer med ryggen og kan ikke nå at blive klar til at spille på fredag. Det oplyser Dansk Tennis Forbund på sin hjemmeside.

– Jeg fik desværre nogle reaktioner fra ryggen i Miami og har forsøgt at blive kampklar indtil sidste øjeblik. Det går fremad, men formen er desværre ikke til hårde landskampe allerede på fredag.

– Vi var nogle stykker, der oplevede de samme problemer i sidste uge, og WTA-spillere må erkende, at vi skal planlægge smartere for at beskytte vores helbred og prioritere i kalenderen for at minimere risikoen, siger en ærgerlig Clara Tauson.

Holdets kaptajn, Jens Anker Andersen, erkender, at Danmark er markant svækket uden sin bedste spiller.

– Det er naturligvis rigtig ærgerligt, at vi må undvære Clara til den her kæmpe opgave for landsholdet. Det siger sig selv, at det er et stort slag for vores sportslige muligheder, at vi er uden vores bedste spiller. Men resten af holdet vil give den alt, hvad vi kan, og vi vil spille vores chance, siger han.

Der udtages ikke en erstatning for Tauson.

Resten af det danske landshold bestående af Johanne Svendsen, Rebecca Munk Mortensen, Laura Brunkel og Emilie Francati er mandag rejst til Bratislava.

Aagaards krisesag om forsinket elnet blev drøftet i regeringen

Lars Aagaards problemsag om elnettets forsinkelser og den tilbageholdte pressemeddelelse fra Energinet har nu endegyldigt fået forbindelse til regeringens interne linjer.

Det viser et svar fra klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) til Folketinget.

Her svarer ministeren, at “sagen har været drøftet i regeringen”.

Dermed understreges det, at ministeren og regeringen har været opmærksomme på den problematiske sag, mens oppositionen ikke blev inddraget.

Undervejs i sagen har netop det været kritikpunktet fra partier til både venstre og højre for regeringen.

Oppositionspolitikerne er stærkt utilfredse med, at ministeren i deres optik har tilbageholdt en vigtig viden om et forsinket elnet forud for politiske forhandlinger om det emne.

Sagen tog sin begyndelse, da mediet Zetland kunne beskrive, at en pressemeddelelse fra Energinet blev trukket tilbage efter dialog med Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Pressemeddelelsen beskrev, at der var massive forsinkelser på elnettet.

Den specifikke pressemeddelelse og vurdering blev ikke leveret til offentligheden eller partierne uden om regeringen.

Siden har Zetland berettet, at sagen blev bearbejdet grundigt i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med henblik på at blive drøftet i det vigtige regeringsudvalg Grønt Udvalg.

Her sidder topfolk som forsvarsminister og Venstre-formand Troels Lund Poulsen, finansminister Nicolai Wammen (S) og udenrigsminister og moderat formand Lars Løkke Rasmussen.

Det har ikke stået klart, om sagen endte på bordet i Grønt Udvalg.

Men nu bekræfter klimaministeren, at sagen blev drøftet i regeringen – uden at specificere et nærmere forum.

Lars Aagaard beklager i svaret.

– Jeg vil gerne gentage min undskyldning til ordførerne for, at de ikke fik den specifikke information om Energinets replanlægning i forbindelse med forhandlingsforløbet. Det skulle ordførerne have haft, og det har hele tiden været mit ønske, lyder det.

– Det skete ikke. Det er en fejl fra ministeriets side, som jeg som ansvarlig minister både beklager og undskylder.

Ung mors fængsling for at dræbe nyfødt når til Højesteret

Landets øverste domstol skal tage stilling til, om en 24-årig kvinde skal sidde varetægtsfængslet for at have taget livet af sit nyfødte barn.

Procesbevillingsnævnet oplyser i en meddelelse, at det har givet den unge mor lov til at kære fængslingen til Højesteret.

Kvinden har været frihedsberøvet siden 21. december 2024.

Her blev hun fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Næstved og sigtet for at have slået sit nyfødte barn ihjel. Drabet skulle have fundet sted i kvindens hjem i en sydsjællandsk by mellem torsdag aften den 19. december og den efterfølgende morgen.

I retsmødet tilstod moren, at hun havde taget livet af sit barn. Men når en mor dræber sit nyfødte barn, kan handlingen nogle gange juridisk flyttes hen til en anden paragraf i straffeloven end den almindelige om manddrab.

Den drejer sig om, at kvinden har begået drabet på grund af “svækkelse, forvirring eller rådvildhed”, som er fremkaldt af fødslen.

Der er tale om straffelovens paragraf 238, som har en strafferamme på fire års fængsel. Den erkender hun sig skyldig i overtrædelse af.

Til sammenligning kan den almindelige bestemmelse om manddrab – straffelovens paragraf 237 – straffes med fængsel på livstid. Udgangspunkt er dog 12 års fængsel for et drab.

Det nægter kvinden sig skyldig i.

Byretten fandt ikke grundlag for at varetægtsfængsle kvinden og besluttede, at hun skulle sættes på fri fod. Den afgørelse kærede anklagemyndigheden på stedet, og landsretten omgjorde beslutningen.

Moren blev af landsretten den 31. januar i år varetægtsfængslet for manddrab.

Den beslutning er hun uenig i, og sammen med sin advokat, forsvarer Louise Traberg Smidt, har hun søgt Procesbevillingsnævnet om lov til at få spørgsmålet for Højesteret. Nævnet har givet dem grønt lys.

Det er ellers ikke ofte, at landets øverste retsinstans skal afgøre, om en person skal sidde fængslet.

– Højesteret skal se på, om den mener, at en varetægtsfængsling er nødvendig i den her sag, siger Louise Traberg Smidt til Ritzau.

Nærmere bestemt skal Højesteret vurdere, om der er en særligt bestyrket eller en begrundet mistanke om, at kvinden har gjort sig skyldig i det, hun er sigtet for.

Procesbevillingsnævnet oplyser i tilladelsen ikke, hvad det har fundet principielt, eller hvilke andre særlige grunde nævnet har fundet for at tillade kvinden at kære til Højesteret.

Det er uvist, hvornår Højesteret behandler spørgsmålet.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]