Seneste nyheder

28. april 2026

Zelenskyj: Ukraine kæmper stadig i Kursk

Ukraine kæmper stadig i Kursk i Rusland. Sådan lyder det søndag fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

– Vores militær forsvarer fortsat områderne i Kursk-regionen og Belgorod-regionen, skriver Zelenskyj på Telegram ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han tilføjer, at situationen i flere områder inklusiv Kursk “fortsat er svær”.

Lørdag hævdede Ruslands præsident, Vladimir Putin, at Rusland havde genvundet kontrollen i Kursk-regionen tæt ved grænsen til Ukraine. Det skrev det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

Ukrainske styrker er fuldkommen nedkæmpet, og Ukraines “eventyr” i regionen er slut, lød det fra Putin.

Lørdag fik Putin en opdatering fra den russiske hærs stabschef, Valerij Gerasimov om, at russiske styrker havde nedkæmpet ukrainske styrker i landsbyen Gornal.

Det var angiveligt den sidste landsby i Kursk, som de ukrainske styrker kontrollerede.

Efter den russiske udmelding lørdag afviste Ukraines hær dog, at den var blevet tvunget ud af Gornal, skriver AFP. Ukraines hær udtalte, at russernes udmelding var “propagandatricks”.

– Situationen ved fronten og de aktuelle aktiviteter fra Ruslands militær viser, at det nuværende pres på Rusland for at slutte krigen ikke er nok, siger Zelenskyj.

Han opfordrer til at øge presset på Rusland for at skabe bedre muligheder for “rigtigt diplomati”.

Søndagens besked fra Zelenskyj kommer dagen efter, at han mødtes med USA’s præsident, Donald Trump, i forbindelse med pave Frans’ begravelse i Rom. Her diskuterede de to præsidenter en potentiel våbenhvile.

Mødet fandt sted i Peterskirken inden begravelsen og varede i omkring 15 minutter.

Ifølge flere russiske nyhedsbureauer har Putin søndag ringet til sin øverste militærstab i Kursk for at lykønske dem med at have fuldført operationen i regionen ved at presse de ukrainske styrker ud, skriver Reuters.

– Putin lykønskede dem med sejren og takkede dem for deres heroiske arbejde, siger talsmand for Kreml Dmitrij Peskov ifølge de russiske nyhedsbureauer.

6. august 2024 trængte ukrainske styrker ind i Kursk-regionen i det sydvestlige Rusland. Det var det største angreb på Rusland siden Anden Verdenskrig.

Tusindvis har været forbi pave Frans’ grav på første besøgsdag

Siden søndag morgen har tusindvis af mennesker været forbi pave Frans’ grav i Santa Maria Maggiore-kirken i Rom.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Allerede inden kirken åbnede klokken 07.00, var der kø for at komme ind, og politiet har opfordret besøgende til at forlade kirken, så snart de har set graven, for at køen ikke skulle gå i stå.

Pavens begravelse fandt sted lørdag, og dagen efter efter er graven altså blevet åbnet for offentligheden.

Lørdag var hundredtusindvis mødt frem til begravelsesceremonien på Peterspladsen i den italienske hovedstad.

Blandt dem var stats- og regeringschefer samt medlemmer af europæiske kongehuse, herunder dronning Mary.

Efter ceremonien blev pavens kiste transporteret til hans yndlingskirke, hvor han altså skulle begraves.

I pave Frans’ testamente fremgik det, at han havde ønsket at blive begravet “i jorden, uden særlig dekoration”, men med sit pavenavn på latin: Franciscus.

Pave Frans, der blev 88 år, døde anden påskedag.

Blandt de mange besøgende er den 49-årige peruaner Tatiana Alva, der beretter, at det var “meget følelsesladet” at se graven.

– Han var meget venlig, ydmyg. Han brugte et sprog, som unge mennesker kunne forstå.

– Jeg tror ikke, at den næste pave kan blive den samme, men jeg håber, at han vil have et åbent sind og være realistisk omkring de udfordringer, verden står over for lige nu, siger Alva ifølge AFP.

Efter pave Frans’ begravelse er opmærksomheden netop rettet mod, hvem der skal være hans efterfølger.

De kardinaler, som skal træffe beslutningen mødes mandag morgen. Her ventes de at beslutte, hvornår konklavet – det hemmelige møde blandt kardinalerne – skal finde sted. Det skriver AFP.

Luxembourgs kardinal, Jean-Claude Hollerich, udtalte i sidste uge, at han forventer, at konklavet finder sted den 5. eller 6. maj. Det er kort efter de ni dages sørgeperiode, som slutter den 4. maj.

Tysklands kardinal, Reinhard Marx, sagde lørdag til journalister, at konklavet kun ventes at vare “et par dage”.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mand anklaget for terror i sag om russisk general-drab

En mand, der er mistænkt for stå bag drabet på en russisk generalløjtnant, er blevet sigtet for at have begået terror.

Det oplyser Ruslands efterforskningskomité i en udtalelse ifølge AFP.

Ifølge den russiske efterretningstjeneste FSB var det den russiske generalløjtnant Jaroslav Moskalik, der fredag blev dræbt i en bileksplosion.

FSB oplyste lørdag ifølge AFP, at en ukrainsk specialstyrkeagent var blevet tilbageholdt i en forbindelse med bileksplosionen dagen forinden.

Ifølge FSB plantede han en hjemmelavet bombe i en VW Golf i byen Balasjikha, som ligger uden for hovedstaden Moskva. Den blev senere detoneret fjernt fra Ukraine.

Bomben tog han angiveligt fra et ukrainsk specialstyrkelager i Moskva -regionen.

Efterretningstjenesten har offentliggjort en video af en afhøring, hvor manden tilstod drabet. Men det er uklart, om han talte under tvang, skriver AFP.

Manden er født i 1983, lød det videre fra FSB.

59-årige Moskalik var næstkommanderende i den russiske hærs generalstab ifølge Reuters.

Det russiske nyhedsbureau Interfax skriver med henvisning til efterforskningskomitéen, at den mistænkte har erkendt sig skyldig i drabet.

Han skal have sagt, at han blev rekrutteret af Ukraines sikkerhedstjenester. Det skriver Reuters.

Efterforskningskomitéen oplyser også, at russiske myndigheder forsøger at identificere andre, som kan have været involveret i drabet.

Den ukrainske lejr har ikke kommenteret hændelsen.

Flere andre fremtrædende russere og Ukraine-modstandere er de seneste år blevet dræbt af eksplosioner i Rusland.

I december blev Igor Kirillov dræbt af en bombe, der var placeret på en scooter i Moskva. Kirillov var leder af Ruslands forsvarsstyrker inden for radioaktiv, kemisk og biologisk krigsførelse.

I april 2023 blev den russiske journalist og militærblogger Maxim Fomin, der var kendt under navnet Vladlen Tatarskij, dræbt i en eksplosion i Sankt Petersborg.

Og i august 2022 blev Darja Dugina dræbt af en bilbombe uden for Moskva. Hun var datter af en prominent ultranationalistisk russer.

Rusland har beskyldt Ukraine for at stå bag flere af eksplosionerne. De to lande har været i krig siden februar 2022, hvor Rusland invaderede nabolandet.

Sydkoreas oppositionsparti er klar med præsidentkandidat

Sydkoreas største oppositionsparti, Det Demokratiske Parti, har søndag udnævnt Lee Jae-myung som kandidat til præsidentvalget.

Det skriver AFP.

Det sker efter en rigsretssag mod den tidligere præsident Yoon Suk-yeol, der blev afsat som præsident i april. Det blev han, efter at han havde indført en militær undtagelsestilstand i Sydkorea i december 2024.

Lee Jae-myung vandt titlen som præsidentkandidat efter at have fået 89,7 procent af partiets stemmer.

Præsidentvalget står mellem Lee Jae-myung fra Det Demokratiske Parti og en kandidat fra den tidligere præsident Yoon Suk-yeols konservative parti, People Power Party.

Valget finder sted den 3. juni.

I forhold til udenrigspolitik anses Lee Jae-myung for at være mindre konfrontatorisk end Yoon Suk-yeol, når det gælder Nordkorea.

Det kan ifølge Reuters bringe præsidentkandidaten på linje med Donald Trumps bestræbelser på at nå ud til landets leder, Kim Jong-un.

Efter Yoon Suk-yeol erklærede undtagelsestilstand, har Lee Jae-myung sagt til Reuters, at det var en “krise som en virus, der havde infiltreret det sydkoreanske system, og at han var dedikeret til at udrydde den”.

– Vi er nødt til at fokusere på at fjerne virussen. Med ordentlig og hurtig behandling vil vi komme os. Og gennem processen vil vores nation og demokrati blive endnu stærkere, siger Lee Jae-myung til Reuters.

I november blev Lee Jae-myung anklaget for at have overtrådt valgloven. I marts blev han frikendt i anklagen, som kunne have diskvalificeret ham til præsidentposten.

En appeldomstol omstødte dommen i marts, og sagen er nu for Højesteret.

Udfaldet af sagen kan have betydning for Lee Jae-myungs berettigelse som præsident.

Han står også over for nogle andre retssager, der blandt andet handler om en ejendomsskandale, som involverer et beløb på over en milliard dollar.

Han har selv afvist alle anklagerne.

Pakistansk læge tog fat i kvinder om natten: Nægter voldtægtsforsøg

Tre søndage i træk blev kvinder midt om natten overfaldet bagfra og ifølge politiet forsøgt voldtaget, da de var på vej til eller fra arbejde nær Glostrup Station.

Det er søndag kommet frem i Retten i Glostrup, hvor en 31-årig pakistansk læge er blevet sigtet for at have overfaldet kvinderne og forsøgt at voldtage dem. En anklager mener, at han skal varetægtsfængsles.

Overfaldene, der fandt sted tre søndage i træk – den 6., 13. og 20. april – har mange lighedstræk.

Den mistænkte har ifølge sigtelsen alle tre gange taget fat i kvinderne bagfra. To af kvinderne blev befamlet på brysterne.

Ingen af overfaldene endte med voldtægt, da kvinden enten kom fri, eller manden endte med at flygte.

Den 31-årige mand sidder i retten ved siden af en tolk, der oversætter til urdu, der er det nationale sprog i Pakistan.

Han nægter sig skyldig, fortæller hans forsvarer, Lone Refshammer.

– Jeg vil meget gerne svare, siger den mistænkte, da dommeren siger, at han får mulighed for at forklare sig.

Han bliver dog afbrudt af forsvareren, der meddeler, at han vil vente med at beslutte, om han vil sige noget, til han har hørt anklageren dokumentere sagens beviser.

Anklager Malene Lund Michaelsen fortæller, at politiet fik den første anmeldelse i sagen efter overfaldet natten til 13. april. Kvinden, som blev overfaldet, havde ringet til sin mand, som kontaktede politiet.

Kvinden forklarede, at gerningsmanden havde taget fat i hende bagfra, sagt at han ville have sex med hende og trukket hende ind i en indkørsel. Gerningsmanden skal også have sagt, at det kun ville tage to minutter.

Hun blev presset ind i en busk, men lykkedes med at vriste sig fri.

Efterfølgende fortalte hun, at en kvindelig kollega havde oplevet noget lignende, og på den måde fik politiet også nys om det første overfald.

Hun kunne fortælle politiet, at gerningsmanden lugtede af alkohol, og at hun råbte meget højt om hjælp, og at manden endte med at løbe fra stedet.

En uge efter blev en tredje kvinde overfaldet i området. Hun har fortalt, at hun blev grebet i bagfra og befamlet. Hun blev sat ned på jorden, men manden endte ifølge kvinden med at løbe fra stedet.

Fredag søgte Københavns Vestegns Politi vidner til overfaldet 20. april. Politiet beskrev gerningsmanden som midt i 30’erne, asiatisk af udseende, med sort hår og kort skæg samt iført mørkerød hættetrøje og blå jeans.

Natten til søndag var betjente så til stede ved stationen og spottede en mulig gerningsmand, da den 31-årige mand steg af toget.

– Politiet mener, at han passer med signalementet, og han bliver anholdt umiddelbart efter, siger anklageren.

Anholdelsen skete klokken 03.40, og manden fortalte til politiet, at han havde rørt lidt ved kvinderne og været fuld. Han lovede ikke at gøre det igen.

Den 31-årige er uddannet læge i Pakistan, men har været i Danmark i halvanden måned, da han vil lære dansk og arbejde som læge i Danmark.

Efter kvindernes forklaring er lagt frem i retten, fortæller han, at det er rigtigt, at han har truffet de tre kvinder om natten, og at han var beruset. Men han nægter at have villet voldtage dem.

– Hensigten var, at jeg gerne ville tage kontakt til hende, have hendes telefonnummer, så vi kunne blive venner, siger han.

Han forklarer, at han har taget fat i skulderen på kvinderne.

Retten har nedlagt navneforbud for den mistænkte og for kvinderne. Kvindernes arbejdsplads er også omfattet af navneforbud.

Sejlere opfordres til at undgå kontakt med legesyge delfiner

Hvis man sejler ud for den jyske østkyst, kan man være heldig at se de legesyge delfiner “Skywalker” og “Delle”.

Man man bør ikke opsøge kontakt med de nysgerrige delfiner, lyder rådet fra Miljøstyrelsen på styrelsens hjemmeside.

– Vi skal huske, at de er vilde dyr og har brug for ro, forklarer biolog i Miljøstyrelsen Caroline Marie Myhre.

– Hvis vi forstyrrer dem eller opfordrer dem til leg, kan det ændre deres naturlige adfærd og bringe både dem og os i fare, lyder rådet.

Delfiner er ifølge biologen intelligente væsener, der lærer gennem leg.

Hvis mennesker begynder at kaste fendere, tovværk eller andre genstande i vandet, risikerer man, at delfinerne forbinder sejlere og svømmere med leg.

Det kan føre til, at delfinerne opsøger mennesker og i værste fald kommer for tæt på.

Det kan ifølge Miljøstyrelsen “både skade delfinerne og skabe utrygge situationer for os mennesker”.

Styrelsen har derfor nedfældet et sæt retningslinjer for ansvarlig adfærd over for havpattedyr som eksempelvis delfiner.

Her lyder det blandt andet, at man aldrig bør sejle tættere på end 50 meter.

Hvis et havpattedyr har unger, søger føde, hviler eller socialiserer med andre dyr, bør man holde sig på mindst 200 meters afstand.

Det frarådes også, at man kaster genstande i vandet for at tiltrække dyrenes opmærksomhed.

– Undgå kontakt og lad dyrene selv vælge, om de nærmer sig, skriver Miljøstyrelsen.

Særligt svømmere, kajakroere og personer på stand-up-paddle-boards bør ifølge styrelsen holde afstand og undgå pludselige bevægelser, hvis en delfin kommer tæt på.

De to delfiner – “Delle” og “Skywalker” – har ifølge Miljøstyrelsen fundet sig til rette langs den jyske østkyst.

Delfiner er ifølge styrelsen blevet et mere almindeligt syn i danske farvande og har været hyppige gæster i Limfjorden og Thyborøn Kanalen siden 2021.

28 er døde og hundredvis kvæstet efter eksplosion i Iran

Antallet af omkomne efter en kraftig eksplosion i den iranske havneby Bandar Abbas er steget til 28.

Det oplyser hjælpeorganisationen Røde Halvmåne ifølge nyhedsbureauet AFP.

Statsligt tv rapporterer, at over 800 mennesker er kvæstet.

Søndag kæmper brandfolk stadig med at få slukket ilden i havnen Shahid Rajaee i det sydlige Iran. Det er Irans største kommercielle havn.

Live-optagelser søndag viste, at der stadig var synlig tyk sort røg på stedet.

– Branden er under kontrol, men ikke slukket, rapporterer en korrespondent fra statsligt tv omkring 20 timer efter eksplosionen.

Eksplosionen var så kraftig, at den kunne mærkes og høres omkring 50 kilometer væk, rapporterede nyhedsbureauet Fars.

Indenrigsminister Eskandar Momeni siger søndag på stedet, at “situationen er stabiliseret i hovedområderne” af havnen.

Myndighederne har erklæret tre dages sørgeperiode i hele provinsen.

Havnens toldkontor meddeler ifølge statsligt tv, at eksplosionen formentlig skyldes en brand, der opstod i et lager med kemikalier.

Lokale myndigheder har sagt, at flere containere eksplodere.

Hossein Zafari, talsperson for Irans organisation for krisehåndtering, sagde ligeledes lørdag, at det var kemikalier i containere, der var årsag til eksplosionen.

En talsperson for landets regering har dog udtalt, at selv om kemikalier sandsynligvis er skyld i hændelsen, er det endnu ikke muligt at fastslå den præcise årsag til den kraftige eksplosion.

Avisen New York Times citerer en unavngiven person med forbindelse til Irans magtfulde Revolutionsgarde for at sige, at det der eksploderede, var natriumperklorat – en vigtig ingrediens i fast brændstof til missiler.

Men en talsmand for det iranske forsvarsministerium afviser på statsligt tv, at der blev opbevaret “militært materiale” på havnen, skriver Reuters.

Selv om de iranske myndigheder indtil videre ser ud til at behandle eksplosionen som en ulykke, sker det på baggrund af mange års skyggekrig med den regionale fjende Israel.

Ifølge Washington Post foretog Israel i 2020 et cyberangreb rettet mod Shahid Rajaee-havnen.

Anholdt sigtes for tre voldtægtsforsøg nær togstation

Tre søndage i træk er kvinder blevet overfaldet nær Glostrup Station af en geringsmand, som ifølge politiet forsøgte at voldtage dem.

Politiet mener nu at have fat i en gerningsmand. En 31-årig mand blev klokken 03.40 natten til søndag anholdt.

Søndag formiddag bliver han fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup, hvor en anklager vil kræve ham varetægtsfængslet.

– Han vil blive sigtet for tre voldtægtsforsøg, siger anklager Malene Lund Michaelsen.

Voldtægtsforsøgene skal have fundet sted 6., 13. og 20. april. Ofrene var tre forskellige kvinder og har formentlig været tilfældige.

Ifølge anklageren har manden haft til hensigt at voldtage kvinderne, men er mislykkedes med det.

– Han er heldigvis ikke kommet ret langt, siger hun.

Københavns Vestegns Politi var fredag ude og søge vidner til overfaldet, der fandt sted søndag 20. april.

I den forbindelse beskrev politiet, at kvinden blev overfaldet, da hun var på vej hjem fra Glostrup Station.

Den pågældende kvinde gik omkring klokken 01.45 via Stationsparken og drejede til venstre ad Wattvej. På parkeringspladsen ud for Wattvej 2 blev hun overfaldet af en ukendt mand, som greb hende bagfra og befamlede hende.

Kvinden skreg og gjorde modstand, og manden opgav herefter sit forehavende og flygtede fra stedet.

– Vi søger vidner, som har været i området omkring Wattvej og Stationsparken natten til søndag, eller som har lagt mærke til noget mistænkeligt, der kan have relevans for sagen, sagde politikommissær Kåre Laustsen fredag i en pressemeddelelse.

Politiet beskrev gerningsmanden som midt i 30’erne, asiatisk af udseende, med sort hår og kort skæg samt iført mørkerød hættetrøje og blå jeans.

Retsmødet om varetægtsfængsling begynder søndag klokken 11. Anklagemyndigheden vil muligvis begære lukkede døre. Sker det, vil politiets beviser samt mandens eventuelle forklaring blive hemmeligholdt.

Det højeste antal personer nogensinde lever med diabetes

Flere end 368.000 mennesker i Danmark lever med diabetes. Det svarer til 6,1 procent af befolkningen og er det højeste antal nogensinde.

Det skriver Diabetesforeningen i en pressemeddelelse.

Foreningen anslår, at 467.000 mennesker lever med diabetes i 2030, hvis udviklingen fortsætter på samme måde.

– Vi står midt i en stille sundhedskatastrofe. Hvis vi ikke handler nu, ender vi med en virkelighed i 2030, hvor hver 13. dansker har diabetes, siger administrerende direktør i Diabetesforeningen, Claus Richter.

Der er ifølge Claus Richter ikke en bestemt årsag til, at flere lever med diabetes.

– Der er flere årsager til det, og ikke en bestemt. Det handler om, at vi lever længere, vores livsstil og sociale arv. Det er de tre væsentligste faktorer til, at flere og flere får diabetes.

– En af faktorerne er, at vi lever længere også med en kronisk sygdom som diabetes. Sidste år fik 20.000 diagnosticeret type 2-diabetes. Det er et udtryk for, at vi som enkeltpersoner og som samfund skal tage sygdommen mere seriøst, siger Claus Richter.

Af de 368.000 mennesker, der lever med diabetes har cirka 332.600 type 2-diabetes. Cirka 35.600 har type 1-diabetes.

Ved type 2 diabetes producerer bugspytkirtlen insulin, men det virker ikke, som det skal. Den type hænger sammen med alder, gener og overvægt.

Ved type 1 diabetes producerer kroppen ikke insulin, og glukose kan derfor ikke optages af cellerne. Det giver forhøjet blodsukker, som kan være farligt.

Ud over de 368.000 personer, der er diagnosticeret med enten type 1- eller 2-diabetes, anslås det at cirka 100.000 lever med type 2-diabetes uden at vide det.

– Det er de tre t’er, man skal holde øje med: tissetrang, tørst og træthed. Man kan også tage en risikotest, så man kan se, om man er i risiko for at få diabetes, siger Claus Richter.

I 2028 bliver de såkaldte kronikerpakker en del af sundhedsreformen. De skal give mennesker med type 2-diabetes ret til en personlig behandlingsplan.

Ifølge diabetesdirektøren er det et vigtigt første skridt, men ikke nok.

– De løser ikke det grundlæggende problem: at hele vores system er bygget op omkring akutte sygdomme, ikke kroniske, siger Claus Richter.

Omkring 500.000 har forstadier til type 2-diabetes. Tidlig opsporing kan mindske risikoen for alvorlige sygdomme. Det kan være skader på hjertet, nyrerne, øjnene og andet.

Mindst ni dræbt efter påkørsel af filippinsk gadefestival i Canada

Mindst ni personer har mistet livet i den canadiske storby Vancouver, og flere meldes såret, efter at en bilist er kørt ind i en menneskemængde ved en gadefestival.

Det oplyser politiet i Vancouver på det sociale medie X søndag middag dansk tid.

En 30-årig mand er anholdt efter massepåkørslen. Han er bosiddende i Vancouver og er kendt af politiet i forvejen, skriver avisen Globe and Mail.

Det oplyste politiet søndag morgen dansk tid ifølge Reuters.

– På nuværende tidspunkt er vi overbevist om, at denne hændelse ikke er en terrorhandling, skrev Vancouver-politiet på X.

Oplysningen blev ikke uddybet.

Ifølge mediet Vancouver Sun blev det lokale hospitalsvæsen hurtigt bedt om at forberede sig på mange ofre.

Videoer på sociale medier viser, at kroppe lå spredt på gaden, hvoraf flere modtog førstehjælp, skrev mediet tidligere.

Øjenvidner fortæller til det canadiske medie Globe and Mail, at bilens motor gassede op, inden den pløjede ind i en gade fyldt med madvogne.

Her ramte den menneskemængden, mens den drønede fremad uden at stoppe.

Da bilen endelig standsede, forsøgte en mand at flygte, fortæller øjenvidner til mediet.

Politiet har ikke umiddelbart sagt noget om, hvorvidt der er tale om en ulykke eller en forsætlig handling.

– Vi vil give mere information, efterhånden som efterforskningen skrider frem, oplyser politiet.

Hændelsen skete lidt efter klokken 20 lokal tid lørdag omkring gaderne Fraser Street og 41st Avenue, beretter politiet. Det er kort efter klokken 5 søndag morgen dansk tid.

Vancouver Sun skriver, at der blev afholdt en gadefest med navnet Lapu Lapu Day Block Party i området. Det er en fest, der afholdes af byens filippinske indbyggere.

Normalt bliver gaderne spærret af med lastvogne, når der afvikles festivaler i byen, men det skete ikke lørdag, skriver mediet videre.

Borgmester i Vancouver, Ken Sim, har reageret på nyheden på det sociale medie X.

– Jeg er i chok og ked af den forfærdelige hændelse, der er sket ved dagens Lapu Lapu-fest.

– Vi arbejder på at komme med mere information, så hurtigt vi kan. På nuværende tidspunkt har politiet i Vancouver bekræftet, at der er et antal døde og flere sårede, skriver borgmesteren på X.

– Vores tanker går ud til alle berørte og til Vancouvers og det filippinske samfund i denne svære tid, lyder det videre.

Canadas premierminister, Mark Carney, skriver i en besked på X søndag morgen dansk tid, at han er “knust” over massepåkørslen.

– Jeg sender mine dybeste kondolencer til de pårørende til dem, der blev dræbt og kvæstet, til det filippinsk-canadiske samfund og til alle i Vancouver, tilføjer han.

– Vi sørger alle sammen med jer.

Den filippinske præsident, Ferdinand Marcos Jr., har ligeledes reageret på massepåkørslen.

Ifølge Reuters siger Marcos, at han er “knust over at høre om den forfærdelige hændelse”. Det lyder også, at det filippinske generalkonsulat i Vancouver samarbejder med de canadiske myndigheder for at sikre en grundig undersøgelse af hændelsen.

Mandag afholder Canada parlamentsvalg, efter at Carney udskrev valg 23. marts.

Efter hændelsen i Vancouver har premierministeren søndag sat sin valgkampagne på pause. Det oplyser hans kampagne ifølge Reuters.

Formand beretter om svært år for politiske journalister i USA

Den årlige korrespondentmiddag for journalister, der dækker Det Hvide Hus, var på mange måder anderledes end normalt.

Middagen, der foregik lørdag i Washington D.C., plejer at byde på komiske indslag, og der har været tradition for, at USA’s siddende præsidenter har deltaget og bidraget til underholdningen.

Men Donald Trump havde for længst meldt afbud, og den komiker, der skulle have optrådt, var blevet aflyst.

Kort efter at middagen gik i gang, indtog formand for White House Correspondents’ Association (WHCA), journalisten Eugene Daniels, talerstolen.

Her beskrev formanden den seneste tid som besværlig, beretter Fox News og flere amerikanske medier.

– Jeg ved, at det har været et ekstremt svært år for os alle. Det har været svært for foreningen.

– Vi er blevet testet og angrebet, men hver eneste dag har vores medlemmer rejst sig op. De er ilet mod Det Hvide Hus – på fly, tog og i biler – med den ene mission at holde magthaverne ansvarlige, sagde Eugene Daniels.

Præsidenter som Joe Biden, Barack Obama, George Bush og deres forgængere har stillet op til middagen, men Donald Trump har endnu aldrig taget imod en invitation, mens han har været præsident.

– Denne middag kommer til at føles anderledes end normalt. Der er ingen præsident, og ingen komiker, sagde Eugene Daniels.

Trump har længe haft et anstrengt forhold til flere medier, der dækker Det Hvide Hus.

Præsidenten nægtede Associated Press (AP) adgang til Det Hvide Hus på grund af en strid omkring en navneændring af Den Mexicanske Golf.

Kort efter Trumps tiltræden den 20. januar ændrede han i et dekret navnet på Den Mexicanske Golf til Den Amerikanske Golf, men nyhedsbureauet fastholdt golfens mere end 400 år gamle navn.

I februar valgte WHCA at aflyse komikeren Amber Ruffin. Det skete ifølge WHCA for at ændre middagens fokus på uddeling af priser og stipendier frem for at bidrage til politisk splittelse.

Ngo: Tre amerikanske børn er blevet deporteret fra USA

Tre børn med amerikansk statsborgerskab er blevet deporteret fra USA sammen med deres mødre, der er udokumenterede migranter.

Det skriver National Immigration Project, der er en ngo, lørdag i en udtalelse.

Deporteringerne er ifølge ngo’en sket i delstaten Louisiana i de tidlige morgentimer fredag. Børnene er to, fire og syv år.

USA’s præsident Donald Trumps administration hævder, at kvinderne selv bad om at få børnene med sig.

– De amerikanske grænsemyndigheder i New Orleans deporterede mindst to familier, herunder to mødre og deres mindreårige børn, skriver ngo’en i udtalelsen.

Borgerrettighedsorganisationen American Civil Liberties Union (ACLU) omtaler i en udtalelse deportationerne som “ulovlige og umenneskelige”.

En af de tre deporterede børn er ifølge ACLU diagnosticeret med en kræftsygdom og blev deporteret uden at få medicin med eller være blevet konsulteret af en læge.

– Det, vi har været vidne til i de seneste dage, er forfærdeligt og forbløffende. Familier er helt unødvendigt blevet revet fra hinanden, skriver en advokat fra National Immigration Project i udtalelsen fra ngo’en.

En føderal distriktsdommer i Louisiana har fastsat et retsmøde til den 16. maj. Retsmødet omhandler en af de deporterede kvinder og hendes to-årige datter, der er blevet bragt til Honduras.

Retsmødet skal ifølge dommeren finde sted “for at fjerne vores mistanke om, at administrationen har deporteret en amerikansk statsborger uden nogen meningsfuld proces”.

– Trumps administration hævder, at det hele er i orden, fordi moren ønsker, at barnet skal deporteres sammen med hende. Men det kender retten ikke noget til, skrev dommeren fredag i en retskendelse.

Den toårige piges far har indgivet en hasteanmodning i håbet om at få sin datter bragt tilbage til USA.

Trumps administration er endt i juridisk slagsmål med flere føderale dommere og ngo’er, der mener, at præsidenten har ignoreret forfatningssikrede rettigheder i forsøget på at deportere migranter ud af USA.

Donald Trump skrev tidligere denne uge i et opslag på sit sociale medie, Truth Social, at det ikke er muligt at give alle personer, som hans administration ønsker deporteret, muligheden for rettergang.

– At gøre det ville – uden overdrivelse – tage 200 år. Vi ville skulle have hundredtusindvis af retssager for de hundredtusindvis af illegale, som vi sender ud af landet, skrev han.

Reuters

Ellevild Barcelona-helt: Derfor vi elsker fodbold

Barcelona-spilleren Jules Koundé blev lørdag mindet om, hvorfor fodbold indimellem kan fremkalde store følelser.

Franskmanden blev matchvinder, da Barcelona i den spanske pokalfinale i Sevilla slog Real Madrid med 3-2. Kounde scorede sejrsmålet i den forlængede spilletid efter 116 minutter.

– Jeg løb bare i alle retninger efter målet. Ud til fansene og mine holdkammerater.

– Det er det her, vi lever for. Dette er hvorfor, vi elsker fodbold. Fordi det fremkalder den slags følelser, siger Jules Koundé ifølge AFP til klubmediet Barca One.

Med scoringen undgik Barcelona en nervepirrende straffesparkskonkurrence mod rivalerne fra Spaniens hovedstad.

Den franske forsvarsspiller erobrede selv bolden højt på banen efter en pasning fra Real Madrids Luka Modric. Kounde løb mod mål og tog chancen med et knaldhårdt skud.

– Det er en speciel aften på grund af mit mål.

– Jeg så, at han ville lave den aflevering, så jeg fik fat i den. Jeg så, at der var spillere til højre for mig, men besluttede mig for at skyde, og det gik godt, siger Jules Koundé.

Forsvarsspilleren er især stolt over, at Barcelona fik kæmpet sig tilbage, efter at Real Madrid i anden halvleg havde bragt sig foran med 2-1.

– Vi viste endnu en gang karakter. Vi viste igen, hvilket slags hold vi er.

– Selv i modgang kæmper vi stadigvæk. Man kunne se, at alle på holdet var engageret. Alle kæmpede, siger Koundé.

Med pokaltitlen i hus kan Barcelona fortsat drømme om at hente fire trofæer i den igangværende sæson.

Barcelona havde i forvejen vundet Super Cuppen i januar, og den catalanske storklub er fortsat i spil til det spanske mesterskab og er i semifinalen i Champions League.

Klubpræsident Joan Laporta glæder sig over, at Barcelona er tilbage på toppen efter flere udfordrende år.

– Vi har gjort vigtige ting og har genskabt glæden hos Barcelonas fans. Det kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved.

– Jeg er enormt stolt i dag. Jeg er virkelig glad, og meget stolt over det hold, vi har, og vores klub, siger Joan Laporta.

Højgaard-brødre overnatter på fjerdeplads før finalerunde

Tvillingbrødrene Rasmus og Nicolai Højgaard holder sig fortsat med fremme ved parturneringen Zürich Classic of New Orleans.

Danskerduoen faldt lørdag en enkelt placering tilbage, så de indtager fjerdepladsen før søndagens afgørende runde.

Brødrene har fire slag op til en førende amerikansk duo bestående Ben Griffin og Andrew Novak.

Lørdagens runde blev afviklet som en fourball, hvor samtlige spillere benytter hver deres bold, men kun den bedste score på hullerne for hvert af de deltagende par registreres.

Rasmus og Nicolai Højgaard gik lørdagens runde i 64 slag – otte under par. Undervejs leverede brødrene fra Billund seks birdies og en enkelt eagle, som Nicolai Højgaard stod for på hul 8.

De to danskere fik torsdag en fremragende åbning på turneringen i Louisiana, da de spillede sig op på andenpladsen. Både fredag og lørdag er de røget én placering tilbage.

Afstanden til førstepladsen er samtidig blevet større, men det er ikke helt umuligt at indhente fire slag på søndagens sidste runde. Det er dog tæt i toppen, hvor flere par potentielt kan blande sig.

Søndag skal der spilles foursome, hvor de deltagende par spiller med én bold, som de skiftes til at slå til, indtil den lander i hullet.

Zürich Classic havde oprindeligt deltagelse af i alt fire danskere, da også Thorbjørn Olesen og Niklas Nørgaard var med, da turneringen blev skudt i gang torsdag.

Olesen og hans engelske makker, Matt Wallace, missede fredag cuttet til weekendens finalerunder. Samme skæbne overgik Nørgaard, der var parret op med svenske Jesper Svensson.

Barcelona sejrer over Real Madrid i medrivende pokalfinale

Det lugtede langt væk af, at El Clasico-pokalfinalen skulle helt ud i en straffesparkskonkurrence for at finde afgørelsen, men i det 116. minut dukkede FC Barcelonas Jules Koundé op og blev den helt store helt.

Den franske forsvarsspiller erobrede bolden højt på banen, inden han selv tordnede bolden i kassen langs græsset og sikrede catalonierne en 3-2-sejr over ærkerivalen, Real Madrid.

Forinden var gået en ordinær spilletid med flere flotte scoringer, hvor de to hold havde hver sin halvleg.

Catalonierne åbnede bedst og var takket være et fremragende langskudsmål foran 1-0 ved pausen.

Real Madrid hankede dog op i sig selv og skiftede Kylian Mbappé ind, hvilket gjorde en stor forskel. Anden halvleg var en langt mere åben affære.

14 minutter før tid så det sågar ud til, at Real Madrid skulle tage pokaltitlen, da Aurélien Tchouaméni headede hovedstadsklubben på 2-1, men fem minutter før tid sørgede Ferrán Torres for forlænget spilletid.

I de ekstra 30 minutter var begge hold afventende, og det var småt med kræfterne. Det lignede, at det skulle afgøres fra de 11 meter, lige indtil Koundé dukkede op.

Barcelona sluttede som triumfator, og det var også catalonierne, der havde åbnet kampen bedst. Efter en lille halv time kom mandskabet i front efter et fremragende langskudsmål fra Pedri.

Lamine Yamal brød igennem i højresiden, inden han kiggede op og serverede bolden skråt tilbage for den 22-årige midtbanespiller.

Pedri bankede første gang med en hård og velplaceret inderside bolden helt op i hjørnet uden for Thibaut Courtois’ rækkevidde.

Barcelona sad på tingene, og kort inden pausen var det kun stolpen, der stod i vejen for catalonierne.

Bolden sejlede gennem feltet efter et hjørnespark, inden den fjerne opstander reddede hovedstadsklubben.

Real Madrids indsats i første halvleg fik i pausen Carlo Ancelotti til at kigge mod Kylian Mbappé, der døjede med skavanker, og hans indskiftning ændrede kampen.

Vinicius Junior og Mbappé var konstant farlige med deres fart, men Barcelona fik afværget i sidste øjeblik med enten en blokering eller Szczęsny-redning.

Den polske keeper kunne dog ikke gøre meget, da franskmanden halvvejs i anden halvleg bragte balance i regnskabet med en frisparksscoring.

Mbappé, der selv havde fremtvunget frisparket, sparkede via stolpen bolden hårdt i kassen i Szczęsnys side. Den polske keeper var prisgivet.

Real Madrid havde momentum i kampen, og 14 minutter før tid kom føringsmålet, da Aurélien Tchouaméni timede sit hovedstød perfekt på et hjørnespark.

Det lignede, at hovedstadsklubben havde fat i den lange ende, men så var det Barcelonas tur til at rejse sig.

Fem minutter før tid sendte Yamal en fremragende dybdebold mod Ferrán Torres, der fangede en flagrende Courtois på mellemhånd.

Dybt inde i dommerens tillægstid var der drama, da Raul Asencio i eget felt nedlagde FC Barcelonas Raphinha.

Kampens dommer Ricardo de Burgos Bengoetxea, der har været i vælten op til kampen, pegede i første omgang på pletten, men ændrede mening efter et VAR-tjek, og så skulle der 30 minutters ekstra fodbold til at afgøre tingene.

Trump: Amerikanske skibe bør sejle gratis gennem Panama og Suez

Amerikanske militær- og handelsskibe skal have lov til at sejle gratis gennem Panama- og Suezkanalen.

Det skriver USA’s præsident, Donald Trump, lørdag aften i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.

– Amerikanske skibe, både militær- og handelsskibe, bør få lov til at sejle gratis gennem Panama- og Suezkanalen, skriver præsidenten.

Han tilføjer, at han har bedt USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, om straks at tage hånd om situationen.

Omkring 40 procent af den amerikanske fragt af containere går gennem Panamakanalen.

Panama og Panamakanalen er blevet et centralt emne i amerikansk politik, efter at USA’s præsident, Donald Trump i sin indsættelsestale sagde, at han vil tage Panamakanalen tilbage.

Han mener, at det er alt for dyrt at sejle der.

Men nu retter den amerikanske præsident også opmærksomheden mod Suezkanalen i Egypten. Kanalen, der forbinder Middelhavet og Det Røde Hav, er en af verdenshandlens vigtigste sejlruter.

Inden houthibevægelsen i november 2023 påbegyndte deres angreb i området tegnede kanalen sig for omkring 10 procent af verdens maritime handel.

En række rederier – heriblandt den danske rederigigant Mærsk – afholder sig grundet angrebene fra at sejle gennem Adenbugten og sejler i stedet syd om Afrika.

Det er en længere og dyrere vej fra Det Indiske Ocean til Vesten end gennem Suezkanalen i Egypten.

Egypten oplyste sidste år, at indtægterne fra Suezkanalen var faldet med 60 procent.

Det amerikanske militær har udført angreb rettet mod houthierne siden januar 2024. Angrebene er blevet intensiveret, efter Donald Trump tidligere i år blev taget i ed som præsident.

Trump har sagt, at den militære indsats i området vil fortsætte, indtil houthibevægelsen ikke længere udgør en trussel mod skibsfarten.

AFP

Veterancentret vil granske kritik af KFUM’s indsats for veteraner

Veterancentret vil undersøge flere kritikpunkter nærmere, efter at en række veteraner og medarbejdere hos KFUM beretter om svigt og manglende faglig indsats på organisationens soldaterrekreationer.

Det skriver Politiken, der samlet har talt med ti nuværende og tidligere medarbejdere og en “stribe” veteraner, som har boet på rekreationerne.

– Veterancentret har behov for at gå mere grundigt i dybden med elementer af den rejste kritik, lyder det fra tilsynsmyndigheden, der organisatorisk hører under Forsvarsministeriets Personalestyrelse, i sagen.

KFUM’s Soldatermission har siden 1889 drevet soldaterhjem, hvor værnepligtige og soldater blandt andet kan købe et måltid.

I 2012 åbnede KFUM også de såkaldte soldaterrekreationer i Høvelte, Aalborg, Fredericia, Holstebro og Varde.

Formålet er at give veteraner adgang til en midlertidig bolig og yde hjælp til at gøre brug af Forsvarets behandlingstilbud.

Ifølge Politiken er “næsten alle” medarbejdere fra KFUM, som mediet har talt med, særdeles kritiske over for organisationen og behandlingen af veteranerne.

De beretter om svigt, en manglende faglig indsats, underbemanding, stresssygemeldinger og brud på en partnerskabsaftale, lyder det.

Aftalen fra 2021 betød, at KFUM forpligtede sig til at forbedre hjælpen til veteranerne.

I perioden 2021-2024 blev der afsat 22,6 millioner kroner til organisationens arbejde på soldaterrekreationerne, skriver Politiken.

Af aftalen er rammerne for KFUM’s arbejde formuleret, og det fremgår, hvordan pengene til den faglige indsats skal bruges.

Det gælder blandt andet, at der skal bruges 500.000 kroner på ni veteranmedarbejdere.

Men ifølge Politiken viser en opgørelse over medarbejdere, at der i hele perioden ikke har været ansat ni årsværk veteranmedarbejdere fra 2021 og frem til i dag.

Samtidig viser aktindsigter ifølge Politiken, at flere medarbejdere har klaget og forsøgt at advare KFUM’s ledelse og Veterancentret om forholdene.

Generalsekretær i KFUM’s Soldatermission, Erik Kallehave Kristensen, skriver i en mail til mediet, at midlerne er “anvendt i overensstemmelse med de aftaler, der er indgået med Veterancentret”.

KFUM modtog de første offentlige midler til soldaterrekreationerne i 2015. I 2020 besluttede et politisk flertal at tildele et ekstra årligt millionbeløb.

Ny forfatterformand vil styrke vilkår i bekymret branche

Forfatteren Anne Sofie Hammer, der blandt andet står bag “Villads fra Valby”-børnebøgerne, er blevet valgt som ny formand i Dansk Forfatterforening.

Hun overtager posten efter Morten Visby, der efter en otteårig periode som formand ønsker mere tid til litterære oversættelser.

Det oplyser foreningen i en pressemeddelelse.

Anne Sofie Hammer vil være med til at forbedre forfattere, oversættere og illustratorers vilkår i en branche, der er “præget” af bekymring.

Bekymringerne dækker blandt andet over, hvordan kunstig intelligens vil ændre branchen, lyder det.

Branchen står over for store udfordringer, men der er også en stigende bevidsthed om vigtigheden af at stå sammen, mener Anne Sofie Hammer.

– Det er den stemning, der præger vores forening lige nu, og det giver mig en forhåbning om, at vi faktisk er i stand til at rykke noget, selv om vi på mange områder er oppe mod temmelig store kræfter, siger hun i meddelelsen.

Morten Visby har også været næstformand samt vikarierende sekretariatschef og medlemsrådgiver i Dansk Forfatterforening.

Det er sundt med et skifte, mener han.

– Derfor er jeg rigtig glad for at kunne give stafetten videre til Anne Sofie Hammer, som vi alle kan have stor tillid til, siger Morten Visby.

Anne Sofie Hammer har i flere år arbejdet som tekstforfatter og konceptudvikler, inden hun debuterede som forfatter.

Ifølge onlineboghandlen Saxo.com har “Villads fra Valby”-bøgerne “hurtigt fået status som nyklassikere”.

Dansk Forfatterforening står sammen med Danske Skønlitterære Forfattere bag Prins Henrik Prisen, der ifølge kongehuset beløbsmæssigt er den største danske litteraturpris.

Med prisen, der er opkaldt efter afdøde prins Henrik, hører 300.000 kroner.

Den gives til en dansk digter, der har “ydet et væsentligt bidrag til dansk lyrik”.

Rusland: Vi har pågrebet ukrainsk agent mistænkt for general-drab

En mand, der er mistænkt for fredag at have dræbt en russisk generalløjtnant i en bileksplosion, er blevet pågrebet.

Det oplyser den russiske efterretningstjeneste FSB lørdag. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge FSB var det den russiske generalløjtnant Jaroslav Moskalik, der blev dræbt.

Efterretningstjenesten oplyser i en udtalelse, at man har tilbageholdt en ukrainsk specialstyrkeagent.

Ifølge FSB plantede han en hjemmelavet bombe i en VW Golf i byen Balasjikha, som ligger uden for hovedstaden Moskva. Den blev senere detoneret fjernt fra Ukraine.

Bomben tog han angiveligt fra et ukrainsk specialstyrkelager i Moskva-regionen.

Manden er født i 1983 og bosat i Ukraine, lyder det videre fra FSB.

Ruslands efterforskningskomité har oplyst, at han bliver afhørt af betjente.

Ifølge AFP risikerer manden at blive idømt livstid på baggrund af terroranklager.

Flere andre fremtrædende russere og Ukraine-modstandere er de seneste år blevet dræbt af eksplosioner i Rusland.

I december blev Igor Kirillov dræbt af en bombe, der var placeret på en scooter i Moskva. Kirillov var leder af Ruslands forsvarsstyrker inden for radioaktiv, kemisk og biologisk krigsførelse.

Efter drabet på Kirillov kom Ruslands præsident, Vladimir Putin, med en sjælden indrømmelse om, at det russiske sikkerhedsapparat havde fejlet.

– Vi må ikke tillade, at så alvorlige fadæser sker, sagde Putin ifølge nyhedsbureauet AFP.

I april 2023 blev den russiske journalist og militærblogger Maxim Fomin, der var kendt under navnet Vladlen Tatarskij, dræbt i en eksplosion i Sankt Petersborg.

Og i august 2022 blev Darja Dugina dræbt af en bilbombe uden for Moskva. Hun var datter af en prominent ultranationalistisk russer.

Rusland har beskyldt Ukraine for at stå bag flere af eksplosionerne. De to lande har været i krig siden februar 2022, hvor Rusland invaderede nabolandet.

Ukraine har ikke kommenteret den seneste hændelse, skriver AFP.

En video offentliggjort af FSB viser manden, der tilsyneladende tilstår. Videoen viser også hans anholdelse på en skovvej og bombens komponenter.

Han optræder alene på videoen, men det er uklart, om han på denne taler under tvang ifølge AFP.

Lommeur fra dansk Titanic-passager solgt for over en kvart million

Et delvist forgyldt lommeur, der tilhørte en dansk passager på skibet “Titanic”, som sank i 1912, er lørdag blevet solgt på auktion for 30.000 pund.

Det svarer til omkring 262.000 kroner.

Auktionshuset Henry Aldridge and Son havde vurderet, at uret ville indbringe op mod mere end 430.000 kroner.

Uret tilhørte Hans Christensen Givard, der sammen med to venner var på vej til USA med “Titanic”, da katastrofen indtraf.

Hverken den dengang 27-årige dansker eller hans to venner, der alle rejste på andenklasse, overlevede, og Givards lig blev senere bjærget i Nordatlanten.

Ud over uret fandt man blandt andet nøgler, kontanter og et kompas i Givards lommer.

På sig havde danskeren også et pas, som var udstedt af konsulatet i Buenos Aires, Argentinas hovedstad.

Han blev begravet på Fairview-kirkegården i den canadiske by Halifax. Han kom fra Kølsen nord for Viborg

Lommeuret, der er 32 millimeter i diameter, er forgyldt med sølv og messing, og urkassen er dekoreret med turtelduer.

Viserne mangler, og forgyldningen er slidt. Uret er tydeligt mærket af at have været i saltvand, fremgår det på auktionshusets hjemmeside.

Alle Hans Christensen Givards ejendele blev sendt hjem til broren Hans Christian Christensen Givard i Danmark.

Det er Givards efterkommere, der har besluttet, at uret skulle på auktion.

Lommeuret blev udstillet i H.C. Andersen Slottet ved Tivoli i København i 2012.

Ifølge TV Midtvest forsøgte familien i samme år at sælge uret hos auktionshuset Bruun Rasmussen.

Mere end ti danskere var med om bord på “Titanic”, og to af dem overlevede.

Samlet set mistede mere end 1500 mennesker livet, efter at skibet kolliderede med et isbjerg på sin jomfrurejse.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]