Seneste nyheder

25. juni 2026

Airbus skal undersøge revner i vingerne på store passagerfly

Der er fundet revner i vingerne på verdens største passagerfly. Derfor skal flyproducenten Airbus nu undersøge 16 fly af typen Airbus A380. Fem af flyene bliver undersøgt øjeblikkeligt. Det oplyser Airbus tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP. Revnerne er fundet under en rutinekontrol. De sidder i en bjælke og kan ifølge Airbus reducere vingens strukturelle integritet. Derfor har Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur beordret en hasteinspektion af flyene, der tilhører selskaberne Emirates og Qantas. Nu vil flyproducenten og sikkerhedsagenturet drøfte, om der er behov for reparationer. Det oplyser en talsperson fra agenturet til AFP.

Flere tog er begyndt at rulle igen, efter at en teknisk fejl havde lammet al togtrafik i Tyskland sent tirsdag aften.

Det skriver det statsejede tyske jernbaneselskab, Deutsche Bahn, på sin hjemmeside:

– Den landsdækkende fejl i det digitale jernbaneradiosystem er nu udbedret. Togtrafikken er begyndt at køre igen. Der kan dog fortsat forekomme begrænsninger.

– Det vil stadig tage noget tid, før togtrafikken er tilbage til normal drift.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Airbus skal undersøge revner i vingerne på store passagerfly

Flyproducenten Airbus skal undersøge 16 fly af typen Airbus A380 efter fund af revner i vingerne.

Det oplyser den europæiske flyproducent tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (Easa) har beordret hasteinspektion af flyene, der tilhører luftfartsselskaberne Emirates og Qantas.

15 af flyene ejes af Emirates, mens et enkelt opereres af det australske flyselskab Qantas.

Under et rutinemæssigt tjek fandt inspektører revner i en strukturel bjælke, der løber langs vingen og bærer en stor del af den aerodynamiske belastning under flyvning.

Efter inspektionerne har Easa beordret Emirates og Qantas til at få undersøgt vingerne.

Airbus vil gennemføre øjeblikkelige undersøgelser af fem af flyene, mens de resterende inspiceres senere.

Emirates har verdens største flåde af Airbus A380, der er verdens største passagerfly.

Stærk ghanesisk VM-defensiv holder England fra fadet

57 minutter.

Så længe skulle der gå, før en afslutning havnede inden for rammen, da England og Ghana tirsdag aften bragede sammen ved VM i fodbold.

I en låst, tempoforladt og underholdningsfattig fodboldkamp endte det helt uden scoringer og med et enkelt point til begge nationer.

England fik lov til at flytte bolden rundt, mens Ghana med benhårdt arbejde og enorm disciplin lukkede de engelske opspilskanaler ned.

Særligt omdiskuterede Thomas Partey, som på grund af verserende voldtægtssager ikke kom ind i Canada til Ghanas første kamp, gjorde et stort stykke arbejde på den centrale del af banen, hvor han lukkede Harry Kane ned.

Caleb Yirenkyi, FC Nordsjællands helt store salgsobjekt denne sommer, gjorde også en fin figur i samme område.

Resultatet betyder, at både England og Ghana har fire point i gruppe L. Panama og Kroatien, gruppens øvrige hold, mødes natten til onsdag dansk tid. Ingen af de to hold har endnu fået point.

Point fortjente hverken England eller Ghana at få i tirsdagens opgør.

Kampbilledet var det samme i næsten alle 90 minutter. Ghana stod kompakt og meget, meget langt tilbage på banen, og England havde ikke midlerne til at bryde det ghanesiske bolværk op.

Tempoet udeblev, og på bænken sad eksplosive typer som Marcus Rashford og Bukayo Saka formentlig og undrede sig over, hvorfor de ikke var på banen.

Først til allersidst i kampen opstod der store chancer, da netop Rashford og Saka skabte noget offensiv dynamik, og Harry Kane vil formentlig have mareridt over sin afbrænder tæt under mål efter omtrent 85 minutter.

Togtrafikken i hele Tyskland er sent tirsdag aften blevet indstillet på grund af en landsdækkende fejl i det digitale jernbaneradiosystem.

Det oplyser Deutsche Bahn ifølge Reuters.

Alle tog holder stille i Tyskland på grund af teknisk fejl

Togtrafikken i hele Tyskland er sent tirsdag aften blevet indstillet på grund af en landsdækkende fejl i det digitale jernbaneradiosystem.

Det oplyser det statsejede tyske jernbaneselskab, Deutsche Bahn, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Alle tog bliver i øjeblikket tilbageholdt på stationerne. Vores teknikere arbejder på højtryk for at løse problemet, lyder det fra Deutsche Bahn i en meddelelse.

Det er uvist, hvornår togene begynder at køre igen.

Nedbruddet påvirker alle tog under Deutsche Bahn, oplyser Berlins offentlige transportmyndighed på det sociale medie X ifølge AFP.

Fejlen har ramt det digitale radiosystem GSM-R, som anvendes til drift og kommunikation på Deutsche Bahns jernbanenet.

– Vi forsøger nu at få togene ind på stationerne, så passagererne kan stige af. Derefter må vi løse problemet, som vi endnu ikke kender årsagen til, siger Deutsche Bahns direktør, Evelyn Palla, til den tyske avis Bild.

Det private togselskab Metronom siger til nyhedsbureauet AFP, at man ikke regner med, at togtrafikken kommer i gang igen i løbet af natten. Metronom opfordrer passagerer til at finde andre transportmuligheder.

Metronom driver regionale toglinjer omkring Hamburg, Bremen og Hannover og transporterer over 120.000 passagerer dagligt, skriver AFP.

Efter årtier med underinvestering, som har ført til hyppige forsinkelser, forsøger Tyskland nu at modernisere sit aldrende jernbanenet hurtigt gennem massive offentlige investeringer. Det skriver AFP.

Deutsche Bahn driver et jernbanenetværk på 33.400 kilometer med 5400 stationer, som benyttes af 450 jernbaneselskaber og 50.000 tog hver dag. Det oplyser Deutsche Bahn på selskabets hjemmeside.

Kendt tv-vært beder om hjælp efter brev om mors død

Den amerikanske tv-vært Savannah Guthrie bønfalder endnu en gang om hjælp til at finde sin bortførte mor. Der er nemlig dukket et brev op, som hævder, at den 84-årige mor er død. Det skriver det amerikanske medie CNN. Ifølge CNN vurderer kilder i politiet, at brevet er ægte. Det samme gælder et brev med krav om en løsesum på flere millioner dollar. Brevene blev sendt til medier kort tid efter bortførelsen tidligere på året. Savannah Guthrie, der er vært på tv-kanalen NBC, beder nu folk med viden om sagen om at stå frem. Hun har tidligere udlovet en dusør på en million dollar, siden moren blev bortført i februar.

Ronaldo gav svar på tiltale: Det har været en meget hård uge

– Jeg er tilbage. Jeg er tilbage.

Cristiano Ronaldo talte direkte til tv-kameraet, da dommeren havde fløjtet tirsdagens VM-kamp mellem Portugal og Usbekistan af.

Efter en skuffende premiere mod DR Congo havde den 41-årige verdensstjerne helt åbenlyst haft behov for at manifestere sig på fodboldens allerstørste scene. Og det gjorde han.

Med to mål i 5-0-sejren stemplede han ind i VM, hvor flere andre store offensive stjerner som Erling Haaland, Kylian Mbappé og ikke mindst Lionel Messi har glimret med mål på samlebånd.

I modsætning til rivalerne har Cristiano Ronaldo fået kras kritik hjemmefra, og det har sågar været bragt på bane, om landstræner Roberto Martinez overhovedet skulle gøre brug af den aldrende stjerne. Og det har gjort ondt.

– Jeg kan sige, at det har været en meget hård uge. En svær uge. En uge, hvor folkeopinionen har været meget hård ved os. Ved alle spillerne og særligt træneren, siger Cristiano Ronaldo efter kampen ifølge AFP.

– Men sådan har det altid været. Jeg har været professionel i 23 år, og lige så snart det ikke går godt, så er det: “Cristiano, han er færdig, han er gammel”.

– Men det her var et godt svar på tiltale fra mig og mine holdkammerater, og det var, hvad vi gerne ville, siger Cristiano Ronaldo.

Med sine mål i tirsdagens kamp blev Cristiano Ronaldo den første nogensinde til at score i seks forskellige VM-slutrunder.

Portugal skal i den sidste runde af gruppespillet møde Colombia.

Den kendte amerikanske tv-vært Savannah Guthrie beder endnu en gang offentligheden om hjælp til at finde sin mor, der blev bortført tidligere på året.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det sker, efter at det amerikanske medie CNN har afdækket, at et brev, som familien modtog i ugerne efter bortførelsen, hævder, at den 84-årige Nancy Guthrie er død.

Sagen tiltrak sig massiv offentlig interesse verden over, og medier har fulgt enhver udvikling i sagen tæt.

Fisk for millioner er reddet efter brand i Nordjylland

Fisk for millioner af kroner var tirsdag aften i fare, efter at der udbrød brand ved et fiskeopdræt mellem Hurup og Vilsund i Nordjylland.

Men det er ifølge fiskeopdrættets direktør, Mikkel Thomsen, lykkedes at redde langt de fleste. Det siger han til TV Midtvest.

Han takker sine medarbejdere og beredskabsmyndighederne for at “have gjort et kanon job i at begrænse skaderne”.

– Der er lidt udstyr, der har lidt skade, og nogle fisk, der er døde – vi er ved at danne os et overblik over omfanget – men vi har reddet langt det meste, siger han til mediet.

Beredskabet fortalte tidligere tirsdag til TV2 Nord, at der var ild i en tagkonstruktion, og at det var til stede med syv køretøjer og 15 mand.

Det er endnu er uvist, hvordan branden er opstået.

Politiet arbejder derfor på stedet for at finde frem til hændelsesforløbet.

DMI opjusterer forvarsel om hedebølge til kategorien farligt vejr

Varmen vælter ind over landet. Tirsdag aften har DMI opjusteret sit forvarsel om hedebølge til kategorien farligt vejr. Det gælder for størstedelen af landet. Det oplyser DMI på det sociale medie X og på sin hjemmeside. Det betyder, at vejret kan forstyrre både trafik og forsyning. Derfor anbefaler DMI, at man følger myndighedernes råd og er ekstra opmærksom, når man færdes ude. Hovedstadsområdet og enkelte andre steder slipper dog med et varsel om voldsomt vejr. I weekenden forventes temperaturen at nå helt op mellem 28 og 35 grader i det meste af landet.

Et flertal i Senatet har tirsdag stemt for at stoppe USA’s krig mod Iran.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Der er tale om en i høj grad symbolsk afstemning, da præsident Donald Trumps administration allerede har indgået en rammeaftale med Iran, som – efter planen – skal føre til en afslutning på krigen.

50 stemte for, og 48 stemte imod forslaget om, at USA skal indstille sine militære operationer mod Iran.

DMI Femdøgnsudsigt

RITZAU

FEMDGN

Tirsdag d. 23. juni 2026 Udsendt kl. 21.25 Oversigt:
Meteorologens overblik: Usædvanlig varme med op omkring 35 grader rammer Danmark i weekenden

Torsdag:
Tørt og solrigt vejr og temp. op mellem 23 og 28 grader, lokalt 30 grader, men ved Vestkysten lidt køligere. Svag til jævn vind fra vest og nordvest, ved kysterne stedvis op til frisk vind. Om natten klart vejr. Temp. ned mellem 12 og 18 grader. Svag til jævn vind mest fra vest og nordvest.

Fredag:
Tørt og ret solrigt. Temp. op mellem 26 og 32 grader, køligere ved kyster med pålandsvind. Om natten mest klart vejr. Temp. ned mellem 18 og 22 grader. Svag til jævn sydlig eller skiftende vind.

Lørdag:
De fleste steder tørt og solrigt, men i dagens løb kan der dannes lokale regn- eller tordenbyger. Temp. op mellem 28 og 35 grader, køligere ved kysterne, om natten ned mellem 18 og 23 grader. Svag til jævn vind mest omkring syd.

Søndag:
Nogen eller en del sol, men måske også lokale regn- eller tordenbyger, senere skyet med regn eller byger, stedvis måske med torden. Temp. op mellem 27 og ca. 35 grader, om natten ned mellem 17 og 22 grader. Svag til frisk vind fra skiftende retninger.

Mandag:
Først skyet med regn eller byger, stedvis måske med torden, senere opklaring vestfra med nogen eller en del sol. Dagtemp. op mellem 22 og 28 grader, lidt køligere ved Vestkysten, om natten mellem 12 og 18 grader. Svag til jævn vind mest fra vest og nordvest, ved kysterne stedvis frisk vind.

Dronning Margrethe har fejret prinsesse Isabellas studenterhue

Tirsdag blev prinsesse Isabella student fra Øregård Gymnasium. Og det blev efterfølgende fejret i selskab med blandt andre dronning Margrethe. Familien var nemlig samlet til frokost i Kancellihuset i Nordsjælland. Det fremgår af billeder, som kongehuset tirsdag aften har delt på deres officielle Instagram-profil. Til den fremmødte presse fortalte den nyudsprungne student, at hun er både megaglad og stolt af sig selv. Nu står den på fejring med vennerne sommeren over. Til august skifter prinsesse Isabella dog studenterhuen ud med en uniform. Her begynder hun nemlig på 11 måneders værnepligt ved Gardehusarregimentet i Slagelse.

DMI Landsudsigt

RITZAU

Landsudsigt:

Tirsdag den 23. juni 2026.

Udsigt, der gælder til torsdag morgen, udsendt kl. 20.35

I nat tørt og mest klart vejr, men i Jylland stedvis mere skyet. Temp. ned mellem 12 og 17 grader. Svag til let skiftende vind. Onsdag varmt med en del sol mange steder, men stedvis i perioder mere skyet. Temp. op mellem 23 og 28 grader, lokalt måske 30 grader, køligere ved kyster med pålandsvind. Svag til jævn vind mest mellem syd og vest, ved kysterne stedvis frisk vind. Om natten klart vejr. Temp. ned mellem 13 og 18 grader. Svag til jævn vind omkring vest, ved kysterne i Nordjylland stedvis op til frisk vind.

Dronning Margrethe har fejret prinsesse Isabellas studenterhue

Dronning Margrethe har været med til at fejre kongehusets nyudsprungne student, prinsesse Isabella.

Det fremgår af billeder knipset af dronning Mary og delt på kongehusets officielle Instagram-profil tirsdag aften.

Her ses dronning Margrethe iklædt solgult sammen med prinsesse Isabella, hvis tøj matcher den hvide hue med det bordeauxfarvede bånd, der repræsenterer det almene gymnasium.

– Efter at Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Isabella var blevet student, samledes familien til frokost i Kancellihuset i det solrige midsommervejr, lyder det i billedteksten.

Kancellihuset i Nordsjælland er kongefamiliens faste residens, når der tages længerevarende ophold ved Fredensborg Slot.

Dronning Mary har også taget et foto af bagsiden af studenterhuen. Her er navnene Isabella Henrietta broderet i stoffet.

Prinsessen er døbt Isabella Henrietta Ingrid Margrethe ved sin dåb 1. juli i Fredensborg Slotskirke.

Henrietta var navnet på dronning Marys mor, Henrietta Clark Donaldson, der døde i 1997 efter en hjerteoperation, 55 år.

Prinsesse Isabella blev tidligere tirsdag student fra Øregård Gymnasium i Hellerup.

Det var hendes storebror, kronprins Christian, der gav hende huen på.

Også hendes to andre søskende, tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine, så seancen, og det samme gjorde kong Frederik og dronning Mary.

Fredag bliver der holdt dimission på Øregård Gymnasium. Her får de nyudsprungne studenter overrakt deres eksamensbeviser.

Selskab bag flere oscarvindere indgår AI-samarbejde med Google

Produktionsselskabet A24 og teknologigiganten Google har indgået et samarbejde, der skal undersøge, hvordan kunstig intelligens kan hjælpe i processen med at lave en film.

Det gælder blandt andet teknologiske værktøjer, der skal hjælpe med at udvikle de kreative arbejdsgange.

Det skriver flere internationale medier, herunder nyhedsbureauet Reuters og branchebladet Variety.

A24 står bag en række film, der har modtaget oscarstatuetter. Blandt dem er “Moonlight”, “Everything Everywhere All at Once” og “The Brutalist”.

Variety fremhæver desuden, at A24 står bag anmelderroste film, der også har været kommercielle succeser, og at filmselskabet ofte har givet relativt nye filmskabere en chance for at bryde igennem på den store scene.

Ifølge mediet The Wall Street Journal har Google kastet 75 millioner amerikanske dollar ind i samarbejdet – et beløb svarende til omkring 493 millioner danske kroner.

Ifølge Variety er samarbejdet mellem A24 og Google det seneste samarbejde mellem et produktionsselskab og en udbyder af kunstig intelligens.

Mediet nævner blandt andet et samarbejde mellem produktionsselskabet Lionsgate og AI-virksomheden Runway.

Oscarakademiet oplyste i marts, at skuespillere skabt ved hjælp af kunstig intelligens eller filmmanuskripter, som er spyttet ud af en sprogmodel, ikke kan blive nomineret til den gyldne statuette.

Reglerne kom, nogle uger efter at traileren til filmen “As Deep as the Grave” med den afdøde skuespiller Val Kilmer i hovedrollen landede.

Kilmer, der døde i 2025, er i filmen skabt ved hjælp af kunstig intelligens.

Han var blevet castet til filmen før sin død, men nåede aldrig at indspille en eneste scene, inden han gik bort i april 2025 af lungebetændelse.

Trump skal overrække VM-trofæet sammen med Fifas præsident

USA’s præsident, Donald Trump, har indtil videre ikke vist sig ved VM i fodbold, men det kommer han til.

Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) præsident, Gianni Infantino, fortæller således, at han skal overvære finalen med den amerikanske præsident, som også får en rolle, når trofæet skal overrækkes til vinderen.

Det fortæller han ifølge blandt andet Reuters og The Guardian i tv-programmet “Fox and Friends”.

– Vi vil nyde finalen med præsidenten og overrække trofæet til vinderen, sammen selvfølgelig, siger Gianni Infantino.

Direkte adspurgt, om Trump og Infantino skal overrække trofæet sammen, svarer Fifa-præsidenten:

– Selvfølgelig. Vi er sammen hele tiden, siger Gianni Infantino.

VM-finalen bliver spillet 19. juli i New Jersey.

Udmeldingen er en bekræftelse af Fifa-præsidentens nære forhold til Donald Trump.

Sidste sommer overrakte de sammen trofæet til Chelsea, da klubben havde vundet VM for klubhold.

Dengang blev Donald Trump sågar stående på scenen, da Chelsea-anfører Reece James løftede trofæet.

I slutningen af 2025 fik Donald Trump desuden overrakt Fifas nystiftede fredspris af Gianni Infantino.

80-årig mand omkommet i brandulykke i østjysk strandområde

En 80-årig mand har mistet livet i en brand nær et campingområde i Hou syd for Aarhus. Tirsdag eftermiddag rykkede politi, brandvæsen og en helikopter ud til strandområdet. Her fandt de manden med alvorlige brandskader, og hans liv stod ikke til at redde. Det oplyser Østjyllands Politi. Ifølge politiet er der umiddelbart tale om en ulykke. Branden er nu slukket, og ingen andre personer er kommet noget til. Den 80-årige mands pårørende er underrettet.

PGA Tour indfører op- og nedrykning mellem to niveauer

Fra 2028 sker der ændringer på verdens største golftour, PGA Tour.

Touren kommer således til at bestå af to forskellige niveauer, og der indføres op- og nedrykning mellem de to niveauer.

Det oplyser PGA Tour på sin hjemmeside tirsdag.

Det øverste niveau på fremtidens PGA Tour får navnet PGA Tour Championship Series og kommer til at bestå af 23-24 turneringer med hver minimum 20 millioner dollar i præmiepuljen.

Turneringerne kommer til at have 120 spillere på startlisten.

Efter hver sæson vil minimum 90 spillere sikre sig fuld adgang til en ny sæson på øverste niveau, mens resten risikerer at rykke ned på næstøverste niveau.

Her skal de optræde på PGA Tour Challenger Series, hvorfra minimum 20 spillere rykker op på øverste niveau efter hver sæson.

På PGA Tour Challenger Series får 144 spillere adgang til turneringerne, hvor der vil være minimum fire millioner dollar i præmiepuljen ved hver turneringen.

Det fremgår ikke, hvad ændringerne får af konsekvenser for Korn Ferry Tour, som lige nu er den tour, hvorfra flest spillere kvalificerer sig til PGA Tour.

Ændringerne kommer efter anbefaling fra et udvalg, der med golfikonet Tiger Woods i spidsen har diskuteret, hvordan man kan revitalisere golfsporten.

Det sker efter nogle år, hvor PGA Tour har været under hårdt pres for at forny sig. Særligt skabelsen af LIV Golf har skabt rystelser under PGA Tour.

LIV Golf er imidlertid selv kommet under massivt pres, idet den statskontrollerede saudiarabiske investeringsfond PIF har varslet, at man trækker den økonomiske støtte til touren efter i år.

Pengene fra PIF har været altafgørende for skabelsen af LIV Golf.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]