Seneste nyheder

18. april 2026

Den amerikanske centralbank fastholder renten

Den amerikanske centralbank fastholder som forventet renten.

Det oplyser centralbanken, også kaldet Fed, i en pressemeddelelse onsdag.

Den toneangivende rente ligger dermed fortsat i intervallet 4,25 procent til 4,5 procent.

– Selv om udsving i nettoeksporten har påvirket tallene, tyder de seneste indikatorer på, at den økonomiske aktivitet fortsat er vokset i et solidt tempo, skriver centralbanken i pressemeddelelsen.

Fed tilføjer, at arbejdsløsheden fortsat er lav og arbejdsmarkedet solidt, mens inflationen stadig er noget forhøjet.

Henrik Olejasz Larsen, der er investeringsdirektør i Sampension, kalder endnu en fastholdelse af renten for noget, som ikke falder i god jord hos Det Hvide Hus.

– Trump har flere gange siden sin indsættelse kritiseret centralbankchefen, Jerome Powell, for at holde igen med rentesænkningerne, siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau og tilføjer:

– Derfor må vi nærmest med statsgaranti også forvente, at dagens rentemelding vil afføde ny kritik og krav om rentesænkninger fra Trump-lejren.

Sampension-direktøren påpeger, at angrebene fra Det Hvide Hus mod centralbanken har skabt bekymringer blandt investorerne om bankens uafhængighed.

– Ved at fastholde renten sender Powell og Fed også et signal om, at de ikke lader sig presse af den amerikanske administration, hvilket kan bidrage til at berolige markederne i den henseende.

Samme toner lyder fra Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank.

Han påpeger, at banken ved at fastholde renten bliver ved med at modstå presset fra Trump.

Det er ifølge cheføkonomen blandt andet Trumps egen politik, der står i vejen for rentenedsættelser.

– Der er nemlig bekymring om, at told vil få inflationen til at stige, at stop for indvandring vil føre til mangel på arbejdskraft, og at et endnu større budgetunderskud vil overophede økonomien, siger Olsen i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Internetvagthund melder omfattende internetnedlukning i Iran

Iran er onsdag udsat for en “næsten total national internetnedlukning”.

Sådan lyder meldingen fra overvågningsorganisationen NetBlocks i et opslag på X.

NetBlocks beskrives af nyhedsbureauet Reuters som en London-baseret onlineovervågningsgruppe.

Det iranske kommunikationsministerium oplyser samme dag i en erklæring, at Iran vil indføre “midlertidige restriktioner på internetadgang”.

Det skriver iranske medier ifølge nyhedsbureauet.

Ifølge meldingen fra ministeriet har internetrestriktionerne til hensigt at “forhindre fjenden i at true borgernes liv og ejendom”.

Det iranske nyhedsbureau Fars oplyser, at beslutningen ifølge ministeriet skyldes “angriberens misbrug af landets kommunikationsnetværk til militære formål”, skriver AFP.

Iran begyndte ifølge nyhedsbureauet allerede at begrænse internettet efter Israels omfattende overraskelsesangreb natten til fredag.

Tirsdag advarede Iran landets borgere om at stoppe med at bruge beskedtjenesterne WhatsApp og Telegram samt andre lokationsbaserede tjenester.

Forklaringen lød da, at det er en af Israels “vigtigste metoder til at identificere og ramme individer”.

Det oplyste Irans statslige nyhedsbureau IRIB ifølge CNN med henvisning til en sikkerhedsrapport, der udkom samme dag.

– I kølvandet på målrettede likvideringer, herunder likvideringer af forskere, indikerer oplysninger, at regimet (Israel, red.) bruger sporing af mobiltelefoner til at ramme personer i Iran, oplyste IRIB.

Ifølge sikkerhedsrapporten er det “farligt at bruge disse apps under disse omstændigheder”.

Folk i Iran bør ifølge rapporten også slukke deres mobiltelefoner, hvis de skifter lokation.

Man bør også undgå at tage sin telefon til “særligt sensitive” områder, skriver statsmediet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Medier: Der kigges på scenarier for lukning af Aarhus Airport

Der bliver kigget på mulige scenarier for en nedlukning af lufthavnen Aarhus Airport.

Det fremgår af en orientering til medlemmer af Økonomi- og Erhvervsudvalget i Aarhus Kommune, som medierne TV 2 Østjylland og Din Avis Aarhus har set.

Orienteringen af sendt fra Borgmesterens Afdeling, som ledes af borgmester Anders Winnerskjold (S).

Det fremgår ifølge TV 2 Østjylland, at “der er rettet henvendelse til staten i forhold til at afsøge muligheder for nationalt engagement i den videre drift af Aarhus Airport”.

– Som supplement hertil afsøges også nedlukningsscenarier, lyder det ifølge mediet.

Det skyldes ifølge medierne, at forhandlinger mellem lufthavnen og den mulige investor Fairchild Denmark er trukket ud.

Din Avis Aarhus skriver, at borgmesterens indstilling til byrådet i Aarhus er, at kommunen skal forlænge en garantistillelse på fem millioner kroner til lufthavnen.

Garantistillelsen lyder på i alt 15 millioner kroner og blev givet i marts sammen med de øvrige ejerkommuner, Syddjurs og Norddjurs.

I maj kom det frem, at den østjyske lufthavn var i forhandlinger med en mulig investor. Senere kom det frem, at der var tale om Fairchild Denmark, som er ejet af amerikanske Fairchild Aerospace Corporation.

Dengang lød det, at aftalen endnu ikke var på plads. Dog sagde Fairchild Denmarks direktør til mediet Finans, at man ønskede fuld kontrol over driften af lufthavnen.

– Vi skal have minimum 51 procent af aktierne og have fuld kontrol over ejerskabet, driften og udviklingen af Aarhus Airport, sagde Hans-Henrik Danielsen som er administrerende direktør i Fairchild Denmark til Finans.

Aarhus Airport, der ligger på Djursland, har i flere år kæmpet med dårlig økonomi.

I 2019 skød ejerkommunerne yderligere 200 millioner kroner ind i lufthavnen under forudsætning af, at lufthavnen skulle finde en privat investor, der vil stille med yderligere kapital.

I november sidste år oplyste lufthavnen så, at den havde indgået en betinget aftale med en anden “international investor”, der ønskede at overtage aktiemajoriteten i lufthavnen.

Men den aftale blev aldrig underskrevet, og i begyndelsen af maj lød det så, at man havde rettet øjnene mod en ny investor.

Minister fastholder årskarakter og bebuder forsøg med kunstig intelligens

Børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye (S), har ikke tænkt sig at afskaffe skriftlige årskarakterer på gymnasierne.

Rektor på Roskilde Gymnasium Henrik Nevers har ellers foreslået at skrotte årskarakterer i en tid med udbredt brug af kunstig intelligens.

Årskarakterer er ikke “retvisende” og “troværdige”, fordi mange elever tyr til at bruge kunstig intelligens i opgaveskrivningen derhjemme, siger rektoren til Berlingske.

Ministeren siger, at han deler rektorens “diagnose”, men mener, at afskaffelsen af årskarakterer er den “forkerte medicin”.

– Jeg vil gerne fastholde årskarakterer for elevernes skriftlige arbejde.

– Men til gengæld tror jeg, at vi kommer til at indrette det skriftlige arbejde anderledes, så det i højere grad udføres på skolen end derhjemme, siger Mattias Tesfaye til Ritzau.

Han fortæller, at han er inspireret af erfaringer fra Herning Gymnasium.

– Her har man sagt, at man ikke får karakterer for det skriftlige hjemmearbejde, men feedback. Så har man ikke på samme måde et incitament til at bruge kunstig intelligens.

– Så har de til gengæld skriftlige prøver på skolen, der ligger til grund for årskaraktererne (på Herning Gymnasium, red.), siger Mattias Tesfaye.

Danske Gymnasiers formand, Maja Bødtcher-Hansen, mener ligesom ministeren, at det vil være “forhastet” helt at afskaffe årskarakterer.

Men rektoren på Frederiksberg Gymnasium erklærer sig åben over for, at man kan gøre det i visse fag og beholde dem i andre.

Hun efterlyser samtidig forsøg ude på gymnasierne, hvor man afprøver kunstig intelligens i forskellige former for eksamener.

Her sparker hun ifølge Mattias Tesfaye en åben dør ind.

– Allerede fra næste skoleår sætter vi fire forskellige forsøg i gang på en række gymnasier.

– Der kommer nogle gymnasier, hvor vi integrerer kunstig intelligens i nogle fag, og så kommer der andre, hvor det bliver “spids blyanten og formuler dig fuldstændig uden adgang til digitale hjælpemidler”.

– Men begge eksamensformer skal være testet af, før vi ruller det ud over hele sektoren.

Nok løber udviklingen hurtig, men man skal ifølge ministeren ikke forhaste sig:

– Jeg ved godt, at vi er i et våbenkapløb med den teknologiske udvikling, men det gør ikke noget, at skolen er lidt konservativ og gør tingene grundigt, så vi ikke træffer forhastede beslutninger i de her år, siger Mattias Tesfaye.

Løkke: Fonseca-penge er ikke bestikkelse og ikke ulovligt

Moderaternes formand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, afviser at have gjort noget ulovligt ved at tilbyde tidligere partimedlem Mike Fonseca penge for at afgive mandatet i Folketinget.

– Selvfølgelig er der ikke noget ulovligt i det her, siger Lars Løkke Rasmussen onsdag til TV 2 News-programmet “Lippert”.

Partiformanden bliver spurgt til sagen, hvor Frihedsbrevet har fået lydfiler, som er optaget af Mike Fonseca i 2023. I en lydoptagelse hører man Lars Løkke Rasmussen tilbyde Fonseca seks måneders løn for at overdrage hans mandat.

Beløbet svarer til omkring 370.000 kroner. Ud over det blev han også tilbudt psykologhjælp og krisehåndtering. Tilbuddet fra Moderaterne blev afvist af Mike Fonseca.

På mødet, hvor lydoptagelsen stammer fra, deltog foruden Løkke og Fonseca også Moderaternes daværende partisekretær, Kirsten Munch Andersen, og daværende kommunikationschef Ulla Østergaard.

Mødet fandt sted, fordi Moderaterne var blevet bekendt med, at Mike Fonseca var i et forhold med en dengang 15-årig pige og dermed havde brudt partiets interne adfærdskodeks.

Folketingets formand, Søren Gade, godkendte tirsdag, at Folketingets ledelse skal drøfte sagen.

Det sker, efter at flere partier har givet udtryk for et ønske om, at spørgsmålet bliver undersøgt. Heriblandt Karina Adsbøl, som er medlem af Folketingets Præsidium for Danmarksdemokraterne.

Professor i forfatningsret ved Aarhus Universitet Jørgen Albæk Jensen har sagt til Frihedsbrevet, at tilbuddet om penge er i strid med ånden i Grundloven.

Politolog Roger Buch, som forsker i partier og valg, har sagt, at det er “meget alvorligt” og “uden for kategori. I virkeligheden prøver man at lave om på valgresultatet”.

Men det er hverken på kant med loven eller over lovens grænse, mener Lars Løkke Rasmussen.

– Det er jo ikke bestikkelse. Det handler om, at der er en dialog med et folketingsmedlem, som klart har overtrådt nogle moralske grænser. Og som selv har en tanke om, at en af måderne at lave skadebegrænsning her i forhold til ham selv og partiet, han er indvalgt for, det er at holde op i aktiv politik som folketingsmedlem.

– Det kommer så med nogle praktiske udfordringer, nemlig at man fra den ene dag til den anden har tabt sit levegrundlag, siger Lars Løkke Rasmussen.

Ritzau har løbende forsøgt at få svar fra udenrigsministeren, senest onsdag. Men han har ikke ønsket at svare på spørgsmål om dialogen med Mike Fonseca.

Gade droppede Folkemødet-debatter efter fokus på Esbjerg Havn

Folketingets formand, Søren Gade (V), trak sig fra flere debatter på Folkemødet, fordi “fokus udelukkende rettede sig mod mig og Esbjerg Havn”.

Det skriver Søren Gade i et længere opslag på Facebook onsdag, hvor han forsvarer sin beslutning om at være bestyrelsesformand for Esbjerg Havn.

– Jeg havde set frem til Folkemødet på Bornholm – til at møde mennesker, lytte og tage del i de vigtige samtaler. Derfor gjorde det ondt, da jeg måtte trække mig fra flere debatter, fordi fokus udelukkende rettede sig mod mig og Esbjerg Havn.

– Jeg ville ikke ødelægge debatterne for andre. Det var ikke en let beslutning, men jeg ville ikke stå i vejen for andres stemmer, skriver Gade i opslaget.

Søren Gade uddyber ikke, hvordan fokussen på Esbjerg Havn kom til udtryk under sidste uges demokratifestival.

Men både TV 2 og Ekstra Bladet har beskrevet, hvordan de torsdag på Folkemødet forsøgte at få et interview med Søren Gade om folketingsformandens dobbeltrolle, der gennem længere tid har været sat under lup.

Fredag på Folkemødet aflyste Søren Gade så alle sine arrangementer. Det var på grund af “private årsager”, oplyste Folketingets administration på det tidspunkt til Ekstra Bladet, der var mødt op til et arrangement, hvor Gade skulle have deltaget.

Mediet ville blandt andet gerne have svar på, hvorfor Søren Gade “løj for Folketinget”.

I maj kom det frem, at Søren Gade har givet urigtige oplysninger til Folketinget.

Tilbage i december 2022 forklarede Søren Gade til Udvalget for Forretningsordenen, at han havde frasagt sig en ulønnet post som bestyrelsesformand i selskabet Tecleaf. Det var forkert.

Det fulgte i kølvandet på, at TV 2 gennem en længere periode havde sat fokus på Søren Gades rolle som både folketingsformand og lønnet havneformand.

Gade er blevet kritiseret for, at de to formandsroller kan skabe tvivl om hans habilitet, da Esbjerg Havn er i spil til at blive stedet, hvor milliarddyre krigsskibe skal bygges.

Han har gennem lang tid ikke ønsket at stille op til interview om sagen med undtagelse af to interview til JydskeVestkysten og TV Midtvest.

– Jeg har i den seneste tid været genstand for kritik. Jeg har utallige gange overvejet, om jeg skulle tie eller tage ordet. Nu vælger jeg det sidste. Ikke for at forsvare mig selv med store armbevægelser, men for at fortælle min side af historien, skriver Gade i Facebook-opslaget onsdag.

Han skriver videre, at det er “vigtigt for mig at fastslå, at man som formand for Esbjerg Havn hverken har eller får indflydelse på beslutninger om, hvor krigsskibe bygges”.

Den fortælling stemmer ikke overens med virkeligheden, skriver Søren Gade i opslaget.

Gade påpeger, at han “ingen love overtræder” og har “respekt for, at man kan være uenig i min beslutning”.

– Det er en stilling, jeg har kæmpet for, investeret mig selv i og er stolt af. Ligesom jeg er stolt af og engageret i mit hverv som formand for Folketinget, skriver Gade.

I maj genbekræftede et flertal i Folketingets Udvalget for Forretningsordenen, at Søren Gade fortsat kan være Folketingets formand og bestyrelsesformand for Esbjerg Havn.

Politi: Mand dræbte kvinde og derefter sig selv i Nørresundby

Tirsdag blev en mand og en kvinde i 40’erne fundet døde på en adresse i Nørresundby, og politiet mener, at manden dræbte kvinden og derefter tog sit eget liv.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet drager den konklusion på baggrund af alle de foreliggende informationer, der er blevet indsamlet og analyseret i sagen.

De to afdøde havde en relation til hinanden og har tidligere levet sammen på en adresse i Nordjylland.

Deres præcise relation oplyser politiet ikke i pressemeddelelsen.

Selv om politiet mener at kende årsagen til de to dødsfald, udestår en del efterforskning fortsat, lyder det i pressemeddelelsen.

Der skal foretages en række tekniske undersøgelser, flere afhøringer og retsmedicinske undersøgelser.

Derfor beder vicepolitiinspektør i Nordjyllands Politi Frank Olsen også offentligheden om forståelse for, at politiet af hensyn til de pårørende og efterforskningen er sparsomme med oplysninger i sagen.

– Det indgår naturligvis også i vores efterforskning, hvad der er gået forud for drabet og det efterfølgende selvmord, men da vi har en igangværende efterforskning af også disse omstændigheder, kan vi ikke udtale os nærmere om det, siger han i pressemeddelelsen.

Det var klokken 16.35 tirsdag, at Nordjyllands Politi fik en anmeldelse i sagen.

Da politiet nåede frem til adressen i Nørresundby, blev kvinden og manden fundet døde.

Politiet har onsdag eftermiddag ikke flere oplysninger i sagen.

Det er mindre end 14 dage siden, at der i en anden politikreds var en sag om drab og selvmord.

Da var det en 50-årig mand, der om aftenen 4. juni dræbte sin 42-årige kone og derefter tog sit eget liv i parrets hjem i Allerød i Nordsjælland. Parret havde to børn.

Manden brugte ifølge Nordsjællands Politi en pistol, da han først dræbte sin kone og efterfølgende sig selv.

Der skal spares mindst 5,5 milliarder kroner i det statslige

Der skal spares mindst 5,5 milliarder kroner på administration i det statslige frem mod 2030.

Det skriver Finansministeriet i en pressemeddelelse.

Det svarer omregnet til 6500 fuldtidsansatte, hvis der var tale om rene besparelser på medarbejdere. Besparelserne skal ifølge regeringen om muligt også findes andre steder end på stillinger.

– Over de seneste år har vi øget antallet af ansatte i blandt andet politiet og Forsvaret. Det har været fornuftigt. Men det statslige bureaukrati er samlet set vokset i et omfang, der gør det nødvendigt at sætte ind, siger finansminister Nicolai Wammen (S) i pressemeddelelsen.

Det er regeringens mål, at de penge, som spares på administration et sted, skal finansiere stigende udgifter et andet sted. Eksempelvis i forsvarsområdet.

– Vi skal investere massivt i vores forsvar, vores politi og vores beredskab. Det vil føre til flere ansatte. Hvis der skal være plads og råd til det, må vi se på, hvilke andre opgaver der ikke skal løses, siger Wammen til Berlingske.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) tilføjer til Berlingske, at han håber, at der i 2030 ikke vil være 6500 færre ansatte end i dag.

Økonomiminister Stephanie Lose (V) siger til Berlingske, at regeringen ikke har en ambition om, at “alle 5,5 milliarder kroner skal bruges på noget andet”, men at “Forsvaret og politiet kommer til at trække betydelige ressourcer”.

Ny aftale kan tage førtidspension fra kriminelle rockere

Det bliver nu muligt at fratage rocker- og bandemedlemmer deres førtidspension, seniorpension eller Arne-pension i fem år, hvis de bliver dømt for grov kriminalitet.

Det er resultatet af en aftale mellem regeringen og de fire borgerlige oppositionspartier, der er indgået onsdag og præsenteres på et pressemøde i Beskæftigelsesministeriet.

Tal fra politiet viser, at der i efteråret 2024 var 146 personer med tilknytning til en rockergruppe eller bande, der modtog senior- eller førtidspension.

Det svarer til 11 procent af landets registrerede rocker- og bandemedlemmer, kunne Ekstra Bladet fortælle i oktober.

Det fik beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til at varsle stramningen på området, og det er der nu kommet den nye aftale ud af.

– I “Den sorte svane” (TV 2-dokumentar, red.) så vi en meget mørk side af det danske samfund, hvor dybt kriminelle helt uden skrupler udnytter det velfærdssamfund, vi alle sammen betaler til, siger ministeren i en pressemeddelelse.

– Førtidspension er tiltænkt vores mest sårbare borgere – ikke organiserede kriminelle. Det er den uretfærdighed, vi nu gør op med.

Samtidig udvides en karantæneordning fra tre til fem år, hvor personer dømt for grov kriminalitet kun kan modtage offentlig ydelse på niveau med den laveste kontanthjælpssats efter løsladelse.

Ordningen udvides også, i forhold til hvilke kriminalitetsformer man skal være dømt for. Det gælder visse former for grov økonomisk kriminalitet og grov narkokriminalitet.

Ekstra Bladet beskrev i oktober, hvordan karantæneordningen på det tidspunkt aldrig var blevet brugt, selv om den blev indført i 2019.

Karantæneordningen blev omtalt som en “fornuftig ordning” af Ane Halsboe-Jørgensen samme måned.

Efter præsentationen af den nye aftale forsvarer beskæftigelsesministeren karantæneordningen i et interview med Ritzau.

Hun kalder den for “vigtigt at have” og forklarer, at resultaterne nok skal komme.

– Det er vigtigt at holde sig for øje, at vi har et ret langt tilløb til de her ting, for det er ny kriminalitet folk først skal dømmes for, og det er først, når de er færdige med at afsone, at karantænen aktiveres, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Ifølge hendes ministerium vil den nye femårige karantæneordning i fremtiden komme til at ramme omkring 200 mennesker om året.

Ministeriet vurderer også, at den samlede aftale fra 2035 og frem vil give staten et årligt provenu på over 25 millioner kroner.

Politiet mistænker to mænd i knivsag fra solcenter

Efter at en 16-årig dreng angiveligt blev lokket til et solcenter i Herning af en jævnaldrende pige, hvorefter han blev overfaldet og stukket med kniv, har politiet nu rettet mistanken mod to unge mænd.

Onsdag eftermiddag har Retten i Herning afsagt en fængslingskendelse mod to mænd, som er sigtet for drabsforsøg. Det skriver TV MidtVest.

De mistænkte, som er henholdsvis 21 og 23 år, var dog ikke selv til stede i retsmødet.

Den ene er blevet anholdt i Tyskland, mens den anden også menes at opholde sig i udlandet. Det har anklager Iben Ernst Bøttker oplyst ifølge TV MidtVest.

Tirsdag blev en 16-årig pige fængslet i sagen. Retten i Herning vurderede, at hun med rette kan mistænkes for at have lokket drengen hen i solcenteret, hvor det var meningen, at han skulle overfaldes.

Anklagemyndigheden har sigtet pigen for medvirken til forsøg på manddrab, men retten gik altså kun med til at fængsle hende for medvirken til grov vold.

Tidligere onsdag oplyste Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau, at der i forlængelse af solcentersagen er foretaget endnu en anholdelse.

Der er tale om en 21-årig mand, som er sigtet for at have forsøgt at begå grov vold. Ifølge TV MidtVest sigtes han for at forsøge at ramme to personer med en machete mandag aften.

Den 21-årige blev også fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Herning onsdag. Han er blevet varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

Overfaldet i solcentret på Fruehøj skete mandag aften klokken 20.30. En 16-årig dreng blev overfaldet af en gruppe gerningsmænd og stukket med kniv.

Offeret blev fløjet med helikopter til Aarhus Universitetshospital i Skejby. Her blev han efterfølgende meldt uden for livsfare.

Iran advarer USA imod at involvere sig i konflikt

Hvis USA involverer sig i konflikten mellem Israel og Iran, vil Iran svare stærkt igen.

Sådan lyder det fra Irans FN-ambassadør, Ali Bahreini, onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Bahreinis udtalelser kommer, på et tidspunkt hvor den amerikanske præsident, Donald Trump, ifølge flere medier – blandt andet CBS News – overvejer, om USA skal gennemføre et angreb på Iran.

Tirsdag opfordrede Trump Iran til at overgive sig fuldstændigt.

Bahreini kalder udtalelserne for “totalt uberettigede og meget fjendtlige”.

– Vi kan ikke ignorere dem. Vi er meget på vagt, hvad angår Trumps udtalelser, siger Bahreini.

USA har foreløbig involveret sig indirekte i konflikten ved blandt andet at hjælpe med at nedskyde missiler på vej mod Israel.

Tre amerikanske embedsmænd siger, at USA udstationerer flere kampfly i Mellemøsten og forlænger udstationeringen af andre krigsfly, som allerede er der.

Tusindvis af mennesker flygter onsdag fra Teheran og andre større byer, melder iranske medier. Det har også været tilfældet tidligere i løbet af konflikten, som begyndte fredag med et stort israelsk angreb.

Onsdag er der meldinger om, at Israel på ny har ramt steder med relevans for det iranske atomprogram. Det gælder to anlæg, hvor der kan produceres dele til centrifuger, oplyser Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA).

Israel har begrundet angrebene på Iran med, at de er nødvendige for at forhindre Iran i at kunne producere atomvåben. En ambition, som Iran afviser at have.

Bestyrelsen i IAEA fandt sidste uge, at Iran ikke lever op til sine ikke -spredningsforpligtelser.

Traktaten om ikke-spredning af atomvåben, NPT, har som formål at forhindre spredningen af atomvåben. Bestyrelsen fandt, at Iran ved flere lejligheder ikke i tilstrækkelig grad har oplyst om sine nukleare materialer og aktiviteter.

Reuters

Cykelløb på Sjælland vil påvirke rejsetid på 83 buslinjer

Det nye cykelløb Copenhagen Sprint kaster trafikselskabet Movia ud i virksomhedens største trafikale omlægning nogensinde.

Det vil give aflysninger og kan give forlænget rejsetid, når løbet finder sted i weekenden 21. og 22. juni.

Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

– Det er en kæmpe udfordring, vi står over for, men vi har erfaring med store omlægninger.

– Vi indsætter både guider, der kan hjælpe passagererne videre, og øger trafikinformationen. Så selv om det er en stor opgave, så er vi godt forberedt, siger direktør for kunder og kommunikation Stine Sander.

Hun understreger, at opgaven både i kompleksitet og omfang overgår situationen ved Tour de France i 2022, hvor løbets første etape blev kørt i København.

83 buslinjer i ti byer på Sjælland berøres. Det gælder blandt andet 5C i København.

Selskabet oplyser, at enkelte afgange også vil være aflyst, mens nogle busstoppesteder vil være midlertidigt lukket.

Det vil for eksempel hverken være muligt at stige af og på ved Rådhuspladsen eller Nørreport Station.

Copenhagen Sprint er et internationalt cykelløb, der skydes i gang ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

På ruten kommer rytterne forbi Frederikssund, Hillerød, Fredensborg, Humlebæk, Allerød, Farum, Værløse, Ballerup, Rødovre, inden det sluttes af ved Statens Museum for Kunst i København.

Vejene vil være spærret under afviklingen af løbet. I København vil ruten allerede være lukket fra lørdag klokken 05.00 til søndag klokken 22.00.

Målområdet omkring Sølvgade afspærres dog allerede fredag 20. juni klokken 18.00.

I rutens resterende byer vil vejen være spærret fra omkring middag til eftermiddag lørdag og søndag.

Det vil derfor ikke kun være bustrafikken, der berøres.

Også den private trafik skal forvente ekstra rejsetid, og Vejdirektoratet opfordrer til, at man lader bilen stå, hvis det kan lade sig gøre.

– Særligt i København vil det give mening at finde alternativer, og så må man selvfølgelig forvente, at der kan være mange mennesker i den offentlige transport, siger vagthavende ved Vejdirektoratet Jakob Riis-Petersen til Ritzau.

Og hvis man alligevel er nødsaget til at bruge sin bil, så appellerer han til, at man planlægger sin køretur i god tid, så man undgår afspærringerne.

Dansk eksdirektør for svensk bank kan få sag for højesteret

Danske Birgitte Bonnesen, som er tidligere topchef for Swedbank og dømt for bedrageri, kan få sin sag for den svenske højesteret.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT onsdag.

Högsta domstolen – den øverste svenske domstol – giver således tilladelse til prøvning af sagen, altså tredjeinstansbevilling.

Bonnesen blev i efteråret 2024 dømt til fængsel i et år og tre måneder for groft bedrageri.

Retten vurderede, at Bonnesen med udtalelser til blandt andet svenske medier havde givet vildledende oplysninger.

Udtalelserne formidlede det ifølge retten “vildledende budskab, at der ikke var nogen mistænkelige hvidvaskforbindelser til en anden banks aktiviteter i Estland”.

Tidligere var hun ellers blevet frifundet ved byretten i Stockholm i sagen om groft bedrageri og læk af insiderinformation.

Dengang var det anklagerne, der ankede. I dette tilfælde har Bonnesen ønsket at få sagen for den svenske højesteret.

Birgitte Bonnesen var ansat i Swedbank i over 30 år. I 2016 blev hun direktør for hele banken. Men hun blev fyret i 2019.

Det skete efter en række afsløringer i en udsendelse på den svenske tv-station SVT. Her afdækkede de svenske journalister mistænkelige transaktioner. De havde fundet sted i Swedbanks estiske filial.

TT skriver, at prøvningen i den svenske højesteret vil tage udgangspunkt i, at det er bevist, at der mellem 2007 og 2015 i den svenske bank var mistanke om hvidvask mellem kunder i den estiske virksomhed og i Danske Banks estiske filial.

Samtidig blev der i 2018 fundet information om “alvorlige brister” i datterbankens processer for at modvirke hvidvask. Der vil blive taget udgangspunkt i, at Bonnesen kendte til begge dele, skriver TT.

– Dette indebærer, at Högsta domstolen kommer til at tage stilling til, om udtalelserne, som Birgitte Bonnesen er kommet med, har været vildledende i henhold til straffebestemmelsen om bedrageri, skriver domstolen i en pressemeddelelse.

Mand anholdt i sag forbundet til knivsag fra solcenter

En 21-årig mand er anholdt og bliver onsdag stillet for en dommer ved Retten i Herning, hvor han er sigtet for at have forsøgt at begå grov vold.

Sagen relaterer sig ifølge Midt- og Vestjyllands Politi til en anden voldsepisode, hvor en 16-årig mandag aften blev overfaldet og stukket med kniv i et solcenter på Fruehøjvej i Herning.

Hvad den nye sag mere nøjagtig handler om, har politiet endnu ikke oplyst, men det drejer sig om en ikke fuldbyrdet voldsepisode, som tidsmæssigt ligger efter episoden i Solcentret.

Mandag aften blev en 16-årig dreng overfaldet af flere gerningsmænd i et solcenter på Fruehøjvej i Herning. Han blev efterfølgende fløjet med akutlægehelikopter til Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Her blev han senere meldt uden for livsfare.

I forbindelse med efterforskningen anholdt politiet natten til tirsdag en 16-årig pige. Det var anklagemyndighedens opfattelse, at pigen havde lokket den jævnaldrende dreng hen i solcentret, med henblik på at han skulle overfaldes.

Pigen er sigtet for medvirken til forsøg på manddrab, men Retten i Herning har i første omgang valgt at fængsle hende på baggrund af en mistanke om grov vold.

Forskellen på, hvorvidt der er tale om grov vold eller drabsforsøg, handler om, hvorvidt pigen har vidst, at overfaldet blev så groft, at det var livstruende.

Midt- og Vestjyllands Politi meldte tirsdag ud, at man nu rettede efterforskningen mod at finde gerningsmændene bag selve overfaldet.

Den 21-årige, som nu er anholdt, er dog ikke i den kategori. Som nævnt drejer sigtelsen mod ham om en anden og efterfølgende episode.

Onsdagens grundlovsforhør går efter planen i gang klokken 12.

Ansigtsgenkendelse i Parken afslører 44 personer

Siden indførelsen af ansigtsgenkendelse i Parken ved årsskiftet har 44 personer forbrudt sig mod Parkens og Divisionsforeningens ordensreglement. Teknologien har været i brug ved ti hjemmekampe i Conference League, pokalturneringen og i Superligaen.

Det fremgår af en pressemeddelelse på FC Københavns hjemmeside.

Systemet blev sat i værks for lynhurtigt at kunne identificere hooligans på stadion og sørge for, at karantæneramte fans ikke får adgang.

I starten af januar vurderede FCK, at systemet ville kunne scanne ansigter på et kvart sekund og afgøre, om der er et match på en person i det såkaldte hooliganregister. Hovedformålet var at skabe en tryg stemning i Parken.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) fandt det tilbage i januar positivt, at Datatilsynet gav FCK grønt lys til ansigtsgenkendelse i Parken.

– Jeg tror, at det er et vigtigt bidrag til at håndhæve de karantæner, der bliver delt ud til dem, der ikke kan opføre sig ordentligt, og til de voldstosser, som ødelægger gode sportsbegivenheder for alle os andre.

FCK vurderer nu, at den første halvsæsons resultater vidner om, at teknologien virker efter hensigten.

Divisionsforeningen har ansøgt om tilladelse til at implementere ansigtsgenkendelse på alle superligastadions i Danmark.

Cigaretsalget falder fortsat: Ni procent lavere sidste år

Danskerne lever sundere, end de har gjort tidligere, i hvert fald når det gælder cigaretter og alkohol.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser i hvert fald, at salget af både cigaretter og alkohol faldt sidste år.

Mens der i 2023 blev solgt 3,85 milliarder cigaretter herhjemme, lød det tilsvarende tal for 2024 på 3,5 milliarder.

Det svarer til et fald på ni procent, og sammenligner man med salget fem år tidligere, lyder faldet på hele 37 procent.

Tallene svarer til, at hver voksen dansker købte 726 cigaretter sidste år. Det er lige godt 36 pakker.

Alkoholsalget faldt også. Målt i liter ren alkohol blev der langet 43,7 millioner liter over disken i danske butikker.

Det er en tilbagegang på 1,5 procent og dækker over et faldende forbrug af både vin og spiritus. Til gengæld steg ølsalget en smule.

Fordeler man alkoholsalget ud på alle danskere over 18 år, svarer det til 9,1 liter ren alkohol om året per person.

Det er 11,7 genstande om ugen, hvis en genstand omregnes til 1,5 centiliter ren alkohol.

I Kræftens Bekæmpelse modtager forebyggelsesdirektør Mette Lolk Hanak nyheden med glæde:

– Det passer med faldet i antallet af rygere, vi har set de senere år, og at danskerne drikker lidt mindre alkohol, siger hun.

Spørgsmål: 726 cigaretter svarende til 36 pakker per dansker årligt lyder lidt højt. Hvad tænker du om det?

– Det er i virkeligheden et udtryk for, at vi ikke er i mål endnu. Målet er, at vi skal helt af med det her møgprodukt, hvis det står til os, siger Mette Lolk Hanak.

Statistikken er lavet på baggrund af Skats oplysninger om indberettet salg af afgiftspligtige varer.

Tallene medtager derfor ikke varer, der er købt i udlandet i for eksempel grænsebutikker eller lufthavne. Omvendt er udenlandske turisters køb i danske butikker talt med.

Opgørelsen omfatter heller ikke snustobak eller nikotinposer.

16 mennesker blev dræbt i samme bygning i Kyiv i stort angreb

16 mennesker blev dræbt i en enkelt bygning – og 21 i alt – i Kyiv, da Rusland gennemførte et stort angreb tirsdag på den ukrainske hovedstad.

Det fremgår af et opjusteret dødstal onsdag fra redningsfolk, skriver nyhedsbureauet AFP.

Bygningen, hvori 16 mennesker mistede livet, var på ni etager og ligger i Solomjanskyj-distriktet i den vestlige del af byen.

Tidligere sagde Kyivs borgmester, at mindst 14 var blevet dræbt i bygningen.

Angrebet ramte tidligt tirsdag og blev gennemført med hundredvis af droner og også mange missiler.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har kaldt det et af de mest “rædselsfulde angreb” i den tre år lange krig.

– I alt døde 21 mennesker i hovedstaden, og 134 blev såret, skriver Ukraines statslige redningstjeneste på Telegram.

Zelenskyj har sagt, at der i alt blev affyret 440 droner og 32 missiler i de russiske angreb på tværs af Ukraine.

Han opfordrer verden til ikke at “vende det blinde øje til” situationen.

Det russiske forsvarsministerium har sagt, at det gennemførte præcisionsangreb på “militærindustrielle faciliteter i Kyiv-området” i en meddelelse, der minder om tidligere udtalelser i forbindelse med større angreb på Ukraine.

Over tre år inde i den russiske invasion af Ukraine er der blevet skruet op for de russiske angreb på trods af amerikanske forsøg på at forhandle en våbenhvile på plads.

Der lader fortsat til at være ret langt mellem parterne i forhandlingerne.

Rusland har afvist kravet om en “betingelsesløs” våbenhvile, som den ukrainske regering og europæiske allierede har fremsat. Imens har Ukraine afvist de russiske krav og kaldt dem “ultimatummer”.

AFP

Lagkagehuset er stadig en underskudsforretning

Det lykkedes heller ikke sidste for bagerikæden Lagkagehuset at få forretningen til at balancere.

Selskabet, der siden 1991 har solgt kager og brød i både Danmark og senere udlandet, opnåede ifølge Berlingske et underskud på 94 millioner kroner efter skat sidste år.

Det sker på trods af, at det lykkedes at hæve omsætningen med knap 8 procent til 1,575 milliarder kroner.

Det er blandt andet sket i butikkerne i England og USA, hvor man driver henholdsvis 26 og 5 butikker under navnet Ole & Steen – efter de to stiftere, Ole Kristoffersen og Steen Skallebæk.

– Vi har formået at vende udviklingen for vores butikker i London og New York ved at stå endnu stærkere på vores danske identitet og det, vi er sat i verden for: godt bagværk.

– Det har givet os et tydeligt løft i salget og har bekræftet, at strategien virker på tværs af vores to udenlandske markeder, siger Joachim B. Knudsen, der er administrerende direktør.

Lagkagehuset har hen over det seneste år sat nye initiativer i gang for at nå ud til endnu flere kunder., herunder en ny app og en ny webshop.

I februar blev der for første gang åbnet en ny butik i Danmark. Det skete som led i et allerede eksisterende samarbejde med supermarkedskæden Meny.

Både i Risskov ved Aarhus og i Horsens har Lagkagehuset åbnet en bagerbutik inde i en Meny-forretning. Planen er, at der skal åbne yderligere 10 af slagsen hen over de kommende år.

Lagkagehuset har lige nu 108 danske butikker.

Stifterne af kæden er ikke længere medejere af kæden, som i 2017 blev solgt til to udenlandske kapitalfonde.

Vulkanudbrud rammer flytrafikken på ferieøen Bali

Flere flyafgange fra den indonesiske ferieø Bali er onsdag blevet aflyst på grund af et vulkanudbrud.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Vulkanen Mount Lewotobi Laki-Laki på den nærliggende ø Flores gik tirsdag i udbrud og skød aske ti kilometer op i himlen. Onsdag morgen spyede den igen en askesky – denne gang én kilometer – op i luften.

Nedfald af vulkansk aske skaber onsdag udfordringer for de flyselskaber, der benytter øens internationale lufthavn.

Blandt de flyselskaber, der har aflyst eller udskudt flere af onsdagens planlagte afgange, er Jetstar, Virgin Australia, Air India, Air New Zealand, Tigerair og Juneyao Airlines, skriver lufthavnen.

Det australske flyselskab Jetstar bekræfter, at flere fly til og fra Bali er aflyst, mens andre afgange er udskudt til onsdag aften.

– Vejrudsigten viser, at asken forventes at lette senere i aften. Derfor vil eftermiddagens afgange blive udskudt til ud på aftenen, lyder det fra Jetstar i en udtalelse.

Bali er i øjeblikket et yndet turistmål for australiere, der søger væk fra vinteren.

Vulkanudbruddet påvirker især øen Flores, hvor flere byer oplever askeregn. Mindst en by blev evakueret tirsdag, skriver AFP.

De lokale myndigheder opfordrer beboere og turister til at holde sig på mindst syv kilometers afstand af vulkanen. Der advares også om mulige mudderstrømme indeholdende vulkansk materiale i tilfælde af regn.

I november sidste år gik vulkanen i udbrud flere gange. Dengang mistede ni personer livet. Der er foreløbig ikke meldt om døde eller personskader i forbindelse med det seneste vulkanudbrud.

Sergio Ramos spolerer Inters start på klub-VM

Skarpheden foran mål var en mangelvare, da den italienske storklub Inter natten til onsdag indledte klub-VM i USA.

Den debuterende cheftræner, Cristian Chivu, måtte fra på sidelinjen se sine Inter-spillere misbruge flere store chancer, da holdet spillede 1-1 i Pasadena mod mexicanske Monterrey.

På et halvfyldt Rose Bowl tog mexicanerne føringen midtvejs i første halvleg ved en gammel kending af europæisk fodbold – den mangeårige Real Madrid-spiller Sergio Ramos.

Den 39-årige Ramos var gået med frem i forbindelse med et hjørnespark, hvor det lykkedes ham at pande sit mexicanske hold i front med 1-0.

Inter slog tilbage umiddelbart før pausen efter et smart udført frispark på kanten af feltet.

I stedet for at skyde direkte på mål, blev bolden lagt i en blød bue over Monterreys opstillede mur, og så kunne Lautaro Martínez inde foran mål gøre det til 1-1 for de italienske favoritter.

For Inters vedkommende var det første gang, at holdet var på banen siden nederlaget i Champions League-finalen 31. maj. Inter tabte finalen i München med 0-5 til franske Paris Saint-Germain.

Få dage efter nederlaget blev klubben og den daværende cheftræner Simone Inzaghi enige om at ophæve samarbejdet. I sidste uge overtog Cristian Chivu ansvaret i Milano-klubben.

Næste opgave for Inter bliver natten til søndag, hvor argentinske River Plate venter ved klub-VM.

I den sidste gruppekamp skal italienerne op mod japanske Urawa Red Diamonds. De to bedste hold fra gruppen avancerer til knockoutfasen.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]