Seneste nyheder

13. april 2026

Fælder skal afsløre om invasiv gedehams har slået sig ned på Fyn

En invasiv hvepseart – asiatisk gedehams – er for første gang registreret i Danmark.

Et eksemplar af hvepsen er fanget i Kerteminde på det nordøstlige Fyn, oplyser Danmarks Biavlerforening.

Asiatisk gedehams er ikke hjemmehørende i Danmark, og den er på listen over invasive arter.

Den kan være en trussel for hjemmehørende arter, men også for frugtavlere, siger sekretariatsleder i biavlerforeningen Rune Havgaard Sørensen.

– Vi har set, at den gør stor skade på frugtavl i lande i Sydeuropa. Den går på modne frugter, og i og med at den bliver meget talstærk, så bliver den et stort problem for avlerne.

Asiatisk gedehams lever blandt andet af insekter, men honningbier og humlebier er ifølge sekretariatslederen også på menuen.

– Et bo af asiatisk gedehams spiser op til 11 kilo insekter om året.

– Den har særligt specialiseret sig i at spise de insekter, der er nemme at fange. Det gælder også honningbier og humlebier, der flyver ind og ud af et bo, siger Rune Havgaard Sørensen.

Asiatisk gedehams er ikke mere aggressiv over for mennesker end den hjemmehørende art, stor gedehams.

Et stik fra begge arter kan føre til kraftige allergiske reaktioner.

Som navnet antyder, kommer asiatisk gedehams fra Asien. Arten dukkede ifølge Miljøstyrelsen første gang op i Europa i 2005 i nærheden af Bordeaux i Frankrig.

Sandsynligvis var den kommet med skib fra Kina, skriver styrelsen på sin hjemmeside.

Nu findes asiatisk gedehams i hele Frankrig, i store dele af Spanien og Portugal, dele af Norditalien og i Belgien.

Der er fundet enkelte eksemplarer i Storbritannien, og i Tyskland er arten fundet så langt nordpå som Hamburg.

Danmarks Biavlerforening har opsat fælder nær findestedet. Håbet er at afklare, om hvepsen, der blev fanget i Kerteminde, så at sige var en enlig svale eller en del af et bo.

– Vi har opsat fælderne for at identificere, hvor asiatisk gedehams eventuelt har etableret sig.

– Hvis der er tale om et bo, skal vi gerne finde det og få det fjernet, inden de formerer sig og spreder sig yderligere, siger Rune Havgaard Sørensen.

Asiatisk gedehams er to til tre centimeter lang og er kendetegnet ved to karakteristiske gule bånd på bagkroppen.

Hvepsen har også et tydeligt sort hoved og forkrop samt gule ben.

Hvis man har mistanke om at have set asiatisk gedehams, skal man indrapportere fundet via hjemmesiden arter.dk.

Man kan også kontakte Danmarks Biavlerforening og medsende foto eller video af observationen.

Konkurrencerådet vil se på forsikringsselskabers priser

Konkurrencerådet har nu indledt en markedsefterforskning af markedet for skadesforsikringer til private.

Det skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.

Det er nyt, at styrelsen har fået mulighed for at indlede en markedsefterforskning, og det er første gang, at værktøjet tages i brug.

Det sker, efter at en rapport i april blandt andet konkluderede, at forsikringskunder, der har haft det samme forsikringsselskab i flere år uden at genforhandle aftalen, betaler mere end nye kunder.

Analysen viste ifølge Konkurrencerådets formand, Christian Schultz, at konkurrencen på markedet for skadesforsikringer til private er udfordret.

– Med markedsefterforskningen vil vi få afdækket, om forsikringsselskabernes adfærd svækker konkurrencen, i en grad så der er grundlag for at gribe ind fra konkurrencemyndighedens side, siger han i meddelelsen.

Konkurrencerådet er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og agerer uafhængigt af erhvervsministeren.

Skadesforsikringer til private kan være eksempelvis husforsikringer, indboforsikringer, rejseforsikringer eller bilforsikringer.

Markedsefterforskningen vil blandt andet se på den pris, som forsikringskunder betaler for deres forsikringer.

Der vil ifølge styrelsen være særligt fokus på den måde, forsikringsselskaberne løbende indeksregulerer priserne typisk ud fra lønudviklingen i det private.

Markedsefterforskningen giver konkurrencemyndighederne mulighed for at undersøge og potentielt gribe ind over for adfærd eller strukturer, som svækker konkurrencen. Også selv om adfærden ikke er i strid med konkurrencereglerne.

Analysen, som blev offentliggjort i april, var udarbejdet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen for Konkurrencerådet.

Her lød det, at en kunde, der har haft det samme forsikringsselskab i mindst ti år, i gennemsnit betaler 425 kroner mere om året for sin bilforsikring, når man sammenligner med en ny kunde.

For indboforsikringen er den årlige merbetaling 240 kroner, mens den er 443 kroner for husforsikringen.

Dengang afviste forsikringsselskabernes brancheforening, Forsikring & Pension, at analysen viste, at konkurrencen var for dårlig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rusland udpeges som årsag til ja til oprustning fra Nato-lande

Nato-landene er på topmødet i Haag blevet enige om fremover at bruge fem procent af bnp på forsvar og sikkerhedsrelaterede udgifter, står der i erklæringen fra topmødet.

Dermed vil Nato-landene også fremover være i stand til at imødegå ethvert angreb, siger Natos generalsekretær, Mark Rutte.

– Det er en betydelig investering, som er nødvendig i lyset af sikkerhedsudfordringerne. Landene skal mindst bruge 3,5 procent direkte på forsvar.

– Derudover skal 1,5 procent af bnp gå til investeringer, der understøtter vores forsvar og sikkerhed, siger Mark Rutte.

Samme melding kommer fra statsminister Mette Frederiksen (S):

– Alle Natos lande skal bruge 5 procent. Det er vedtaget enstemmigt, og det er også nødvendigt med den sikkerhedsmæssige situation, vi befinder os i.

– Det er et stærkt signal til dem, der desværre har valgt at være fjender til Vesten, siger Mette Frederiksen.

I erklæringen fra topmødet udpeges Rusland direkte som årsagen til, at det er nødvendigt at opruste.

Det er en lettelse for mange europæiske lande, som har været bekymrede for, om USA’s præsident, Donald Trump, ville blokere for sprogbrug, der kunne forstyrre forhandlingerne med Rusland.

Forhandlingerne har dog langt fra givet den lynfred, som Trump håbede på. Det anses som en årsag til, at USA er gået med til at pege på Rusland som den vigtigste trussel for Nato.

I erklæringen bekræfter Nato-landene også, at de står bag den såkaldte musketered i Nato-traktatens artikel fem.

Dermed siger USA som et af de 32 lande ja til at forsvare de øvrige lande i alliancen i tilfælde af angreb.

– Vi bekræfter vores ufravigelige forpligtelse til kollektivt forsvar, som er nedfældet i artikel 5 i Washington-traktaten – at et angreb på én er et angreb på alle, står i erklæringen.

– Vi forbliver forenede og standhaftige i vores beslutning om at beskytte vores en milliard borgere, forsvare Alliancen og sikre vores frihed og demokrati.

Op til topmødet har der været tvivl om USA’s præsident, Donald Trumps, vilje til at forsvare de europæiske lande.

Med beslutningen om at øge forsvarsudgifterne til samlet fem procent, har USA dog stillet sig bag erklæringen.

Dermed kommer Trump til at indfri et ønske, som skiftende amerikanske præsidenter har haft i årtier: At Europa skal betale for sin egen sikkerhed.

– Allierede forpligter sig til at investere fem procent af bnp årligt i centrale forsvarskrav samt forsvars- og sikkerhedsrelaterede udgifter inden 2035, hedder det i erklæringen.

Dermed har Nato-landene ti år til at indfri målet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) fastslog dog på vej ind til topmødet, at det efter hendes opfattelse bør gå hurtigere.

I lyset af truslen fra Rusland vil den danske regering gå efter at bruge 3,5 procent af bruttonationalproduktet (bnp) direkte på forsvar inden 2030.

De sidste 1,5 procent skal Nato-landene efter planen bruge på sikkerhed mere bredt.

Det kan eksempelvis være cybersikkerhed, infrastruktur og forsvar mod hybrid angreb.

Iran melder om store skader på atomanlæg efter angreb

Iranske atomanlæg er blevet “alvorligt beskadiget” i den seneste tids amerikanske og israelske angreb.

Det siger Esmaeil Baghaei, der er talsmand for Irans udenrigsministerium, i et interview med det arabiske medie Al Jazeera.

– Det er helt sikkert, for de har været under gentagne angreb, siger han.

Talsmanden konkretiserer ikke, hvilke skader atomanlæggene har fået.

– Jeg kan ikke tilføje yderligere til sagen, for det handler om et teknisk anliggende, siger han.

USA angreb natten til søndag atomanlæg i Natanz, Isfahan og Fordow.

Ved angrebene anvendte USA’s militær de særligt kraftige bunker buster-bomber, som kan trænge op til 60 meter ned gennem jorden, og som er designet til at ødelægge særligt beskyttede anlæg.

Efterfølgende udtalte USA’s præsident, Donald Trump, at de tre atomanlæg var fuldstændigt ødelagte.

De amerikanske medier CNN og New York Times og nyhedsbureauet Reuters skrev tirsdag aften dansk tid, at en foreløbig vurdering pegede på, at skaderne var knap så omfattende som først antaget.

Vurderingen kom fra efterretningsenheden Defense Intelligence Agency (DIA), der hører under USA’s forsvarsministerium.

Faktisk havde de amerikanske angreb blot forsinket Irans atomprogram med få måneder, lød vurderingen fra enheden angiveligt.

På et pressemøde i forbindelse med Natos topmøde i Haag erkendte Trump, at det ikke står klart, hvor omfattende skaderne er efter de amerikanske angreb.

– Efterretningerne var slet ikke entydige. Efterretningerne siger, at vi ikke ved det. Det kan have været meget slemt. Det er det, efterretningerne peger på, lød det fra den amerikanske præsident.

Men umiddelbart efter sagde Trump, at der skete “udslettelse” af anlæggene i forbindelse med de amerikanske angreb.

USA trådte aktivt ind i konflikten, efter at Israel og Iran gennem mere end en uge havde angrebet hinanden med missiler og droner.

Israel iværksatte den første bølge af angreb med det mål at standse Irans berigelse af uran og ødelægge landets atomprogram.

16-årig sigtet for drab på somalisk kvinde i Herning

En 16-årig dreng er onsdag blevet anholdt og sigtet for at have dræbt en 21-årig somalisk kvinde i Herning 7. april.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Tirsdag blev en 17-årig dreng og en 18-årig mand også anholdt i sagen. De blev dog løsladt efter endt afhøring.

De er begge fortsat sigtet for medvirken til drab.

Den 16-årige dreng fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Herning torsdag klokken 09.30.

– Vi har arbejdet intenst med den her sag de seneste måneder, og det glæder mig, at vi nu har taget et nyt, vigtigt skridt i opklaringsarbejdet, siger politikommissær og efterforskningsleder Theis Thylstrup i pressemeddelelsen fra politiet.

Onsdag eftermiddag har politiet ikke flere kommentarer til sagen.

Inden tirsdag var der ikke nogen, der var anholdt eller sigtet i sagen.

Den 21-årige kvinde blev stukket med kniv 7. april på Gormsvej i Herning.

Drabet skete omkring klokken 21 i et område, hvor der ligger flere boligblokke.

Forbipasserende slog alarm til politiet og ydede førstehjælp til kvinden, men det lykkedes ikke at redde hendes liv.

En ung mand blev set løbe fra stedet.

I tiden efter drabet bad politiet bilister i området om at henvende sig, hvis de havde et såkaldt dashcam på deres bil.

Politiet har også tidligere oplyst, at det ikke mener, at kvinden var et tilfældigt offer.

I forbindelse med løsladelsen af den 17-årige og den 18-årige tidligere onsdag sagde Theis Thylstrup, at afhøringen af dem indgår i efterforskningen af sagen.

Om det har været medvirkende til, at den 16-årige blev anholdt og sigtet for drab, oplyser politiet ikke.

Løkke trykker hånd med Trump – Grønland blev ikke nævnt

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har hilst på og trykket hånd med USA’s præsident, Donald Trump, onsdag i forbindelse med forsvarsalliancen Natos topmøde i Haag.

Det fremgår af en række billeder fra mødet, hvor NATO-landene efter planen skal vedtage en erklæring om at bruge fem procent af bruttonationalproduktet (bnp) på forsvar.

Også forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har fået hilst på Trump. Det er første gang, at Venstres formand møder Trump.

Ifølge Løkkes rådgiver, som er med i Holland, talte Løkke og Trump om duoens seneste møde med hinanden. Det fandt sted i 2018.

Løkke fik over for Trump nævnt, at Danmark har hævet forsvarsudgifterne betragteligt siden deres seneste møde.

Til gengæld fik Løkke og Trump ikke talt om Grønland ifølge rådgiveren. Emnet er ellers oplagt, i og med at Trump har udtrykt et stort ønske om at gøre Grønland til en del af USA.

Trump har endda ikke afvist at bruge militær magt i den forbindelse. Det faktum har den danske regering kritiseret flere gange.

Lund Poulsen ønsker ikke at referere samtalen mellem ham og Trump, lyder meldingen.

Også statsminister Mette Frederiksen (S) deltager ved Nato-topmødet. Tidligere onsdag blev hun ved et doorstep-pressemøde spurgt ind til, om hun ville tage Grønland op med Trump i forbindelse med topmødet.

– Vi har ikke planlagt noget møde direkte (med Trump, red). Vi går ind i et fælles møde med alle de andre ledere i Nato, sagde hun.

I et interview med Ritzau har Mette Frederiksen for nylig udtalt, at relationen mellem hende og Trump er lidt udfordret i øjeblikket, selv om hun tidligere har sagt, at hun har en god relation til den amerikanske præsident.

– Der er en ret voldsom og fundamental uenighed, lød det fra statsministeren kort før Nato-mødet.

Domstol afviser arrestordre på oprørstiltalt ekspræsident i Sydkorea

En sydkoreansk domstol har onsdag afvist at udstede en arrestordre på den tidligere præsident Yoon Suk-yeol.

Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

Det var en særlig anklager, der havde anmodet om arrestordren.

Anklageren mener, at den nu afsatte præsident har forsøgt at forhindre myndighedernes arbejde i forbindelse med en sag mod Yoon om den undtagelsestilstand, som han erklærede i december sidste år.

Sydkoreas forfatningsdomstol afgjorde i april i en rigsretssag, at Yoon forsømte sine præsidentielle pligter, da han 3. december indførte en kortvarig militær undtagelsestilstand i Sydkorea.

Yoon indførte ifølge eget udsagn undtagelsestilstanden, fordi pro-nordkoreanske kræfter modarbejdede hans og Sydkoreas interesser inden for landets grænser.

Efterfølgende stemte parlamentet for, at Yoon skulle stilles for en rigsret.

Rigsretssagen, som blev ført ved forfatningsdomstolen, endte med, at Yoon blev afsat fra præsidentposten.

Yoon er tiltalt for at have tilrettelagt oprør i forbindelse med undtagelsestilstanden. Hvis han kendes skyldig, kan det resultere i en livstidsdom eller dødsdom.

Yoon blev anholdt i januar, men på baggrund af en retskendelse blev han løsladt 52 dage senere.

Selve undtagelsestilstanden varede kun seks timer, men blev startskuddet til flere måneders politisk uro i Sydkorea.

Den usædvanlige beslutning om undtagelsestilstanden blev taget, efter at Yoon og hans konservative regeringsparti, PPP, havde været gennem en lang række politiske slagsmål. Præsidenten og regeringen tiltrådte i 2022.

I ugen op til undtagelsestilstanden afviste oppositionen regeringens finanslovplaner.

Under undtagelsestilstanden fyldte soldater gaderne i Sydkorea, indgangene til landets parlament blev blokeret, og medierne blev censureret.

Som følge af Yoons exit blev der afholdt præsidentvalg i Sydkorea i begyndelsen af juni. Her vandt den liberale kandidat Lee Jae-myung.

Minister er tavs om Amiras spionage mod journalister

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) nægter at svare på, hvorfor politiet tog imod oplysninger om journalisters interne notater fra Amira Smajic.

Det fremgår af et svar til Folketingets retsudvalg.

Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF ville vide, hvad politiet skulle med notesbøger og billeder fra redaktionen, da Amira Smajic samarbejdede med TV 2 om “Den sorte svane” og samtidig var meddeler for politiafdelingen NSK.

I de seneste udgaver af dokumentaren fremgår det, at Smajic affotograferede en TV 2-journalists notesbog og sendte billederne til sine kildeførere i NSK.

Men hvad politiets ærinde var, kommer altså ikke frem i lyset.

I svaret til retsudvalget lyder det fra Justitsministeriet, at NSK “ikke inden for rammerne af en folketingsbesvarelse – heller ikke i fortrolig form kan udtale sig nærmere om de spørgsmål”, som rejses i dokumentaren.

Programmerne viser, hvordan Smajic stjal filer fra en journalists harddisk. Af beskederne mellem hende og hendes kildeførere i politiet fremgår det, at de bagefter skulle mødes til gennemgang af harddisken.

Åbenbart var der ingen protester fra politiet mod at modtage fortroligt materiale om journalisternes arbejde. Faktisk tværtimod.

Kontakten i politiet skrev blandt andet til Smajic, at det var svært at tyde journalistens noter.

“Han skriver åbenbart på et udenlandsk eller underjordisk skriftsprog,” blev der svaret – efterfulgt at “hold kæft nogle kragetæer”.

Det, som TV 2 har betegnet som spionage mod journalister, har vakt opsigt og udløst en række kritiske kommentarer. Også fra en tidligere ansat i PET, som selv har været kildefører.

Men NSK’s ledelse ønsker ikke at svare på spørgsmål, og onsdag viser det sig altså, at også justitsministeren er tavs.

Om politiet har overtrådt loven, er Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) gået i gang med at undersøge.

Efterforskningen angår en række af de episoder, som fremgår af de to seneste afsnit af “Den sorte svane”.

Coop-formand flytter til USA med familien

Pernille Skipper, der sidste år blev valgt som formand for andelsselskabet Coop, flytter til USA med familien til august.

Hun skriver på LinkedIn, at hendes mand har fået et drømmejob i USA, og at parret og deres tre børn derfor flytter udenlands.

Det får i første omgang ikke nogen betydning for hendes formandspost i Coop, men Skipper konstaterer, at man på den lange bane ikke kan være “formand for en medlemsejet virksomhed, der bryster sig af sine stærke lokale forankring”.

– Jeg kan meget på computer og telefon, men jeg kan ikke på samme måde slide asfalten på de danske landeveje tynd og være til stede lokalt.

– Så planerne for, hvad der skal ske på den lange bane, skal lægges på et tidspunkt, skriver hun.

Juristen Pernille Skipper var medlem af Folketinget for Enhedslisten fra 2011 til november 2022.

Hun var i mange år politisk ordfører for sit parti og blev efterfølgende ansat som politisk kommentator for TV 2.

Zelenskyj takker Danmark for fælles våbenproduktion

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, takker statsminister Mette Frederiksen (S) for et godt møde i forbindelse med Nato-mødet i Haag.

Her ventes Nato-landenes ledere at bekræfte deres støtte til Ukraine. Men Danmark er igen ved at positionere sig som en af Ukraines stærkeste støtter.

Onsdagens møde mellem Zelenskyj og den danske statsminister kommer, efter at Danmark og Ukraine har underskrevet en aftale om at invitere ukrainske forsvarsvirksomheder til at producere i Danmark.

– Vi havde en omfattende diskussion af udviklingen af fælles våbenproduktion, Danmarks EU-formandskab og den fortsatte støtte til vores soldater, skriver Zelenskyj på det sociale medie X om mødet.

Her fastslår han, at Danmark nu får en særlig rolle i forhold til at sikre våben til Ukraines fortsatte kamp mod Rusland.

– Danmark bliver det første land, som vi laver fælles forsvarsproduktion med.

– Alle lande som oprigtigt støtter Ukraine kan nu regne med et partnerskab med os, som vil være til gavn for begge parter, skriver Zelenskyj.

Landsret beder om hjælp hos EU-Domstolen i sag om ulovlig statsstøtte

I en retssag om delvis ulovlig statsstøtte til anlæg af en fast forbindelse mellem Tyskland og Danmark over Femern Bælt har Østre Landsret onsdag besluttet at sende spørgsmål til EU-Domstolen.

Spørgsmålene skal skaffe en nærmere juridisk afklaring.

Det er rederiet Scandlines, som har anlagt sagen mod den danske stat og mod Femern Bælt A/S.

Rederiets færger sejler mellem Danmark og Tyskland og er altså konkurrent til den faste forbindelse.

Påstanden er, at staten skal opkræve 1,4 milliarder kroner i såkaldte ulovlighedsrenter.

I sagen kræver staten frifindelse på grund af forældelse, men i processen er det altså nu nødvendigt at henvende sig til EU-Domstolen, fremgår det af onsdagens kendelse.

Omdrejningspunktet er lån på 7,4 milliarder kroner ydet i november og december 2018 til Femern A/S.

Senere blev det af kommissionen i marts 2020 fastslået, at der overordnet var tale om lovlig statsstøtte til projektet, men vilkårene havde været for fordelagtige.

Dermed er en del af den allerede ydede statsstøtte ulovlig.

Og det er her, at Scandlines er kommet på banen med sit krav mod staten. Sagen blev anlagt i 2023 ved Københavns Byret og derefter henvist til Østre Landsret, fordi den er principiel.

I spørgsmålet om såkaldt præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen har staten ment, at det er galt med timingen. Det er for tidligt at stille spørgsmålene.

Men landsdommerne følger altså kravet fra Scandlines’ advokater.

Et af spørgsmålene drejer sig om, hvorvidt den den danske stat har pligt til at opkræve de 1,4 milliarder kroner.

I øvrigt verserer der ved EU-Domstolen to andre sager om statens støtte til byggeriet af den faste forbindelse.

Såvel staten som Scandlines har nemlig indbragt kommissionens beslutning fra 2020. Disse sager er endnu ikke endelig afgjort.

I den danske retssag er såvel den tyske som den danske udgave af rederiet gået i aktion. Dels Scandlines Deutschland GmbH og dels Scandlines Danmark Aps.

Der er ikke blot rejst en påstand om statens opkrævning af 1.429.680.000 kroner plus procesrenter hos Femern Bælt A/S.

Rederierne kræver også, at den danske stat skal anerkende at være erstatningsansvarlig for ethvert tab, som rederierne måtte lide som følge af, at staten har ydet ulovlig statsstøtte.

Trump er åben for nye angreb på Iran hvis atomprogram genopstår

Hvis Iran genopbygger sit atomprogram efter den seneste tids angreb, vil USA være klar til at angribe landet igen.

Det siger USA’s præsident, Donald Trump, under et pressemøde med Natos generalsekretær, Mark Rutte. Det skriver Reuters.

– Bestemt, svarer Trump, da han bliver spurgt, om USA vil angribe Iran i tilfælde af, at Irans uranberigelsesprogram genoptages.

USA angreb tre atomanlæg i de iranske byer Natanz, Isfahan og Fordow natten til søndag. Ifølge Trump satte angrebene Irans atomprogram “årtier tilbage”.

– De kommer ikke til at bygge bomber i lang tid, siger han.

Præsidenten siger dog også, at efterretninger vedrørende omfanget af skaderne på de iranske atomanlæg ikke er entydige.

– Efterretningerne var slet ikke entydige. Efterretningerne siger, at vi ikke ved det. Det kan have været meget slemt. Det er det, efterretningerne peger på, siger Trump, men tilføjer, at der skete “udslettelse” af atomanlæggene.

Med på pressemødet er USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, og forsvarsminister Pete Hegseth.

Begge siger, at de iranske atomanlæg har fået alvorlige skader.

De adresserer samtidig oplysninger fra amerikanske medier om, at atomprogrammet kun er blevet forsinket med et par måneder.

CNN, New York Times og Reuters har beskrevet en rapport, der skal være lavet af efterretningsenheden Defense Intelligence Agency (DIA) under USA’s forsvarsministerium.

– Det var en tophemmelig rapport, den var foreløbig, og den var usikker i sin vurdering, siger Pete Hegseth og fortæller, at forbundspolitiet FBI skal efterforske, hvem der har lækket rapporten.

Natten til tirsdag annoncerede Trump, at en aftale om våbenhvile mellem Iran og Israel var kommet på plads.

Tirsdag morgen bekræftede Iran og Israel våbenhvilen.

Direkte adspurgt af en journalist på pressemødet, hvordan det går med våbenhvilen, svarer Trump, at det går godt.

– Jeg synes, at det var en forrygende sejr for alle – inklusive Iran, siger Trump om våbenhvilen.

Der har ikke været nogen meldinger om iranske og israelske missil- og droneangreb siden tirsdag.

Hårdere straffe venter for grov vold i strafreform

Det skal fremover straffes hårdere, hvis man begår personfarlig kriminalitet.

Det fremgår af den politiske aftale om en strafreform, som justitsminister Peter Hummelgaard (S) onsdag præsenterer i Justitsministeriet.

Alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten og Borgernes Parti er med i aftalen.

I aftalen står der, at straffene for at begå grov og særdeles grov vold skærpes med 100 procent.

Straffen for såkaldt simpel vold i gentagelsestilfælde skærpes med 50 procent, og det samme er tilfældet for simpel vold i form af tilfældig overfalds- og gruppevold. Simpel vold kan være kast med genstande, skub, slag og spark.

– I dag tager vi et opgør med alt for lave straffe for personfarlig kriminalitet. Vi er enige om, at vi skal stå på ofrenes side. At de mærker en højere grad af retfærdighed, end de gør i dag.

– De, der mærker andre for livet og ødelægger andres liv, de skal også mærke en hård og tydelig konsekvens fra samfundets side, siger Peter Hummelgaard på et pressemøde.

Hvis man er blevet idømt fængsel på livstid, vil man fremover først kunne blive prøveløsladt efter 20 år mod 12 år i dag.

Hos SF er fungerende retsordfører Mads Olsen blandt andet tilfreds med, at strafferammen for besiddelse og udbredelse af seksuelt materiale med personer under 18 år bliver skærpet med 100 procent.

Det samme er tilfældet med naturkriminalitet.

– Vi fordobler bødestraffen for naturkriminalitet og slår fast med syvtommersøm, at det skal føre til fængselsstraf i de allergroveste tilfælde.

– For naturen tilhører os alle, og derfor skal det også kunne mærkes, når man ødelægger den, siger Mads Olsen.

Kritikere har påpeget, at politikerne risikerer at underminere domstolenes uafhængighed ved at lægge op til hårdere straffe inden for den eksisterende strafferamme.

Den præmis køber Peter Hummelgaard ikke.

– Det er ikke noget, der piller ved dommernes uafhængighed, siger han.

Aftalen indeholder til gengæld det element, at man skal få mulighed for at afsone sin straf med fodlænke i egen bopæl ved en straf på op til 12 måneders fængsel mod 6 måneder i dag.

Muligheden gælder dog ikke, hvis man har begået personfarlig kriminalitet.

Der er i øjeblikket mangel på fængselspladser i Danmark, og sidste år manglede der omkring 225 pladser.

Aftalen indeholder da også det element at skaffe flere pladser.

Det gælder blandt andet et kvindefængsel, som enten skal etableres som et nyt fængsel eller som en ny kvindeafdeling i et eksisterende fængsel.

Herudover skal der etableres et nyt lukket fængsel med 400 pladser samt diverse andre fængselspladser.

Hos kriminalforsorgen roser direktør Ina Eliasen den nye aftale.

– Den er historisk i sit omfang og har fokus på alt det vigtige. Lige fra flere store fængselsbyggerier, nye rammer for at ansætte uniformeret personale og et kæmpe løft af det kriminalitetsforebyggende arbejde med blandt andet ansættelse af mange flere civile medarbejdere.

– Når vi om nogle år har implementeret reformen, har vi en helt anden og stærk kriminalforsorg end den, vi kender i dag, siger hun i en pressemeddelelse.

Mette Frederiksen vil have tempo på Nato-mål

Nato-landene bliver på topmødet i Haag enige om at bruge fem procent på forsvar og beredskab.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på vej ind til Nato-topmødet.

Her efterlyser hun hurtig handling for at opbygge et tilstrækkeligt stærkt forsvar til at afskrække Rusland.

– Det er en vigtig beslutning, at alle Nato-landene fremover skal bruge fem procent på forsvar og beredskab.

– Det er vigtigt, men det er også nødvendigt, for nedrustningen varede for længe, så vi har virkelig, virkelig travlt, siger Mette Frederiksen.

Nato-landene ventes at enes om, at målet skal nås i 2035. Den danske statsminister har talt for, at det senest skal ske i 2030, og derfor har den danske regering via den såkaldte Accelerationsfond sat gang i en hurtig oprustning.

– Rusland bliver ikke afskrækket af målsætninger, tal og ord. Putin bliver kun afskrækket af vores konkrete militærfaglige resultater både offensivt og defensivt, siger Mette Frederiksen.

Hun erklærer sig uenig med Spaniens premierminister, Pedro Sanchez, der har fastslået, at han ikke ønsker at øge det spanske forsvarsbudget til fem procent.

I stedet vil Spanien fokusere på at indfri Natos konkrete styrkemål. Det kan indfris med 2,1 procent, siger den spanske premierminister.

– Jeg har ikke nogen forståelse for det spanske synspunkt, for Europa skal forsvare sig selv, og Nato skal kunne forsvare sig selv.

– Det, Spanien siger med 2,1 procent, er nok er ikke rigtigt. Vi vil ikke kunne afskrække og forsvare i tilstrækkelig grad, siger Mette Frederiksen.

Israelske børn vender tilbage til skolerne efter 12 dages nedlukning

For første gang siden 13. juni er israelske børn og unge onsdag mødt op til undervisning på deres skoler og uddannelsesinstitutioner.

Således har skolerne fået grønt lys til at genåbne efter at have været lukket i næsten to uger på grund af Irans angreb på Israel.

Det skriver mediet Times of Israel.

Israels militær besluttede tirsdag aften at ophæve alle restriktioner, som civile har været underlagt som følge af konflikten med Iran.

Foruden skolerne har alle ikke-kritiske arbejdspladser været lukket, og større forsamlinger har været forbudt.

Beslutningen om at genåbne skoler og arbejdspladser kom, efter at Israel tirsdag morgen indgik en aftale om våbenhvile med Iran.

På trods af våbenhvilen var der dog meldinger om angreb både mod Iran og Israel i løbet af dagen.

De to lande beskyldte hinanden for at bryde våbenhvilen.

De første angreb i den aktuelle konflikt blev iværksat af Israel 13. juni, hvorefter Iran svarede igen med angreb den anden vej.

Ifølge iranske myndigheder er flere end 600 civile blevet dræbt i Iran, mens der er registreret 28 dræbte i Israel ifølge israelske myndigheder.

Genåbningen af skoler og arbejdspladser i Israel er betinget af, at de lokale myndigheder vurderer, at det er sikkert at lade elever og ansatte vende tilbage.

Skoler, der er blevet ramt i de iranske angreb, eller som ligger tæt på steder, der er blevet angrebet, er ikke tvunget til at åbne endnu.

Flere beboelsesområder er blevet ramt af iranske missiler. Det gælder blandt andet områder i Tel Aviv, Haifa og Beersheba.

På den anden side er et boligområde i Teheran blevet angrebet. Omkring 60 personer blev meldt dræbt i et enkelt angreb 14. juni.

Partier vil forbedre Arne-pension for at tiltrække flere nedslidte

Endnu en gang må regeringen nedjustere forventningerne til, hvor mange nedslidte arbejdere der ventes at bruge Arne-pensionen i 2030.

Oprindeligt var skønnet, at 16.500 ville bruge ordningen. Nu ventes der 6800 på den tidlige pension i 2030.

Det viser, at ordningen er for ringe og bør forbedres, mener Enhedslisten og SF.

– Arne-pensionen er ikke nem at bruge for mange mennesker, og det skyldes særligt, at ydelserne i Arne-pensionen er meget lave, siger Pelle Dragsted, politisk leder i Enhedslisten.

Ordningen, der officielt kaldes ret til tidlig pension, blev indført af den socialdemokratiske regering i 2020 med hjælp fra Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti.

Statsminister Mette Frederiksen (S) beskriver den som en kronjuvel i sit politiske virke.

Men trods stoltheden fra Socialdemokratiet vil færre gøre brug af retten, end man regnede med, viser nye tal fra Finansministeriet og Beskæftigelsesministeriet.

Arne-pensionen giver en lavere ydelse end Seniorpensionen, som man dog skal visiteres til. Forskellen er omtrent fra 15.000 kroner om måneden på Arne-pensionen mod op til 21.000 kroner om måneden på Seniorpension.

– Den er svær at leve af, og selv hvis man går fra et job med en relativt lav indkomst og ned til Arne-pensionen, kan det være svært at få betalt husleje og få råd til gaver til børnebørnene, siger Pelle Dragsted.

Også hos SF er man klar i vurderingen af Arne-pensionen.

– Vi bliver nødt til at gøre den mere attraktiv, siger Karsten Hønge, beskæftigelsesordfører for SF.

Ydelsen skal sættes op, og målgruppen bør udvides til at omfatte flere arbejdsgrupper med lidt lavere anciennitet, lyder det. Dermed vil flere arbejdere kunne bruge den, selv om man har brugt lidt færre år på arbejdsmarkedet.

Karsten Hønge vil eksempelvis sikre, at pædagoger og sygeplejersker med mellemlange uddannelser også i praksis kan få ret til den tidlige pension.

– Målet er retfærdighed, og det skal vi understøtte, siger han.

Da aftalen om den tidlige pension blev indgået, blev der afsat penge svarende til forventningen om, at 16.500 ville bruge den.

Der kan derfor være penge tilovers, som Enhedslisten og SF vil bruge på at forbedre ordningen.

Irans parlament vil stoppe samarbejde med FN’s atomvagthund

Irans parlament har onsdag stemt for et forslag om, at Iran skal stoppe sit samarbejde med FN’s atomagentur, IAEA.

Det rapporterer det iranske nyhedsbureau Nournews ifølge Reuters.

Den endelige beslutning, om hvorvidt samarbejdet skal ophøre, ligger dog hos Irans øverste nationale sikkerhedsråd.

IAEA har hidtil holdt opsyn med de iranske atomanlæg – herunder hvor store mængder beriget uran landet er i besiddelse af.

Formanden for Irans parlament, Mohammad Bagher Ghalibaf, siger til iransk stats-tv, at suspenderingen skal gælde, “indtil sikkerheden omkring atomanlæggene er garanteret”.

– Det internationale atomagentur, som har nægtet at fordømme angrebet på Irans atomanlæg, har sat sin internationale troværdighed på spil, siger Mohammad Bagher Ghalibaf.

Parlamentets afstemning om udtrædelse af samarbejdet kommer efter 12 dage med israelske angreb på iranske atomanlæg og militærbaser.

Målet med Israels angreb har været at hindre, at Iran udvikler atomvåben.

Iran har svaret igen på Israels angreb med missil- og droneangreb på Israel.

Natten til søndag trådte USA ind i konflikten med bombeangreb på tre iranske atomanlæg i Natanz, Isfahan og Fordow.

Efter de amerikanske angreb, som blandt andet blev udført med kraftfulde bunker buster-bomber, sagde USA’s præsident, Donald Trump, at det iranske atomprogram var “fuldstændig tilintetgjort”.

Men en foreløbig vurdering fra efterretningsenheden Defense Intelligence Agency (DIA) under USA’s forsvarsministerium peger ifølge flere medier på, at Irans atomprogram kun er blevet forsinket med få måneder.

Vurderingen er foreløbig og er beskrevet af CNN, New York Times og Reuters, som henviser til unavngivne kilder med kendskab til sagen.

178 lande samarbejder med IAEA.

Organisationen kontrollerer, at medlemslandene anvender kernekraft til civile formål og ikke til at lave atomvåben.

Iran afholder statsbegravelse for militærchefer dræbt af Israel

Iran afholder lørdag statsbegravelse for højtstående militærfolk og fremtrædende forskere, som er blevet dræbt i israelske angreb den seneste tid.

Det rapporterer det statslige iranske nyhedsbureau IRNA ifølge AFP.

– Den nationale begravelsesceremoni for hærførere og forskere, der er blevet gjort til martyrer i det zionistiske regimes angreb, vil blive afholdt på lørdag fra klokken 08.00, skriver IRNA.

Det betyder, at statsbegravelsen, som afholdes i Teheran, begynder klokken 06.30 dansk tid.

Hossein Salami, som var øverstkommanderende i landets militær, Revolutionsgarden, bliver dog allerede begravet torsdag.

Han blev dræbt 13. juni i den første bølge af israelske angreb.

Blandt de øvrige militærfolk, der er blevet dræbt i konflikten, er Mohammad Bagheri og Gholam Ali Rashid.

Bagheri var stabschef for Irans væbnede styrker, mens Rashid var chef for Khatam al-Anbiyas centrale hovedkvarter, der er Irans væbnede styrkers kommandocentral.

Rashid blev erstattet af Ali Shadmani, men få dage efter Rashids død blev Shadmani selv dræbt i et israelsk luftangreb.

Også Amir Ali Hajizadeh, der var øverstkommanderende i Revolutionsgardens luftvåben, er blevet dræbt.

Blandt de atomforskere, som har mistet livet i israelske angreb, er Fereydoun Abbasi og Mohammad Mehdi Tehranchi.

Abbasi var fra 2011 til 2013 direktør for en iransk atomenergiorganisation og var medlem af Irans parlament fra 2020 til 2024.

Tehranchi var – ud over at være atomforsker – rektor for Det Islamiske Azad Universitet i den iranske hovedstad, Teheran.

Israels angreb er blevet besvaret med iranske angreb på Israel.

Ifølge de israelske myndigheder har iranske angreb kostet 28 mennesker livet i Israel. Og iranske myndigheder melder om mindst 610 dræbte civile i Iran.

Målet med angrebene har for Israels vedkommende været at ødelægge iranske atomanlæg, så Iran ikke bliver i stand til at producere atomvåben.

En våbenhvile mellem parterne trådte i kraft tidligt tirsdag morgen, men de gensidige angreb fortsatte dog i løbet af dagen.

Natten til onsdag og onsdag morgen har der ikke været meldinger om angreb.

Politiet efterforsker i Brørup i sag om dræbt polak i Københoved

Politiet er onsdag til stede på flere lokationer i det nordlige Brørup i Sydjylland i forbindelse med efterforskningen af drabet på en 42-årig polsk mand.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse onsdag.

Politiet søger både på land og vand med politihunde og vandsøgshunde, lyder det.

– Vi eftersøger på lokationer i det nordlige Brørup, da der i vores foreløbige efterforskning er indikationer på, at der på stederne kan være elementer af interesse for os i forbindelse med drabsefterforskningen, siger vicepolitiinspektør Brian Skovrup Christensen i meddelelsen.

Den 42-årige polske mand blev fundet død i Københoved i Vejen Kommune 23. marts.

Københoved og Brørup ligger omkring 12 kilometer fra hinanden.

Tre mænd på henholdsvis 27, 32 og 40 år sidder varetægtsfængslet i sagen. De er sigtet for drab og usømmelig omgang med lig.

Af hensyn til efterforskningen ønsker Syd- og Sønderjyllands Politi ikke at udtale sig mere om onsdagens aktion.

For en måned siden gennemførte politiet ransagninger på flere steder i forbindelse med det tre måneder gamle drab.

Ransagningerne fandt sted i Vejen, Rødding, Holsted, Andst og Gedved.

Om politiet fik noget ud af de ransagninger – og i så fald hvad – er ikke kommet frem.

Efter fundet af den døde polske mand vidste politiet i første omgang ikke, hvem han var. Det fik politiet til at offentliggøre et modelfoto af en lignende tatovering, som den dødfundne havde på højre skulderblad.

Senere fandt politiet ud af, at der var tale om en 42-årig polsk statsborger med bopæl i Vejen Kommune.

Få dage efter drabet blev en 32-årig mand anholdt i Ribe og sigtet for at have dræbt den polske mand.

Allerede der stod det klart, at politiet mente, at han ikke havde været alene om det. I sigtelsen lød det, at han skulle have udført drabet med en eller flere gerningspersoner.

I grundlovsforhøret nægtede han sig skyldig.

I starten af april blev de to andre sigtede anholdt. De har også begge nægtet sig skyldige.

Forældre rådes til at køre med 17-årige bilister trods nye regler

Selv om unge bilister på 17 år fra på tirsdag i dagtimerne ifølge loven kan sætte sig bag rattet og køre uden en erfaren bilist ved sin side, behøver de ikke gøre det.

Helt konkret rådes forældre fortsat til at sætte sig på passagersædet med de unge bilister til trods for nye regler.

Sådan lyder det fra Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.

– Selv om de unge nu må køre selv i dagtimerne, er det ikke det samme som, at de skal, siger rådets administrerende direktør, Jakob Bøving Arendt, i meddelelsen.

Tirsdag træder de nye færdselsregler i kraft, hvilket betyder, at de 17-årige med kørekort fremover må køre uden en erfaren bilist ved sin side mellem klokken 05.00 og 20.00.

Fra klokken 20.00 til klokken 05.00 skal de 17-årige fortsat køre med en ledsager, der har kørekort.

Rådet fremhæver, at unge fortsat har meget at lære i trafikken, da de mangler erfaring. Desuden lyder det, at de unge har en mere risikabel adfærd end deres forældre.

– Det handler ikke om at kontrollere den unge bilist, men om at støtte dem i en god start i deres nye rolle som bilist ved at lære dem om farer og risici og træne mange forskellige situationer i trafikken, siger direktøren.

Derudover opfordrer han til, at forældre er tydelige om krav og forventninger til de unge bilister inden “hver eneste tur”.

De nye regler for de unge bilister er kommet i stand, da regeringen vil gøre det nemmere for unge at komme rundt i områder i landet, hvor der ikke er gode, offentlige forbindelser.

Samme dag træder en ny promillegrænse på 0,2 i de første tre år, efter man har taget sit kørekort, i kraft.

Promillegrænsen lyder på 0,5 for alle andre bilister.

Det svarer i praksis til nul tolerance over for alkohol i de første tre år som bilist.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]