Seneste nyheder

29. april 2026

Færing i Folketinget forsvarer stemme for Aagaard: Der er intet unikt i det

Tre af de nordatlantiske mandater har i dag støttet regeringen ved mistillidsafstemningen imod klimaminister Lars Aagaard (M).

Det har mødt bred kritik fra flere partier i oppositionen, men ifølge det færøske folketingsmedlem Sjúrður Skaale (JF) er der altså ikke noget særligt forbundet med dagens nordatlantiske deltagelse.

– Det, at vi stemmer, bliver gjort til noget unikt, og noget, der sjældent sker. Sandheden er, at de nordatlantiske mandater pegede på Mette Frederiksen efter sidste valg.

– Det, at vi stemmer i dag, er en konsekvens af den beslutning, og derfor er det, der skete i dag, overhovedet ikke noget unikt, siger Sjúrður Skaale (JF) til Ritzau efter afstemningen.

En holdning, der bakkes op af det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA), der også støttede Aagaard.

– Det er vigtigt for mig, at regeringen ved, at de kan regne med mig. Og det her er strategisk arbejde for Grønlands interesser.

– Vi er valgt ligeværdigt, uanset om vi er valgt i Danmark, Grønland eller på Færøerne, og derfor er det sindssygt vigtigt, at vi udøver den politiske indflydelse, som vi er blevet givet, lyder det til det grønlandske medie Sermitsiaq.

Tre ud af fire af de nordatlantiske mandater støttede regeringen i dag. Kun Aki-Matilda Høegh-Dam fra grønlandske Naleraq undlod at stemme.

Afstemningen imod klimaministeren fandt sted som konsekvens af sagen, hvor Aagaard har forholdt oplysninger om forsinkelse af elnettet for Folketinget.

Men efter i dag ligger det altså fast, at et flertal har tillid til Lars Aagaard.

86 stemte for, at Aagaard kan fortsætte som minister. 85 stemte for, at han skal gå af. 1 stemte blankt, altså hverken for eller imod.

Og det har bragt kritik fra oppositionspartierne, at færøske og grønlandske stemmer på forhånd valgte at frede ministeren.

– Hvorfor blander de nordatlantiske mandater sig i, hvorvidt Folketinget har tillid til klimaministeren? Jeg har aldrig set dem deltage til et udvalgsmøde i klimaudvalget eller et forhandlingsmøde i Klimaministeriet.

– Jeg synes, det er utidig indblanding i dansk indenrigspolitik, sagde klimaordfører i Alternativet Torsten Gejl.

Og den kritik er det færøske folketingsmedlem faktisk ikke uenig i, siger han.

– Jeg synes, at det er et problem, at vi kommer fra et andet land og bestemmer, hvem der vinder en afstemning i Danmark. Det er jo helt forkert, at et flertal i Folketinget ikke kan få sin vilje, fordi vi løfter mindretallet til et flertal.

– Men jeg synes, at det er en systemfejl. Som det er nu, kan jeg ikke andet end at deltage, siger Skaale.

Alligevel tilføjer han, at “man er altid sur, når de nordatlantiske mandater stemmer imod en. Man er aldrig sur, når de støtter en”.

Udmeldingen fra Sjúrður Skaale møder desuden opbakning fra den tidligere mangeårige Venstre-minister Bertel Haarder i et debatindlæg i Altinget rettet mod færingen.

– Der er intet nyt i, at de nordatlantiske folketingsmedlemmer blander sig i dansk politik og får skældud for det. Det kan de tage ganske roligt. Det er taktik og spin, lyder det.

Forventet trecifret millionunderskud i dødt Tivoli-kvartal

Når ikke man holder åbent, er det svært at tjene penge. Og derfor er der ikke noget overraskende i, at Tivoli opnåede et trecifret millionunderskud i årets første tre måneder i år.

Det netop offentliggjort kvartalsregnskab viser et resultat før skat på minus 127 millioner kroner. Det er en smule svagere end i samme periode sidste år.

Men det hører altså også med til historien, at den københavnske forlystelseshave også kun har holdt åben fem dage i årets tre første måneder.

– Vi graver både finansielt og i ordets bogstaveligste forstand dybe huller i første kvartal, hvor Tivoli er lukket, og vi renoverer og udvikler.

– Det samler vi op i de følgende kvartaler, siger Susanne Mørch Koch, der er administrerende direktør.

Tivoli er i øjeblikket i gang med en større renovering af det såkaldte Asien-område, der ligger ud mod Tietgensgade og over for Ny Carlsberg Glyptotek.

Tivoli forventer på grund af færre åbningsdage lidt færre gæster og en lidt mindre omsætning i år.

Samlet set spår ledelsen en omsætning på 1,3 milliarder kroner og et resultat før skat på 130 millioner kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lars Aagaard kan fortsætte som minister efter tæt afstemning

Et flertal i Folketinget har tillid til klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).

Det står fast efter en afstemning om mistillid i Folketingssalen.

86 stemte for, at Aagaard kan fortsætte som minister. 85 stemte for, at han skal gå af. 1 stemte blankt, altså hverken for eller imod.

Hvis et flertal i Folketinget ikke længere havde haft tillid til Aagaard, var han tvunget til at gå af.

Afstemningen fandt sted som konsekvens af sagen, hvor Aagaard har forholdt oplysninger om forsinkelse af elnettet for Folketinget.

– Jeg har fokus på at lave resultater for danskerne og den grønne omstilling. Vi skal i næste uge gøre det bedre at være elkunde i Danmark, gøre det mere trygt, og så skal vi videre med havvind, og det glæder jeg mig rigtig meget til, siger Aagaard efter afstemningen.

Inden afstemningen stod det allerede klart, at Aagaard var fredet som minister, selv om oppositionen har udtrykt, at den ikke længere har tillid til Aagaard.

Dog skulle fredningen sikres endegyldigt ved afstemningen, hvor regeringens støttende mandater fysisk skulle møde op i Folketingssalen for at sikre Aagaards job.

Moderaternes gruppeformand, Henrik Frandsen, glæder sig over, at der et flertal, som bakker op om Aagaard som minister. Og han er ikke nervøs for det videre samarbejde mellem Aagaard og oppositionen, der ønsker ministeren væk.

– Jeg er overbevist om, at oppositionen vil trække i arbejdstøjet og vil være med til at finde gode, brede og konstruktive løsninger, siger Frandsen.

Regeringen har mistet sit indenrigspolitiske flertal, men blandt andet tre nordatlantiske mandater støtter regeringen i Aagaard-sagen og derfor var ministeren sikret.

Det er grønlandske Aaja Chemnitz (IA) og de to færøske mandater i Folketinget, Anna Falkenberg (SP) og Sjúrður Skaale (JF), som støtter regeringen i sagen. Løsgængeren Jon Stephensen er også med til at sikre Aagaards ministerliv.

Det var en anden løsgænger Theresa Scavenius, som valgte at stemme blankt – altså hverken for det ene eller andet – ved afstemningen.

Løsgængerne Jeppe Søe og Mike Fonseca, begge med en fortid hos Moderaterne, bakkede oppositionen op i sagen.

Det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam (Naleraq) havde proklameret, at hun formentlig ville stemme blankt, men hendes stemme er ikke registeret i afstemningen.

– Jeg stemte slet ikke. Jeg ved ikke, om der er nogen forskel, men jeg trykkede ikke på nogen knap, siger Aki-Matilda Høegh-Dam, som altså i modsætning til de øvrige nordatlantiske mandater i Folketinget ikke bakkede regeringen op med en stemme.

Det er yderst sjældent, at der er afstemninger om mistillid i Folketingssalen. Den seneste var i 2006, hvor den daværende konservative forbrugerminister Lars Barfoed overlevede.

Aagaard er ikke selv folketingsmedlem. Han kunne derfor ikke selv stemme, selv om han var til stede i Folketingssalen. Han blev hentet ind i regeringen efter 2022-valget.

Inden da var han administrerende direktør i Dansk Energi fra 2009-2022. I dag er han folketingskandidat.

Restaurantkæden Flammen lander rekordregnskab

Restaurantkæden Flammen var tæt på at fordoble sit overskud sidste år.

Resultatet efter skat voksede fra 13,3 millioner kroner i 2023 til 24,1 million kroner i 2024, skriver Børsen.

Ifølge Flammen er der tale om et rekordregnskab.

– Vi har i 2024 for første gang haft mere end en million aftengæster i vores restauranter. Det er en milepæl i sig selv. Samtidig får vi den højeste gæstetilfredshed, vi nogensinde har haft, siger den administrerende direktør i Flammen, Piet Klein, i en pressemeddelelsen.

– Det er på så mange måder et rekordår for os, og jeg er både enormt stolt af vores resultater og ydmyg over, at vores gæster vælger os til, tilføjer han.

Sidste år åbnede Flammen en ny restaurant i Holstebro, og restaurantkæden har i år planer om at slå dørene op for nye restauranter i Silkeborg, Hillerød og formentlig Køge, oplyser Flammen.

Derudover åbner restaurantkæden sit første sted i Sverige i løbet af i år.

– Vi har ansat en svensk landechef. Så vi er tæt på at kunne sætte bynavn på den første svenske restaurant og forventer en åbning i 2025, siger Piet Klein.

Flammen er en familieejet virksomhed, som i øjeblikket har 17 restauranter i Danmark. Den første Flammen åbnede i Kolding i 2009.

Grillbuffetkæden forventer næste år at udvide med yderligere tre til fire nye steder i Danmark.

Zelenskyj haster hjem fra Sydafrika efter missilangreb på Kyiv

Nattens voldsomme angreb på Kyiv får Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, til at rejse hjem fra et besøg i Sydafrika før tid.

Det oplyser præsidenten på beskedtjenesten Telegram ifølge Reuters.

Udenrigsminister Andrij Sybiha vil stå for alle nødvendige møder i Sydafrika i præsidentens fravær, lyder det.

Under besøget i Sydafrika skal Zelenskyj mødes med Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa. Det er fortsat planen.

De skal diskutere fredsprocessen mellem Ukraine og Rusland.

Ni blev dræbt, og flere end 70 blev såret i det kombinerede missil- og droneangreb, der ramte Kyiv natten til torsdag.

Også byen Kharkiv blev angrebet.

Angrebene antændte adskillige brande i Kyiv, og indbyggere blev begravet under sammenstyrtede bygninger.

På det sociale medie X kommenterer Zelenskyj nattens begivenheder.

– Det er ekstremt vigtigt, at alle i hele verden ser og forstår, hvad der virkelig sker. Næsten 70 missiler – herunder ballistiske missiler. Og omkring 150 angrebsdroner, skriver Zelenskyj.

Der er tale om at af de dødeligste russiske angreb, som Kyiv og byens indbyggere er blevet udsat for i krigen mod Rusland.

Rusland har foreløbig ikke kommenteret angrebene. Til gengæld vælger en talsperson for Ruslands udenrigsministerium torsdag at dreje fokus hen på muligheden for fred – og Zelenskyjs vilje til at indgå kompromisser.

Talsperson Maria Zakharova siger ifølge Reuters, at det bliver tydeligere minut for minut, at Zelenskyj ikke er i stand til at forhandle en aftale, som kan sætte en stopper for krigen.

Onsdag aften dansk tid sagde USA’s præsident, Donald Trump, under et pressemøde i Det Hvide Hus, at han formoder, at USA har en aftale med både Ukraine og Rusland angående krigen.

– Jeg troede, at det ville være nemmere med Zelenskyj. Indtil videre har det været sværere.

– Men jeg tror, at vi har en aftale med begge. Jeg håber, at de går med til den, for jeg vil gerne spare – som I ved, så har vi brugt mange penge, men dette handler om menneskelighed, sagde Donald Trump.

Han trak dog lidt i land efterfølgende, hvor det blev klart, at der endnu ikke er nogen aftale med Ukraine.

Hvad aftalen indebærer, blev heller ikke klart.

Visma fastholder Vingegaards forberedelse til Touren

Jonas Vingegaard er tilbage på toppen efter sit styrt i Paris-Nice og holder fast i den allerede fastlagte plan frem mod sommerens Tour de France. Han skal dermed kun køre Critérium du Dauphiné i midten af juni inden Touren.

Det skriver hans hold, Visma, på sin hjemmeside.

Danskeren styrtede og udgik af Paris-Nice i marts med en hjernerystelse. Han missede samtidig etapeløbet Catalonien Rundt, der ellers også var en del af sæsonplanen.

– Der er nu fuldt fokus på Tour de France. Forberedelserne er virkelig begyndt. Jeg har ikke længere problemer efter hjernerystelsen eller andre fysiske problemer, siger Vingegaard til Vismas hjemmeside.

– Jeg var rigtig uheldig, at jeg ikke kunne gennemføre Paris-Nice og samtidig missede Catalonien Rundt. Men nu træner jeg uden problemer og vil snart tage i højdetræningslejr.

Der har ellers været spekulationer om, at Vingegaard ville tilføje andre etapeløb til sin forberedelse for at få flere løbskilometer i benene. Hans sportsdirektør, Grischa Niermann, var i starten af april også åben for den mulighed, men det bliver altså ikke aktuelt.

– Jeg har ikke kørt mange løb i år, så jeg er ivrig efter at komme i gang igen. Det gælder både for Critérium du Dauphiné og selvfølgelig Tour de France. Men først skal jeg i højdetræningslejr for at komme i form. Efter det vil jeg prøve at vinde begge løb, siger danskeren til Vismas hjemmeside.

– Jeg har i denne uge været i vindtunnel i Aalborg. Vi forberedte os på Tour de France og fokuserede på min position på cyklen. Det er vigtigt at arbejde på det og ikke efterlade noget til tilfældighederne.

Critérium du Dauphiné, som altså bliver Vingegaards næste løb, køres fra 8. til 15. juni. Det forventes også, at Tadej Pogacar stiller til start i løbet.

Grønlandsk folketingsmedlem har ikke besluttet sig om ministers skæbne

Det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam (Naleraq) møder torsdag formiddag op i Folketingssalen og deltager i afstemningen om mistillid til klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).

Det oplyser hun i en sms til Ritzau, efter at det længe har været uklart, hvordan hun forholder sig i sagen, hvor Aagaard har forholdt oplysninger om forsinkelse af elnettet for Folketinget.

Aki-Matilda Høegh-Dam stemmer “nok blankt”, oplyser hun desuden.

De tre andre nordatlantiske mandater i Folketinget har allerede meddelt, at de støtter regeringen i sagen.

Det drejer sig om det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA) og de to færøske mandater i Folketinget, Anna Falkenberg (SP) og Sjúrður Skaale (JF).

Trioen er dermed med til at sikre, at Aagaard efter alt at dømme fortsætter som minister efter afstemningen, som finder sted lidt efter klokken 10.

Der er sikret et flertal bag Aagaard, selv om hele oppositionen gerne ser ham fjernet som minister, men regeringens støttende mandater skal fysisk møde op i Folketingssalen for at sikre Aagaards job.

Trailer hang en meter over jorden efter alvorlig ulykke

Onsdag aften kom en 41-årig mand alvorligt til skade, da han i sin varebil påkørte et træ på Tømmerupvej nær Mørkøv på Vestsjælland.

Ulykken skete, kort efter klokken 23 fremgår det af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Ved ulykken mistede den 41-årige, der er fra lokalområdet, herredømmet over bilen og ramte et træ i siden af vejen.

Bag på varebilen var en trailer med en minigraver, og traileren hang en meter over jorden på et træ, da politiet kom frem.

Den 41-årige sad fastklemt i bilen. Han blev reddet fri, og hans tilstand var kritisk, da han blev fløjet til behandling på hospitalet. Senere meldes hans tilstand stabil, men han har pådraget sig alvorlige skader på underkroppen.

I bilen var også en 36-årig mand med som passager. Han slap uden alvorlige skader.

En bilinspektør har undersøgt ulykkesstedet, og imens var vejen spærret.

Ifølge politiet var der i bilen tegn på, at der var indtaget alkohol. Det skal en blodprøve afklare.

To ud af tre industrivirksomheder vil blive ramt af toldkrig

Hvis Donald Trumps toldtrusler resulterer i en global handelskrig, vil danske virksomheder også blive ramt.

Det fremgår af en rundspørge, som Danmarks Statistik har foretaget i forbindelse med sin månedlige opgørelse af den såkaldte erhvervstillid.

Her svarer 71 procent af de adspurgte industrivirksomheder, at de forventer at blive påvirket, hvis toldkrigen bryder ud.

Det kan ske enten ved, at deres egne varer bliver dyrere for amerikanerne, eller at et europæisk modsvar vil gøre amerikanske varer dyrere herhjemme.

Og selv om det måske kun bliver ved truslerne fra Trumps side, så er det noget, man er nødt til at forholde sig til på direktionsgangene allerede nu.

Det mener Morten Granzau, der er vicedirektør i Dansk Industri.

– Usikkerheden omkring de kommende måneder er stor, og virksomhederne står overfor potentielt store og pludselige omstillinger.

– Selv om dansk erhvervsliv tidligere har vist en stærk evne til at håndtere forandringer, kræver situationen nu, at de kan agere hurtigt og tænke i flere mulige scenarier, siger han.

Også i Dansk Erhverv noterer cheføkonom Tore Stramer sig, at en handelskrig kan ramme dansk erhvervsliv over en bredere kam.

Han hæfter sig dog ved, at den samlede erhvervstillid – som også omfatter bygge og anlæg, detailhandel og servicevirksomheder – kun faldt fra 105,2 til 104,1 i april.

En erhvervstillid over 100 er et udtryk for en overvejende positiv forventning til den kommende tid.

Men skulle toldkrigen rykke nærmere og stemningen vende, kan humørbarometret hurtigt ændre sig.

– En mere udbredt pessimisme kan betyde, at flere virksomheder formentligt vil stoppe en række aktiviteter for i stedet at se tiden an.

– Konkret er der desværre en risiko for, at flere virksomheder skruer ned for investeringer, indkøb og nyansættelser i den nuværende ekstraordinært usikre periode vi befinder os i, siger Tore Stramer.

Han forudser også, at bankerne kan stramme op på deres kreditgivning, som igen vil bremse den økonomiske aktivitet og væksten.

Opgørelsen af erhvervstilliden skal denne gang tages med det forbehold, at den er indsamlet i perioden fra 1. til 22. april.

Der kan derfor være forskel på det grundlag, som virksomhederne har svaret ud fra, afhængigt af de aktuelle udmeldinger fra Donald Trump i perioden.

PET: Terrortruslen er blevet mere uforudsigelig

Terrortruslen mod Danmark er fortsat alvorlig, men trusselsbilledet er blevet mere fragmenteret og uforudsigeligt.

Sådan konkluderer Center for Terroranalyse (CTA) i en netop offentliggjort rapport.

Truslen er i øjeblikket drevet af konflikten mellem Israel og en række regionale aktører, som har radikaliseret og mobiliseret militante islamister.

På den måde er trusselsbilledet stort set det samme som sidste år. Det siger Carsten Bagge Laustsen, der er lektor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet og forsker i terror.

– Et trusselsniveau er ikke det samme som et gennemført terrorangreb. Så man skal ikke ryste i bukserne, når man læser PET’s vurdering, siger han.

– Det er PET’s opgave at pege på mulige miljøer, hvor der kunne komme en terrortrussel. Man kan sådan set betrygges ved, at de holder øje, og at der er en myndighed til det.

Desuden mener Carsten Bagge Laustsen ikke, at der er en særlig terrortrussel mod Danmark sammenlignet med andre europæiske lande.

I rapporten ses både velkendte trusselsaktører som Islamisk Stat og al-Qaeda, men der er også en trussel fra aktører, der ikke tidligere har haft betydning herhjemme.

Det fortæller Michael Hamann, der er chef for Center for Kommunikation og Strategi i PET.

– Kombinationen af både velkendte og nye trusselsaktører giver et mere fragmenteret og uforudsigeligt trusselsbillede, siger han i en pressemeddelelse.

Konflikten i Mellemøsten har fortsat afledt betydning for trusselsbilledet i Danmark. I Vesten har flere gennemførte og afværgede angreb taget afsæt i konflikten og især været rettet mod jødiske og israelske interesser.

Sidste år blev der rejst sigtelse efter terrorparagrafferne mod flere personer i to separate sager, hvor målene ifølge PET i begge sager var jødiske.

I maj blev der sat ild til en jødisk kvindes hjem, og i oktober blev der kastet håndgranater mod den israelske ambassade i Hellerup.

Ifølge CTA ses det, at fænomenet “crime as a service” – kriminalitet på bestilling – kan få betydning i terrorsammenhæng. Meget unge gerningspersoner kan blive hyret via virtuelle markedspladser.

Analysen hæfter sig også ved, at den sikkerhedspolitiske situation er blevet forværret de senere år.

Ifølge CTA er der i udlandet set eksempler på, at “crime as a service” er blevet brugt af statslige aktører på måder, der har betydning for terrortruslen.

De organiserede kriminelle er ifølge CTA fortsat først og fremmest motiverede af egne interesser, men kan også udføre kriminalitet mod betaling og få betydning for terrortruslen.

– Det er naturligvis en bekymring for PET, hvis denne fremgangsmåde med voldelige handlinger vinder større indpas i en terrorsammenhæng, og det betyder samlet, at vi ser et mere fragmenteret og uforudsigeligt trusselsbillede end tidligere, siger Michael Hamann.

Terrortruslen mod Danmark er fortsat på niveauet “alvorlig”. Det er niveau fire ud af fem.

I analysen hæves trusselsbilledet fra venstreekstremister fra minimal til begrænset, så det dermed er på niveau to ud af fem.

– Dette skyldes især reaktualiseringen af den propalæstinensiske dagsorden som en samlende sag i miljøet, ligesom der i Vesten er set en stigning i venstreekstremistiske voldshandlinger de seneste år, skriver PET.

Terrortruslen fra antimyndighedsekstremisme er ligeledes i niveauet begrænset, mens truslen fra højreekstremister fortsat er generel – niveau tre ud af fem.

Jobboomet fortsætter: 2400 flere kom i job i februar

Kurven over antallet af lønmodtagere i Danmark har kun gået én vej siden begyndelsen af 2021, og bevægelsen opad fortsatte også i februar måned.

Her voksede antallet af beskæftigede med 2400 personer, så der nu er 3.046.600 personer, der har et job. Det er 33.100 flere end for et år siden.

Og som det også har været tendensen de senere år, er det i den private sektor, at de fleste job skabes.

Her voksede antallet af ansatte med godt 3300 personer, mens der var knap 1000 færre ansatte i den offentlige sektor.

Palle Sørensen, der er cheføkonom i Nykredit, minder om, at tallene er nogle måneder gamle og altså stammer fra tiden før offentliggørelsen af Donald Trumps planer om at hæve importtolden kraftigt.

Forventningen er, at en eventuel handleskrig vil koste danske arbejdspladser, men ikke lige med det samme.

– Der går formentlig en del måneder, inden beskæftigelsesvæksten bremser op. Det tager nemlig tid, fra ordrerne bliver færre, til det for alvor rammer arbejdsmarkedet.

– Men den nuværende uro kan meget vel betyde færre nye job til danskerne på den lidt længere bane, skriver han i en kommentar.

Hos Arbejdernes Landsbank forventer Jeppe Juul Borre heller ikke, at den sidste beskæftigelsesrekord er sat i denne omgang, men fremtiden ser lidt mere tåget ud, end den har gjort.

– Hvis eksporten ender med at stå i en mere vanskelig situation med en klemt global økonomi, og hvis virksomhederne viser tilbageholdenhed som følge af usikkerheden, så kan det også ramme arbejdsmarkedet.

– Men der endnu mange ubesvarede spørgsmål, og verden ser næppe på samme måde ud om bare et par måneder, mener han.

Variabelt forrentede lån vinder indpas hos boligkøberne

Realkreditlån med variabel rente vinder frem hos danske boligejere.

Selv om 58 procent i første kvartal i år valgte et lån med fast rente, er der tale om et fald fra de 66 procent, der valgte samme låntype i samme periode sidste år.

Det viser tal fra Finans Danmark, der har opgjort det samlede låneoptag i årets første tre måneder til 31 milliarder kroner.

Spørger man Peter Jayaswal, direktør for realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark, handler skiftet formentlig om rentebevægelserne hen over perioden.

– Faldet hænger formentlig sammen med den seneste tids fald i de korte renter, mens vi har set en lille stigning i de lange renter.

– Det kan havde gjort de variabelt forrentede lån mere attraktive for nogle, siger han.

Hos Arbejdernes Landsbank noterer privatøkonom Brian Friis Helmer sig, at det samlede realkreditlån nu er steget fire kvartaler i træk efter en periode på ni kvartaler, hvor det ellers har været faldende.

– Der er ikke tale om nogen kæmpestor vækst, men fremgang er det altså blevet til.

– Det skyldes formentlig, at der igennem en længere periode har været ganske pæn aktivitet på boligmarkedet, hvor vi også har set boligpriserne pege pænt opad, siger han.

Brian Friis Helmer peger også på mange lånekonverteringer i årene 2022 og 2023 som hovedårsagen til, at realkreditudlånet var faldende i en periode.

Her valgte mange boligejere at opkonvertere deres fastforrentede realkreditlån til et lån med højere rente.

Øvelsen betød, at de på grund af kunne reducere deres restgæld betragteligt.

Folketingsmedlem på barsel skal være med til at redde ministerjob

Venstres folketingsmedlem Linea Søgaard-Lidell er i øjeblikket på barsel med sin datter på to måneder, men møder torsdag ind i Folketinget for at sikre Lars Aagaards ministerjob.

– Vi skulle have været til mor/barn-træning, men redningen af Lars Aagaard er vigtigere end min barsel, siger hun til TV 2.

Det er ikke tilladt at have babyer eller børn med ind i Folketingssalen, så Linea Søgaard-Lidell har sin mor med ind til Christiansborg, så mormor passer sit barnebarn, mens afstemningen finder sted. Det oplyser Linea Søgaard-Lidell til Ritzau.

Oppositionen har ikke længere tillid til Aagaard som klima-, energi- og forsyningsminister efter sagen, hvor han har forholdt oplysninger om forsinkelse af elnettet for Folketinget.

Det er Venstres gruppeformand, Lars Christian Lilleholt, som har bedt Linea Søgaard-Lidell at møde op, selv om hun altså er fraværende efter fødslen af sit tredje barn.

Afstemningen ventes nemlig at blive ganske tæt. Og selv om Aagaard på papiret er sikret på forhånd, så skal regeringens støttende mandater rent fysisk skulle møde op i Folketingssalen for at sikre Aagaards job endegyldigt.

Hvis et flertal i Folketinget ikke længere har tillid til Aagaard, er han tvunget til at gå af.

I øjeblikket har regeringen samt dens støtter i alt 89 mandater bag sig. Oppositionen og dens støtter har i alt 87 mandater.

Regeringspartierne Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne har til sammen 85 mandater. Dertil støttes regeringen af løsgængeren Jon Stephensen, som har en fortid hos Moderaterne. Desuden har tre nordatlantiske mandater valgt at støtte regeringen i sagen.

Oppositionen kan mønstre 85 mandater, men får opbakning af løsgængerne Jeppe Søe og Mike Fonseca. Begge har en fortid hos Moderaterne.

Løsgænger Theresa Scavenius har meddelt, at hun stemmer blankt, mens løsgænger Peter Seier Christensen på grund af sygdom har været fraværende i længere tid. Det er uvist, hvordan det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam forholder sig til sagen, og hvad hun gør.

Normalt bliver der indkaldt en suppleant, hvis et folketingsmedlem i en periode er fraværende. Men Venstre har i Linea Søgaard-Lidells tilfælde ikke indkaldt en suppleant.

Hendes førstesuppleant er nemlig Alexandra Sasha fra Venstres liste i Københavns Storkreds. Sidste år stillede hun op som kandidat til europaparlamentsvalget.

Men Alexandra Sasha er blevet kædet sammen med prorussiske forbindelser og er derfor lagt helt på is i Venstre.

Afstemningen finder sted lidt efter klokken 10.

Antallet af brugere på incel-hjemmesider eksploderer

Det vælter ind med medlemmer på to centrale incel-hjemmesider, hvor mænd og drenge deler et stort selvhad og et hadefuldt kvindesyn.

Det viser en ny forundersøgelse fra Center for Digital Pædagogik.

På den ene af de internationale hjemmesider – looksmax.org – er antallet af medlemmer tidoblet på få år – fra omkring 6.000 medlemmer i 2020 til 65.000 medlemmer i 2025. Alene det sidste år er medlemstallet næsten fordoblet.

På incels.is, som er incelsfærens primære hjemmeside, er medlemstallet i samme periode steget med 150 procent, oplyser Center for Digital Pædagogik.

Incels er mænd, der lever i ufrivilligt cølibat og reagerer med en ekstrem vrede mod kvinder online.

Udviklingen er bekymrende, lyder det fra Sandra Halskov, fagkonsulent i Center for Digital Pædagogik, hvor hun arbejder med unges risikoadfærd online.

– Det viser, at vi i højere grad må tage det lovlige, men potentielt skadelige online indhold alvorligt – for det kan påvirke unges trivsel, demokratiske dannelse og kønssyn, siger hun i en pressemeddelelse.

Da brugerne er anonyme, er det ikke muligt at sige noget sikkert om, hvor mange danskere, der er blandt medlemmerne på de to undersøgte incel-fora.

Ifølge Center for Digital Pædagogik er der tegn på, at sprogbrug og idéer fra incelfællesskaber er udbredt blandt nogle danske børn og unge.

Centret får ofte henvendelser fra både forældre og fagfolk, som er bekymrede for polarisering blandt børn på mellemtrinet eller i udskolingen.

Samtidig er der tydelige tegn på, at unge ikke kun bliver eksponeret for sprogbrug og idéer fra incel-fællesskaber i lukkede fora.

Det hadefulde kvindesyn florerer også på platform som eksempelvis TikTok i form af hashtags og i kommentarspor.

Stigningen i antallet af medlemmer på incel-siderne og udbredelsen af incel-indhold på det bredere internet skyldes blandt andet, at algoritmerne er med til at fremme polariserende indhold, fordi det skaber engagement. Det mener Center for Digital Pædagogik.

Mindst otte personer meldes dræbt i missilangreb mod Kyiv

Mindst otte personer er blevet dræbt, og flere end 70 meldes såret efter et russisk angreb mod Ukraines hovedstad, Kyiv, natten til torsdag.

Det oplyser nødberedskabet i Ukraine torsdag morgen på beskedtjenesten Telegram.

– Eftersøgningen fortsætter efter mennesker under murbrokkerne, skriver nødberedskabet ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Angrebet bliver beskrevet som det værste i den ukrainske hovedstad i år.

Redningshold gennemsøger murbrokkerne 13 forskellige steder i Kyiv med blandt andet sporhunde, lyder det fra beredskabstjenesten:

– Mobiltelefoner kan høres ringe under murbrokkerne. Eftersøgningen vil fortsætte, indtil det står klart, at de har fået fat på alle.

Flere af de sårede bliver nu behandlet på hospitalet – heriblandt flere børn.

Fra nødberedskabet lyder det videre, at beboelsesejendomme er blevet beskadiget i angrebet.

Det ukrainske luftvåben beskriver ifølge nyhedsbureauet AFP nattens angreb som et russisk angreb med både droner og missiler. Rusland slog til med 70 missiler og 145 droner, lyder det.

En militærkilde siger til Reuters, at det missil, som dræbte otte mennesker i Kyiv, var nordkoreansk.

Der har tidligere været meldinger om, at soldater fra Nordkorea har kæmpet side om side med russerne i krigen. Rusland og Nordkorea har i de seneste år knyttet tættere bånd.

Sidste gang, Kyiv blev angrebet med missiler, var i begyndelsen af april. Her blev mindst tre personer såret.

I det østlige Ukraine – i byen Kharkiv – sagde borgmester Іhor Terekhov natten til torsdag, at man var blevet ramt af syv missiler, skriver AFP.

Rusland siger torsdag, at nattens angreb var rettet mod Ukraines forsvarsindustri, herunder fabrikker der producerede “raketbrændstof og krudt”, skriver AFP.

På et pressemøde i Det Hvide Hus sent onsdag sagde USA’s præsident, Donald Trump, at han formoder, at han har en aftale med både Rusland og Ukraine omkring en afslutning på krigen.

Han kom dog ikke nærmere ind på, hvad aftalen skal indeholde.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) reagerer torsdag på nattens angreb i Kyiv:

– Endnu et bevis på Putins (Ruslands præsident, red.) brutalitet. Hvis han virkelig ønskede fred, kunne han bare lægge sine våben, skriver han på X.

Mand henrettet for 20 år gammelt drab i Texas

I den amerikanske delstat Texas blev en 41-årig mand onsdag henrettet for et drab begået på en kvinde for mere end 20 år siden.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Moises Sandoval Mendoza blev henrettet med en dødelig indsprøjtning i et fængsel i byen Huntsville, oplyser Texas’ justitsminister Ken Paxton i en udtalelse.

Mendoza blev kendt skyldig i mordet på den 20-årige Rachelle O’Neill Tolleson i marts 2004.

Efter at han havde dræbt kvinden, der havde et fem måneder gammelt barn, brændte han liget i en grøftekant. Liget blev først fundet flere dage senere.

Lokale medier har skrevet, at de to havde kendt hinanden siden gymnasietiden.

Moises Sandoval Mendoza har erkendt at stå bag drabet, men han har flere anmodet om at få omgjort dødsstraffen til fængsel på livstid.

I timerne før henrettelsen afviste USA’s højesteret Mendozas ønske om at blokere for den dødelige indsprøjtning.

Umiddelbart før indsprøjtningen undskyldte han drabet på den dengang 20-årige kvinde. Hun undskyldte også over for hendes datter.

– Til Avery … Jeg stjal din mor fra dig. Det er jeg ked af. Jeg ved, at jeg ikke kan gøre sige eller gøre noget, der nogensinde kan gøre det godt igen, sagde Moises Sandoval Mendoza.

Der er den 13. henrettelse, der har fundet sted i USA i år.

Ni af dem er sket med dødelig indsprøjtning, to med skud og to med nitrogen.

Muligheden for at idømme fanger dødsstraf er blevet fjernet i 23 ud af 50 amerikanske delstater. De tre delstater Californien, Oregon og Pennsylvania har midlertidigt suspenderet muligheden for dødsstraf.

USA’s præsident, Donald Trump, er erklæret tilhænger af dødsstraffen. På sin første dag i sin nuværende embedsperiode opfordrede han til en udvidelse af brugen af dødsstraf mod “de mest modbydelige forbrydelser”.

DR Congo og oprørsgruppe indgår aftale om våbenhvile

DR Congo og oprørsgruppen M23 er blevet enige om en våbenhvile i den østlige del af landet, mens der forhandles videre om en fredsaftale.

Det oplyser DR Congos regering og M23 i en fælles udtalelse onsdag, skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Meldingen kommer, efter at de to parter den seneste tid har forhandlet med Qatar som mediator.

– Begge parter bekræfter deres forpligtigelse til øjeblikkeligt at standse fjendtlighederne og afstå fra hadefulde ytringer og intimidering samt at opfordre lokalsamfund til at gøre det samme, lyder det i den fælles erklæring ifølge Reuters.

Siden 2021 er mere end seks våbenhvileaftaler mellem de to parter blevet aftalt og brudt, skriver AFP.

Det er en årtier lang konflikt, som de seneste måneder er blusset op i særligt det østlige DR Congo. Områderne er rige på guld og andre mineraler.

Oprørere fra gruppen M23 indtog i slutningen af januar byen Goma efter flere dages intens offensiv.

I februar indtog gruppen også den østlige regions næststørste by, Bukavu.

M23 har dræbt mere end 7000 mennesker i år, hævdede DR Congo i marts. Tallene er ikke blevet verificeret.

Nabolandet Rwanda er også indblandet i konflikten.

Rwanda har ifølge FN-rapporter forsynet M23 med militærhjælp. Omkring 4000 soldater fra Rwanda befandt sig ifølge FN i marts i det østlige DR Congo, hvor de ifølge FN støtter oprørsgruppen.

Rwanda har nægtet, at landet støtter M23.

Men Rwanda har udtalt, at landet i østlige dele af DR Congo er under trussel fra gruppen FDLR. FDLR blev dannet af hutuledere, som var involveret i folkedrabet på tutsierne i Rwanda.

Talsmand for Trump: EU-bøder til USA’s techgiganter er afpresning

Trump-administrationen kritiserer onsdagens milliardbøder fra EU til de amerikanske techgiganter Apple og Meta.

Brian Hughes, der er talsmand for det nationale sikkerhedsråd, kalder bøderne for økonomisk afpresning.

– Det er en ny form for økonomisk afpresning, som ikke vil blive tolereret af USA, siger Brian Hughes ifølge New York Times.

Milliardbøderne kommer på et følsomt tidspunkt, hvor EU og USA forhandler om at undgå en handelskrig, efter USA’s præsident, Donald Trump, har lagt told på europæiske varer.

EU-Kommissionen har idømt Apple en bøde på 500 millioner euro svarende til 3,7 milliarder kroner, mens Meta skal betale 200 millioner euro svarende til 1,5 milliarder kroner.

Ifølge EU-Kommissionen har de to techgiganter i strid med EU-regler gennemført foranstaltninger, der forstærker og udvikler forbrugeres afhængighed af deres platforme.

Brian Hughes fortæller, at bøderne anses som en handelshindring.

– Udenlandske regler, der specifikt retter sig mod og underminerer amerikanske virksomheder, kvæler innovation og muliggør censur, anses som handelshindringer og en direkte trussel mod det frie civilsamfund, siger talsmanden ifølge New York Times.

Ifølge EU-Kommissionen lever Apple ikke op til EU’s regler om, at selskabet skal oplyse forbrugere om, de kan få alternative produkter, som måske er billigere, uden for Apples egen App-store.

EU-Kommissionen mener, at Apple dermed begrænser konkurrencen og forbrugernes mulighed for frit at vælge alternative løsninger.

I Metas tilfælde handler det ifølge EU-Kommissionen om forbrugernes mulighed for at sige nej til at dele personlige data.

EU-reglerne i Digital Markets Act kræver af store selskaber som Meta, at de skal tilbyde forbrugerne en tilsvarende service, selv om forbrugeren siger nej til at dele sine personlige data.

Både Apple og Meta har mulighed for at appellere bøderne.

12 delstater indbringer Trumps toldpolitik for handelsret

12 delstater har onsdag anlagt en sag mod den amerikanske regering for indførelsen af importtold.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Delstaterne mener ikke, at USA’s præsident, Donald Trump, har ret til indføre told i henhold til den lov, der hedder “International Emergency Economic Powers Act”.

I søgsmålet kræver delstaterne, at tolden bliver erklæret ulovlig, og at alt arbejde på offentlige kontorer i relation til Trumps importtold blokeres øjeblikkeligt.

Sagen er anlagt ved den amerikanske ret for international handel i New York.

Delstaterne mener, at toldpolitikken har bragt kaos i amerikanske økonomi, og at toldsatserne har været underlagt Trumps “lune snarere end sund udøvelse af lovlig autoritet,” skriver de.

De 12 delstater, der har anlagt sagen, er Oregon, Arizona, Colorado, Connecticut, Delaware, Illinois, Maine, Minnesota, Nevada, New Mexico, New York og Vermont.

I en udtalelse betegner Arizonas justitsminister, demokraten Kris Mayes, tolden for “vanvittig”.

Det amerikanske justitsministerium har ifølge AP ikke reageret.

Trump annoncerede importtold på varer fra stort set alle verdens lande i begyndelsen af april.

Varer fra EU blev eksempelvis pålægges 20 procent told, mens kinesiske varer fik pålagt en told på 34 procent, lød fra Trump på et pressemøde i Rosenhaven ved Det Hvide Hus.

Tolden førte til uro på aktiemarkederne verden over, samtidig med at flere lande varslede modtræk over for USA.

En uge senere valgte Trump at sætte tolden over for de fleste lande på pause i 90 dage, men han fastholdte dog en basistold på 10 procent.

Kina havde på det tidspunkt hævet tolden på amerikanske varer, og de to lande har i det meste af april på skift hævet tolden over for hinanden.

Det betyder, at USA har hævet tolden på kinesiske varer til 145 procent. Varer, der sendes den modsatte vej, pålægges 125 procent i kinesisk importtold.

Trump: Vi har en aftale med Rusland og Ukraine

USA’s præsident, Donald Trump, formoder, at han har en aftale med både Rusland og Ukraine omkring en afslutning på krigen.

Det siger Trump på et pressemøde i Det Hvide Hus ifølge Reuters.

På pressemødet antyder præsidenten ifølge Reuters, at det har været sværere at lave forhandlinger med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, end Ruslands præsident, Vladimir Putin.

– Jeg troede, at det ville være nemmere med Zelenskyj. Indtil videre har det været sværere.

– Men jeg tror, at vi har en aftale med begge. Jeg håber, at de går med til den, for jeg vil gerne spare – som I ved, så har vi brugt mange penge, men dette handler om menneskelighed, siger Donald Trump.

Umiddelbart kommer præsidenten ikke nærmere ind på, hvad aftalen indeholder.

Han tager også et forbehold under pressemødet, hvilket især sår tvivl om, hvorvidt Ukraines præsident er klar til at indgå en aftale.

– Jeg tror, at vi har en aftale med Rusland. Vi skal have en aftale med Zelenskyj, siger Trump.

Tidligere på onsdagen rettede præsidenten kritik af Zelenskyj i et opslag på sit sociale medie Truth Social omkring retten til Krim-halvøen.

I 2014 annekterede Rusland Krim, og Zelenskyj ønsker ikke opgive Ukraines juridiske ret til halvøen.

Donald Trump mener ikke, at Ukraine har gjort nok for at forsvare Krim.

– Ingen beder Zelenskyj om at anerkende Krim som russiske territorie, men hvis han vil have Krim, hvorfor kæmpede de så ikke for det for 11 år siden, da det blev givet til Rusland, uden at der blev affyret skud?, skrev Trump på Truth Social.

På onsdagens pressemøde i Det Hvide Hus blev Trump spurgt ind til Krim, men undlod ifølge Reuters at svare direkte på spørgsmålet. I stedet sagde Trump, at han ikke har nogen “favorit”, når det kommer til Rusland og Ukraine. Han ønsker blot, at krigen stopper.

Kort efter Donald Trumps pressemøde i Det Hvide Hus, blev der rapporteret om russiske luftangreb i Ukraines hovedstad, Kyiv, og landets næststørste by, Kharkiv. Det skriver Reuters og AFP.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]