Seneste nyheder

17. april 2026

Festivalgæster kan risikere massivt regnskyl i solrig Roskilde-uge

Det er formentlig en god idé både at pakke både solcreme og gummistøvler, hvis man skal af sted på dette års Roskilde Festival.

De nyeste prognoser fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, viser både massive regnskyl og temperaturer over 30 grader.

– Det bliver generelt ret varmt og i en overgang rigtig varmt. Men man skal være forberedt på regn, lyder det fra vagthavende meteorolog ved DMI Martin Lindberg.

Ifølge DMI’s prognose vil der falde 47 millimeter regn torsdag om en uge. Martin Lindberg understreger dog, at der er meget usikkerhed forbundet med en prognose så langt ude i fremtiden.

– Der er jo en lille mulighed for, at der ikke kommer nedbør, siger han.

Men han vurderer, at der er mere end 50 procents risiko for, at festivalgæsterne kommer til at opleve et par dage med kraftigt nedbør.

Roskilde Festival åbner op for dele af campingområdet lørdag.

Her vil der være nogenlunde forhold i vejret til at få sat sit telt op. Martin Lindberg siger, at der vil være en del skyer, men at det vil holde tørt.

Temperaturen vil stige til omkring 23-24 grader med en jævn vind.

– Så klarer det op natten til søndag, som ser pæn ud med solskin hele dagen, siger han.

Tirsdag vil der begynde at strømme varm luft sydfra over Danmark, hvilket vil give temperaturer på omkring 25 grader.

Som prognoserne ser ud på nuværende tidspunkt, kan onsdag nå op over 30 grader. Det er dog behæftet med usikkerhed.

Martin Lindberg påpeger, at man nok kan være mere sikker på prognoserne for onsdag og torsdag, når DMI udsender prognose mandag.

Price-Pejtersen mister DM-guld efter genindført diskvalifikation

Den danske cykelrytter Johan Price-Pejtersens diskvalifikation ved sidste års DM i enkeltstart er blevet genindført.

Den Internationale Cykelunions (UCI) disciplinærkommission har truffet den endelige afgørelse.

Det oplyser Danmarks Cykle Union (DCU) på sin hjemmeside torsdag.

I slutningen af januar omstødte DCU diskvalifikationen af Price-Pejtersen, så danskeren blev tildelt DM-guldet.

Men DCU’s ordensudvalg havde ikke hjemmel til at omgøre kommissærpanelets oprindelige afgørelse, lyder det.

Dermed står landsmanden Mattias Skjelmose som vinder.

Morten Anderson, formand for DCU, mener, at det har været et urimeligt langt og frustrerende forløb.

– Vi må begynde med at se indad, og derfor nedsætter vi nu en arbejdsgruppe, der skal gennemgå sagen i sin helhed og komme med konkrete tiltag, så vi kan forhindre lignende situationer i fremtiden, siger formanden i meddelelsen.

Price-Pejtersen blev i første omgang udråbt som vinder af enkeltstarten, men kort efter blev han diskvalificeret for at have benyttet en cykelsti, som ikke var en del af ruten.

DCU afviste dengang, at afgørelser truffet af løbsjuryen kunne appelleres i unionens disciplinærsystem.

Den vurdering underkendte Danmarks Idrætsforbunds Appelinstans i december, og derfor skulle sagen prøves i DCU’s disciplinærsystem.

DIF vurderede blandt andet, at Price-Pejtersen ikke drog fordel af kørslen på cykelstien, og at DCU ikke i tilstrækkelig grad havde afmærket løbsruten i henhold til regelsættet.

Det samme kom DCU’s ordensudvalg frem til.

UCI valgte at genåbne sagen for fornyet behandling i februar.

Her lød det, at formanden for UCI’s disciplinærkommission, Jean-Pierre Morand, skulle afgøre sagen som den eneste dommer.

Price-Pejtersen var ingenlunde tilfreds med DCU, efter at hans diskvalifikation i første omgang blev omstødt.

– Syv måneder hvor jeg ikke har kunnet bære Dannebrog og er blevet frarøvet noget af den mest dyrebare tid, man som cykelrytter kan få, skrev han på det sociale medie Instagram.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sindssyg anbringes på Sikringen efter drab på psykiater

En mand skal anbringes på en institution for de farligste sindssyge, efter at han i sommeren 2023 dræbte en psykiater på en afdeling under Psykiatrisk Center i Brøndby.

Det er Østre Landsret torsdag nået frem til.

Landsretten har stadfæstet en tidligere afgørelse fra Retten i Glostrup, oplyser anklagemyndigheden til Ritzau.

Forbrydelsen blev udført med kniv. Psykiater Mariann Stenberg blev tildelt flere stik ved overfaldet. Hun blev 66 år. Samtidig forsøgte den nu 43-årige mand desuden at dræbe to andre.

I anklageskriftet indgik også flere andre lovovertrædelser, herunder voldtægtsforsøg, vold og trusler.

I landsretten bad han om at blive anbragt på en almindelig lukket retspsykiatrisk afdeling.

Men på baggrund af faglige vurderinger af manden sker anbringelsen altså på Sikringen i Slagelse, og der er ikke fastsat en længstetid.

Sikringen har 35 pladser. Patienterne er enten placeret på stedet på grund af et såkaldt farlighedsdekret eller efter en dom.

26-årig skyldig i drab i parkeringskælder

En 26-årig mand, der er tiltalt for drabet på en 25-årig mand i en parkeringskælder på Frederiksberg i marts sidste år, er kendt skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.

Han er tiltalt for drab begået i forening med en medgerningsmand.

Samtidig er en 27-årig medtiltalt frifundet for en anklage medvirken til drab, men er dog kendt skyldig i ulovlig våbenbesiddelse.

Afgørelsen er faldet torsdag ved Retten på Frederiksberg.

Ved middagstid den 31. marts 2024 fandt politiet en 25-årig mand skudt og dræbt i sin bil i en parkeringskælder på Johannes V. Jensens Allé på Frederiksberg.

Manden var blevet ramt af to skud, et i ryggen og et bag venstre øre. Drabet var begået sent om aftenen dagen før.

To mænd blev siden anholdt og tiltalt for at have planlagt drabet i forening med en tredje gerningsmand, som kort efter forlod landet.

Politiet ved ikke, hvor han opholder sig, men en dommer har vurderet, at der vil være grundlag for at varetægtsfængsle manden.

I forbindelse med torsdagens afgørelse har retten fundet det bevist, at det var den 26-årige, som affyrede skuddene.

Under sagen nægtede han sig skyldig og forklarede, at han slet ikke var til stede, da drabet fandt sted.

Han erkendte dog, at medgerningsmanden og offeret havde kendt hinanden i mange år og tidligere været tætte venner. Ifølge hans forklaring var det oprindeligt planen at røve offeret – ikke at slå ham ihjel.

Retten fandt imidlertid ikke hans forklaring troværdig og lagde vægt på flere forhold.

Blandt andet video fra overvågningskamera, telefonopkald mellem den 26-årige og den tredje gerningsmand i dagene op til drabet, samt en GPS-tracker under offerets bil, som sendte signal til tredjemandens telefon.

En vægtskive der blev fundet på gerningsstedet matchede desuden vægtløftningsudstyr, som politiet havde fundet i den 26-åriges lejlighed.

Retten vurderede, at drabet var planlagt, og at den skyldige efter aftale med den anden gerningsmand havde rekognosceret området grundigt forud for drabet.

Den medtiltalte blev frifundet for medvirken til drab, men kendt skyldig i ulovlig våbenbesiddelse.

Ifølge retten havde han transportere en rygsæk med mordvåbnet, en skarpladt Walther P99AS-pistol, til en kanal på Amager, hvor den senere blev fundet af en mand, der var ude at lufte sin hund.

Den 27-årige forklarede under retssagen, at han ikke vidste, hvad han skulle transportere i rygsækken, men at han havde fået besked på at skaffe indholdet af vejen og brænde tasken efterfølgende.

Dommen i sagen ventes at falde senere torsdag.

DSB udvider milliarddyr togbestilling med 50 eldrevne IC5-tog

Som led i DSB’s udfasning af de nuværende diesellokomotiver til fordel for moderne, elektriske togsæt har DSB besluttet at bestille yderligere 50 IC5-tog.

Det oplyser DSB i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at kontrakten på 100 eldrevne IC5-tog fra 2021 havde en åbning for bestilling af flere togsæt.

Det er den åbning, som DSB gør brug af nu.

DSB oplyser over for Ritzau, at det ikke kan oplyse prisen på de yderligere 50 togsæt, men at den samlede investering i den nye togflåde på 150 IC5-tog lyder på over 20 milliarder kroner.

I et aktstykke fra Transportministeriet fremgår det, at fortroligheden om den endelige betalingsplan kan ophæves efter ti år. Det begrundes med hensyn til statens økonomiske interesser og leverandørens markedsposition.

Det blev afgjort i 2021, at den franske togproducent Alstom skal levere mindst 100 eldrevne togsæt og vedligehold af dem for omkring 20 milliarder kroner. Det skete efter to års udbud.

Ifølge en tidsplan, der blev aftalt i 2022, skulle togene have været i drift i 2025.

Men grundet forsinkelser er det udskudt til 2027, hvor DSB forventer at kunne indsætte de nye, elektriske IC5-tog i driften.

De første togsæt bliver leveret i 2025. Herefter skal de testes og myndighedsgodkendes, inden de kan tage passagerer med om bord.

Person er død efter påkørsel af bus

En person er torsdag død efter at være blevet påkørt af en bus i Aalborg. Det oplyser politiet til nordjyske.dk.

Ulykken er sket ved busterminalen. Flere vidner overværede episoden, oplyser politiet til TV Nord.

Khamenei i tv-tale: USA opnåede ikke meget med angreb på atomanlæg

USA ramte iranske atomanlæg i sine luftangreb sidste weekend, men amerikanerne opnåede ikke ret meget med operationen.

Det siger Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, i en tv-tale på iransk stats-tv torsdag eftermiddag, skriver Reuters.

Iran svarede igen ved mandag at angribe flyvebasen al-Udeid i Qatar, som anvendes af amerikansk militær.

Khamenei advarer om, at iranske angreb på amerikanske baser kan blive gentaget i fremtiden i tilfælde af nye angreb mod Iran.

Det er første gang, at Khamenei taler offentligt, siden Israel og Iran blev enige om en våbenhvile tirsdag.

Konflikten mellem de to lande begyndte med en bølge af israelske angreb på iranske atomanlæg og militærbaser 13. juni.

Den berygtede svenske røver Clark Olofsson er død

Den svenske storforbryder Clark Olofsson, der er dømt for narkokriminalitet, drabsforsøg og bankrøveri, er død. Han blev 78 år.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Olofsson sættes især i forbindelse med et røveri og gidseldrama i 1973 i den svenske hovedstad, Stockholm, som ellers begyndte uden hans deltagelse, da han selv var i fængsel.

Gidselstagningen førte til begrebet Stockholm-syndromet.

23. august 1973 begik den tidligere dømte forbryder Jan-Erik Olsson røveri i Kreditbanken på Norrmalmstorget, hvorefter han tog fire gidsler.

Olsson havde en række krav for at frigive gidslerne: Han ville have gangsteren Clark Olofsson løsladt og bragt til banken, tre millioner kroner, to pistoler, skudsikre veste, hjelme og en Ford Mustang.

Sveriges regering var inde over sagen og gav tilladelse til, at Olofsson kunne overgives til Olsson i banken.

Efter seks dage fyldte politiet banken med tåregas og fik situationen under kontrol. Gidslerne blev befriet.

Et af gidslerne var Kristin Enmark. Hun talte under dramaet flere gange i telefon med myndighederne, herunder daværende statsminister Olof Palme.

Her registrerede den undrende offentlighed, at hun tog gidseltagerne i forsvar.

Hendes reaktion blev senere forklaret med Stockholm-syndromet.

Siden har eksperter dog stillet spørgsmål ved fænomenet.

Cecilia Ase, der er kønsforsker på Stockholms universitet, har kaldt Stockholm-syndromet et “konstrueret koncept”, som kan bruges til at forklare, hvordan gidsler reagerer, når myndighederne ikke kan beskytte dem.

Foruden deltagelsen i røveriet og gidseltagningen i Stockholm er Clark Olofsson gennem årene blevet dømt for flere andre røverier samt drabsforsøg og narkokriminalitet.

Han var også velkendt i fængselssystemet på den danske side af Øresund.

Han blev i 2004 straffet ved Østre Landsret med 14 års fængsel for indsmugling af amfetamin. Det var dengang en af de hårdeste narkostraffe herhjemme.

I 2022 udkom miniserien “Clark” på Netflix. Den er baseret på Clark Olofssons historie.

Kioskejer dømmes for salg til mindreårig agent

En kioskejer på Als er torsdag blevet idømt en bøde, efter at en mindreårig person var udsendt af Sikkerhedsstyrelsen for at teste, om kiosken overholdt reglerne.

Bøden er på 25.000 kroner, oplyser Retten i Sønderborg.

I sagen har kioskens advokat argumenteret for, at myndighedernes metode med at bruge agenter er i strid med grundlæggende retsprincipper.

Det er ifølge dr.dk første gang, at Nærbutikkernes Landsforening har fået en advokat til at forsvare sig i den type sag.

Kiosken solgte nikotinposer til agenten, der var på hemmelig mission for myndighederne.

Lovreglen om at anvende agenter til at afsløre brud på reglerne om salg til mindreårige har været udsat for kraftig kritik.

For eksempel har professor emeritus Jørn Vestergaard udtalt, at det er “lodret i strid med” sædvanlige retsprincipper.

Men dommeren i Sønderborg har torsdag altså afvist lignende indvendinger fra advokat Allan Nejbjerg, der forsvarede kiosken, som ligger i Augustenborg.

Kiosken blev testet af en 16-årig kontrolkøber, oplyser det regionale medie jv.dk.

I dommen står ifølge jv.dk, at den tiltalte burde have været i tvivl om køberens alder, og at han har handlet med en uagtsomhed, som er nok til domfældelse.

Under et retsmøde i sidste uge kom anklageren med kravet om en bøde på 25.000 kroner.

– Det er mere end en måneds overskud for mig, sagde den tiltalte til jv.dk.

Loven med de udsendte kontrolkøbere trådte i kraft sidste sommer, og siden da er der noteret 504 overtrædelser. Indtil nu er 130 sager afgjort med en bøde, har Sikkerhedsstyrelsen oplyst til dr.dk.

Kvinde røg en smøg og sigtes for at antænde naturbrand på ferieø

En georgisk kvinde sigtes for uagtsom brandstiftelse, efter at hun tilsyneladende ved et uheld antændte én af flere naturbrande, der de seneste dage har raseret den græske ferieø Chios.

Det skriver The Guardian.

Kvinden, der arbejder som husholderske på øen, har erkendt at have smidt et cigaretskod på jorden og derved antændt en brand, oplyser repræsentanter for brandvæsnet.

Branden brød ud søndag stort set samtidig med fire andre brande, og siden da er 400 kvadratkilometer brændt ned.

Husholdersken bliver stillet for en dommer ved et retsmøde torsdag.

Flere end 400 brandmænd har deltaget i brandslukningen siden søndag. Brandfolkene har fået hjælp af flere hundrede frivillige.

Brandene spredte sig hurtigt på grund af kraftig vind i området, og torsdag har brandvæsnet stadig ikke kontrol over dem.

Søndag blev hundredvis af asylansøgere evakueret fra et modtagelsescenter, som var inden for brandenes rækkevidde, og mandag måtte syv landsbyer på Chios evakueres.

Onsdag skrev nyhedsbureauet AFP, at naturbrandene var “faretruende tæt” på plantager med værdifulde mastikstræer. Træernes harpiks – mastiks – bruges til produktion af tyggegummi, alkoholiske drikkevarer og lægemidler.

Chios er særligt kendt for netop sin mastiksproduktion, og mastiks fra Chios er optaget på Unescos verdensarvsliste.

Det er torsdag uvist, om mastikstræerne er gået op i røg, ligesom det heller ikke står klart, hvorfor fem naturbrande brød ud stort set simultant søndag forskellige steder på øen.

Brandene hærger Chios samtidig med sommerens første hedebølge, hvor temperaturen de kommende dage ventes at ramme 40 grader.

Bayern München udlejer dansk talent til schweizisk fodbold

Det danske Bayern München-talent Jonathan Asp Jensen skal i den kommende sæson udvikle sig i schweizisk fodbold.

Zürich-klubben Grasshoppers skriver på sin hjemmeside, at man har lejet den 19-årige danske offensivspiller.

– Jonathan Asp Jensen har gennemgået en imponerende udvikling og etableret sig som leder trods sin unge alder, siger Alain Sutter, der er sportsdirektør i Grasshoppers.

– Med sin kreativitet og sin taktiske flair er han alsidig mellem de offensive positioner. Det giver et enormt udviklingspotentiale både fysisk og taktisk.

19-årige Asp fik sin fodboldopdragelse i FC Midtjylland, men skiftede i 2022 til den tyske storklub.

Her fik han debut som 18-årig i maj 2024, da han blev skiftet ind i en ligakamp mod Wolfsburg. Indtil videre er det kun blevet til den ene optræden.

I september 2024 forlængede Jonathan Asp Jensen sin aftale i Bayern München til sommeren 2028.

Selvstændig og tillidsvækkende garder fra Aalborg får kongeligt ur

Kong Frederik har torsdag overrakt “Kongens Ur” til garder Christoffer Petersen Voldbjerg fra Aalborg.

Uret er en hædersbevisning, som overrækkes til en værnepligtig garder ved afslutningen af tjenestetiden.

Den jyske garder har blandt andet modtaget den kongelige hæder for sin selvstædighed og grundige udførelse af opgaver.

– Garder C.P. Voldbjerg har ligeledes en overhøjde på forskellige vagter, som gør, at man som vagtkommandør og sergent kan slappe lidt mere af, da man kan stole på, at han løser opgaverne til punkt og prikke.

Sådan lyder en del af motivationen for indstillingen af garderen, der er født i Aalborg og har boet de første fem år af sit liv i Tyskland.

Det er gardernes overordnede og kammerater, der indstiller en garder til at modtage hædersbevisningen. Vagtkorpset udpeger én til at modtage det kongelige ur for at være en god kammerat og dygtig soldat.

Christoffer Petersen Voldbjerg har titlen Post for Gevær på 1. vagthold i Livgarden.

I indstillingen af garderen fremgår det blandt andet, at han er god til at se frem i tidsplanen på forskellige vagter.

– Han arbejder selvstændigt i sin opgaveløsning og ser selv, hvilke opgaver han eventuelt mangler at udføre, uden sergent overhovedet har påtalt det, lyder det.

Den unge garder har i sit liv op til Livgarden haft en stor interesse for det fysiske og sportslige. De sidste tre år af folkeskolen brugte han i en idrætsklasse i Aalborg.

Ligeledes gik han på en idrætslinje på Handelsgymnasiet i Aalborg, inden han trådte ind i Livgarden.

Han har, inden han påbegyndte sin værnepligt i Livgarden, svømmet på eliteplan.

Christoffer Petersen Voldbjerg ved endnu ikke, hvad fremtiden byder, efter at han har afsluttet sin tjeneste tid.

Men den nu hæderkronede garder har søgt videre som sergent i Livgarden.

Historien bag uret går tilbage til 1970, hvor “Kongens Ur” blev overrakt første gang, dengang i anledning af Frederik IX’s 70-års fødselsdag. Siden da har flere end 130 gardere modtaget anerkendelsen.

Trump kræver Netanyahu-retssag droppet og kalder den en heksejagt

Den verserende – og årelange – korruptionssag mod Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, skal øjeblikkeligt annulleres.

Sagen er udtryk for “en latterlig heksejagt”.

Det skriver USA’s præsident, Donald Trump, på sit sociale medie, Truth Social.

Her hylder han samtidig Netanyahu for Israels angreb på Iran.

– Det rystede mig at høre, at staten Israel, som netop har været igennem et af sin histories største øjeblikke, og som ledes stærkt at Bibi Netanyahu, fortsætter sin latterlige heksejagt på sin store krigstidspremierminister, skriver Trump og bruger Netanyahus kaldenavn, “Bibi”.

Netanyahu har siden maj 2020 været tiltalt for korruption i en retssag, der er opdelt i sagerne, som har fået navnene 1000, 2000 og 4000.

Sagerne er “politisk motiverede”, mener den amerikanske præsident.

– Bibi Netanyahus retssag skal aflyses øjeblikkeligt, eller der skal gives en undskyldning til en stor helt, som har gjort så meget for staten, skriver Trump.

Netanyahu er ifølge flere medier indkaldt til et retsmøde mandag i Tel Aviv efter at retssagen mod ham har været sat på pause som følge af konflikten mellem Iran og Israel.

De gensidige angreb mellem de to lande fandt sted fra 13. til 24. juni.

USA involverede sig i konflikten, da landets militær natten til søndag angreb tre atomanlæg i de iranske byer Isfahan, Natanz og Fordow.

To dage senere indgik Iran og Israel en aftale om våbenhvile.

– Det var USA, der reddede Israel, og nu bliver det USA, der redder Bibi Netanyahu. Denne parodi på “retfærdighed” kan ikke tillades, skriver Trump.

I sag nummer 1000 er Netanyahu og hans hustru tiltalt for at have modtaget cigarer, champagne og andre luksusvarer for 300.000 dollar fra en amerikansk filmproducer og en australsk milliardær til gengæld for politiske tjenester.

I sag nummer 2000 er den israelske premierminister tiltalt for at have forsøgt at indgå en aftale med ejeren af den israelske avis Yediot Aharonot, Arnon Mozes, med det formål at få mere positiv medieomtale.

Til gengæld skal Netanyahu have arbejdet for at lave ny lovgivning, der skulle begrænse udbredelsen af den konkurrerende avis Israel Hayom.

I sag nummer 4000 anklages premierministeren for at have forhandlet med Shaul Elovitch, der tidligere var en af det israelske teleselskab Bezeqs hovedejere, og som ejer nyhedsmediet Walla.

Målet for Netanyahu var ifølge anklagen at få positiv omtale på Walla til gengæld for politiske tiltag, der skulle gavne Bezeq.

Netanyahu nægter sig skyldig.

Styrket svensk krone giver modvind til H&M-omsætning

Den svenske tøjkoncern H&M opnåede i månederne marts, april og maj et resultat efter skat på knap 4 milliarder svenske kroner.

Det viser selskabets regnskab for andet kvartal af det forskudte regnskabsår 2024/25, der er offentliggjort torsdag.

Der er tale om en nedgang på mere end en milliard svenske kroner sammenlignet med samme kvartal sidste år, hvor overskuddet lød på knap 5,1 milliard kroner.

Omsætningen var også vigende. Den steg ellers med en enkelt procent målt i lokale valutaer, men den styrkede svenske krone betød, at omsætningen faldt med 2,9 milliarder svenske kroner til 56,7 milliarder.

Foruden valutamodvinden blev omsætningen også ramt af, at koncernen har lukket en række butikker.

Ifølge H&M’s egne tal var der 134 færre butikker – svarende til fire procent – ved kvartalets udgang sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

Ikke desto mindre er der fortsat 4166 butikker fordelt over hele verden og de ni kæder, som koncernen driver.

H&M-kæden, som også lægger navn til koncernen, er langt den største med 3706 butikker efterfulgt af COS med 238 butikker.

Sidste år var Monki den tredjestørste kæde i koncernen, men hen over det seneste år er næsten halvdelen af butikkerne forsvundet, så der nu kun er 32 tilbage.

Det skyldes en strategisk beslutning om at lukke Monki-brandet helt ned i løbet af i år.

En række af Monki-butikkerne vil i stedet blive videreført i regi af Weekday-brandet.

To studenterlastbiler fik klippet pladerne grundet defekte bremser

To gange på to dage er politiet på Sjælland stødt på lastbiler til studenterkørsel, der var i så ringe en forfatning, at ordensmagten valgte at klippe nummerpladerne.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi torsdag til Ritzau.

Det er politiets Tungvognscenter Øst, som administrativt er forankret i den midt- og vestsjællandske politikreds, som i anledning af de igangværende og kommende studenterkørsler kontrollerer de køretøjer, som fragter blomsten af Danmarks ungdom omkring i forbindelse med fejringerne.

I Tuelsø ved Sorø blev en lastbil tirsdag kontrolleret. Den skulle have kørt med studenter torsdag og fredag i København. Men det bliver ikke til noget.

Det ene sidespejl sad så skævt, at det ikke kunne bruges til at se bagud med. Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi var spejlet tilmed forsøgt repareret med snor og gaffatape.

Derudover bremsede lastbilen skævt, hvilket i øvrigt ikke er første gang.

For nøjagtig samme lastbil blev også sidste år kontrolleret – i øvrigt af samme politimand, som stod for årets kontrol – og også dengang fik den klippet pladerne på grund af skævbremsning.

Onsdag foretog folkene fra Tungvognscenter Øst kontrol i Korsør. Fem lastbiler blev kontrolleret, og det blev til to sager. Den ene var så grel, at bilen fik forbud mod at køre videre.

Kontrollen afslørede nemlig, at den tonstunge bil ikke kunne bremse på den bageste aksel.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi fortsætter kontrollen af studenterlastbiler i de kommende dage.

Orbán afviser blankt ukrainsk EU-medlemskab: Det vil lukke krigen ind

Ukraine skal ikke være medlem af EU. Det fastslår Ungarns premierminister, Viktor Orbán, på vej ind til EU-topmødet i Bruxelles torsdag.

Dermed markerer den ungarske leder sig igen som den måske største bremseklods for en af Danmarks ambitioner under EU-formandskabet: En åbning af nye kapitler i forhandlingerne om medlemskab med Ukraine.

– Problemet er krigen. Hvis vi integrerer Ukraine i EU, så lukker vi krigen ind, siger Viktor Orbán på vej ind til EU-topmødet i Bruxelles torsdag.

Udfordringen for Ukraine og det danske EU-formandskab er, at der skal være enighed blandt alle 27 EU-lande, når det gælder forhandlinger om medlemskab.

Dermed er Orbán reelt udstyret med en vetoret mod ukrainsk medlemskab.

Og den er han tilsyneladende villig til at bruge:

– Vi ønsker ikke at at være i en union med et medlem, som er i krig og repræsenterer en nært forestående trussel mod os, siger Viktor Orbán om Ukraine.

Ukraine har ellers haft status som kandidatland siden juni 2022.

Som kandidatland har Ukraine arbejdet for at implementere reformer og lovgivning, som skal bringe Ukraine tættere på EU-standarder.

Det arbejde har Ukraine gentagne gange fået ros for af EU-Kommissionen – ikke mindst i lyset af at det er gennemført, mens krigen mod Rusland fortsætter.

Men landets økonomi haltede allerede før krigen langt efter, hvad der kræves for at kunne deltage på det indre marked.

Og der er også bekymring for korruption og styrken i landets demokratiske institutioner, der ikke kan fungere normalt på grund af krigen.

Op til det danske EU-formandskab har europaminister Marie Bjerre (V) håbet på, at det nuværende EU-formandskabsland, Polen, var lykkedes med at åbne de første kapitler i forhandlingerne.

Men det er ikke sket.

I løbet af foråret stemte 26 ud af 27 EU-lande for at åbne de første forhandlinger med Ukraine om et medlemskab i unionen.

Men Ungarn har stemt imod, og derfor blokeres processen. Under Danmarks formandskab bliver man nødt til at fortsætte presset, mener Marie Bjerre.

Hun afviser Orbáns udlægning af risikoen ved at lukke Ukraine ind i EU:

– Jeg er ikke politisk enig. Det er ikke at invitere krigen ind. Tværtimod – den bedste måde at holde Rusland ude er ved at sikre stabilitet, frihed og stærke demokratier. Det kommer der med en EU-udvidelse, siger Marie Bjerre i en skriftlig kommentar.

Danmark har særlig stærk opbakning fra de baltiske lande til at gå videre med udvidelsen.

De baltiske lande har truslen fra Rusland tæt på og ser derfor Ukraines kamp som deres egen.

Den litauiske præsident, Gitanas Nauseda, mener, at alle seks nødvendige forhandlingsområder i forhandlingerne burde blive åbnet for Ukraine under det danske EU-formandskab.

Det siger han på vej ind til EU-topmødet torsdag:

– Jeg mener, at det er produktivt at sætte ambitiøse politiske mål. Eksempelvis at EU bør se Ukraine som medlem af EU fra den 1. januar 2030.

Derudover bakker han op om at skabe tættere bånd til landet ved hjælp af forsvarsaftaler.

Det kan ske ved at tillade, at ikkeeuropæiske lande får mulighed for at deltage i EU’s fælles indkøb af forsvarsmateriel.

17-årige bilister kan havne i forsikringshul efter nye regler

Det kan ende med at blive uoverskueligt dyrt, hvis man forulykker i bil og ikke har styr på sin forsikring.

For de unge 17-årige bilister er der særligt risiko for at komme i klemme med forsikringen fra 1. juli, advarer brancheorganisationen Forsikring & Pension.

1. juli træder nye regler i kraft, der betyder, at 17-årige med kørekort ikke længere skal have en erfaren bilist med som ledsager, når de skal køre bil i tidsrummet mellem klokken 05 og 20.

Men selv om man på regulær basis kan tage bilen alene som 17-årig, kan man ikke digitalt registreres som bruger af en bil hos Motorstyrelsen, når man er 17 år.

Og det skaber et forsikringshul ifølge Forsikring & Pension.

– Hvis man bare en gang imellem låner mor og fars bil, så er det helt uproblematisk. Man er dækket efter de samme regler, som man er i dag som 18-årig, siger Pia Holm Steffensen, underdirektør i Forsikring & Pension.

– Men hvis man bruger bilen dagligt, så er der brug for, at man bliver registreret som bruger på køretøjet. Det kan man ikke i øjeblikket på den digitale selvbetjeningsløsning, som Motorstyrelsen har.

– Derfor skal man kontakte sit forsikringsselskab, så man er sikker på, at man har en ansvarsforsikring, som dækker, hvis noget går galt, siger hun.

Motorstyrelsen oplyser i et skriftligt svar, at det arbejder på, at 17-årige kan registrere sig digitalt. Hvornår en sådan løsning vil kunne træde i kraft, fremgår ikke.

Styrelsen oplyser desuden, at man ved fysisk fremmøde på en af de 2100 nummerpladeoperatører i Danmark, kan registrere sig som bruger af et køretøj som 17-årig.

Hvis et forældrepar køber en bil til en 17-årig, så bliver det automatisk registreret, at det er enten far eller mor, der er bruger af bilen.

Derfor er det også mor eller fars kørselserfaring, som forsikringspolicen bliver lavet efter, medmindre man selv aftaler noget andet.

Hvis den 17-årige forvolder skade, så vil forsikringsselskabet ikke dække ud fra den police, der er tegnet. Det kan blive en dyr erfaring for den unge, lyder det fra brancheorganisationen.

Dune-instruktør Denis Villeneuve skal instruere næste 007-film

Den næste James Bond-film skal instrueres af den fransk-canadiske instruktør Denis Villeneuve.

Det oplyser Amazon MGM Studios på den sociale platform X.

I en udtalelse erkender Villeneuve det “massive ansvar”, der kommer til at hvile på hans skuldre, men som han glæder sig til at løfte.

– Jeg har siden barnsben set James Bond-filmene med min far, helt tilbage fra “Dr. No” med Sean Connery. Jeg er en die-hard Bond-fan. For mig er han helligt land, lyder det ifølge BBC.

Villeneuve tilføjer, at han har til hensigt “at ære traditionerne” i filmserien om den britiske spion.

Spekulationerne omkring fremtiden for filmserien om James Bond har svirret, efter at de mangeårige rettighedshavere Michael Wilson og Barbara Broccoli tidligere i år overlod den totale kreative kontrol til forretningsgiganten Amazon.

Denis Villeneuve har blandt andet stået bag film som “Sicario”, “Bladerunner 2049”, “Arrival” og de to første “Dune”-film.

Han ventes at indlede optagelserne til den tredje film i “Dune”-serien, “Dune: Messiah”, senere i år.

Det er endnu uvist, hvem der skal indtage hovedrollen som Agent 007 efter Daniel Craig.

Dermed er det heller ikke kendt, hvornår den nye Bond-film får premiere.

FCK henter peruansk lejesvend permanent

Brikkerne i bagkæden begynder så småt at falde på plads i FC København.

På sin hjemmeside skriver den danske mester, at man køber seneste sæsons lejesvend Marcos Lopez i hollandske Feyenoord.

Den 25-årige venstre back er i FCK blevet udstyret med en kontrakt til 2029.

– Det har været vigtigt for os at sikre en fortsat stærk konkurrence på venstre back-positionen, og Marcos viste sig stærkt frem i sidste sæson, siger sportsdirektør Sune Smith-Nielsen.

– Han er faldet naturligt ind i truppen og har været enormt parat til at fortsætte sin udvikling i København.

Det er den anden sommertilgang til forsvarskæden for FCK. Tidligere på ugen præsenterede klubben den 19-årige højre back Yoram Zague på en lejeaftale fra Champions League-vinderen, Paris Saint-Germain.

Med Lopez på en permanent aftale råder FCK nu over fire backs i truppen.

Foruden peruaneren har FCK norske Birger Meling til venstrebacken.

Skader holdt dog nordmanden fra banen i store dele af seneste sæson, og særligt i foråret viste Lopez sine kvaliteter frem og bed sig fast som en del af den foretrukne bagkæde.

– Marcos har, efter en svær start på grund af den store udskiftning i sommer, vist sit høje niveau. Specielt i mesterskabsspillet var han en vigtig faktor, siger cheftræner Jacob Neestrup.

– Han fik lagt på sit offensive gennembrudsspil med flere flotte assists, som havde afgørende betydning i flere kampe. Det var også en målsætning for ham selv, da han kom sidste sommer.

Lopez spillede i sin debutsæson i FCK 30 kampe og leverede 7 oplæg.

– Jeg har virkelig sat stor pris på min første sæson i klubben, og jeg er meget motiveret for at bygge videre på både min egen udvikling og på holdets udvikling, siger peruaneren.

KFC-restauranter ignorerer krav om lukning efter DR-program

På trods af, at fast food-kæden KFC’s vesteuropæiske hovedkontor har beordret lukning af de 11 danske restauranter, var de fortsat åbne onsdag.

Det konstaterer DR, efter at tv-stationen i tirsdags i en udsendelse påviste, hvordan ansatte i de danske restauranter sætter nye datomærker på pakker med kyllingekød, der nærmer sig sidste anvendelsesdato.

Det var denne udsendelse, der i første omgang fik KFC-hovedkontoret til at bede den danske franchisetager – et selskab ved navn Isken Aps – til at beordre de danske restauranter lukket, mens varelagrene blev kontrolleret og personalet blev efteruddannet i fødevarehygiejne.

Men Isken Aps har ifølge DR ignoreret beslutningen ovenfra og fortsat driften af de danske restauranter.

Derfor er KFC gået et skridt videre og har opsagt aftalen med Isken Aps.

– Desværre betyder det, at de 11 KFC-restauranter i Danmark lukker, mens vi finder en ny franchisepartner til markedet, skriver kæden til DR.

DR kontaktede Fødevarestyrelsens rejsehold i forbindelse med udsendelsen om KFC.

Her reagerede man ved at kontrollere samtlige 11 danske KFC-restauranter i begyndelsen af denne måned.

Ingen af de 11 restauranter blev tildelt en glad smiley efter besøgene og fire af dem fik en sur smiley.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]