Seneste nyheder

26. april 2026

Inflationen i USA tog et lille skridt tilbage i april

Inflationen i USA – det vil sige den årlige stigning i de amerikanske forbrugerpriser – blev opgjort til 2,3 procent i april.

Det viser en opgørelse fra det amerikanske beskæftigelsesministerium tirsdag eftermiddag dansk tid.

Til sammenligning lød den årlige stigning i de amerikanske forbrugerpriser på 2,4 procent i marts.

Inflationen holder sig dermed nogenlunde i ro, skriver Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

– Det kunne for kort tid siden ellers se ud til at være en stakket frist, hvor voldsomme toldforhøjelser har haft potentialet til at trække den amerikanske inflation op.

– Men i øjeblikket blæser lidt mildere vinde over toldsituationen, og risikoen for en mærkbar stigning i den amerikanske inflation er dampet lidt af. Og inflationen holder sig i ro for nu, lyder det.

En decideret toldkrig mellem Kina og USA har udspillet sig de seneste uger, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, hævede toldsatserne som del af en større økonomisk plan.

Det førte til, at de to lande skiftevis hævede satserne på hinandens varer.

Told er en importafgift, som lægges på varer, der produceres i udlandet.

Mandag lød det så fra begge lande, at man ville sænke de høje toldsatser på hinandens varer markant i en periode på 90 dage.

USA sænker tolden på kinesiske varer fra 145 procent til 30 procent, og Kina sænker sin told på amerikanske varer fra 125 procent til 10 procent.

Bjørn Tangaa Sillemann, der er chefanalytiker hos Danske Bank, regner med, at der vil gå noget tid, inden man vil se en eventuel indvirkning på inflationen.

Det skyldes, at mange selskaber i USA ifølge ham fik fyldt lagrene godt op med importvarer, inden tolden slog igennem.

De har altså i første omgang undgået en højere toldregning.

Person er omkommet i arbejdsulykke da bygning styrtede sammen

En person er død i forbindelse med en arbejdsulykke tirsdag i Fredericia. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Ulykken er sket i forbindelse med, at en bygning på Nordre Kobbelvej styrtede sammen.

Yderligere en person er kommet til skade og er under behandling, oplyser politiet på det sociale medie X.

Hos brandvæsenet har den vagthavende operationschef oplyst, at man fik anmeldelsen klokken 12.50.

– Vi bliver alarmeret til en sammenstyrtet bygning, hvor meldingen går på, at der er to personer fanget under bygningen, siger Jesper Damm.

Bygningen, der er styrtet sammen, er en form for stort skur, der stod ved siden af en større industribygning. Skuret var i en etage, og det var primært bygget af træ.

De personer, der blev fanget i forbindelse med sammenstyrtningen, var ved at udføre noget arbejde på bygningen. Det er uvist, hvorfor skuret styrtede sammen.

Hurtigt efter brandvæsenets ankomst blev de to reddet ud og overdraget til ambulancefolk på stedet.

– Vi kunne relativt hurtigt få løftet nogle konstruktionsdele væk og få de her personer taget ud, siger den vagthavende operationschef.

Tirsdag eftermiddag har politiet ikke frigivet oplysninger om alderen på de to personer. De pårørende til den dræbte er underrettet.

Arbejdstilsynet er blevet tilkaldt for at deltage i undersøgelsen af sagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Politiet ønsker hjælp i sag om overgreb på piger

En yngre mand mistænkes for at have begået seksuelle overgreb mod mindreårige piger, som han fik kontakt med på sociale medier.

Indtil nu er der identificeret to ofre, oplyser Københavns Vestegns Politi tirsdag på det sociale medie X. Men der er mistanke om flere forurettede.

Manden, der er 21 år, kræves varetægtsfængslet. Det sker i et grundlovsforhør i Retten i Glostrup.

Kontakten til de to kendte ofre skete dels via en onlinetjeneste til salg af brugt tøj og dels et mere udbredt socialt medie, oplyser politiet.

Tirsdag beder politikommissær Kåre Laustsen om bistand fra offentligheden.

– Hvis nogen kender til lignende sager eller har oplysninger, der kan hjælpe politiet, vil vi meget gerne høre fra dem, udtaler han i en pressemeddelelse fra politikredsen.

Varmt vejr ser ud til at fortsætte kun afbrudt af få dråber regn

De kommende uger fortsætter det tørre forårsvejr, men en smule regn kan falde lokalt.

Det viser en månedsprognose for uge 21, 22 og 23 fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

I uge 21 er det de østlige egne, der lokalt kan få små byger. I uge 22 og 23 er der derimod mulighed for regn i vest.

Men for alle tre uger gælder, at nedbørsmængderne ventes meget under eller lidt under de normale mængder, skriver DMI.

I uge 21 giver et højtryk tørt, stille og solrigt vejr med dagstemperaturer mellem 15 og 22 grader.

Haveejere må vente med at glæde sig over vand fra oven, for i denne uge ventes kun mellem nul og fem millimeter regn.

I uge 22 falder temperaturerne en anelse til mellem 14 og 20 grader. Særligt mod vest kan der falde op mod 15 millimeter regn.

Det samme gør sig gældende for den efterfølgende uge 23.

Tidligere i maj varslede DMI risiko for landsdækkende tørkedøgn senere i maj.

Et tørkedøgn defineres ved, at det landsdækkende tørkeindeks er over 8,9.

Indekset går fra 0 til 10. Indekstallet 0 betyder, at det øverste lag af jord er mættet med vand, mens 10 betyder, at jordlaget er udtørret.

DMI skriver, at vejrsignaler kan forudsiges ved hjælp af vejrmodeller i op til seks uger frem i tiden afhængigt af vejrtypen.

Månedsprognoser betragtes derfor i udgangspunktet som mere sikre end klimatologien, der dækker over det gennemsnitlige vejr fra 1991-2020.

To personer er reddet ud af sammenstyrtet bygning

To personer er blevet reddet ud af en sammenstyrtet et-etagers bygning i Fredericia.

Det bekræfter Jesper Damm, der er vagthavende operationschef ved TrekantBrand.

Brandvæsenet fik anmeldelsen klokken 12.50 tirsdag.

– Vi bliver alarmeret til en sammenstyrtet bygning, hvor meldingen går på, at der er to personer fanget under bygningen, siger Jesper Damm.

Bygningen, der er styrtet sammen, er en form for skur, der stod ved siden af en større industribygning. Skuret var i en etage, og det var primært bygget af træ.

De personer, der blev fanget i forbindelse med sammenstyrtningen, var ved at udføre noget arbejde på bygningen. Det er uvist, hvorfor skuret styrtede sammen.

Hurtigt efter brandvæsenets ankomst blev de to reddet ud og overdraget til redningsmandskab på stedet.

TrekantBrand kan ikke oplyse noget om personernes tilstand. Den vagthavende operationschef henviser til Sydøstjyllands Politi, som Ritzau har forsøgt at kontakte.

Klokken 14 er brandvæsenets arbejde på stedet afsluttet.

Wammen vil bygge ny regnemaskine for råderum efter flere fejlskøn

Finansministeriet skal være bedre til at udregne det økonomiske råderum, som er statens forventede overskud på sigt.

Det siger finansminister Nicolai Wammen (S), efter at der gang på gang er fundet mange milliarder kroner ekstra i statskassen. Det skyldes, at dansk økonomi har klaret sig ekstraordinært godt trods corona, krig og inflation.

Der er igangsat et metodeeftersyn af de mellemfristede fremskrivninger, hvilket er en erkendelse af, at de nuværende modeller ikke kan rumme den udvikling, som har fundet sted de seneste år.

– Noget af det, vi har været for dårlige til at forudse, er udviklingen i beskæftigelsen, og det har i øvrigt også været de indtægter, vi får fra dansk erhvervsliv med deres eksport.

– Man kigger på mange elementer med henblik på, at vi fremadrettet forhåbentlig kan blive så præcise som muligt, siger Nicolai Wammen.

Det økonomiske råderum er siden folketingsvalget i 2022 blevet opjusteret flere gange med i alt 45,5 milliarder kroner frem mod 2030. Nu er endnu en “betydelig opjustering” på vej.

Den ventes senest i slutningen af juni ifølge Nicolai Wammen.

– Hvor stor, den bliver, ved vi ikke endnu, men det er min forventning, at den bliver betydelig, siger finansministeren.

Dansk økonomi klarer sig historisk godt på grund af rekordhøj beskæftigelse, fordi flere ældre og indvandrere arbejder, samt fordi der er kommet væsentligt mere international arbejdskraft end ventet.

Oppositionspartier mener, at regeringen ofte finder penge frem via opjusteringer af det økonomiske råderum, når det er politisk belejligt.

Derved holder regeringen på informationerne, så andre partier ikke får idéer til, hvad pengene kan bruges på, lyder kritikken.

For eksempel blev en opjustering af råderummet på 21,25 milliarder kroner meldt ud 19. februar. Få timer senere lancerede regeringen en fond med i alt 50 milliarder kroner for i år og næste år, som skulle bruges til indkøb til Forsvaret.

Nicolai Wammen afviser kritikken blankt.

– Jeg er heller ikke tilfreds med, at man ikke har ramt mere præcist, når vi kigger bagud. Derfor har jeg og Finansministeriet sat det her arbejde i gang.

– Men jeg kan ikke genkende billedet af, at vi finder penge, når det er belejligt.

Spørgsmål: Kan du garantere, at man vil ramme mere præcist med det økonomiske råderum fremover, end man har gjort siden valget i 2022, når det nye system bliver implementeret?

– Det er den klare hensigt med det. Med den tilføjelse, at jeg forventer, at vi kommer med en betydelig opjustering af råderummet i juni, også når den nye model er færdiggjort, siger Nicolai Wammen.

– Men derefter er det hensigten, at vi skal ramme mere præcist, end vi har gjort historisk set.

Tre mænd sigtet for voldtægt af yngre kvinde i Køge

Tre mænd er blevet anholdt og sigtet for voldtægt af en kvinde i Køge.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet har tirsdag formiddag været synligt til stede på Gymnasievej, efter at en kvinde i 20’erne klokken 06.24 anmeldte, at hun havde været udsat for en voldtægt i en lejlighed.

I forbindelse med efterforskningen af sagen har politiets arbejde tirsdag centreret sig om lejligheden i den østlige ende af Gymnasievej. Den er blevet undersøgt, og hundepatruljer har afsøgt området omkring.

Der har også været sat afspærringer op i forbindelse med sagen.

De tre anholdte mænd er 28, 33 og 36 år. De sigtes alle for voldtægt, bekræfter politiet.

Mændene er tirsdag eftermiddag taget med til afhøring og undersøgelser. Det er kort før klokken 14 ikke afgjort, om anklagemyndigheden vil kræve en eller flere af mændene varetægtsfængslet i sagen.

Det er også uvist, hvordan mændene forholder sig til sigtelsen mod dem, og hvorfor politiet mener at kunne koble dem til forbrydelsen.

Det fremgår ikke, om mændene har en relation til den pågældende kvinde, og hvad den i så fald måtte være.

Mens politiet arbejde i området, har lokalpolitiet en mobil politistation ved Gymnasievej/Parkvej. Alle er velkomne til at komme forbi til en snak om politiets arbejde, eller hvad der ellers måtte fylde, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Indien dræber mistænkte militante i Kashmir under våbenhvile

Tre mistænkte oprørere er blevet dræbt i den indisk-kontrollerede del af Kashmir i en skududveksling med indiske soldater.

Det oplyser det indiske militær tirsdag.

Ifølge hæren fik en særlig antioprørsenhed i hæren informationer om, at der var militante i en skov i den sydlige del af Kashmir-dalen.

Skoven ligger omkring 65 kilometer fra Pahalgam, hvor 26 personer – hovedsageligt indiske turister – i april blev dræbt af skud i Kashmir.

Det angreb førte til de værste kampe mellem Indien og Pakistan siden 1999 og en fortsat særdeles anspændt situation.

Efter at enheden fik meldinger om, at der var militante, blev der igangsat en operation for at finde og dræbe de formodede oprørere.

– Under operationen åbnede terroristerne ild, og der fulgte en intens ildkamp, hvilket førte til, at tre hardcore-terrorister blev elimineret, skriver den indiske hær på det sociale medie X.

Efter flere dage med angreb nåede de to atommagter lørdag frem til en aftale om en våbenhvile.

Den anspændte situation mellem de to atommagter har vakt bekymring blandt mange verdensledere.

Kashmir, som er den eneste region i Indien med muslimsk flertal, har i årtier været centrum for splid mellem det muslimske Pakistan og det overvejende hinduistiske Indien.

Pakistan kontrollerer de vestlige og nordlige områder af Kashmir. Indien kontrollerer størstedelen af det øvrige Kashmir, mens Kina også kontrollerer en del af de nordlige områder.

AFP

Københavns Lufthavn med lille fremgang i vinterkvartal

Bortset fra vinterferien plejer der at være forholdsvist roligt i Københavns Lufthavn i årets første tre måneder, hvor rejseaktiviteten traditionelt er begrænset.

Det kan ses i lufthavnens regnskab for første kvartal i år, hvor passagertallet steg med 0,4 millioner til 6,2 millioner.

Det øgede antal passagerer betød en fremgang i omsætningen på fire procent til 1,075 milliarder kroner.

På bundlinjen var der 80 millioner kroner tilbage efter skat, hvilket er fire millioner kroner bedre end for et år siden.

Sygeplejerske på IS-hospital tiltales for at fremme terror

En kvinde kan tiltales for at have fremmet terror ved at have arbejdet som sygeplejerske på et Islamisk Stat-hospital samt ved at have været hjemmegående husmor til mindreårige børn og hustru til personer, der var aktive i Islamisk Stat (IS).

Det fremgår af en pressemeddelelse fra anklagemyndigheden.

Ifølge anklagemyndigheden har den i dag 35-årige kvinde fremmet terror i perioden fra december 2014 til september 2018.

– Vi mener, der er beviser for, at den 35-årige kvinde ved at virke som sygeplejerske på et IS-hospital og som hjemmegående husmor til mindreårige børn og hustru til personer, der var aktive i IS, bidrog til, at IS kunne opretholde og konsolidere sin position i området, siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas fra Statsadvokaten i København i pressemeddelelsen.

Hun kalder det for en skærpende omstændighed, at kvinden arbejdede som sygeplejerske.

Den 35-årige kvinde er foruden terrorfremme tiltalt for at have opholdt sig ulovligt i en konfliktzone. Der er tale om områder af Syrien, hvor IS var part i en væbnet konflikt.

Denne lovovertrædelse skulle være sket fra 30. september, hvor forbuddet trådte i kraft, og frem til september 2018.

Sygeplejersken og hendes to børn kom til Danmark fra al-Roj-lejren i Syrien den 22. juni 2023. Hun har siddet varetægtsfængslet i sagen siden 23. juni forrige år.

Kvinden havde dobbelt statsborgerskab, da hun som 25-årige rejste til Syrien med sin daværende mand, men hun har siden fået frataget sit danske statsborgerskab. Derfor vil anklagemyndigheden kræve kvinden udvist.

Det er forventningen, at kvinden vil erkende sig skyldig i de alvorlige anklager. Der er derfor alene afsat en enkelt retsdag til sagen. Det er 30. juni i år i Københavns Byret.

Når det er forventningen, at en person vil tilstå, er vedkommende formelt set kun sigtet. I selve retsmødet bliver det så vurderet, om kvinden kan erkende sig skyldig i et omfang, så der kan rejses tiltale. Det vil så ske i retsmødet.

I terrorsager skal justitsministeren tiltræde, at der kan rejses tiltale, før det kan ske. Det har justitsministeren allerede gjort i den pågældende sag, oplyser anklagemyndigheden.

Rusland skruer ned for droneangreb før mulige forhandlinger

Russiske droneangreb på Ukraine natten til tirsdag var de hidtil mindst omfattende i år.

Det skriver nyhedsbureauet AP, mens internationalt fokus er på mulige fredsforhandlinger i Tyrkiet senere på ugen.

Ifølge det ukrainske luftvåben blev der affyret ti droner af Rusland natten til tirsdag. De blev alle ødelagt af Ukraine.

I løbet af weekenden foreslog Ruslands præsident, Vladimir Putin, at der skal være direkte forhandlinger mellem Rusland og Ukraine torsdag i Istanbul i Tyrkiet.

Zelenskyj sagde kort efter, at han er klar til at tale med Putin, og at han torsdag vil vente på den russiske præsident i Tyrkiet.

Endnu vides det ikke, om Putin vil dukke op.

Den russiske præsidents talsmand, Dmitrij Peskov, ønskede tirsdag ikke at udtale sig om præsidentens eventuelle deltagelse.

– Fra russisk side fortsætter vi med at forberede forhandlingerne, der er planlagt til torsdag. Det er alt, vi kan sige lige nu, sagde Peskov.

Herefter blev han ifølge nyhedsbureauet AFP spurgt, om han kunne sætte navn på det hold af forhandlere, der tager til Tyrkiet.

– Nej, lød svaret.

– Så snart præsidenten finder det nødvendigt, vil vi meddele det.

Det er anden dag i træk, at Rusland afviser at komme med en udmelding om Putin.

Den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyjs stabschef, Andrij Jermak, mener, at det vil være et klart tegn fra Rusland, hvis ikke Putin dukker op.

– Hvis Vladimir Putin afviser at komme til Tyrkiet, så vil det være det endelige signal om, at Rusland ikke ønsker at afslutte denne krig, og at Rusland ikke er villig eller klar til nogen forhandlinger, siger stabschefen i en udtalelse.

Mænd stjal sidespejle til værdi af to millioner kroner

To udenlandske mænd stjal 876 sidespejle til en værdi af ikke under to millioner kroner, og det koster dem tirsdag en dom på to år og tre måneders fængsel.

Desuden er de blevet udvist af Danmark og har fået forbud mod nogensinde at rejse ind i landet igen.

Dommen er afsagt af Retten i Lyngby, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

De mange sidespejle af stjålet på 438 forskellige adresser på Sjælland, og tyveriet gik hovedsageligt ud over folk med bilmærker såsom Audi, BMW, Mercedes og Tesla.

Mændene blev opdaget, da politiet i december sidste år fik standset nogle pakker, som var ved at blive sendt ud af landet. I dem var der en masse sidespejle.

Det lykkedes politiet at spore pakkerne tilbage til de to nu dømte mænd og deres opholdsadresse, hvor der blev fundet mange flere stjålne sidespejle.

Mændene, der i dag er 34 og 26 år, blev anholdt 19. december 2024 og har siddet varetægtsfængslet siden den følgende dag. Retten har afgjort, at de også skal sidde fængslet efter dommen.

Erfaren klubmand indstiller karrieren i Aalborg Håndbold

Den 32-årige bagspiller Martin Larsen indstiller til sommer karrieren i Aalborg Håndbold.

Det skriver den nordjyske håndboldklub i en pressemeddelelse.

Martin Larsen har med undtagelse af tre sæsoner i udlandet været med hele vejen for Aalborg Håndbold, som sidste år blev dansk mestrer.

Han er noteret for 365 kampe og 826 mål for klubben. Han har tre danske mesterskaber, to pokaltitler og en finaleplads i Champions League på cv’et.

Martin Larsen har gennem årene døjet med fire større knæskader, der hver gang har krævet ekstra arbejde for at komme tilbage til topniveauet, fortæller han.

– Den fysiske belastning ved at træne og spille kampe er derfor steget i takt med alderen, så jeg er helt afklaret med, at jeg nu skal indstille karrieren på banen, siger Martin Larsen i pressemeddelelsen.

– Jeg håber, at vi om en lille måneds tid kan fejre endnu et dansk mesterskab, hvilket jeg vil gøre alt for at være med til at sikre, tilføjer han.

Selv om den erfarne spiller lægger håndboldskoene på hylden, fortsætter han i en nyoprettet stilling som team manager i Aalborg Håndbold.

Politiet eskorterer aktivister ud af Mærsk-kontorer

Flere end 50 aktivister, herunder den svenske klimaaktivist Greta Thunberg, er tirsdag trængt ind på kontorer i København tilhørende Maersk Tanker, der er et af Mærsks datterselskaber.

Det skriver TV 2 Kosmopol.

Den Grønne Ungdomsbevægelse skriver i en pressemeddelelse, at den står bag, og at formålet er at sætte fokus på Mærsks rolle i klimakrisen. Aktivisterne har angiveligt i sinde at blive så længe som muligt.

Vicepolitiinspektør Simon Hansen fra Københavns Politi bekræfter, at en del demonstranter er dukket op på en erhvervsadresse på Holmbladsgade på Amager.

Anmeldelsen tikkede ind hos politiet klokken 09.40. Demonstranterne befandt sig både inden- og udenfor.

– Vi indledte en dialog med demonstranterne, for at finde ud af hvad de ville, siger vicepolitiinspektøren.

Samtidig er de blevet bedt om at forlade stedet.

– De personer, der ikke ville forlade bygningen frivilligt, bliver nu eskorteret ud, siger Simon Hansen kort efter klokken 11.

De, der eskorteres ud, sigtes for husfredskrænkelse, skriver politiet på det sociale medie X. Det fremgår ikke, hvor mange aktivister der er tale om.

Depardieu skyldig i overgreb på kvinder: Får betinget fængselsdom

Den franske skuespiller Gérard Depardieu får 18 måneders betinget fængsel for seksuelle overgreb.

Det har en domstol i Paris tirsdag afgjort, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Depardieu var anklaget for overgreb på to kvinder under optagelserne til filmen “Les volets verts” (“De Grønne Skodder”), som havde premiere i 2022.

Han har løbende nægtet sig skyldig. Det vides ikke, om han vil anke dommen.

Gérard Depardieu er en af de mest kendte skuespillere i Frankrig. Han har medvirket i utallige franske film, men også internationale film som “Hamlet”, “Life of Pi” og Ole Bornedals “Jeg er Dina”.

Murray stopper som træner for Djokovic kort før French Open

Andy Murray stopper som en del Novak Djokovics trænerteam efter et halvt år.

Det skriver Sky Sports og flere andre medier.

– Tak, træner Andy, for alt det hårde arbejde, sjov og støtte i løbet af de seneste seks måneder på og uden for banen, skriver Novak Djokovic på Instagram.

Andy Murray indstillede sin tenniskarriere sidste år. Forud for dette års Australian Open udpegede Novak Djokovic den tidligere verdensetter Murray som træner.

– Tak til Novak for den fantastiske mulighed for at arbejde sammen og tak til hans team for alt deres hårde arbejde de sidste seks måneder, lyder det fra Andy Murray ifølge Sky Sports.

Serbiske Novak Djokovic har taget et formdyk den seneste tid og ligger i øjeblikket nummer seks på verdensranglisten.

I slutningen af maj forsøger Djokovic at vinde sin fjerde French Open-titel på grusbanerne i Paris.

Djokovic er rekordholder med i alt 24 grand slam-titler i single. Murray, der har vundet tre af slagsen, stoppede karrieren efter sommerens OL.

Djokovic og Murray er begge 37 år og har kendt hinanden siden juniortiden.

De har aldrig lagt skjul på, at de uden for banen har haft et godt forhold til hinanden, selv om de også var konkurrenter.

Knallertfører mistede balancen i højresving og kørte galt

En mand på knallert er kommet alvorligt til skade, i forbindelse med at han natten til tirsdag mistede balancen i et højresving i Viborg.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til TV Midtvest og Ritzau.

Politiet fik klokken 00.30 en anmeldelse om færdselsulykken, der er sket i krydset mellem Banevejen og Gammel Århusvej i Viborg.

Den 32-årige fører af knallerten har ifølge politiet formentlig ramt kantstenen, da han drejede fra Banevejen i retning mod Gammel Århusvej, og i den forbindelse er han væltet.

Selv om man kun må køre én person ad gangen på en tohjulet knallert, sad der under ulykken to personer på det pågældende køretøj. Den anden er en jævnaldrende person.

Politiet og to ambulancer blev tilkaldt til stedet, og både fører og passager blev kørt til behandling for deres skader.

Det ser ifølge vagtchefen ud til, at ingen af personerne havde styrthjelm på, da ulykken indtraf. Særligt føreren er blevet ilde tilredt og har blandt andet hovedskader, oplyser politikredsen tirsdag morgen.

Hans nærmeste pårørende er blevet orienteret om sagen.

Passageren slap derimod uden alvorlig tilskadekomst ifølge TV Midtvest.

Der var ifølge politiet tale om en soloulykke.

Vestas-aktien banker op fra morgenstunden efter godt nyt fra USA

Der er rift om Vestas-aktien tirsdag morgen på den københavnske fondsbørs.

Aktien handles mere end 12 procent højere end ved børslukning mandag, og det skyldes formentlig nyheder fra USA.

MarketWire fortæller i hvert fald, at der er nyt om udfasningen af den såkaldte Inflation Reduction Act, der gav store tilskud til blandt andet grøn energi.

Præsident Trump har gjort klart, at han vil nedlægge alle støtteordninger til vedvarende energi.

Et nyt republikansk lovforslag tegner et billede af, hvordan støtten præcist skal udfases, og det er godt nyt for godt Vestas.

– Vi mener, at forslaget er meget bedre end frygtet, vurderer analytikere fra Citibank ifølge MarketWire.

Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank, er enig i den vurdering. Han kalder forslaget “meget nådigt”.

– Det går på, at i stedet for en fuld reduktion her og nu, så ser vi nu på 2030.

– Og det kan man alt andet lige kalde en rolig udfasning, hvor Vestas’ kunder ved, hvad de har med at gøre, siger Jacob Pedersen til MarketWire.

De gode nyheder afspejler sig også i Ørsteds aktiekurs, der stiger omkring 6 procent.

Trump starter mellemøstrundtur med kronprinsmøde og kaffeceremoni

Den amerikanske præsident, Donald Trump, er tirsdag landet i Saudi-Arabien, hvor han begynder sin rundtur i Mellemøsten.

Her er han blevet modtaget af den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman, som er premierminister i Saudi-Arabien og anses for i praksis at være landets leder.

Også den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, er til stede ved mødet, der er blevet indledt med en traditionel arabisk kaffeceremoni.

Første stop på rundturen er i Riyadh, Saudi-Arabien, tirsdag. Derefter går turen til Qatar og De Forenede Arabiske Emirater.

For otte år siden var Saudi-Arabien også Trumps valg som den første store oversøiske rejse som præsident.

Saudiarabiske kampfly eskorterede præsidentflyet Air Force One på vej ind til den saudiarabiske hovedstad.

Trump skal under besøget blandt andet deltage i et topmøde for golfstaterne og tale ved et investeringsforum.

Under turen ventes Trump især at have fokus på de deals – eller aftaler – som Trump blandt andet med bogen “The Art of the Deal” igennem årene har markedsført sig på.

– Kilder i Det Hvide Hus har indikeret, at præsidenten vil fokusere på “deals”, skriver Daniel B. Shapiro for tænketanken Atlantic Council.

Nyhedsbureauet AP skriver, at aftalerne ventes at handle om kunstig intelligens, samarbejde på energiområdet og muligvis våbensalg til Saudi-Arabien.

Den saudiarabiske investeringsminister Khalid al-Falih siger ifølge AP samtidig med Trumps ankomst:

– Når saudiaraberne og amerikanerne slår sig sammen, sker der gode ting.

Op til besøget har Trump blandt andet spillet en vigtig rolle i at skaffe en våbenhvile mellem Indien og Pakistan.

I Gaza bekræftede den militante gruppe Hamas’ militære fløj mandag, at det israelsk-amerikanske gidsel Edan Alexander var blevet frigivet.

Britisk politi anholder mand efter brande ved Starmer-ejendomme

Britisk politi har tirsdag anholdt en 21-årig mand, som er mistænkt for at have påsat flere brande.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Anholdelsen finder sted, efter at der blandt andet har været brand ved en ejendom ejet af premierminister Keir Starmer.

Britisk beredskab fik både søndag og mandag anmeldelser om brande ved døre til to hjem i det nordlige London – begge har forbindelse til Starmer, skriver Sky News.

Ingen kom til skade i forbindelse med brandene.

Manden mistænkes for brandstiftelse med hensigt om at sætte andres liv i fare.

En brand i et køretøj i sidste uge undersøges også.

Starmer bor ikke længere i hjemmet, da han er flyttet til embedsboligen i Downing Street 10, efter at han i juli sidste år blev premierminister.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]