Seneste nyheder

28. april 2026

Hundredvis er mødt op for at se kongen drikke kaffe i Grønland

Hundredvis af mennesker er tirsdag aften dansk tid mødt op ude foran kulturhuset Katuaq i Nuuk for at få et glimt af kong Frederik.

Han ankom til stedet sammen med den grønlandske regeringschef Jens-Frederik Nielsen og skal deltage i traditionel kaffemik.

En kaffemik er en traditionel grønlandsk sammenkomst, hvor der drikkes kaffe og spises bagværk.

Spontant bliver der flere gange hujet og klappet ad kongen, som mange gerne vil tale med.

En af de fremmødte er Kaj Sandgreen. De seneste ugers massive omtale af Donald Trump og præsidentens ønske om at overtage Grønland har medvirket til, at han er mødt op tirsdag.

– Det har været sådan en uharmonisk stemning. Man frygter jo det værste, og at man bliver invaderet. Kongen kommer så og giver mig lidt fortrøstning, siger han.

– Jeg håber, at han kan se det også med vores øjne. At vi ikke vil være amerikanere og heller ikke danskere, men os selv.

Seancen er en del af et længere besøg i Grønland, som senere tirsdag tager kongen forbi Hans Egedes Hus, hvor den grønlandske regeringschef er vært for en middag.

Onsdag besøger kongen Grønlands Universitet. Det var herefter planen, at kongen skulle være rejst til Station Nord, der fyldte en stor del af hans tur.

Det skulle være sket i selskab med forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), men dårligt vejr har været skyld i, at den del er blevet aflyst.

Station Nord er den nordligst bemandede flyveplads i Grønland.

Besøget på Station Nord skulle markere, at det er 75 år siden, at Sirius-patruljen blev etableret. Kong Frederik var i 2000 med på en ekspedition med Sirius-patruljen i fire måneder som kronprins.

Tre personer dræbt efter skyderi i svensk by

Tre personer er blevet dræbt efter et skyderi i den svenske by Uppsala tirsdag.

Det bekræfter svensk politi tirsdag aften på politiets hjemmeside.

– Tre personer er bekræftet døde efter en skudepisode. Da politiet fortsat arbejder på at identificere de afdøde, vil politiet understrege, at ingen pårørende er blevet underrettet, skriver det svenske politi i meddelelsen.

– Politiet efterforsker hændelsen som drab, lyder det videre.

Ifølge det regionale dagblad Upsala Nya Tidning er ingen mistænkte blevet anholdt endnu. Motivet er endnu ukendt.

– Der er en eftersøgning i gang. Vi ved ikke, om det er en eller flere personer, som har gjort dette. Hvis vidner har set noget på stedet, opfordrer vi dem til at ringe 112, siger politiets talsperson Magnus Klarin til Upsala Nya Tidning.

Politiets talsperson oplyser til nyhedsbureauet Reuters, at man har informationer om, at en person har forladt stedet på et elektrisk løbehjul:

– Om denne person er gerningsmand, vidne eller har en anden forbindelse til hændelsen er på nuværende tidspunkt uklart.

Magnus Klarin siger til Aftonbladet, at politiet “her og nu ikke ser nogen fare for offentligheden”.

Skyderiet fandt sted på Vaksala torv i den centrale del af Uppsala, der ligger godt 60 kilometer nord for hovedstaden Stockholm. Ifølge svenske medier fandt skyderiet sted i nærheden af en frisørsalon.

Svensk politi oplyste tidligere tirsdag, at man lidt efter klokken 17 begyndte at få opkald fra borgere, der fortalte, at de havde hørt høje brag, der lød som skud i byens centrum.

Det fik politiet til at rykke talstærkt ud.

Flere personer blev herefter fundet med skader, der tydede på, at de var blevet ramt af skud, oplyste politiet.

Politiet har afspærret et større område omkring Vaksala torv, og en efterforskning er i gang på stedet. Beboere er ifølge flere svenske medier blevet evakueret.

En politihelikopter deltager også i eftersøgningsarbejdet.

SVT har talt med flere vidner på stedet, der hørte flere skud.

Et anonymt vidne siger til det svenske medie, at vedkommende hørte fem skud og så folk løbe i forskellige retninger og gemme sig.

Togforbindelserne til og fra Uppsala blev midlertidigt afbrudt på grund af skyderiet, men er tilbage i normal drift, skriver SVT.

Sveriges justitsminister, Gunnar Strömmer, siger til nyhedsbureauet TT, at en “brutal voldshandling har fundet sted i det centrale Uppsala”.

– Justitsministeriet er i tæt kontakt med politiet og følger situationen nøje, lyder det fra justitsministeren i en erklæring.

Uppsala har oplevet mange banderelaterede skyderier i det seneste årti, skriver Reuters. Sverige har de seneste år lidt under en bølge af banderelateret vold.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Politimyndighed efterforsker muligt læk af oplysninger i Sass-sag

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) efterforsker, hvorvidt der er sket læk af fortrolige oplysninger i sagen om den tidligere socialdemokratiske politiker Henrik Sass Larsen.

Det bekræfter politiklagemyndigheden til Politiken.

– Politiklagemyndigheden kan oplyse, at vi har modtaget en henvendelse om sagen fra Københavns Politi, og at Politiklagemyndigheden på den baggrund har indledt efterforskning i sagen, meddeler DUP til Politiken.

Politiklagemyndigheden oplyser ikke, hvornår efterforskningen er blevet indledt, eller hvilke oplysninger den efterforsker.

Berlingske kunne 21. marts fortælle, at en tidligere minister var under efterforskning for at besidde materiale med overgreb mod børn og være i besiddelse af en ulovlig børnesexdukke.

Mediet havde detaljer med om politiets efterforskning, som ikke var en del af anklageskriftet, som på det tidspunkt kun var få dage gammelt.

Henrik Sass Larsens forsvarsadvokat, Peter Lundmark Jensen, er tilfreds med, at Politiklagemyndigheden efterforsker det mulige læk.

– På dit direkte spørgsmål herom kan jeg fuldstændig afvise, at lækagen skulle stamme fra min klient eller mig selv, siger forsvarsadvokaten til Politiken.

Henrik Sass Larsen skal den 21. august i retten i sagen.

Han er tiltalt for at være i besiddelse af over 6200 billeder og 2200 filmsekvenser med overgrebsmateriale med børn og for at være i besiddelse af en ulovlig sexdukke, der ligner et barn.

Overgrebsmaterialet er opdelt i forskellige kategorier fra 1 til 3, alt efter hvor groft materiale der er tale om. Kategori 3 er det groveste.

Henrik Sass Larsen er tiltalt for at have besiddet samlet cirka 2404 billeder og filmsekvenser i kategori 1, 5638 billeder og filmsekvenser i kategori 2 og cirka 450 i kategori 3.

Besiddelse af overgrebsmateriale med børn og en børnesexdukke kan straffes med bøde eller op til et års fængsel.

Facebooks ejer har lanceret sin egen chatbot-app

Den amerikanske techgigant Meta, der står bag Facebook, har tirsdag lanceret den første version af sin nye chatbot-app.

Det skriver koncernen i en pressemeddelelse.

Appen, der går under navnet “Meta AI”, beskrives af tech-mediet The Verge som en konkurrent til ChatGPT.

Egentlig lancerer Meta ikke en helt ny app. Den kommer teknisk set til at erstatte en eksisterende app, som er blevet brugt til dets Ray-Ban Meta smartbriller.

Chatbotten kan svare og skrive på en måde, der minder om menneskeskabt tekst. Det kan den gøre ved hjælp af en såkaldt sprogmodel, der bruger kunstig intelligens, også kendt som AI.

Derudover kommer den også med en ny funktion, der kombinerer appen med grundlaget for et socialt medie.

Brugerne får nemlig et såkaldt feed, hvor de kan dele deres oplevelser med den kunstige intelligens ved at lave opslag.

Det vil altså sige, at man – lige som tilfældet er med eksempelvis Facebook og Instagram – vil kunne like, kommentere og dele opslag.

Idéen er at afmystificere kunstig intelligens for at “vise folk, hvad de kan gøre med den”, siger Metas produktchef, Connor Hayes, til The Verge.

Selv om Meta ifølge mediet er den første til på den måde at implementere et socialt medie-element i sin chatbot-app, så ser flere konkurrenter ud til at være i hælene på koncernen.

OpenAI, der står bag ChatGPT, planlægger at gøre det samme, lyder det.

Metas sprogmodel er i forvejen integreret i de sociale medier Instagram og Facebook.

Med den selvstændige app vil Meta give brugerne en mere direkte interaktion med den kunstige intelligens.

Der vil løbende blive udgivet nye versioner, sideløbende med at Meta får feedback for sine brugere, lyder det.

Forbrugertilliden i USA rammer laveste niveau i fem år

Den amerikanske forbrugertillid er faldet til det laveste niveau siden begyndelsen af coronapandemien i maj 2020.

Det viser tal fra den amerikanske organisation Conference Board tirsdag.

Forbrugertilliden faldt til 86,0 i april, hvilket var lavere end ventet blandt økonomer.

Det er femte måned i træk, at den amerikanske forbrugertillid er faldende, lyder det.

Ifølge seniorøkonom Stephanie Guichard fra Conference Board er forbrugernes forventninger til både beskæftigelse og fremtidig indkomst “forværret kraftigt, hvilket afspejler en gennemgribende pessimisme om fremtiden”.

Tilliden til finansmarkerne er også styrtdykket, siger seniorøkonomen. Næsten halvdelen af forbrugerne forventer, at aktiekurserne vil falde de næste 12 måneder – det er den højeste andel siden oktober 2011.

Forbrugertilliden er et termometer på amerikanernes tillid til deres egen families økonomiske situation og til den økonomiske situation i samfundet som helhed.

Faldet i den amerikanske forbrugertillid afspejler bekymringer for USA’s præsident Donald Trumps toldplaner, oplyser Conference Board.

Trump annoncerede importtold på varer fra stort set alle verdens lande i begyndelsen af april.

Tolden førte til uro på aktiemarkederne verden over, samtidig med at flere lande varslede modtræk over for USA.

USA og Kina er fastlåst i en stædig handelskrig, hvor toldsatserne på hinandens varer er nået op over 100 procent i løbet af kort tid.

USA’s præsident, Donald Trump, besluttede tidligere i april at lægge 145 procent told på varer fra Kina.

Inden da var der sket en optrapning, hvor toldsatsen på kinesiske varer, der eksporteres til USA, blev hævet ad flere omgange.

Kina svarede igen ved at hæve tolden på amerikanske varer til 125 procent.

USA og Kina er verdens to største økonomier. Den indbyrdes handelskrig ventes at få konsekvenser for resten af verdenshandlen, hvilket allerede til dels er sket i form af voldsomme udsving i aktiekurserne den seneste tid.

AFP

Årets Unge Forskere vinder for projekter om køn og regnvand

Årets vindere af Unge Forskere 2025 er fundet.

Det skriver Unge Forskere i en pressemeddelelse.

Det er tre 13-årige, der vinder prisen Årets Unge Forsker Junior for projektet “Regnvandsproblematik”. Prisen Unge Forsker Senior går til 17-årige Amanda for et projekt, der sætter fokus på kønsforskelle i medicinsk behandling.

De tre 13-årige elever Livia Stanley Duus-Lund, Victoria Kauders og Helena Binzer fra Skt. Josefs Skole i Roskilde vinder juniorkategorien for “regnvandsproblematik”, der fungerer som en slags regnvandsbremse.

Med deres vinderprojekt har de undersøgt, hvordan isoleringsmaterialet mineraluld kan bremse store mængder vand, der strømmer gennem tagrenderne.

Forsøgets resultat peger på, at mineraluld kan forsinke gennemstrømningen af regnvand med op til 30 procent.

17-årige Amanda Refslund Ravn fra 2.G på Nordsjællands Gymnasium har vundet seniorkategorien. Det gør hun for sit projekt “CYP1A2-aktivitet gennem menstruationscyklus”.

Projektets resultater viser, at kvinders hormonelle cyklus kan påvirke nedbrydningen af visse lægemidler. Den indsigt understreger behovet for, at der tages højde for en mere kønsspecifik tilgang i medicinsk behandling.

Dan Jørgensen vil hjælpe med undersøgelse af strømsvigt i Spanien

EU er klar til at hjælpe med en “grundig undersøgelse” af strømsvigtet i Spanien og Portugal. Det skriver EU-kommissær for energi, Dan Jørgensen, på det sociale medie X.

– Energisituationen i Spanien og Portugal er tilbage til det normale. Denne hændelse er den mest alvorlige i næsten to årtier i Europa.

– Vi er klar til at støtte Spanien og Portugal på alle mulige måder. Herunder at iværksætte en grundig undersøgelse, skriver Dan Jørgensen.

Strømsvigtet har skabt bekymring for, om noget lignende kan ske i andre EU-lande.

Det kommer samtidig på et tidspunkt, hvor Dan Jørgensen er sat i spidsen for at binde europas el-net tættere sammen.

Det skal gøre det lettere for EU-landene at dele strøm på tværs af landegrænserne. Håbet er, at det kan gøre energi-regningen lavere for eu-borgere og virksomheder.

Det omfattende strømsvigt kan dog måske også rejse spørgsmål om, hvorvidt andre EU-lande kunne blive ramt, hvis et tættere forbundet el-net giver eksempelvis Spanien og Portugal mulighed for at trække på strøm fra andre lande i tilfælde af nye strømsvigt.

Det er fortsat uklart, hvad der forårsagede det omfattende nedbrud, der mandag ramte Spanien og Portugal.

Pludselig forsvandt elektriciteten over det meste af landene. Knap et hjørne af Den Iberiske Halvø, hvor der bor næsten 60 millioner mennesker, gik fri, skriver nyhedsbureauet AFP.

Passagerer strandede i tog. Fly blev aflyst på stribe. Hundreder sad fanget i elevatorer, mens millioner mistede både telefon- og internetforbindelse.

Tirsdag morgen var størstedelen af strømmen tilbage i både Spanien og Portugal.

Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, sagde mandag aften, at omkring 15 gigawatt elektricitet – halvdelen af landets forbrug af strøm på det tidspunkt – “pludselig forsvandt” i løbet af blot fem sekunder mandag.

Nedbruddet skete omkring klokken 12.30.

Som følge af det aktiverede Spanien sit kriseberedskab.

Nedbruddet skabte panik i byer på tværs af Spanien og Portugal. Mange skyndte sig hen til banker for at hæve kontanter, mens gaderne fyldtes med mennesker, der desperat forsøgte at få signal på telefonen.

Lange køer for at komme med taxaer og busser dannedes hurtigt.

Trafiklysene virkede heller ikke, så politiet kom på en svær opgave med at styre trafikken. Borgere blev opfordret til at lade bilen stå derhjemme.

Billeder fra et supermarked i Madrid viste lange køer og tomme hylder, fordi folk begyndte at hamstre varer.

Gerningsmand fortsat på fri fod efter knivdrab på kvinde

22 dage er gået, siden en 21-årig somalisk kvinde blev dræbt af knivstik på Gormsvej i Herning.

Men endnu er gerningsmanden på fri fod.

Efterforskeren på sagen, politikommissær Theis Thylstrup fra Midt- og Vestjyllands Politi, fortæller, at efterforskningen er i fuld gang.

– Det er klart, at vi arbejder derudaf med rigtigt mange efterforskningsskridt.

– Vi har modtaget rigtigt mange henvendelser i forbindelse med sagen, og det er vi rigtigt glade for, siger politikommissær Theis Thylstrup fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Han vil ikke udtale sig om, hvad motivet for drabet kan være.

– Det er en af de ting, vi også efterforsker i retning af. Det er ikke noget, som vi vil dele med offentligheden på nuværende tidspunkt.

– Vi arbejder selvfølgelig ud fra nogle hypoteser om, hvad der er sket, og hvorfor det er sket. Men det holder vi som en del af efterforskningen, siger politikommissæren.

Tidligere har politiinspektør Hans Roost fortalt, at “meget tyder på, at kvinden ikke er et tilfældigt offer”. Han har dog ikke uddybet det nærmere.

Det var 7. april omkring klokken 21, at den unge kvinde blev stukket med kniv på Gormsvej i Herning. Forbipasserende slog alarm og begyndte at yde førstehjælp.

Men kvindens liv stod ikke til at redde. Hun blev erklæret død på hospitalet i Gødstrup.

Politiet hører gerne fra folk, som kan have oplysninger i sagen.

– Hvis nogen har oplysninger om, hvad der kan være sket i forhold til drabet, vil vi rigtigt gerne i kontakt med dem, siger Theis Thylstrup.

Foruden at afhøre vidner til sagen har politiet også sikret en masse overvågningsmateriale.

Sen påske får skylden for svigtende salg hos Royal Unibrew

Påskens placering i april får en del af skylden for, at bryggerikoncernen Royal Unibrew solgte mindre øl og sodavand i Nordeuropa i første kvartal 2025 sammenlignet med samme periode sidste år.

Det fremgår af Royal Unibrews kvartalsregnskab.

Mængden af Royal Unibrews drikkevarer, der blev solgt fra januar til marts i de skandinaviske lande, Finland og de baltiske lande faldt med otte procent.

Royal Unibrews nettoindtægter landede på 2,04 milliarder kroner i Nordeuropa. Det er seks procent mindre end nettoindtægterne i første kvartal 2024.

Påsken med de traditionelle påskefrokoster er normalt en god tid for bryggerierne. Sidste år lå påsken i marts, og nordeuropæernes køb af øl og sodavand omkring højtiden indgik dermed i regnskabet for første kvartal.

Men i år lå påsken i april og indgår altså ikke i førstekvartalsregnskabet.

Mens lysten til øl og sodavand fra Royal Unibrew faldt i Danmark og det øvrige Norden i første kvartal, steg forbruget uden for Nordeuropa.

Vesteuropa købte 15 procent mere øl og sodavand i første kvartal i år sammenlignet med samme periode i 2024.

Vesteuropa omfatter her Holland, Belgien, Luxemburg, Frankrig og Italien.

På markederne uden for Nord- og Vesteuropa blev der købt 10 procent flere drikkevarer fra Royal Unibrew.

Overordnet voksede Royal Unibrews driftsresultat før renter og skat med fire procent fra 210 millioner kroner i første kvartal sidste år til 219 millioner kroner i de første tre måneder af 2025.

I en meddelelse beskriver den danske bryggerikoncern “et fortsat udfordrende forbrugermiljø og en høj grad af usikkerhed”.

Her henviser Royal Unibrew til USA’s indførelse af nye, forhøjede toldsatser.

– Mens vores eksponering for amerikansk import/eksport er begrænset, er de afledte effekter på de globale økonomier og forbrugerstemningen svære at forudsige på dette stadie, skriver Royal Unibrew.

Koncernens administrerende direktør, Lars Jensen, siger samtidig, at regnskabet for første kvartal er i tråd med Royal Unibrews forventninger.

– Set i lyset af den afdæmpede forbrugertillid på tværs af vores primære markeder, en hel uge med strejke i slutningen af marts i Finland og påskens placering, som påvirker første kvartal negativt, er vi tilfredse med vores aktiviteter og finansielle præstation, siger han i meddelelsen.

Royal Unibrew er den næststørste bryggerikoncern i Danmark, hvor den ejer bryggerierne Albani, Ceres, Faxe og Maribo Bryghus. Koncernen har desuden en række bryggerier i udlandet.

Hovedkontoret ligger i Faxe.

Dronning Margrethe så teknologisk kunstværk ved 25-året for gobeliner

Det var ikke blot ældre, historiske værker, som dronning Margrethe blev præsenteret for ved 25-årsjubilæet for de gobeliner, hun modtog i fødselsdagsgave, da hun blev 50 år.

Under besøget på Christiansborg Slot tirsdag i forbindelse med fejringen af 25-året for Bjørn Nørgaards gobeliner, blev hun introduceret til kunstværket “Vi husker sammen”.

Det er skabt kunstig intelligens og af besøgende på Christiansborg Slot under en gobelinfestival i weekenden i forbindelse med jubilæumsåret.

Det var blot en af de aktiviteter, som dronningen blev præsenteret for i løbet af tirsdagen, hvor flere var samlet for at markere, at det er 25 år siden, at alle 17 gobeliner stod færdige.

Gobelinerne forestiller Danmarks historie fra vikingetid til nutid og fremtid fordelt på 11 store gobeliner og seks mindre gobeliner, der kaldes mellemstykker.

De var en gave til dronning Margrethes 50-års fødselsdag i 1990 fra en række danske erhvervsvirksomheder, organisationer og fonde.

Efter mere end ti års arbejde var de færdiggjort til ophængning i forbindelse med, at dronningen fyldte 60 år i 2000.

Arla-koncernen overtager 130 år gammelt jysk andelsmejeri

Them Andelsmejeri, der hidtil har været et uafhængigt midtjysk mejeri, bliver med en ny aftale optaget i Arla Foods-koncernen.

Det oplyser Them Andelsmejeri i en pressemeddelelse ifølge Midtjyllands Avis.

Mejeriet producerer i dag oste i Them syd for Silkeborg.

– Vores ejere har besluttet, at der er brug for at finde en større samarbejdspartner, der kan sikre den fremtidige udvikling af vores forretning.

– Derfor har vi afsøgt markedet for at finde den ideelle partner. Det har vi fundet i Arla, siger Søren Hansen, der er administrerende direktør i Them Andelsmejeri, i pressemeddelelsen.

Inden sammenlægningen kan blive en realitet, skal Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen godkende den. Det sker for at sikre, at fusionen ikke bliver konkurrenceforvridende.

Det er endnu ikke besluttet, om produktionen skal fortsætte i Them efter den ventede sammenlægning med Arla Foods.

Them Andelsmejeri blev etableret i 1888 og har i dag cirka 90 medarbejdere. Det ejes af 13 landmænd, hvoraf seks driver økologisk landbrug.

Deres gårde ligger alle inden for 25 kilometers afstand fra mejeriet.

Det er andelshaverne, der har besluttet at lade sig indlemme i Arla. De bliver efter sammenlægningen andelshavere i storkoncernen.

Arla Foods har en stribe af fusioner i bagagen og blev etableret i Danmark med sammenlægningen af det daværende MD Foods (tidligere Mejeriselskabet Danmark og Kløver Mælk) og det svenskejede Arla i 2000.

Tidligere i april meddelte Arla Foods, at koncernen vil fusionere med det tyske mejeriselskab DMK Group, der er Tysklands største andelsmejeri.

Hvis fusionen bliver godkendt, resulterer den i Europas største andelsmejerikoncern. Koncernen skal videreføres under Arlas navn.

I dag sidder Arla på 90 procent af mælkeproduktionen i Danmark.

Kong Frederik ser ikke tur til Grønland som en mission

Kong Frederik betragter ikke sin rejse til Grønland tirsdag og onsdag som en mission.

Det siger han til den fremmødte presse på havnen i Nuuk, inden han skal ud på en sejltur tirsdag.

Her bliver han spurgt til, hvad hans mission med at være i Grønland er.

– Jeg er ikke på mission. Jeg rejser til Grønland, og jeg er glad for hver gang, jeg kommer til Grønland, og jeg synes, jeg har fået et fantastisk vejr her i Nuuk, siger han.

Det er ikke længe siden, at kongen sidst var i Grønland. I slutningen af juni sidste år besøgte han Grønland sammen med dronning Mary og sine to yngste børn.

Det er usædvanligt, at en regent med så kort mellemrum besøger Grønland, som det gør sig gældende denne gang.

Dette besøg, der oprindeligt skulle have varet i fire dage, er ekstraordinært. Sådan lød det sidste uge fra Bo Lidegaard, der er tidligere kontorchef i Udenrigsministeriet og departementsråd og ambassadør i Statsministeriet.

– Kongens besøg skal ikke forveksles med den lange tradition, der er for, at kongefamilien besøger Grønland, hvor de typisk rejser op langs kysten, lød det fra ham.

Ifølge ham er besøget sammen med den nye regeringsleder i Grønland, Jens-Frederik Nielsens, besøg i Danmark med til at markere det stærke sammenhold i kongeriget.

Særligt i en tid, hvor andre – herunder USA’s præsident, Donald Trump – har stillet spørgsmål ved det.

Selv har kong Frederik været tilbageholdende med at udtale sig om Grønland i den verserende konflikt mellem den danske regering og Donald Trumps administration.

Men da han for nylig blev spurgt til sit forhold til Grønland under et statsbesøg i Frankrig, sagde han:

– Der skal ikke herske tvivl om min kærlighed til Grønland, og min forbundethed til det grønlandske folk er intakt.

Dengang ville han ikke svare på, hvorvidt han planlagde et snarligt besøg.

Spansk domstol vil undersøge om sabotage var skyld i nedbrud

En spansk straffedomstol vil undersøge, om det massive strømnedbrud på Den Iberiske Halvø var resultatet af “computersabotage mod kritisk infrastruktur”.

Det oplyser den nationale domstol i Spanien, Audiencia Nacional, tirsdag.

Årsagen til strømnedbruddet er endnu ukendt. Men “cyberterrorisme” er blandt mulige forklaringer, lyder det fra Audiencia Nacional.

Domstolen mener, at den “kritiske situation”, som nedbruddet skabte for befolkningen, betyder, at en undersøgelse er nødvendig.

Den spanske elnetoperatør Red Electrica sagde tidligere tirsdag, at den foreløbige vurdering lyder, at det ikke var et cyberangreb, der var årsag til nedbruddet.

Den spanske premierminister, Pedro Sánchez, siger tirsdag, at ingen mulige årsager endnu er blevet udelukket.

Den spanske regering har nedsat en kommission, som skal undersøge årsagerne til elnettets kollaps.

– Alle nødvendige foranstaltninger vil blive truffet for at sikre, at dette ikke sker igen, siger Pedro Sánchez på et pressemøde.

Det højreorienterede spanske parti Vox har angrebet Spaniens venstreorienterede regering og forbundet den pludselige strømafbrydelse med den planlagte udfasning af de spanske atomkraftværker.

Den spanske premierminister afviser, at det omfattende strømnedbrud skyldes mangel på atomkraft.

– De, der forbinder denne hændelse med manglen på atomkraft, lyver enten bevidst eller afslører deres uvidenhed, siger Sánchez og understreger, at atomkraft “ikke er mere modstandsdygtig” end andre energikilder.

Portugals regering har anmodet EU’s Agentur for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder om en undersøgelse af nedbruddet.

– Vi ønsker en fuldstændig undersøgelse af årsagerne til strømafbrydelsen. Vi har brug for hurtige, presserende svar, siger Portugals fungerende premierminister, Luis Montenegro.

Mandagens strømnedbrud i Spanien og Portugal er det mest omfattende, der nogensinde er registreret på Den Iberiske Halvø.

Offentlig transport blev lammet, mobil- og internetnetværk svigtede, trafiklys gik i sort og mange fly måtte blive på jorden.

Mennesker blev evakueret fra metroer og elevatorer, hvor de blev fanget, da Den Iberiske Halvø gik i sort.

AFP

Spotify får rekordstort driftsoverskud efter strøm af nye brugere

Streamingtjenesten Spotify fik et rekordstort driftsoverskud i første kvartal 2025, mens antallet af betalende brugere steg med 12 procent.

Driftsresultatet endte i første kvartal på 509 millioner euro – svarende til 3,3 milliarder danske kroner.

Det fremgår af det svenske selskabs kvartalsregnskab, skriver nyhedsbureauerne AFP og TT tirsdag eftermiddag.

Spotify havde ved udgangen af første kvartal 268 millioner betalende brugere og overordnet 678 millioner aktive brugere.

Ud over at Spotify er lykkedes med at tiltrække nye brugere, hænger de gode takter sammen med, at streamingtjenesten i høj grad formår at fastholde sine eksisterende brugere og sikre, at de bruger Spotify i dagligdagen.

Det vurderer Spotifys administrerende direktør, Daniel Ek.

– De underliggende data er i øjeblikket meget sunde: Engagementet er fortsat højt, fastholdelsen er stærk, og takket være vores freemium-model har brugerne en fleksibilitet, der gør, at de kan blive hos os, selv når tingene synes mere usikre, siger Daniel Ek i en meddelelse ifølge AFP.

Med “freemium” henviser han til, at det både er muligt at bruge Spotify som betalende abonnent og uden at betale for at streame musik.

Som betalende abonnent slipper man for reklamer og har blandt andet mulighed for at afspille musik, når man er offline.

Reklamer mellem musiknumrene er til gengæld noget, man må acceptere, hvis man vælger at bruge den gratis udgave af streamingtjenesten.

Driftsresultatet på 509 millioner euro i første kvartal var 203 procent højere end samme kvartal sidste år. Her endte Spotify med et driftsoverskud på 168 millioner euro.

Trods den markante stigning i forhold til sidste år er resultatet en smule dårligere, end den svenske streaminggigant havde forventet.

Spotify forventede et driftsresultat på 548 millioner euro – eller 3,6 milliarder danske kroner.

Forsanger fra britisk 80’er-rockgruppe er død

Forsangeren fra rockgruppen The Alarm, Mike Peters, er død – han blev 66 år. Sangeren er død efter længere tids leukæmi.

Det skriver BBC.

The Alarm blev dannet i 1981 og fik et gennembrud med sangene “Sixty Eight Guns” og “Rain In The Summertime”.

The Alarm solgte over fem millioner album i 80’erne.

Walisiske Mike Peters kæmpede med leukæmi i mere end 30 år og optrådte ofte til velgørenhedsarrangementer til fordel for bekæmpelse af kræft.

Han vandt den britisk pris MBE for sit velgørenhedsarbejde med at bekæmpe kræft.

Han boede i Dyserth i Wales med sin kone, som også kæmpede sin kamp med kræft, og deres to sønner.

Takket være en supportplads med U2 på det irske bands turné i USA i 1983 fik The Alarm en transatlantisk tilhængerskare.

Bandet har også været support for både Bob Dylan og Queen.

The Alarm havde et stærkt bånd til bandets hjemland på trods af rejser og koncerter i hele verden. Mike Peters var efter flere års koncerter i stand til at trække sig mere tilbage og leve stille og roligt i det nordlige Wales.

Mike Peters arbejdede i en computerafdeling for et supermarked, inden han startede The Alarm.

Han var inspireret af punkbandet Sex Pistols.

Novo indgår aftale med amerikansk telemedicinselskab

Novo Nordisk har indgået en aftale, der kan styrke det danske medicinalselskab i kampen om at få så stor en bid som muligt af det lukrative marked for vægttabsbehandling i USA.

Ifølge en pressemeddelelse har Novo indgået en langvarig samarbejdsaftale med det amerikanske telemedicinselskab Hims & Hers Health.

Ifølge Bloomberg er der lignende kontrakter i støbeskeen med selskaberne LifeMD og Ro.

De sælger også receptpligtig medicin og behandlinger via en onlineportal, hvor patienten kan få en konsultation med en læge, der kan udskrive recepter efter behov.

Aftalen med Hims & Hers gør det i første omgang muligt selskabet at tilbyde deres patienter en vægttabspakke, der både omfatter rådgivning, kostvejledning og en mulig recept på Wegovy, hvis de opfylder kravene for behandling.

Parterne har desuden aftalt løbende at udvide samarbejdet.

Aftalen er nye toner i forholdet mellem Novo Nordisk og Hims & Hers.

Amerikanerne har været en torn i øjet på Novo, fordi de har produceret kopier af Wegovy.

Det har været lovligt, fordi amerikansk lovgivning ifølge MarketWire har tilladt det, så længe der har været mangel på Wegovy.

Det er der ikke længere, og derfor er det altså i stedet endt med et samarbejde med Novo.

Hims & Hers-aktien steg kort efter offentliggørelsen af nyheden med 31 procent, mens Novo har lagt sig i toppen af C25-feltet med en stigning på 3,6 procent.

Efter dårligt vejr og udskydelse er kongen landet i Grønland

Vejret i den grønlandske hovedstad, Nuuk, har haft bremset flere dele af kong Frederiks flere dages besøg i Grønland.

Men tirsdag formiddag lokal tid er det lykkedes kongen at komme til Nuuk.

Omkring klokken 10.15 lokal tid, hvilket er klokken 13.15 dansk tid, landede et af Forsvarets Challenger-fly i Nuuk med kong Frederik og Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, om bord.

De to steg ud af flyet og vinkede ved landingsbanen, hvorefter de satte sig i biler og kørte videre.

Kongen stod oprindeligt til at ankomme i Nuuk mandag aften lokal tid. Det blev udskudt på grund af vejrforholdene i og omkring Nuuk.

Derudover har det grønlandske vejr også haft indvirkning på flere dele af det planlagte program.

Oprindeligt skulle kongen og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) have besøgt Station Nord i Grønland, hvor Sirius-patruljen hører til.

Det er blevet aflyst, samtidig med at kongens program torsdag og fredag er blevet aflyst. Her skulle han have været afsted med Sirius-patruljen.

Kong Frederik er tirsdag efter landing kørt videre til besøgets første officielle programpunkt.

Klokken 11.30 lokal tid skal han deltage i en fjordtur med frokost, hvorefter han deltager i en traditionel kaffemik i kulturhuset Katuaq.

Programmet slutter tirsdag med en middag i Hans Egedes Hus i Nuuk, hvor den grønlandske regeringschef er vært.

Onsdag besøger kongen Grønlands Universitet. Det var herefter planen, at kongen skulle være rejst til Station Nord, der fyldte en stor del af hele kongens tur.

Men netop det dårlige vejr har været skyld i, at den del af turen er blevet aflyst.

Station Nord er den nordligst bemandede flyveplads i Grønland.

Besøget på Station Nord skulle markere, at det er 75 år siden, at Sirius-patruljen blev etableret. Kong Frederik var i 2000 med på en ekspedition med Sirius-patruljen i fire måneder som kronprins.

Chefen for dansk fængsel i Kosovo er fundet

Kriminalforsorgen har ansat den person, der skal stå i spidsen for et fængsel i Kosovo, hvor Danmark vil leje fængselspladser til udvisningsdømte.

Det bliver Mads Beyer, der får titlen governor. Han bliver den øverst ansvarlige for driften af fængslet, oplyser Kriminalforsorgen i en pressemeddelelse.

Mads Beyer kommer med erfaring fra Udenrigsministeriet og Forsvaret.

Her har han blandt andet opbygget et stort kendskab til Balkan – herunder Kosovo – i rollen som teamleder for EU’s udvidelse og som stabsofficer i Kosovo.

Det er i Gjilan Fængslet, at Danmark vil leje 300 fængselspladser til udlændinge fra tredjelande, som er idømt udvisning i Danmark.

Fængslet er flere gange blevet forsinket. Det forventes, at det kan tages i brug i april 2027.

Planerne om fængslet har været længe undervejs.

I første omgang lød det, at de første udvisningsdømte udlændinge kunne begynde deres afsoning i fængslet i begyndelsen af 2023.

Ifølge Kriminalforsorgen er der med fængslet tale om en “betydelig implementeringsopgave”, som fortsat er i gang.

– Det er en stor og kompleks opgave at etablere og drive et fængsel efter danske standarder og regler i et andet land.

– Jeg er derfor utroligt glad for, at vi nu kan tilføre yderligere ledelseskraft og international erfaring, siger direktør for Kriminalforsorgen Ina Eliasen i pressemeddelelsen.

Fængslet i Kosovo skal drives efter danske standarder, selv om det ligger uden for landets grænser.

Det betyder, at afsoningen, sikkerheden og det danske personales vilkår i fængslet skal ske efter danske regler og standarder. Danmarks internationale forpligtelser skal overholdes.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) kalder det endnu en milepæl, at chefen for fængslet nu er fundet.

– Det er et vigtigt og banebrydende projekt, og med underskrivelsen af samarbejdsaftalen med Kosovo tidligere i år, ansættelsen af en governor og det fortsat gode samarbejde mellem Danmark og Kosovo tages der hele tiden skridt frem mod, at projektet kommer i mål, lyder det.

Bag den danske aftale om at leje fængselspladser i Kosovo står regeringen samt De Konservative, SF og Dansk Folkeparti. Den aftale blev indgået i december 2021.

Elnetoperatør udelukker cyberangreb i foreløbig vurdering af nedbrud

Den foreløbige vurdering lyder, at det kan udelukkes, at der har fundet et cyberangreb sted mod elnettet i Spanien

Det oplyser den spanske elnetoperatør Red Electrica tirsdag.

På et pressemøde tirsdag siger driftsdirektøren for Red Electrica, Eduardo Prieto, at systemerne var stabile blot minutter før, nedbruddet skete.

Men et produktionsfald i den sydvestlige del af Spanien førte til ustabilitet og i løbet af fem sekunder var forholdene ikke kompatible med systemets kapacitet, hvilket førte til et sammenbrud på forbindelsen til Frankrig.

Det betød, at elnettet på Den Iberiske Halvø blev isoleret og herefter kollapsede.

Red Electrica har identificeret to separate hændelser, hvor produktionen faldt. De er endnu ikke blevet lokaliseret, lyder det.

Eduardo Prieto siger, at det er sandsynligt, at den påvirkede produktion var solenergi, men at det endnu er for tidligt at sige med sikkerhed.

Driftsdirektøren understreger, at systemet tirsdag er stabilt og tilbage i normal drift.

Den portugisiske premierminister, Luis Montenegro, har tidligere sagt, at der umiddelbart ikke var noget, der pegede på et cyberangreb.

Alligevel er der blevet spekuleret i årsagen til det omfattende nedbrud, og den spanske premierminister, Pedro Sánchez, har sagt, at han har talt med Natos generalsekretær, Mark Rutte.

Nedbruddet menes at have påvirket hele Den Iberiske Halvø, hvor der bor næsten 60 millioner mennesker. Det er det mest omfattende nedbrud, som nogensinde er registreret på halvøen.

Tirsdag morgen var strømmen tilbage i både Spanien og Portugal.

Spanien er blandt Europas største producenter af vedvarende energi.

Ifølge data fra Red Electrica kom næsten 59 procent af strømmen på tidspunktet for nedbruddet fra solenergi. Vindenergi leverede omkring 12 procent, mens næsten 11 procent kom fra kernekraft.

Data fra elnetoperatøren viser desuden, at produktionen af solenergi faldt fra 18 gigawatt til 8 gigawatt i løbet af bare fem minutter mellem 12.30 og 12.35 lokal tid.

Reuters

Knap 200.000 flere rapporterede fejl i sundhedsvæsenet på fire år

De seneste fire år er antallet af rapporterede fejl i sundhedsvæsenet steget støt.

Således blev der sidste år rapporteret 489.361 såkaldt utilsigtede hændelser. Det er knap 200.000 flere end i 2020.

Det viser en årsberetning om dansk patientsikkerhedsdatabase fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Den markante stigning i rapporterede fejl er dog ikke nødvendigvis en dårlig udvikling, lyder det.

Direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed Anette Lykke Petri kalder den stigende rapportering af utilsigtede hændelser for “positiv” i et skriftligt svar til Ritzau.

– Det store antal rapporteringer er udtryk for, at vi har en kultur i Danmark, hvor vi har fokus på læring, lyder det.

Hun tilføjer dog, at rapportering ikke er nok i sig selv.

– Der skal skabes læring af fejlene, og læringen skal implementeres, så de ikke gentager sig.

361.511 af de knap 490.000 rapporterede fejl sidste år går under kategorien samlerapportering.

Samlerapportering er en forenklet rapporteringsmetode, der kan bruges til at rapportere utilsigtede hændelser.

Det gælder dog kun for hændelser inden for udvalgte områder, og hvor konsekvenserne ikke var eller kunne have været alvorlige eller dødelige.

Det er særligt under samlerapporteringen medicinadministration, der er blevet registreret flest fejl.

– Der er behov for et vedvarende og kontinuerligt fokus på læring af utilsigtede hændelser vedrørende medicinering. Det viser tallene år for år, siger Anette Lykke Petri.

Hun tilføjer, at der er udarbejdet meget læringsmateriale, “men det er vigtigt, at det bliver implementeret i praksis”, skriver hun.

Størstedelen af de utilsigtede hændelser, som ikke indgår under samlerapporteringer, men i stedet er blevet rapporteret individuelt, har haft ingen eller en ukendt konsekvens for borgeren eller patienten.

6010 af de rapporterede utilsigtede hændelser sidste år er blevet vurderet til at kunne have været dødelig for patienten eller borgeren.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]