Venstre står til dårligste valg nogensinde i ny prognose
Venstre står til tilbagegang i både DR’s og TV 2’s prognoser på valgaftenen.
I TV 2’s prognose står partiet klokken 22.20 til 10,1 procent af stemmerne, hvilket vil være det dårligste valgresultat nogensinde.
Det samme gør sig gældende i DR’s prognose omkring samme tidspunkt. Her står partiet til 10,4 procent af stemmerne.
En prognose er ikke et endeligt resultat, men en analyse baseret på valgstedsmålinger, optalte stemmer og relevante data fra meningsmålinger.
Det endelige resultat er endnu ikke optalt.
Venstres hidtil dårligste valgresultat er fra 1987, hvor partiet fik 10,5 procent af stemmerne. Ved det seneste valg i 2022 fik Venstre 13,3 procent af stemmerne.
I både DR’s og TV 2’s prognose ser partiet klokken 22.20 ud til at holde fast i pladsen som det største parti i blå blok.
Det er første folketingsvalg, hvor Troels Lund Poulsen er formand for Venstre. På valgkampens første dag sprang han desuden ud som statsministerkandidat.
Han har sagt, at hans førsteprioritet er en borgerlig regering, men at han ikke udelukker noget.
Både DR og TV 2 opdaterer løbende sin prognose efterhånden som flere stemmer bliver optalt.
Omkring klokken 22.20 står rød blok til 82 mandater, mens blå blok står til 79 mandater i DR’s prognose. Moderaterne ser ud til at få 14 mandater, som kan blive afgørende.
I TV 2’s måling står rød blok på samme tidspunkt til 83 mandater, blå blok står til 78 mandater, og Moderaterne står til 14 mandater.
I begge målinger står både Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance til fremgang. Danmarksdemokraterne ser ud til at gå tilbage.