Seneste nyheder

22. april 2026

Anmeldere: Sass Larsens nye bog efterlader flere spørgsmål end svar

Henrik Sass Larsens bog “Tilbageslag” er en forsvarstale fra en mand på vej i retten.

Sådan skriver Jyllands-Posten i en anmeldelse af bogen, der udkommer tirsdag.

– Af samme grund giver det heller ikke mening at tildele bogen stjerner, fordi sandhedsværdien af ordene er umulig at vurdere. De overskygges i enhver henseende af de tragedier, der tårner sig op, lyder det.

Bogen udkommer forud for en retssag, hvor den tidligere socialdemokratiske minister er tiltalt for at være i besiddelse af over 6200 billeder og 2200 videoer med overgrebsmateriale mod børn.

Det er Sass Larsens forsøg på at forklare sig selv, skriver Jyllands-Posten. Men der er mange modstridende forklaringer.

Anmelderen peger på Sass Larsens forklaring om en børnesexdukke, som den tidligere politiker også er tiltalt for at besidde.

– Mine følelser er komplicerede. På den ene side har han selvsagt lov til at komme med sin forklaring. På den anden side er det ret åbenlyst, at han har begået ulovligheder, som er utilgivelige, lyder det i anmeldelsen.

Weekendavisen mener ligeledes, at Sass Larsens forklaring i bogen er svær at tro på.

– Man efterlades endnu engang med langt flere spørgsmål end svar – og man sidder på ingen måde tilbage med en klokkeklar tro på hans erklærede uskyld, lyder det i en anmeldelse af bogen.

I sidste uge medvirkede Sass Larsen i B.T.’s podcast “Q&CO”. Her forklarede han, hvorfor han var i besiddelse af overgrebsmateriale.

Ifølge Sass Larsen modtog han i 2018 et videoklip med et seksuelt overgreb mod ham selv, da han var tre år gammel.

Videoen blev startskuddet til, at han downloadede overgrebsmateriale med børn. Han ville “finde de skyldige”, sagde den tidligere minister i B.T.-podcasten.

Med bogen havde Sass Larsen lovet at komme med den samlede historie og ikke kun brudstykker, skriver Weekendavisen.

– Men derved undrer man sig også hele vejen over, at der i den følgende fortælling ikke er spor tilbage til de voldsomme overgreb, som han påstår, at han er blevet udsat for, lyder det.

Ifølge Weekendavisen nager tvivlen:

– For er det sandsynligt, at et offer for den type overgreb, som han hævder, fremgår af de påståede videoer, kun udsættes for det én enkelt gang?

Sass Larsen har indrømmet, at han var i besiddelse af overgrebsmaterialet med børn, men han går stadig efter at blive frifundet, har hans forsvarer Berit Ernst tidligere sagt.

Sydkoreanske kpop-stjerner har aftjent deres værnepligt

De sydkoreanske kpop-stjerner Kim Nam-joon og Kim Tae-hyung, bedre kendt som RM og V, har aftjent deres værnepligt.

Det skriver flere medier heriblandt nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

RM og V er en del af det verdensberømte boyband BTS og har i 18 måneder været i værnepligt i det sydkoreanske forsvar, hvilket er obligatorisk for alle raske mænd mellem 18 og 28 år i det østasiatiske land.

Boybandet har holdt pause siden 2022, fordi alle bandets syv medlemmer måtte trække i trøjen.

Da de to kpop-stjerner tirsdag forlod de to militærbaser i Sydkorea, hvor de havde aftjent deres værnepligt, havde hundredvis af fans og en række journalister samlet sig på et sted nær baserne. Det skriver AFP.

Flere fans var ifølge AP rejst fra lande som Mexico, Tyrkiet og Brasilien for at få et glimt af deres idoler, og der udbrød jubel, da sangerne ankom til stedet.

Her spillede RM en sang på saxofon, mens V stod ved hans side og smilede med en buket blomster i hånden.

– Det, vi ønsker mest lige nu, er at optræde igen, sagde RM, som stadig var iført sin militæruniform, ifølge AFP.

– Vi arbejder hårdt på det nye album, så vi kan vende tilbage til scenen så hurtigt som muligt, tilføjede han.

Også V sagde et par ord til de fremmødte fans.

– Nu, hvor jeg har gennemført det (værnepligten, red.), vil jeg bare gerne løbe direkte hen til ARMY, (begreb, der anvendes om BTS’s fanskare, red.) så hurtigt som muligt, sagde han.

Siden oktober har i alt fire af bandets medlemmer færdiggjort deres værnepligt. Onsdag er det planen, at yderligere to kan forlade militæret, inden det sidste medlem senere i juni også færdiggør sin værnepligt. Det skriver AP.

Det berømte boyband planlægger at blive genforenet senere i år.

Kpop er kulturmæssigt en af Sydkoreas største eksportvarer.

Både nationalt og internationalt er BTS blevet en enorm succes og er kendt for sange som “Dynamite” og “Butter”.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Panthers uddeler bank og tager føring i finaleserien

Der blev uddelt øretæver på flere fronter, da Florida Panthers natten til tirsdag dansk tid vandt den tredje kamp i NHL’s finaleserie med 6-1 over Edmonton Oilers.

De to første kampe havde ellers været tætte opgør, der begge skulle afgøres i overtid, men i den tredje finalekamp var der klasseforskel.

Med sejren tager Panthers en 2-1-føring i den samlede serie, hvor der spilles bedst af syv kampe om det store Stanley Cup-trofæ.

I løbet af tredje periode i nattens ydmygelse blev det for meget for flere af de frustrerede Oilers-spillere. Det resulterede i flere omgange af nævekampe mellem de to finalemandskaber.

Med ti minutter tilbage fløj spillerne på isen i flæsket på hinanden, efter en enkelt duel antændte det hele.

Der blev uddelt håndmadder til højre og venstre, inden dommerne smed seks spillere i straffeboksen.

Spillerne var ikke færdige med at lade næverne tale. Fire minutter senere røg en gruppe spillere igen i infight med hinanden.

– Vi har talt om at bevare roen, siger Panthers’ forward Matthew Tkachuk efter kampen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Vi ville bare beskytte os selv og vores holdkammerater, når der var brug for det. I sidste ende skal man være smart i en kamp som denne, og jeg synes, at vores hold var det.

Panthers havde styr på gæsterne fra kampens start og kom i front efter mindre end et minut af første periode ved en scoring af Brad Marchand.

Med få minutter tilbage af første periode øgede Carter Verhaeghe føringen i powerplay, inden Oilers’ Corey Perry kort inde i anden periode bragte lidt håb ind hos gæsterne.

Den varede dog kort. To Panthers-scoringer i anden periode og en mere i powerplay i tredje periodes start dræbte spændingen i kampen.

Efter de mange sammenstød og slagsmål lukkede Panthers’ Evan Rodrigues kampen med endnu en scoring i powerplay fire minutter før tid.

Australien har spurgt USA til journalist ramt af gummikugle

Australiens regering har kontaktet USA’s administration angående en episode, hvor en australsk journalist blev ramt af en gummikugle i Los Angeles.

Det siger premierminister Anthony Albanese til Reuters.

– Vi har rejst disse spørgsmål over for USA’s administration. Vi finder det uacceptabelt, at det skete, siger han til journalister tirsdag.

Der er tale om 9News-reporteren Lauren Tomasi, der blev ramt af en gummikugle i Los Angeles søndag under demonstrationer mod den amerikanske præsident Donald Trumps immigrationspolitik.

Tomasi har kommenteret sagen på det sociale medie X.

– Jeg er lidt øm, men jeg har det fint. Det er vigtigt, at vi fortsætter med at fortælle de historier, der skal fortælles, siger hun.

Ukraine melder om fire sårede i russisk angreb på havneby

Rusland har iværksat endnu et stort droneangreb mod Ukraines hovedstad, Kyiv, samt mod havnebyen Odesa, hvor blandt andet en fødeafdeling er blevet beskadiget.

Det melder Kyivs borgmester, Vitalij Klytjko, og Odesas guvernør, Oleh Kiper, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge lokale myndigheder er en person blevet dræbt, og fire er såret i angrebet mod Odesa, siger Kiper ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Beboede bygninger i centrum af Odesa blev ødelagt og beskadiget. En 59-årig mand blev dræbt, siger han og tilføjer, at de fire sårede bliver tilset af lægeligt personale.

Ifølge Kiper var angrebet i Odesa rettet mod en bygning, hvor der tilbydes akut lægehjælp, en fødeafdeling samt beboelsesejendomme. Det melder han på Telegram.

Der er ingen tilskadekomne på fødeafdelingen, og patienter og personale er blevet evakueret, siger Kiper.

Han har offentliggjort fotos af knuste vinduer på det, der ligner en hospitalsbygning, og af skaderne på flere bygningers facader.

Der blev tilkaldt sundhedsfagligt personale til fire områder i Kyiv lidt over midnat tirsdag, oplyser hovedstadens guvernør, Vitalij Klytjko, på den krypterede beskedtjeneste Telegram.

Angrebene er ifølge Ukraines militær stadig i gang, og det opfordrer befolkningen til at søge tilflugt i beskyttelsesrum. Det fulde omfang af angrebet i Kyiv er ikke umiddelbart klart

Samtidig med meldingerne fra Ukraine lyder det ifølge Reuters fra Ruslands statslige myndighed for luftfart, Rosaviatsija, at den midlertidigt har indstillet flyvningerne i alle Moskvas fire store lufthavne.

Det sker, fordi landets forsvarsministerium meddelte, at Ukraine var i gang med et droneangreb på Rusland.

Forsvarsministeriet oplyser tirsdag morgen ifølge det russiske statslige nyhedsbureau Tass, at 102 ukrainske droner er blevet skudt ned over natten.

Begge sider nægter at have angrebet civile i den krig, som Rusland indledte mod Ukraine for over tre år siden. Tusinder af civile er alligevel blevet dræbt i konflikten – størstedelen ukrainere, skriver Reuters.

Israel gør sig klar til at hjemsende aktivister fra nødhjælpsbåd

Aktivister fra nødhjælpsbåden “Madleen” er ankommet til Ben Gurion-lufthavnen i Israel.

Herfra vil de blive sendt til deres hjemlande.

Det skriver Israels udenrigsministerium natten til tirsdag i et opslag på det sociale medie X.

– Passagererne fra “Selfie-yachten” ankom til Ben Gurion-lufthavnen for at forlade Israel og vende tilbage til deres hjemlande, skriver ministeriet.

– Konsuler fra passagerernes hjemlande vil møde dem i lufthavnen, lyder det videre.

Konsuler er personer, som en stat har udpeget til at varetage opgaver som pas- og visumsager i andre lande.

Det ventes, at de første aktivister vil forlade landet inden for “de næste par timer”, skriver udenrigsministeriet.

Passagerer fra båden, som nægter at underskrive deportationsdokumenter, vil blive stillet for en retsmyndighed i overensstemmelse med israelsk lovgivning, lyder det.

Det står endnu ikke klart, hvorvidt nogen af passagererne modsætter sig hjemsendelserne.

“Madleen”, som har forsøgt at sejle til Gazastriben, blev mandag aften dansk tid i stedet eskorteret i havn af den israelske flåde.

Det skete, efter at israelske flådestyrker natten til mandag var gået om bord på fartøjet omkring 185 kilometer vest for Gazas kyst og tvang det mod Israel.

Båden havde 12 aktivister om bord, heriblandt den svenske klimaaktivist Greta Thunberg og et fransk medlem af Europa-Parlamentet.

Der er tale om statsborgere fra Brasilien, Frankrig, Tyskland, Holland, Spanien, Sverige og Tyrkiet.

Med sig om bord havde aktivisterne nødhjælp – herunder ris og modermælkserstatning.

Det er organisationen Freedom Flotilla Coalition, som står bag nødhjælpsbåden, der den 1. juni sejlede fra Sicilien i Italien mod det krigsramte Gaza.

Tidligere mandag sagde Israels udenrigsministerium, at aktivisterne var til lægeundersøgelser “for at sikre at de er ved godt helbred”.

Uroligheder med kasteskyts bryder ud i nordirsk by

I den nordirske by Ballymena er der sent mandag udbrudt uroligheder, og ifølge politiet er et antal kasteskyts blevet kastet mod betjente på stedet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ballymena ligger omkring 45 kilometer fra hovedstaden Belfast.

Urolighederne udspiller sig, efter at der tidligere på aftenen var en demonstration i området, siger politiet i en udtalelse.

– Vi opfordrer alle til at forholde sig roligt og opføre sig ansvarligt, siger politiinspektør Sue Steen.

Ifølge det britiske medie BBC siger Nordirlands Politi, at et “antal kasteskyts er blevet kastet mod politiet”, og at der er “meldinger om skader på et antal ejendomme”.

Der er ikke umiddelbart meldinger om, at nogen er kommet til skade.

Mediet melder desuden om en politibil, der lader til at have to knuste bilruder.

På sociale medier er der ifølge Reuters blevet delt videoer, som angiveligt viser urolighederne.

Her kan man se flammer nær bygninger, der ligner beboelsesejendomme, ligesom det kan ses, at politiet er til stede.

En anden video viser tilsyneladende en maskeret mand, som kaster en genstand mod politibiler. Det har dog ikke umiddelbart været muligt for Reuters at verificere videoernes indhold.

Også BBC beskriver en gruppe unge maskerede personer som iført handsker skal have kastet med en genstand.

Ifølge mediet var der mandag en demonstration i byen med hundredvis af deltagere.

Demonstrationen fandt sted i forbindelse med en sag om to 14-årige drenge, der er anklaget for seksuelle overgreb på en teenagepige i byen.

De to drenge var for retten tidligere mandag – inden demonstrationen – og nægter sig skyldige i sagen.

Det irske medie RTE News rapporterer ifølge Reuters, at drengene er rumænske og under retsmødet udtalte sig via en tolk. På grund af deres alder kan deres identitet ikke offentliggøres.

Trump indsætter yderligere 2000 soldater i Los Angeles

USA’s præsident, Donald Trump, indsætter yderligere 2000 soldater fra Nationalgarden til at håndtere demonstrationerne i Los Angeles.

Det oplyser USA’s forsvarsministerium, Pentagon, til nyhedsbureauet AFP.

Det bekræfter dermed meldingen fra Californiens guvernør, Gavin Newsom, som tidligere på natten skrev på det sociale medie X, at han havde fået meldingen om fordoblingen af Nationalgardens soldater i Los Angeles.

– De første 2000? De fik hverken mad eller vand. Kun cirka 300 er indsat. Resten sidder ubenyttede i føderale bygninger uden (at have fået, red.) ordrer.

– Det her handler ikke om offentlighedens sikkerhed. Det handler om at pleje en farlig præsidents ego, skrev Newsom.

Han kaldte videre ordren om at indsætte soldater for “uforsvarlig, meningsløs og respektløs over for vores soldater”.

Natten til søndag dansk tid besluttede Trump første gang at sende 2000 soldater fra Nationalgarden til Los Angeles. De første 300 ankom i løbet af søndag. Inden onsdag ventes de at være fuldtallige, skriver Reuters.

Både The New York Times og The Washington Post har skrevet, at det er første gang i omkring 60 år, at en amerikansk præsident har truffet sådan en beslutning, uden at delstatens guvernør har bedt om hjælp.

Det skete for at håndtere voksende demonstrationer mod immigrationsmyndighederne.

Tidligere natten til tirsdag lød det så fra det amerikanske militær, at det vil sende 700 marinesoldater til storbyen.

I Los Angeles har der i flere dage været voldsomme protester mod immigrationsmyndighederne, der bunder i frustrationer over de mange anholdelser og deportationer, der er blevet foretaget i de seneste måneder.

Newsom har sammen med Californiens justitsminister, Rob Bonta, sagsøgt Trump og den amerikanske forsvarsminister, Pete Hegseth, lød det i en pressemeddelelse mandag.

De mener, at beslutningen om at indsætte Nationalgarden krænkede Californiens guvernørs rolle som øverstbefalende for Nationalgarden i delstaten.

Newsom mener, at delstaten selv kan håndtere demonstrationerne, og at soldater i gaderne vil få urolighederne til at blusse op.

Trump har modsat hævdet, at føderal indgriben er nødvendig, fordi de demokratiske ledere i Californien ikke har handlet hurtigt nok for at lægge en dæmper på demonstrationerne.

USA’s sundhedsminister afskediger alle medlemmer af vaccinekomité

USA’s sundhedsminister, Robert F. Kennedy Jr., har afskediget alle medlemmer af den rådgivende vaccinekomité Advisory Committee on Immunization Practices (ACIP).

Det oplyser sundhedsministeriet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Kennedy har således afskediget ACIP’s 17 medlemmer og er nu ved at overveje, hvem der i stedet skal have deres pladser.

– I dag prioriterer vi genoprettelsen af offentlighedens tillid over enhver særlig pro- eller antivaccinedagsorden, lyder det fra Kennedy i udtalelsen.

ACIP kommer med anbefalinger til USA’s Center for Sygdomsbekæmpelse og Forebyggelse, CDC.

– Offentligheden skal vide, at uvildig videnskab – evalueret gennem en åben proces og isoleret fra interessekonflikter – styrer anbefalingerne fra vores sundhedsmyndigheder, lyder det videre.

Kennedy påstår, at ACIP er præget af konflikter, og at komitéen aldrig har afvist en vaccine.

Godkendelser af vacciner i USA varetages dog af fødevare- og lægemiddelstyrelse (FDA). ACIP’s opgave er at rådgive CDC om, hvilke grupper af indbyggere, der vil have mest gavn af vacciner, som allerede er blevet godkendt, og hvornår borgerne bør få vaccinen.

Kennedy, som i flere år har stillet spørgsmålstegn ved sikkerheden og effekten af vacciner og fremsat påstande i strid med videnskabelig evidens, har desuden sagt, at de fleste medlemmer af ACIP modtager finansiering fra forskellige medicinalselskaber.

Dommer afviser søgsmål i fejde mellem filmstjerner

En amerikansk dommer har mandag afvist skuespiller Justin Baldonis søgsmål mod den tidligere kollega Blake Lively.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Distriktsdommeren Lewis Liman i Manhattan i New York har ifølge mediet The Guardian afgjort, at Livelys beskyldninger om seksuel chikane mod Baldoni var lovligt beskyttet, og at de ikke kunne retsforfølges.

Lively havde beskyldt Baldoni for seksuel chikane under optagelserne til filmen “It Ends with Us” fra 2024, hvor de to spillede hovedrollerne. Baldoni instruerede desuden filmen.

Derefter sagsøgte Baldoni Lively for 400 millioner dollar, hvilket svarer til omkring 2,9 milliarder danske kroner.

Ifølge Baldoni var der tale om en smædekampagne, som hun og hendes mand, Ryan Reynolds, førte mod ham.

Lively fremsatte påstandene om sexchikanen ved en californisk myndighed i december sidste år. Hun delte også detaljer om beskyldningerne i en artikel i New York Times.

Baldoni sagsøgte derefter Lively og Reynolds samt New York Times. Ud over smædekampagnen påstod Baldoni, at Lively havde “stjålet” filmen fra ham og hans firma, Wayfarer, fordi hun truede med ikke at promovere den.

Funk-pioneren Sly Stone er død i en alder af 82 år

Den amerikanske musiker Sly Stone, som stod i spidsen for bandet Sly and the Family Stone, er mandag død i en alder af 82 år.

Det fremgår af en udtalelse, skriver avisen The New York Times.

Stone har kæmpet en “langvarig kamp mod KOL” og havde også andre helbredsproblemer, står der.

– Sly var en storslået skikkelse, en banebrydende innovator og en sand pioner, der redefinerede pop-, funk og rockmusikken, lyder det i udtalelsen.

Sly Stone var forsanger i Sly and the Family Stone, ligesom han også spillede flere instrumenter.

Bandet er blevet beskrevet som rockmusikkens første band med både race- og kønsmæssig diversitet, da bandet havde både sorte, hvide, mandlige og kvindelige medlemmer.

Frontfiguren “gik bort under fredelige omstændigheder omgivet af sine tre børn, sin tætteste ven og sin familie”.

– Mens vi sørger over hans fravær, finder vi trøst i at vide, at hans ekstraordinære musikalske eftermæle vil fortsætte med at give genlyd og inspirere i kommende generationer, siger den amerikanske stjernes familie ifølge nyhedsbureauet AFP.

Sly Stone voksede op nær San Francisco i Californien. Han gjorde sig særligt bemærket ved at blande musikalske genrer som R&B, soul og gospel med funk og rock, hvilket i 1969 tryllebandt publikum på festivalen Woodstock.

I løbet af fem år formåede den alsidige musik at sætte et dybt præg på både amerikansk og international musik – blandet andet med bandets debuthit “Dance to the Music” fra 1967 og kæmpehittet “Everyday People”.

I 1970’erne og 1980’erne trak musikeren sig dog fra spotlyset. Ifølge New York Times var årene for Stone præget af stofmisbrug og en utilregnelig adfærd, hvilket også førte til bandets opløsning.

I 1993 blev Sly and the Family Stone optaget i The Rock and Roll Hall of Fame.

Til prisuddelingen Grammy Awards i 2006 optrådte musikeren igen offentligt under en hyldest til sit gamle band.

Ifølge New York Times har han siden kun optrådt sporadisk – blandt andet til musikfestivalen Coachella i 2010.

Han efterlader sig en søn og to døtre.

USA’s militær sender 700 marinesoldater til Los Angeles

Det amerikanske militær bekræfter, at det vil sende 700 marinesoldater til storbyen Los Angeles, som er præget af voksende demonstrationer.

Det sker i en udtalelse, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I Los Angeles skal marinesoldaterne være del af en indsats, der skal beskytte føderale ejendomme og føderalt mandskab i området, lyder det.

– Aktiveringen af marinekorpset har til formål at forsyne Task Force 51 med et tilstrækkeligt antal soldater til at yde vedvarende dækning af området i støtte til det ledende føderale agentur, lyder det.

U.S. Northen Command – som er en kommando, der tager sig af militær støtte til forsvaret af Nordamerika – meddelte søndag, at brigaden Task Force 51 var blevet indkaldt for at yde assistance i Los Angeles-området.

Meldingen kommer, efter at flere medier tidligere mandag aften erfarede, at marinesoldater ville blive sendt til Los Angeles.

Til CNN sagde tre unavngivne kilder med kendskab til sagen, at marinesoldaterne skal samarbejde med styrker fra Nationalgarden, som USA’s præsident, Donald Trump, lørdag besluttede at sende til byen for at håndtere demonstrationerne.

Ifølge kilderne var det dog uklart, præcis hvad marinesoldaternes opgave i byen vil være.

Også til nyhedsbureauet Reuters berettede en unavngiven embedsmand om, at USA’s forsvarsministerium, Pentagon, vil sende marinesoldater til Los Angeles.

Her lød det, at de vil være “midlertidigt” indsat, mens styrker fra Nationalgarden ankommer til byen.

Omkring 300 soldater fra Nationalgarden ankom søndag til Los Angeles, skriver Reuters, og tallet ventes inden onsdag at stige til 2000.

Det står ikke umiddelbart klart, hvornår marinesoldaterne vil ankomme til Los Angeles.

Både CNN og Reuters understregede mandag aften, at det amerikanske militær ikke kan udføre “retshåndhævende aktivitet” i USA – eksempelvis foretage anholdelser – medmindre Trump tager loven Insurrection Act i brug.

Insurrection Act kaldes også oprørsloven. Den er fra 1807 og giver USA’s præsident lov til at udsende militær for at dæmpe civil ulydighed.

Ifølge Reuters’ kilde er det på nuværende tidspunkt ikke forventningen, at Insurrection Act vil blive taget i brug.

Pentagon er flere gange tidligere blevet bedt om at hjælpe med at håndtere nationale kriser i USA, også selv om Insurrection Act ikke er blevet aktiveret.

Under coronapandemien blev militæret eksempelvis brugt til at etablere midlertidige hospitaler.

I Los Angeles har der i flere dage været voldsomme protester mod immigrationsmyndighederne, der bunder i frustrationer over de mange anholdelser og deportationer, der er blevet foretaget i de seneste måneder.

Californiens demokratiske guvernør, Gavin Newsom, og borgmesteren i Los Angeles, Karen Bass, har sagt, at Trump hælder benzin på bålet ved at indsætte Nationalgarden.

Anklager søger motiv bag skuddrab på maskeret svensk rapper

Den svenske rapper C.Gambino blev skuddræbt i juni 2024 som led i en konflikt mellem to kriminelle netværk i Biskopsgården i Göteborg.

Men der er intet i efterforskningen, som tyder på, at rapperen selv var en del af en kriminel gruppering.

Det fortæller anklager Shahrzad Rahimi mandag i Göteborgs tingsret.

Her begyndte retssagen om drabet på rapperen med det borgerlige navn Karar Ramadan.

– Han var tidligere ustraffet, og det er vigtigt at fremhæve, siger anklageren ifølge Aftonbladet.

Trods en omfattende efterforskning har anklagemyndigheden ikke fundet frem til et klart svar på, hvorfor den svenske rapper blev dræbt.

– Hvorfor blev netop han skudt? Det spørgsmål ønsker mange svar på – ikke mindst familien, siger anklageren ifølge Dagens Nyheter.

Den svenske rapper var ifølge familie og venner en “rolig, omsorgsfuld og sjov” person, fortæller anklageren.

Det var aldrig meningen, at Karar Ramadan, hvis karriere begyndte i 2019, skulle lave musik resten af livet.

– Han havde planer for et liv efter musikken, hvor han ikke ville være genkendelig, siger anklageren.

C.Gambino, der var kendt for at optræde maskeret, blev fundet såret i et parkeringshus i Göteborg.

Han formåede selv at ringe til alarmcentralen og sagde blandt andet i opkaldet, at han ikke vidste, hvem gerningsmændene var.

En betjent har desuden forklaret, at Karar Ramadan var urolig og bevægede sig i parkeringshuset, inden han senere døde på et hospital.

Ifølge Dagens Nyheter havde den nu afdøde rapper netop parkeret sin bil, da han blev beskudt med mindst syv skud fra en anden bil.

Fire unge mænd sidder på anklagebænken i sagen.

En 23-årig mand og en 20-årig mand er tiltalt for drabet på C.Gambino. En anden 20-årig mand er tiltalt for medvirken til mordet.

Han har ifølge anklageren hjulpet med planlægningen af drabet.

En 19-årig mand er anklaget for at have skaffet sig af med en flugtbil og sat ild til den efter drabet.

Kort før sin død vandt C.Gambino prisen for Årets Hiphop ved de svenske Grammis-priser.

Her var han ifølge anklageskriftet tæt på personer med tilknytning til et kriminelt netværk.

C.Gambino skal ikke forveksles med den amerikanske rapstjerne Childish Gambino, hvis borgerlige navn er Donald Glover.

Apple løfter sløret for opkaldsfilter og gennemsigtigt look

Nye praktiske forbedringer i hverdagen er i fokus på førstedagen af Apples årlige konference Worldwide Developers Conference.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters oplyser Apple mandag, at techgiganten vil relancere designet af sine styresystemer til iPhone, Mac og andre enheder.

De visuelle ændringer centrerer sig blandt andet om det, Apple kalder for “liquid glass” – eller “flydende glas” på dansk – som kendetegnes ved delvist gennemsigtige ikoner og menuer.

Blandt de nye funktioner er “Call Screening” – eller “opkaldsfiltrering” – hvor en iPhone automatisk kan besvare opkald fra ukendte numre og bede personen, der ringer, om at forklare formålet med opkaldet.

Forklaringen vil blive vist som tekst, og telefonen ringer først derefter.

Apple har også præsenteret, at virksomheden vil lancere oversættelse i realtid af telefonsamtaler. Funktionen virker, selv om modtageren ikke bruger en iPhone, lyder det.

En ny funktion med navnet “Visual Intelligence” udvides, så telefonen kan analysere, hvad der vises på skærmen, og foreslå købsmuligheder.

Apple illustrerede funktionen med et eksempel, hvor en bruger ser en jakke online og derefter bruger funktionen til at finde en lignende jakke til salg i en app, der allerede findes på telefonen.

Techgiganten vil desuden åbne op for den bagvedliggende teknologi i Apple Intelligence, som er techgigantens svar på funktioner, der er drevet af kunstig intelligens.

Apple vil fremover navngive sine styresystemer med årstal i stedet for versionsnumre for at gøre det lettere at finde rundt i de forskellige systemer til forskellige enheder.

Californien sagsøger Trump efter soldaters indtog i storby

Californiens justitsminister og guvernør sagsøger mandag USA’s præsident, Donald Trump, og den amerikanske forsvarsminister, Pete Hegseth.

Det skriver Californiens justitsminister, Rob Bonta, i en pressemeddelelse.

Søgsmålet kommer, fordi Trump-administrationen har indsat Nationalgarden i storbyen Los Angeles uden tilladelse fra delstatens guvernør.

Donald Trump annoncerede lørdag, at han ville indsætte 2000 soldater fra Nationalgarden i Los Angeles for at håndtere voksende demonstrationer. Søndag blev de første soldater set i gaderne.

Californiens demokratiske guvernør, Gavin Newsom, mener, at delstaten selv kan håndtere demonstrationerne, og at soldater i gaderne vil få urolighederne til at blusse op. Han havde varslet søgsmålet.

I søgsmålet hævdes det, at Trump overskred sine beføjelser som præsident, da han indkaldte Nationalgarden og påberåbte sig en lov, der giver præsidenten mulighed for at gøre det under trussel fra en udenlandsk “invasion” eller “oprør” mod den amerikanske regering, skriver The Washington Post.

– Lad mig gøre det klart. Der er ingen invasion. Der er ikke noget oprør, siger Californiens justitsminister, Rob Bonta, i pressemeddelelsen.

– Præsidenten forsøger at skabe kaos og krise på stedet for at opnå sine egne politiske mål, tilføjer han.

Søgsmålet hævder, at Trumps beslutning om at indsætte Nationalgarden krænkede Californiens guvernørs rolle som øverstbefalende for Nationalgarden i delstaten.

Både The New York Times og The Washington Post skriver, at det er første gang i omkring 60 år, at en amerikansk præsident har truffet sådan en beslutning, uden at delstatens guvernør har bedt om hjælp.

Trump har hævdet, at føderal indgriben er nødvendig, fordi de demokratiske ledere i Californien ikke har handlet hurtigt nok for at lægge en dæmper på protesterne i gaderne i Los Angeles.

De voldsomme demonstrationer mod immigrationsmyndighederne begyndte fredag og bunder i frustrationer over mange anholdelser og deportationer, der er blevet foretaget i de seneste måneder.

Nødhjælpsbåd på vej til Gaza er eskorteret til israelsk havn

Nødhjælpsbåden “Madleen”, som har forsøgt at sejle til Gazastriben, er mandag aften dansk tid i stedet blevet eskorteret i havn af den israelske flåde.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

En journalist fra nyhedsbureauet AP havde kort forinden set båden ud for Israels kyst.

“Madleen” er nu i havn i den israelske by Ashdod, der ligger nord for Gazastriben.

Båden har 12 aktivister om bord – heriblandt den svenske klimaaktivist Greta Thunberg og et fransk medlem af Europa-Parlamentet.

Ifølge Moatasem Zedan, talsperson for rettighedsgruppen Adalah, venter organisationen på at kunne give aktivisterne juridisk rådgivning og repræsentere dem over for de israelske myndigheder.

I Ashdod skal aktivisterne overgives til migrationsmyndigheden i Israel og føres til byen Ramla tæt på storbyen Tel Aviv, skriver nyhedsbureauet TT.

Kursen har hele tiden været sat mod Gazastriben, men natten til mandag gik israelske flådestyrker om bord på fartøjet og tvang det mod Israel i stedet.

Det er organisationen Freedom Flotilla Coalition, som står bag nødhjælpsbåden, der den seneste uge har sejlet fra Sicilien i Italien mod det krigsramte Gaza.

Israels forsvarsminister, Israel Katz, har tidligere sagt, at han har beordret det israelske militær til at vise en video af Hamas-angrebet på Israel, når aktivisterne var i havn i Israel.

Det svenske udenrigsministerium er i kontakt med de israelske myndigheder i forhold til at hjælpe Greta Thunberg, hvis det bliver nødvendigt.

Samtidig har det franske præsidentkontor oplyst, at Emmanuel Macron har anmodet de israelske myndigheder om at løslade de franske statsborgere om bord på båden hurtigst muligt.

Omkring 1200 mennesker blev dræbt under Hamas-angrebet på Israel 7. oktober 2023. 251 blev taget som gidsler.

Den britiske spionforfatter Frederick Forsyth er død

Den engelske thriller- og spionforfatter Frederick Forsyth er død.

Det oplyser hans agent til BBC.

– Vi sørger over, at en af verdens største thrillerforfattere er gået bort, siger Jonathan Lloyd i en udtalelse.

Frederick Forsyth blev 86 år. Han døde mandag morgen i sit hjem omgivet af familien efter kort tids sygdom.

Forsyth udgav mere end 25 bøger, herunder “Odessa-kartoteket” og “Sjakalen”.

Han har solgt mere end 75 millioner bøger på verdensplan, siger agenten til BBC.

– Freddies thrillere læses stadig af millioner over hele verden, og de definerer genren og er stadig den målestok, som nutidens forfattere stræber efter, siger Forsyths forlægger Bill Scott-Kerr ifølge BBC.

– Han efterlader sig en uovertruffen arv, som vil fortsætte med at begejstre og underholde i mange år fremover, tilføjer han.

Forsyth har skrevet spændingsromaner om spioner, lejesoldater, våbenhandlere og terrorister.

Men han har også selv levet et hæsblæsende og spændende liv og blandt andet været agent for den britiske udenrigstjeneste, MI6.

Det beskrev Frederick Forsyth i 2015 i sin selvbiografi, “The Outsider: My Life In Intrigue”, efter i årevis at have afvist det.

Frederick Forsyth er født i Ashford i Kent i det sydøstlige England, hvor hans forældre var forretningsdrivende.

I en alder af 19 år blev han pilot i Royal Air Force, inden han kastede sig ud i journalistik.

Først for Reuters som korrespondent i Paris. Derefter som østeuropæisk korrespondent med base i Østberlin under Den Kolde Krig.

Herefter flyttede han tilbage til London, hvor han i stedet fik arbejde for BBC – i Afrika. Her dækkede han borgerkrigen i Nigeria. Det var på det tidspunkt, han blev kontaktet af MI6, der ønskede øjne og ører i krigsområdet.

Det var starten på et ulønnet samarbejde, der fortsatte yderligere 20 år gennem Den Kolde Krig.

Forsyth er kendt for at bruge grundig journalistisk research i arbejdet med sine bøger.

Han har to sønner fra sit første ægteskab med den tidligere model Carole Cunningham.

Brøndby sælger sin anfører til Salzburg

Brøndby har solgt anfører og midtstopper Jacob Rasmussen til den østrigske fodboldklub Red Bull Salzburg. Det oplyser Brøndby mandag på sin hjemmeside.

28-årige Jacob Rasmussen nåede at spille 70 kampe for Brøndby, som han skiftede til for to år siden.

– Jeg vil gerne sige tak til alle i og omkring Brøndby IF for min tid i klubben, og til de mange fans som støtter os uge efter uge.

– Jeg har fra dag et følt mig velkommen, og det sætter jeg utrolig stor pris på. En ekstra tak til alle mine holdkammerater, for uden dem ville jeg ikke være, hvor jeg er i dag, siger Jacob Rasmussen til klubbens hjemmeside.

Brøndby-fodbolddirektør Benjamin Schmedes mener, at Jacob Rasmussen har haft stor betydning for klubben i de seneste par år.

– Jacob kom ind på holdet for to sæsoner siden med en stor erfaring i bagagen fra international fodbold, og her er han særligt i sin rolle som anfører i den netop overståede sæson gået forrest, har vist lederskab og været en kulturbærer på banen og i omklædningsrummet.

– Der opstod en mulighed for Jacob, som han ønskede at forfølge, og det er en chance, vi som klub ikke vil stå i vejen for, siger Schmedes til klubbens hjemmeside.

Brøndby har for nylig også sagt farvel til den offensive profil Yuito Suzuki. Dermed mister klubben to af de store profiler forud for den kommende sæson.

– Vi har haft en god og åben dialog hele vejen igennem, og vi er nået frem til en attraktiv løsning, der giver mening for både Jacob og Brøndby, siger fodbolddirektøren.

Brøndby endte som nummer tre i Superligaen i den forgangne sæson.

Trump: Uden Nationalgarden ville Los Angeles blive udslettet

USA’s præsident, Donald Trump, mener, at det var “en god beslutning” at sætte Nationalgarden ind i Los Angeles.

Det skriver han på sit sociale medie, Truth Social.

– Hvis vi ikke havde gjort det, ville Los Angeles være blevet fuldstændig udslettet, skriver Trump.

– Vi vil altid gøre, hvad der er nødvendigt for at holde vores borgere i sikkerhed, tilføjer præsidenten.

Trump besluttede lørdag at sende soldater fra Nationalgarden til Los Angeles for at håndtere voksende demonstrationer. Søndag blev de første soldater indsat flere steder i storbyen på den amerikanske vestkyst.

Ifølge The New York Times er det første gang i omkring 60 år, at en præsident tager et sådant skridt, uden at delstatens guvernør har bedt om hjælp.

Californiens demokratiske guvernør, Gavin Newsom, og borgmesteren i Los Angeles, Karen Bass, mener, at Trump hælder benzin på bålet ved at indsætte Nationalgarden.

– Dette er præcis, hvad Donald Trump ønskede. Han fik brandene til at blusse op og handlede ulovligt. Vi sagsøger ham, sagde Gavin Newsom på sociale medier ifølge nyhedsbureauet AFP.

Newsom har mandag gjort alvor af sine trusler og lagt sag an mod Trump og forsvarsminister Pete Hegseth.

Det virker dog til at prelle af på Trump. Han siger mandag, at han vil sende flere nationalgardister til Californien, hvis det bliver nødvendigt. Han har også udtrykt støtte til anholdelsen af Californiens guvernør.

Politiet i Los Angeles beordrede mandag morgen dansk tid alle til at forlade et område i den centrale del af byen. Det skyldes, at det er blevet gjort ulovligt at forsamle sig i området, skrev politiet på X.

Det sker efter flere dage med voldsomme protester mod immigrationsmyndighederne, der bunder i frustrationer over de mange anholdelser og deportationer, der er blevet foretaget i de seneste måneder.

Søndag har der været flere sammenstød mellem demonstranter og myndighederne centralt i Los Angeles. Billeder viser blandt andet ødelagte biler og køretøjer i brand.

En australsk tv-journalist blev ramt i benet af en gummikugle, da hun transmitterede live fra urolighederne, skriver CBS News.

Seks personer savnes efter flystyrt nær amerikansk storby

Den amerikanske kystvagt og andre myndigheder leder mandag efter seks personer, som var om bord på et mindre fly, der er styrtet ned i Stillehavet ud for den amerikanske millionby San Diego.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Flyet styrtede ned søndag omkring klokken 12.30 lokal tid ud for kysten ved Point Loma-halvøen, oplyser den amerikanske luftfartsmyndighed, FAA, ifølge Reuters.

Flyet var på vej til Phoenix, da det styrtede ned, skriver nyhedsbureauet AP.

Senere søndag blev der fundet vragdele omkring otte kilometer fra kysten. Vandet i eftersøgningsområdet er omkring 61 meter dybt, skriver AP.

Der er tale om et fly af typen Cessna 414 med to motorer.

Styrtet kommer, mindre end tre uger efter at et lille Cessna-fly styrtede ned i et område i San Diego i tåget vejr og dræbte seks personer.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]