Seneste nyheder

28. april 2026

USA’s aktier har fået værste start på en præsidentperiode siden 1974

Overskrifterne står i kø, når man skal forsøge at opsummere den amerikanske præsident Donald Trumps første 100 dage i embedet.

En af dem handler om en lang række skiftende toldmeldinger, der fik aktiemarkeder i hele verden til at styrtdykke i begyndelsen af april.

Selv om stemningen er blødt en anelse op siden da, så står det amerikanske S&P 500-aktieindeks mandag til at have tabt 8,4 procent af sin værdi siden Trumps indsættelse i januar.

Indekset, der består af 500 store amerikanske virksomheder – herunder Apple, Microsoft, Alphabet og Amazon – har dermed fået sin værste start på en præsidentperiode siden 1974.

Her overtog Gerald Ford efter Richard Nixon, der måtte træde tilbage som et resultat af den såkaldte Watergate-skandale.

Under Gerald Ford lød det tilsvarende fald på 11,1 procent, men her hører det også med til historien, at han tog over midt i oliekrisen.

Ifølge Tine Choi Danielsen, der er chefstrateg hos PFA, udmærker Trump sig ved, at han egenhændigt har sørget for at sende aktiemarkedet ned med sin politik.

– Med Ford var der omvendt en ekstern forklaring på det, siger hun.

Chefstrategen regner med, at udsvingene på aktiemarkederne vil fortsætte under hele Trumps præsidentperiode, der løber frem til 2029.

Derfor opfordrer hun også private investorerne til at slå koldt vand i blodet og have det lange lys på.

– Vi har jo set, hvor uforudsigeligt Donald Trump agerer og kan sende markederne i begge retninger, siger hun.

– Så man skal nok lade være med at forsøge på at fange de her udsving, for det er umuligt at forudsige, hvordan han tænker.

Donald Trumps skiftende meldinger om højere toldsatser på varer fra andre lande har fået mange økonomer til at frygte en global recession.

En recession beskriver en periode med økonomisk nedgang.

Han vil med højere told tvinge udenlandske virksomheder til at producere deres varer i USA og skabe amerikanske arbejdspladser.

Told er en importafgift, som lægges på varer, der produceres i udlandet. Intentionen med tolden er, at amerikanerne i stedet vil købe hjemlige produkter og på den måde styrke landets egen økonomi.

Donald Trump vil med højere told derudover tvinge udenlandske virksomheder til at producere deres varer i USA og skabe amerikanske arbejdspladser.

Pakistans forsvarsminister advarer om snarligt indisk angreb

Pakistans forsvarsminister siger mandag, at en militær indtrængen fra nabolandet Indien er “nært forestående”.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Forholdet mellem Indien og Pakistan er blevet kraftigt forværret, efter at 26 turister i sidste uge blev dræbt af skud i Kashmir.

– Vi har forstærket vores styrker, fordi det er noget, der er nært forestående nu, siger forsvarsminister Khawaja Muhammad Asif i et interview med Reuters.

Han siger, at Pakistans militær har briefet regeringen om muligheden for et indisk angreb.

Forsvarsministeren oplyser ikke yderligere om, hvad der får ham til at tro, at en militær indtrængen er lige på trapperne.

Pakistan er i højeste alarmberedskab, og landet vil kun bruge sit arsenal af atomvåben, hvis der er “en direkte trussel mod vores eksistens”, siger forsvarsministeren.

Både Indien og Pakistan råder over atomvåben.

Indien har beskyldt Pakistan for at støtte “terrorisme på tværs af landegrænser” efter sidste uges angreb, der er det værste angreb på civile i Kashmir i 25 år.

Pakistan nægter enhver involvering i drabene på turister.

26 personer blev dræbt af skud i et angreb på den populære turistdestination Pahalgam i den bjergrige Kashmir-provins.

Størstedelen af ofrene – 25 ud af 26 – var indere. Blandt de formodede gerningsmænd er to militante pakistanere. Der er fortsat tre gerningsmænd på fri fod.

Indiens militær oplyste mandag morgen, at der for fjerde nat i træk var blevet affyret skud mellem indiske og pakistanske styrker i den omstridte Kashmir-region.

Ifølge det indiske militær har styrker besvaret uprovokerede skud med håndvåben fra flere pakistanske militærposter ved de facto-grænsen.

Grænsen strækker sig over 740 kilometer og deler den indiske og pakistanske del af Kashmir.

Indien suspenderede efter angrebet alle visa til pakistanske statsborgere i landet. Som modsvar har Pakistan suspenderet alle opholdstilladelser udstedt til indere i Pakistan.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nyt retsopgør i udbyttesagen begynder næste år

I december blev Sanjay Shah idømt 12 års fængsel for at have været hovedmand bag det kæmpe svindelnummer med udbytteskat, som har kostet den danske statskasse milliarder.

Men der er flere spor i sagen, og nu har Retten i Glostrup afsat 60 dage til at behandle sagen mod seks andre udlændinge. Deres sag handler samlet om svindel for over 1,1 milliard kroner.

Retssagen begynder 27. maj 2026, oplyser Retten i Glostrup på sin hjemmeside. Der er afsat 60 retsmøder frem til juni 2027.

Sagen mod de seks udlændinge drejer sig om svindel, der blev kanaliseret gennem den tyske bank North Channel Bank.

Tre af de tiltalte er amerikanere – Matthew Richard Stein, Luke Beneville McGee og Jerome Lhote.

De købte i 2012 North Channel Bank, og i en civil sag i 2019 indgik de et forlig med Skattestyrelsen om at betale penge tilbage i udbyttesagen.

De tre sidste tiltalte er alle britiske statsborgere – Graham McKenzie Horn, Anupe Dhorajiwala og Rajen Ranmal Shah.

Sidstnævnte er trods navnesammenfaldet ikke i familie med Sanjay Shah, men har dog arbejdet for Sanjay Shah. Det har Børsen tidligere skrevet. Senere begyndte Rajen Shah at arbejde sammen med de amerikanske bankejere.

De to andre briter har ligeledes arbejdet for Shah og sammen med bankejerne.

I 2021 rejste anklagemyndigheden tiltale mod de seks udlændinge.

De blev tiltalt for svindel for over 1,1 milliard kroner, men i efteråret 2024 blev tiltalen barberet ned for så vidt angår Rajen Shah og Anupe Dhorajiwala.

De to er derfor “kun” tiltalt for et beløb på lidt over 306 millioner kroner.

Ingen af de tiltalte i sagen opholder sig i Danmark. Amerikanerne i USA har i forbindelse med sagen indleveret deres pas, så de ikke kan rejse væk. Det ventes derfor, at de vil møde op til retssagen.

Briterne befinder sig ifølge DR angiveligt i Dubai, hvor de formentlig skal udleveres fra, ligesom Sanjay Shah blev det i 2023.

Alle seks tiltalte i sagen nægter sig skyldige.

Heller ikke Sanjay Shahs sag er endnu et færdigt kapitel, da han har anket til landsretten, der behandler sagen i begyndelsen af 2027.

Dårligt vejr udskyder kongens tur til Grønland med en dag

Efter planen skulle kong Frederik mandag aften lande i den grønlandske hovedstad, Nuuk, og officielt indlede sit flere dage lange besøg.

Men dårligt vejr i Nuuk har udskudt afrejsen. Det skriver kongehuset på det sociale medie Instagram.

Kong Frederik og Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, skulle efter planen ankomme i Nuuk mandag klokken 19.30 lokal tid, hvilket svarer til klokken 22.30 dansk tid.

Det blev i første omgang rykket til tirsdag morgen klokken 08.30 lokal tid. Siden er det blevet rykket yderligere to timer, så ankomsttiden nu hedder 10.30, hvad der svarer til klokken 13.30 dansk tid.

Den seneste forsinkelse betyder, at kongen misser et besøg klokken 11 lokal tid i bygden Kapisillit, der ligger 75 kilometer fra Nuuk og har 50 indbyggere.

I stedet deltager han i en fjordtur, skriver kongehuset i sin kalender.

Herefter deltager han i en kaffemik i Nuuk og derfra videre på en vandretur.

Programmet slutter tirsdag med en middag i Hans Egedes Hus i Nuuk, hvor den grønlandske regeringschef er vært.

Onsdag besøger kongen Grønlands Universitet og senere Station Nord, som er den nordligst bemandede flyveplads i Grønland. Den bruges af Sirius-patruljen.

På sidstnævnte besøg er forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) også med. Det nærmere program for den del af turen fremgår ikke af kongehusets udmelding.

Ifølge kongehusets kalender er kongen også i Grønland torsdag og fredag. Af programmet for turen fremgår det, at kong Frederik tager afsted med Sirius-patruljen de to dage.

Kong Frederik var sidst i Grønland i slutningen af juni 2024. Dengang var dronning Mary også med.

Den nye tur kommer efter flere måneders uro omkring Grønland og den amerikanske præsident, Donald Trumps, interesse for at få kontrol med Grønland.

Tysk forældrepar mister livet i trafikulykke i Nordjylland

Der er mandag sket en alvorlig trafikulykke i Nordjylland, hvor en lastbil og en transporter er kørt frontalt ind i hinanden.

Et ungt forældrepar fra Tyskland har mistet livet, mens deres få måneder gamle barn har overlevet ulykken. Det oplyser politiet til TV 2.

To mænd, som sad i lastbilen, har desuden overlevet uden skader.

Ulykken skete nær krydset Troldkærvej/Hirtshalsvej vest for Ålbæk i det nordligste Jylland.

De foreløbige undersøgelser tyder på, at det var den tyske bil, som trak over i modsatte vejbane, skriver mediet.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 14.54.

På grund af ulykken blev der spærret helt på stedet, og trafikanter blev opfordret til at finde alternative ruter.

Siden har Nordjyllands Politi dog meddelt, at trafikken er åbnet i begge retninger igen. Det skete lidt efter 19.30.

De nærmeste pårørerende er blevet underrettet om sagen.

Næstformand vinder tæt kampvalg og bliver ny DJ-forperson

Med 153 stemmer er den nuværende næstformand i Dansk Journalistforbund (DJ), Allan Boye Thulstrup, blevet valgt som forbundets nye forperson.

Dermed slår han med få stemmer modkandidaten, Michael Stenvei, der fik 148 stemmer. Det er sket på DJ’s delegeretmøde mandag.

Boye Thulstrup skal dermed overtage topposten fra Tine Johansen, der i februar meddelte, at hun ville træde tilbage efter seks år.

Den nye forperson har allerede sagt, at der med ham i spidsen ikke kommer et opgør med den linje, som DJ har ført de seneste år.

– Det, der er blevet besluttet i løbet af de fire år, jeg har siddet som næstformand, står jeg fuldstændigt på mål for, sagde han til fagbladet Journalisten i februar.

Derfor mente han også, at man skulle sætte kryds ud for ham, hvis man syntes, at DJ var på nogenlunde ret kurs.

Boye Thulstrup er blandt andet gået på valg på bedre løn- og arbejdsvilkår for freelancere og fastansatte.

Forbundets nye næstforperson er Lise Møller Schilder, der også er blevet valgt på delegeretmødet.

Hun modtog 156 af stemmerne ud af de 300 afgivne stemmer.

– Jeg er bare mega, mega glad. Jeg lover at gøre mig rigtig umage, og til Allan: Vi bliver et mega godt par, sagde hun på talerstolen ifølge Journalisten.

Hun var oppe mod Maria Becker Trier, Sebastian Risbøl Jacobsen og Conne Bøgwad Schmidt.

På delegeretmødet er det også blevet vedtaget at ændre i titlen på DJ’s politiske ledelse fra formand og næstformand til forperson og næstforperson.

Forpersonen og næstforpersonen kan dog selv vælge at kalde sig enten formand eller forkvinde og næstformand eller næstforkvinde.

Årsag til massivt strømnedbrud fortsat ukendt

Nyhedsbureauet Reuters trækker mandag aften en historie tilbage, hvor den citerede en portugisisk elnetoperatør for at oplyse årsagen til det massive strømsvigt, som har ramt Spanien og Portugal.

Ifølge Reuters havde Ren tidligere mandag oplyst, at ekstreme temperaturforskelle i det centrale Spanien var skyld i det omfattende strømnedbrud.

På grund af de store forskelle i temperaturerne i Spanien var der unormale udsving i højspændingsledningerne, oplyste den portugisiske elnetoperatør ifølge Reuters og kaldte det “et sjældent atmosfærisk fænomen”.

Men Reuters trækker nu historien tilbage.

Den portugisiske elnetoperatør siger ifølge Reuters, at selskabet ikke har udsendt denne meddelelse.

Mandag aften siger et bestyrelsesmedlem fra Ren, at det er for tidligt at vurdere årsagen til strømnedbruddet.

Ren håber at kunne genoprette strømmen i landets næststørste by, Porto, inden for et par timer og i hovedstaden Lissabon inden for fem til seks timer.

Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, siger mandag, at det fortsat er uklart, hvad der har forårsaget strømnedbruddet. Ifølge premierministeren er der endnu ikke nogen “afgørende information” om årsagen.

Han regner med, at strømforsyningen “snart” bliver genoprettet over hele Spanien.

Spanien og Portugal blev mandag ramt af et omfattende nedbrud, som har lammet den offentlige transport, skabt store trafikpropper og forsinket fly.

Togene holdt stille, hospitaler var uden strøm, og folk var fanget i metroen og i elevatorer og måtte evakueres, skriver Reuters. I det centrale Madrid er der trafikpropper, fordi trafiklysene gik i sort.

Den portugisiske premierminister, Luis Montenegro, siger ifølge Reuters, at der ikke er noget, der tyder på, at der har været tale om et cyberangreb.

Samme melding kommer fra EU’s præsident, António Costa, i et opslag på X.

Den spanske elnetoperatør Red Electrica siger lidt før klokken 17 mandag, at strømmen er begyndt at vende tilbage til den nordlige, sydlige og vestlige del af Spanien.

Selskabet sagde tidligere mandag, at det kunne tage seks til ti timer at genoprette strømmen.

Spansk eloperatør: Det mest omfattende nedbrud i Spaniens historie

Det kan tage mellem seks til ti timer at genoprette strømmen til det spanske elnet.

Det siger Eduardo Prieto, driftschef for den spanske elnetoperatør Red Electrica, på et pressemøde i forbindelse med et massivt nedbrud mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Genoprettelsen af strømmen vil afhænge af flere faktorer, men simuleringer af processen viser, at det kan tage seks til ti timer, før alle igen har strøm.

Driftschefen kalder samtidig nedbruddet for historisk.

– Aldrig i historien har vi haft så omfattende et nedbrud som dette, siger han.

Strømmen er begyndt at vende tilbage i den nordlige og den sydlige del af landet.

Driftschefen kender ikke årsagen til nedbruddet, der mandag har ramt Spanien og Portugal samt dele af Frankrig.

Han opfordrer samtidig borgere til at lade være med at “spekulere” i årsagen til strømsvigtet, skriver nyhedsbureauet AFP.

Nedbruddet har skabt trafikkaos i den spanske hovedstad, Madrid, fordi trafiklys er ude af drift. Dele af undergrundssystemet bliver også evakueret. Spanske lufthavne er desuden ramt af forstyrrelser som følge af nedbruddet.

Madrids borgmester beder indbyggerne om at undgå unødig færden under nedbruddet.

– Jeg beder alle indbyggere i Madrid om at holde deres færden på et absolut minimum, siger borgmester José Luis Martínez-Almeida ifølge BBC.

– Hvis det er muligt, skal de blive, hvor de er. Vi ønsker at holde alle veje fri, siger han.

Borgmesteren beder også om, at indbyggerne kun ringer til alarmcentralen, hvis det “virkelig haster”.

Spanske tog er sat ud af drift på grund af strømnedbruddet. Det spanske jernbaneselskab Renfe meddelte klokken 12.30, at der har været et strømafbrud på nationalt plan, og at der ikke afgik nogen tog.

Den portugisiske elnetoperatør Ren har bekræftet, at elektriciteten er gået tværs over Den Iberiske Halvø, som består af Spanien og Portugal.

Den spanske premierminister har indkaldt til et krisemøde på grund af det nationale nedbrud, skriver AFP.

Ny definition af problemulve skal sikre tryghed hos mennesker og husdyr

Definitionen af en problemulv udvides. Fremover vil ulve, der skaber utryghed i byområder også være omfattet.

Det siger minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S) ved et pressemøde i forbindelse med præsentationen af regeringens nye handlingsplan for regulering af ulve.

– Jeg kan ikke garantere, at det her betyder, at der ikke kommer til at være ulve inde i byerne længere.

– Men hvis ikke vi gør noget, er vores formodning, at vi vil se flere og flere ulve i byerne og flere angreb, siger Jeppe Bruus, der som minister for Grøn Trepart har ansvaret for ulveområdet.

For fremtiden udvides definitionen af problemulve, så der er bedre muligheder for at regulere ulve, der trods afværgeforanstaltninger – som for eksempel rævelys – skaber utryghed i byområder.

Ligeledes åbnes der for regulering, hvis ulve angriber husdyr bag ulvesikrede hegn.

Ved angreb på husdyr bag et ulvesikret hegn kan der fremover gives tilladelse til regulering inden for en vis zone fra angrebet.

Tilladelsen vil være tidsbegrænset for at sikre, at reguleringen knyttes til en konkret problemulv, fremgår det af pressemeddelelsen.

Får man lov til at regulere ulven betyder det i praksis, at man må skyde det pågældende dyr.

Jeppe Bruus understreger også, at den nye handlingsplan ikke kommer som reaktion på en øget trussel fra dyrene mod mennesker.

– Der er ikke noget vidnesbyrd om, at ulve er til fare for mennesker i Danmark.

– Men det ændrer ikke ved, at de skaber utryghed, og derfor er vi nødt til at finde en vej til at håndtere den situation, siger han.

Ifølge regeringens nye handlingsplan skal der også oprettes såkaldte ulveværnsgrupper, der med kort varsel skal skræmme ulvene væk.

Ifølge ulvekritiker og formand for Danmarksdemokraterne Inger Støjberg er planen et meget lille skridt på vejen.

– Jeg mener jo slet ikke, at der er plads til ulven i Danmark. Jeg har meget svært ved at se fornuften i, at frivillige skal være en del af et vagtværn, der skal rende rundt med lommelygter om natten og skræmme ulven med rævelys.

– Det er ikke jyderne, der skal indrette sig efter ulven. Det er ulven, der skal væk, lyder det i et skriftligt svar.

Det fremgår af handlingsplanen, at regeringen vil have ændret ulvens beskyttelsesniveau i EU’s habitatsdirektiv fra “strengt beskyttet” til “beskyttet”.

Det vil åbne for, at man kan kigge til den svenske model, hvor man politisk fastsætter, hvor stor ulvebestanden må være og sætter en kvote for, hvor mange, der må skydes når bestanden er gunstig.

Tidligere i april blev EU-landene enige om at forsøge at lempe på beskyttelsen af ulve.

Beslutningen er dog ikke endelig, men kræver opbakning fra EU-Parlamentet, som sigter mod at vedtage sin holdning i maj 2025.

FCK-back må vente en uge på dom i sag om vanvidskørsel

FC København-spilleren Rodrigo Huescas er mandag for retten i en sag om vanvidskørsel, men der bliver ikke afsagt dom mandag.

Det fortalte dommeren i Københavns Byret, kort efter at retsmødet var gået i gang. I stedet afsiges der dom om en uge.

Rodrigo Huescas risikerer op til 20 dages ubetinget fængsel, og anklagemyndigheden går desuden efter at få FCK-spilleren udvist af Danmark. Derudover et indrejseforbud på mindst fire år.

FCK-spilleren var havnet på anklagebænken, efter at han 25. januar klokken cirka 04.40 havde kørt 111 kilometer i timen på Kalvebod Brygge i København.

På strækningen er hastighedsgrænsen 50 kilometer i timen, og derfor var der tale om vanvidskørsel. Bilen, som var en leaset BMW, blev konfiskeret.

I retten mandag oplyste Rodrigo Huescas’ forsvarsadvokat, Andro Vrlic, at fodboldspilleren erkender sig skyldig. Ikke overraskende går man efter frifindelse i tiltalen, der omhandler udvisning af landet.

Det kom desuden frem i retten, at Rodrigo Huescas ikke havde fået vekslet sit mexicanske kørekort til et dansk, da han kørte for hurtigt på Kalvebod Brygge. Han havde dermed ikke et gyldigt kørekort.

Via en tolk fortalte hovedpersonen, at han fortrød sin handling, og at han har lært rigtig meget. Han forklarede desuden, at han ikke var klar over, at der var en hastighedsgrænse på 50 kilometer i timen.

Forsvarsadvokat Andro Vrlic læste op fra en korrespondance, han har haft med Rodrigo Huescas’ agent, Alejandro Garcia Ortiz, som beskrev, hvilke konsekvenser en udvisning af Danmark vil og kan have for FCK-spilleren.

Ifølge agenten vil en udvisning føre til en øjeblikkelig ophævelse af FCK-kontrakten, ligesom det vil være svært for Huescas at komme i betragtning til en kontrakt i andre europæiske klubber.

FCK vil desuden være berettiget til kompensation, hvis kontrakten bliver revet over som følge af udvisning af Danmark. Og ifølge agenten kan en udvisning føre til, at Rodrigo Huescas’ fodboldkarriere helt kan synke i grus.

I de afsluttende bemærkninger var anklagerens argumenter for udvisning blandt andet, at Huescas ikke taler dansk og ikke har familie i Danmark, og at det ikke kun er muligt at være fodboldspiller i Danmark.

Desuden lød et argument, at Huescas har gode forudsætninger for at opbygge en tilværelse i Mexico, hvor han har familie.

Huescas kom til FCK forud for den igangværende sæson og vandt i løbet af efteråret kampen om højre back.

Efter at det kom frem, at han han skulle i retten på grund af vanvidskørsel, har FCK tilladt ham at spille videre, og det er i alt blevet til 29 optrædener i løbet af sæsonen.

Han har bidraget med et enkelt mål samt to assister og har spillet sig ind omkring det mexicanske fodboldlandshold, hvor han siden i sommer har optrådt to gange.

Rusland varsler midlertidig våbenhvile i flere dage i maj

Ruslands præsident, Vladimir Putin, varsler endnu en gang midlertidig våbenhvile i krigen i Ukraine.

Det meddeler Kreml, skriver nyhedsbureauet Reuters. Der er ifølge Reuters tale om en våbenhvile fra 8. til 11. maj. AFP skriver, at våbenhvilen vil strække sig fra 8. til 10. maj.

Dermed strækker det sig over 9. maj, hvor russere markerer slutningen på Anden Verdenskrig, som Rusland kalder Den Store Fædrelandskrig.

Rusland forventer, at Ukraine gengælder våbenhvilen. Men hvis Ukraine bryder våbenhvilen, vil Rusland svare igen, lyder meldingen fra Kreml videre.

– Rusland mener, at den ukrainske side bør følge det her eksempel. I tilfælde af overtrædelse af våbenhvilen fra ukrainsk side, vil russiske væbnede styrker svare passende og effektivt igen, fremgår det af udtalelsen.

Ukraines regering har ikke kommenteret den ensidige våbenhvile, som Rusland har erklæret.

Putin erklærede en lignende midlertidig våbenhvile hen over påsken. Her lød det fra ham, at et stop for kamphandlinger ville træde i kraft den 19. april og vare indtil midnat natten til 21. april.

Putin begrundede våbenhvilen med “humanitære hensyn”.

Under 24 timer senere kunne man konstatere, at effekten af våbenhvilen var begrænset.

Både Rusland og Ukraine meldte om hundredvis af brud, og kritikken var hård fra begge sider.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, mente ikke, at der var tale om et reelt tiltag fra Putin.

– Overordnet set kan vi påskemorgen konstatere, at den russiske hær forsøger at skabe et generelt indtryk af en våbenhvile, skrev han på det sociale medie X.

– Men nogle steder fortsætter den russiske hær stadig med at forsøge at rykke frem og påføre Ukraine tab.

Strømnedbrud slukker trafiklys og standser tog i Spanien og Portugal

Et omfattende strømnedbrud har mandag ramt Spanien og Portugal samt dele af Frankrig.

Det omfattende strømsvigt har lammet den offentlige transport, mobil- og internetnetværk samt skabt store trafikpropper og forsinket fly.

Nedbruddet har mandag aften fået Spaniens indenrigsministerium til at erklære national undtagelsestilstand.

Mennesker blev fanget i metroer og elevatorer, da Den Iberiske Halvø gik i sort.

I det centrale Madrid er der trafikpropper, fordi trafiklys er ude af drift.

Dele af undergrundssystemet i Madrid er blevet evakueret, og hospitaler kører på nødgeneratorer i flere spanske byer.

Også de spanske tog er sat ud af drift. Spaniens transportminister siger ifølge BBC, at det er usandsynligt, at mellem- og langdistancetog vil genoptage normal drift mandag.

Portugisisk politi siger, at nedbruddet har påvirket trafiklys i hele landet, og at metrosystemet er lukket i storbyerne Lissabon og Porto, mens også tog holder stille.

Flytrafikken er også blevet forstyrret. Det gælder både flyvninger til Madrid og Barcelona i Spanien samt Lissabon i Portugal, oplyser den europæiske luftfartsorganisation Eurocontrol ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det er stadig for tidligt at sige, hvor mange flyvninger, som er blevet påvirket af nedbruddet, lyder det.

Den spanske elnetoperatør Red Electrica siger, at den arbejder sammen med energiselskaber på at genoprette strømmen.

Strømnedbruddet ramte Den Iberiske Halv’ klokken 12.30.

Strømmen er langsomt begyndt at vende tilbage i den nordlige, sydlige og vestlige del af Spanien, oplyser Red Electrica. Mandag aften skriver selskabet på X, at mere end 20 procent af strømmen i Spanien er genoprettet.

Driftschefen for elnetoperatøren sagde tidligere på eftermiddagen, at det kan tage mellem seks og ti timer, før der igen er strøm til hele Spanien.

Elektriciteten er gået på tværs af Den Iberiske Halvø, som består af Spanien og Portugal, oplyser den portugisiske elnetoperatør Ren.

Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, siger mandag, at det fortsat er uklart, hvad der har forårsaget strømnedbruddet. Ifølge premierministeren er der endnu ikke nogen “afgørende information” om årsagen.

Den spanske regering sagde mandag eftermiddag, at den arbejder på at finde frem til årsagen til nedbruddet. Alle ressourcer bliver brugt på at løse problemet hurtigst muligt, lyder det.

EU’s præsident, António Costa, skriver på X, at der på nuværende tidspunkt “ikke er tegn på noget cyberangreb”.

Den franske elnetoperatør RTE oplyser, at der kortvarigt var nedbrud i Frankrig, men at strømmen er tilbage.

Reuters

Kilde: Katolske kardinaler mødes for at vælge ny pave fra 7. maj

Kardinaler fra hele verden vil mødes i et hemmeligt konklave for at vælge en ny pave med begyndelse 7. maj.

Det fortæller en højtstående kilde fra Vatikanet til nyhedsbureauet Reuters. Reuters nævner ikke kilden med navn.

Kardinaler fra hele verden er i forvejen samlet i Vatikanet efter lørdagens begravelse af den afdøde pave Frans.

Konklavet kan tidligst begynde 14 dage efter og senest 20 dage efter pavens død.

Pave Frans døde 21. april.

Datoen for konklavets begyndelse er blevet besluttet under et møde mellem kardinaler for lukkede døre i Vatikanet, siger kilden til Reuters.

Vatikanet har endnu ikke meldt datoen ud officielt.

De foregående to konklaver, som blev afholdt i 2005 og 2013, varede to dage, skriver Reuters.

I konklavet har kardinaler under 80 år stemmeret. En ny pave skal vælges med et flertal på to tredjedele plus en.

Israel beskyldes for at bruge blokade som våben ved FN-domstol

Israel bruger blokering af humanitær hjælp til Gaza som et “krigsvåben”.

Det siger den palæstinensiske topembedsmand Ammar Hijazi under en høring ved Den Internationale Domstol (ICJ).

Han siger, at alle FN-støttede bagerier i Gaza er blevet tvunget til at lukke.

– Ni ud af ti palæstinensere har ingen adgang til sikkert drikkevand. FN’s og andre internationale organisationers lagerfaciliteter er tomme, siger han.

– Dette er fakta. Sulten er her. Humanitær hjælp bliver brugt som et krigsvåben, lyder det videre.

Mandag er første dag i en række høringer ved Den Internationale Domstol om Israels forpligtelser til at lade nødhjælp fra nødhjælpsorganisationer komme frem til befolkningen i Gaza.

Der vil være høringer hele ugen, hvorefter domstolen vil komme med en vejledende udtalelse.

Den Internationale Domstol blev oprettet af FN i 1945 og er FN’s øverste domstol.

Det blev besluttet i FN’s Generalforsamling i december, at domstolen skulle tage stilling til emnet.

Det var Norge, der bragte resolutionen til afstemning som en reaktion på et forbud mod hjælpeorganisationen samt andre forhindringer for nødhjælpsarbejde i Gaza.

UNRWA er FN’s organisation for hjælp til palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten. Organisationen beskrives fra flere sider som fundamentet for nødhjælpsarbejde i Gaza.

Israel vedtog i oktober en lov, der forbyder UNRWA at arbejde i Israel.

Den israelske udenrigsminister, Gideon Saar, siger mandag, at høringerne ved Den Internationale Domstol er en del af en “systematisk hetz” mod Israel.

– Denne sag er del af en systematisk hetz og delegitimering af Israel. Det er ikke Israel, der burde være på anklagebænken. Det er FN og UNRWA, siger han.

Israel har blandt andet beskyldt for, at flere af organisationens ansatte var involveret i den militante bevægelse Hamas’ angreb i Israel 7. oktober 2023.

FN sagde i august, at ni UNRWA-ansatte muligvis var involveret i overraskelsesangrebet 7. oktober. De pågældende er blevet fyret.

Israel stoppede for adgangen for nødhjælp ind i Gaza 2. marts. Omtrent samtidig udløb den første fase af en aftalt våbenhvile mellem Israel og Hamas.

I de efterfølgende uger forsøgte parterne forgæves at blive enige om betingelserne for en fortsat våbenhvile.

Israel begyndte igen at sende bomber ned over Gaza fra luften 18. marts. Det blev efterfulgt af fornyede angreb på jorden.

FN estimerer, at en halv million palæstinensere er blevet fordrevet, siden den to måneder lange våbenhvile sluttede i midten af marts.

AFP

Forsvarsministeriet efterspørger idéer til indkøb fra industrien

Gennem en såkaldt forslagsblanket får danske og internationale forsvarsvirksomheder mulighed for at foreslå indkøb af materiel til det danske forsvar.

Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Det skal både “løse behovet for hastigt at anskaffe materiel” samt give Forsvaret et “bedre billede af, hvad forsvarsindustrien kan tilbyde”, lyder det.

– Den historiske genopbygning af Forsvaret er i fuld gang, og der er brug for al den viden om materiel, der er tilgængelig, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i meddelelsen.

– Derfor glæder det mig, at Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI, red.) opretter en forslagsblanket, hvor både danske og internationale forsvarsindustrier kan foreslå indkøb af materiel, der kan løse opgaven, øge Forsvarets kampkraft og anskaffes hurtigt.

Bliver der foreslået materiel, som Forsvaret ønsker at anskaffe, vil det blive finansieret gennem den såkaldte accelerationsfond, som regeringen kalder den pulje penge, som har til formål at styrke det danske forsvar ekstraordinært i 2025 og 2026.

I alt er der afsat 50 milliarder kroner i accelerationsfonden.

Forslagsblanketten kan tilgås fra hjemmesiden virk.dk og er baseret på et blanketværktøj, der allerede anvendes i offentlige, digitale selvbetjeningsløsninger.

– FMI har brug for at vide, hvad det er, vi endnu ikke ved og kender til. Med det nye tiltag forventer jeg, at vi vil få en aktuel og opdateret indsigt i, hvilke løsninger forsvarsindustrien kan tilbyde, siger Per Pugholm Olsen, der er chef for FMI.

– Forslagsblanketten er designet til at gøre processen brugervenlig, så virksomheder nemt kan indtaste deres forslag til anskaffelser. Samtidig giver blanketten FMI muligheder for at arbejde hurtigere og identificere, om der kan være synergi på tværs mellem indkomne forslag, siger Pugholm Olsen videre.

Sikkerhedsminister får plads i sikkerhedsudvalg – efter et halvt år

Minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen (V) får alligevel plads i regeringens centrale sikkerhedsudvalg.

Det fremgår af Statsministeriets liste over medlemmer af regeringens mest centrale udvalg.

Da han blev udnævnt for et halvt år siden, vakte det opsigt, at han ikke havde fået plads i udvalget, da han er minister for sikkerhed i Danmark.

Han erstatter ikke nogen, men har fået en nyoprettet plads i udvalget, hvor kun de mest centrale ministre sidder.

Det er de tre partiformænd i regeringen i form af statsminister Mette Frederiksen (S), forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) samt justitsminister Peter Hummelgaard (S).

Da statsministeren foretog en rokade i slutningen af august 2024, vakte det opsigt og kritik, at Torsten Schack Pedersen ikke fik plads i udvalget, hvilket blev tolket som, at hans dengang nye ministerium ikke var så centralt alligevel.

Modsat de andre udvalg mødes Sikkerhedsudvalget kun efter behov. Det sker, når der er følsomme og principielle spørgsmål om Danmarks sikkerheds- og udenrigspolitik.

Men efter de seneste hændelser i international politik og Ruslands aggressive fremfærd har der været behov for en mere løbende dialog.

Det gælder særligt i lyset af, at civilberedskabet har fået et langt større fokus i Danmark, hvor regeringen for eksempel indledningsvist var imod at anbefale danske borgere et nødberedskab, hvilket dog er højt på dagsorden i dag.

Også en kortlægning af danske beskyttelsesrum er blevet en del af debatten.

Blå partier vil hive regeringen i Folketingssalen om kernekraftforbud

En samlet blå opposition vil indkalde til en forespørgselsdebat med en tekst til vedtagelse om, at forbuddet mod atomkraft skal ophæves.

Det sker, efter at de to regeringspartier Moderaterne og Venstre over weekenden har meldt sig klar til det.

– Vi vil smede, mens jernet er varmt, og komme over puklen nu, siger Liberal Alliances klimaordfører, Steffen Frølund.

Bag forslaget står Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, DF og Konservative.

Atomkraft har i 40 år været forbudt territorie i Danmark.

Folketinget vedtog i 1985, at teknologien ikke måtte indgå i den danske energiplanlægning.

Det skete på et bagtæppe af frygt for radioaktive katastrofer og store folkeprotester.

Siden har debatten udviklet sig markant til i dag at handle meget om rentabilitet. Diskussionen går på, hvorvidt det er for dyrt, langsomt og uforeneligt med Danmarks energisystem.

Det vil flere partier nu have undersøgt grundigt i en særskilt kommission.

– Vi skal have regnet det hele igennem og belyst alle samfundshensyn, inden man kan sætte to streger under og sige, om det giver mening eller ej, siger Steffen Frølund.

I De Konservative vil man have vind i alle sejl, der kan skabe et klimaneutralt samfund.

– Jeg har det sådan, at vi er nødt til at åbne for alle teknologier, der bringer os i mål for at sikre den massive mængde grønne strøm, vi har brug for, siger partiformand Mona Juul.

Hun erkender, at atomkraft vil være en meget langstrakt proces, før der i sidste ende produceres grøn strøm.

Mens Moderaterne og Venstre nu har erklæret sig enige, er der stadig skepsis fra Socialdemokratiet, der lægger vægt på, at det danske elsystem har de bedste forudsætninger med vind- og solenergi.

De Radikale er ligeledes uenige i de blå partiers appel.

Herfra refereres der til, at atomkraft vil tage lang tid og være dyrt – og at det ligeledes ikke passer ind i de planer, der er lagt for dansk energiomstilling.

– Atomkraft er en god og grøn energikilde, og vi har ikke nogen ideologisk modstand mod atomkraft. Men det giver simpelthen ikke mening. Det er ikke særligt fornuftigt at introducere atomkraft i den danske energiplanlægning, hvor vi er verdensmestre i vind- og solenergi, siger klimaordfører Samira Nawa.

Salling Group med nyt milliardoverskud efter rekordsalg

Mens konkurrenten Coop fortsat kæmper med at få minus vendt til plus, er historien en anden hos dagligvarekoncernen Salling Group.

Her har man mandag offentliggjort regnskabstal for 2024, og de viser en rekordomsætning på 72,2 milliarder kroner.

Trækker man alle omkostninger, afskrivninger, nedskrivninger og skattebetalinger fra, er der 1,7 milliarder kroner tilbage på bundlinjen.

Det er en lille forbedring i forhold til året forinden, hvor overskuddet lød på 1,6 milliarder kroner.

De forbedrede tal er sket på baggrund af, at der er kommet 52 nye butikker til netværket i løbet af sidste år, så koncernen nu sammenlagt driver forretning på 1770 lokationer fordelt på Danmark, Tyskland og Polen.

Salling Group ejer blandt andet Netto, Føtex og Bilka, og det samlede antal ansatte udgjorde ved årsskiftet 56.669 medarbejdere.

Bjarne Corydon forlader Børsen og bliver ny DR-generaldirektør

Bjarne Corydon stopper som ansvarshavende chefredaktør hos Børsen og begynder som ny generaldirektør for DR 1. august.

Det siger han til Børsen.

Corydon kalder det “et stort privilegium” at være chef for Børsen. Det har han været siden 2018.

– I al beskedenhed vil jeg mene, at jeg efterlader et medie, som er blandt Danmarks allerstærkeste – både journalistisk og forretningsmæssigt, siger han til Børsen.

Bjarne Corydon fortsætter som administrerende direktør på Børsen indtil 31. juli. Men han stopper øjeblikkeligt som ansvarshavende chefredaktør.

I den rolle konstitueres nuværende chefredaktør og nyhedsdirektør på Børsen Nikolaj Sommer.

Maria Rørbye Rønn, som har været DR’s generaldirektør siden 2010, meddelte i oktober sidste år, at hun stopper i DR i løbet af 2025 efter 15 år.

Hun fortsætter som generaldirektør, indtil Corydon begynder til august.

Ifølge DR’s bestyrelsesformand, Lars Gert Lose, er Corydon “den absolut bedste generaldirektør til at bringe organisationen og medarbejdere godt ind i det næste kapitel for DR”.

Det siger Lose i en pressemeddelelse fra DR.

– Med sin publicistiske erfaring, ledelsesmæssige tyngde og forståelse af både det omkringliggende samfund og den globale virkelighed kunne vi ikke have landet en bedre ansættelse, lyder det fra bestyrelsesformanden.

Corydon selv kalder det “helt unikt og samtidig meget forpligtende privilegium at få ansvaret for DR i en tid med enorme forandringer”. Det siger han i en pressemeddelelse fra DR.

– DR er en af Danmarks mest betydningsfulde kulturinstitutioner. DR har muligheden for virkelig at binde alle danskere sammen – og skal samtidig fungere med en dyb forståelse for, at institutionen tilhører hele befolkningen.

– Samtidig kan og bør public service levere et afgørende positivt bidrag til udviklingen af vores demokrati i en verden, hvor det sættes under pres fra mange sider, lyder det.

Bjarne Corydon er også tidligere socialdemokratisk finansminister fra 2011 til 2015.

Her blev han hurtigt landskendt, da han blev ansigtet på en række reformer, som var upopulære på venstrefløjen.

Med det fulgte en række tilnavne som “Don Corydon”, “Corydong” og “Blå Bjarne”.

Dong-sagen stammer tilbage fra 2014, hvor staten solgte en stor del af energiselskabet Dong Energy til blandt andet den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Salget skete med finansminister Corydon i spidsen. Han blev efterfølgende beskyldt for at have solgt alt for billigt.

Finansministeriets håndtering af salget af Dong fik også meget skarp kritik af Rigsrevisionen og Statsrevisorerne.

Corydon blev efter sin tid som finansminister partner hos konsulenthuset McKinsey og global direktør for The McKinsey Center for Government.

Siden skiftede han altså til Børsen, som nu skal på jagt efter en ny topchef, når Bjarne Corydon sætter sig i generaldirektørstolen i DR Byen til august.

Der var færre premierefilm og solgte biografbilletter sidste år

Antallet af premierefilm og billetter, der blev solgt til at se dem, faldt i de danske biografer i 2024.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Sidste år havde 191 film premiere i landets biografer, hvilket er 32 færre end i 2023 og 12 færre end i 2022.

Under coronapandemien i 2020 dykkede antallet af premierefilm til under 150. I årene inden corona lå antallet af nye film, der fik premiere, på over 200 årligt.

Når det kommer til antal solgte billetter til premierefilm, faldt salget i 2024.

Der blev solgt 8,4 millioner billetter, hvilket er næsten 390.000 færre end året før, viser tallene fra Danmarks Statistik.

I årene 2018-2019 blev der i gennemsnit solgt 11,5 millioner billetter om året til premierefilm, men det dykkede i 2020-2021 til omkring seks millioner.

Særligt børne-, unge- og familiefilm var populære i biograferne sidste år. Disse typer film stod for 47 procent af det samlede billetsalg i 2024.

Familiefilmen “Inderst inde 2” var årets bedst sælgende film med 560.000 billetter. Efter den kommer actionfilmen “Deadpool & Wolverine” med 408.000 billetter.

På listen over de mest populære biograffilm sidste år er ni ud af ti enten efterfølgere eller spinoff-film.

Blandt dem er “Grusomme mig 4”, “Kung Fu Panda 4”, “Vaiana 2”, “Dune: Del 2” og “Gladiator 2”.

De fleste af filmene er amerikanske. Men de danske film “Rom”, “Den grænseløse” og “Mørkeland” sniger sig ind på listen.

Allerede i januar gjorde interesseorganisationen Danske Biografer status på biografåret 2024 sammen med Foreningen af Filmudlejere i Danmark (Fafid).

Her glædede det formand for Fafid Frederik Malling Juul, at særligt børne- og familiefilm havde klaret sig godt.

I en pressemeddelelse sagde han, at der efter corona havde været en frygt for, at biograferne “havde tabt en generation af de helt unge”.

Men tallene for 2024 viser “ret tydeligt, at biografbesøget er meget populært hos børnefamilierne”, lød det fra formanden i januar.

Statistikken omfatter spillefilm, som har været vist ved offentlige forestillinger i Danmark.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]