Seneste nyheder

28. april 2026

DSV har nu formelt overtaget tyske Schenker

En dansk transportkæmpe er blevet en realitet. Logistikvirksomheden fortæller i en fondsbørsmeddelelse, at købet af den tyske konkurrent DB Schenker er gennemført.

DSA meddelte tilbage i september, at man havde indgået en aftale med den tyske stat om at overtage Schenker til en pris af 14,3 milliarder euro, svarende til 107 milliarder kroner.

Og efter at konkurrencemyndighederne har sagt god for handlen, er Schenker altså nu på danske hænder.

Schenker har i sagens natur ikke bidraget til DSV-regnskabet indtil videre, men i forbindelse med overtagelsen hæver selskabet sine forventninger til 2025-regnskabet.

Det forventes nu, at driftsresultat før særlige poster ender på mellem 19,5 og 21,5 milliarder kroner. Tidligere lød udmeldingen, at resultatet ville ende i intervallet mellem 15,5 og 17,5 milliarder kroner.

Dog må der indregnes, at sammenlægningen af de to virksomheder vil medføre engangsomkostninger på mellem 2 og 2,5 milliarder kroner i år.

Til gengæld vil man fra og med 2028, hvor integrationen er gennemført, kunne høste årlige synergibesparelser i omegnen af ni milliarder kroner.

Opjusteringen vedrører udelukkende Schenkers bidrag, idet forventningerne til den eksisterende forretning er uændret på trods af udsigterne til en mulig toldkrig, der kan påvirke verdenshandlen.

DSV bemærker dog, at der er usikkerhed forbundet med prognosen.

– Uforudsete ændringer kan påvirke vores finansielle resultater. Vi fortsætter med at overvåge aktivitet på tværs af vores organisation, og vi vil justere kapaciteten og vores omkostninger, hvis det bliver nødvendigt, hedder det i meddelelsen.

Første kvartal endte med et driftsoverskud på 3,86 milliarder kroner for DSV, hvilket er 219 millioner kroner højere end i samme periode sidste år.

Det skete på baggrund af en omsætning, der steg fra 38,3 milliarder kroner til 41,7 milliarder kroner. Det var særligt Air & Sea-divisionen – som sørger for transport af gods til vands og i luften – der bidrog til det forbedrede resultat.

Inden for fem år skal PFAS være udfaset fra alle brandslukkere

Det er allerede forbudt at bruge brandskum med PFAS på brandøvelsespladser i Danmark.

Men fra 31. december 2030 skal PFAS være udfaset fra alle bærbare brandslukkere. Det står klart, efter at medlemslandene i EU tirsdag vedtog et nyt forslag.

Det forbyder PFAS i brandslukningsskum med en grænseværdi på et milligram per kilo og en overgangsperiode på fem år i hele EU. Det skriver Miljø- og Ligestillingsministeriet i en pressemeddelelse.

– Vi arbejder på at få forbudt PFAS i alle de anvendelser, hvor vi kan undvære PFAS, som her i brandskum, siger miljøminister Magnus Heunicke (S) i meddelelsen.

PFAS i brandslukningsskum er særlig velegnet til at slukke brande i brandbare væsker som for eksempel olie og kemikalier. Men stoffet siver ofte ud i miljøet.

PFAS er en fællesbetegnelse for flere tusinde forskellige kemiske stoffer, der er svært nedbrydelige og kan være skadelige for vores kroppe og miljøet.

Det er kun nogle af dem, der er ulovlige. Nogle af de stoffer har været ulovlige i lang tid i EU, mens andre først bliver ulovlige i 2026.

Der er også et forbud på vej i Danmark mod alle former for PFAS-stoffer i tøj. Det træder i kraft 1. juli 2025 og har et års udfasning.

PFAS medfører ikke akut sygdom. Bekymringen gælder derimod effekten på helbredet på lang sigt.

Stofferne ophobes i blod og organer og mistænkes for at øge risikoen for blandt andet kræft og hormonforstyrrelser.

PFAS-stoffer, hvoraf et af de mest kendte er PFOS, er fundet flere steder de senere år.

I foråret 2021 viste det sig, at PFOS havde spredt sig fra skum på en brandskole i Korsør til en nærliggende mark, hvor køer græssede.

Her fik 118 borgere i området konstateret højt indhold af PFOS i deres kroppe, efter at have spist kød fra kvæg, der græssede på det forurenede område.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sydkorea: 600 nordkoreanske soldater dræbt i kampe for Rusland

Omkring 600 nordkoreanske soldater vurderes at have mistet livet i kampe på russisk side i krigen mod Ukraine.

Det siger Lee Seong-kweun, der er medlem af Sydkoreas parlament, onsdag efter en briefing fra Sydkoreas efterretningstjeneste (NIS) ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Indtil videre er vurderingen, at omkring 4700 nordkoreanske soldater er blevet enten dræbt eller såret. Heriblandt er cirka 600 døde, siger Lee.

Mandag bekræftede Nordkorea, at det har sendt soldater af sted for at kæmpe for Rusland mod Ukraine.

Samme dag sendte Ruslands præsident, Vladimir Putin, en personlig tak til den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, for de nordkoreanske soldaters bidrag i krigen.

Meldingerne kom, efter at de to lande i flere måneder havde været tavse, om hvorvidt nordkoreanske soldater var blevet sendt i krig på russisk side.

Både USA’s forsvarsministerium, Pentagon, og NIS har siden november sidste år kommet med efterretninger, der pegede på, at nordkoreanske soldater var blevet sendt til Kursk for at støtte de russiske styrker.

Kursk-regionen ligger i det sydvestlige Rusland. I august 2024 trængte ukrainske styrker ind i regionen, hvorfor de sidenhen gradvist er blevet trængt tilbage.

Putin sagde i sidste uge, at Rusland har genvundet kontrollen i Kursk. Kort efter var meldingen fra den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, at Ukraine fortsat kæmper i regionen.

Ifølge Lee Seong-kwen lyder det fra NIS, at Nordkorea “støttede Ruslands generobring af Kursk ved at indsætte 18.000 soldater i to faser”. Det skriver AFP.

Tidligere har ukrainske embedsmænd sagt, at Nordkorea i alt har sendt 14.000 soldater ind i krigen, herunder 3000 soldater som opfølgende forstærkning.

Landet har også leveret våben, herunder artilleriammunition og ballistiske missiler, har sydkoreanske embedsmænd tidligere sagt.

Den russiske regering indgik sidste år en forsvarsaftale med Nordkorea.

Forsvarsaftalen betyder blandt andet, at begge lande er forpligtede til “øjeblikkeligt” at yde militær bistand, hvis det andet land bliver invaderet.

Regeringen markerer 80-året for befrielsen med F-35-fly og musik

Der bliver både sang fra den danske kunstner Peter Sommer og Sankt Annæ Pigekor, når regeringen søndag inviterer til markeringen af 80-året for befrielsen på Kastellet i København.

Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse med program for arrangementet, der varer fra klokken 13 til klokken 15.30.

I løbet af dagen vil der også være kranselægning, fællessang med Katrine Muff og taler fra en række ministre herunder forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

Det vil også være muligt for gæster at se de nye F-35-kampfly flyve over kastellet som en del af markeringen.

Peter Sommer vil til arrangementet blandt andet optræde med en nyfortolkning af en sang fra besættelsen.

Danmark var under Anden Verdenskrig besat frem til 1945 – Bornholm dog frem til april 1946.

Den 4. maj om aftenen i 1945 blev den tyske overgivelse bekendtgjort.

For 80 år siden blev de forhadte mørklægningsgardiner flået ned i folks hjem, og siden har mange sat lys i vinduerne som en markering.

Samme dag markeres 80-året også i Mindelunden i Ryvangen i København. Her blev modstandsfolk henrettet og begravet under krigen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) og kongeparret samt dronning Margrethe og andre spidser vil deltage ved det arrangement. Det skrev Statsministeriet i en pressemeddelelse tirsdag.

– Fred og frihed har en pris. Demokrati kræver handling. Det er 4. maj et vidnesbyrd på. I 80 år har aftenen været vigtig for os danskere. I år har markeringen en særlig klang, lød det fra statsministeren i meddelelsen.

Det er uvist, hvad hun henviser til, men det kan være Ruslands aggression og angreb mod Ukraine for tre år siden, hvor russerne gik fuldtonet ind i nabolandet efter at have annekteret Krim-halvøen i 2014.

Brand på hotel i Indien koster mindst 15 personer livet

En brand på et hotel i den indiske by Kolkata har kostet mindst 15 personer livet.

Det oplyser indisk politi onsdag morgen dansk tid, skriver nyhedsbureauet AFP.

Fra Manoj Vera, som er chef for politiet i Kolkata, lyder det således, at der er “mindst 15 ofre”.

Flere på hotellet måtte under branden kravle ud af vinduerne og op på taget for at flygte fra flammerne, fortæller han.

– Flere personer blev reddet fra deres værelser og fra hotellets tag, siger Manoj Vera.

Branden, som brød ud tirsdag aften, er nu under kontrol, lyder det videre.

Kolkata ligger i det østlige Indien.

Det er ikke en sjælden begivenhed, at der udbryder brand i bygninger i Indien.

Det skyldes blandt andet, at mange bygninger ikke er udstyret med brandslukningsudstyr, og at sikkerhedsforanstaltninger i tilfælde af brand typisk ikke prioriteres højt.

Det indiske nyhedsbureau Press Trust of India har offentliggjort videoer af bygningen med høje flammer op ad murene.

Ifølge nyhedsbureauet kunne “flere personer ses forsøge at flygte gennem vinduerne og via de snævre afsatser” på siden af hotellet.

USA melder at have ramt over 1000 mål i Yemen siden marts

Amerikanske styrker har angrebet mere end 1000 mål i Yemen siden midten af marts.

Det meddeler USA’s forsvarsministerium, Pentagon.

Siden 15. marts har U.S Central Commands angreb således “ramt over 1000 mål, dræbt houthi-krigere og -ledere og forringet deres (houthibevægelsens, red.) evner”, siger talsperson for Pentagon Sean Parnell i en udtalelse.

U.S Central Command er en kommando i det amerikanske forsvarsministerium med ansvar for indsatsen i Mellemøsten.

Natten til onsdag dansk tid oplyser det britiske forsvarsministerium desuden, at Storbritannien sammen med USA har angrebet mål med forbindelse til houthibevægelsen.

– Britiske styrker deltog i en fælles operation med amerikanske styrker mod militære houthi-mål i Yemen, lyder det i en udtalelse.

Det britiske flyvevåben, Royal Air Force (RAF), har i den forbindelse angrebet flere bygninger, der ligger omkring 25 kilometer syd for Yemens hovedstad, Sanaa.

Ifølge RAF brugte houthibevægelsen de pågældende bygninger til fremstilling af droner.

Det står ikke klart, præcis hvornår dette angreb fandt sted.

Storbritannien har deltaget i amerikanske angreb mod houthibevægelsen siden begyndelsen af 2024.

Natten til mandag sagde det amerikanske militær, at det siden midten af marts havde ramt mere end 800 mål i Yemen.

Der er med nattens opdatering dermed tale om en opjustering på 200.

Pentagon sætter i nattens udtalelse dog ikke tal på, hvor mange medlemmer af den militante houthibevægelse der er blevet dræbt.

Houthierne begyndte at angribe fragtskibe i 2023. Ifølge gruppen skete det i solidaritet med palæstinenserne i Gazastriben, som Israel – USA’s allierede – har udført massive angreb mod.

Houthiernes angreb har forhindret skibe i at passere gennem Suez-kanalen, der er en vigtig rute for international skibstrafik. Normalt sejler 12 procent af verdens skibstrafik gennem kanalen.

AFP

Smartphones er med til at løfte Samsungs overskud

Techgiganten Samsung Electronics’ driftsoverskud landede i årets første kvartal på 4,6 milliarder dollar, hvilket svarer til omkring 30,2 milliarder kroner.

Overskuddet er dermed 1,2 procent højere end resultatet i samme kvartal af 2024.

Det meddeler selskabet onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Samsung Electronics er en af verdens største producenter af hukommelseschips og smartphones.

Selskabet er flagskibet i den sydkoreanske Samsung Group, som er det suverænt største af Sydkoreas familieejede konglomerater.

I første kvartal, der dækker perioden fra januar til marts, steg selskabets salg med ti procent sammenlignet med sidste år, lyder det.

Ifølge AFP har særligt salget af smartphones spillet en rolle i resultaterne, der lander i en tid, som ellers er præget af handelsspændinger fra USA.

Analytikere siger, at det i høj grad drejer sig om salget af de nye Galaxy S25-smartphones, der kom på markedet i februar.

Samsung Electronics’ “tidlige introduktion af AI-funktioner, som begyndte med Galazy S24 og blev fremhævet i S25, gav det en stærk og konkurrencedygtig kant”, siger Sheng Win Chow, som er analytiker ved selskabet Canalys, der laver markedsresearch, til AFP.

Sydkorea og USA arbejder aktuelt på en såkaldt handelspakke, som skal forhindre, at varslet amerikansk told træder i kraft.

USA’s præsident, Donald Trump, har sat varslede toldsatser på pause, men de skal efter planen gælde fra juli.

Sydkorea – som er en af USA’s vigtigste handelspartnere – løftede tidligere på måneden sløret for en investering på fem milliarder dollar, hvilket svarer til knap 33 milliarder kroner, i landets elektronikindustri.

Det skete på baggrund af en “voksende usikkerhed” udløst af de amerikanske toldtrusler, lød det.

Trump roser sin egen politik efter 100 dage på posten

På et vælgermøde i Warren i den amerikanske delstat Michigan fejrer Donald Trump natten til onsdag dansk tid sine første 100 dage som USA’s præsident.

Her fremhæver han, hvad han beskriver som enorme økonomiske sejre, samtidig med at han angriber demokraterne, herunder den tidligere præsident Joe Biden.

– Vi er samlet her i hjertet af vores land i aften for at fejre de mest succesfulde første 100 dage for nogen administration i vores lands historie.

Han fremhæver blandt andet den grænsekontrol og de massedeporteringer, som Trump-administrationen har sat i værk.

– Der har aldrig været så stor en forskel på noget som helst som forskellen på grænserne i dag og grænserne for blot seks måneder siden. Så jeg vil sige: Tillykke, USA. Det var på tide, lyder det fra præsidenten.

Det er ifølge nyhedsbureauet Reuters det største arrangement, som Trump har afholdt, siden han blev indsat som præsident den 20. januar i år.

Amerikanerne har fået et køligere forhold til Trumps bedrifter som præsident i de seneste uger.

Det er særligt Trump-administrationens økonomiske forvaltning midt i en tid med voldsom inflation samt dens aggressive toldafgifter på varer fra næsten alle lande i verden, der bekymrer amerikanerne.

Trump selv siger på vælgermødet, at USA under hans første præsidentperiode fra 2017 til 2021 havde “den bedste økonomi i vores lands historie”.

– Vi gjorde det fantastisk, og vi gør det endnu bedre nu, lyder det.

Han siger desuden, at “inflationen er stort set nede, og renten er faldet”.

Investeringsdirektør i pensionsselskabet Sampension Henrik Olejasz Larsen mener, at det er svært at genkende det billede, som Trump tegner af sin første tid i Det Hvide Hus.

– De første 100 dage med ham ved roret har ikke gjort godt for hverken den globale økonomi eller de finansielle markeder.

– Tværtimod har det været en hæsblæsende omgang med blandt andet skiftende meldinger om toldsatser fra Trump-lejren. Det har betydet store og vedvarende udsving på aktiemarkederne, der set over hele perioden generelt har peget nedad, siger Henrik Olejasz Larsen.

Han siger videre, at investorerne bør indstille sig på, at fremtiden også byder på uforudsigelighed, og at det “mere vil være reglen end undtagelsen fra Trumps side”.

Reuters

39 personer meldes såret i dødeligt angreb mod Ukraine

Russiske angreb mod de ukrainske byer Dnipro og Kharkiv har kostet mindst en person livet og såret 39 andre.

Det siger ukrainske myndigheder natten til onsdag, skriver nyhedsbureauet AFP.

Angrebene finder sted, efter at Ruslands præsident, Vladimir Putin, mandag varslede en midlertidig våbenhvile, der ifølge AFP vil strække sig fra 8. til 10. maj.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har kaldt den varslede våbenhvile for et “forsøg på manipulation”.

Ifølge Serhij Lysak, som er guvernør i den centrale region Dnipropetrovsk, har et “massivt” droneangreb fundet sted i byen Dnipro, hvor en er blevet dræbt.

– Der er flere brande i byen. Private hjem er blevet beskadiget, skriver Lysak ifølge Reuters på Telegram.

Borys Filatov, som er borgmester i Dnipro, bekræfter ifølge AFP, at en indbygger i byen er død som følge af angrebet.

Dnipro har længe været skånet for de værste angreb fra Rusland siden invasionen i februar 2022. Presset på byen er dog taget til i takt med russiske forsøg på at få kontrol over flere områder.

Tirsdag var der således meldinger om evakueringer af borgere fra Dnipropetrovsk.

Borgmester i Kharkiv, Ihor Terekhov, siger samtidig, at 39 personer er blevet såret i de seneste angreb mod byen. Borgmesteren meldte tidligere om 16 “angreb” mod byen, der ligger nær grænsen til Rusland.

Det fremgår ikke, om nogen af de 39 er i livsfare.

– Et højhus med lejligheder blev ramt, og det blev private hjem, sundhedsfaciliteter og civil infrastruktur også, skriver Terekhov ifølge Reuters på Telegram.

Også fra den russiske side af grænsen er der meldinger om angreb.

Alexander Khinshtein, som er konstitueret guvernør i Kursk-regionen, skriver på Telegram, at et droneangreb mod en forstad i byen Rylsk har såret tre personer – heriblandt to som modtager behandling for deres skader på et hospital.

Trump i joke til journalister: Jeg vil gerne være pave

Den amerikanske præsident, Donald Trump, laver tirsdag sjov med, at han gerne vil overtage embedet som overhoved for den katolske kirke efter pave Frans, der døde i sidste uge.

Det siger han tirsdag aften i Washington D.C., før han flyver til Michigan, hvor han afholder vælgermøde i anledning af sine første 100 dage som præsident.

Adspurgt til, hvem han mener bør efterfølge pave Frans, lyder svaret fra præsidenten:

– Jeg vil gerne være pave. Det ville være mit førstevalg, siger han, hvorefter der lyder spredt latter fra de fremmødte journalister.

Trump siger videre, at han ikke har nogen præference, men nævner så en kardinal fra New York.

– Jeg må sige, at vi har en kardinal, som kommer fra et sted, der hedder New York. Han er meget god, så nu må vi se, hvad der sker, lyder det.

Kardinal Timothy Dolan er ærkebiskop i New York. Han er ikke på listen over mulige kandidater til at blive pave. Det er til gengæld en anden amerikaner, nemlig kardinal Joseph Tobin, der er ærkebiskop i Newark i New Jersey.

Den katolske kirke har aldrig haft en amerikansk pave.

Trump og førstedame Melania Trump deltog i pave Frans’ begravelse i weekenden, hvor mindst 130 udenlandske delegationer deltog.

Pave Frans døde 2. påskedag i sit hjem af et slagtilfælde og efterfølgende hjertestop. Han blev 88 år. Han kom fra Argentina og var den første pave nogensinde fra Latinamerika.

Han blev stedt til hvile i basilikaen Santa Maria Maggiore – fire kilometer fra Peterskirken i Vatikanstaten.

Han og Trump har flere gange kritiseret hinanden i løbet af de sidste ti år, særligt på grund af pavens sympati for migranter. Trump ønsker at deportere migranter.

Fra den 7. maj vil kardinaler fra hele verden mødes i et hemmeligt konklave for at udvælge den næste pave. Der er ingen åbenlys spidskandidat.

Reuters

68-årig kvinde er død – påkørt af formodet flugtbilist

En 68-årig kvinde er afgået ved døden efter at være blevet påkørt på Englandsvej ved Store Magleby i Dragør.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Mads Østermark.

– Det var to fodgængere, der blev ramt, hvor den ene afgik ved døden. De stod formentlig og ventede på bussen, lyder det.

Den anden fodgænger – kvindens mand – er ikke tilskadekommen, lyder det.

– Vi er ved at afdække, hvad der er sket, for der skete en flugt fra ulykkesstedet. Vi formoder, at de blev påkørt af en bil, siger vagtchefen.

Politiet modtog anmeldelsen omkring klokken 22.45. Redningspersonale ydede førstehjælp på stedet, hvorefter kvinden blev bragt på hospitalet. Her blev hun erklæret død.

Ulykken skete ved et busstoppested, hvor der er afspærret, og politiets kriminalteknikere går rundt og lyser med lommelygter på nogle cykler, oplyser Ritzaus udsendte på stedet.

En bilinspektør er på stedet for at undersøge, hvad der er sket. Politiet “efterforsker bredt”, siger Mads Østermark.

– Vi undersøger med alt, hvad vi har. Vi indsamler viden med både hunde, vi prøver at få fat i videoovervågning, og vi undersøger bredt på stedet. Vi er stadig til stede derude, siger han.

De pårørende er underrettet.

Kongen betoner tilhørsforhold til Grønland efter fjeldtur og fangst

Til middag med en lang række grønlandske politikere rundede kong Frederik en tirsdag af i Nuuk, som blandt andet bød på både fjordsejlads og en tur i fjeldene bag Nuuk.

– Jeg føler mig meget hjemme, sagde kongen, som tidligere på dagen var landet i Nuuks lufthavn.

– Det gør jeg altid, når jeg kommer til Grønland, og det er dejligt at være her igen, sagde kongen iført blå anorak på vej ind til middagen i Hans Egedes Hus.

Her deltog også blandt andre den grønlandske regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, som var vært og dagen igennem havde gjort kongen følge.

Besøget finder sted på et tidspunkt, hvor der er stærkt skærpet fokus på Grønland på grund af den amerikanske præsident Donald Trumps fortsatte interesse.

Men kongen bedyrede selv tidligere på tirsdagen, at han ikke var på “mission” for Danmark. Han “rejser” til Grønland, lød det.

Dagen bød på både smil og grin undervejs.

Det gjaldt ikke mindst, da kongen satte sig ind i en såkaldt UTV – et særligt terrængående køretøj – med Jens-Frederik Nielsen på bagsædet.

Sneen stod op ad siderne på UTV’en, mens de to satte kursen mod fjeldene bag Nuuk langt fra den fremmødte presse.

Tidligere på tirsdagen havde de også været på fjordsejlads, hvor kongen fangede en rødfisk.

– Det er svært at bevare pessimismen, når man er her, sagde kongen undervejs på bådturen.

Kongens tur har ellers været præget af vejrmæssige udfordringer.

Oprindeligt skulle han være ankommet mandag – hvilket blev udskudt til tirsdag. Og en tur senere på ugen med Siriuspatruljen, som kongen i 2000 var på ekspedition med, blev ligeledes aflyst på grund af vejret.

Onsdag skal han besøge Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik.

Trump lemper biltold for at hjælpe amerikanske bilproducenter

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har tirsdag underskrevet et dekret, der skal mildne slaget fra de nyligt indførte toldsatser for bilproducenter, der producerer i USA.

Det oplyser unavngivne embedsmænd fra Trump-administrationen ifølge flere medier, heriblandt New York Times.

Ændringen vil gøre, at bilproducenter, der betaler 25 procent told på bilimport fra udlandet, ikke underlægges andre afgifter på for eksempel stål og aluminium.

På vej til Michigan fra Washington D.C. kommenterer Trump tiltaget.

– Vi vil bare gerne hjælpe dem. Hvis de ikke kan få fat i bildele, vil vi ikke straffe dem, siger han.

3. april trådte en amerikansk told på 25 procent på udenlandske biler i kraft.

Trump har desuden varslet, at der senest den 3. maj vil træde en toldsats på bildele fra udlandet i kraft. Men også denne bliver midlertidigt lempet, har en unavngiven embedsmand fra handelsministeriet ifølge New York Times sagt tirsdag.

I det kommende år vil bilproducenter, der producerer i USA, få et fradrag på 15 procent af en bils detailpris. Et år senere vil fradraget være 10 procent. Derefter er fradraget ikke gældende længere.

Det vil give bilproducenterne tid til at flytte deres produktion af bildele fra udlandet til USA, siger embedsmanden.

Fradraget vil både være tilgængeligt for indenlandske og udenlandske virksomheder, lyder det.

Ledere af bilproducenter har lobbyet hos Trump-administrationen i ugevis, siden Trump først præsenterede tolden, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Bilproducenterne kommer stadig til indirekte at betale told på stål og aluminium, skriver New York Times. Deres leverandører får intet fradrag, og de kommer til at sende regningen videre til deres kunder, bilproducenterne.

En lempelse i dag vil derfor ikke løse den langsigtede udfordring for bilproducenterne, skriver analysevirksomheden Bernstein i et notat.

– De amerikanske bilpriser går op, netop som det økonomiske momentum forsvinder, lyder det ifølge Reuters.

Alligevel er bilproducenterne taknemmelige, lyder det fra blandt andre Ford, Stellantis og General Motors, som dog håber, at samtalerne med Trump-administrationen vil føre til flere undtagelser fra toldafgifterne.

Canadas Carney forventes at danne mindretalsregering

Premierminister Mark Carneys liberale parti får ikke nok stemmer til at danne en flertalsregering i Canada.

Det forudsiger tv-stationen CBC.

Det Liberale Parti vil i stedet danne en mindretalsregering, skriver CBC.

Canadas premierminister erklærede tirsdag morgen dansk tid sejr ved det canadiske parlamentsvalg.

Han ser frem til et konstruktivt samarbejde med alle partier i det canadiske parlament, har han sagt.

Mark Carney har siddet på premierministerposten siden 9. marts, hvor han afløste Justin Trudeau.

Det skete efter et formandsvalg i Det Liberale Parti.

Efter at Trudeau havde trukket sig, stod De Konservative til at vinde valget. Men stemmerne begyndte hurtigt at pege i en anden retning, skriver nyhedsbureauet AFP.

Årsagen var, at USA’s på det tidspunkt nytiltrådte præsident, Donald Trump, indledte en handelskrig mod Canada.

Og Carney, der som centralbankchef ledte Bank of Canada gennem finanskrisen i 2008 og 2009, overbeviste vælgerne om, at hans erfaring med økonomiske kriser gjorde ham til den rette kandidat til at trodse Trump.

Overraskende blev lederen af De Konservative, Pierre Poilievre, slet ikke valgt ind. Han vil dog forsøge at blive som oppositionsleder, har han sagt.

Trump har vakt vrede blandt mange canadiere med sin toldkrig og sine udtalelser om at gøre Canada til USA’s delstat nummer 51.

Mark Carney siger tirsdag, at han har blikket rettet mod de amerikanske naboer efter sin valgsejr ved parlamentsvalget. Carney har varslet, at han vil tale med USA’s præsident i de kommende dage.

Det amerikanske udenrigsministerium har tirsdag ønsket Carney og hans liberale parti tillykke med valgsejren.

– Relationen mellem USA og Canada er en af de mest omfattende i verden. Vi ser frem til at samarbejde med premierminister Carneys regering, siger udenrigsministeriets talsperson Tammy Bruce ifølge AFP.

Carney har talt med Trump efter valgsejren, lyder det fra premierministerens kontor. De to har desuden aftalt at mødes fysisk “i den nærmeste fremtid”.

– Lederne blev enige om vigtigheden af, at Canada og USA arbejder sammen – som selvstændige, suveræne lande – for deres fælles bedste, lyder det.

USA truer med at trække sig som fredsmægler i Ukraine-krig

Den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, advarer om, at USA trækker sig som mægler i fredsprocessen medmindre, at Rusland og Ukraine kommer med “konkrete forslag” til, hvordan krigen kan stoppe.

Det siger en talsperson for udenrigsministeren ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Vi har nu nået et punkt, hvor de to parter skal levere konkrete forslag til, hvordan denne konflikt kan afsluttes.

– Hvis der ikke sker fremskridt, vil vi trække os tilbage som mæglere i denne proces, siger talspersonen Tammy Bruce.

Det er langt fra gået så stærkt med at få fred i krigen mellem Ukraine og Rusland, som USA’s præsident, Donald Trump, havde varslet og håbet på.

Efter 100 dage som leder af USA og primus motor i forhandlingerne er krigen stadig i gang for fuld udblæsning.

Det Hvide Hus har tidligere sagt, at hvis der ikke snart sker hurtige fremskridt, så vil USA overveje at trække sig fra sin rolle som mægler. Trump har indikeret, at han vil give processen “to uger”.

Søndag understregede USA’s udenrigsminister, hvor vigtig denne uge bliver i bestræbelserne på at opnå våbenhvile.

Donald Trump har vist flere tegn på utålmodighed med begge parter og har blandt andet udtrykt, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, måske ikke har lyst til at stoppe krigen, skriver AFP.

Trump hævder, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, for at få fred er klar til at opgive Krim-halvøen, som Rusland annekterede i 2014. Det har den ukrainske leder gentagne gange afvist.

Den amerikanske præsident har også sagt, at han i en fredsaftale vil gå efter, at Rusland får 20 procent af Ukraines territorium.

Det er nogenlunde så stor en del af Ukraines territorium, som russisk militær har besat under den igangværende krig, der har raset siden februar 2022.

Rüdiger får seks karantænedage efter raseriudbrud

Det koster Real Madrid-profilen Antonio Rüdiger seks karantænedage, at han tændte af i slutminutterne af den spanske pokalfinale i lørdags.

Det skriver nyhedsbureauet AFP tirsdag aften med henvisning til en afgørelse fra Det Spanske Fodboldforbund.

Real Madrid mangler at spille fem ligakampe i indeværende sæson, så karantænen rækker ind i næste sæson.

Rüdiger var blevet udskiftet i den forlængede spilletid af pokalfinalen, da han i kampens slutfase flippede helt ud i området foran udskiftningsbænken, mens han hold var på vej mod et nederlag til ærkerivalen FC Barcelona.

Optagelser viste, at flere Real-folk måtte holde ham tilbage fra at løbe mod kampens dommer i raseri.

Ifølge dommeren kastede Rüdiger en genstand efter ham, og Rüdiger fik ligesom flere holdkammerater rødt kort i den hektiske slutfase.

Derfor skal han nu sidde over i seks kampe, men det skulle han formentlig alligevel.

Tirsdag formiddag meddelte Real Madrid nemlig, at Rüdiger har gennemgået en meniskoperation i venstre knæ og ikke kommer i kamp lige foreløbig.

Spanske medier skriver, at han næppe spiller igen på denne side af sommerferien, og at han også glip af Nations Leagues Final 4-stævne for Tyskland og sandsynligvis også sommerens klub-VM.

Rüdiger har undskyldt sin opførsel i pokalfinalen.

Foruden Rüdiger blev også Lucas Vazquez og Jude Bellingham udvist i slutfasen af den ophedede finale. Vazquez har fået to karantænedage, mens Jude Bellingham har fået annulleret sit røde kort.

Ældre mand med rollator blev fundet med ild i

Der gik tirsdag ild i en 85-årig mand med rollator på Vejporten i Hjortekær i Kongens Lyngby.

Det oplyser Jakob Tofte, der er vagtchef hos Nordsjællands Politi.

Politiet fik anmeldelsen klokken 17.46 og fandt efterfølgende en svært tilskadekommen mand.

– Patruljer har talt med manden, som nu er på vej til traumecentret, siger vagtchefen.

Man mistænker indtil videre ikke, at der ligger en kriminel handling bag.

– Vi laver de undersøgelser, vi skal, og taler med de folk, vi kan, og så skal vi selvfølgelig have fundet ud af, hvad årsagen til det her helt præcist er, lyder det videre.

Det var forbipasserende, der anmeldte episoden til politiet.

Hundredvis er mødt op for at se kongen drikke kaffe i Grønland

Hundredvis af mennesker er tirsdag aften dansk tid mødt op ude foran kulturhuset Katuaq i Nuuk for at få et glimt af kong Frederik.

Han ankom til stedet sammen med den grønlandske regeringschef Jens-Frederik Nielsen og skal deltage i traditionel kaffemik.

En kaffemik er en traditionel grønlandsk sammenkomst, hvor der drikkes kaffe og spises bagværk.

Spontant bliver der flere gange hujet og klappet ad kongen, som mange gerne vil tale med.

En af de fremmødte er Kaj Sandgreen. De seneste ugers massive omtale af Donald Trump og præsidentens ønske om at overtage Grønland har medvirket til, at han er mødt op tirsdag.

– Det har været sådan en uharmonisk stemning. Man frygter jo det værste, og at man bliver invaderet. Kongen kommer så og giver mig lidt fortrøstning, siger han.

– Jeg håber, at han kan se det også med vores øjne. At vi ikke vil være amerikanere og heller ikke danskere, men os selv.

Seancen er en del af et længere besøg i Grønland, som senere tirsdag tager kongen forbi Hans Egedes Hus, hvor den grønlandske regeringschef er vært for en middag.

Onsdag besøger kongen Grønlands Universitet. Det var herefter planen, at kongen skulle være rejst til Station Nord, der fyldte en stor del af hans tur.

Det skulle være sket i selskab med forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), men dårligt vejr har været skyld i, at den del er blevet aflyst.

Station Nord er den nordligst bemandede flyveplads i Grønland.

Besøget på Station Nord skulle markere, at det er 75 år siden, at Sirius-patruljen blev etableret. Kong Frederik var i 2000 med på en ekspedition med Sirius-patruljen i fire måneder som kronprins.

Tre personer dræbt efter skyderi i svensk by

Tre personer er blevet dræbt efter et skyderi i den svenske by Uppsala tirsdag.

Det bekræfter svensk politi tirsdag aften på politiets hjemmeside.

– Tre personer er bekræftet døde efter en skudepisode. Da politiet fortsat arbejder på at identificere de afdøde, vil politiet understrege, at ingen pårørende er blevet underrettet, skriver det svenske politi i meddelelsen.

– Politiet efterforsker hændelsen som drab, lyder det videre.

Ifølge det regionale dagblad Upsala Nya Tidning er ingen mistænkte blevet anholdt endnu. Motivet er endnu ukendt.

– Der er en eftersøgning i gang. Vi ved ikke, om det er en eller flere personer, som har gjort dette. Hvis vidner har set noget på stedet, opfordrer vi dem til at ringe 112, siger politiets talsperson Magnus Klarin til Upsala Nya Tidning.

Politiets talsperson oplyser til nyhedsbureauet Reuters, at man har informationer om, at en person har forladt stedet på et elektrisk løbehjul:

– Om denne person er gerningsmand, vidne eller har en anden forbindelse til hændelsen er på nuværende tidspunkt uklart.

Magnus Klarin siger til Aftonbladet, at politiet “her og nu ikke ser nogen fare for offentligheden”.

Skyderiet fandt sted på Vaksala torv i den centrale del af Uppsala, der ligger godt 60 kilometer nord for hovedstaden Stockholm. Ifølge svenske medier fandt skyderiet sted i nærheden af en frisørsalon.

Svensk politi oplyste tidligere tirsdag, at man lidt efter klokken 17 begyndte at få opkald fra borgere, der fortalte, at de havde hørt høje brag, der lød som skud i byens centrum.

Det fik politiet til at rykke talstærkt ud.

Flere personer blev herefter fundet med skader, der tydede på, at de var blevet ramt af skud, oplyste politiet.

Politiet har afspærret et større område omkring Vaksala torv, og en efterforskning er i gang på stedet. Beboere er ifølge flere svenske medier blevet evakueret.

En politihelikopter deltager også i eftersøgningsarbejdet.

SVT har talt med flere vidner på stedet, der hørte flere skud.

Et anonymt vidne siger til det svenske medie, at vedkommende hørte fem skud og så folk løbe i forskellige retninger og gemme sig.

Togforbindelserne til og fra Uppsala blev midlertidigt afbrudt på grund af skyderiet, men er tilbage i normal drift, skriver SVT.

Sveriges justitsminister, Gunnar Strömmer, siger til nyhedsbureauet TT, at en “brutal voldshandling har fundet sted i det centrale Uppsala”.

– Justitsministeriet er i tæt kontakt med politiet og følger situationen nøje, lyder det fra justitsministeren i en erklæring.

Uppsala har oplevet mange banderelaterede skyderier i det seneste årti, skriver Reuters. Sverige har de seneste år lidt under en bølge af banderelateret vold.

Politimyndighed efterforsker muligt læk af oplysninger i Sass-sag

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) efterforsker, hvorvidt der er sket læk af fortrolige oplysninger i sagen om den tidligere socialdemokratiske politiker Henrik Sass Larsen.

Det bekræfter politiklagemyndigheden til Politiken.

– Politiklagemyndigheden kan oplyse, at vi har modtaget en henvendelse om sagen fra Københavns Politi, og at Politiklagemyndigheden på den baggrund har indledt efterforskning i sagen, meddeler DUP til Politiken.

Politiklagemyndigheden oplyser ikke, hvornår efterforskningen er blevet indledt, eller hvilke oplysninger den efterforsker.

Berlingske kunne 21. marts fortælle, at en tidligere minister var under efterforskning for at besidde materiale med overgreb mod børn og være i besiddelse af en ulovlig børnesexdukke.

Mediet havde detaljer med om politiets efterforskning, som ikke var en del af anklageskriftet, som på det tidspunkt kun var få dage gammelt.

Henrik Sass Larsens forsvarsadvokat, Peter Lundmark Jensen, er tilfreds med, at Politiklagemyndigheden efterforsker det mulige læk.

– På dit direkte spørgsmål herom kan jeg fuldstændig afvise, at lækagen skulle stamme fra min klient eller mig selv, siger forsvarsadvokaten til Politiken.

Henrik Sass Larsen skal den 21. august i retten i sagen.

Han er tiltalt for at være i besiddelse af over 6200 billeder og 2200 filmsekvenser med overgrebsmateriale med børn og for at være i besiddelse af en ulovlig sexdukke, der ligner et barn.

Overgrebsmaterialet er opdelt i forskellige kategorier fra 1 til 3, alt efter hvor groft materiale der er tale om. Kategori 3 er det groveste.

Henrik Sass Larsen er tiltalt for at have besiddet samlet cirka 2404 billeder og filmsekvenser i kategori 1, 5638 billeder og filmsekvenser i kategori 2 og cirka 450 i kategori 3.

Besiddelse af overgrebsmateriale med børn og en børnesexdukke kan straffes med bøde eller op til et års fængsel.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]