Seneste nyheder

13. april 2026

Donald Trump: Vi har fundet en køber af TikTok

Den amerikanske præsident, Donald Trump, siger i et interview søndag, at han har fundet en køber til det sociale medie TikTok.

Det skriver Reuters.

Ifølge præsidenten er der tale om en gruppe “meget velhavende mennesker”, som han vil afsløre om cirka to uger, siger han uden at komme det nærmere.

Det fortæller Trump i et interview med Fox News, skriver Reuters.

Trump har for nylig forlænget fristen for, hvornår ByteDance, der ejer TikTok, skal have fundet en køber til mediet.

Deadlinen er 17. september, lød det fra Trump.

Det var tredje gang, at Trump gav ByteDance mere tid til at finde en køber, der kan overtage den amerikanske del af platformen, hvor brugere kan dele korte videoer.

Oprindeligt var et forbud mod TikTok i USA planlagt til at træde i kraft i januar, hvis ikke kontrollen med den amerikanske del kom på andre hænder.

Kongressen vedtog loven om et TikTok-forbud, fordi amerikanske myndigheder og politikere mener, at TikTok kan udgøre en sikkerhedsrisiko.

Det er selskabet ByteDance, der er grundlagt i Kina, som står bag TikTok.

Den populære tjeneste, hvor man primært kan se og dele videoer, har omkring 170 millioner brugere i USA. Der bor omtrent 340 millioner mennesker i USA.

Flere virksomheder er de seneste måneder blevet nævnt som mulige købere af appen. Herunder kapitalfonden Blackstone og selskabet Oracle.

Også techgiganten Microsoft har været nævnt som potentiel køber af det sociale medie.

Flere demokratiske senatorer har kritiseret Trumps ageren over for ByteDance. De mener ikke, at præsidenten har mandat til at udskyde fristen.

Det Hvide Hus har oplyst, at USA’s regering i løbet af de næste tre måneder vil sørge for, at et salg bliver gennemført, så amerikanere kan blive ved med at bruge TikTok og føle sig sikre på, at deres data er i trygge hænder.

Uheldige Søren Kragh Andersen triumferer i hæsblæsende DM

Efter en forfærdelig første halvdel af sæsonen fik Søren Kragh Andersen (Lidl-Trek) søndag gigantisk oprejsning på sin racercykel.

I et hæsblæsende og udmarvende DM i landevejscykling kørte den 30-årige fynbo først over stregen i Aalborg og vandt sit første danmarksmesterskab.

Indtil søndagens triumf havde Søren Kragh Andersens sæson været proppet med uheld. Et siddesår kostede ham forårsklassikerne, inden et brækket håndled sendte ham ud af Giro d’Italia efter bare fire etaper.

Tidligere i juni kørte han sig i form i Belgien Rundt, og søndag var han den stærkeste mand i et cykelløb, hvor kun de allerstørste stjerner blandede sig i kampen om medaljer.

Søren Kragh Andersens holdkammerat Mads Pedersen var den store favorit til løbet, men kom en smule på bagkant, da han havnede i en forfølgergruppe halvandet minut efter fronten.

Et arbejdsraseri af en anden verden sendte ham dog tilbage til fronten, hvor han holdt Casper Pedersen (Quick-Step) i skak på de sidste omgange, så Søren Kragh Andersen kunne køre solo mod sejren.

Og så sørgede den tidligere verdensmester for, at Lidl-Trek fik sig en forrygende dag i Aalborg, da han kørte over stregen som nummer to. Casper Pedersen måtte nøjes med tredjepladsen, mens megatalentet Albert Withen Philipsen – en tredje Lidl-Trek-rytter – tog fjerdepladsen.

På grund af voldsom vind eksploderede løbet nærmest fra første kilometer, og det var kun de allerstærkeste ryttere, der var med i fronten.

De små danske kontinentalhold kan ofte drille de store, fordi de stiller til start med mange ryttere, men de kom fuldstændig til kort i den stride vind.

Kun det tidligere Visma-talent Morten Aalling Nørtoft, der nu kører for Skive-mandskabet Coloquick, og Niklas Larsen fra BHS-PL Beton Bornholm havde ben til at være med blandt de helt tunge navne.

Dermed var det rytterne fra Uno-X, der greb taktstokken og med deres overtal forsøgte at sætte favoritter som Mads Pedersen, Søren Kragh Andersen, Kasper Asgreen og Casper Pedersen under pres.

Men i den benhårde vind hjalp antal ikke alverden. Løbet skulle vindes på ren og skær råstyrke, og det besad Søren Kragh Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ukraine vil trække sig fra FN-aftale om brug af miner

Ukraine har taget skridt i retning af at trække sig fra den FN-konvention, der forbyder alle former for antipersonelminer.

Det fremgår af et dekret, der er lagt på præsident Volodymyr Zelenskyjs hjemmeside søndag.

Ukraine kan dog ikke trække sig fra traktaten, inden skridtet er godkendt ved en afstemning i landets parlament.

Derpå skal det meddeles FN.

Efter at Rusland indledte krigen mod Ukraine i februar 2022, vil den ukrainske regering “prioritere sikkerheden for landets borgere og forsvaret af staten”, lyder det i en meddelelse fra det ukrainske udenrigsministerium.

Beslutningen om at trække sig fra den internationale aftale er “vanskelig men nødvendig”, lyder det videre fra ministeriet.

– Dette skridt har længe været nødvendigt på grund af krigens realiteter, skriver det ukrainske parlamentsmedlem Roman Kostenko på sociale medier.

– Rusland bruger miner i stort omfang mod vores militær og civile. Vi kan ikke fortsat være bundet af betingelser, når fjenden ikke har nogen begrænsninger.

Over 160 lande og territorier har skrevet under på Ottawa-konventionen, der forbyder antipersonelminer.

Hverken Rusland eller USA har underskrevet den.

De lande, der har tilsluttet sig, har ikke lov til at købe, fremstille, opbevare eller anvende antipersonelminer.

Minerne er lavet, så de skjules under et lag jord og eksploderer, når en person træder på dem eller et køretøj kører hen over dem.

Minerne lemlæster og dræber hvert år et stort antal mennesker.

De er lumske, fordi de kan ligge i jorden i årtier, efter at en konflikt er slut, og ramme civilbefolkningen, siger flere organisationer, der arbejder imod brugen af landminer.

Polen, Finland, Litauen, Letland og Estland, som alle er naboer til Rusland, har også besluttet at trække sig fra Ottawa-konventionen, efter at Rusland invaderede Ukraine.

Det fik i marts menneskerettighedsgrupper til at fordømme de fem landes planer på området.

AFP

Spanien registrerer højeste temperatur nogensinde i juni

En hedebølge har for alvor gjort sit indtog i det sydlige Europa.

I Spanien er den højeste temperatur i juni nogensinde blevet målt.

Det viser data fra Spaniens meteorologiske institut, Aemet, skriver det spanske medie RTVE.

Lørdag blev der målt 46 grader i byen El Granado i provinsen Huelva i det sydvestlige Spanien.

Hermed overgås den hidtil højeste registrerede temperatur i historien i juni, som var 45,2 grader, der blev registreret i Sevilla i 1965.

Desuden er der blevet målt 44 grader i provinsen Córdoba og 43,9 grader i Sevilla-provinsen, skriver RTVE.

Ifølge det spanske meteorologiske institut forventes hedebølgen at vare indtil 1. juli, skriver RTVE.

Data fra Aemet viser, at der i den spanske hovedstad, Madrid, er målt 37 grader i weekenden.

Kystbyen Barcelona i det nordøstlige Spanien er sluppet lidt køligere. Her er der søndag målt 34 grader.

De sydeuropæiske lande har måttet tage deres forholdsregler, da en hedebølge med meget høje temperaturer i weekenden har ramt Portugal, Spanien, Frankrig og Italien.

Det franske nyhedsbureau AFP beretter, at ambulancer har holdt standby nær turistattraktioner, og flere regioner i Sydeuropa har udsendt brandvarsler.

I Spaniens naboland Portugal har det meteorologiske institut Ipma udsendt røde varsler for den sydlige halvdel af landet – herunder hovedstaden Lissabon – på grund af meget farligt vejr.

I Italien har 21 byer været i højeste beredskab over for ekstrem varme, herunder Milano, Napoli, Venedig, Firenze og Rom, skriver AFP.

Til nyhedsbureauet fortæller den britiske turist Anna Becker om sit besøg i Rom:

– Vi skulle have besøgt Colosseum, men min mor var lige ved at besvime, siger hun.

Skadestuer over hele Italien har rapporteret om en stigning i tilfælde af hedeslag, skriver AFP.

Søndag er der blevet målt 1,4 plusgrader nær toppen af det højeste bjerg i Vesteuropa, Mont Blanc.

Det er sket på en forskningsstation i Frankrig i 4730 meters højde, skriver norske NTB.

Temperaturerne er meget usædvanlige i denne højde, men også i august sidste år krøb temperaturen over frysepunktet i 33 timer på Mont Blanc, skriver NTB.

Domstol aflyser Netanyahu-afhøring kort efter kritik fra Trump

En afhøring af Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, som skulle have fundet sted mandag, er blevet aflyst.

Afhøringen er et led i den mangeårige korruptionssag mod Netanyahu.

Det fremgår af en kendelse fra distriktsdomstolen i Jerusalem, som nyhedsbureauet Reuters har læst.

Ifølge kendelsen skyldes aflysningen, at retten har modtaget nye oplysninger fra blandt andre Netanyahu og chefen for den israelske efterretningstjeneste Mossad, David Barnea.

USA’s præsident, Donald Trump, har flere gange kritiseret retssagen mod Netanyahu, som har været tiltalt i sagen siden 2019.

Så sent som natten til søndag dansk tid advarede Trump om, at retssagen risikerer at få negative konsekvenser for forhandlingerne mellem Israel og den militante bevægelse Hamas i forbindelse med Gaza-krigen.

Trump kalder retssagen for “en heksejagt” mod Netanyahu.

– Lad Bibi gå, han har et stort stykke arbejde at udføre, skrev Trump på sit sociale medie Truth Social og brugte Netanyahus kaldenavn.

Israels premierminister har siden 2019 været tiltalt for korruption i en retssag, der er opdelt i tre sager, der bliver kaldt 1000, 2000 og 4000.

Fredag afviste distriktsdomstolen i Jerusalem en anmodning fra Netanyahu om at udsætte afhøringen af ham i to uger.

Det er uvist, hvilke oplysninger domstolen har modtaget, og som har fået den til søndag aflyse afhøringen.

I den første del af retssagen – sag nummer 1000 – er Netanyahu og hans hustru tiltalt for at have modtaget cigarer, champagne og andre luksusvarer for 300.000 dollar fra en amerikansk filmproducer og en australsk milliardær.

Varerne skal være givet til gengæld for politiske tjenester.

I sag nummer 2000 er den israelske premierminister tiltalt for at have forsøgt at indgå en aftale med ejeren af den israelske avis Yediot Aharonot, Arnon Mozes, med det formål at få mere positiv medieomtale.

Til gengæld skal Netanyahu have arbejdet for at lave ny lovgivning, der skulle begrænse udbredelsen af den konkurrerende avis Israel Hayom.

I sag nummer 4000 anklages premierministeren for at have forhandlet med Shaul Elovitch, der tidligere var en af det israelske teleselskab Bezeqs hovedejere, og som ejer nyhedsmediet Walla.

Målet for Netanyahu var ifølge anklagen at få positiv omtale på Walla til gengæld for politiske tiltag, der skulle gavne Bezeq.

Netanyahu nægter sig skyldig.

19-årige Alberte Greve kører solo mod stor DM-triumf

Den blot 19-årige Alberte Greve tog søndag fusen på de allerstørste favoritter og vandt kvindernes DM i landevejscykling.

Den unge Uno-X-rytter var en af tre ryttere i det udbrud, der slap afsted tidligt i det vindblæste løb, og da trioen ramte omgangene i Aalborg, stak hun af.

I feltet overlod store kanoner som Amalie Dideriksen og Emma Norsgaard i lang tid føringsarbejdet til de mindre danske hold, og Alberte Greve knuste dem i ensom majestæt.

Først da det blev rigtig kritisk, gik løbets på papiret største favoritter frem, men det var overhovedet ikke nok. Efter et utrolig vindblæst løb kørte Greve alene over målstregen i Aalborg og kunne iføre sig dannebrogstrikoten.

Amalie Dideriksen (Cofidis) tog sølv, og Solbjørk Minke Anderson (Uno-X) tog bronze efter en spurt, hvor også Caroline Bohé var med.

Det er langtfra førte gang, at de allerstørste favoritter kommer til kort mod en lidt overraskende vinder fra Uno-X. De seneste to år har Rebecca Koerner lavet samme nummer, som Alberte Greve lavede søndag.

Og Greve grundlagde altså sin triumf tidligt i løbet, da hun sammen med Johanne Resen fra Team Sydbank og Christina Bragh Lorenzen fra Team Friis ABC drog på togt foran feltet.

Greve var den på papiret mest profilerede rytter i udbruddet, men Christina Bragh Lorenzen er ikke en, man bare løber om hjørner med.

I det seneste års tid har hun været brandvarm på den hjemlige scene og i mindre UCI-løb, og hun tog da også masser af ansvar i udbruddet, som på et tidspunkt var oppe på mere end tre minutters forspring.

Det hårde arbejde kom til at koste hende, da udbruddet ramte omgangene i Aalborg. Alberte Greve angreb op ad en stigning, og så kunne Lorenzen ikke længere følge med.

I feltet var det mindre hold som Team Aalborg-Sparekassen Danmark og den bare 16-årige Ida Dam Fialla, som var tvunget til at arbejde, og deres tempo var ikke højt nok til at true Greve.

Til sidst gav Amalie Dideriksen og mountainbikespecialisten Caroline Bohé alt for at lukke hullet til Greve, men det var simpelthen for sent.

Vaccine mod flåtoverført hjernebetændelse er firedoblet på to år

Antallet af danskere, der lader sig vaccinere mod flåtoverført hjernebetændelse – også kaldet TBE, er på to år firedoblet.

Det skriver Politiken.

91.755 personer blev sidste år vaccineret – det er cirka fire gange så mange som 2022.

Tallene omfatter alle udbydere af vaccinen herhjemme, herunder Danske Lægers Vaccinations Service, apoteker og praktiserende læger.

TBE-virus fra flåter kan give årelange eller varige neurologiske skader som lammelser.

Hukommelsen og evnen til at tænke og lære kan også blive påvirket.

Størstedelen af dem, der bliver smittet med TBE-virus, får ingen symptomer, skriver Statens Serum Institut på sin hjemmeside.

Men cirka 10 procent af tilfældene udvikler hjernebetændelse, skriver seruminstituttet.

Klinisk farmaceut og professor ved Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital Anton Pottegård mener, at alt for mange lader sig vaccinere mod TBE.

– Det er løbet helt af sporet. Den sygdom er blæst alt for stort op, og der er helt unødigt skabt en stor frygt i befolkningen, for risikoen for at blive alvorligt syg er forsvindende lille, siger Anton Pottegård til Politiken.

Der blev sidste år konstateret 17 tilfælde af TBE i Danmark efter formodet smitte herhjemme. Fem blev smittet i andre lande i Skandinavien.

Ud af de 17 danske TBE-tilfælde i 2024 var to med formodet smitte på Bornholm, 14 på Sjælland – primært Nordsjælland – samt ét tilfælde i Jylland i Randers-området.

Det fremgår af Statens Serum Instituts hjemmeside.

Sundhedsstyrelsen har ikke nogen generel anbefaling om vaccination mod TBE til specifikke befolkningsgrupper.

– Sandsynligheden for smitte anses for at være lille, og der er kun set ganske få tilfælde af TBE-smitte i Danmark, skriver Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside.

Vaccination kan dog overvejes til visse personer, lyder det.

– TBE-vaccination kan overvejes til personer, som færdes på stier i risikoområder og jævnligt får flåter på sig, eller som færdes uden for stier i skov og krat, skriver Sundhedsstyrelsen.

Meningitisramt spansk stjerne er overraskende klar til EM

Lørdag kom det frem, at Aitana Bonmatí, verdens bedste kvindelige fodboldspiller de to seneste år, i flere dage havde været indlagt med viral meningitis og var stærkt tvivlsom til det forestående EM.

Men det går hurtigt i showbiz, som man siger. Søndag er hun blevet udskrevet fra hospitalet og meldes nu klar til EM.

– Efter flere dages indlæggelse med viral meningitis er Aitana Bonmatí blevet udskrevet fra hospitalet og slutter sig til det spanske landshold i de kommende dage, lyder det på Det Spanske Fodboldforbunds (RFEF) hjemmeside.

Det er en markant styrkelse af det spanske mandskab, som er forsvarende verdensmester og også vandt den seneste udgave af Nations League.

Midtbanespilleren Bonmatí fra FC Barcelona har været en vital del af det mandskab, som har sikret sig begge triumfer.

Lørdag var tonerne og udsigterne ellers noget mere dystre fra den spanske landstræner Montse Tomé, da hun oplyste, at Bonmatí var blevet indlagt for nogle dage siden.

– Lægerne siger, det er under kontrol. At snakke om meningitis kan være skræmmende, men der burde være styr på det, lød det fra Tome ifølge Reuters.

– Aitana vil blive overvåget nøje, og det er på nuværende tidspunkt umuligt at sige, hvor længe hun vil være ude.

Spilleren selv delagtiggjorde offentligheden i sin indlæggelse med en story på Instagram, der viste, at hun fulgte sit holds testkamp mod Japan fra hospitalssengen. Spanierne vandt kampen 3-1 trods fraværet af stjernen.

I hidtil 78 landskampe er det blevet til 30 scoringer for midtbanespilleren.

Spanien er ved EM i gruppe med Portugal, Belgien og Italien. Første kamp er mod portugiserne 3. juli.

Britiske læger ser boom i astmapatienter og advarer om forurening

De praktiserende læger i Storbritannien oplever en markant stigning i antallet af patienter, der opsøger deres læge på grund af astmaanfald.

På et år er antallet af konsultationer, hvor astmapatienter har haft brug for behandling, steget med 45 procent.

Det viser data fra den britiske lægeorganisation Royal College of General Practitioners ifølge avisen The Guardian.

Stigningen sættes i forbindelse med udbredt luftforurening. Lægerne opfordrer derfor britiske ministre og borgmestre fra større byer til at udvide eksisterende forureningsfri zoner.

Ifølge en rapport fra Royal College of Physicians, som blev offentliggjort for nylig, indånder 99 procent af briterne giftig luft.

Professor Kamila Hawthorne, der er forperson for Royal College of General Practitioners, kalder udviklingen “ekstremt foruroligende”.

– Luftforurening udgør en alvorlig sundhedskrise, som ofte bliver overset. Men vi ved, at den kan forårsage en række alvorlige fysiske og psykiske lidelser og ofte vil forværre allerede eksisterende sygdomme, siger hun til The Guardian.

Fra januar til juni havde de praktiserende læger i Storbritannien 45.500 konsultationer, hvor patienter skulle behandles for astmaanfald.

I samme periode sidste år var antallet 31.400.

Det er uklart, hvad der har resulteret i den markante etårige stigning, da forurening ikke er et nyt fænomen i Storbritannien.

Astma er en kronisk sygdom i lungerne, som kan føre til åndenød og hoste. Anfald, hvor luftvejene pludselig forsnævres, udløses af blandt andet røg, dampe og forskellige former for partikler.

Generelt øges risikoen for at få astma af passiv rygning og indånding af andre former for forurenet luft.

Lidt flere børn end voksne får astma.

Omkring ti procent af børnene i Storbritannien har astma. Cirka ligeså stor en andel af de danske børn anslås at lide af sygdommen.

Overordnet er otte procent af briterne diagnosticeret med astma, mens det samme gælder for mellem syv og ti procent af danske patienter.

EU-formandskabsfest giver afspærringer i Aarhus

Torsdag er Aarhus værter for den officielle åbningsceremoni for det danske EU-formandskab, og det vil få betydning for de aarhusianske trafikanter.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

– For at arrangementet kan blive afviklet på en sikkerhedsmæssig forsvarlig vis, har det været nødvendigt for politiet at opsætte en række trafikale afspærringer dagen igennem, så de mange forventede deltagere kan komme godt og sikkert frem gennem byen, siger politiinspektør Brian Voss Olsen i pressemeddelelsen.

Ud over afspærringerne på vejene bliver der også indført et overflyvningsforbud over store dele af Aarhus. Det betyder blandt andet, at man ikke må flyve med drone.

Overflyvningsforbuddet gælder fra 2. juli klokken 7 til 4. juli klokken 15.

I den kollektive trafik skal man forvente, at bussernes ruter omlægges, ligesom at letbanens drift vil være påvirket fra klokken 15 til 18.30. Det skriver Aarhus Kommune på sin hjemmeside.

Kommunen anbefaler generelt at lade bilen stå, hvis man planlægger at besøge byen.

Romkugler trækkes tilbage efter fund af muselort

Trøffel-romkugler fra Selected Gourmet Group bliver trukket tilbage, efter at der er blevet fundet muselort på virksomhedens ejendom.

Det skriver Selected Gourmet Group i en pressemeddelelse.

Der er specifikt tale om trøffel-romkugler med bedst før dato fra 20. juli til 27. august 2025. Romkugler med andre bedst før datoer er ikke omfattet af tilbagekaldelsen.

Romkuglerne kan have været i kontakt med mus, lyder det.

Ved en fødevarekontrol fredag er der fundet sport af skadedyr, der kan have forurenet chokoladen, skriver Selected Gourmet Group.

Fødevarestyrelsen råder forbrugere til at levere romkuglerne tilbage til den butik, hvor man har købt dem. Alternativt kan man smide dem ud.

Selected Gourmet Group, som producerer chokolade, forventer, “snarest” at være klar med nyproducerede varer.

Virksomheden har adresse i Tølløse på Sjælland.

App skal samle kort og beviser i ny digital tegnebog fra 2026

Danskerne skal have en digital tegnebog, der kan bruges til aldersverifikation, og som på sigt også kan indeholde blandt andet digitalt kørekort.

Det skriver Digitaliseringsministeriet i en pressemeddelelse.

Appen skal for eksempel kunne bruges til at verificere alder, hvis man vil købe alkohol i et supermarked.

På sigt skal appen også kunne bruges til at bekræfte alder, hvis man vil oprette en profil på et socialt medie med aldersgrænse.

– I første omgang skal appen bruges som legitimationsbevis og til aldersverifikation, så du ikke kan lyve dig ældre.

– Den bliver derfor også et vigtigt digitalt værktøj til aldersverifikation på sigt på tværs af sociale medier, så vi kan sikre, at børn og unge beskyttes langt bedre online, siger digitaliseringsminister Caroline Stage (M) i meddelelsen.

Planen er, at appen på sigt også kan indeholde digitale udgaver af sundhedskort og uddannelsesbeviser.

Appen er en del af et større europæisk initiativ, der skal skabe et fælleseuropæisk identifikationsmiddel.

Appen vil ifølge pressemeddelelsen være en “effektiv og privatlivsbeskyttende digital aldersverifikation”.

Den vil ifølge ministeriet løbende blive udbygget med flere funktioner og beviser.

Men appen øger risikoen for overvågning af borgerne, lyder indvendingen fra Thomas Ploug, der er professor i dataetik ved Institut for Kommunikation ved Aalborg Universitet.

– For man samler jo en masse data, som kan bruges til reelt at overvåge borgerne og profilere dem. Og jo flere funktioner man lægger ind, desto mere omfattende kan overvågningen blive, siger han til DR Nyheder.

Digitaliseringsministeren afviser dog, at oplysningerne vil blive brugt til overvågning.

Der er et meget stort fokus på sikkerhed i appen og på, at borgeren har ret til sine egne data, siger Caroline Stage til DR.

Appen har endnu ikke noget navn, men man kan give sit bud og deltage i en konkurrence om navngivningen på Digitaliseringsministeriets hjemmeside.

Den nye app forventes udrullet i begyndelsen af 2026.

Syg van Aert trækker sig fra mesterskabsløb en uge før Touren

Der er dårligt nyt for både arrangøren af det belgiske mesterskab i linjeløb og potentielt også for danske Jonas Vingegaard.

Stjernerytteren Wout van Aert har trukket sig fra det belgiske mesterskab søndag på grund af sygdom. Det skriver hans hold Visma på X.

– Uheldigvis føler Wout van Aert sig ikke 100 procent frisk og kommer derfor ikke til start ved dagens (søndagens, red.) belgiske mesterskab, skriver Visma.

– Wout udviklede sygdomssymptomer lørdag aften, og efter en lægefaglig vurdering til morgen blev det besluttet, at han skulle trække sig fra løbet.

Set med danske briller er det også dårligt nyt. Ikke at van Aert må stå over søndagens løb i Belgien, men fordi sygdommen kommer på et voldsomt ubelejligt tidspunkt.

Der er kun seks dage til starten på Tour de France, hvor han er udset til at have en nøglerolle som hjælper for Jonas Vingegaard i jagten på Tour-triumf.

Van Aert var afgørende i danskerens to tidligere Tour-triumfer i 2022 og 2023. Ikke mindst i førstnævnte var den belgiske forrygende.

De seneste år har belgieren ikke været helt på tidligere tiders niveau, men han er stadig en klasserytter, hvis evner på såvel flad som kuperet rute er af stor værdi for det danske klassementhåb.

Wout van Aert kørte også årets Giro d’Italia, som sluttede 1. juni. Siden har han ikke kørt løb. Det blev til en enkelt etapesejr for ham undervejs på de italienske landeveje, mens holdkammerat Simon Yates vandt løbet.

I årets Tour de France skal han, ud over at hjælpe Jonas Vingegaard, på jagt efter sin tiende etapesejr i verdens største cykelløb.

Strejke rammer hoteller på spanske ferieøer midt i sommerferien

Midt i højsæsonen i Spanien er der udsigt til strejke på De Baleariske Øer – Mallorca, Menorca, Ibiza og Formentera.

Efter et sammenbrud i overenskomstforhandlinger mellem hotel- og restaurantbranchen og fagforeningerne UGT og Comisiones Obreras er der varslet strejke fra 10. juli.

Det skriver den spanske avis El País.

Flere end 180.000 ansatte vil være omfattet af strejken, som rammer hoteller, barer, restauranter, caféer og natklubber på De Baleariske Øer.

De ansatte vil ifølge fagforeningerne strejke på fem udvalgte dage. Foruden 10. juli nedlægger de arbejdet 18., 19., 25. og 31. juli.

Baggrunden for strejken er primært uenighed om løn.

Fagforeningerne har krævet en lønstigning til deres medlemmer på 16 procent over tre år, mens arbejdsgiverne har tilbudt en lønstigning på 11 procent og ikke er villige til at hæve lønnen yderligere.

Til at begynde med tilbød hotelbranchen en lønstigning på 8,5 procent til de ansatte og har altså givet sig en smule i løbet af forhandlingerne, men det er ikke tilstrækkeligt for de spanske fagforeninger.

De Balerariske Øer, hvor Mallorca er den mest besøgte, tiltrækker hvert år flere millioner turister tilsammen.

Ifølge Spaniens statistikkontor besøgte 15,3 millioner udenlandske turister sidste år øgruppen, der ligger i Middelhavet ud for Spaniens østkyst.

Strejken på De Baleariske Øer ventes at påvirke mange danskere, da Mallorca er blandt danskerne foretrukne feriemål om sommeren.

Rejseselskabet Spies oplyste tidligere i juni, at netop Mallorca i år er den mest populære sommerferiedestination hos selskabets kunder.

Overordnet har Spanien i flere år været det land, som flest danskere vælger, når de skal på længere rejser i udlandet.

Ifølge Danmarks Statistik gik 15 procent af danske turisters lange ferierejser til Spanien i 2024. Lange rejser defineres som rejser med mindst fire overnatninger.

Vejle opruster på midtbanen med tidligere Brøndby-profil

Superliga-klubben Vejle har skrevet kontrakt med midtbanespilleren Andrew Hjulsager, der kommer til Vejle på en fri transfer fra belgiske KAA Gent.

Det oplyser Vejle på sin hjemmeside.

Den tidligere Brøndby-spiller har fået en kontrakt frem til sommeren 2028.

– Det er en meriteret spiller, som, jo længere vi er kommet i dialogen med ham, også har vist stor interesse i at komme til Nørreskoven, siger Vejles sportsdirektør Mikkel Hemmersam til hjemmesiden.

– Andrew er en spiller, som giver holdet dynamik med bolden, men også i form af de mange meter, han tilbagelægger i en kamp. Han er det, man i moderne fodboldsprog kalder en “attacking midfield”, som i vores system vil blive brugt på en af de to felt til felt-positioner på midtbanen.

Nu 30-årige Hjulsager er et produkt af Brøndbys talentafdeling, og allerede som 18-årig fik han debut i landets bedste række under den daværende Brøndby-træner Thomas Frank.

I 2017 havde han udviklet sig til en profil på Brøndbys bedste mandskab, og spanske Celta hentede ham til La Liga. Senere gik turen videre til belgisk fodbold.

Det blev til 28 kampe og et enkelt mål for Celta, inden han nåede at notere sig for godt 170 kampe i Belgien for henholdsvis KAA Gent og KV Oostende.

Efter otte år i udlandet vender han nu retur til Danmark, hvor projektet med at etablerede den stolte klub fra Nørreskoven i Superligaen lokkede ham til.

– Det har tiltalt mig at komme til en klub med en klar plan og en klub, der over de kommende år skal implementere en spillestil, siger Andrew Hjulsager til klubbens hjemmeside.

– Det er vigtigt for mig at bidrage til, at Vejle Boldklub kan overleve i 3F Superligaen, og til at klubben bliver stærkere og stærkere år for år. Det er vigtigt, at klubben udvikler sig, hvis man drømmer om at etablere sig i Danmarks bedste række.

På en flot slutspurt i foråret lykkedes det Vejle at undgå nedrykning i seneste sæson.

Ukraine mister sit tredje F-16-fly i løbet af krigen

En ukrainsk pilot har mistet livet, og det F-16-fly, han fløj, er forulykket.

Det oplyser det ukrainske militær søndag morgen.

Det er ifølge militæret tredje gang i løbet af krigen mod Rusland, at Ukraine mister et af sine F-16-fly.

F-16-piloten var ved at afværge et storstilet russisk missil- og droneangreb i løbet af natten, da kampflyet blev beskadiget og tabte højde.

– Piloten brugte alle sine indbyggede våben og skød syv luftmål ned. Da han skød det sidste ned, blev hans fly beskadiget og begyndte at tabe højde, skriver Ukraines luftvåben på beskedtjenesten Telegram.

Luftvåbnet oplyser videre, at piloten fløj væk fra en bebyggelse, efter at flyet var blevet ramt, men piloten havde ikke tid nok til at katapultere sig ud af kampflyet, inden det forulykkede.

Mindst seks personer – herunder et barn – meldes såret i det russiske missil- og droneangreb. De befandt sig alle i Tjerkasy-regionen i det centrale Ukraine.

De blev såret i forbindelse med et angreb, der ramte tre etageejendomme og en uddannelsesinstitution.

Derudover har der været angreb i regionerne Lviv, Poltava, Mykolajiv og Dnipropetrovsk. I Mykolajiv og Dnipropetrovsk blev flere industrielle anlæg ramt, mens kritisk infrastruktur blev angrebet i Lviv-regionen.

Det er søndag morgen uklart, hvor omfattende skaderne er.

Ifølge det ukrainske militær sendte Rusland i alt 477 droner og 60 missiler – herunder både ballistiske missiler og krydsermissiler – af sted mod Ukraine natten til søndag.

Ukraine har angiveligt ødelagt 211 droner og 38 missiler.

Reuters

Talsperson: Israelsk angreb på Evin-fængslet dræbte 71 personer

En talsperson for Irans retsvæsen siger ifølge det iranske nyhedsbureau Mizan, at et israelsk angreb på Evin-fængslet i Teheran dræbte 71 personer.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Iran anklages af flere lande og organisationer for at have placeret politiske fanger i Evin-fængslet.

Fængslet blev ramt af et angreb mandag under den bølge af angreb, som Israel og Iran udvekslede mellem 13. og 24. juni.

Det er Asghar Jahangir, som er talsperson for det iranske retsvæsen, som ifølge Reuters har udtalt sig til Mizan.

– I angrebet på Evin-fængslet blev 71 personer gjort til martyrer herunder administrative medarbejdere, unge i militærtjeneste, indsatte, indsattes familiemedlemmer, som var på besøg, og naboer, som boede i nærheden af fængslet, siger han ifølge Reuters.

Asghar Jahangir har tidligere sagt, at dele af fængslets administrative bygning blev beskadiget i et israelsk angreb mandag, og at både indsatte og ansatte i fængslet var blevet dræbt.

Fængslets øvrige indsatte er blevet flyttet til andre fængsler, lød det desuden.

Blandt de indsatte i Evin-fængslet er også udenlandske statsborgere herunder to franske statsborgere, som har været fængslet i tre år.

Efter angrebet mandag skrev den franske udenrigsminister, Jean-Noel Barrot, på X, at angrebet havde udsat dem for fare.

– Det er uacceptabelt, skrev Barrot.

Det er uvist, om nogen politiske fanger er blevet dræbt i angrebet.

Iran og Israel blev enige om en våbenhvile tirsdag. Det skete efter, at de to lande havde angrebet hinanden i 12 dage.

Israel indledte bølgen af angreb med angreb på iranske atomanlæg og militærbaser 12. juni.

Lidt over en uge senere involverede USA sig direkte i kamphandlingerne ved at angribe tre atomanlæg i Iran.

Der har været skiftende meldinger om, hvor ødelæggende USA’s angreb på de tre atomanlæg i Isfahan, Natanz og Fordow egentlig var.

Ifølge præsident Trump blev anlæggene fuldstændigt ødelagt, mens Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, har sagt, at Trump overdriver omfanget af ødelæggelserne.

Iran svarede igen ved mandag at angribe flyvebasen al-Udeid i Qatar, som anvendes af amerikansk militær.

Senatet stemmer for debat om Trumps store lovpakke

En stor lovpakke fra USA’s præsident, Donald Trump, har sent lørdag amerikansk tid fået støtte i en indledende afstemning i Senatet.

Det skriver det amerikanske medie AP.

Ifølge AP skete det med et snævert flertal i form af 51 stemmer for og 49 stemmer imod.

Der er tale om en såkaldt procedureafstemning, som viser, hvor stor opbakning lovpakken kan mønstre i Senatet. At lovpakken i denne afstemning har fået flertal, betyder, at den nu tages op til debat.

Hvis lovpakken efter dette ender med at få endeligt grønt lys i Senatet, vil den blive sendt videre til Repræsentanternes Hus. Her skal der stemmes om den en sidste gang, inden den kan ryge videre til Trump i Det Hvide Hus til godkendelse.

Lovforslaget er 940 sider langt, og Trump kalder det selv for “Big, Beautiful Bill”. Det forlænger blandt andet skattelettelser fra Trumps første præsidentperiode, ligesom det fjerner flere af de incitamentsordninger for vedvarende energi, som blev indført under præsident Joe Biden.

Det kommer også med finansiering af tiltag mod immigration.

Reuters skriver, at flertallet for procedureafstemningen øger chancen for, at de amerikanske lovgivere kan få vedtaget pakken i løbet af de kommende dage.

To republikanske senatorer stemte i lørdagens afstemning imod at åbne debatten om forslaget. Alle demokrater stemte imod.

Ifølge en talsperson for Det Hvide Hus fulgte Trump afstemningen fra Det Ovale Værelse.

– Meget stolt af Det Republikanske Parti i aften. Gud velsigne jer alle, skriver Trump søndag morgen dansk tid på Truth Social.

Ifølge CNN er tidsplanen for lovpakken stram. Præsidenten har således krævet, at han 4. juli kan sætte sin endelige underskrift på lovgivningen.

Efter at lørdagens procedureafstemning har givet Senatet mulighed for at debattere forslaget, ventes en afstemning i Senatet at finde sted tidligst mandag.

Lederen af det demokratiske mindretal i Senatet, Chuck Schumer, har sagt, at lovpakken skal læses højt, inden debatten kan begynde.

– Republikanerne vil ikke fortælle amerikanerne, hvad der står i lovforslaget. Så Demokraterne tvinger dem til at læse det op fra start til slut i Senatet, skrev han lørdag aften dansk tid på det sociale medie X.

Frankrig forbyder rygning på strande og i parker

Fra søndag er det forbudt at tænde en cigaret på en strand eller i en park i Frankrig.

Forbuddet er en del af en ny lov, der har til formål at beskytte børn mod passiv rygning. Det er desuden et skridt på vejen mod målet om en tobaksfri generation, som Frankrig sigter mod fra 2032.

Ud over strande og parker gælder loven i busskure og områder inden for en radius af 10 meter fra biblioteker, svømmehaller og skoler.

Den indføres, en uge før skolerne går på sommerferie i Frankrig.

Frankrigs sundhedsministerium har oplyst, at det i de kommende dage vil sætte skilte op, der markerer, hvor langt fra områderne man må ryge.

En overtrædelse af forbuddet kan udløse en bøde på mellem 135 og 700 euro. Det svarer til mellem cirka 1000 og 5000 kroner.

Sundhedsministeriet forventer en overgangsfase, hvor befolkningen lærer reglerne at kende.

– Tobak skal væk fra steder, hvor børn befinder sig. En park, en strand, en skole – det er steder, hvor man leger, lærer og trækker vejret – ikke steder, hvor man ryger, siger sundheds- og familieminister Catherine Vautrin.

Forbuddet gælder ikke barer og restauranter. Det er også stadig tilladt at ryge e-cigaretter i områderne.

Formand for Den Nationale Komité mod Rygning i Frankrig Yves Martinet ser forbuddet som et skridt i den rigtige retning, men det er stadig utilstrækkeligt, mener han.

Årsagen er især, at e-cigaretter ikke er nævnt i lovteksten, og netop dét tobaksprodukt fanger unge mennesker, påpeger han.

– For at en foranstaltning skal være effektiv, skal den være tydelig – ingen indtagelse af produkter, der indeholder tobak eller nikotin, i det offentlige rum, siger han.

I Frankrig dør mellem 3000 og 5000 personer årligt på grund af passiv rygning, viser officielle tal.

Folk ryger mindre og mindre i landet, viser tal fra OFDT, der er et overvågningscenter for stoffer og afhængighed i Frankrig. Mindre end en fjerdedel af voksne i alderen 18 til 75 røg dagligt i 2023.

AFP

Kunstnere fordømmer Israel på scenen til Glastonbury Festival

Den irske rapgruppe Kneecap har på den engelske musikfestival Glastonbury lørdag fået publikum til at synge “Fuck Keir Starmer” og fordømme Israel.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det sker, efter at den britiske premierminister, Keir Starmer, sagde, at gruppens planlagte optræden ikke var passende.

Politikere og chefer i musikindustrien har opfordret festivalens arrangører til at droppe rapgruppens optræden, efter at medlemmet Liam O’Hanna, som er kendt under kunstnernavnet Mo Chara, i sidste måned blev tiltalt for terrorisme.

Ifølge anklagerne har han under en koncert fremvist et flag, der repræsenterer den iranskstøttede militante gruppe Hizbollah.

O’Hanna har selv nægtet sig skyldig.

– Premierministeren for jeres land, ikke for mig, siger, at han ikke vil have os til at spille, så fuck Keir Starmer, lød det lørdag fra rapperen.

Mindst 30.000 personer – de fleste med palæstinensiske flag – var dukket op for at se koncerten, hvilket fik arrangørerne til at afspærre området.

Mo Chara sagde under koncerten også, at retssagen er stressende for ham, men at det er ingenting sammenlignet med det, palæstinensere gennemlever hver eneste dag.

Senere anklagede han Israel for at begå krigsforbrydelser.

Den israelske ambassade i Storbritannien har udtalt, at den er “dybt foruroliget over den provokerende og hadefulde retorik, der blev udtrykt på scenen på Glastonbury Festival”.

Tidligere på måneden sagde Starmer til avisen The Sun, at det ikke var passende, at Kneecap skulle optræde.

Inden Kneecaps optræden var punkduoen Bob Vylan på scenen, hvor der også blev råbt propalæstinensiske og antiisraelske sange, skriver Reuters.

Ifølge det britiske medie BBC fik rapper Bobby Vylan her publikum til at synge “Befri, befri Palæstina” og “død, død over IDF (Israels militær, red.).”

BBC skriver, at britisk politi nu gennemser videoer, hvor udtalelserne høres fremsat, for at fastslå om der er blevet begået lovovertrædelser.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]