Seneste nyheder

19. april 2026

60 personer meldes dræbt i angreb ved boligområde i Teheran

Omkring 60 personer – herunder 20 børn – har mistet livet efter et israelsk angreb i et boligområde i den iranske hovedstad, Teheran.

Det oplyser iransk stats-tv lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det fremgår ikke, hvor boligområdet mere præcist er lokaliseret. Der er heller ikke yderligere oplysninger om, hvornår angrebet skulle være fundet sted.

Irans FN-ambassadør, Amir-Saeid Iravani, oplyste fredag aften, at mindst 78 personer blev dræbt i israelske angreb, og at 320 blev såret.

Iran og Israel har lørdag udført luftangreb og sendt missiler mod hinanden, efter at Israel natten til fredag indledte et omfattende angreb, hvor omkring 100 mål i Iran ifølge det israelske militær blev ramt.

Tidligere lørdag morgen lød det, at en kvinde, der var omkring 60 år gammel, og en mand i 45-års-alderen havde mistet livet efter angreb på et boligkompleks i Teheran.

Foruden de to dræbte var der meldinger om mindst 19 sårede i angrebet på boligområdet ifølge nyhedsbureauet AFP.

Iranske militærfolk: Konflikten vil sprede sig til amerikanske baser

Konflikten mellem Israel og Iran vil i de kommende dage sprede sig til amerikanske baser i regionen.

Sådan lyder meldingen fra iranske militærfolk ifølge det iranske nyhedsbureau Fars.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ligeledes har Iran ifølge statsmedier advaret også Storbritannien og Frankrig om, at deres baser og skibe i regionen vil blive angrebet, hvis de hjælper Israel med at stoppe de iranske angreb, skriver nyhedsbureauet.

Allerede kort tid efter de første israelske angreb kaldte Iran USA for medskyldig i angrebene.

Iran har desuden understreget, at både Israel og USA vil blive holdt ansvarlige.

– Det israelske regime og dets støtte – det vil sige USA – skal holdes fuldt ansvarlige for disse åbenlyse krænkelser af folkeretten og de alvorlige konsekvenser, skrev Irans FN-mission på X fredag.

USA anses for at være en trofast støtte til Israel, og USA’s præsident, Donald Trump, har bekræftet, at landet var blevet orienteret om angrebet, inden det fandt sted.

USA afviser dog at have været involveret i angrebet og har opfordret Iran til at fortsætte forhandlingerne om en atomaftale.

I et opslag på sit sociale medie, Truth Social, understregede Trump fredag, at angrebene mod Iran kun vil blive værre, hvis ikke landet går med på en atomaftale.

– Iran skal lave en aftale, og redde hvad der engang var kendt som det iranske imperium, før der ikke er noget tilbage, skrev den amerikanske præsident.

Israel har udtalt, at angrebet havde til formål at gøre skade på særligt atomanlæg og andet med tilknytning til Irans atomprogram.

Flere højtstående embedsmænd og atomforskere blev dræbt i angrebene.

Fredag morgen udtalte Israels FN-ambassadør, Danny Danon, at Israel havde begyndt angrebet på baggrund af efterretninger om iranske planer om at “ødelægge Israel”.

– De ville starte et andet angreb som det den 7. oktober. Da vi havde indsamlet oplysningerne om det, besluttede vi os for ikke at vente. Vi troede på deres intentioner,” sagde Danon i et interview med “Fox and Friends” ifølge Politico.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dreng kræves fængslet efter knivopgør på åben gade

En 16-årig dreng stilles lørdag for en dommer med krav om varetægtsfængsling i en sag om knivstikkeri på Gunnekær i Rødovre fredag aften, oplyser vagtchef hos Københavns Vestegns Politi Bo Nyberg Ris.

– Han sigtes for kvalificeret vold og meget mere kan vi ikke sige på nuværende tidspunkt, da der er medgerningsmænd på fri fod, lyder det fra vagtchefen.

Betegnelsen “kvalificeret vold” henviser til straffelovens mere alvorlige voldsbestemmelse, som anvendes i sager, hvor der er anvendt våben, eller hvor volden på anden måde er særlig rå, farlig eller brutal.

Københavns Vestegns Politi modtog først på aftenen fredag en anmeldelse, som skulle vise sig at handle om et knivstikkeri. Anmeldelsen indløb klokken 19.31.

På Gunnekær i Rødovre var politiopbuddet massivt, og to mulige gerningsmænd blev i første omgang anholdt.

– Efterforskningen har vist, at den ene ikke har haft noget med det at gøre, og han er blevet løsladt igen, fortæller Bo Nyberg Ris.

Det er en 19-årig mand, som er offer i sagen. Vagtchefen betegner hans tilstand som “alvorlig tilskadekommen”.

Den 16-årige dreng bliver efter planen fremstillet i grundlovsforhør lørdag klokken 10.15.

Advokaturchef Malene Lund Michaelsen møder på vegne af anklagemyndigheden i retten. Ifølge hende er den 16-årige sigtet for to knivstik mod den 19-årige.

Knivstikkeriet er foregået på åben gade, og umiddelbart tyder intet på, at det skulle være banderelateret.

Ved lørdagens grundlovsforhør vil den 16-årige få mulighed for at komme med sin forklaring til sagen og oplyse, hvordan han stiller sig til sigtelsen.

Malene Lund Michaelsen oplyser, at hun vil anmode retten om at holde retsmødet for lukkede døre, da der kan være medgerningsmænd på fri fod, og da det vil kunne påvirke den videre efterforskning, hvis oplysninger fra retsmødet kommer offentligt frem.

Første direkte fly fra USA til Nuuk åbner Grønland for omverden

Efter godt fire timer i luften kan man fremover komme fra den amerikanske storby New York til verdens største ø, Grønland, efter at en ny flyrute officielt indvies lørdag.

Klokken 18.45 grønlandsk tid – 21.45 dansk tid – lander det første direkte rutefly fra lufthavnen Newark i den nye internationale lufthavn i Nuuk.

Den nye ruter, hvor der vil være to flyvninger om ugen frem til september, ventes at øge antallet af besøgende i Grønland “markant”.

Det oplyser den grønlandske turistorganisation Visit Greenland i et skriftligt svar til Ritzau.

– Vores undersøgelser har vist, at en af de største udfordringer har været, at Grønland blev opfattet som svært tilgængeligt. Det er nu meget nemmere at komme hertil, og det er en klar fordel – både for samfundet og for de rejsende.

Jens Lauridsen, der er administrerende direktør for Grønlands Lufthavne, kalder dagen for “historisk”.

– Vi er stolte over at være lykkedes med det, og at vi nu åbner døren til verden og til nye muligheder for borgere, erhvervsliv og hele Grønland, siger han til mediet Check-in.dk.

Statsmedier: Iran nedskyder droner fra Israel

Iranske styrker har lørdag nedskudt israelske droner i luftrummet over det nordvestlige Iran.

Det melder iranske statsmedier ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Islamiske krigere (iranske styrker, red.) i Salmas-grænseregionen har nedskudt israelske droner, som krænkede landets luftrum, lyder det på iransk stats-tv.

Det lyder videre, at dronerne angiveligt var del af en spionage- og rekognosceringsmission. Dette uddybes ikke yderligere.

Det står ikke umiddelbart klart, hvor mange droner der skal være tale om.

Israel har ikke kommenteret meldingerne fra Iran.

Også nyhedsbureauet Reuters har lørdag morgen rapporteret, at der i iranske statsmedier er meldinger om iranske nedskydninger af droner fra Israel.

Der har natten til lørdag været meldinger om angreb mellem Israel og Iran.

Flere gange er der blevet rapporteret om eksplosioner i både Tel Aviv og Jerusalem i Israel og i Teheran, som er Irans hovedstad.

Israels militær har sagt, at det har nedskudt flere missiler fra Iran.

Der er dog også meldinger om personer, som er blevet fanget under ødelagte bygninger og om huse, som er blevet smadret, skriver CNN.

Fra det iranske nyhedsbureau Ras lød det, at lufthavnen Mehrabad i Teheran var blevet ramt af to projektiler, og at der har været flammer omkring lufthavnen natten til lørdag.

Det fulde omfang af nattens angreb står dog endnu ikke klart.

Angrebene finder sted, efter at Israel natten til fredag rettede et større angreb mod blandt andet atommål i Iran. Irans FN-ambassadør, Amir-Saeid Iravani, oplyste fredag aften, at 78 personer blev dræbt i de israelske angreb, og at 320 blev såret.

Ifølge det amerikanske medie CNN er meldingen lørdag morgen dansk tid fra Israels beredskab, at i alt tre personer i Israel har mistet livet som følge af angreb fra Iran.

To personer blev dræbt i et iransk missilangreb mod Rishon Lezion, som ligger syd Tel Aviv, lyder det. 19 blev samtidig såret.

En tredje person – som er en kvinde – mistede desuden livet, da våbenfragmenter ramte jorden i byen Ramat Gan, som ligger øst for Tel Aviv.

Omkring 20 personer meldes såret efter raket i det centrale Israel

Mindst en person har mistet livet, og omkring 20 personer er såret, efter en iransk raket har ramt en række hjem i Rishon Lezion syd for Tel Aviv i Israel.

Det oplyser Israels beredskab, skriver CNN.

Ifølge CNN blev flere ambulancereddere sendt til stedet, hvor de blandt andet fandt personer, som var fanget under murbrokkerne, lyder det.

– Det er en vanskelig og kompleks situation, og vi fortsætter med at undersøge det og sikre, at der ikke er flere ofre inde i bygninger, siger Rami Musher, som er vicedirektør for Ayalon-regionens beredskabstjenester.

Der er ikke yderligere oplysninger om, hvem der er såret eller dræbt i angrebet.

Billeder fra stedet viser, beredskab gå rundt blandt murbrokkerne efter angrebet og et totalødelagt tag.

Israels beredskab melder lørdag morgen, at to personer er dræbt efter et angreb i et boligområde. Det er ikke præciseret, om det er angrebet i Rishon Lezion, der er tale om, eller hvor i Israel angrebet har fundet sted.

Her lyder det, at en kvinde på omkring 60 år og en mand på 45 år mistede livet, efter en iransk raket ramte en række hjem.

Iran og Israel har natten til lørdag udført luftangreb og sendt missiler mod hinanden, efter at Israel natten til fredag indledte et storstilet angreb, hvor omkring 100 mål i Iran ifølge det israelske militær blev ramt.

Angrebet havde især til formål at gøre skade på atomanlæg og andet med tilknytning til Irans atomprogram.

Flere højtstående embedsmænd og atomforskere blev dræbt.

Ifølge Israels militær arbejder dets luftforsvarssystemer løbende på at skyde missiler fra Iran ned.

Senest blev befolkningen i Israel omkring klokken 04.00 dansk tid opfordret til at søge mod beskyttelsesrum.

Redningsstyrker har arbejdet flere steder på tværs af landet, hvor der har været meldinger om nedfaldne projektiler, lyder det.

I Iran har man i hovedstaden Teheran i løbet af natten kunnet høre flere eksplosioner, melder det iranske nyhedsbureau Tasnim. Det står ikke klart, hvad der har forårsaget eksplosionerne.

Billeder har ifølge CNN vist røgfaner, der stiger op over den iranske hovedstad.

Der er fra Iran ikke umiddelbart kommet oplysninger om, hvorvidt nogen er blevet såret.

Dødstal stiger til mindst 274 efter flystyrt i det vestlige Indien

Dødstallet i Ahmedabad i det vestlige Indien, hvor et fly torsdag styrtede ned, er steget til mindst 274.

Det skriver det engelsksprogede indiske medie Times of India. Nyhedsbureauet AFP beretter på baggrund af en anonym kilde i det lokale politi, at dødstallet er steget til 279.

242 personer var om bord på flyet, da det styrtede ned. Kun én person overlevede.

Der har efterfølgende været usikkerhed om, hvor mange der har mistet livet i flystyrtet, fordi flyet under styrtet ramte en uddannelsesinstitution, hvor man kan læse medicin.

Times of India skriver, at de resterende døde formentlig er personer, der var tilknyttet institutionen. Der kan altså være tale om studerende, men også læger og andet personale samt deres familiemedlemmer.

AFP skriver, at mindst 38 personer blev dræbt som følge af at være i området, hvor flyet styrtede ned.

I vragresterne blev der fredag fundet en af flyets to sorte bokse.

Den blev fundet på taget af en bygning, som de studerende brugte som spisesal, har politiet oplyst ifølge Times of India.

Den anden sorte boks fra Air Indias fly AI171 mangler fortsat.

En sort boks optager løbende lyd fra cockpittet, herunder samtaler mellem piloterne og radiolyd. Den registrerer også tekniske data. En sort boks kan derfor give oplysninger om årsagen til styrtet.

Optagelserne fra den sorte boks, som er blevet fundet, skal nu analyseres.

Flyet, der styrtede ned, havde nummer AI171 og var på vej fra Ahmedabad til Gatwick uden for London.

Der er tale om et fly af typen Boeing 787-8 Dreamliner.

Det skulle være landet klokken 18.25 torsdag lokal tid i London.

Men kort efter afgang styrtede det ned og ramte en bygning.

Blandt de 242 ombordværende var 230 passagerer og 12 besætningsmedlemmer. Heriblandt var 169 indere, 53 briter, syv portugisere og en canadier, skrev Air India på det sociale medie X.

Nationaliteten på de resterende 12 ombordværende fremgik ikke af opslaget.

Iran: Atomforhandlinger med USA er meningsløse efter angreb

Forhandlinger med USA om en atomaftale er meningsløse set i lyset af israelske angreb mod Iran.

Det siger Esmaeil Baghaei, der er talsperson for Irans udenrigsministerium, ifølge det iranske nyhedsbureau Tasnim.

– Den anden side (USA, red.) har handlet på en måde, der gør dialog meningsløs. Du kan ikke hævde, at du forhandler, og samtidig splitte arbejdet ved at lade zionistregiment (Israel, red.) angribe Irans territorium, siger han.

Talspersonen tilføjer, at det er lykkedes Israel at få indflydelse på den diplomatiske proces, og at Israels angreb ikke ville være sket uden tilladelse fra USA.

Israel indledte natten til fredag et storstilet angreb, hvor omkring 100 mål i Iran ifølge det israelske militær blev ramt.

Angrebet havde især til formål at gøre skade på atomanlæg og andet med tilknytning til Irans atomprogram. Flere højtstående embedsmænd og atomforskere blev dræbt.

Forinden var USA blevet orienteret, har landets præsident, Donald Trump, bekræftet.

USA afviser dog at have været involveret i angrebet og har opfordret Iran til at fortsætte forhandlingerne om en atomaftale.

Allerede kort tid efter de første israelske angreb sagde Iran, at USA var medskyldig i angrebene.

Iran har i de seneste år opbygget store lagre af beriget uran. Landet siger selv, at berigelsesprogrammet kun har civile formål. Omvendt siger Israel, at Iran i hemmelighed udvikler atomvåben.

Fra amerikansk side har det lydt, at Iran ikke skal have lov til at udvikle en atombombe.

Sjette runde af forhandlingerne mellem Iran og USA skal efter planen ske søndag i Oman. Det er dog uklart, om mødet bliver en realitet, efter at konflikten mellem Israel og Iran er eskaleret.

Natten til lørdag har været meldinger om løbende angreb fra begge sider.

Reuters

Trump deler oversigt over millionindtægt fra kryptovaluta

USA’s præsident, Donald Trump, har fredag for første gang i sin nuværende embedsperiode offentliggjort en oversigt over sine økonomiske forhold.

Den indeholder blandt andet indtægter fra handel med kryptovaluta, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Trump selv viser oversigten de nyeste informationer om hans økonomiske aktiver.

Ifølge dokumenterne har han tjent 57,4 millioner dollar på at sælge kryptovaluta gennem selskabet World Liberty Financial.

Han ejer desuden knap 16 milliarder såkaldte governance tokens i selskabet. De giver ejeren stemmeret.

Trumps sønner Eric Trump og Donald Trump Jr. er en del af ledelsen i World Liberty Financial.

Den økonomiske oversigt er blevet underskrevet 13. juni. Men det fremgår ikke, hvilken periode den dækker over.

Der er dog flere oplysninger i beretningen, der indikerer, at indtægter fra 2025 ikke er medtaget.

Foruden kryptovaluta har Trump også tjent penge på sine ejendomme, mens en stor del af hans formue ifølge oversigten udgøres af hans ejerandel i Trump Media & Technology Group. Virksomheden ejer det sociale medie Truth Social, som Donald Trump ofte kommunikerer gennem.

Blandt Trumps ejendomme finder man flere golfbaner. I delstaten Florida ejer han klubberne Jupiter, Doral og West Palm Beach samt den private klub Mar-a-Lago

De har tilsammen givet ham en indtægt på knap 218 millioner dollar, viser oversigten. Det svarer til 1,4 milliarder kroner.

Donald Trump har gennem sin karriere som forretningsmand blandt andet tjent penge på hoteller og kasinoer såvel som andre ejendomme.

Erhvervsmediet Forbes anslog i marts, at Trumps har en samlet formue på 5,1 milliarder dollar – knap 33 milliarder kroner.

I januar tog han hul på en ny fireårig periode som præsident i USA.

Reuters

57-årig drabsdømt henrettes med dødelig indsprøjtning i USA

En amerikansk mand, som er dømt for et dobbeltdrab begået i 2005, er fredag blevet henrettet i delstaten South Carolina.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det er den fjerde henrettelse i USA i denne uge.

Den 57-årige Stephen Stanko blev erklæret død klokken 18.34 lokal tid – klokken 00.34 natten til lørdag dansk tid – efter at han havde fået en dødelig indsprøjtning. Henrettelsen fandt sted i statsfængslet i byen Columbia.

Stanko havde selv valget mellem at blive henrettet med skud, i en elektrisk stol eller med en dødelig indsprøjtning.

Han er dømt for i 2005 at have dræbt sin daværende kæreste, den 43-årige Laura Ling, og den 74-årige Henry Turner, som var hans ven.

Han voldtog desuden Lings teenagedatter og skar hende i halsen. Datteren overlevede hændelsen, og hun vidnede efterfølgende mod ham i retten.

I en sidste udtalelse fra Stanko, som inden henrettelsen blev læst højt af Stankos advokat, lød det fra den dødsdømte, at han var oprigtigt ked af den smerte og det tab, han havde forårsaget.

– Undskyld er aldrig nok, men det betyder ikke, at det ikke skal siges, lød det.

Landets præsident, Donald Trump, er fortaler for dødsstraf. Da han i januar blev indsat i Det Hvide Hus, sagde han, at den bør bruges som straf mod de mest afskyelige forbrydelser.

Torsdag blev den 61-årige John Hanson henrettet med en dødelig indsprøjtning i delstaten Oklahoma. Han er dømt for at kidnappe den 77-årige Mary Bowles fra et storcenter i byen Tulsa. Han skød efterfølgende hende og et øjenvidne ved navn Jerald Thurman.

Fredag blev den 54-årige Anthony Wainwright henrettet i Florida for drabet på den 23-årige Carmen Gayheart. Også den henrettelse skete med en dødelig indsprøjtning.

Samme dag blev den 65-årige Gregory Hunt henrettet i delstaten Alabama. Han er dømt for voldtægt og drab på sin kæreste i 1988. Han blev henrettet ved brug af nitrogen.

I USA er i alt 23 personer blevet henrettet i år – 18 med en dødelig indsprøjtning, to med skud og tre med nitrogen.

Ny aftale med Trump baner vejen for japansk opkøb af U.S. Steel

USA’s præsident Donald Trumps administration er nået til enighed med den japanske stålproducent Nippon om, hvordan bekymringer for national sikkerhed kan imødekommes.

Det meddeler Det Hvide Hus natten til lørdag dansk tid.

Nippon Steel har planer om at købe den amerikanske stålgigant U.S. Steel for 14,9 milliarder dollar. Det svarer til knap 95 milliarder kroner.

Med den nye aftale er vejen banet for en endelig godkendelse af opkøbet.

Salget er tidligere blevet blokeret af den tidligere amerikanske præsident Joe Biden.

Men Trump er tilsyneladende mere positivt stemt.

Tilbage i maj sagde præsidenten, at et partnerskab mellem de to producenter ville skabe mindst 70.000 arbejdspladser og føje 14 milliarder dollar til den amerikanske økonomi.

I aftalen mellem Nippon og Trump-administrationen er de to parter blevet enige om, at Nippon skal leve op til en række krav.

Det Hvide Hus uddyber ikke, hvilke krav der nærmere er tale om.

De vil blive fastlagt på et senere tidspunkt, skriver Trump i et dekret.

Reuters

Iran sender flere bølger af missiler mod Israel

Iran og Israel har natten til lørdag udført luftangreb og sendt missiler mod hinanden.

I Israels to største byer – Tel Aviv og Jerusalem – er indbyggerne flere gange blevet beordret til at søge beskyttelse efter meldinger om flere bølger af missiler fra Iran.

Ifølge Israels militær arbejder dets luftforsvarssystemer løbende på at skyde dem ned.

– I løbet af den seneste time er dusinvis af missiler blevet affyret mod staten Israel fra Iran, nogle af dem blev opsnappet, lød det tidligere på natten fra militæret.

Senest blev befolkningen omkring klokken 04 dansk tid opfordret til at søge mod beskyttelsesrum.

Redningsstyrker har arbejdet flere steder på tværs af landet, hvor der har været meldinger om nedfaldne projektiler, lyder det.

I Iran har man i hovedstaden Teheran i løbet af natten kunnet høre flere eksplosioner, melder det iranske nyhedsbureau Tasnim. Det står ikke klart, hvad der skal have forårsaget eksplosionerne.

Ifølge det iranske nyhedsbureau Ras har to projektiler ramt lufthavnen Mehrabad i Teheran. Ifølge iranske medier har der desuden været flammer omkring lufthavnen.

Lufthavnen huser blandt andet en base for luftvåbnet med jagerfly og transportfly.

Billeder har ifølge CNN vist røgfaner, der stiger op over den iranske hovedstad.

Der er fra Iran ikke umiddelbart kommet oplysninger om, hvorvidt nogen er blevet såret.

Ifølge israelske medier har en genstand, der mistænkes at være et missil, ramt i Tel Aviv. Øjenvidner beretter til Reuters desuden at have hørt et højt brag i Jerusalem.

Det er dog fortsat uklart, hvorvidt meldingerne drejer sig om angreb fra Iran eller om israelske nedskydninger.

Ichilov-hospitalet i Tel Aviv i Israel har behandlet syv personer, der er blevet såret i forbindelse med angreb fra Iran.

Det meldte hospitalet, skrev nyhedsbureauet AP tidligere på natten.

Mens seks har lettere skader, er den syvende person kommet moderat til skade, lyder det.

Ifølge CNN har israelsk politi desuden bekræftet, at en kvinde i Israel har mistet livet som følge af Irans angreb. Det skete i byen Ramat Gan, da fragmenter faldt ned fra himlen.

Reuters

Civil tilbageholdt af marineinfanterister i Los Angeles

Amerikanske marineinfanterister har fredag tilbageholdt en person i storbyen Los Angeles, hvor militæret er blevet sat ind under store demonstrationer.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der tale om det første kendte tilfælde, hvor en civil bliver tilbageholdt af marineinfanteristerne.

Det amerikanske militær har over for Reuters bekræftet hændelsen, efter at nyhedsbureauet har fremvist billeder.

Soldaterne er blevet sat ind i Los Angeles på ordre fra landets præsident, Donald Trump.

De har overtaget opgaven med at holde vagt ved den statsejede Wilshire Federal Building. Det er her, personen er blevet tilbageholdt.

Det er sjældent set, at soldater bliver brugt inden for landets grænser.

Foruden marineinfanteristerne har Trump også aktiveret Nationalgarden. Det er nødvendigt, har præsidenten sagt, hvis man skal forhindre demonstranter i at brænde byen ned.

Guvernøren i delstaten Californien, hvor Los Angeles ligger, har omvendt anklaget Trump for at eskalere situationen unødigt.

Demonstrationerne er opstået, efter at immigrationsmyndighederne har lavet talrige razziaer og anholdelser som led i Trumps plan om at deportere migranter uden opholdstilladelse.

Siden har demonstrationerne mod immigrationsmyndighederne spredt sig til andre byer.

For det meste har protesterne i Los Angeles været fredelige, men der har også været tilfælde af voldelige sammenstød mellem politiet og demonstranter.

Som svar på urolighederne har Trump beordret indsættelser af 700 marineinfanterister og 4000 soldater fra Nationalgarden.

Det har fået Californien til at sagsøge Trump-administrationen.

Delstaten med den demokratiske guvernør Gavin Newsom i spidsen har anklaget indsættelsen af soldaterne for at være i strid med loven.

Lørdag ventes der nye demonstrationer mod Trump-administrationen over hele landet.

Det vil efter planen ske, samtidig med at der i hovedstaden, Washington D.C., afholdes en stor militærparade. Den skal markere hærens 250-års jubilæum og bliver desuden afholdt på Trumps fødselsdag.

Reuters

Atomagentur: Iransk atomanlæg over jorden er ødelagt

Et pilotanlæg til uranberigelse over jorden – som er en del af det større Natanz-atomanlæg i Iran – er ødelagt.

Det siger Det Internationale Atomenergiagenturs direktør, Rafael Grossi, til FN’s Sikkerhedsråd fredag.

Store dele af Natanz befinder sig under jorden.

Anlægget ligger omkring 250 kilometer syd for hovedstaden Teheran og regnes som Irans hovedanlæg til berigelse af uran.

Generelt vurderer eksperter, som har gennemset kommercielle satellitbilleder, ifølge nyhedsbureauet Reuters, at skaderne på tværs af de iranske atomanlæg er begrænsede.

Den del af anlægget, som er ramt, producerede uran beriget op til 60 procent, siger Grossi ifølge CNN.

Han siger også, at den elektriske infrastruktur og nødgeneratorer er ødelagt.

Strømtabet kan have beskadiget centrifuger, tilføjer han ifølge CNN.

Der er radioaktiv og kemisk forurening inde i Natanz-anlægget. Men forureningen kan håndteres med de rette foranstaltninger, siger Rafael Grossi.

Uden for anlægget er radioaktiviteten på et normalt niveau, skriver CNN.

Israelske embedsmænd har tidligere til nyhedsbureauet Reuters sagt, at det vil tage noget tid at vurdere, hvor store skader der er på de dele af anlægget, der ligger under jorden.

Sikkerhedsrådet mødes efter en anmodning fra den iranske regering.

Det har været en fredag med hastig optrapning af situationen mellem Israel og Iran. Det startede med store israelske angreb i Iran – efterfulgt af bølger med gensidige angreb.

Fredag aften siger Grossi, at der også er meldinger om angreb på andre atomanlæg i Iran.

– På nuværende tidspunkt informerer de iranske myndigheder os om angreb på to andre anlæg, Fordow-berigelsesanlægget og Isfahan, siger Grossi til Sikkerhedsrådet.

– Aktuelt har vi ikke yderligere information end den, der indikerer militær aktivitet omkring også disse anlæg, fortsætter han.

CNN skriver, at Rafael Grossi over for de respektive myndigheder har erklæret sig parat til at rejse afsted for at vurdere situationen.

Vestlige lande har længe sagt, at Irans uranberigelse på Natanz når niveauer, som kan være egnet til en bombe snarere end civilt brug.

Reuters

Eksplosioner og brand i højhus efter iransk angreb på Israel

Iran affyrede fredag aften missiler mod Israel, og der er meldinger om eksplosioner over den israelske storby Tel Aviv og hovedstaden Jerusalem, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge det israelske militær kan lyden af eksplosioner skyldes nedslag eller det israelske luftforsvar.

Ifølge israelske redningstjenester er der 34 sårede, herunder en kvinde i kritisk tilstand. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Tidligere fredag aften lød det, at der var mindst syv sårede centralt i Israel efter de iranske angreb.

Video bragt af flere internationale medier viser røg, der stiger op fra en bygning i Tel Aviv.

Israelsk brandvæsen reagerer på flere “store” hændelser efter angrebet, lyder det.

– Brandfolk håndterer adskillige store hændelser – hovedsageligt i Dan-regionen (omkring Tel Aviv, red.), står der i en meddelelse ifølge AFP.

Der står videre, at “brandfolk arbejder i et højhus for at redde personer, som er fanget, og for at slukke en brand”.

Det officielle iranske nyhedsbureau Irna skriver ifølge Reuters, at hundredvis af ballistiske missiler blev affyret. Irna rapporterer, at det er det iranske modsvar på tidligere israelske angreb.

Israels militær siger, at Iran affyrede færre end 100 missiler, og at de fleste enten blev opsnappet af israelsk luftforsvar eller ikke ramte deres mål. Ifølge militæret blev et begrænset antal bygninger påvirket af angrebet. I nogle tilfælde skyldtes det vragrester, efter at luftforsvar havde ramt missiler, lyder det.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, siger, at det er Israel, der har startet angrebene og indledt en krig.

– Den Islamiske Republiks hær vil ramme den ondsindede fjende hårdt, siger Khamenei.

Den israelske forsvarsminister, Israel Katz, siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Iran har krydset “røde streger” ved at affyre missiler mod civile områder i Israel. Han siger, at den iranske regering vil komme til at betale en høj pris.

Israelske borgere blev under angrebet bedt om at blive i beskyttelsesrum, indtil de fik andre meldinger.

– Hele Israel er under beskydning, mens Iran affyrer projektiler, skrev den israelske hær på det sociale medie X ledsaget af et kort over Israel farvet rødt.

Omkring klokken 21.20 dansk tid skrev nyhedsbureauet Reuters, at hæren ikke længere krævede, at folk skulle opholde sig i beskyttelsesrum.

Israel angreb i første omgang tidligt fredag en lang række mål i Iran. Israel har kaldt den omfattende operation mod Iran for “Rising Lion”.

Atomfaciliteter, hvor Iran mistænkes for at udvikle atomvåben, blev ramt. Det samme gjorde missilfabrikker, andre militære mål og militære ledere – heriblandt chefen for Irans Revolutionsgarde, Hossein Salami, og stabschefen for de væbnede styrker, Mohammad Bagheri.

FN-konference om tostatsløsning udskydes efter israelsk angreb

En FN-konference om en tostatsløsning mellem Israel og palæstinenserne er blevet udskudt, efter at Israel har angrebet Iran militært.

Det bekræfter Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, fredag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Tidligere fredag kom oplysningen fra unavngivne diplomatkilder.

Konferencen er ifølge Macron blevet udskudt på grund af logistiske og sikkerhedsmæssige årsager, da medlemmer af Det Palæstinensiske Selvstyre ikke kan rejse til New York, hvor konferencen skulle afholdes.

Et nyt møde vil blive planlagt hurtigst muligt, siger den franske præsident.

Konferencen var blevet til i et samarbejde mellem Frankrig og Saudi-Arabien. Den skulle have fundet sted 17. til 20. juni.

Hensigten var at skabe en plan for en tostatsløsning, der skal sætte en stopper for konflikten mellem Israel og palæstinenserne.

Det var ventet, at politiske ledere og diplomater fra en lang række lande skulle deltage i konferencen.

Hverken Israel eller USA var på deltagerlisten. USA’s præsident, Donald Trump, har direkte advaret mod konferencen.

Danmark skulle efter planen have sendt højtstående diplomater til konferencen.

Israel gennemførte natten til fredag et større angreb mod Iran, der varede flere timer. Ifølge Israels premierminister Benjamin Netanyahu var angrebet rettet mod iranske atomanlæg.

Fredag morgen svarede Iran igen ved at sende omkring 100 droner mod Israel. Alle droner blev ifølge Israel skudt ned.

53 brandmænd arbejder på at slukke brand i Falck-station

Der er fredag eftermiddag udbrudt en større brand i en Falck-station i Fredericia.

Branden ventes først at blive slukket lørdag, oplyser operationschef i Trekantsområdets Brandvæsen Erik Eg til Ritzau.

– Det er hele tagkonstruktionen, der er brændt, så det er en meget stor brand. Vi har den under kontrol nu, men der er mange timers efterslukning, siger han.

Klokken 19.15 havde brandvæsnet 53 personer på stedet, der arbejder på at slukke branden.

Anmeldelsen indløb klokken 14.17. Først omkring klokken 22.00 kunne brandvæsenet konstatere, at branden var under kontrol. Det fremgår af et opslag på det sociale medie X.

– Vi begynder så småt at sende de fleste styrker hjem. Slukningsarbejdet vil dog fortsætte flere timer endnu, hedder det i opslaget.

Falck-stationen ligger i et industriområde på Vejlevej i Fredericia.

Man mistænker ikke, at der ligger en kriminel handling bag. Det siger Rune Nielsen, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

– Vi ved ikke 100 procent, hvad der er sket derude, men inden branden var man ved at sætte nogle ovenlysvinduer i, og vi har en mistanke om, at der er gået noget galt i forbindelse med noget tagpap.

– Det tyder alt i hvert fald på, siger han.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne.

Israels hærchef efter angreb på Iran: Vi fortsætter med fuld styrke

Det israelske militær fortsætter “med fuld styrke” for at opnå sine mål.

Sådan lyder det fredag aften fra den israelske hærchef, Eyal Zamir, mens der er meldinger om endnu en bølge angreb mod mål i Iran.

– Vi fortsætter med fuld styrke – med høj hastighed – for at opnå de mål, vi har sat for os selv, siger han i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Der vil være svære øjeblikke, men vi skal være klar til den række af scenarier, som vi har planlagt efter. Høj parathed og disciplin er påkrævet på hjemmefronten.

Iranske statsmedier melder fredag aften, at luftforsvar er blevet aktiveret centralt i landets hovedstad, Teheran.

Der har blandt andet fra det iranske nyhedsbureau Irna været meldinger om lyden af adskillige eksplosioner i Teheran og i områderne Shahriar og Malard omkring hovedstaden.

En talsmand for det israelske militær siger ifølge AFP, at Israel har ramt Isfahan-atomanlægget. Udtalelsen kommer, efter at der har været meldinger om mindst en meget stor eksplosion i området.

– Jeg kan nu bekræfte, at vi har ramt atomanlægget i Isfahan. Operationen er stadig i gang, siger militærtalsmand Effie Defrin til journalister.

Ifølge det iranske nyhedsbureau Fars har der også været hørt to store eksplosioner i området, hvor Irans underjordiske uranberigelsesanlæg Fordow ligger.

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har sagt, at angrebene handler om at fjerne “truslen mod Israels overlevelse”. Han har også sagt, at de fortsætter “så mange dage, som det tager at fjerne denne trussel”.

Fejlagtigt udvist mand nægter sig skyldig i menneskesmugling i USA

Kilmar Abrego Garcia, som ved en fejl blev deporteret fra USA til El Salvador, nægter sig skyldig i anklager om menneskesmugling.

Det gør han torsdag ved et retsmøde i en føderal domstol i Tennessee.

Sagen om Garcia er kommet højt på den politiske dagsorden i USA som led i diskussionen om Trumps hårde kurs over for immigration.

Garcia blev 15. marts udvist til El Salvador på trods af en kendelse, der i 2019 fastslog, at han ikke kunne udvises, da han risikerede at blive forfulgt af kriminelle bander.

Embedsmænd har beskrevet udvisningen af ham som en “administrativ fejl”.

Kritikere af Trump mener, at sagen er et eksempel på, at Trump-administrationen har prioriteret antallet af udvisninger over retssikkerhedsprincipper.

I USA står Kilmar Abrego Garcia nu over for anklager om menneskesmugling.

De relaterer sig til en episode i 2022, hvor Garcia blev stoppet i trafikken med ni passagerer af en patrulje i Tennessee, skriver nyhedsbureauet AP.

Advokater for Garcia har kaldt beskyldningerne “latterlige” og et forsøg fra Trump-administrationens side på at retfærdiggøre den fejlagtige udvisning til El Salvador.

Det var William Allensworth – som er advokat for Garcia – der torsdag på vegne af Garcia tog stilling til anklagerne.

I anklageskriftet beskyldes Garcia for sammen med fem andre personer at have udgjort en gruppe menneskesmuglere, som bragte folk ind i USA ulovligt.

Ved grænsen mellem Mexico og USA beskyldes de også for at have bragt migranter videre til forskellige steder i USA.

Han anklages også for transport af våben og stoffer.

Reuters

Beboer i rækkehus kørt på hospitalet efter brand

I forbindelse med en brand i et rækkehus i Albertslund fredag eftermiddag er en person blevet kørt til hospitalet, oplyser politiet.

Der er tale om beboeren i rækkehuset, men vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi kan ved 18-tiden ikke sige noget om, hvorvidt skaderne er alvorlige.

Alarmen om branden på Hedemarksvænge blev slået klokken 16.19. Hovedstadens Beredskab har på det sociale medie X oplyst, at en person blev overdraget til akutberedskabet.

Desuden er en nabo kørt til undersøgelse for mulig røgforgiftning, oplyser politiet.

I øvrigt forsøger politiet at fastslå årsagen til ildens opståen.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]