Seneste nyheder

27. april 2026

Hillerødmotorvejens forlængelse er genåbnet efter alvorlig ulykke

En alvorlig færdselsulykke spærrede torsdag aften og tidligt natten til fredag Hillerødmotorvejens forlængelse omkring Allerød Nord i mere end fem timer.

Nordsjællands Politi oplyste klokken 20.32 på meddelelsestjenesten Politi Update, at tre køretøjer var involveret i ulykken, og at motorvejen var blevet afspærret i begge retninger.

Ifølge politiet er der sket et frontalt sammenstød på strækningen.

Klokken 01.50 skriver politiet, at strækningen igen er åbnet for færdsel i begge retninger.

P4 Trafik omtalte torsdag aften ulykken som alvorlig.

Det fremgår ikke, om der er omkomne eller sårede i forbindelse med ulykken.

Politiet har under afspærringen af strækningen foretaget tekniske undersøgelser på stedet.

Der er de seneste år sket flere alvorlige ulykker på Hillerødmotorvejens forlængelse.

I slutningen af januar blev to personer kørt til hospitalet, efter at to biler kørte sammen nord for Kollerødafkørslen. En af dem var i kritisk tilstand.

I juli 2024 mistede et forældrepar og en mandlig bilist livet, efter at to personbiler var kørt sammen på Hillerødmotorvejens forlængelse.

To varetægtsfængsles efter kvælningsdrab i Randers

To personer, som er sigtet for drab på en 60-årig mand i det nordvestlige Randers, er blevet varetægtsfængslet i foreløbigt to uger.

Det skriver Østjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Politikredsen oplyste tidligere torsdag i en pressemeddelelse, at man havde anholdt og sigtet en 30-årig mand og en 34-årig kvinde for drabet.

Den 60-årige blev fundet død i sit hjem på Fenrisvej i Randers onsdag.

Anmeldelsen indløb hos politiet omkring onsdag middag, og ifølge sigtelsen skal de to have dræbt manden ved kvælning.

Det kom ifølge Randers Amtsavis frem ved grundlovsforhøret af de to.

Avisen skriver, at politiet mener, at drabet foregik i forening eller efter forudgående aftale.

Begge nægter sig skyldige.

Ifølge TV2 Østjylland ville kvinden ikke udtale sig i retssalen. Det ville manden godt.

De to medier skriver, at dørene til torsdagens grundlovsforhør blev lukket.

Derfor kan offentligheden ikke få nærmere indblik i mandens forklaring eller beviser, som politiet har i sagen.

Politiet oplyser torsdag aften ikke, hvilken mistanke de to er blevet varetægtsfængslet på baggrund af.

Østjyllands Politi har stadig et stort efterforskningsarbejde foran sig, lød det i pressemeddelelsen torsdag morgen.

– I forbindelse med efterforskningen søger vi vidner, der har gjort iagttagelser omkring Fenrisvej i Randers fra tirsdag aften til onsdag middag. Hvis man for eksempel har set personer med mistænkelig adfærd, så må man meget gerne ringe til os, udtalte efterforskningsleder Flemming Nørgaard i meddelelsen.

Det har ikke været fremme, om drabsofferet havde en relation til de to sigtede i sagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

19-årig fængsles for voldtægt og vold mod teenager

En 19-årig mand er torsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger i en sag om grov voldtægt.

Det har en dommer ved Retten i Sønderborg besluttet efter et grundlovsforhør, skriver JydskeVestkysten.

Syd- og Sønderjyllands Politi har oplyst på meddelelsestjenesten Politi Update, at offeret er en 16-årig pige.

Her lød det, at overfaldet skal være sket i Sønderborg Kommune.

Politiet har ikke oplyst detaljer om, hvad der er foregået, men ifølge JydskeVestkysten mener politiet, at manden trængte ind i pigens hjem natten til onsdag.

Avisen skriver, at det fremgår af sigtelsen, at manden skal have udsat pigen for vold og truet hende med en kniv.

Det står ikke klart, om den forurettede kendte den mistænkte på forhånd.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyste forud for torsdagens grundlovsforhør, at man ville anmode om lukkede døre ved retsmødet.

Det gik dommeren med til ifølge JydskeVestkysten.

Derfor er det ikke muligt for offentligheden at få indblik i, hvad den sigtede mand har forklaret, og hvilke beviser politiet har i sagen.

JydskeVestkysten skriver, at mandens forsvarsadvokat, Stig Jørgensen, ikke ønskede at oplyse, hvordan manden forholdt sig til sigtelserne i sagen, inden dørene blev lukket.

Lose om forhandlinger med S: Svært at se at vi har meget at tale om

Venstre møder op til regeringsforhandlinger fredag hos kongelig undersøger Mette Frederiksen (S), selv om de to gamle regeringskollegaer ikke “har så meget tale om”.

Det siger Venstre-næstformand Stephanie Lose til DR.

Lose er torsdag aften på vej til et gruppemøde på Christiansborg, hvor der bliver budt velkommen til Venstres nye medlemmer.

– Med den politik, som Socialdemokratiet er gået til valg på, så har vi svært ved at se for os, at vi har så meget at tale om. Det finder vi ud af, når vi kommer i Statsministeriet i morgen, siger Lose til DR.

Men Venstre “kommer altid, når vi bliver inviteret”, lyder det videre.

Socialdemokratiet meddelte tidligere torsdag, at syv partier – herunder Venstre – er blevet indkaldt til sættemøder fredag, når Mette Frederiksen tager hul på processen med at danne en ny regering efter folketingsvalget tirsdag.

Hun har givet sig selv mandat til at forsøge at danne en regering, som ud over Socialdemokratiet skal have deltagelse af SF og De Radikale.

Stephanie Lose siger, at Venstre “selvfølgelig ikke” kan støtte en sådan regering.

På valgnatten lød det fra formand Troels Lund Poulsen, at Venstre ser to muligheder efter valgresultatet, hvor partiet fik 10,1 procent af stemmerne.

– En er, at vi får en blå midterregering, eller at vi går i opposition, hvor vi selvfølgelig vil søge indflydelse, sagde han.

De samme scenarier nævner Stephanie Lose torsdag aften over for TV 2.

Til samme medie siger Troels Lund Poulsen på vej til gruppemødet, at valgresultatet, der var partiets dårligste nogensinde, skal evalueres.

– Jeg har sagt allerede fra starten af, at det bliver vi nødt til at have en grundig evaluering af, og det får vi også, siger formanden til TV 2.

Dommer afviser at droppe retssag mod Maduro i USA

En amerikansk dommer siger, at han ikke vil afvise narko-retssag mod Venezuelas afsatte præsident, Nicolás Maduro, på trods af et stridspunkt om betaling af advokatudgifter.

Det skriver CNN torsdag, hvor Maduro for anden gang er i retten.

– Jeg vil ikke afvise sagen, siger den amerikanske distriktsdommer Alvin Hellerstein under retsmødet.

Maduros advokater havde bedt Hellerstein om at droppe sagen, fordi amerikanske myndigheder ikke har tilladt den venezuelanske regering at betale for advokaterne.

På grund af amerikanske sanktioner mod regeringen i Venezuela kan regeringen ikke betale advokatregningen.

Også Maduros hustru, Cilia Flores, er tiltalt i sagen.

Begge har de siddet fængslet i over to måneder, efter at amerikanske styrker tog dem til fange under en militæraktion i januar og fløj dem til New York.

Parret er anklaget for såkaldt “narkoterrorisme”. Begge nægter sig skyldige.

Anklagerne mod parret drejer sig blandt andet om sammensværgelse om import af kokain og besiddelse af våben.

Ifølge parrets forsvarsadvokater har parret ikke råd til advokathjælpen, hvis ikke regeringen betaler for dem. Det siger advokaterne under retsmødet torsdag, skriver Reuters.

Forsvarsadvokaterne mener, at parrets manglende mulighed for at få finansiering fra Venezuela går imod den amerikanske forfatning og retten til selv at vælge sin advokat.

Anklagerne i sagen mener dog, at parret kan få tildelt offentlige forsvarer, hvis de ikke har råd til deres egne advokater, skriver Reuters.

Da Maduro i januar for første gang var for en amerikansk domstol, holdt han en flere minutter lang tale. Her sagde han, at han stadig var præsident for Venezuela på trods af at være blevet taget til fange.

Ifølge BBC er stemningen i retten anderledes torsdag, hvor både Maduro og Flores sad stille i deres fængselsdragter.

På trods af at den 92-årige dommer ikke vil afvise sagen, antydede han ifølge BBC, at parret bør få lov til at bruge venezuelanske statsmidler til at betale for advokathjælpen, da sagen “ligger udover det normale”.

Ifølge CNN vil dommeren “snart” komme med en afgørelse i det spørgsmål.

USA’s præsident, Donald Trump, sagde torsdag under et kabinetsmøde, at USA vil rejse yderligere sigtelser mod Nicolás Maduro.

Trump uddybede dog ikke, hvilke sigtelser der er tale om, eller hvornår det potentielt vil ske.

Dommer afviser Elon Musks retssag mod Lego og Ørsted

En distriktsdommer i Texas har afvist en sag, som Elon Musks sociale medie X havde anlagt mod en række store virksomheder – blandt andet Lego og Ørsted.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

X beskylder virksomhederne for ulovligt at have boykottet X som reklameplatform.

I sagsanlægget hævdes det, at mindst 18 annoncører gennem et initiativ, der hedder Global Alliance for Responsible Media, holdt op med at købe annoncer på det daværende Twitter, efter at Elon Musk købte hjemmesiden.

Det har det amerikanske medie NPR tidligere beskrevet.

X hævder, at der er tale om et konkurrenceforvridende boykot, der har kostet selskabet milliarder af dollar.

Men dommer Jane Boyle mener ikke, at den påståede sammensværgelse ville udgøre en overtrædelse af konkurrencelovgivningen, skriver Reuters.

Gruppen af selskaber havde på forhånd bedt om at få sagen afvist. De mente blandt andet ikke, at X havde bevist, at de handlede i en sammensværgelse.

Virksomhederne mener ifølge Reuters, at de uafhængigt af hinanden har valgt at finde andre steder at annoncere.

Elon Musk købte det daværende Twitter i 2022. Han har siden omdøbt det sociale medie til X.

Ud over de danske selskaber var blandt andet Nestlé, Shell og Pinterest blandt de sagsøgte selskaber.

Global Alliance for Responsible Media er startet af annoncørforbundet World Federation of Advertisers, som X også havde sagsøgt.

Initiativet handler om sikkerhedsstandarder, som skulle sikre, at annoncørernes reklamer ikke dukker op ved siden af skadeligt indhold.

X mener, at annoncørforbundet var bekymrede for, at X ikke ville leve op til de sikkerhedsstandarder under Elon Musks ledelse, og at de derfor organiserede en boykot.

Advokater for X har ifølge NPR argumenteret for, at platformen selv skulle have lov til at sætte sikkerhedsstandarder.

USA’s særlige udsending bekræfter Iran-fredsplan

USA’s særlige udsending Steve Witkoff bekræfter torsdag, at USA har sendt Iran en fredsplan på 15 punkter.

Det siger Witkoff under et kabinetsmøde ifølge nyhedsbureauet AFP.

Her understreger Witkoff, at der er “stærke tegn” på, at Iran kan overtales til at gå med til en fredsaftale.

– Vi må se, hvor tingene fører hen, og om vi kan overbevise Iran om, at det her er vendepunktet uden nogen gode alternativer for dem bortset fra mere død og ødelæggelse. Vi ser stærke tegn på, at det er muligt, siger Witkoff ifølge AFP.

Meldingen fra Witkoff kommer, efter at der har været flere forskellige udtalelser fra topfolk i Det Hvide Hus vedrørende meldingerne om planen.

Mandag nævnte USA’s præsident, Donald Trump, ifølge flere medier herunder CNN fredsplanen, men onsdag trak Det Hvide Hus’ talsperson, Karoline Leavitt, lidt i land på emnet.

– Jeg så en 15-punkts plan, der blev cirkuleret i medierne. Jeg vil bede journalister i det her rum om at være forsigtige med at rapportere om spekulative punkter eller spekulative planer fra anonyme kilder, sagde Leavitt ifølge The Independent.

– Det Hvide Hus har aldrig bekræftet den fulde plan. Der er elementer af sandhed til det, men nogle af de historier, jeg har læst, var ikke helt faktuelle.

Det er endnu uvist, hvilke punkter planen præcist indeholder.

Mandag sagde Trump ifølge den britiske avis, at et af punkterne handler om, at Iran ikke skal have atomvåben.

Forbund har givet penge under overenskomststridige strejker

Dansk Journalistforbund har i nogle tilfælde udbetalt økonomisk støtte til medlemmer under en overenskomststridig strejke.

Derfor skal forbundet betale en bod på tre millioner kroner efter at have indgået forlig med Danske Mediers Arbejdsgiverforening i Dansk Erhverv.

Det skriver Dansk Journalistforbund i en pressemeddelelse.

Allan Boye Thulstrup, som er forperson for Dansk Journalistforbund, understreger, at forbundet bakker op om den danske model.

– Jeg undskylder, at der historisk i nogle tilfælde har været en overenskomststridig praksis. Det er ikke i orden, og det er vigtigt for mig, at vi har fået rettet op på det, siger han i pressemeddelelsen.

De seneste overenskomststridige udbetalinger fandt ifølge forpersonen sted i 2024.

Dansk Erhverv bekræfter over for fagbladet Journalisten, at der er indgået forlig i sagen.

– Vi betragter det som en meget alvorlig sag, så vi er tilfredse med, at der er blevet erkendt brud på overenskomsten, og at parterne nu har indgået et forlig, siger Pernille Knudsen, direktør i Dansk Erhverv, i en skriftlig kommentar til Journalisten.

Når der er vedtaget en overenskomst, er der fredspligt i den periode, overenskomsten gælder.

Det betyder, at hverken virksomheden eller medarbejderne må standse eller nedlægge arbejdet.

Sker det alligevel, at medarbejderne nedlægger arbejdet i strid med overenskomsten, må deres fagforening ikke støtte strejken.

Allan Boye Thulstrup kan over for Journalisten ikke oplyse, hvor mange år praksissen med udbetalingerne har stået på. Det findes der ingen opgørelse over, lyder det.

Journalisten skriver selv, at det er en praksis, som har stået på i “årevis”.

Han kan heller ikke svare på, hvor mange der har haft kendskab til den overenskomststridige praksis, eller om hovedbestyrelsen har kendt til den.

– Det findes der ikke nogen opgørelse over, siger han til mediet.

Mediet Frihedsbrevet beskrev i 2025, at Dansk Journalistforbund afleverede kuverter med kontanter til medlemmer, der strejkede i strid med overenskomsten.

Ifølge Journalisten henviste Frihedsbrevet til et internt dokument, som mediet var i besiddelse af.

Hverken Journalisten eller Ritzau er i besiddelse af dokumentet.

Russisk domstol har nedlagt forbud mod danskproduceret oscarvinder

En domstol i den russiske by Tjeljabinsk har torsdag nedlagt et forbud mod den danskproducerede dokumentar “Mr. Nobody Against Putin.”

Det rapporterer russiske medier ifølge BBC og nyhedsbureauet dpa.

Domstolens afgørelse betyder, at dokumentaren skal fjernes fra tre streamingtjenester i Rusland, skriver BBC.

Dpa skriver, at filmen har været tilgængelig på forskellige online platforme i Rusland.

Domstolens afgørelse betyder, at man ikke må vise eller distribuere filmen.

Filmen følger den russiske lærer Pavel “Pasha” Talankin, som dokumenterer, hvordan det russiske skolesystem ændrer sig i takt med Ruslands invasion af Ukraine.

Optagelserne er indsamlet i hemmelighed, og Talankin flygtede siden fra Rusland.

Ifølge anklagerne i sagen promoverer filmen et negativt syn på Ruslands regering og konflikten i Ukraine. Det skriver dpa.

Dokumentaren vandt en Oscar i kategorien Bedste Dokumentar for knap to uger siden. Filmen er produceret af danske Helle Faber.

Filmens amerikanske instruktør David Borenstein har base i København.

Ifølge BBC har en statslig menneskerettighedsorganisation i Rusland også tidligere kritiseret, at filmen viser billeder af russiske skolebørn, uden at filmskaberne har fået samtykke fra deres forældre.

Det har domstolen også ifølge dpa kritiseret i sin afgørelse.

Seks anholdt for at smugle piller fra Balkan til Norden

Store mængder opioider og andre piller er blevet smuglet til de nordiske lande fra Balkan.

Det mener dansk politi, som i samarbejde med politiet i Serbien og Slovenien har efterforsket sagen.

Seks personer er blevet anholdt torsdag, to i Jylland og fire på Sjælland, oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK.

En af dem er en montenegrinsk statsborger på 35 år. Han mistænkes for at have været hovedmand.

I forvejen er otte andre personer allerede varetægtsfængslet i Serbien, Sverige og Danmark, oplyser NSK.

I alt angår mistanken indsmugling af 3,2 millioner piller, fremgår det af pressemeddelelsen.

– Vi vil gerne forhindre, at unge mennesker ender i misbrug som følge af de her meget vanedannende piller, udtaler vicepolitiinspektør Lars Feldt-Rasmussen fra NSK.

To af de anholdte er ifølge politiet fra bandemiljøet, og de sigtes også for at have affyret syv skud fra en pistol i Rødovre i oktober. To skud sårede en ung kvinde.

Hun blev ramt overfladisk, da der lidt før klokken to om natten blev skudt mod hoveddøren til en lejlighed på Bystrædet, har Københavns Vestegns Politi tidligere oplyst.

Ifølge Ekstra Bladet har de to mænd, der sigtes for drabsforsøg, tilknytning til Hells Angels.

Alle seks anholdte vil blive fremstillet for en dommer i Retten i Glostrup fredag med krav om varetægtsfængsling.

Novo-formand er genvalgt trods kritik for dobbeltrolle

Formanden for bestyrelsen i Novo Nordisk, Lars Rebien Sørensen, er blevet genvalgt for en periode på et år.

Det er sket ved Novo Nordisks årlige generalforsamling torsdag.

Foruden Lars Rebien Sørensen er en række bestyrelsesmedlemmer blevet genvalgt, og tre nye medlemmer er blevet valgt ind.

Blandt de nye bestyrelsesmedlemmer i Novo Nordisk er Jan van de Winkel, som er topchef i biotekselskabet Genmab.

Lars Rebien Sørensen er blevet kritiseret for at besidde en dobbeltrolle.

Han er ud over at være formand for Novo Nordisk også formand for Novo Nordisk Fonden, som ejer over en fjerdedel af Novo Nordisk og sidder med et flertal af stemmerne.

Det er faldet flere store investorer for brystet, herunder den norske oliefond, som på forhånd har oplyst, at den ikke ville stemme på Lars Rebien Sørensen som fortsat formand i Novo Nordisk.

Men da fonden sidder på et flertal af stemmerne, var der aldrig tvivl om, hvorvidt han ville blive genvalgt.

Novo Nordisk henter også Poul Weihrauch, som er topchef for den amerikanske slik- og chokoladeproducent Mars, ind som observatør i bestyrelsen.

Formålet er, at han på et senere tidspunkt skal blive fuldgyldigt medlem, lyder det.

Lars Rebien Sørensen begrunder valget af Poul Weihrauch med, at han skal bidrage med et mere forbrugerorienteret fokus.

Endnu en mand er udleveret til Danmark i grov voldtægtssag

Først tirsdag og nu igen torsdag har Østjyllands Politi været i England for at hente to 27-årige mænd, der er blevet udleveret i en grov voldtægtssag fra 2024.

Fredag formiddag skal den ene af dem fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, hvor anklagemyndigheden vil kræve ham varetægtsfængslet, mens politiet efterforsker sagen.

Den anden mand blev onsdag fængslet i sagen.

De udleverede mænd er 27 år og begge fra Eritrea. De mistænkes for at have deltaget i en grov voldtægt og frihedsberøvelse af en kvinde på Langenæs i Aarhus.

Forbrydelsen fandt sted i en lejlighed på Langenæs Allé i Aarhus om morgenen og formiddagen 17. august 2024. Anklagemyndigheden mener, at tre mænd på skift voldtog kvinden, og at de nægtede hende at forlade lejligheden. De seksuelle overgreb blev filmet.

Det lykkedes kvinden at undslippe lejligheden, og hun kontaktede en tilfældigt forbipasserende kvinde for at bede om hjælp. Derefter blev politiet involveret.

Sagens offer havde ifølge anklagemyndigheden skader på kroppen efter overgrebet, herunder kradsemærker og blod på lårene.

Tre personer blev anholdt, hvoraf en 34-årig blev varetægtsfængslet. Han blev i februar sidste år idømt tre års fængsel og udvisning af Danmark for bestandig. De to andre, der blev anholdt, blev løsladt igen.

To øvrige mistænkte gerningsmænd nåede at flygte til udlandet, inden politiet fik kontakt til dem. Det er de to 27-årige eritreiske mænd, der denne uge er udleveret.

Den mand, der sidste år blev dømt i sagen, hedder Abreham Tekle Sium. Han nægtede sig under retssagen skyldig og sagde, at han ganske vist havde haft samleje med den 37-årige kvinde, men at det var foregået med hendes accept.

Den forklaring afviste byretten. Tværtimod mente retten, at to formodede medgerningsmænd fastholdt kvinden, mens Abreham Tekle Sium forgreb sig på hende seksuelt.

Han ankede dommen til Vestre Landsret. Han vil frifindes.

Anmelder kalder grev Nikolais debutfilm udmærket

Grev Nikolai har fået en “okay start” på sin skuespilkarriere med den nye svenske thriller “Doktor Glas”.

Sådan skriver Berlingskes anmelder om filmen, som torsdag har premiere i de danske biografer.

Anmelderen kvitterer med tre ud af seks stjerner.

– Det er en udmærket film til en mørk aften og en okay start for grev Nikolai. Men rigtig godt dybt bliver det aldrig, lyder det.

I filmen spiller grev Nikolai en mindre rolle som broren til en af de tre centrale karakterer. Det er hans første filmrolle.

Grev Nikolai, som er prins Joachims ældste søn med grevinde Alexandra, har også tidligere arbejdet som model, og ved årsskiftet startede han i et job som konsulent i Dansk Industri.

Hos Soundvenue får filmen en lidt mere positiv modtagelse. Her får filmen fire ud af seks stjerner.

Ifølge anmelderen bliver der dog taget nogle underlige valg i filmen.

Det er heller ikke alle replikker, der fungerer for hovedpersonerne, lyder vurderingen.

– Heldigvis bliver det overskygget af den spændende og interessante fortælling, skriver anmelderen.

Anmelderen noterer sig også, at de tre hovedpersoner får et “kort besøg” af grev Nikolai.

Informations anmelder giver ikke stjerner, men skriver, at det er en elegant fotograferet film, som er stilfuld.

– Selv om den foregår i nutiden, har den tilmed noget tidløst over sig, hvilket måske har med forlægget at gøre. Det er ikke et pænt billede, nærmest karikeret, Leijonborg (filmens instruktør, red.) tegner af den overklasse, man møder, skriver anmelderen.

“Doktor Glas” er baseret på romanen af samme navn af Hjalmar Söderberg. Den nye film er instrueret af Erik Leijonborg.

Filmen handler om lægen Gabriel Glas, der møder modedesigneren Helga Gregorius. Han bliver involveret i et trekantsdrama med kvindens mand, Gabriel.

Hovedrollerne spilles af Isac Calmroth, der også har været med til at skrive manuskriptet, samt af Thea Sofie Loch Næss og Christian Fandango Sundgren.

Mette F. indkalder til sættemøder fredag om ny regering

Hele syv partier skal mødes med forhandlingsleder Mette Frederiksen (S) fredag, når der tages fat på processen med at danne en regering efter valget tirsdag 24. marts.

Det er SF, Enhedslisten, De Radikale, Alternativet, Moderaterne, Venstre og De Konservative, som er inviteret til sættemøder.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Socialdemokratiet, som også beskriver yderligere tre møder inden påske.

Onsdag blev fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) udpeget som forhandlingsleder – også kaldet kongelig undersøger – altså den, der skal afsøge muligheden for at danne en regering efter valget.

Det skete, fordi hun havde flest mandater i Folketinget bag sig til at påtage sig rollen.

Mette Frederiksen vil i første omgang gå efter at danne en regering, som ud over Socialdemokratiet vil have deltagelse af SF og De Radikale.

Det vil i givet fald blive en mindretalsregering med 68 mandater bag sig.

Martin Lidegaard (R) siger til DR, at han har talt med forhandlingsleder Mette Frederiksen (S) “flere gange” torsdag.

Han udlægger valget sådan, at vælgerne vil have en regering, som gør noget for drikkevandet og dyrevelfærden, og som er økonomisk ansvarlig.

Og danskerne vil ifølge partilederen have en regering, som står på den regelbaserede verdensorden uden at bryde med konventionerne.

– Kunsten bliver at få alle de ting til at udkrystallisere sig og blive til virkelighed. Derfor går jeg ud fra, at det bliver en regering, der skal arbejde hen over midten, siger Martin Lidegaard.

Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, tror ikke på, at forhandlingerne med Mette Frederiksen som forhandlingsleder kan føre til en regering i første omgang.

– Vi møder selvfølgelig op, når vi bliver kaldt ind, siger Lars Løkke Rasmussen til TV 2 News.

– Helt ærligt, vi er ved starten af noget, som jeg ikke tror, at nogen har noget præcist bud på, hvordan skal ende. Vi møder selvfølgelig op med åbent sind.

Folketingsvalget tirsdag endte med et meget uklart resultat i forhold til regeringsdannelse. Den røde blok fik 84 mandater, mens den blå blok fik 77.

Midt i det hele står Moderaterne med 14 mandater og et krav om, at der bliver dannet endnu en midterregering.

De øvrige møder i regeringsforhandlingerne er søndag 29. marts, tirsdag 31. marts og onsdag 1. april.

Knap 100 gældsplagede mennesker udsat for udspekuleret bedrageri

En sag om bedragerier mod næsten 100 mennesker, der befandt sig i en sårbar situation, er endt med en markant skærpelse af straffen.

Østre Landsret idømmer torsdag fem tiltalte mænd, heriblandt en tidligere advokat, fængselsstraffe på mellem tre og fire år.

Kun en enkelt af de dømte, der er 72 år, har fået gjort straffen delvist betinget. De øvrige skal afsone straffen.

Da Københavns Byret for to år siden afsagde dom, fik alle fem mildere straffe, og de ankede alle med påstand om frifindelse, men det er altså gået helt anderledes. De har fået en hårdere straf.

De næsten 100 ofre var gældsplagede borgere, der blev stillet i udsigt, at de ved at deltage i et investeringsprojekt kunne blive gælden kvit.

Sådan gik det slet ikke. De blev udsat for groft bedrageri.

Retsformanden i landsretten bemærker i forbindelse med domsafsigelsen, at de bedragne var “særdeles sårbare og i forvejen forgældede personer”.

En del var ude i tovene på grund af sygdom, arbejdsløshed eller skilsmisse. Og de blev svindlet for mere end syv millioner kroner.

Netop deres livssituation indgår som en skærpende omstændighed.

Samtidig er de fem dømt for at have unddraget det offentlige godt to millioner kroner. De havde fået investorerne til at indberette renteudgifter til lån til skattevæsenet, men da der reelt ikke blev ydet lån, kunne de ikke opnå fradrag.

Blandt de dømte er den tidligere 68-årige tidligere advokat Sten Sørensen. Straffen er fængsel i tre år og seks måneder, ligesom han frakendes retten til at udøve advokatvirksomhed i en periode.

Den 66-årige Poul Sørensen, der blev uddannet i en sparekasse, idømmes fængsel i fire år.

I 2016 blev han i en anden sag af Retten i Lyngby dømt for skattesvindel i forbindelse med investeringer, og kriminaliteten gentog han.

Det nye Folketing er det yngste nogensinde

De 175 nye medlemmer af Folketinget valgt i Danmark har en gennemsnitsalder på 43,9 år.

Det er dermed det yngste Folketing nogensinde, viser tal fra Folketingets Oplysning.

Den hidtidige rekord var i 2011, hvor gennemsnitsalderen var på 44 år.

Ved seneste folketingsvalg i 2022 var gennemsnitsalderen på de 175 danske folketingsmedlemmer 45,7 år.

Generelt set er Folketinget de seneste 70 år blevet yngre og yngre. I 1957 var gennemsnitsalderen oppe på 54,2 år.

Det er de 86 kvindelige medlemmer af Folketinget, der trækker gennemsnitsalderen ned. De 86, hvilket også er ny rekord, har en gennemsnitsalder på 41,5 år.

Folketingets nye alderspræsident er Venstre-veteranen Preben Bang Henriksen, der har siddet i Folketinget siden 2011.

Med sine 72 år har han overtaget titlen som alderspræsident fra Pia Kjærsgaard, der som 79-årig ikke genopstillede tirsdag.

– Jeg synes, at Folketinget og befolkningen kan være godt tjent med, at der kommer en person ind med over 40 års erhvervserfaring, lyder det fra Preben Bang Henriksen.

Han påpeger også, at det er godt for diversiteten, at der er “nogle lidt ældre”, men han kalder det “ganske udmærket”, at Folketinget bliver yngre generelt.

– Bare vælgerne husker at få diversiteten med.

Det yngste medlem af Folketinget er nu Sofie Therese Svendsen, der blev valgt for De Konservative i Nordjyllands Storkreds. Hun er 23 år.

– Jeg er meget ydmyg over for at repræsentere en målgruppe, som ellers ofte er underrepræsenteret, siger Sofie Therese Svendsen til DR.

Hun tog det enlige konservative mandat i Nordjylland efter en tæt duel med 60-årige Per Larsen, der har siddet i Folketinget siden 2019. Lidt over 100 stemmer adskilte de to.

Ved valget i 2022 blev Helena Artmann Andresen fra Liberal Alliance det yngste medlem. Hun var 21 år, hvilket gjorde hende til det fjerdeyngste medlem nogensinde.

Pakker for 160.000 kroner forsvandt – to er sigtet

En pakkebutik på Frederiksberg udviklede sig fra december sidste år og frem til februar til lidt af en Bermudatrekant. For i stedet for at lande hos rette modtager forsvandt den ene pakke efter den anden.

Mere end 40 pakker med forskelligt indhold forsvandt i perioden fra butikken, oplyser Københavns Politi til Ritzau. Samlet havde indholdet af pakkerne en værdi af 160.000 kroner.

Mens fortællingerne om forsvundne fly og skibe i Bermudatrekanten er omgærdet af uforklarlig mystik, så lader sagen fra Frederiksberg til at have en noget mere jordnær forklaring:

Simpelt tyveri.

Politiets efterforskning af de forsvundne pakker førte til, at ordensmagten fattede mistanke til en 26-årig mand, som arbejdede i butikken.

Han blev torsdag anholdt, og politiet foretog i den forbindelse ransagning på mandens adresse. Her fandt man flere af de forsvundne effekter, og på den baggrund valgte man at sigte ham for tyveri.

Men dermed var sagen ikke slut. For fra mandens lejlighed førte politiets efterforskning nu til en 21-årig mand.

Også på hans adresse blev der foretaget ransagning, og igen dukkede der efterlyste genstande op. Det er politiets formodning, at den 21-årige har købt dem af den 26-årige, og han er på den baggrund blevet sigtet for hæleri.

De to mænd er begge løsladt igen, mens politiets efterforskning af sagen fortsætter.

Mand brugte kniv under slagsmål ved VUC

Et skænderi mellem to unge mænd udviklede sig torsdag til et knivslagsmål. Episoden fandt sted omkring klokken 12.30 ved VUC i Holbæk.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på Politi Update.

Politiet beskriver optakten som et skænderi, men det eskalerede i voldelig retning, da den ene af parterne trak en kniv.

Den anden mand forsøgte at værge for sig og pådrog sig i den forbindelse nogle skader. Politiet beskriver det som mindre skader.

Den bevæbnede mand stak af fra stedet og er nu eftersøgt af politiet, som kender hans identitet.

Iransk flådechef meldes dræbt i israelsk angreb på havneby

Israels militær har dræbt den øverste chef for Revolutionsgardens flåde, Alireza Tangsiri, i et angreb på en iransk havneby.

Det oplyser Israels forsvarsminister, Israel Katz, ifølge Times of Israel og nyhedsbureauet AFP.

Alireza Tangsiri har som flådechef spillet en central rolle i lukningen af Hormuzstrædet, som Revolutionsgarden har taget kontrol over under krigen mellem Iran på den ene side og Israel og USA på den anden side.

– IDF (Israels militær, red.) har elimineret Revolutionsgardens flådechef – personen, der har været direkte ansvarlig for terroroperationer, hvor Hormuzstrædet er blevet mineret og blokeret for skibstrafik, sagde Israel Katz under en orientering af israelske militærfolk tidligere på dagen.

Ifølge forsvarsministeren sender Israel med angrebet på Alireza Tangsiri et klart signal til Revolutionsgarden.

– IDF vil jagte jer og eliminere jer én for én, sagde Katz.

Alireza Tangsiri blev dræbt i et angreb på havnebyen Bandar Abbas. Her holdt han møde med højtstående kolleger fra Revolutionsgardens flåde, oplyser israelske embedsfolk til AFP.

Danmark brugte mere på forsvar end USA målt i procent

Målt i kroner og øre vil Danmark aldrig komme i nærheden af, hvad et land som USA årligt bruger på forsvar.

Men ser man på, hvor stor en procentdel af bruttonationalproduktet, der går til forsvarsbudgettet, så har Danmark nu overhalet USA.

Det viser Natos årsrapport for 2025.

Danmark brugte 3,34 procent af bruttonationalproduktet på forsvar i 2025, viser Natos årsrapport.

Dermed er Danmark nu på femtepladsen over Nato-lande, når det gælder forbrug for forsvar.

Danmark er blandt andet foran USA, som brugte 3,19 procent i 2025.

Det var ellers USA’s præsident, Donald Trump, som pressede på for, at Nato-landene skal op på at bruge 3,5 procent af bnp direkte på forsvar.

Derudover har Nato-landene sagt ja til at bruge yderligere 1,5 procent på forsvarsrelaterede investeringer.

Også flere andre europæiske lande har skruet op for deres forbrug på forsvar. Det gælder især de baltiske lande og flere østeuropæiske lande, der er bekymrede for Ruslands krig i Ukraine.

Oprustningen betyder, at Nato er klar til at svare på “alle trusler i alle regioner nu og i fremtiden”, siger Natos generalsekretær, Mark Rutte, i forbindelse med præsentationen af årsrapporten for 2025.

– På Nato-topmødet i Haag tog Nato-allierede en historisk beslutning om at bruge fem procent af bruttonationalproduktet på forsvar, og Nato-allierede bruger allerede nu mere på forsvar.

– Tallene i rapporten taler for sig selv. Vi har gjort markante fremskridt på forsvarsinvesteringerne, og Nato er stærkere end nogensinde, siger Mark Rutte.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]