Seneste nyheder

13. april 2026

Senatet stemmer for debat om Trumps store lovpakke

En stor lovpakke fra USA’s præsident, Donald Trump, har sent lørdag amerikansk tid fået støtte i en indledende afstemning i Senatet.

Det skriver det amerikanske medie AP.

Ifølge AP skete det med et snævert flertal i form af 51 stemmer for og 49 stemmer imod.

Der er tale om en såkaldt procedureafstemning, som viser, hvor stor opbakning lovpakken kan mønstre i Senatet. At lovpakken i denne afstemning har fået flertal, betyder, at den nu tages op til debat.

Hvis lovpakken efter dette ender med at få endeligt grønt lys i Senatet, vil den blive sendt videre til Repræsentanternes Hus. Her skal der stemmes om den en sidste gang, inden den kan ryge videre til Trump i Det Hvide Hus til godkendelse.

Lovforslaget er 940 sider langt, og Trump kalder det selv for “Big, Beautiful Bill”. Det forlænger blandt andet skattelettelser fra Trumps første præsidentperiode, ligesom det fjerner flere af de incitamentsordninger for vedvarende energi, som blev indført under præsident Joe Biden.

Det kommer også med finansiering af tiltag mod immigration.

Reuters skriver, at flertallet for procedureafstemningen øger chancen for, at de amerikanske lovgivere kan få vedtaget pakken i løbet af de kommende dage.

To republikanske senatorer stemte i lørdagens afstemning imod at åbne debatten om forslaget. Alle demokrater stemte imod.

Ifølge en talsperson for Det Hvide Hus fulgte Trump afstemningen fra Det Ovale Værelse.

– Meget stolt af Det Republikanske Parti i aften. Gud velsigne jer alle, skriver Trump søndag morgen dansk tid på Truth Social.

Ifølge CNN er tidsplanen for lovpakken stram. Præsidenten har således krævet, at han 4. juli kan sætte sin endelige underskrift på lovgivningen.

Efter at lørdagens procedureafstemning har givet Senatet mulighed for at debattere forslaget, ventes en afstemning i Senatet at finde sted tidligst mandag.

Lederen af det demokratiske mindretal i Senatet, Chuck Schumer, har sagt, at lovpakken skal læses højt, inden debatten kan begynde.

– Republikanerne vil ikke fortælle amerikanerne, hvad der står i lovforslaget. Så Demokraterne tvinger dem til at læse det op fra start til slut i Senatet, skrev han lørdag aften dansk tid på det sociale medie X.

Frankrig forbyder rygning på strande og i parker

Fra søndag er det forbudt at tænde en cigaret på en strand eller i en park i Frankrig.

Forbuddet er en del af en ny lov, der har til formål at beskytte børn mod passiv rygning. Det er desuden et skridt på vejen mod målet om en tobaksfri generation, som Frankrig sigter mod fra 2032.

Ud over strande og parker gælder loven i busskure og områder inden for en radius af 10 meter fra biblioteker, svømmehaller og skoler.

Den indføres, en uge før skolerne går på sommerferie i Frankrig.

Frankrigs sundhedsministerium har oplyst, at det i de kommende dage vil sætte skilte op, der markerer, hvor langt fra områderne man må ryge.

En overtrædelse af forbuddet kan udløse en bøde på mellem 135 og 700 euro. Det svarer til mellem cirka 1000 og 5000 kroner.

Sundhedsministeriet forventer en overgangsfase, hvor befolkningen lærer reglerne at kende.

– Tobak skal væk fra steder, hvor børn befinder sig. En park, en strand, en skole – det er steder, hvor man leger, lærer og trækker vejret – ikke steder, hvor man ryger, siger sundheds- og familieminister Catherine Vautrin.

Forbuddet gælder ikke barer og restauranter. Det er også stadig tilladt at ryge e-cigaretter i områderne.

Formand for Den Nationale Komité mod Rygning i Frankrig Yves Martinet ser forbuddet som et skridt i den rigtige retning, men det er stadig utilstrækkeligt, mener han.

Årsagen er især, at e-cigaretter ikke er nævnt i lovteksten, og netop dét tobaksprodukt fanger unge mennesker, påpeger han.

– For at en foranstaltning skal være effektiv, skal den være tydelig – ingen indtagelse af produkter, der indeholder tobak eller nikotin, i det offentlige rum, siger han.

I Frankrig dør mellem 3000 og 5000 personer årligt på grund af passiv rygning, viser officielle tal.

Folk ryger mindre og mindre i landet, viser tal fra OFDT, der er et overvågningscenter for stoffer og afhængighed i Frankrig. Mindre end en fjerdedel af voksne i alderen 18 til 75 røg dagligt i 2023.

AFP

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kunstnere fordømmer Israel på scenen til Glastonbury Festival

Den irske rapgruppe Kneecap har på den engelske musikfestival Glastonbury lørdag fået publikum til at synge “Fuck Keir Starmer” og fordømme Israel.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det sker, efter at den britiske premierminister, Keir Starmer, sagde, at gruppens planlagte optræden ikke var passende.

Politikere og chefer i musikindustrien har opfordret festivalens arrangører til at droppe rapgruppens optræden, efter at medlemmet Liam O’Hanna, som er kendt under kunstnernavnet Mo Chara, i sidste måned blev tiltalt for terrorisme.

Ifølge anklagerne har han under en koncert fremvist et flag, der repræsenterer den iranskstøttede militante gruppe Hizbollah.

O’Hanna har selv nægtet sig skyldig.

– Premierministeren for jeres land, ikke for mig, siger, at han ikke vil have os til at spille, så fuck Keir Starmer, lød det lørdag fra rapperen.

Mindst 30.000 personer – de fleste med palæstinensiske flag – var dukket op for at se koncerten, hvilket fik arrangørerne til at afspærre området.

Mo Chara sagde under koncerten også, at retssagen er stressende for ham, men at det er ingenting sammenlignet med det, palæstinensere gennemlever hver eneste dag.

Senere anklagede han Israel for at begå krigsforbrydelser.

Den israelske ambassade i Storbritannien har udtalt, at den er “dybt foruroliget over den provokerende og hadefulde retorik, der blev udtrykt på scenen på Glastonbury Festival”.

Tidligere på måneden sagde Starmer til avisen The Sun, at det ikke var passende, at Kneecap skulle optræde.

Inden Kneecaps optræden var punkduoen Bob Vylan på scenen, hvor der også blev råbt propalæstinensiske og antiisraelske sange, skriver Reuters.

Ifølge det britiske medie BBC fik rapper Bobby Vylan her publikum til at synge “Befri, befri Palæstina” og “død, død over IDF (Israels militær, red.).”

BBC skriver, at britisk politi nu gennemser videoer, hvor udtalelserne høres fremsat, for at fastslå om der er blevet begået lovovertrædelser.

Libanon melder om tre døde i israelske angreb

Tre personer – heriblandt en kvinde – er blevet dræbt i israelske angreb i det sydlige Libanon lørdag.

Det melder det libanesiske sundhedsministerium.

En mand blev dræbt, og en anden blev såret i et droneangreb på en bil i Kunin, der ligger i det sydlige Libanon, melder ministeriet.

Israels militær, IDF, siger, at angrebet udslettede Hassan Muhammad Hammoudi, som ifølge IDF har været den ansvarlige for tidligere missilangreb på israelsk territorium. Militæret betegner Hammoudi som terrorist.

Senere lørdag lød det fra Libanons sundhedsministerium, at et angreb på en motorcykel i Mahrouna nær Tyre i den sydlige del af landet havde kostet to personer livet og såret én. Én af de to dræbte var en kvinde.

IDF oplyser, at det lørdag udførte et angreb, som dræbte Abbas Al-Hassan Wahbi, der angiveligt er officer i den militante bevægelse Hizbollah, der holder til i Libanon og støttes af Iran.

Også han betegnes af IDF som terrorist.

Det lyder videre, at Wahbi spillede en rolle i at genopbygge Hizbollah samt at skaffe våben til bevægelsen.

– Disse aktiviteter udgør en åbenlys overtrædelse af aftalerne mellem Israel og Libanon, siger IDF i udtalelsen.

Angrebet finder sted, dagen efter at Libanon har beskyldt Israel for at udføre et angreb, der dræbte en kvinde og sårede 25 personer i byen Nabatieh.

Israel afviser imidlertid at have angrebet civile bygninger.

Israel har gentagne gange angrebet nabolandet mod nord på trods af en våbenhvile, der blev indgået i november. Aftalen havde til formål at afslutte over et års fjendtligheder med Hizbollah.

Ifølge aftalen skulle Hizbollah trække bevægelsens styrker tilbage til nord for Litani-floden, der ligger cirka 30 kilometer fra grænsen til Israel. Dermed var den libanesiske hær og FN’s fredsbevarende styrker de eneste væbnede parter i regionen.

Israel skulle samtidig trække sine soldater helt ud af landet, men har fastholdt dem på fem steder i det sydlige Libanon.

Hizbollahs leder, Naim Qassem, sagde lørdag i en tale vist på tv, at Israel ikke må fortsætte det, som han kalder for aggression i området.

– Den (libanesiske, red.) stat må presse på og opfylde alle sine forpligtelser, sagde han og fastholdt, at Hizbollah har overholdt sin del af aftalen.

AFP

Trump: Netanyahu-retssag vil forstyrre forhandlinger om våbenhvile

USA’s præsident, Donald Trump, kritiserer anklagemyndigheden i den årelange korruptionssag mod Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.

Det gør han natten til søndag dansk tid i et opslag på sit eget sociale medie, Truth Social.

– Denne parodi på retfærdighed vil forstyrre forhandlinger med både Iran og Hamas, skriver Trump.

Netanyahu er anklaget i tre sager om korruption. De behandles i en samlet retssag, som har været i gang siden 2020, og som har spillet en stor rolle i israelsk politik.

Retsmøderne har været suspenderet under den nylige krig mod Iran, men dommerne er tilbage i retssalene, og Netanyahu er indkaldt til retsmøde mandag.

– Det er forfærdeligt, hvad de i Israel gør mod Bibi (Benjamin, red.) Netanyahu. Han er en krigshelt og en premierminister, som har gjort et fantastisk stykke arbejde i samarbejdet med USA om at få stor succes med at slippe af med den farlige atomtrussel i Iran.

– Vigtigst af alt er han lige nu i gang med forhandlinger om en aftale med Hamas, som vil indebære at få gidslerne tilbage (fra Gaza, red.). Hvordan er det muligt, at premierministeren i Israel kan blive tvunget til at sidde i en retssal hele dagen over ingenting, skriver Trump.

Også tidligere på ugen gav Trump udtryk for sin utilfredshed med sagerne i et langt skriv på Truth Social. Her opfordrede han til, at korruptionssagen øjeblikkeligt annulleres. Samme budskab gentager præsidenten natten til søndag.

– Lad Bibi gå, han har et stort stykke arbejde at udføre.

Sagerne mod Netanyahu har fået navnene 1000, 2000 og 4000.

Netanyahu og hans hustru er tiltalt for at have modtaget luksusvarer fra en amerikansk filmproducer og en australsk milliardær til gengæld for politiske tjenester.

Netanyahu er blandt andet også tiltalt for at have forsøgt at indgå en aftale med ejeren af den israelske avis Yediot Aharonot for at få mere positiv medieomtale.

Premierministeren nægter sig skyldig.

Demokrater vil have Trumps 940 sider lange lovpakke læst op i Senatet

Demokraterne vil tvinge Republikanerne til at læse et 940 sider langt lovforslag om skat og offentlige udgifter op i Senatet.

Det oplyser lederen af det demokratiske mindretal i Senatet, Chuck Schumer, i et opslag på det sociale medie X.

Der er tale om en stor lovpakke, som USA’s præsident, Donald Trump, selv kalder “Big, Beautiful Bill”.

– Republikanerne vil ikke fortælle amerikanerne, hvad der står i lovforslaget. Så Demokraterne tvinger dem til at læse det op fra start til slut i Senatet, skriver Schumer.

– Vi kommer til at være her hele natten, hvis det er det, der skal til, for at det bliver læst op.

Chuck Schumer kalder videre lovforslaget for “Big, Ugly Bill”.

– Republikanerne går videre med et radikalt lovforslag på tusind sider uden at vide, hvor mange billioner (dollar, red.) det vil koste. Det betyder højere omkostninger ved køb af huse og biler, højere kreditkortregninger og gæld til fremtidige generationer.

– Hvorfor? Alt sammen for at give skattelettelser til de rige, skriver han.

Lovforslaget har været kritiseret fra flere fronter, heriblandt fra rigmanden Elon Musk, som er Trumps tidligere allierede.

Musk har senest udtrykt kritik natten til søndag på X, nogenlunde samtidig med Schumers opslag.

Musk skriver blandt andet, at det vil ødelægge millioner af arbejdspladser i USA.

– Helt vanvittigt og destruktivt. Det giver håndsrækninger til fortidens industrier, samtidig med at det påfører fremtidens industrier alvorlig skade.

Musk har stået i spidsen for Trumps afdeling for regeringseffektivitet (Doge), indtil han i maj forlod administrationen.

Det var fra begyndelsen meningen, at Elon Musk kun midlertidigt skulle være en del af Doge.

Ud over skattelettelser vil Trumps lovpakke fjerne flere af de incitamentsordninger for vedvarende energi, som blev indført under Trumps forgænger, Joe Biden.

Med lovpakken skal støtte til eksempelvis vind og sol afvikles og erstattes af støtte til fossile brændsler som olie og gas.

Den kommer også med finansiering af tiltag mod immigration.

Samtidig vil den gøre det sværere at få adgang til sundheds- og fødevareprogrammer for de fattigste i USA.

Overordnet anses den for at være af stor betydning for, at Trump kan få gennemført sin politiske dagsorden.

Aktivister og indfødte demonstrerer mod fængsel i Floridas sump

Flere grupper, heriblandt miljøaktivister og indfødte amerikanere, har lørdag været samlet ved en flyveplads i delstaten Florida, hvor de har demonstreret mod opførelsen af et omdiskuteret fængsel for migranter.

Det skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.

Hundredvis af demonstranter var således mødt op ved motorvejen Highway 41, som strækker sig gennem vådområdet Everglades.

Lastvogne fyldt med byggematerialer er i løbet af dagen ankommet til flyvepladsen. Materialerne skal bruges til opførelsen af et udrejsecenter, der har fået navnet Alligator Alcatraz på grund af dets afsides beliggenhed i det sumpede Everglades.

Navnet er en henvisning til det tidligere Alcatraz-fængsel, der ligger i Californien og er omgivet af vand.

Everglades er kendt for at huse flere indfødte stammer og alligatorer, krokodiller og pytonslanger.

Demonstranterne var mødt op med skilte, og deres fælles opfordring lød på beskyttelse af det store naturområde.

– Everglades er et stort, sammenhængende system af vandveje og vådområder, og hvad der sker i et område, kan have skadelige konsekvenser et andet sted, siger Eve Samples, som er direktør i nonprofitorganisationen Friends of the Everglades.

– Så det er rigtig vigtigt, at vi har en klar fornemmelse af mulige påvirkninger på området, siger hun.

Der er med Alligator Alcatraz tale om et såkaldt detentionscenter, som er et fængsel til midlertidige tilbageholdelser. Her vil migranter blive placeret af myndighederne – eksempelvis mens der træffes en beslutning om, hvilket land de skal deporteres til.

Der er også blevet rejst bekymringer i forhold til menneskerettigheder, da aktivister mener, at der vil være tale om inhumane forhold for migranter, der placeres i fængslet.

Fortalere mener omvendt, at beliggenheden er ideel til at tilbageholde folk.

– Det er klart, at fra et sikkerhedsperspektiv, hvis nogen flygter – I ved, der er mange alligatorer – så er der ingen, der går nogen vegne, sagde Floridas guvernør, Ron DeSantis, onsdag ifølge AP.

De nye faciliteter i Florida ventes at koste 450 millioner dollar årligt – 2,9 milliarder kroner. På sigt vil man her kunne huse 5000 personer, har landets ministerium for indenlandsk sikkerhed tidligere vurderet.

Mand faldt over bord fra færge – formodes omkommet

Eftersøgningen af en mand, som lørdag aften faldt over bord fra en færge, der var på vej til Færøerne, er afsluttet.

Det oplyser norske Hovedredningssentralen på den sociale platform X omkring klokken 23 lørdag aften.

– Vi vurderer, at der desværre ikke længere er noget håb om liv, og afslutter dermed eftersøgningen af mand over bord. Vi takker samtlige ressourcer for hjælp, lyder det.

Redningsleder ved den norske redningstjeneste Vincent Roos oplyste tidligere til Ekstra Bladet, at norske redningstjenester sent lørdag aften havde igangsat en eftersøgning af manden.

Manden var ifølge mediet faldet fra færgen M/S Norröna, som er ejet af Smyril Line og sejler mellem Hirtshals og Færøernes hovedstad, Torshavn.

Manden faldt over bord omkring 12 sømil syd for Mandal i det sydlige Norge, oplyste Roos.

Der er umiddelbart ikke meldt noget ud om det konkrete hændelsesforløb.

Demonstranter går på gaden i Venedig for at protestere mod Bezos

Lokale og aktivister har lørdag været på gaden i den italienske by Venedig for at vise deres store utilfredshed med milliardæren Jeff Bezos, som i disse dage er i byen i anledning af sit meget omtalte bryllup.

Ifølge Reuters deltog omkring 1000 mennesker i lørdagens protest, hvor de samlede sig foran en togstation, inden de gik mod en af Venedigs berømte broer – Rialtobroen.

Jeff Bezos og Lauren Sanchez ankom til byen tidligere på ugen, og fredag blev de gift ved en ceremoni på øen San Giorgio. Lørdag finder brylluppets sidste fest så sted.

Ifølge en embedsmand fra Venedigs rådhus havde bryllupsceremonien fredag ingen juridisk betydning, hvilket tyder på, at parret – formentlig for at undgå bureaukrati – blev viet i USA forud for festlighederne i Italien.

Prisen for den tre dage lange bryllupsfejring anslås at løbe op i 50 millioner doller – svarende til 318 millioner kroner.

Under lørdagens protest blev en del af Rialtobroen dækket af et banner med ordene “No Space For Bezos!”. Også skilte, hvor der for eksempel stod “Kisses yes, Bezos no” og “People Before Profit”, blev brugt.

Den 24-årige universitetsstuderende Alice Bazzoli mener, at Jeff Bezos er en “hykler”, fordi han har doneret tre millioner euro – omkring 22,3 millioner kroner – til Venedig, samtidig med, at han oversvømmer dets skrøbelige økosystem med forurenende private fly og yachter.

– Jeg ville elske, hvis Venedig var skræddersyet til indbyggerne, ikke til turister, med boliger, der er til at betale, har Bazzoli sagt til Reuters.

Inden lørdagens protest talte nyhedsbureauet også med den 28-årige studerende Giulia Cacopardo:

– Bezos er indbegrebet af den mest absolutte rigdom, der opnås ved at udnytte alt omkring dig, sagde Cacopardo om multimilliardæren, der er blandt de rigeste i verden.

På gæstelisten til brylluppet er flere verdensnavne.

Det gælder blandt andre Microsoft-grundlægger Bill Gates, skuespillerne Leonardo DiCaprio og Orlando Bloom, tv-personlighederne Oprah Winfrey og Kim Kardashian.

Det meget omtalte bryllup er lokalt ikke kun blev mødt med kritik.

For eksempel forstår Venedigs borgmester, Luigi Brugnaro, ikke utilfredsheden.

– De, der protesterer, går imod Venedigs historie, som er en historie med relationer, kontakt og forretninger.

– Bezos omfavner den venetianske mentalitet, han er mere venetiansk end demonstranterne, har Brugnaro tidligere sagt til Reuters.

Mesterhold vælger dansk forward i fjerde runde af NHL-draft

Den danske ishockeyspiller Mads Kongsbak Klyvø er lørdag aften dansk tid blevet draftet til den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL.

Klubben Florida Panthers har peget på den 18-årige forward i fjerde runde, og danskeren er samlet set blevet valgt som nummer 112 i årets draft.

Det fremgår af ishockeyligaens hjemmeside.

Tidligere i juni genvandt Florida Panthers mesterskabet i NHL.

Med en storsejr i den sjette finaleduel mod Edmonton Oilers sikrede holdet sig for andet år i træk Stanley Cup-trofæet.

Mads Kongsbak Klyvø har gjort sig positivt bemærket på flere danske ungdomslandshold og for Frölunda i den bedst rangerede juniorrække i Sverige.

Forventningen var, at frederikshavneren tidligst var i spil til at blive draftet i en af de sidste runder.

Det er to år siden, at en dansker senest blev valgt i NHL-draften, hvor klubberne på skift vælger unge talenter til at forstærke holdet.

Begivenheden afholdes hvert år efter sæsonen.

I 2023 blev Oscar Fisker Mølgaard, der imponerede ved VM tidligere i år, valgt af Seattle Kraken som nummer 52.

I alt er 28 danskere nu blev valgt i NHL-draften gennem historien.

Den første var Heinz Ehlers tilbage i 1984, da New York Rangers valgte ham i niende runde.

Det 17-årige stortalent Matthew Schaefer blev natten til lørdag dansk tid gjort til draftens førstevalg, da første runde ud af syv løb af stablen.

Canadieren blev udpeget af New York Islanders.

Runde fem til syv af årets draft mangler fortsat at blive afviklet. Også danskeren William Bundgaard er med i draften og kan blive valgt.

Med lyserøde uniformer hyldede fans Squid Game-finale i Seoul

Tusindvis af mennesker har lørdag været samlet i Sydkoreas hovedstad, Seoul, for at fejre den sidste sæson af Netflix-serien “Squid Game”, der landede på streamingtjenesten fredag.

I en parade var deltagere iklædt lyserøde uniformer, som vagter bærer i serien, ligesom biblioteket Seoul Metropolitan Library lystes op med en afbildning af blandt andet dukken Young-hee, der er en berømt figur i “Squid Game”.

Det skriver AFP.

Den sydkoreanske serie handler om en gruppe mennesker, der konkurrerer i en livsfarlig leg om at komme af med deres gæld.

I 2021 opnåede “Squid Game” verdensomspændende succes, og serien er blandt Netflix’ mest sete.

I tredje sæson er deltagerne blodtørstige, en ny deltager tvinges mod sin vilje ind i spillet, og der er tre lege tilbage i kampen om penge og overlevelse.

En af seriens mange fans, Park Sang-gyu, blev oppe hele natten for at se den sidste sæson. Hun siger, at serien i sidste ende er “en historie om mennesker”.

– Når man ser den, indser man, at det ikke kun handler om spillene – den afspejler mange aspekter af det virkelige liv, siger Sang-gyu ifølge AFP.

Imens har seriens instruktør, Hwang Dong-hyuk, fortalt, at han har “hældt alt” ind i “Squid Game”.

– Så mens det er emotionelt at se den slutte, er der også en følelse af lettelse, har han udtalt.

Fra anmeldere i både Danmark og udlandet har den nyeste sæson fået ros med på vejen.

For eksempel giver danske Soundvenues anmelder sæsonen fire ud af seks stjerner.

Der er ganske rigtigt tematiske gentagelser, men man bør alligevel ikke snyde sig selv for en velfortalt finalesæson, lyder budskabet

Det amerikanske underholdningsmedie The Variety uddeler ikke stjerner, men skriver i sin anmeldelse, at sæsonen trods gentagelser indeholder “fængslende drejninger”, der binder en sløjfe på den populære saga.

Titusinder demonstrerer mod Serbiens præsident

Titusindvis af demonstranter har lørdag været samlet i Serbiens hovedstad, Beograd.

De kræver et lynvalg og håber på, at præsident Aleksandar Vucics 12 år lange styre dermed kan få en ende.

Kampklædt politi tog opstilling ved parlamentet og andre regeringsbygninger.

Mange af præsidentens støtter var samtidig kommet til Beograd fra andre dele af Serbien for at vise deres opbakning til ham.

Demonstrationen i hovedstaden sluttede omkring klokken 22 dansk tid – og her opstod der sammenstød, da nogle deltagere kastede nødblus mod Vucics støtter, mens politiet brugte peberspray for at skille dem ad.

Der er ikke umiddelbart oplysninger om, at nogen er kommet til skade.

Ifølge den uafhængige observatør Archive of Public Gatherings var der i Beograd omkring 140.000 deltagere. Politiets forventning lød på 36.000, skriver AFP.

Protesterne mod regeringen er organiseret af studerende, der på forhånd har taget afstand fra brug af vold.

Vucic har afvist kravet om et valg i utide. Hans regeringskoalition, der er ledet af hans Progressive Parti, sidder på 156 af de 250 pladser i parlamentet.

Lørdag sagde han, at “udenlandske kræfter” står bag protesterne mod ham. Det fremgik ikke af hans udtalelser, hvilke kræfter han mente, der var tale om.

Han advarede i samme ombæring om, at politiet vil slå hårdt ned på vold i forbindelse med lørdagens demonstrationer.

– Landet vil blive forsvaret, og bøller vil blive retsforfulgt, sagde han på et pressemøde tidligere lørdag.

Præsidentens modstandere har demonstreret i flere måneder.

De beskylder ham og hans allierede for at være korrupte, for at have forbindelser til organiseret kriminalitet, for at have anvendt vold mod politiske modstandere og for at begrænse pressefriheden.

Det afviser Vucic og hans regering.

Demonstrationerne begyndte, efter at 15 mennesker døde i byen Novi Sad i november sidste år, da taget på en togstation kollapsede.

Vucics modstandere mener, at korruption havde ført til byggesjusk.

Præsidentens anden embedsperiode slutter i 2027. Senest det år skal der også holdes parlamentsvalg.

Reuters

Sidste års vinder af bjergtrøjen misser Tour de France

Richard Carapaz misser årets udgave af Tour de France.

Det skriver Carapaz’ hold, EF, på sin hjemmeside.

Carapaz er blevet ramt af en mave-tarm-infektion under en træningslejr i sit hjemland, Ecuador.

Tour de France begynder på lørdag i næste uge, og han bliver ikke klar til løbet, hvor han sidste år gjorde stor væsen af sig. Carapaz vandt en etape, han vandt bjergtrøjen samt blev kåret til løbets mest angrebsivrige rytter.

Carapaz blev for nylig nummer tre i Giro d’Italia, som han i 2019 blev den samlede vinder af.

EF har endnu ikke udtaget sit Tour-hold. EF har danskerne Kasper Asgreen, Michael Valgren og Mikkel Honoré på lønningslisten.

Det er nu planen, at Carapaz holder fri i nogle få uger, og det næste store mål er allerede i kikkerten. Han vil nemlig vinde Vuelta a España, lyder det fra EF.

Carapaz har vundet etaper i alle tre grand tour-løb, og i 2020 vandt han linjeløbet ved OL.

Han største bedrift i år er sejren på 11. etape af Giro d’Italia. Sejren blev sikret i flot stil.

Med et uimodståeligt angreb satte Carapaz således alle de andre bjergspecialister til vægs på etapen. Carapaz angreb på finalestigningen Pietra di Bismantova og fik et hul på et halvt minut, som ikke kunne hentes.

Chips tilbagekaldes – kan indeholde ikke-godkendt olie

Har man købt bestemte chips fra brandet Lay’s, bør de kasseres eller returneres til den butik, hvor de er købt.

Produkterne – Lay’s Bugles Original på 125 og 160 gram samt Lay’s Bugles Nacho Cheese på 125 gram – kan således indeholde spor af ikke-fødevaregodkendt olie og tilbagekaldes derfor.

Det oplyser Royal Unibrew, som tilbagekalder produkterne på vegne af PepsiCo, i en pressemeddelelse.

– Under produktionsprocessen af de omfattede varianter blev en ikke-fødevaregodkendt olie utilsigtet introduceret i processen.

– Det betyder, at de berørte produkter potentielt kan indeholde spor af ikke-fødevaregodkendt olie, som er uegnet som fødevare, skriver Royal Unibrew.

Man understreger samtidig, at der ikke er grund til bekymring, hvis man har spist en moderat mængde af produkterne. Dog kan regelmæssigt indtag i større mængder over tid udgøre en sundhedsrisiko.

Bedst før-datoen på chipsene er 22. november 2025. De er blevet solgt i Danmark, Grønland og på Færøerne.

Pogba gør comeback og bliver holdkammerat med Biereth

Den franske fodboldspiller Paul Pogba er efter længere tid uden en klub klar til at gøre comeback.

Således oplyser Monaco lørdag på sin hjemmeside, at den franske verdensmester har skrevet under på en toårig aftale med klubben, der tørner ud i den bedste franske række.

Pogba kommer til Monaco på en fri transfer, da han forlod italienske Juventus i slutningen af 2024.

Bruddet med Juventus havde været undervejs i et stykke tid, efter at den 32-årige midtbanespiller fik nedsat en dopingkarantæne fra 4 år til 18 måneder.

I forbindelse med en Serie A-kamp blev han testet positiv for testosteron, som er på Det Internationale Antidopingagenturs (Wada) liste over forbudte stoffer.

Han blev suspenderet af Juventus kort efter, og i første omgang var det den italienske antidopingdomstol (TNA), der gav franskmanden fire års karantæne.

Pogba appellerede straks til Den Internationale Sportsdomstol (CAS), som accepterede en forklaring om, at det “var et resultat af fejlagtig indtagelse af et tilskud, som en læge havde udskrevet til ham i Florida”.

Den nedsatte karantæne betød, at han måtte spille fodbold igen fra marts i år. Han var senest i aktion i september 2023.

Pogba var en del af det franske landshold, der blev verdensmester i 2018. I alt er det blevet til 91 optrædener i den franske landsholdstrøje.

Ud over Juventus har midtbanespilleren tørnet ud for engelske Manchester United.

I Monaco, der i seneste sæson endte på tredjepladsen i Ligue 1, bliver han holdkammerat med den danske landsholdsangriber Mika Biereth.

Sverige advarer turister forud for hedebølge i Spanien

Temperaturen ventes flere steder i Sydeuropa at nå op omkring – eller endda over – 40 graders varme i de kommende dage.

I Spanien ventes der omkring 40 graders varme i det meste af landet i de næste dage. Nogle områder kan få 42 graders varme, varsler spanske meteorologer ifølge nyhedsbureauet AFP.

Varmen ventes at blive så ekstrem, at Sveriges udenrigsministerium advarer svenske turister om en mindst fire dage lang hedebølge i Spanien.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Rejsebureauet Ving har lige nu omkring 5000 gæster i Spanien.

Vings kommunikationschef siger til TT, at de berørte kunder er informeret om den kommende hedebølge.

– Ofte handler det om tips og råd ved høje temperaturer, som at søge skygge, drikke vand og holde sig opdateret om lokal information, siger kommunikationschef Claes Pellvik.

Varmen ventes at blive mere intens søndag.

For fire år siden blev der målt 47,4 graders varme i det sydlige Spanien. Det er den højeste temperatur, der nogensinde er målt i landet.

De seneste tre år har været de varmeste, der er blevet registreret i Spanien.

Forskere har længe advaret om, at menneskeskabte klimaforandringer fører til global opvarmning, og at Europas stadig varmere sommertemperaturer er et direkte resultat af den opvarmning, skriver AFP.

Den svenske rejsevejledning gælder indtil videre bare for Spanien.

Men også andre populære ferielande som Italien og Grækenland ventes at mærke de høje temperaturer.

Sundhedsministeriet i Italien har forud for weekenden indført et såkaldt rødt varsel, der gælder for blandt andet Rom, Milano og Venedig.

Dermed rammer det også milliardæren Jeff Bezos’ stjernespækkede bryllup i Venedig.

I den sydfranske by Marseille er temperaturen også tæt på 40 grader. Byens myndigheder har besluttet at åbne alle offentlige svømmebade op, så indbyggerne kan komme til at køle sig ned, skriver AFP.

I Portugals hovedstad, Lissabon, ventes der 42 graders varme søndag.

To tredjedele af Portugal har forhøjet beredskabet i forventning om ekstrem varme og skovbrande, skriver AFP.

Tidligere på måneden var Grækenland ramt af voldsomme skovbrande.

Sundhed og ældrepleje optager vælgerne mest før kommunalvalget

Sundhed og ældrepleje er de vigtigste emner for vælgerne forud for kommunalvalget 18. november.

Det viser en rundspørge, som Voxmeter har gennemført for Momentum – et analysemagasin, der udgives af Kommunernes Landsforening.

Henholdsvis 41 og 40 procent af vælgerne peger på sundhed og ældrepleje som de vigtigste emner.

– Sundhed og ældre er typiske kernevelfærdsområder, som vælgerne forbinder med det nære, og hvor de vurderer, at det har stor betydning, hvem de stemmer på, siger lektor ved Institut for Politik og Samfund ved Aalborg Universitet Ditte Shamshiri-Petersen til Momentum.

Det er især kvinderne, der har prioriteret sundhed og ældrepleje højest.

Klima og miljø er ifølge målingen det tredjevigtigste emne på tværs af kønnene.

Det grønne område er blevet markant vigtigere for vælgerne, hvis man sammenligner med valget i 2013. Her havde blot 12 procent af vælgerne det blandt topprioriteterne.

Det overrasker lektoren fra Aalborg Universitet.

– Man kunne godt have forestillet sig, at det var et emne, som vælgerne mente skulle håndteres på et andet niveau end det kommunale.

– Men rundspørgen tyder på, at vælgerne mener, at det betyder noget, hvad kommunerne gør af tiltag, og at vælgerne også forventer noget af kommunerne på det område, siger Ditte Shamshiri-Petersen til magasinet.

Fokus på klima og miljø i form af den grønne trepart kan ifølge lektoren også spille ind.

Her spiller kommunerne en vigtig rolle i at omlægge en større del af landets arealer til skov og natur.

Blandt de områder, der er forsvundet lidt ud af vælgernes opmærksomhed, er beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitik.

Det hænger sammen med den lave arbejdsløshed, lyder det fra Kurt Houlberg, professor ved Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

– I dag har vi den laveste arbejdsløshed i mange år, så der er færre, der bliver direkte påvirket af politikken på det område. Så det fylder simpelthen mindre i dag end tidligere, siger Kurt Houlberg til Momentum.

Et repræsentativt udsnit af befolkningen har deltaget i undersøgelsen, der blev gennemført i maj.

Fransk hangarskib ankommer til København efter tur til Grønland

Det franske helikopterhangarskib “Mistral” er lørdag ankommet til Københavns havn.

Det skriver Forsvaret på sin hjemmeside.

Hangarskibet har netop været i Grønland for at øve sejlads tæt på isen.

I dansk farvand har skibet med en besætning på 600 soldater foretaget øvelser med både det danske søværn og flyvevåben.

– Det er vigtigt at understrege, at det ikke kun er for syns skyld, vi samarbejder. Vi øver det, der skal bruges i praksis, siger kommandørkaptajn Quentin Vieux-Rochas, der har kommandoen på det franske krigsskib, til Forsvarets hjemmeside.

Der har blandt andet været øvelser med danske Seahawk-helikoptere og franske Dauphine-helikoptere om overvågning og afvisningsberedskab i luften.

Formålet er, at soldaterne lærer hinanden at kende, siger den danske forsvarsattaché i Frankrig, oberst Nicolas Veicherts.

– Så næste gang, der er en fransk eller dansk helikopterpilot på radioen, så forstår de hinanden både, når det gælder Nato-proceduren, og hvordan det lyder, når vi hver især taler engelsk.

– Og så lærer vi også noget om, hvordan vores operative kultur præger os. Alt sammen gør os stærkere, den dag vi skal løse skarpe opgaver, siger han til Forsvaret.dk.

Frankrig er EU’s største militærmagt.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, besøgte tidligere på måneden den grønlandske hovedstad, Nuuk, sammen med statsminister Mette Frederiksen (S).

Her udtrykte præsidenten støtte til den danske statsministers forsikring om, at Grønland ikke er til salg.

Han bebudede også, at Frankrig åbner et generalkonsulat i Nuuk.

Franske fly er for tiden i luften over Grønland, fremgår det af meddelelsen på Forsvaret.dk.

De er indsat til refueling (tankning, red.) af danske F-16-fly, der patruljerer langs Grønlands kyster.

– Det sender et signal om, at de to lande samarbejder på mange niveauer og tager sig tid til at lære hinanden at kende og holde dette ved lige, siger oberst Nicolas Veicherts.

Grønlands regeringsparti udsætter afstemning om ny formand

Det grønlandske regeringsparti Siumut udskyder valg af ny formand på det ekstraordinære landsmøde til søndag.

Det skriver den grønlandske avis Sermitsiaq.

Det skyldes dårligt vejr og trafikale forhold på verdens største ø, hvilket betyder, at flere af de 44 delegerede endnu ikke er ankommet.

Minister for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt og tidligere formand Aleqa Hammond stiller op som formand. Det er stadig uvist om Ineqi Kielsen, der er indstillet af Siumut Ungdom, vil stille op.

Vivian Motzfeldt er fungerende formand for partiet, efter at Erik Jensen gik af lige efter valget til Inatsisartut, som er Grønlands parlament.

Siumut har været det traditionelt regeringsbærende parti siden hjemmestyret i 1979, men partiet har haft interne magtkampe siden før valget i 2021.

Ved det seneste valg i marts fik partiet en historisk vælgerlussing og blev reduceret til det andetmindste parti i Inatsisartut.

Den tidligere formand Erik Jensen smed en valgbombe, da han foreslog at aktivere paragraf 21 om selvstændighed, sideløbende med at en kommission undersøger emnet.

Udmeldingen kom i kølvandet på, at en række partimedlemmer krævede paragraf 21 i selvstyreloven aktiveret. Den paragraf beskriver vejen mod grønlandsk selvstændighed.

Siden forlod to fremtrædende medlemmer partiet til fordel for Selvstændighedspartiet Naleraq.

Det var medlem af det danske folketing Aki-Matilda Høegh-Dam og den grønlandske politiker Kuno Fencker.

Siden trak Siumut i land, og Erik Jensen forlod formandsposten, da partiet fik det dårligste valg nogensinde.

FCK køber tysk angriber i Dortmund som var med til VM i 2022

FC København har lavet en femårig kontrakt med den tyske angriber Youssoufa Moukoko, som er købt i Borussia Dortmund.

Det skriver FCK på klubbens hjemmeside.

20-årige Moukoko var med i den tyske trup ved VM i 2022, men har de seneste år kæmpet med at leve op til forventningerne. I sidste sæson var han udlejet til franske Nice uden den store succes.

Han er noteret for i alt 99 kampe for Dortmund, hvor det er blevet til 18 mål, og angriberen er i alt noteret for to A-landskampe for Tyskland, skriver FCK.

FCK’s sportsdirektør, Sune Smith-Nielsen, kalder det en “meget spændende transfer”.

– Youssoufa er en spiller med et enormt potentiale og har allerede en masse erfaring fra allerhøjeste niveau. Han passer perfekt ind i den profil, vi leder efter – ung, sulten og med et højt teknisk niveau, siger Sune Smith-Nielsen til klubbens hjemmeside.

Cheftræner Jacob Neestrup er klar over, at Moukoko vil være under stort pres fra begyndelsen på grund af det cv, spilleren kommer med. For år siden var Moukoko en af de mest ombejlede unge angribere i Europa.

– Moukoko bringer fart, teknik og målfarlighed til vores angreb. Han kommer med en vindervilje og en selvtillidsfyldt attitude, der matcher godt med FC København. Han har bevist sit niveau i Bundesligaen og i europæisk fodbold, siger cheftræneren.

Moukoko ser frem til at komme i gang i den danske hovedstadsklub, som han kender lidt i forvejen.

– Jeg spillede selv mod FC København i Champions League i 2023, og det var en stærk oplevelse, der gjorde et stort indtryk på mig.

– Oplevelsen i Parken var fantastisk, og jeg kunne mærke, at det er en klub med den danske hovedstad bag sig, siger Moukoko, der tilslutter sig FCK’s træningslejr i Østrig.

Hos Dortmund konstaterer man, at Moukokos udvikling var gået i stå i den tyske storklub.

– Vi håber, at hans karriere nu tager fart igen, siger Dortmunds sportsdirektør, Sebastian Kehl, til klubbens hjemmeside.

Moukoko kom til Dortmund som 11-årig fra St. Pauli. I november 2020, da han var 16 år og en dag gammel, blev han den den yngste bundesligaspiller i historien, skriver Dortmund.

Angriberen fik også debut i Champions League kort tid efter, hvilket også gjorde ham til den yngste spiller i Europes største klubturnering.

I 22 kampe for Nice i den seneste sæson scorede Moukoko to mål.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]