Seneste nyheder

12. april 2026

UFC bekræfter plan om at indtage Det Hvide Hus

Kampsportsorganisationen UFC har planer om at afholde et stævne ved Det Hvide Hus til næste år.

Det bekræfter en unavngiven talsperson fra UFC til sportsmediet The Athletic.

Stævnet skal afholdes som en del af fejringen af 250-året for USA’s uafhængighed i dagene omkring den 4. juli 2026, oplyser talspersonen uden at nævne en specifik dato.

USA’s præsident, Donald Trump, bød tidligere på ugen UFC velkommen på området omkring hans embedsbolig i Washington D.C.

Det skete torsdag, da Trump holdt en tale i delstaten Iowa.

– Vi vil holde en UFC-kamp – tænk lige over det – på området ved Det Hvide Hus, sagde Donald Trump.

Karoline Leavitt, talskvinde for Det Hvide Hus, blev efterfølgende spurgt, om der var tale om en spøg. Det afviste hun.

Donald Trump er personlig ven med UFC-præsident, Dana White, der også var blandt Trumps støtter under sidste års valgkamp i USA.

Efter torsdagens tale i Iowa slog Dana White en video op på Instagram af Trumps invitation og tilføjede:

– Dette bliver episk.

Donald Trump har flere gange overværet kampe i UFC, hvor udøverne bokser og bryder i en ottekantet ring.

Få dage efter sin valgsejr i november 2024 var Trump til stede ved et UFC-stævne i Madison Square Garden i New York. Senere har han været på plads til stævner i april og juni i år.

Hvis UFC-stævnet ender med at blive afholdt, vil det være første gang i historien, at der afholdes et professionelt sportsarrangement på området omkring Det Hvide Hus.

AFP

Ti kriminelle familier koster København 25 millioner om året

Københavns ti mest kriminelle familier påfører Københavns Kommune op mod 25 millioner kroner i udgifter om året.

Det viser en beregning foretaget af kommunens økonomiforvaltning, skriver Berlingske.

Beregningen er blevet bestilt af beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V), der ønsker at lave en målrettet indsats mod de ti familier.

Jens-Kristian Lütken er dog stødt på en forhindring, da han ikke må få udleveret navnene på de i alt 36 medlemmer af Københavns ti mest kriminelle familier.

Det skyldes, at der er tale om personfølsomme oplysninger.

– I dag må vi ikke få navnene på familierne, som koster kommunen mange penge, og så er det altså svært at gøre noget ved problemet – navnlig at undgå at flere børn og unge i de familier bliver involveret i kriminalitet, siger Jens-Kristian Lütken til Berlingske.

Beregningen fra kommunens økonomiforvaltning viser, at de ti familier i 2023 i gennemsnit hver kostede kommunen 2,5 millioner kroner.

Det fremgår ikke, hvordan udgifterne ligger i forhold til de gennemsnitlige udgifter til andre københavnske børnefamilier.

Kommunens udgifter til de kriminelle familier bestod især af offentlige overførsler, anbringelser af børn og andre sociale foranstaltninger.

Tilsammen er der blevet rejst 133 sigtelser og fældet 26 domme mod de ti familier de seneste ti år.

De er blandt andet dømt for ejendomsforbrydelser, der kan være hærværk eller indbrud, samt øvrige overtrædelser af straffeloven.

I april konstaterede Jens-Kristian Lütken over for Berlingske, at København havde et problem med det, han betegnede som slægtsbaseret kriminalitet.

Det skete, efter at Københavns Kommune i en kortlægning havde fundet frem til 605 familier, hvor både børn og voksne var i berøring med kriminalitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dommer i USA giver grønt lys til deportationer til Sydsudan

Otte migranter, som er blevet deporteret fra USA, har tabt deres sidste forsøg på at undgå at blive sendt til Sydsudan.

Det skriver Reuters og CNN.

Det er sket fredag eftermiddag amerikansk tid. Her har migranterne fået afvist en hasteanmodning, hvor deres advokater bad en føderal dommer i delstaten Massachusetts om at blokere for udvisningen til Sydsudan.

Det betyder, at præsident Donald Trumps administration har fået grønt lys til at deportere migranterne til det afrikanske land.

Migranternes advokater har sagt, at de risikerer at blive udsat for tortur, hvis de bliver sendt til Sydsudan.

Der er tale om otte mænd, som ifølge deres advokater kommer fra Cuba, Laos, Mexico, Myanmar, Sudan og Vietnam.

De har de seneste seks uger været tilbageholdt på en amerikansk militærbase i Djibouti, mens retssagen har udspillet sig.

Domstolene i USA er som udgangspunkt lukket den 4. juli, som er USA’s uafhængighedsdag.

Fredag tog to domstole alligevel stilling til sagen. Det skete først, da en føderal dommer i Washington D.C. midlertidigt udsatte udvisningen til Sydsudan, mens sagen blev sendt videre til en føderal domstol i Massachusetts.

Det er også i Massachusetts, at sagen tidligere er blevet behandlet.

Her afviste distriktsdommer Brian Murphy så anmodningen fra migranterne.

Det gjorde han på baggrund af en afgørelse fra USA’s højesteret torsdag, hvor det lød, at USA’s ministerium for indenlandsk sikkerhed ikke længere kunne tilbageholde mændene i Djibouti.

Advokater for USA’s justitsministerium siger ifølge Reuters, at migranterne efter planen vil blive fløjet til Sydsudan fredag aften amerikansk tid.

Ifølge ministeriet for indenlandsk sikkerhed er mændene dømt for forskellige forbrydelser – fire af dem for drab.

Sagen har blandt andet været omdiskuteret, fordi USA’s udenrigsministerium fraråder amerikanske statsborgere at rejse til Sydsudan.

Organisation foreslår lukning af 59 mindre togstationer

59 mindre togstationer i Danmark bør blive lukket, så rejsetiden kan blive kortere.

Sådan lyder et forslag fra organisationen Dansk PersonTransport, skriver Jyllands-Posten lørdag.

Organisationen peger på 17 strækninger i landet – primært i Jylland – hvor den mener, at man med fordel kan lukke stationer.

Togene vil kunne blive op til 44 procent hurtigere, lyder det.

Det gælder eksempelvis strækningen Herning-Skjern, hvor man ved at lukke fem stationer kan spare 44 procent af rejsetiden, siger Alexander Höilund, som er erhvervspolitisk konsulent i Dansk PersonTransport, til avisen.

Professor og trafikforsker Otto Anker Nielsen fra DTU siger, at der ingen tvivl er om, at det er en god idé at lukke små stationer.

De sparede midler kan bruges til at øge togenes frekvens, og den kortere rejsetid giver flere passagerer, peger han på.

Steffen Damsgaard, som er formand i Landdistrikternes Fællesråd, medgiver, at en til to påstigere om dagen næppe er nok, hvis man vil holde en station åben. Han er dog samtidig bekymret for, hvilke konsekvenser det vil have i nogle lokalsamfund.

Han ønsker således flere og dybere analyser, og at lokalområder bliver inddraget.

Dansk PersonTransports medlemmer er selskaber i bus- og taxabranchen – og det vil give busselskaberne en fordel, hvis færre togstop betyder, at der i stedet indsættes flere busser, erkender Alexander Höilund.

– Man kan sagtens sige, at det bare er, fordi vi vil have flere busruter. Men vi har blandet andet kigget på sidste uges rapport fra transportministerens ekspertudvalg om den kollektive trafiks fremtid og på udenlandske erfaringer, der peger i samme retning, siger han til Jyllands-Posten.

Ekspertudvalget pegede blandt andet på, at man flere steder vil kunne levere samme service billigere og bedre ved at bruge busser i stedet for tog.

Transportminister Thomas Danielsen (V) hilser til avisen forslaget velkommen, men vil på nuværende tidspunkt ikke gå ind i en debat om at lukke togstationer.

Mange har fravalgt jernbanen, fordi togene ikke kører hurtigt nok, så der er pointer i organisationens forslag, som vi er nødt til at tage alvorligt, siger ministeren til Jyllands-Posten.

Trump sætter underskrift på sin store lovpakke

USA’s præsident, Donald Trump, har sent fredag aften dansk tid sat sin underskrift på en stor lovpakke.

Det skete ved en ceremoni ved Det Hvide Hus i Washington D.C. på USA’s uafhængighedsdag.

– Dette er en god én, sagde Trump, da han flankeret af republikanske politikere underskrev papirerne foran sig.

Trump har kæmpet hårdt for at få lovpakken igennem Kongressens to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus.

Torsdag lykkedes det at få lovpakken, der blandt andet indeholder besparelser og skattelettelser, vedtaget med et smalt flertal på 218-214 i Repræsentanternes Hus.

Dermed manglede blot signaturen fra Trump, for at loven formelt kan træde i kraft.

En stor del af Trumps valgløfter er proppet ind i den store lovpakke, som præsidenten selv har døbt Big Beautiful Bill (BBB) – den store smukke lov.

Den indeholder både skattelettelser til de rige samt nedskæringer i sociale ydelser og sundhedsydelser til de mindre bemidlede.

Lovpakken vil øge gældsloftet i USA blive hævet med 5000 milliarder dollar. USA’s offentlige gæld er i forvejen høj. Ifølge finansministeriet i USA lyder den nuværende statsgæld på mere end 37.000 milliarder dollar.

Selv om Republikanerne har flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus, har flere medlemmer af partiet tøvet med at bakke op om lovpakken, hvilket har besværliggjort processen.

I sidste weekend blev den behandlet i Senatet, hvor Demokraterne krævede, at den 940 sider lange lovpakke blev læst op. Det tog næsten 16 timer.

Vicepræsident J.D. Vance måtte til sidst indkaldes for at afgive den stemme, der sikrede et flertal. Flertallet betød, at lovpakken blev sendt videre til behandling i Repræsentanternes Hus, hvor den torsdag blev vedtaget.

Det skete, efter at Mike Johnson, der er republikanernes formand i Repræsentanternes Hus, fik overtalt flere medlemmer at partiet til at stemme for.

Mindst 24 personer er døde i oversvømmelser i Texas

Mindst 24 personer er døde, efter at kraftig regn har forårsaget store oversvømmelser i det sydlige Texas.

Det oplyser sheriffen i Kerr County, Larry Leitha, ifølge nyhedsbureauet Reuters fredag aften klokken 21.30 lokal tid.

– På nuværende tidspunkt kan jeg bekræfte, at vi har fundet 24 lig, siger sheriffen.

Fredag eftermiddag forlød det, at mindst 13 personer havde mistet livet efter oversvømmelser ved Guadalupe-floden, og at myndighederne forventede, at dødstallet ville stige.

Flere personer er fredag aften fortsat meldt savnet, og 100 soldater vil blive indsat i forbindelse med eftersøgningen og redningsarbejde, forlyder det.

Tidligere på fredagen kom det blandt andet frem, at omkring 20 piger fra en sommerlejr var forsvundet.

Dan Patrick, der er stedfortrædende guvernør i Texas, bekræftede på et pressemøde fredag eftermiddag lokal tid, at omkring 23 piger fra sommerlejren var savnet.

– Det betyder ikke, at vi har mistet dem. De kan sidde i et træ, eller det kan være, at de er uden kommunikationsmuligheder, sagde Dan Patrick ifølge AFP.

Den stedfortrædende guvernør forklarede, at vandstanden i Guadalupe-floden steg med omkring otte meter inden for 45 minutter på grund af kraftig regn. Og der var på det tidspunkt ikke umiddelbart udsigt til tørvejr.

– Der er yderligere regn på vej i de områder. Selv om der kun falder lidt regn, så kan det forårsage flere oversvømmelser i de områder.

– Det er vedvarende risiko for pludselige oversvømmelser fra San Antonio til Waco i de næste 24 til 48 timer ud over fortsat risiko i det vestlige og centrale Texas, sagde Dan Patrick ifølge Reuters.

Forældre til de forsvundne piger har ifølge The New York Times delt billeder af pigerne på sociale medier for at få hjælp til at finde dem.

Pigerne var på sommerlejr i Camp Mystic, som har flere campingpladser langs floden.

Myndighederne i Kerr County i Kerville i Texas har opfordret beboere til at søge ly og ikke forsøge at rejse.

Verdensetter slider sig forbi hjemmebanehelt i Wimbledon

Britiske Emma Raducanu leverede flot tennis og spillede langt hen af vejen lige op med verdensetteren, Aryna Sabalenka, men det var ikke nok for hjemmebanehelten.

Efter to tætte og underholdende sæt var det Sabalenka, der kunne rette fokus mod Wimbledons ottendedelsfinaler efter en sejr på 7-6, 6-4 over Raducanu.

Den 22-årige brite vandt i en ung alder US Open i 2021, men har i de senere år har været stærkt plaget af skader.

– Hun (Raducanu, red.) spillede fremragende tennis og pressede mig hårdt til denne her sejr. Jeg skulle kæmpe for hvert et point, siger belaruseren i det efterfølgende vinderinterview.

Wimbledons Centre Court kogte flere gange i opgøret, særligt når det så ud til, at hjemmebanefavoritten Raducanu kunne lave overraskelsen.

De to spillere skiftede til at have momentum i et tæt første sæt, hvor Sabalenka foran 5-4 tilspillede sig adskillige sætbolde.

Raducanu forsvarede sig dog heroisk og endte med at fremtvinge et tiebreak.

Her kom briten sågar selv frem til en sætbold, men den blev ikke udnyttet, og i stedet gik den til sidst ikke længere mod den stærke belaruser.

I andet sæt var det for Raducanu, der startede i teten. Briten kom foran 4-1, og det så ud til, at der skulle et tredje sæt til at afgøre tingene, hvilket næsten fik taget til at lette på Centre Court, men sådan skulle det ikke gå.

Sabalenka fandt rytmen med hendes kraftfulde slag og server. Belaruseren endte med at tage de efterfølgende fem partier og sendte Raducanu ud af turneringen.

Briten forlod banen og Wimbledon til en stor hyldest fra hjemmepublikummet på lægterne.

Danmark poster flere millioner i grønlandsk lufthavnsbyggeri

Den danske stat har postet ekstra penge i byggeriet af en international lufthavn i Ilulissat i Grønland.

Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af et aktstykke, der har været fortroligt frem til 2. juli.

I aktstykket lyder det, at “finansieringsbehovet er akut”, da det vurderes, at selskabet bag lufthavnen – Greenland Airports International – ikke længere har mulighed for at optage et kommercielt lån.

Det skyldes, at “selskabet er blevet opmærksom på en række fejlbehæftede antagelser i selskabets forretningsplan”, der har medført, at Greenland Airports Internationals værdiansættelse er lavere end forventet.

Aktstykket, der er dateret til 18. juni, har været fortroligt på grund af selskabets økonomiske interesser.

Det er finansminister Nicolai Wammen (S) der har anmodet Folketingets Finansudvalg om ekstra midler til det grønlandske lufthavnsbyggeri.

I alt lyder bevillingen på et anlægstilskud på 400 millioner kroner samt en ny låneramme på op til 1140 millioner kroner.

De 400 millioner kroner skal ifølge aktstykket tages fra reserverne på finansloven for 2025.

Der vil ikke være mulighed for at optage nye lån i lufthavnsbyggeriet, lyder det i aktstykket. Og alle lån skal være tilbagebetalt i 2052.

Nicolai Wammen har ifølge Jyllands-Posten også tidligere skaffet flere penge til byggeriet af de to internationale lufthavne i Grønland – i Nuuk og Ilulissat.

I 2022 blev en låneramme på 450 millioner kroner udvidet til 600 millioner kroner, fordi byggerierne viste sig at være dyrere end forventet.

I forvejen havde den danske stat ydet et finansieringsbidrag på 1600 millioner kroner til opførelsen af de to lufthavne.

Den internationale lufthavn i Nuuk stod færdig i november 2024. Lufthavnen i Ilulissat ventes at være klar i 2026.

Den danske stat ejer 33,3 procent af Greenland Airports International, mens Grønlands selvstyre har resten af ejerandelen.

Hamas sender positivt svar på forslag om våbenhvile i Gaza

Den militante bevægelse Hamas har overdraget sine kommentarer til et forslag om en aftale om våbenhvile i Gaza.

Hamas’ svar på våbenhvileforslaget er positivt, oplyser Hamas ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Tidligere fortalte en palæstinensisk embedsmand tæt på våbenhvileforhandlingerne om Hamas’ respons.

– Vi har overdraget vores svar på våbenhvileforslaget til mæglerne Qatar og Egypten, sagde embedsmanden, der bad om at være anonym.

– Hamas’ svar er positivt, og jeg mener, at det bør facilitere og bidrage til, at en aftale opnås, sagde han videre.

Onsdag fortalte USA’s præsident, Donald Trump, at Israel netop havde accepteret en række betingelser i aftaleudkastet.

Det betød ifølge Trump, at forhandlerne kunne lægge sidste hånd på udkastet til en 60-dages våbenhvile i Gaza.

– Jeg håber for Mellemøstens skyld, at Hamas siger ja til denne aftale, for den bliver ikke bedre – den bliver kun værre, skrev den amerikanske præsident på sit sociale medie, Truth Social.

USA er mægler i forhandlingerne sammen med Qatar og Egypten.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har ikke bekræftet, at Israel har accepteret betingelserne i våbenhvileforslaget.

Netanyahu ventes mandag at besøge USA’s forbundshovedstad, Washington D.C., for at mødes med Trump og drøfte situationen i Gaza.

Besøget er ikke blevet bekræftet af Netanyahu eller Trump, men unavngivne embedsmænd har fortalt flere medier – herunder AP og Reuters – at besøget vil finde sted.

Sidste weekend sagde Trump, at Israel og Hamas inden for en uge ville kunne nå frem til en aftale om våbenhvile.

Krigen i Gaza begyndte efter den 7. oktober 2023, hvor Hamas angreb Israel, dræbte cirka 1200 personer og tog 240 gidsler.

Senere på efteråret – i slutningen af november – blev parterne enige om en våbenhvile, der endte med at vare syv dage.

Under våbenhvilen blev 105 gidsler i Hamas’ fangenskab og omkring 240 palæstinensiske fanger i israelske fængsler frigivet.

Den 19. januar i år trådte en ny våbenhvile i kraft. Under våbenhvilens første fase blev der frigivet 33 gidsler og omkring 1800 palæstinensiske fanger.

Våbenhvilens anden fase blev aldrig en realitet, da våbenhvilen brød sammen, og Israel genoptog angreb mod Gaza i marts.

I begyndelsen af marts iværksatte Israel en blokade, som betød, at ingen nødhjælp måtte fragtes ind i det palæstinensiske område. Det har fået flere organisationer til at advare om en humanitær katastrofe i Gaza.

Blokaden blev ophævet i maj, men der er stadig udtalt mangel på nødhjælp.

Alcaraz udbygger vild stime i Wimbledon med ny sejr

Wimbledon-mesteren fra 2023 og 2024, Carlos Alcaraz, har kurs mod igen i år at spille med om sejren i den traditionsrige engelske grand slam-turnering.

Den spanske verdenstoer spillede sig fredag aften videre fra tredje runde, da han slog tyske Jan-Lennard Struff i fire sæt, 6-1, 3-6, 6-3, 6-4.

Det var ikke, fordi Alcaraz spillede drømmetennis, men spanieren gjorde, hvad der skulle til for uden problemer at avancere til ottendedelsfinalerne.

Dermed er spanierne oppe på hele 17 sejre i træk på det engelske græs. Hans seneste nederlag i Wimbledon var i 2022 til Jannik Sinner.

Netop verdensetteren Sinner kunne meget vel blive en stor udfordring i dette års turnering for Alcaraz, men først venter russiske Andrey Rublev, der er seedet som nummer 14, i ottendedelsfinalerne.

Tyske Struff spillede ellers undervejs i opgøret fredag aften ofte lige op med den spanske stjerne, men når tingene spidsede til, viste Alcaraz klassen.

Første sæt havde en del tætte partier, men gang på gang havde Alcaraz mest is i maven, og to spanske brud blev afgørende.

Samme billede viste sig i andet sæt. Her formåede Struff også at gøre arbejdet færdigt. På den første sætbold udlignede tyskeren til 1-1 i sæt.

Derfra var det som om, at Alcaraz lige strammede skruen.

Et enkelt brud i tredje sæt var nok, og da spanieren i fjerde sæt brød sig foran 5-4, kunne han serve sejren hjem.

Og det var det, der skete. En elegant stopbold fra Alcarac gav en matchbold, og da Struff så sendte bolden i nettet, udbyggede spanieren sin vilde sejrsstime i den traditionsrige turnering.

Carlos Alcaraz var ikke den eneste favorit, der levede op til presset i Wimbledon fredag.

Tidligere på dagen spillede femteseedede Taylor Fritz sig videre, da han i fire sæt slog spanske Alejandro Davidovich Fokina.

Danmark taber knebent til Sverige i EM-åbner

Danmarks fodboldkvinder fik fredag en resultatmæssig tung start på EM-eventyret i Schweiz.

Nøglekampen mod Sverige blev tabt 0-1 efter en træffer af Real Madrid-stjernen Filippa Angeldal i starten af anden halvleg.

Bedømt på spil og chancer var favoritsejren ganske fortjent, men modsat for en måned siden i Nations League, da Sverige smadrede Danmark 6-1, var det denne gang mere jævnbyrdigt.

Og havde Pernille Harders hug efter 80 minutter været bare en smule lavere, kunne det være endt i pointdeling i stedet for et forsøg overliggeren og svensk sejr.

Med det maleriske Saléve-bjerg som en del af baggrundstæppet og god stemning på lægterne leverede landstræner Andrée Jeglertz’ udvalgte en forbilledlig fight, der trods alt giver liv til drømmene om avancement.

Afgørende bliver det dog givetvis, at Danmark overrasker og tager mindst et point mod gruppefavoritten Tyskland i Basel på tirsdag. Tyskerne møder senere fredag aften Polen i deres første kamp.

Som i 1-6-nederlaget for en måned siden startede svenskerne med et overtag, og allerede efter halvandet minut kom den første store chance, da wingback Karen Holmgaard blev tørret af en velspillende Johanna Kaneryd med en tunnel, og Angeldahl var tæt på en lynscoring.

Men modsat i den smertelige lussing red danskerne i den schweiziske varme med omkring 30 grader stormen af og skabte selv spredte muligheder. Det blev blandt andet til et VAR-gennemsyn for straffespark, der dog endte resultatløst.

Det var primært på omstillinger og dødbolde, at Danmark viste tænder, og det danske spil før pausen får sikkert ingen skønhedspriser, men 0-0 var trods alt markant fremgang fra 1-4 efter 45 minutter senest.

Opskriften var masser af rå fight og helhjertede blokeringer samt en fremragende redning af slutrundedebutant af Maja Bay Østergaard på Angeldals nærgående frispark.

Angeldahl havde efterhånden sparet op, og efter 55 minutter kom forløsningen, da hun efter et fremragende bandespil med veteranen Kosovare Asllani rykkede den danske defensiv fra hinanden og sparkede bolden fladt i mål til 1-0.

Midtbanespilleren Emma Snerle passerede den svenske keeper og var tæt på at svare hurtigt tilbage, men en svensk blokering forhindrede udligningen, og kort efter forhindrede Danmarks bedste, wingbacken Frederikke Thøgersen, på stregen en svensk fordobling.

Svenskerne var i overtal på lægterne og fremviste før kampen et stort banner med teksten “41 år sedan sist, guldet ska hem” med henvisning til Sveriges seneste og eneste internationale titel.

Og bedømt på præstationen mod Danmark er svenskerne et udmærket bud på en vinder af turneringen.

Angrebene rullede i perioder ned mod det danske mål, og selv om det ikke altid blev farligt, var det danske mandskab travlt beskæftiget med at forsvare sig, mens tiden gik.

Jeglertz smed med et kvarter tilbage af opgøret tilbagevendte Nadia Nadim på banen, og hun var i sin første landskamp i halvandet år med til at skabe en afslutning på opgøret, hvor der var svensk nervøsitet og enkelte god bud på en dansk træffer.

Især Thøgersens iscenesættelse af Harder og det følgende brag på overliggeren var et højdepunkt.

Borgmester: Nyt flådeskibsværft i Frederikshavn var ventetiden værd

Det er ikke kun en sejr for Frederikshavn, men for hele Nordjylland, at byen er blevet udpeget til at bygge nye militære skibe til det danske forsvar.

Sådan lyder det fra borgmester i Frederikshavn Kommune Karsten Thomsen (S).

– Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så glad, som jeg er i dag. Selv om ventetiden har været lang, så var det værd at vente på, siger han.

Fredag aften har partierne bag forsvarsforliget indgået en politisk aftale om, at et nyt flådeskibsværft skal opføres i Frederikshavn.

Aftalen blev præsenteret af forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) på et pressemøde.

– Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at denne her beslutning kommer til at have stor rækkevidde for det danske samfund. Det, at vi nu er enige om at bygge vores egne militære skibe, kommer til at give genlyd, lød det fra ministeren på pressemødet.

Placeringen af værftet kommer ifølge Karsten Thomsen til at åbne muligheder for vækst i området – både direkte og gennem følgeerhverv.

– Det her kommer til at have stor betydning for hele Nordjylland, og det kommer til at åbne nogle arbejdspladser, siger borgmesteren.

Han gætter på, at værftet vil skabe mellem 500 og 600 nye arbejdspladser i kommunen.

– Jeg håber, at det her kan få flere til at flytte til Frederikshavn. Vi har jo en fantastisk dejlig kommune, siger han.

Karsten Thomsen er også glad for det samarbejde, der har været omkring projektet blandt byrådet, folketingspolitikere og erhvervslivet.

Det nye flådeskibsværft forventes at blive placeret på et område på cirka 135.000 kvadratmeter i Frederikshavn Havn.

Placeringen ligger tæt på Flådestation Frederikshavn, som er en af Forsvarets to flådestationer.

I en pressemeddelelse skriver Frederikshavn Kommune, at det nye værft vil kunne understøtte Forsvarets operative behov og bidrage til en mere effektiv vedligeholdelse og nybygning af flådefartøjer.

Den konkrete planlægning og etablering af værftet kan ifølge kommunen begynde i august.

Ud over Frederikshavn havde havne i Skagen, Esbjerg og Odense også budt på at få opgaven.

Frederikshavn skal samle nye militære skibe

Frederikshavn er blevet udvalgt til at samle nye større militære skibe.

Det er partierne bag forsvarsforliget blevet enige om fredag aften, skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

– Selv om Danmark er en stor maritim nation med stolte traditioner inden for søfart og skibsbygning, så råder vi i dag ikke over værfter, der kan bruges til at bygge eller samle større maritime kapaciteter.

– Derfor er partierne bag forsvarsforliget blevet enige om at etablere en sådan ramme til konstruktion af større militære skibe i Frederikshavn, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

Frederikshavn huser i forvejen en af Forsvarets to flådestationer med 1300 ansatte. Og samtidig ligger der flere maritime uddannelser i Nordjylland.

På et pressemøde i Forsvarsministeriet siger Troels Lund Poulsen, at Frederikshavn er blevet valgt ud fra en militær- og materielfaglig indstilling.

Den politiske aftale betyder, at en statslig samlefabrik til militære skibe skal opføres i Frederikshavn. Aftalen kan skabe flere hundrede nye arbejdspladser.

– Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at denne her beslutning kommer til at have stor rækkevidde for det danske samfund. Det, at vi nu er enige om at bygge vores egne militære skibe, kommer til at give genlyd, siger forsvarsministeren på pressemødet fredag aften.

Den nye aftale om produktion af militære skibe er en del af flådeplanen, der blev aftalt i april.

Ifølge flådeplanen skal der anskaffes 26 nye skibe for at styrke den danske flåde. Ambitionen er, at en stor del af produktionen skal ske i Danmark.

Ud over Frederikshavn havde havne i Skagen, Esbjerg og Odense også budt på at få opgaven.

Emnet har været højt på den politiske dagsorden, fordi Folketingets formand, Søren Gade, samtidig er bestyrelsesformand i Esbjerg Havn, som også har budt ind på opgaven.

Det har givet anledning til beskyldninger om en mulig dobbeltrolle.

Forligspartierne er fredag desuden blevet enige om, at der skal afsættes 3,4 milliarder kroner til en pulje, der skal styrket overvågnings- og satellitkapacitet.

Ifølge Troels Lund Poulsen spiller overvågnings- og satellitkapacitet en central rolle, når det kommer til at opdage og reagere på trusler og hændelser.

Seinen i Paris åbner for badegæster efter 102 år med svømmeforbud

For første gang i mere end 100 år må offentligheden – indbyggere såvel som turister – fra lørdag tage en svømmetur i Seinen i Paris.

På grund af forurening af floden og farer forbundet med skibstrafik har det siden 1923 været forbudt at bade i Seinen. Men omfattende rensning har banet vejen for, at det nu bliver muligt at svømme i dele af floden.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Det vil kun være tilladt at bade inden for tre afmærkede zoner.

De tre badezoner indvies lørdag. Den ene zone ligger tæt på katedralen Notre Dame, den anden er placeret nær Eiffeltårnet, mens den tredje badezone ligger i det østlige Paris.

Rensningen af Seinen blev iværksat, for at svømmere og triatleter kunne konkurrere i floden under sidste års OL, som blev afholdt i Paris.

Ifølge Paris’ viceborgmester, Pierre Rabadan, vil der dagligt i løbet af sommeren blive taget prøver af vandet i Seinen for at sikre, at det hele tiden er sikkert at bade i floden.

Siden begyndelsen af juni har alle prøver undtagen to levet op til de europæiske krav til rent badevand.

De to dage, hvor vandet var for forurenet, skyldtes ifølge viceborgmesteren store nedbørsmængder og ekstra høj forurening fra skibe på floden.

Når det regner meget, er der risiko for, at Paris’ kloaksystemer løber over, og at beskidt vand herfra ender i Seinen.

Under OL i 2024 måtte atleternes program løbende ændres, fordi målinger viste, at vandkvaliteten i Seinen var for dårlig.

Det skete, på trods af at der i årene op til OL var blevet brugt et beløb svarende til ti milliarder kroner på at forbedre vandkvaliteten.

Flere af de atleter, der svømmede i Seinen, efter at vandkvaliteten var blevet godkendt, blev efterfølgende syge med mave-tarm-problemer.

Det står ikke klart, om de blev syge på grund af forurening af vandet, men mindst én atlet fik konstateret en infektion med E.coli-bakterier. E.coli er netop én af de bakterietyper, som har været påvist i Seinen.

Løkke: Båndene mellem Danmark og USA er blevet testet før

Forholdet mellem Danmark og USA har været anspændt de seneste måneder, men det er ikke første gang, at der er gnidninger mellem de to lande.

Det lægger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) vægt på i sin tale ved årets Rebildfest, der hvert år markerer den amerikanske uafhængighedsdag 4. juli.

Fejringen foregår i Rebild Bakker, der ligger i Nordjylland, og arrangeres af den dansk-amerikanske venskabsforening.

– Båndet mellem USA og Danmark strækker sig gennem generationer. Det har holdt gennem generationer. Og det er blevet testet gennem generationer, siger Lars Løkke Rasmussen i sin tale.

Han nævner Islands løsrivelse fra Danmark i 1944, som USA støttede, Vietnamkrigen, som den danske regering kaldte fejlslagen, og fodnotepolitikken i 1980’erne.

I dag testet forholdet mellem Danmark og USA igen.

USA’s præsident, Donald Trump, har i flere måneder ytret et ønske om at købe Grønland. Og så har han truet de fleste lande i verden med at pålægge straftold på deres varer.

Derfor mener Lars Løkke Rasmussen også, at det er naturligt, hvis nogle blandt de fremmødte til Rebildfesten er bekymrede.

– Jeg har også tænkt mit, men jeg er håbefuld. Fordi de menneskelige relationer består – uanset uenighederne. Det er I, som er her i dag et bevis på, siger han.

USA’s uafhængighedsdag er blevet fejret i Rebild Bakker i mere end 100 år. Det menes at være den største fejring af dagen uden for USA.

Lars Løkke Rasmussen kalder traditionen for ekstra vigtig i år.

– Rigtige venner stiller krav til hinanden. Rigtige venner kan sige hinanden imod. Derfor vil jeg også sige det klart og tydeligt i dag: De amerikanske forsøg på at splitte Kongeriget ad har ikke været vores venskab værdigt, siger han i talen.

Udenrigsministeren understreger, at man fra dansk side gerne vil have et endnu tættere samarbejde med USA i Arktis.

– Men det skal ske i gensidig respekt.

– Rigsfællesskabets fremtid afgøres i rigsfællesskabet – ikke i andre riger, lyder det.

FCN sender ung midtbanespiller til Portugal i stor handel

FC Nordsjælland har solgt den 20-årige midtbanespiller Mario Dorgeles til portugisiske SC Braga i en stor handel.

Ifølge superligaklubben er det blandt de ti største salg i FCN’s historie. Det skriver FCN på sin hjemmeside.

Farum-klubben melder dog ikke noget om prisen på Dorgeles.

Det gør Braga derimod. Den portugisiske fodboldklub skriver på sin hjemmeside, at Dorgeles er blevet købt for 11 millioner euro. Det svarer til cirka 82 millioner kroner.

Derudover kan FCN indkassere yderligere to millioner euro – cirka 15 millioner kroner – i bonusser senere hen.

Salget et noget, der selvsagt skaber glæde i Farum.

– Mario er gået fra at være et ungt talent til at være en etableret spiller på vores Superliga-hold, og specielt i foråret var han en profil i kvalifikationen til mesterskabsspillet og kampene der, siger FCN’s fodbolddirektør, Alexander Riget, til klubbens hjemmeside.

– Nu føler både vi og Mario, at tiden er den rette til, at han efter tre sæsoner hos os søger nye udfordringer, og vi er samtidig blevet kompenseret rigtig godt i aftalen med Braga.

Dorgeles nåede 83 kampe og tre mål for Farum-klubben. I 2025 er det også blevet til debut på det ivorianske landshold.

– Jeg har skullet arbejde hårdt i min tid i FCN, og til tider har det også været vanskeligt for mig, men jeg er glad for, at jeg slutter med en sæson, hvor jeg for alvor har kunnet vise, hvad jeg står for, siger 20-årige Dorgeles.

I Braga har Dorgeles underskrevet en kontrakt, der løber til 2030.

Tauson og makker tildeles æg og er færdige i Wimbledon

Den danske tennisspiller Clara Tauson kan nu rette fuldt fokus mod singleturneringen i Wimbledon.

Danskeren røg fredag ud af double med sin amerikanske makker McCartney Kessler efter et nederlag i to sæt, 3-6, 0-6, til Katerina Siniakova og Taylor Townsend, der er topseedet i turneringen.

I første sæt var det dansk-amerikanske par godt med, men et brud bagud 3-4 blev afgørende.

Særligt i andet sæt blev det dog tydeligt, at Siniakova og Townsend er på en anden hylde. Her gav de nærmest intet væk, mens Tauson og McCartney slet ikke kunne nedbryde topmodstanderne.

Danskeren og amerikaneren tog da også nederlaget med et smil til trods for, at det endte med et æg på resultattavlen.

Tauson og Kessler var på hælene i hvert eneste parti i andet sæt, og det var kun bagud 0-4, at parret var ved at komme på tavlen.

Doublen havde flere muligheder for at fjerne ægget fra resultattavlen, men det lykkedes ikke, og i stedet servede Siniakova og Townsend kampen hjem.

Dermed kan Clara Tauson nu bruge alle sine kræfter på single, hvor hun lørdag spiller i tredje runde. Her venter hård modstand i form af den tidligere mester Elena Rybakina, der er seedet som nummer 11 i turneringen.

Trump og Zelenskyj har diskuteret luftforsvar over telefonen

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har fredag talt i telefon med den amerikanske præsident, Donald Trump.

Det bekræfter Zelenskyj på det sociale medie X.

– I dag drøftede vi den nuværende situation – herunder russiske luftangreb og den generelle udvikling ved frontlinjen.

– Præsident Trump er velinformeret, og jeg takker ham for hans opmærksomhed omkring Ukraine.

– Vi talte om muligheder i forhold til luftforsvar og blev enige om, at vi vil samarbejde for at øge beskyttelsen af vores luftrum, skriver Zelenskyj.

Han fortæller videre, at han og Trump havde “en detaljeret samtale” om fælles produktion inden for forsvarsindustrien.

– Vi er klar til direkte projekter med USA og mener, at dette er vigtigt for sikkerheden, især når det handler om droner og relateret teknologi, skriver Zelenskyj.

Samtalen mellem de to præsidenter fandt sted, dagen efter at Trump talte i telefon med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Telefonsamtalen med Putin var ifølge Trump ingen succes.

– Jeg er meget skuffet over den samtale, som jeg havde i dag med præsident Putin, fordi jeg tror ikke, at han er der, og jeg er meget skuffet.

– Jeg siger bare, at jeg tror ikke, at han har tænkt sig at stoppe, og det er en skam, sagde Trump efterfølgende til journalister i Washington D.C. med henvisning til, at intet tyder på, at Rusland stopper sine angreb på Ukraine.

Putin sagde direkte til Trump, at han “ikke vil opgive” sine mål i Ukraine, fortalte en talsmand for Kreml efter telefonsamtalen.

Den russiske præsidents manglende vilje til at indstille angrebene blev bekræftet natten til fredag. Her iværksatte Rusland et omfattende luftangreb på Ukraines hovedstad, Kyiv.

En talsperson for det ukrainske luftforsvar beskrev det fredag formiddag som det voldsomste luftangreb – målt på antallet af droner og missiler – som Ukraine er blevet udsat for under krigen mod Rusland.

Mindst en person blev dræbt, og mindst 23 blev såret i angrebet, som ifølge de lokale myndigheder blandt andet ramte 40 beboelsesejendomme og flere skoler, børnehaver og caféer.

Thomas Partey er formelt anklaget for voldtægter

Den ghanesiske fodboldspiller Thomas Partey står uden klub, efter at hans kontrakt med Arsenal netop er udløbet. Men det er langtfra Parteys største problem aktuelt.

Den 32-årige midtbanespiller er fredag formelt blev anklaget af britisk politi for at have begået fem voldtægter og et seksuelt overgreb. Det oplyser nyhedsbureauet Reuters.

Voldtægterne og det seksuelle overgreb skulle have fundet sted i årene 2021 og 2022.

Sagen og rygterne begyndte at rulle helt tilbage i 2022, hvor en kvinde anmeldte Partey for voldtægt.

Først nu mener anklagemyndigheden dog at have fundet beviser nok til formelt at indlede sagen mod midtbanespilleren.

Der er tale om tre forurettede kvinder. En kvinde har anmeldt to voldtægter, en anden tre voldtægter og en enkelt et seksuelt overgreb.

Thomas Partey blev købt af Arsenal i Atlético Madrid i 2020 for omkring 50 millioner euro. Det svarer i fredagens kurs til 373 millioner kroner.

Norske skuespillere taber strid mod dansk talentbureau

Tre kendte norske skuespillere har i Østre Landsret tabt en ankesag mod deres tidligere danske talentbureau Panorama Agency.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Dommen betyder, at kontraktvilkårene, som de tre skuespillere – Nicolai Cleve Broch, Agnes Kittelsen og Jon Øigarden – ville ud af, er blevet godkendt af Østre Landsret.

Ifølge Norsk Skuespillerforbund betyder det, at Panorama Agency får ret til provision af det arbejde, som skuespillerne har udført, efter at kontrakterne var ophørt.

Det gælder også arbejde, som agenten ikke har været involveret i.

– Det er et alvorligt tilbageslag – både for de tre skuespillere og for kunstneres retsstilling i branchen generelt, siger Anders Bredmose, der er fagchef for jura og forhandlinger i norsk skuespillerforbund i en pressemeddelelse.

Det var Panorama Agency, som havde sagsøgt skuespillerne i sagen. I byretten blev skuespillerne frifundet, men landsretten har altså set anderledes på sagen.

Lederen af Norsk Skuespillerforbund, Per Emil Grimstad, er skuffet over dommen.

– Jeg er overrasket over, at dommen fra første instans ikke bliver gjort gældende. Det er et stort tilbageslag for skuespillere. De bliver sat i en vanskeligere situation i forhold til deres rettigheder.

– Og i forhold til magtforholdene, som allerede eksisterer mellem skuespillere og agenter, siger han ifølge NRK.

Både skuespilleren Agnes Kittelsen og Jon Øigarden har haft succes med tv-serien “Exit”.

Agnes Kittelsen er ligeledes kendt fra filmene “Kon-Tiki” og “Frihedskæmperen Max Manus”, mens Jon Øigarden blandt andet har været med i filmen “22 July”.

Nicolai Cleve Broch er blandt andet kendt fra tv-serierne “Beforeigners” og “Frikendt” og filmen “Den største forbrydelse”.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]