Seneste nyheder

28. april 2026

Titusindvis i Prag kritiserer Tjekkiets regering for arrogance

Titusindvis af indbyggere i Tjekkiet har lørdag deltaget i en demonstration i landets hovedstad, Prag, hvor de udtrykte deres utilfredshed med regeringen.

Regeringen – som ledes af premierminister og milliardær Andrej Babis – får blandt andet kritik for magtarrogance.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Andrej Babis har været ved magten siden december 2025.

Han leder en trepartiregering med sit eget parti, ANO, det stærkt højreorienterede SPD samt det EU-skeptiske Motoristé sobě, der ligeledes repræsenterer højrefløjen.

Også i februar gik titusindvis på gaden for at demonstrere mod Andrej Babis.

Bag lørdagens demonstration stod bevægelsen Milion chvilek pro demokracii, der også er kendt under det engelske navn The Million Moments for Democracy.

Bevægelsen har flere gange kritiseret regeringen i Tjekkiet for at nedtone truslen fra Rusland efter landets fuldskala-invasion af Ukraine i 2022.

Den anslår, at der lørdag var flere end 200.000 mennesker, som var samlet til demonstrationen, der fandt sted i nabolaget Letná.

Det har ifølge AFP dog ikke været muligt at få det tal uafhængigt bekræftet.

Kritikken fra Milion chvilek pro demokracii er desuden rettet mod regeringens plan om at tage kontrol over medier i landet.

Tjekkiet er medlem af både EU og Nato. Befolkningen tæller 10,9 millioner.

– Magtens arrogance vokser, og ekstreme politikere tager vores land som gidsel, siger bevægelsen på Facebook.

Deltagerne i demonstrationen udtrykte på gaden deres utilfredshed med både premierminister Babis og med Tomio Okamura, som er formand for SPD og parlamentsformand i landet.

De har som folkevalgte bevaret deres immunitet for at undgå retssager, skriver AFP.

Mens Babis står over for anklager om svindel med EU-tilskud, drejer anklagerne mod Okamura sig om at have opildnet til had.

– Jeg kan ikke lide, hvordan regeringen opfører sig, magtens arrogance og hvordan den fastsætter helt forskellige moralske standarder. Det er svært at sluge, siger demonstranten Anna Bittner til AFP.

Andrej Babis var også premierminister i Tjekkiet fra 2017 til 2021. Han er selvudnævnt “trumpist” – altså tilhænger af USA’s præsident, Donald Trump.

Saudi-Arabien udviser fem iranske ambassadeansatte

Saudi-Arabien har beordret Irans forsvarsattaché og fire andre ambassade-ansatte til at forlade landet inden for 24 timer.

Det skriver det saudiarabiske udenrigsministerium i en erklæring ifølge Reuters.

De er desuden blevet erklæret for persona non grata i Saudi-Arabien – det vil sige uønskede.

Det drejer sig ud over forsvarsattachéen også om hans assistent og om tre personer, hvis præcise stillingsbetegnelser på ambassaden ikke fremgår.

Udvisningen er ifølge ministeriet sket med baggrund i, hvad det beskriver som fortsatte iranske angreb mod saudiarabisk territorium.

I erklæringen fra udenrigsministeriet fordømmer Saudi-Arabien angrebene.

Fortsatte angreb fra Iran vil føre til en yderligere eskalering af situationen og have “betydelige konsekvenser” for nuværende og fremtidige relationer mellem de to lande, lyder det.

Saudi-Arabien har, siden Israel og USA’s indledte krigen mod Iran den 28. februar, været udsat for angreb fra Iran.

Iran har således sendt hundredvis af missiler og droner mod landet. Saudi-Arabien siger, at langt størstedelen dog er blevet opsnappet.

Ifølge landets myndigheder er i alt to civile blevet dræbt i angrebene.

Tidligere på dagen lørdag meddelte det saudiarabiske forsvarsministerium ligeledes, at landets luftforsvar havde nedskudt 22 droner i den østlige del af landet, skriver nyhedsbureauet AFP.

Onsdag udtalte Saudi-Arabiens udenrigsminister, Faisal bin Farhan, sig i et interview om situationen.

Her lød det blandt andet, at Saudi-Arabien forbeholder sig retten til militære handlinger mod Iran, hvis det vurderes at være nødvendigt.

Han sagde også, at den smule tillid, der tidligere var til Iran, nu er “fuldstændigt smadret”.

Saudi-Arabien og Iran genoprettede de diplomatiske forbindelser i 2023.

Det skete som led i et forsøg på at dæmpe spændingerne efter mange års fjendskab, hvor de har støttet hver deres politiske og militære grupper i regionen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Offentlig administration løber fra resten af beskæftigelsesvæksten

Siden midten af 2019 er antallet af administrative ansatte i det offentlige vokset med knap 21 procent.

Det er dobbelt så meget som den samlede beskæftigelsesvækst, skriver interesseorganisationen Dansk Erhverv i en analyse.

Videre lyder det, at antallet af offentligt fuldtidsansatte, der beskæftiger sig med administration, lå på 102.530 i tredje kvartal 2025.

Det er rekord, skriver Dansk Erhverv, som i analysen konkluderer, at man kan frigøre over ni milliarder kroner om året, hvis man ruller antallet af ansatte tilbage til niveauet i 2019.

Bortset fra et enkelt kvartal er antallet af administrative ansatte steget i hvert kvartal i de seneste ni år.

For hver gang der siden 2016 er blevet ansat ti nye medarbejdere i den offentlige sektor, har mindst fire af dem været administrative, lyder det.

– Vi har et akut behov for at vende udviklingen, når vi ser på de udfordringer, vi står foran med stiv demografisk modvind sammen med enorme udgifter til blandt andet oprustning af dansk forsvar, velfærd og den grønne omstilling, siger administrerende direktør Brian Mikkelsen.

Administration og bureaukrati i det offentlige har fyldt en del i løbet af valgkampen.

Liberal Alliance har fremlagt en økonomisk plan, som sammenlagt rummer lavere afgifter og skatter for 55,5 milliarder kroner.

Den vigtigste kilde til finansieringen er en reduktion af det offentlige bureaukrati i stat, regioner og kommuner.

Derudover vil Venstre som en del af sin økonomiske plan spare 4,5 milliarder i det offentlige bureaukrati frem mod 2035.

Socialdemokratiet og SF har desuden foreslået at give cirka 150.000 folkepensionister 1000 kroner mere om måneden ved blandt andet at reducere administration og bureaukrati i staten.

Redningstjeneste: Over 100 personer såret efter missilangreb i Israel

Over 100 personer er blevet såret i missilangreb på to israelske byer lørdag aften.

Det skriver ambulancetjenesten Magen David Adom ifølge nyhedsbureauet AFP.

33 personer er ifølge ambulancetjenesten blevet såret i byen Dimona i Israel. Derudover meldes omkring 84 såret i byen Arad.

To børn skal være blandt de sårede.

Ifølge det israelske militær er missilerne blevet affyret fra Iran.

Effie Defrin, der er talsmand for militæret, skriver på det sociale medie X, at militæret vil undersøge hændelsen.

– Luftforsvarssystemet var i drift, men opsnappede ikke missilet. Vi vil undersøge hændelsen og lære af den, skriver han ifølge AFP.

Ifølge nyhedsbureauet AFP ligger der et atomkraftværk 13 kilometer fra Dimona i Negev-ørkenen. Det menes at være Mellemøstens eneste atomarsenal, selv om Israel aldrig officielt har indrømmet at have atomvåben.

Anlæggets fokus er officielt forskning.

I et opslag på X skriver Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), at det ikke har modtaget indikationer på skader på atomforskningscenteret i Negev.

Angrebet kommer, samme dag som USA og Israel har angrebet et af Irans vigtigste atomanlæg, som ligger ved byen Natanz.

Det rapporterede det iranske nyhedsbureau Tasnim ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Oplysningen om angrebet kom fra Irans atomagentur.

– Som følge af USA’s og det zionistiske regimes ulovlige angreb på vores land er berigelseskomplekset ved Natanz denne morgen blevet ramt, skrev Irans atomagentur i en udtalelse.

I anlægget ved Natanz bliver der beriget uran, som USA og Israel mistænker, skal bruges til udvikling af atomvåben.

Ifølge iransk stats-tv er angrebet på Dimona et modsvar på angrebet mod det iranske atomkraftværk.

Iran har flere gange anklaget Israel og USA for at angribe atomanlægget.

Tirsdag bekræftede Det Internationale Atomenergiagentur, at der er sket skader på indgangsbygninger til det underjordiske anlæg i Iran.

– Der forventes ingen radiologiske konsekvenser, og der er ikke registreret yderligere påvirkning af selve berigelsesanlægget, som blev alvorligt beskadiget under konflikten i juni, skrev IAEA i et opslag på X med henvisning til tidligere angreb på værket.

Natanz var sammen med Isfahan- og Fordow-anlæggene blandt de iranske atomfaciliteter, som blev udsat for omfattende amerikanske angreb i juni 2025.

Sejr i Ungarn skaffer afbudsramte Odense godt udgangspunkt

Undervejs så det rigtig godt ud, men en svag afslutning kostede en smule for Odense Håndbold, der dog er rigtig godt på vej mod en plads i Champions Leagues kvartfinale.

På udebane mod DVSC Schaeffler i Ungarn vandt fynboerne det første af to opgør med 37-32. Der er returkamp på Fyn om en uge.

I en forventelig kvartfinale skal Odense igen sætte kursen mod Ungarn. Her venter nemlig storklubben Györ.

Mod DVSC Schaeffler nød fynboerne i første halvleg godt af en ganske velspillende Yara ten Holte mellem stængerne. Den hollandske keeper havde fuldstændig styr på flere af de ungarske stykker.

I den anden ende fik duoen med Helene Fauske og Thale Rushfeldt Deila begge godt gang i duellerne og skudarmen.

Odense er fortsat uden profiler som Mie Højlund, Ingvild Bakkerud og Louise Burgaard, og derfor var der lagt meget over på Fauske og Deila i bagkæden.

Men de to nordmænd tog ansvaret på sig med otte mål fordelt mellem dem i første halvleg, mens ten Holte stod med en redningsprocent på 50.

Det gav en fynsk pauseføring på 18-13.

Tendenserne fortsatte efter sidebyttet. Fauske og Deila fik mere hjælp fra kollegaerne i bagkæden, og så voksede føringen til ni mål.

I det sidste kvarter begyndte koncentrationen dog at svigte lidt. Afslutningerne begyndte at mangle kvalitet, mens et par defensive blundere kostede udvisninger for Odense.

Schaeffler udnyttede overtallet til at barbere forspringet ned på fem scoringer, og fortsatte koncentrationssvigt gjorde, at Odense ikke fik genetableret den helt store føring i de sidste minutter.

Tidligere FBI-chef Robert Mueller er død – 81 år

Den tidligere FBI-chef Robert Mueller, der blandt andet efterforskede Ruslands rolle i det amerikanske præsidentvalg i 2016, døde fredag i en alder af 81 år.

Det bekræfter hans familie i en udtalelse ifølge The New York Times, der skriver, at familien ikke oplyser dødsårsagen.

Siden rapporten om russisk indblanding i valget blev fremlagt, konkluderede Mueller, at han hverken kunne frikende eller anklage præsident Donald Trump for en forbrydelse.

Trump har modtaget nyheden om Muellers død, og han skriver på sit eget sociale medie, Truth Social, at han er “glad” for, at Mueller er død.

– Han kan ikke længere skade uskyldige mennesker, lyder det fra præsidenten.

Kun en uge før angrebene den 11. september 2001 blev han udnævnt som chef for USA’s forbundspoliti.

The New York Times beskriver, at han efterfølgende gennemførte de mest betydningsfulde strukturelle og kulturelle ændringer i FBI’s historie.

Mueller vil måske især blive husket for det, han gjorde efter sin tid i FBI, hvor han blev tilkaldt for at undersøge den siddende præsident.

Det amerikanske justitsministerium udnævnte Robert Mueller som særlig anklager i maj 2017.

Formålet var at undersøge, om der var et samarbejde mellem den russiske regering og Donald Trumps kampagne frem mod valget i 2016.

Mueller samlede et hold af jurister med erfaring, der strakte sig helt tilbage til Watergate-skandalen i 1970’erne.

Holdet rejste anklager mod blandt andre en gruppe russiske spioner, ligesom undersøgelsen var med til at sende Paul Manafort, Trumps tidligere kampagnechef, i fængsel.

Også Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn havde en rolle i sagen.

Han erklærede sig skyldig i at have løjet over for FBI.

Både Paul Manafort og Michael Flynn er siden blevet benådet af den amerikanske præsident.

Robert Mueller blev den sjette FBI-chef 4. september 2001. Længe var hans job præget af angrebene mod USA en uge senere.

Den daværende præsident, George W. Bush, spurgte dagen efter angrebene Mueller direkte, hvad FBI gjorde for at forhindre et nyt angreb.

Ny norsk måling viser opbakning til kronprins Haakon

En ny norsk måling viser opbakning til den norske kronprins Haakon.

I målingen, som er udført af InFact for det norske medie Nettavisen, svarer næsten 80 procent af de adspurgte, at de tror, kronprinsen vil fungere godt i rollen som konge.

Meningsmålingen blev ifølge mediet udført den 20. marts – samme dag som et interview med kronprinsen og kronprinsesse Mette-Marit blev offentliggjort på NRK.

Under interviewet taler kronprinsessen om sin forbindelse til Jeffrey Epstein.

I den norske måling er støtten til Mette-Marit dog ikke lige så udtalt.

Adspurgt om hvorvidt hun er egnet til at blive Norges dronning, svarer cirka 42 procent nej.

31 procent svarer, at de mener, kronprinsessen er egnet.

Lokale kræver død kaskelothval fjernet fra strand i Thy

Flere lokale borgere er utilfredse med, at en død kaskelothval, der for en uges tid siden skyllede op på stranden ved Stenbjerg Landingsplads i Thy, skal blive liggende.

Benny Pedersen, der er strandfoged i Stenbjerg, siger til TV Midtvest, at han synes, det er “noget svineri”.

Strandfogeden mener, at den døde kaskelothval til sommer kan komme til at jage folk væk fra stranden. Særligt på grund af lugten i forbindelse med forrådnelsen.

Henning Buus Jensen, der også bor i Stenbjerg, erklærer sig enig med strandfogeden.

– Den skal ikke ligge her og lugte. Det kan vi ikke være bekendt over for de mange turister, der kommer til området, lyder det.

Miljøstyrelsen har bestemt, at flere af de kaskelothvaler, der i februar strandede på vestkysten, skal blive liggende.

Den døde kaskelothval ved Stenbjerg Landingsplads drev først ind til kysten ved Blåvand.

Senere drev den til havs og endte ved Lyngby i Thy, inden den til sidst endte i Stenbjerg.

Selv om det blev besluttet, at hvalen skulle blive liggende, da den lå ved Lyngby, har Miljøstyrelsen ikke tænkt sig at fjerne ådslet.

Begrundelsen er blandt andet, at døde hvaler er til gavn for måger og andre dyr, der har appetit på ådsler.

Jane Hansen, kontorchef i Miljøstyrelsen, siger til TV Midtvest, at myndighederne løbende følger situationen.

Hun understreger samtidig, at det er vigtigt, at man holder afstand til den døde hval, da den potentielt kan overføre sygdomme til dyr og mennesker.

Tidligere er flere andre kaskelothvaler, der var strandede ved Fanø, blevet fjernet, da de befandt sig for tæt på turistområder.

31. januar blev den første strandede kaskelothval i 2026 observeret i Ålbæk Bugt syd for Skagen.

Forinden havde der ikke været en eneste strandet kaskelothval i Danmark siden 2016.

Esbjerg tager stort skridt mod CL-kvartfinale med knusende sejr

Team Esbjerg har et ben og mere til i Champions League-kvartfinalerne, efter at det danske hold lørdag eftermiddag vandt 37-26 over HC Podravka i det første møde i Kroatien.

Med sejren virker returkampen i Esbjerg næste weekend ganske overkommelig. I en eventuel kvartfinale venter et møde over to opgør med rumænske CSM Bururesti.

Den norske stjerne Henny Reisted var i Kroatien endnu en gang den helt store profil. Bagspilleren, der de seneste tre år er kåret til verdens bedste, scorede 11 mål og havde derudover en række målgivende afleveringer.

Podravka var det hold, der i gruppe B havde lukket flest mål ind i gruppespillet. Det var tydeligt at se hvorfor i mødet med Esbjerg, der skulle spille om en kvartfinaleplads efter at være sluttet som nummer tre i gruppe A.

Jyderne spillede med stort overskud angrebsmæssigt, hvor Reistad hele tiden skabte overtalssituationer i første halvleg.

Hvis ikke hun selv scorede, assisterede hun medspillerne. Det var ikke på noget tidspunkt at se, at Reistad i bagkæden manglede sin norske kollega Nora Mørk, der var ude med sygdom.

Betingelserne blev heller ikke sværere af, at kroaterne lavede en del tekniske fejl. De blev straffet prompte af Esbjergs kontrafase.

Ti minutter inde i anden halvleg rundede den jyske føring ni mål, men så blev der slækket en smule på tingene.

Der kom flere fejl ind i spillet, da kroaternes forsvar gik højt på Reistad. Det drillede, og pludselig var Esbjerg blot foran med fire.

Podravka havde flere muligheder for at komme endnu tættere på, men Anna Kristensen sørgede for, at afstanden blev holdt med et par gode redninger i målet.

I den sidste del af opgøret genfandt Esbjerg koncentrationen offensivt, og så endte med den knusende sejr, det havde lugtet af i det meste kampen.

Trump truer med at bruge ICE-betjente i lufthavnen

USA’s præsident, Donald Trump, truer med at bruge betjente fra immigrationsmyndigheden ICE til at stå for lufthavnssikkerheden i amerikanske lufthavne.

Det skriver præsidenten i et opslag på sit sociale medie Truth Social.

Trump truer med at indsætte ICE-betjente, hvis ikke demokraterne i Kongressen går med til at underskrive en finansieringsaftale for lufthavnssikkerhed.

– Jeg vil flytte vores dygtige og patriotiske ICE-betjente til lufthavnene, hvor de vil stå for sikkerheden på en måde, som ingen nogensinde har set før, herunder den øjeblikkelige anholdelse af alle ulovlige immigranter, der er kommet ind i vores land, skriver han.

Betjentene vil blive indsat i lufthavnene mandag, skriver Trump.

ICE har i de seneste måneder været i fokus på grund af sin indsats imod illegale immigranter i landet, hvilket har ført til demonstrationer i flere byer.

Derudover affødte det store protester mod både ICE og grænsepolitiet, da betjente fra de to myndigheder i januar dræbte de to amerikanske statsborgere Renée Good og Alex Pretti i Minneapolis i delstaten Minnesota.

Flere amerikanske medier har i dagevis beskrevet lange køer i flere af landets lufthavne på grund af en delvis regeringsnedlukning i landet.

Mere specifikt drejer det sig om ministeriet for indenlandsk sikkerhed, som siden februar har været uden finansiering, fordi medlemmerne af Kongressen ikke er nået til enighed om en finansieringsaftale.

Demokraterne har nægtet at vedtage finansieringen på grund af uenigheder om håndhævelse af immigrationsregler, skriver The New York Times.

Ministeriet fører tilsyn med transportsikkerhedsmyndigheden TSA, hvis ansatte blandt andet står for at scanne bagage og tjekke ID i flere amerikanske lufthavne.

På grund af den delvise nedlukning har omkring 50.000 TSA-ansatte arbejdet uden løn siden 14. februar, skriver The New York Times.

Medarbejdere, der anses for nødvendige, er forpligtede til at møde på arbejde – selv uden løn – men TSA-ansatte i usædvanlig høj grad har meldt sig syge, skriver avisen.

Ifølge Darrell English, der arbejder for TSA i Chicago Lufthavn og er formand for en fagforening, der repræsenterer TSA-ansatte i Illinois og Wisconsin, vil de gerne møde på arbejde, men flere har ikke råd til det.

Det siger han til The New York Times.

Han fortæller, at efterhånden som lønudbetalingerne udebliver, tager de ansatte ekstra job for at betale deres regninger.

To personer er døde efter lavine i Italien

To personer er døde efter en lavine i Sydtyrol i Italien lørdag.

Det oplyser alarmcentralen i Bolzano ifølge det italienske medie Rai.

Fem personer meldes desuden såret.

Flere medier skriver, at en gruppe på 25 skibjergbestigere var involveret i ulykken, men at de fleste blot blev strejfet af snemasserne.

Hver vintersæson dør flere mennesker i laviner i Europa.

Fra 1. oktober 2025 til 16. marts 2026 er der registreret 127 lavinedødsfald i Europa ifølge European Avalanche Warning Service (EAWS).

Ifølge Reuters er dødstallet for sæsonen 2025-26 usædvanligt højt, selv om sæsonen endnu ikke er færdig.

I det seneste årti har der ifølge Reuters kun været én vinter, hvor flere mennesker mistede livet i laviner. Det skete i sæsonen 2017-18, hvor der blev registreret 147 dødsfald.

Løkke: Danmark vil bidrage til sikker passage gennem Hormuz

Danmark har tilsluttet sig en kreds af 20 lande, der vil bidrage til at skabe sikker passage ved Hormuzstrædet.

Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) lørdag eftermiddag til TV 2 News.

– Vi vil gerne sende et signal om deeskalering og et kraftigt signal til Iran om at lade være med at angribe dets nabolande og de facto blokere Hormuzstrædet.

– Og så selvfølgelig også principielt sende et tilsagn om, at når situationen er til det, vil denne kreds gerne understøtte, at fri sejlads i Hormuzstrædet igen kan finde sted, lyder det fra udenrigsministeren.

Torsdag meldte de første seks lande – Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien, Holland og Japan – sig i en erklæring klar til at hjælpe med at sikre sikker passage ved det vigtige stræde.

Fredag fulgte yderligere 14 lande op, heriblandt Danmark.

Det fremgik af en fælles udtalelse fra landene delt af Norges udenrigsministerium fredag.

Hvad et dansk bidrag konkret kommer til at bestå af, nævner Lars Løkke Rasmussen ikke.

Han understreger dog, at en “militær aktion ikke er på tapetet”.

Christian Friis Bach, formand for Udenrigspolitisk Nævn og Venstres udenrigsordfører, sagde tidligere på dagen, at danske krigsskibe næppe vil blive sendt afsted til Hormuzstrædet.

– Det bliver med stor sandsynlighed blot nogle stabsofficerer til operationen, for vi har brug for de danske fregatter. Både i Danmark, i de arktiske områder og i Grønland. Derfor er der ikke en stor sandsynlighed for, at Danmark kommer til at bidrage med skibe, sagde Christian Friis Bach til Ekstra Bladet.

Siden de amerikanske og israelske angreb mod Iran blev indledt 28. februar, har Hormuzstrædet reelt været blokeret af Iran.

Strædet mellem Iran og Oman spiller en afgørende rolle i forsyningskæden for olie, da en femtedel af verdens råolie under normale omstændigheder fragtes igennem strædet.

Priserne på olie og gas er verden over steget voldsomt.

Dansk Industri forudser i en analyse, at danske virksomheder i år kan se frem til en ekstra regning på 113 milliarder kroner.

Det er især energitunge erhverv i transport- og byggesektoren, der ifølge erhvervsorganisationen rammes.

Grimt styrt skæmmer belgisk monumenttriumf

Lotte Kopecky (SD Worx) var en af storfavoritterne til kvindernes Milano-Sanremo lørdag eftermiddag, og hun leverede varen.

Den tidligere verdensmester fra Belgien kom til mål i en gruppe på fem ryttere og var klart stærkest i spurten.

Men spurten var næppe det, der sad fast på tv-seernes nethinde efter den hektiske afslutning på monumentet.

På nedkørslen efter den næstsidste stigning skete nemlig et voldsomt styrt, som gik hårdt ud over flere stjerner.

Den tidligere Tour de France-vinder, polske Kasia Niewiadoma, kørte ind i et autoværn og hev flere andre ryttere med sig ned. Og fordi styrtet skete lige efter et højhastighedssving, kunne de bagvedliggende ryttere ikke se, at der lå mennesker og cykler på vejen.

Det gik især ud over italienske Debora Silvestri, som kom buldrende i høj fart og fløj ud over autoværnet og et par meter ned på en vej nedenfor.

Hun landede hårdt, men bevægede sig, få sekunder efter at hun var landet. Hendes spanske hold, Laboral Kutxa, kommunikerede hurtigt på den sociale platform X, at Silvestri var ved bevidsthed og på vej til hospitalet.

Milano-Sanremo kom sidste år tilbage i kvindernes kalender efter en lang årrække, hvor løbet ikke blev kørt.

Løbet var i kalenderen fra 1999 til 2005, men blev altså ikke kørt fra 2006 til 2024. Lorena Wiebes vandt sidste år, og hendes holdkammerat Lotte Kopecky tog sig altså af sejren i år.

Amalie Dideriksen blev bedste dansker som nummer 15.

Jublende fans tager imod sydkoreansk boyband efter fire års stilhed

Den sydkoreanske popgruppe BTS har lørdag gjort comeback i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, efter en næsten fire år lang koncertpause.

Tusindvis af fans er mødt op for at opleve gruppen, der er blevet beskrevet som nyere tids største boyband.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

– Hej Seoul, vi er tilbage, lød det fra et af bandmedlemmerne, da gruppen var trådt op på scenen ved middagstid dansk tid.

Koncerten finder sted på Gwanghwamun-pladsen uden for Gyeongbokgung-paladset i det centrale Seoul. Pladsen er oplyst i regnbuefarver.

260.000 mennesker var ventet til koncerten, som er gratis. Om så mange er mødt op, er endnu uvist – men det er i hvert fald enorme menneskemængder, som har taget imod medlemmerne af BTS.

– BTS! BTS!, råbte de tusindvis af fans fra pladsen, da gruppen gik på scenen.

Tilbagekomsten kan følges direkte på streamingtjenesten Netflix.

Koncerten har trukket tusindvis af udenlandske gæster til Seoul, og hotellerne i den sydkoreanske hovedstad er fuldt booket, skriver AFP.

Blandt de fans, der har krydset landegrænser for at opleve BTS live, er 22-årige Gloria Moloney.

– Jeg er fra Australien, så jeg er rejst til Sydkorea for at opleve kulturen og BTS’ koncert, siger Gloria Moloney til AFP.

BTS har holdt pause siden 2022, fordi BTS’ syv medlemmer har skullet aftjene værnepligt i Sydkorea.

Værnepligt er obligatorisk for alle raske mænd mellem 18 og 28 år i landet.

Tjenesten kan vare 18 måneder eller mere, og de strenge krav begrundes med det særdeles anspændte forhold til Nordkorea.

Før BTS-medlemmerne trak i trøjen, blev det anslået, at bandet genererede økonomisk aktivitet i Sydkorea for mange milliarder kroner – og med en målbar effekt på det sydkoreanske bnp.

Fredag sendte BTS et nyt album på gaden med titlen “Arirang”. Alene fredag blev der solgt næsten fire millioner eksemplarer.

S vil finansiere forældres nedsatte tid med aldersopsparing

Socialdemokratiet foreslår at finansiere partiets udspil om “Børnetid” med en øget indbetaling til aldersopsparing.

Det siger finansminister Nicolai Wammen (S) lørdag i Falkoner Centret på Frederiksberg, hvor partiets udspil præsenteres.

– Det betyder, at vi fremrykker indtægter, som ellers lå langt ude i tiden, så vi kan bruge dem til yngre generationers fremtid, siger Wammen.

Han understreger, at det ikke er til at vide, hvad den præcise regning bliver, før at der ligger en aftale med arbejdsmarkedets parter.

En aldersopsparing er en pensionsordning, hvor der betales en årlig skat på 15,3 procent af afkastet.

I 2026 ligger grænsen for grundbeløbet på 9900 kroner, som alle må indbetale om året.

Fra syv år inden folkepensionsalderen er grænsen væsentligt højere. I 2026 er den 64.200 kroner.

Nu lægger Socialdemokratiet op til at forøge mulighederne for at indbetale til aldersopsparingen, hvilket skal få flere til at benytte ordningen.

På den måde vil de årlige skatteindtægter fra opsparingen stige, og det er disse, som partiet vil bruge til at finansiere “Børnetid” på den korte bane, lyder det.

Samtidig ventes det, at der vil blive indbetalt færre penge til andre pensionsordninger, hvor der først betales skat, når pengene udbetales.

– Vi vil få folk til at spare mere op til pension, så vi tager skat af det, når man indbetaler, i stedet for når pengene udbetales. På den måde kan det her finansieres krone til krone, siger Nicolai Wammen.

Udspillet fra partiet handler om, at småbørnsforældre skal have mulighed for at gå ned i tid, mens børnene er små. Samtidig skal forældrene kunne modtage økonomisk støtte i perioden, som foreslås at svare til barselsdagpengesatsen.

En præmis for forslaget er dog, at normen er, at forældrene arbejder fuldtid. Det understreges flere gange i løbet af pressemødet.

Ane Halsboe-Jørgensen siger for eksempel, at udgangspunktet er, at man har en fuldtidskontrakt, hvor staten i perioden med nedsat arbejdstid dækker udgifterne, der følger med.

– Bagefter skal du tilbage på fuldtid, lyder det.

Dansk-egyptisk mand er fængslet efter medvirken i systemkritisk film

Den egyptiske statsborger Hassan El Sayed, som blandt andet har haft biroller i DR-serien “Forbrydelsen” og den systemkritiske film “Eagles of the Republic”, sidder varetægtsfængslet i Egypten.

Det skriver Amnesty International i et brev, som organisationen har delt på sin hjemmeside.

Ifølge Amnesty International har de egyptiske myndigheder spurgt ham til birollen i den systemkritiske film.

Menneskerettighedsorganisationen mener, at fængslingen handler om filmrollen og opfordrer til hans løsladelse.

Organisationen skriver, at han blev anholdt i lufthavnen i Kairo i december.

Egypten anklager Hassan El Sayed for at have tilsluttet sig en terrororganisation. Det skriver Berlingske, som har været i kontakt med mandens familie.

– Min far har aldrig været politisk aktiv. Jeg tror faktisk, han er en af de mindst politiske mennesker, jeg kender. Han valgte at være med i filmen, fordi han godt kan lide at være med i film, siger sønnen Adam El Sayed til Berlingske.

Også journalisten Nagieb Khaja har delt familiens historie på Facebook.

Amnesty International skriver, at Hassan El Sayed har boet i Danmark i mere end 30 år.

Han arbejdede frem til sin anholdelse som ejendomsadministrator. Inden da har han arbejdet i en årrække på Nørrebro Bibliotek ifølge organisationen.

I “Eagles of the Republic” spiller han en koptisk ortodoks præst, som medvirker i en scene.

Udover filmen har han blandt andet været med i kortfilm, haft en rolle som fængselsfunktionær i “Forbrydelsen” og har medvirket i serien “Bedrag”, der er instrueret af Per Fly.

“Eagles of the Republic”, der udkom i 2025, er instrueret af Tarik Saleh og var det svenske Oscar-håb.

Tarik Saleh er født og opvokset i Sverige.

Filmen er den tredje i en trilogi og handler om en egyptisk skuespiller, spillet af Fares Fares, der får hovedrollen i en film bestilt af regeringen.

Her skal han spille landets præsident al-Sisi. Ifølge instruktøren ville det ikke give mening at skrive en fiktiv præsident ind i filmen.

Over for Dagbladet Information har han kaldt præsidenten for “en konstant” i Egypten.

Udenrigsministeriet bekræfter over for Berlingske, at det er bekendt med sagen og yder konsulær bistand.

Højere priser på olie og gas koster virksomheder 113 milliarder i år

Danske virksomheder kigger ind i en ekstra regning på 113 milliarder kroner i 2026 som følge af de stigende priser på olie og gas.

Det fremgår af en analyse fra Dansk Industri (DI).

Det er først og fremmest transporterhvervet, der står til en klækkelig ekstra regning. Men også byggeriet, der bruger brændstofkrævende entreprenørmaskiner, bliver ramt.

Når det bliver dyrere at transportere varer, forplanter det sig gennem hele kæden fra producent til forbruger, siger fagchef Morten Munch Jespersen fra DI.

Det er situationen i Mellemøsten og problemerne med at fragte olie gennem Hormuz-strædet, der udløser de højere priser.

Strædet er reelt lukket for skibstrafik på grund af risikoen for angreb, og det har sendt olieprisen på himmelflugt.

– Vi ser ind i en situation, der kan vare ved og blive forværret.

– Men selv hvis Hormuz-strædet skulle åbne i morgen, ville vi stadig se ind i en ekstra regning på den forkerte side af 100 milliarder kroner i år, siger Morten Munch Jespersen.

Det skyldes ifølge fagchefen, at mange virksomheder inden for de energitunge erhverv har tegnet længerevarende energikontrakter.

– Mange virksomheder køber energi på meget lange kontrakter, som er blevet meget dyrere, end de var før problemerne i Hormuz-strædet, siger Morten Munch Jespersen.

I Dansk Industri mener man, at politikerne bør se på, om man kan lempe omkostningerne for de hårdest ramte erhverv.

Der er ifølge DI’s administrerende direktør, Lars Sandahl, flere mulige knapper at skrue på.

– Vi kan droppe kilometerafgiften for lastbiler, som er en usynlig afgift for forbrugere, vi kan suspendere stigningerne i CO2-afgiften, mens krisen varer, eller vi kan lempe den tårnhøje rumvarmeafgift.

– Det vil give virksomhederne og forbrugerne den nødvendige luft til at overleve krisen, siger Lars Sandahl i en skriftlig kommentar.

FCK får ny teknisk direktør med ansvar for transfers

FC København justerer den sportslige organisation internt.

Nils Koppen overtager rollen som teknisk direktør og skal lede forberedelserne til sommerens transfervindue, indtil en ny sportsdirektør tiltræder.

Han overtager posten fra Andreas Hintze Rocks, som fremover bliver Recruitment Insights Lead – en stilling under den tekniske direktør.

Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

Skiftet sker ifølge FCK efter ønske fra Andreas Hintze Rocks.

Den belgiske Nils Koppen kom til København i efteråret 2025 og har hidtil været Head of Scouting and Recruitment.

– Nils vil være ansvarlig for alt omkring transfers, og vi er glade for, at han påtager sig det vigtige ansvar, så vi har en klar organisering for det sportslige arbejde i den kommende periode, siger FC København-direktør Jacob Lauesen.

– Justeringen skal ses som et led i den foreløbige analyse af klubbens sportslige struktur, og Nils og jeg vil køre et tæt parløb i den næste tid.

Omorganiseringen træder i kraft med øjeblikkelig virkning.

Medier: Iran sender missiler mod militærbase i Det Indiske Ocean

Iran har affyret to ballistiske missiler mod den britiske atol Diego Garcia, der ligger i Det Indiske Ocean – cirka 3800 kilometer fra Iran.

Det fortæller en unavngiven amerikansk embedsmand til det amerikanske medie CNN. Det iranske nyhedsbureau Mehr skriver også om angrebet.

Diego Garcia huser en britisk-amerikansk militærbase.

Embedsmanden fortæller til CNN, at missilerne blev affyret fredag morgen, men at de ikke ramte basen på Diego Garcia.

Nyhedsbureauet Mehr beskriver angrebet som “et væsentligt skridt fra den islamiske republiks side i forhold til at true USA’s og dets allieredes interesser uden for det vestlige Asien”.

Med andre ord er krigen med angrebet rykket ud af Mellemøsten.

Ved angrebet anvendte Iran ballistiske mellemdistancemissiler.

Storbritannien og USA etablerede den fælles militærbase på Diego Garcia i 1971. Basen er blandt andet blevet brugt af USA i forbindelse med den mangeårige krig i Afghanistan, invasionen af Irak i 2003 og golfkrigen i 1991.

Men da USA indledte den igangværende krig mod Iran sammen med Israel i slutningen af februar, fik amerikanerne ifølge USA’s præsident, Donald Trump, ikke lov til at udføre luftangreb fra basen i Det Indiske Ocean.

Det var angiveligt Storbritannien, der forhindrede USA i at angribe Iran fra atollen, og afvisningen fik i begyndelsen af marts Trump til at kritisere Storbritanniens premierminister, Keir Starmer.

Her sagde Trump, at han var “meget skuffet” over Starmer.

Siden gav Storbritannien grønt lys til, at USA kunne udføre “defensive angreb” fra basen på Diego Garcia.

Diego Garcia er den største ø i øgruppen Chagosøerne, som er britisk territorium.

I slutningen af 1960’erne begyndte briterne at tvangsforflytte øernes beboere for at gøre plads til militærbasen på Diego Garcia.

Diego Garcia har derfor ingen faste beboere i dag.

I maj sidste år underskrev Storbritannien en aftale om, at Chagosøerne skal overdrages til østaten Mauritius. Dog skal militærbasen på Diego Garcia forblive under britisk kontrol.

Chagosøerne kom sammen med Mauritius under britisk kontrol i 1814, men mens Mauritius blev selvstændigt i 1968, forblev Chagosøerne britisk territorium.

SF-formand vil have S til at gå rødt: Lad os få ærligheden tilbage

Det huer ikke SF-formand Pia Olsen Dyhr, at Socialdemokratiet og statsminister Mette Frederiksen (S) holder døren åben for både en rød regering og en midterregering.

I sin landsmødetale langer Pia Olsen Dyhr ud efter et uærligt socialdemokrati, som hun vil have til at tone rent flag.

– Socialdemokratiets kampagne har været fyldt med politik, der kun kan blive til virkelighed i samarbejde med os. Og alligevel holdes alle døre, kattelemme, sprækker og smuthuller åbne for at kunne fortsætte med højrefløjen.

– Stop det nu. Lad os få ærligheden tilbage i dansk politik, og give danskerne en vished om, hvad de kan forvente efter et valg, siger hun.

Står det til Pia Olsen Dyhr, skal Socialdemokratiet melde klart ud, at det er en rød regering, der er vejen frem.

For hun anerkender, at SF har “brug for” Socialdemokratiet, hvis der skal dannes en rød regering efter folketingsvalget 24. marts.

Pia Olsen Dyhr kritiserer videre SVM-regeringen for at lave “kovendinger” i valgkampen på emner som drikkevand, tilbagetrækning og folkeskolen.

Emner, som SVM-regeringen kunne “have ændret så let som ingenting”, men i stedet har den “gjort ingenting”.

– Nu diskuterer de så højlydt alt det, de er uenige om. Og bagefter går de måske tilbage i regering sammen igen. De sørger for at smække lige akkurat så hårdt med døren, at den kan springe op igen, siger hun.

Det er ikke “godt for tilliden til os politikere”, lyder det fra Pia Olsen Dyhr i sin tale på landsmødet, der afholdes få dage før folketingsvalget.

I seneste meningsmåling foretaget af Voxmeter for Ritzau står SF til 12,8 procent af stemmerne. Det ville gøre SF til Folketingets næststørste parti.

Pia Olsen Dyhr har længe haft som mål, at SF skal i regering efter næste valg. I valgkampen har hun også afvist, at SF igen vil være et støtteparti.

Efter folketingsvalget kommer hun til at gå til kongen for at pege på Mette Frederiksen som kongelig undersøger. Men der kommer til at være et “hvis” på sedlen.

– Vi har sagt, at vi peger på Mette Frederiksen, hvis hun vil en rød regering bestående af S og SF uden Venstre og De Konservative, siger Pia Olsen Dyhr til Ritzau efter sin tale.

Og “det betyder noget”, hvad der præcis står på sedlen, mener Pia Olsen Dyhr.

– Det gjorde det i 2019.

Dengang skrev SF på sedlen, at partiets støtte til Mette Frederiksen var betinget af, at hun dannede en regering bestående af flere partier fra “rød-grøn blok.

Det endte dog med at blive en socialdemokratisk etpartiregering.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]