Seneste nyheder

12. april 2026

Trump udsætter deadline for højere toldsatser til 1. august

USA’s præsident, Donald Trump, har underskrevet et dekret, der udsætter en deadline for, hvornår højere toldsatser mod en række lande træder i kraft.

Det oplyser Det Hvide Hus mandag aften dansk tid.

Den oprindelige deadline var 9. juli. Den er nu udskudt til 1. august.

Det var i begyndelsen af april, at præsidenten annoncerede told på import af varer fra en række lande. Dagen har han døbt “Liberation Day” – på dansk befrielsesdagen.

Samme dag, som toldsatserne trådte i kraft, valgte den amerikanske præsident at sætte flere af dem på pause i 90 dage, hvor en lavere basistold på ti procent ville gælde for de fleste lande. Det er den pause, der indtil nu har stået til at udløbe onsdag.

Trump er efterfølgende blevet spurgt til, hvorvidt den nye deadline er endelig.

Det skete under en middag i Det Hvide Hus, hvor også Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, deltog.

– Jeg vil sige, at den er endelig, men den er ikke 100 procent endelig, lød svaret fra Trump ifølge AFP.

Tidligere mandag offentliggjorte Trump to toldbreve til Japan og Sydkorea på sit sociale medie, Truth Social.

Her fremgår det, at han fra 1. august vil indføre 25 procent told på alle varer fra de to lande.

Senere sagde pressesekretæren i Det Hvide Hus, Karoline Leavitt, at yderligere 12 lande vil modtage toldbreve.

EU kommer ikke til at få et brev, har EU-kilder med kendskab til sagen sagt til Reuters mandag.

På vej ind til et møde for EU-landenes økonomiministre tirsdag i Bruxelles, opfordrer økonominister Stephanie Lose (V) EU-Kommissionen til at fortsætte forhandlingerne med Trump-administrationen.

– Vi skal holde dialogen åben med USA og ikke eskalere situationen. Vi skal prøve at finde løsninger, og jeg er overbevist om, at det også vil være tilgangen fremadrettet, siger Stephanie Lose.

Hun forventer, at EU-Kommissionen på tirsdagens ministermøde vil orientere om de seneste udviklinger.

– Forhandlingerne er EU-Kommissionens område, og jeg synes Kommissionen har håndteret det klogt indtil nu, siger Stephanie Lose.

USA har indgået aftaler med Storbritannien og Vietnam, mens USA og Kina har aftalt midlertidigt at sænke told satserne på hinandens varer. Der er tale om toldsatser, der på et tidspunkt nåede trecifrede niveauer.

Den midlertidige pause i toldkrigen mellem USA og Kina udløber i midten af august.

EU-Kommissionen oplyste, at kommissionsformand Ursula von der Leyen havde haft en “god udveksling” med Trump om handel, da de talte sammen søndag.

Inden meldingerne fra Det Hvide Hus sagde von der Leyen mandag aften ifølge Reuters i en tale i EU-Parlamentet, at “Europa skal udvise styrke” i de igangværende forhandlinger mellem Kommissionen og USA om told og handel.

Trump ytrer støtte til Brasiliens kupsigtede ekspræsident

Brasilien “vil ikke acceptere indblanding eller instrukser fra nogen”, siger landets præsident, Luiz Inacio Lula da Silva.

– Forsvaret af Brasiliens demokrati er et anliggende for brasilianere, siger Lula ifølge Reuters.

– Vi er et suverænt land. Vi har solide og uafhængige institutioner.

Udtalelsen kommer, efter at hans amerikanske kollega, Donald Trump, har betegnet en retssag mod Lulas forgænger, Jair Bolsonaro, som en “heksejagt”.

– Lad Bolsonaro være!, skrev Trump på sit sociale medie Truth Social tidligere mandag.

Ordet “heksejagt” er et, som Trump tidligere har brugt hyppigt om de rigsretssager og diverse andre anklager, der før har været rejst mod ham selv.

Bolsonaro, som havde et godt forhold til Trump, da de begge var ved magten, skal for retten i Brasilien.

Han er anklaget for at have planlagt et kup for at forhindre Lula i at tiltræde embedet i januar 2023.

– Den eneste retssag, der burde finde sted, er vælgernes retssag i Brasilien - det kaldes et valg. LAD BOLSONARO VÆRE I FRED!, skriver Trump.

I marts besluttede den brasilianske højesteret sig for at behandle sagen mod Bolsonaro og syv andre personer, herunder flere officerer, som er sigtet for at have planlagt et kup.

I juni nægtede Bolsonaro under sin retssag for landets højesteret, at han stod i spidsen for et forsøg på at vælte regeringen.

Men han har erkendt, at han deltog i møder, der skulle omgøre valgresultatet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

USA venter flere nyheder på toldområdet inden frist onsdag

USA’s finansminister, Scott Bessent, forventer at kunne komme med flere meddelelser vedrørende told- og handelsaftaler inden for de kommende 48 timer.

Det siger han i et interview med tv-stationen CNBC mandag.

– Vi har set mange lande ændre holdning til forhandlingerne. Min indbakke var fyldt i går aftes med nye tilbud og forslag, siger han.

Præsident Donald Trump har sat en frist til onsdag 9. juli, hvor den pause, han har sat for de forhøjede toldsatser, udløber.

Det Hvide Hus har endnu ikke svaret på, om Trump formelt vil forlænge denne frist.

Præsidenten ventes mandag at sende en første runde af breve til op mod 15 handelspartnere.

I brevene vil han advare om, at de amerikanske toldsatser på importvarer igen vil stige markant, hvis de pågældende lande ikke når til enighed med USA.

De første to breve til Japan og Sydkorea er mandag aften dansk tid blevet offentliggjort på Trumps sociale medie, Truth Social.

Her fremgår det, at han fra 1. august vil indføre 25 procent told på alle varer fra de to lande.

Skulle de to lande finde på at gøre gengæld ved også at forhøje sine toldsatser på varer fra USA, vil de amerikanske satser blive forhøjet yderligere, skriver Trump i brevene.

Scott Bessent har tidligere understreget, at de højere toldsatser ikke vil blive genindført før 1. august.

EU-Kommissionen oplyste, at kommissionsformand Ursula von der Leyen havde haft en “god udveksling” med Trump om handel, da de talte sammen søndag.

Mandag aften siger von der Leyen ifølge Reuters i en tale i EU-Parlamentet, at “Europa skal udvise styrke” i de igangværende forhandlingerne mellem Kommissionen og USA om told og handel.

Trumps handelsrådgiver Peter Navarro siger til CNBC, at “forhandlingerne går godt” generelt.

I et interview med den amerikanske tv-station forsvarer han samtidig et løfte fra tidligere på året om, at USA vil indgå 90 handelsaftaler på 90 dage.

– Jeg er tilfreds med de fremskridt, der er sket, for alle lande, som vi har et stort handelsoverskud med, er fuldt engagerede, siger Navarro.

– Jeg tror, at det, vi kan lære af disse forhandlinger, ganske enkelt er, hvor svært det er for de lande at skulle opgive den fordel, de har over for os.

Selv om Trump-administrationen har udtrykt håb om at indgå snesevis af aftaler inden begyndelsen af juli, er der hidtil kun opnået begrænsede resultater.

USA har indgået aftaler med Storbritannien og Vietnam, mens USA og Kina har aftalt midlertidigt at sænke toldsatserne på hinandens varer. Der er tale om toldsatser, der på et tidspunkt nåede trecifrede niveauer.

Den midlertidige pause i toldkrigen mellem USA og Kina udløber i midten af august.

AFP

Europamester Merlier vinder tæt sprinterduel i Dunkerque

Det skulle have været den længe ventede dyst mellem cykelsportens tre hurtigste ryttere på flad vej.

Men Tim Merlier (Quick-Step) måtte nøjes med at duellere mod Jonathan Milan (Lidl-Trek), da 3. etape af Tour de France blev afgjort i en massespurt i Dunkerque.

Den belgiske europamester fik lige nøjagtig presset sit forhjul over stregen før sprinterrivalen Jonathan Milan (Lidl-Trek) og tog etapesejren.

Tidligere på etapen måtte den tredje supersprinter, Jasper Philipsen (Alpecin), forlade løbet efter et voldsomt styrt.

Et stykke efter de to første kom Phil Bauhaus (Bahrain Victorious) ind på en tredjeplads, mens danske Tobias Lund Andresen (Picnic) blev nummer 12 efter at have kørt leadout.

Mathieu van der Poel (Alpecin) kom i mål med feltet og kører dermed også i den gule førertrøje tirsdag.

Det samme gjorde Tadej Pogacar (UAE Team Emirates) og Jonas Vingegaard (Visma), der fortsat er nummer to og tre i klassementet med to sekunder imellem sig.

Mandagens 3. etape var en af de mest oplagte sprinteretaper med en flad rute på 178,7 km fra Valenciennes til Dunkerque.

Etapen åbnede med et par sporadiske udbrudsforsøg, der mest af alt virkede til at være for sjov, for ingen ryttere var for alvor fristede af at køre alene fremme i den stride modvind.

Det resulterede i flere udramatiske timer på de nordfranske landeveje – lige indtil den indlagte spurt i Isbergues med 60 km til mål.

Vinderen af 1. etape og indehaveren af den grønne pointtrøje, Jasper Philipsen, blev ramt af Bryan Coquard (Cofidis), der selv var ved at styrte, og en sagesløs Philipsen blev derfor kastet forover sin cykel i meget høj fart.

Det stod hurtigt klart, at belgieren, der lørdag vandt sin tiende etapesejr i verdens største cykelløb, ikke kunne fortsætte. Han fik straks en armslynge på.

Jonathan Milan vandt efter styrtet den indlagte spurt i suveræn stil, og derefter faldt der igen ro på feltet fem mod etapens eneste kategoriserede stigning, Mont Cassel.

Her gik det op for UAE Emirates, at hjælperytteren Tim Wellens kunne overtage bjergtrøjen fra kaptajn Tadej Pogacar og dermed få sig en tur på podiet, hvis han kom først over stigningen. Det udnyttede belgieren til at køre i forvejen og tage det ene point.

Indløbet til spurten i Dunkerque blev præget af to styrt, hvor det ene sendte blandt andre Remco Evenepoel (Quick-Step) i asfalten.

Han kom dog hurtigt på cyklen igen og kunne høre i sin radio, at holdkammeraten Merlier kom først over stregen.

Det var Tim Merliers anden etapesejr i Tour de France i karrieren. Den første kom i 2021.

Selv om Jonathan Milan missede sin første Tour-etapesejr efter målfoto, kan italieneren tirsdag iklæde sig den grønne pointtrøje.

Tørt forår har ført til langt færre myg i Danmark

For mange kan de stikkende myg være en stor plage i løbet af foråret og sommeren.

Men i både maj, juni og starten af juli har myggeplagen været helt i bund i Danmark.

Det skriver Videnskab.dk på baggrund af tal fra myggetal.dk.

Samtidig fortæller René Bødker, der forsker i myg på Københavns Universitet, til mediet, at han aldrig har set et så lavt niveau for myg i juni.

Årsagen er, at vi har haft det tørreste forår i årtier, forklarer han.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) var foråret 2025 det næstsolrigeste forår, siden de landsdækkende soltimemålinger
begyndte i 1920.

På landsplan skinnede solen skinnede i gennemsnit i 711,1 timer i marts, april og maj. Det er 155,8 timer over klimanormalen for 1991-2020 på 555,3 timer, lyder det i et sammendrag fra juni.

Dertil faldt der på landsplan i gennemsnit 81,5 millimeter nedbør. Det er 50,7 millimeter under klimanormalen på 132,2 millimeter for 1991-2020. Det tørreste forår var i 1974, hvor der ifølge DMI faldt 46 millimeter nedbør.

Skov- og strandengsmyggene, som har for vane at være den helt store plage, ligger hele vinteren som æg. De klækker, når de bliver oversvømmet i foråret og er så færdigudvoksede i starten af sommeren, forklarer René Bødker til Videnskab.dk.

Grundet det tørre forår har myggene ikke haft mulighed for at klække og blive klar til juni.

– Der plejer at være fordybninger med vand i skoven og på marken, men det var der ikke i april og maj. Det har været et usædvanligt vejr, siger forskeren.

Han understreger samtidig, at vand og høje temperaturer hurtigt kan få billedet til at ændre sig.

I den forbindelse nævner René Bødker et voldsomt skybrud i København 2. juli 2011, hvor kloaksystemerne ikke kunne følge med og kældre og gader stod under vand.

Ifølge forskeren var der i august og september samme år 100 gange så mange myg som normalt.

Houthier melder angrebet skib sunket ud for Yemen

Ifølge Houthi-bevægelsen i Yemen er fragtskibet “Magic Seas” mandag sunket i Det Røde Hav, efter at det blev ramt under et angreb søndag.

Houthierne har taget skylden for angrebet, der blev foretaget med skud, raketter og fjernstyrede både lastet med sprængstoffer.

Alle 19 besætningsmedlemmer blev reddet af et forbipasserende handelsskib og forventes at ankomme til Djibouti senere mandag. Det oplyser det græske rederi Stem Shipping, der ejer skibet.

“Magic Seas” tog vand ind efter angrebet og var i fare for at synke, sagde selskabets repræsentant, Michael Bodouroglou, tidligere mandag.

Selskabet har mandag eftermiddag dansk tid ikke umiddelbart bekræftet oplysningen fra houthierne om, at skibet nu er gået ned.

Houthierne angreb skibet med to ubemandede både, fem ballistiske missiler og krydsermissiler samt tre droner, sagde bevægelsens militærtalsmand Yahya Saree i en videoerklæring søndag.

Han tilføjede ifølge nyhedsbureauet AFP, at det græske rederis skibe var “et legitimt mål”, fordi de havde handlet med Israel og benyttet dets havne.

Skibet, der sejlede under liberisk flag, var på vej fra Kina til Tyrkiet med en last af jern og gødning.

Det er Houthi-bevægelsens første kendte angreb på åbent hav siden årets begyndelse.

Angrebet bryder et halvt års ro i Det Røde Hav, hvor en af verdens travleste skibsruter går igennem.

Her formåede houthierne med en række angreb fra slutningen af 2023 og ind i slutningen af 2024 at forstyrre skibstrafikken mellem Europa og Asien.

Houthierne foretog mere end 100 angreb på skibe i Det Røde Hav, Adenbugten og Bab al-Mandab-strædet, som forbinder dem, efter at der udbrød krig i Gaza i 2023.

Det skete angiveligt i solidaritet med palæstinenserne.

Disse angreb var dog stoppet i år, og det seneste kendte angreb fra houthiernes side fandt sted i december.

Reuters

Løkke og Rubio har talt om Ukraine og Gaza på møde i USA

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har mandag mødtes med den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse mandag aften.

De to ministre diskuterede blandt andet krigen i Ukraine. Her fremhævede Løkke, at Europa har “overtaget førertrøjen”, når det handler om at støtte Ukraine, og at Europa i dag står for knap 70 procent af den samlede støtte.

– Der er brug for, at USA fastholder sin støtte til den ukrainske forsvarskamp, også med de særlige våbenkapaciteter, som kun USA kan levere på den korte bane, skriver ministeriet.

Mødet har fundet sted, i forbindelse med at Løkke og forsvarsminister Troels Lund Poulsens (V) er rejst til USA.

Det er første gang, at de to udenrigsministre mødes personligt i Washington, fremgår det.

Mødet har ikke været planlagt, da det ikke var forventningen, at Marco Rubio var i Washington D.C. under Løkkes og forsvarsminister Troels Lund Poulsens (V) besøg.

Under mødet talte Rubio og Løkke også om situationen i Mellemøsten og behovet for en snarlig våbenhvile i Gaza. Den igangværende krig har stået på siden 7. oktober 2023, hvor den militante gruppe Hamas, der kontrollerer Gaza, angreb Israel.

Når det gælder det dansk-amerikanske forhold, har præsident Donald Trumps ønske om at overtage Grønland været et stort tema.

Tidligere afviste Lars Løkke Rasmussen, at det ville blive drøftet under mødet.

– Det ville kræve, at vi havde forberedt os på begge sider om at tale om Grønland. Det ville også kræve, at jeg havde haft min grønlandske kollega med, sagde udenrigsministeren ifølge DR og TV 2 med henvisning til Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt.

Da der i slutningen af juni var Nato-topmøde i Haag, var Donald Trump blandt deltagerne. Det samme var statsminister Mette Frederiksen (S), Lars Løkke Rasmussen og Troels Lund Poulsen.

Heller ikke her blev Grønland drøftet. I stedet blev der talt om forsvar og oprustning, sagde statsministeren.

Løkke er rejst til USA sammen med Troels Lund Poulsen for at forsøge at påvirke amerikanske beslutningstagere.

Udenrigsministeren mødes blandt andet med personer fra Maga-bevægelsen (Make America Great Again, red.).

Maga-bevægelsen er en gruppe af USA’s præsident Donald Trumps mest loyale støtter.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen handler mødet om at blive klogere på bevægelsen, og hvordan meningsdannelsen foregår.

Besøget varer frem til tirsdag.

Jasper Philipsen styrter hårdt og er ude af Tour de France

Jasper Philipsen (Alpecin), som førte den grønne pointkonkurrence, er ude af Tour de France efter et styrt på 3. etape.

Han vandt løbets 1. etape og kørte i den gule førertrøje på 2. etape.

Styrtet skete omkring 60 kilometer fra målet i Dunkerque. Indtil da havde etapen, som begyndte i Valenciennes, ellers været ganske kedelig og helt uden højdepunkter.

Men farten blev sat op i feltet i forbindelse med etapens indlagte spurt, hvor der blev kæmpet om point til den grønne trøje.

Philipsen røg i asfalten, da belgieren blev ramt af franske Bryan Coquard (Cofidis), som var ved at styrte, men som lige akkurat blev på cyklen. Philipsen havde ingen chance for at undvige og røg hårdt i asfalten.

Hvad der er sket med Philipsen, vides endnu ikke, men han tog sig umiddelbart til kravebenet. Kort efter styrtet viste tv-billederne, at han sad i siden af vejen med en armslynge på.

Jonas Rickaert, der er holdkammerat med Philipsen, gav Coquard et møgfald efter styrtet, selv om Coquard formentlig ikke var klar over, hvad der var sket.

Alpecin har ellers haft et forrygende løb hidtil. Mens Philipsen vandt 1. etape, så vandt holdkammeraten Mathieu van der Poel søndagens 2. etape foran Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard.

Sejren betød også, at Mathieu van der Poel overtog den gule førertrøje fra Philipsen.

Uden Philipsen i løbet vil Alpecins fokus i spurterne formentlig rette sig mod australske Kaden Groves, der i maj vandt en sprinteretape i Giro d’Italia.

27-årige Jasper Philipsen har i alt ti etapesejre i Tour de France. Han har vundet mindst én etapesejr i de seneste fire udgaver. I 2023 vandt han også pointkonkurrencen.

Irans præsident: Israel forsøgte at dræbe mig

Irans præsident, Masoud Pezeshkian, mener, at Israel, som i juni udkæmpede en 12 dage lang krig med Iran, har forsøgt at dræbe ham.

Det svarer han på et spørgsmål i et interview med den amerikanske eks-tv-vært Tucker Carlson.

– De prøvede, ja. De handlede derefter, men de formåede det ikke, siger Pezeshkian.

– Det var ikke USA, der stod bag attentatforsøget mod mig. Det var Israel. Jeg var til et møde, og de forsøgte at bombe det område, hvor vi afholdt mødet, siger han ifølge en oversættelse af hans udtalelser fra persisk.

Pezeshkian siger ikke specifikt, om det påståede attentatforsøg fandt sted under den nylige krig mellem de to lande.

I samme interview siger præsidenten, at Iran ikke har noget problem med at genoptage atomforhandlingerne med USA, forudsat at tilliden mellem de to lande kan genoprettes.

– Vi ser intet problem i at genoptage forhandlingerne, siger Pezeshkian til Tucker Carlson.

– Der er en betingelse for at genstarte forhandlingerne. Hvordan skal vi kunne stole på USA igen?

USA og Iran forhandlede i foråret på højt niveau om at lande en aftale om Irans atomprogram.

Målet med atomforhandlingerne mellem Iran og USA er at blive enige om en atomaftale, der kan erstatte en tidligere aftale fra 2015, som USA trak sig ud af under Donald Trumps første periode som amerikansk præsident.

Med den tidligere aftale forpligtede Iran sig til nedbringe sin mængde af beriget uran, mens USA til gengæld fjernede sanktioner mod Iran.

Seneste runde af forhandlingerne skulle have fundet sted i midten af juni.

Men de israelske angreb på Iran tidligere i juni fik forhandlingerne til at gå i stå.

AFP

Modric skifter til AC Milan efter klub-VM som Real Madrid-spiller

Den nytiltrådte AC Milan-træner Massimiliano Allegri bekræfter på klubbens hjemmeside, at den 39-årige kroatiske midtbanespiller Luka Modric bliver ny spiller i klubben til august.

– Han er en ekstraordinær spiller, siger Allegri i forbindelse med et pressemøde, som klubben henviser til.

– Det vil ikke give mening at tale yderligere om ham, tilføjer træneren ifølge nyhedsbureauet AFP.

I maj kom det frem, at Modric stopper i Real Madrid efter 13 år i den spanske klub. Han tiltræder i Milan efter det igangværende VM for klubhold, hvor Real Madrid fortsat er med.

Den seneste tid er Modric blevet sendt netop til Milano-klubben. Det er uvist, hvor lang en kontrakt Modric får. Han bliver 40 år til september.

Russisk minister skød sig selv efter fyreseddel fra Putin

Ruslands transportminister, som tidligere mandag blev fyret fra sin post af præsident Vladimir Putin, har skudt sig selv.

Russiske myndigheder bekræfter mandag eftermiddag, at den fyrede transportminister er død.

– I dag blev liget af Ruslands tidligere transportminister, Roman Starovojt, fundet med et skudsår i hans egen bil, meddeler et statsligt undersøgelsesudvalg.

Han formodes at have taget sit eget liv, lyder det videre i meddelelsen.

Roman Starovojt blev udnævnt til posten som transportminister i maj sidste år.

Et dekret fra Putins kontor oplyste tidligere mandag ikke en årsag til, at Starovojt var blevet fyret fra posten.

Kreml har offentliggjort et foto af, at Putin trykker hånd med hans afløser, Andrej Nikitin.

– På nuværende tidspunkt er det præsidentens holdning, at Andrej Nikitins faglige kvaliteter og erfaring bedst kan bidrage til, at dette ministerium, som præsidenten betragter som ekstremt vigtigt, opfylder sine opgaver og funktioner, siger Putins talsmand, Dmitrij Peskov.

Mens krigen i Ukraine er gået ind i sit fjerde år, er transportsektoren i Rusland stødt på udfordringer.

De statslige russiske jernbaner, der er landets største arbejdsgiver, lider under højere priser og mangel på materiel.

Inden for luftfarten er der mangel på reservedele.

Inden Starovojt blev transportminister i maj 2024, var han i fem år guvernør i Kursk-regionen, der grænser op til Ukraine.

Et par måneder efter at Starovojt forlod den post, trængte ukrainske soldater over grænsen til Kursk i den største udenlandske indtrængen på russisk territorium siden Anden Verdenskrig.

De ukrainske styrker blev tvunget ud af Kursk tidligere i år.

Nogle regionale embedsmænd i Kursk blev efterfølgende anholdt og sigtet for embedsmisbrug. I april i år blev Starovojts efterfølger som guvernør, Aleksej Smirnov, sigtet for underslæb af midler, der var øremærket til forsvaret.

En tredje kilde i transportsektoren siger ifølge Reuters, at Starovojts fremtid som transportminister havde været usikker i flere måneder.

Det skyldtes ikke specifikt transportanliggender, men derimod korruptionsskandalerne i Kursk, siger kilden. Det er ikke umiddelbart muligt at bekræfte den oplysning.

Reuters

Banedanmark kalder klokketyveri ved overskæringer for vanvittigt

Når klokker ringer ved jernbaneoverskæringer, skal det skabe ekstra sikkerhed, og derfor er det meget alvorligt, når de bliver stjålet.

Det siger Martin Harrow, som er Banedanmarks områdechef for kvalitet og sikkerhed.

Søndag skrev TV Syd, at en sådan klokke ved en jernbaneoverskæring i Kliplev i Sønderjylland, var forsvundet, før en 24-årig mand døde i en ulykke lørdag aften.

På grund af et tyveri havde Banedanmark et døgn inden ulykken opsat en ny klokke, som giver lyd, når toget kommer, ved overskæringen. Søndag oplyste pressevagten hos Banedanmark til TV Syd, at også den nye klokke var forsvundet inden ulykken.

Her lød det, at klokken “må være stjålet”.

Manden mistede livet, da han i en varebil stødte sammen med et InterCityLyn-tog på Kådnervej syd for Aabenraa. Ifølge politiet var der ingen bom ved jernbaneoverskæringen.

Martin Harrow forklarer, at klokkerne er en del af sikkerhedspakken ved overskæringerne, hvor de røde blink fungerer som den primære varsling for bilisterne.

– På den baggrund er det jo fuldstændig vanvittigt, at nogen kan finde på at stjæle de her klokker og på den måde risikere deres medmenneskers liv for en ret lille personlig gevinst, siger han.

Det er samtidig svært at sige om, hvorvidt ulykken i Kliplev kunne være undgået, hvis klokken havde været der. Det vil områdechefen overlade til Havarikommissionen, som blev orienteret om ulykken.

På landsplan oplever Banedanmark ikke, at tyveri af klokker er et generelt problem. Men man har oplevet det i Sønderjylland-området, siger Martin Harrow.

Han har ikke det præcise tal over, hvor mange klokker der er blevet stjålet i Sønderjylland-området.

Klokkerne har en metalværdi, men det er uvist, om det er den præcise årsag til, at de skulle være attraktive at stjæle.

– Mig bekendt har vi ikke fanget nogen på noget tidspunkt. Så jeg ved ikke, om det er for metalværdien eller noget andet hensyn, siger Martin Harrow.

Han forklarer, at Banedanmark kigger på, om man kan finde en løsning, så det bliver vanskeligere at stjæle klokker fra jernbaneoverskæringer.

Mandag oplyser Dansk Jernbaneforbund i en pressemeddelelse, at man afventer Havarikommissionens rapport og anbefalinger.

Samtidig har den faglige organisation en klar forventning om, at politiet tager sagen om den forsvundne klokke i Kliplev meget alvorligt.

Knap en halv million afghanere har forladt Iran siden juni

Omkring 450.000 afghanere har forladt Iran og er taget tilbage til Afghanistan siden juni.

Det oplyser en talsperson fra FN’s organisation for migration, IOM, til nyhedsbureauet AFP.

Den store tilbagestrømning sker, efter at den iranske regering i slutningen af maj bad alle afghanere uden gyldige dokumenter om at forlade landet senest søndag.

Ifølge FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, er over 1,4 millioner mennesker i alt vendt retur til landet i 2025 – herunder over en million fra Iran.

Flere af hjemkomsterne sker ifølge UNHCR ikke frivilligt.

– Mange af dem, der er vendt tilbage, siger, at de følte sig tvunget til at rejse, da de så andre afghanere blive deporterede, siger Jamal Arafat, UNHCR’s landechef i Afghanistan, i en skriftlig udtalelse til Ritzau.

En af dem, der er blevet tvunget retur, er 40-årige Sahar. Hun er enke og har boet i Iran i over ti år.

Sahar fortæller til mediet The Guardian, at hun i sidste uge blev tilbageholdt og sammen med sine børn sendt til en flygtningelejr og siden deporteret.

Sahar er ikke hendes rigtige navn.

– De kom midt om natten. Jeg tryglede dem om at give mig bare to dage til at samle mine ting. Men de ville ikke lytte. De smed os ud som skrald, siger hun til mediet.

Antallet af afghanere, der har forladt Iran og er vendt retur til Afghanistan, steg ifølge UNHCR markant efter 13. juni, da Israel angreb Iran.

Efterfølgende har FN’s rapportør for Afghanistan, Richard Bennett, opfordret Iran til at vælge “beskyttelse frem for undertrykkelse”.

På X skriver han, at hundredvis af afghanere samt etniske og religiøse minoriteter efter våbenhvilen er tilbageholdt i Iran og anklaget for “spionage”.

Iran er ikke det eneste land, der i den seneste tid har haft fokus på at sende afghanere tilbage.

I april annoncerede den pakistanske regering en omfattende annullering af afghaneres opholdstilladelse og kaldte afghanere “terrorister og kriminelle”.

Knap 150.000 afghanere vendte ifølge UNHCR tilbage den måned fra Pakistan.

Ifølge Jamal Arafat risikerer hjemsendelser at skabe yderligere pres på Afghanistan, som i forvejen står i en humanitær krise efter årtier med krig.

– At tvinge eller presse afghanere til at vende tilbage risikerer at skabe yderligere ustabilitet i regionen og føre til videre migration mod Europa.

Landechefen tilføjer, at der ligeledes er meldinger om chikane og diskrimination mod de hjemvendte.

– For særligt kvinder og piger er livet i Afghanistan forbundet med ekstreme restriktioner.

FN har tidligere beskrevet situationen i Afghanistan med Taliban ved magten som et “kønsapartheid”.

FCK luger ud og sælger endnu en målløs angriber

FC København har solgt den franske angriber Mamoudou Karamoko til rumænske FC Dinamo Bucuresti.

Det skriver FCK på klubbens hjemmeside.

Karamoko kom til FCK i januar 2022. Han fik i alt ti kampe for klubben, men scorede aldrig for FCK.

– Den franske angriber skifter med øjeblikkelig virkning og fortsætter dermed sin karriere i den rumænske liga. Vi takker Karamoko for hans tid i FCK og ønsker ham held og lykke fremover, skriver FCK i en kort pressemeddelelse.

Han er dermed den anden offensivspiller, der aldrig slog til i FCK, som klubben sælger inden for kort tid.

Tidligere på måneden blev nigerianske Paul Mukairu, som også kom til FCK i januar 2022, solgt til polske Pogoń Szczecin. Han spillede 25 FCK-kampe uden at score.

Karamoko fik syv kampe i Superligaen, to i Champions League og en enkelt pokalkamp for FCK.

I den seneste sæson var han udlejet til Ujpest FC i Ungarn.

Fund af giftig larve i tre kommuner kalder ifølge lektor på handling

Der er brug for en samlet strategi for bekæmpelsen af den giftige larve, egeprocessionsspinder.

Det siger lektor emeritus Hans Peter Ravn fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet.

Larven, der også er blevet kaldt “Larven fra helvede”, er registreret i Odense, Kerteminde og senest også i Horsens.

Den kan forårsage alvorlige allergiske reaktioner på grund af dens tusindvis af giftige brandhår.

Den uønskede larve er sandsynligvis kommet til Danmark via importerede egetræer, vurderer Hans Peter Ravn.

– Hunnerne flyver ikke langt, så det mest sandsynlige er, at larven er kommet hertil som æg i importerede egetræer, siger Hans Peter Ravn.

Larven er hjemmehørende i Central- og Sydeuropa, og den er således ikke defineret som en invasiv art i EU.

Men larven har de senere år bredt sig længere nordpå og findes nu i Belgien, Holland, Tyskland og England.

Det er de tre kommuner, der har registreret den ubudne gæst, der hver især har stået for bekæmpelsen af larvens reder og spind.

Men Hans Peter Ravn mener, at det er nødvendigt med en samlet strategi og én offentlig myndighed, der tager sig af bekæmpelsen.

– Som det er nu, er det kommunerne, der skal tage sig af det her, men det kræver en specialiseret indsats.

– Det mest effektive set med mine øjne ville være, hvis det er én offentlig myndighed, der har ansvaret for at bekæmpe larven.

– Det handler også om at finde de bedste metoder og det bedste tidspunkt at foretage bekæmpelsen på, så man bruger pengene på den mest hensigtsmæssige måde, siger Hans Peter Ravn.

Hvis man for alvor skal sætte en stopper for egeprocessionsspinderen, kræver det ifølge Hans Peter Ravn, at man indfører særlige regler for import af egetræer.

– Man kan pålægge eksportører af egetræer at udstyre træerne med plantepas, der garanterer, at de er frie for egeprocessionsspinder. Det vil så blive tjekket af planteinspektører i Danmark, siger Hans Peter Ravn.

23-årig erkender sig skyldig i dødsulykke ved Svendborg

– Havde hendes bil ikke været præcis der på det tidspunkt ville der aldrig have sket noget. Jeg kørte simpelthen bare for stærkt og fejlvurderede.

Sådan forklarer en 23-årig mand mandag i Retten i Svendborg, hvor han erkender sig skyldig i samtlige anklager mod ham.

Han er tiltalt for i november sidste år at have kørt frontalt ind i en modkørende bil i Gudme på Fyn og dræbt en 87-årig kvinde.

I forbindelse med ulykken er han blandt andet tiltalt for uagtsomt manddrab, spirituskørsel og kørsel uden kørekort. Derudover brød han et lægeligt kørselsforbud på grund af epilepsi.

Ulykken skete om aftenen den 8. november, hvor han mistede kontrollen over sin bil i et højresving. Bilen skred ud og kolliderede frontalt med kvindens bil, der i samme øjeblik kom kørende i den modsatte retning.

Ifølge den tiltalte havde han tidligere på aftenen drukket øl med tre venner. Da ulykken skete, var de på vej hen for at stille bilen, så de kunne tage videre til en fødselsdagsfest.

Han erkender at have kørt for stærkt, og at han fejlvurderede skarpheden af svinget, selv om han kendte vejen godt og havde kørt der mange gange før.

– Jeg kørte bare for stærkt ind i svinget. Jeg går ud som et lys med det samme og vågner først igen, da jeg bliver trukket ud af bilen. På det tidspunkt er jeg vildt forvirret og har ingen anelse om, hvad der er sket, forklarede han i retten.

Han fortæller, at en af hans kammerater spurgte, om bilen “ikke kan noget”, hvorefter han trykkede speederen i bund på vej ned ad en bakke for at bevise det modsatte.

– Jeg giver den gas, fordi jeg skulle vise, at den godt kunne noget. Men jeg bremser for sent og når ikke at tage nok fart af, inden jeg kører ind i svinget, sagde han.

Han forklarer at bilen havde kørt 600.000 kilometer, og at bremserne i bilen havde set bedre dage, selv om de var vurderet til at være i orden.

Det kom frem i retten, at han havde drukket mindst fem øl, og at han også havde drukket i bilen, mens de kørte.

Derudover havde han hverken gyldigt kørekort eller tilladelse til at køre bil på grund af et lægeligt forbud som følge af tidligere epileptiske anfald.

Forbuddet betyder ikke, at det er ulovligt at køre bil, men at det er en læges stærkeste anbefaling ikke at gøre det.

Det er patientens ansvar at følge anbefalingen, og hvis vedkommende kører alligevel og forårsager fare eller skade, kan det blive vurderet som et skærpende forhold i en straffesag.

Den 23-årige indrømmer, at han godt vidste, at han satte både sig selv og andre i fare ved at køre bil.

– Jeg får som regel nogle tegn, inden jeg er ved at få et anfald, og så holder jeg ind til siden, hvis det sker. Hvis jeg får et anfald, mister jeg normalt bevidstheden og vågner igen uden at vide, hvad der er sket i mellemtiden, sagde han.

Han siger desuden i retten, at han var ved bevidsthed, da ulykken fandt sted.

– Jeg ved godt, at jeg har gjort noget utilgiveligt. Det var aldrig min intention at nogen skulle komme til skade, og jeg fortryder inderligt, hvad der er sket, siger han som sit ord i retten.

Der ventes at falde dom i sagen torsdag.

AGF henter tidligere Silkeborg-spiller fra den bedste tyske række

Superliga-klubben AGF lejer til den kommende sæson Rasmus Carstensen fra tyske FC Köln.

Det skriver AGF på klubbens hjemmeside.

24-årige Rasmus Carstensen har en fortid i Silkeborg, og han er noteret for i alt 23 kampe for FC Köln i Bundesligaen. I foråret var han udlejet til Lech Poznan, som han blev polsk mester med.

– Rasmus kommer til at styrke konkurrencen i vores forsvar og på kanten, og selv om han stadig er relativt ung, kommer han med god erfaring fra den polske liga og 1. og 2. Bundesliga, siger AGF’s fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, til klubbens hjemmeside.

Carstensen spillede senest i Superligaen i sæsonen 2022/23. I alt er han ifølge AGF noteret for 89 kampe for Silkeborg, hvor han blandt andet bidrog med to mål og 24 assister.

– Han er spillende offensiv back med en stor motor, der altid arbejder hårdt for sit hold og en spiller, som gjorde en stor forskel for mesterskabet i Lech Poznan, siger Carsten V. Jensen.

Carstensen ser muligheder i AGF-projektet, siger han.

– Jeg har haft nogen gode år i udlandet med en god læring, og det er en bedre og mere moden spillere, som nu kommer hjem, og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang i AGF, siger Carstensen, som får nummer 29 i AGF.

Han skiftede i sin tid fra Silkeborg til Genk i Belgien, inden turen gik til Tyskland og FC Köln.

Medie: Myndigheder droppede nyt varslingssystem i Texas

I Kerr County, der er et af de hårdest ramte områder efter voldsomme oversvømmelser i den amerikanske delstat Texas, har myndighederne længe talt om nye advarselssystemer.

Det skriver avisen The New York Times.

I 2017 – i kølvandet på en tidligere oversvømmelse – blev et forslag om at installere et nyt varslingssystem afvist. Det var for dyrt, lød det.

Ifølge avisen var der derfor ingen sirener eller tidlige varsler om de oversvømmelser, der fredag 4. juli ramte området.

I stedet kom advarslerne som sms’er, der hvor telefonforbindelsen tillod det.

– Vi kan overvåge vandstanden, lige så meget vi vil, men hvis vi ikke får disse oplysninger ud til offentligheden i tide, så er det ikke hele umagen værd, siger Tom Moser, der indtil 2021 var kommissær i Kerr County, til mediet.

Han er dog usikker på, hvor meget af weekendens tragedie, der kunne være undgået med et nyt varslingssystem grundet de ekstraordinære omstændigheder for hændelsen, men holder alligevel fast i, at det kunne have haft en effekt.

– Jeg tror, at det kunne have hjulpet mange mennesker, siger den tidligere kommissær.

Oversvømmelsen skete, da et usædvanligt kraftigt regnvejr ramte Texas.

Regnen fik floden Guadalupe til at gå over sine bredder, og vandstanden steg næsten ni meter på kort tid.

DAO slår PostNord klart i ny postmåling

Distributionsselskabet DAO vil være Danmarks nye postselskab, når statsejede PostNord til årsskiftet dropper omdeling af breve.

Og noget tyder på, at postomdelingen ikke bliver ringere af den grund.

I en ny måling, som Trafikstyrelsen har foretaget, har DAO leveret 99 procent af de breve, som selskabet omdeler, inden for fem dage. For PostNords vedkommende gælder det kun for 90 procent af brevene.

Der er tale om en væsentlig forbedring fra DAO’s side, idet selskabet i en tilsvarende måling i december kun formåede at levere 88 procent af brevene inden for fem dage.

Den udvikling glæder Line Elikofer, der er kontorchef for postområdet i Trafikstyrelsen.

– Undersøgelsen viser, at både DAO og PostNord får posten frem. For dao er der samtidig sket en klar fremgang i forhold til leveringstid, som tyder på, at virksomheden har fundet niveauet som landsdækkende distributør.

– For os som postmyndighed er det positivt at se, siger hun.

Den seneste måling er foretaget ved, at Trafikstyrelsen har sendt 2616 standardbreve af sted til modtagere i hele landet.

Efterfølgende har modtagerne rapporteret, hvornår de har modtaget brevene.

Halvdelen blev sendt med DAO, og den anden halvdel blev sendt med PostNord.

Industriproduktionen halter efter sidste års niveau

De danske produktionsvirksomheder har fået en ikke alt for god start på året.

Det konstaterer cheføkonom Allan Sørensen fra Dansk Industri, efter at Danmarks Statistik har offentliggjort nye tal for de danske industrivirksomheders produktion.

Tallene viser godt nok en lille fremgang på 0,1 procent i maj, men lægger man tallene for årets fem første måneder sammen, er der tale om en tilbagegang på 8,3 procent i forhold til samme periode i 2024.

En stor del af forklaringen skal hentes i medicinalbranchen, hvor man ligger 26,3 procent lavere end sidste år på nuværende tidspunkt.

– Produktionen i medicinalindustrien kan godt svinge meget over tid. Medicinalindustrien har afgørende betydning for industrien og dansk økonomi. Det er godt, at produktionen af medicin igen viser positive takter, siger Allan Sørensen.

Han noterer sig samtidig, at mange danske industrivirksomheder er ramt af den amerikanske toldkrig, som giver usikkerhed og faldende efterspørgsel.

Samme konklusion når Mathias Dollerup Sproegel, der er cheføkonom i Sydbank, frem til.

– Det bliver helt sikkert en neglebider for de danske industrivirksomheder, om Trump og EU kan nå til enighed om en handelsaftale, inden Trumps skæringsdato den 9. juli, skriver han i en kommentar.

Sproegel henviser til, at den amerikanske præsident Trump har givet USA’s handelspartnere en foreløbig deadline til på onsdag til at indgå nye aftaler med amerikanerne, hvis ikke de vil rammes af høje toldsatser på varer, der eksporteres til USA.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]