Seneste nyheder

8. april 2026

Medie: Druserne har opnået kontrol med by efter flere dages kampe

Den religiøse minoritet druserne har drevet rivaliserende grupper ud af byen Sweida i det sydlige Syrien lørdag.

Det vurderer Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, Sohr, som overvåger situationen fra Storbritannien.

På baggrund af vurderingen fra Sohr og meldinger fra stedet, hvor nyhedsbureauet AFP har en korrespondent, skriver AFP, at druserne har opnået kontrol med Sweida.

En talsmand for en af de største drusiske væbnede grupper siger videre, at der ikke længere er nogen beduiner i byen.

Det sker efter flere dages voldsomme kampe med væbnede beduiner i området, og efter at regeringen har beordret en våbenhvile i Sweida som følge af en aftale, hvor USA har været mægler.

Kampene fortsætter dog i andre dele af Sweida, der også er en provins, lyder det.

Israel angreb tidligere på ugen regeringsstyrker i både Sweida og Syriens hovedstad, Damaskus, for at tvinge dem til at trække sig tilbage.

Regeringens hær er blevet beskyldt for at udføre henrettelser uden rettergang samt andre overgreb mod drusiske civile under hærens korte udstationering i den sydlige provins.

Over 900 mennesker er blevet dræbt i Sweida siden søndag, og overgangsregeringen såvel som Israel og andre væbnede grupperinger er blevet trukket ind i konflikten.

Tidligere lørdag lød det, at der var indgået en våbenhvile mellem den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, og præsidenten for Syriens overgangsregering, Ahmed al-Sharaa.

Det oplyste den amerikanske ambassadør i Ankara, Tom Barrack.

– Vi opfordrer drusere, beduiner og sunnier til at lægge deres våben og sammen med andre minoriteter opbygge en ny og fælles syrisk identitet i fred og fordragelighed med deres naboer, lød det i et opslag på X.

Al-Sharaa fulgte op på den amerikanske udtalelse med en tv-transmitteret tale, hvori han atter understregede sin forpligtelse til at beskytte syriske minoriteter – noget, som Israel efterfølgende udviste skepsis overfor.

Ifølge Israels udenrigsminister, Gideon Saar, er det i al-Sharaas Syrien meget farligt at være del af et mindretal som kurdere, drusere, alawitter eller kristne, skrev han på det sociale medie X.

Ifølge FN har kampene fordrevet mindst 87.000 mennesker.

Beduiner er en fællesbetegnelse for arabiske nomadestammer, som bor i de arabiske ørkener.

I marts var der meldinger om massakrer i områder af Syrien, som er hjemsted for mange alawitter. Det er den religiøse minoritet, som den nu væltede syriske præsident Bashar al-Assad hører til.

AFP

Anmelder: “Klovn” er en af de bedste danske tv-serier nogensinde

Den tiende sæson af komikerduoen Frank Hvam og Casper Christensens tv-serie “Klovn” får rosende ord med på vejen af anmeldere.

Politiken skriver blandt andet, at tv-serien har optjent retten til at blive kaldt en af de bedste danske tv-serier nogensinde.

– “Klovn” bevæger sig på ny, gyngende grund i denne sæson, og det klæder serien, der imponerende nok bliver ved med at udvikle sig uden at miste det originale ståsted.

– Det er så intelligent skrevet, syrligt og ironisk, ømt og barskt. Og morsomt, selvfølgelig, skriver Politikens anmelder Nanna Frank Rasmussen.

Avisen giver sæson ti af “Klovn” fem ud af seks hjerter.

Sæson ti af tv-serien består af otte afsnit og har premiere søndag 20. juli.

Berlingskes anmelder Kristian Lindberg “klaskede sig på låret af grin” og kvitterer også med fem ud seks stjerner.

– Seriens satire over den kreative klasses bugnende selvfedme og egoistiske enøjethed er nøjagtig lige så svirpende ondskabsfuld og udstillende, som den altid har været, og når det stadig lykkes, er det selvfølgelig, fordi det først og fremmest er Frank og Casper, der hænger underbukserne i klaskehøjde, lyder det.

Kristian Lindberg er stadig rettroende discipel i Klovn-kulten, skriver han i anmeldelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Problemer med kortbetalinger ser ud til at være løst

Lørdag aften har Nets været ramt af et nedbrud, som har skabt store problemer med kortbetalinger i både Danmark og Norden.

Men kort efter klokken 22.00 ser det umiddelbart ud til, at betalingerne går igennem igen.

Det oplyser Nets’ pressechef, Søren Winge, til Ritzau.

– Operationen er normaliseret igen i forhold til at tage imod betalinger. Selvfølgelig med forbehold for, at der kan være nogle overgangsudfordringer, siger han.

Årsagen til nedbruddet er stadig ikke fundet.

– Vi vil selvfølgelig holde øje de kommende timer og prøve at blive klogere på forløbet, og hvad der kan være årsagen til det, siger Søren Winge.

Til Ekstra Bladet siger han, at der ikke er indikationer på, at nedbruddet skyldes et angreb.

Han vurderer, at nedbruddet begyndte klokken 19.30. Dermed varede det i knap tre timer.

Problemerne påvirkede alle korttyper. I enkelte tilfælde har det dog været muligt at betale med dankort eller kreditkort.

I Norden var i hvert fald Norge, Sverige og Island også ramt af nedbruddet, har Søren Winge tidligere sagt til TV 2.

En række medier har dog skrevet, at flere danskere også havde problemer med at betale med kort andre steder i udlandet.

TV 2 skriver blandt andet, at mediet har modtaget over 60 henvendelser fra danskere, der har haft problemer med kortbetaling, i lande som Tyrkiet, Frankrig og Italien.

Nedbruddet har også påvirket trafikken ved Storebæltsbroen, hvor der ifølge Vejdirektoratet er “forlænget rejsetid” i begge retninger.

Her har bilister ikke kunnet betale med kort i betalingsanlæggene.

Nogle bilister har lavet hærværk mod nogle af bommene på stedet, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i et opslag på det sociale medie X.

Personalet ved broen har også modtaget dødstrusler fra bilister, skriver politiet.

Politi har ramt 48-årig mand med skud

Midt- og Vestsjællands Politi har lørdag aften afgivet skud mod en 48-årig mand.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

Manden blev ramt og er blevet bragt til behandling på sygehuset. I pressemeddelelsen er der ikke oplysninger om hans tilstand.

Skudafgivelsen fandt sted i et område nord for Asnæs, der ligger ved Odsherred, omkring klokken 19.30.

Politiet var på vej mod Asnæs, fordi der var frygt for, at manden ville begå selvmord, skriver Midt- og Vestsjællands Politi.

Forud for hændelsen havde den 48-årige påkørt en politipatrulje.

– Der blev sendt flere patruljer til stedet, og på et tidspunkt får en hundepatrulje kontakt til mandens bil, der derefter rammer hundepatruljen, tilsyneladende for at slippe væk fra stedet.

– En anden patrulje får kort efter kontakt med mandens bil, og skudafgivelsen sker umiddelbart derefter, da manden ifølge de foreløbige oplysninger kørte frem mod patruljevognen, lyder det i meddelelsen.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) er orienteret om hændelsen og står for den videre undersøgelse af sagen.

Midt- og Vestsjællands Politi kan ikke oplyse yderligere på nuværende tidspunkt.

Skjelmose har flænge og blå mærker efter Tour-styrt

Mattias Skjelmose har ingen brud efter sit styrt på 14. etape lørdag, der kostede Lidl-Trek-rytterens videre deltagelse i Tour de France.

Det oplyser Lidl-Trek på den sociale platform X.

Danskeren har dog fået en flænge i venstre arm samt nogle “betydelige” blå mærker og hævelser, lyder det i opslaget.

– Han vil nu rejse hjem for at komme sig, og holdet vil fortsat holde øje med hans fremskridt.

Der var kørt omkring 50 kilometer af den bjergrige 14. etape, da Skjelmose røg i asfalten i et solostyrt.

Han kolliderede med et vejskilt på en midterhelle. Danskeren så efterfølgende medtaget ud og blødte ved venstre albue.

Men efter et par minutters behandling og en indbundet arm satte han sig imidlertid op på cyklen igen og fortsatte etapen.

Alene og flere minutter efter feltet holdt Skjelmose dog ikke længe. Da han ramte etapens første stigning, Col du Tourmalet, måtte han udgå af løbet.

Det var ellers en angrebsivrig Skjelmose, der var startet etapen, hvor han både var på jagt efter bjergpoint og en etapesejr. Trods flere angreb sad han dog i feltet, da styrtet skete.

Uheldet vækkede mindelser om Paris-Nice i marts, hvor Skjelmose også styrtede, efter at han overså en midterhelle på vejen.

Dengang måtte han ligeledes udgå efterfølgende.

24-årige Skjelmose var i gang med sit andet Tour de France og lå inden 14. etape på en samlet 19.-plads.

Højgaard-tvillinger har kurs mod bedste majorresultat

Golf-tvillingerne Rasmus og Nicolai Højgaard hænger på i topstriden i The Open efter deres tredje runde af majorturneringen.

Danskerne er begge seks slag under par efter lørdagens runde på en delt niendeplads med tre andre spillere.

Det kunne dog have set endnu bedre ud for Rasmus Højgaard, der på hul 18 missede et kort putt for par. I stedet måtte han indkassere en bogey, så han endte runden i ét slag under par.

Nicolai Højgaard gik sin tredje runde i to slag under par.

De 24-årige danskere har begge kurs mod karrierens bedste majorresultat. Ingen af dem har før været i top-10 i golfsportens fire største turneringer, hvor The Open er årets sidste.

Det ligner dog ikke, at Højgaard-tvillingerne kommer i nærheden af sejren i Nordirland på fjerde og sidste runde søndag.

Verdensetteren Scottie Scheffler spillede sig lørdag til en komfortabel føring med endnu en god runde.

Med samlet 14 slag under par er Scheffler fire slag bedre end nummer to og fem slag bedre end nummer tre.

Amerikanerens normalt to største konkurrenter Rory McIlroy og Xander Schauffele, der er nummer to og tre på verdensranglisten, fik begge spillet sig længere frem i feltet lørdag.

De har nu indfundet sig i top-10 i henholdsvis otte og syv slag under par samlet efter begge at have gået tredje runde fem slag under par.

Undervejs på runden præsterede McIlroy en eagle på hjemmebanen, da han satte et 17 meter langt putt i hullet, som han efter runden beskriver som “et af de sejeste momenter, jeg nogensinde har haft på en golfbane”.

Danmark stillede i The Open med rekordmange spillere. Seks styk har repræsenteret de rød-hvide farver, men kun tre af dem fik adgang til weekendens runder.

Ud over Højgaard-brødrene var det Jacob Skov Olesen, der efter første runde lå på en delt førsteplads. Siden er det dog gået ned ad bakke, og efter tredje runde er Skov Olesen tre slag over par på en delt 63.-plads.

Niklas Nørgaard, Thorbjørn Olesen og John Axelsen missede alle cuttet på Royal Portrush-banen.

The Opens samlede præmiepulje er på cirka 116 millioner kroner, og turneringsvinderen belønnes med omtrent 21 millioner kroner.

Kortbetalinger afvises i Danmark og resten af Norden

Et nedbrud i Nets har lørdag aften ramt både Danmark og resten af Norden, hvor der er store problemer med kortbetalinger.

Det bekræfter pressechef Søren Winge over for Ritzau.

– Vi kan konstatere, at der er rigtig mange betalinger, der bliver afvist – ikke kun i Danmark, men også i Norden. Vi prøver at undersøge, hvad årsagen kan være, siger han.

Det er ifølge ham stadig for tidligt at konkludere, hvor fejlen ligger, og hvornår det virker igen.

Lidt før klokken 21.00 kan Søren Winge oplyse, at enkelte betalinger er begyndt at gå igennem.

– Men det er ikke nogen bekræftelse af, at tingene er normaliseret. Det kører mildt sagt lidt ustabilt lige nu, siger han.

Nedbruddet påvirker formentlig alle korttyper.

Søren Winge anbefaler, at forretninger går i såkaldt “offline-mode”, som gør det muligt at betale uden internet.

– Men det betyder så, at man ikke kan tage imod de kort, der kræver internet, som Mastercard og Visa Debit, siger Søren Winge.

Man bør stadig kunne betale med dankort og kreditkort.

Nedbruddet tog for alvor fart klokken 19.30, siger pressechefen. Men det præcise tidspunkt for, hvornår problemerne begyndte, kender han ikke.

I Norden er i hvert fald Norge, Sverige og Island ramt af nedbruddet, skriver TV 2.

Flere medier skriver, at danskere også er problemer med at betale andre steder i udlandet. Ekstra Bladet nævner blandt andet Cypern og Mallorca.

Søren Winge har ikke fået meldinger om, at der også skulle være problemer i udlandet.

– Jeg tør ikke sige, hvordan det hænger sammen, eller hvad det er et udtryk for. Jeg kan kun konstatere, at det bliver skrevet i medierne, siger han.

Nedbruddet har også ramt ved Storebæltsbroen, hvor flere bilister ikke kan betale.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på det sociale medie X.

– Flere banker melder om udfordringer med betalingsmidler, og det rammer selvfølgelig også Storebæltsforbindelsen og de bilister, der ikke har nummerpladegenkendelse, lyder det.

Det har givet kø ved broen i begge retninger, skriver TV 2. Der er forlænget rejsetid på op mod 30 minutter.

Der er ligeledes problemer med at tilgå Nets’ hjemmeside.

Ingen har henvendt sig med oplysninger om naturbrand i Skagen

Der er fortsat intet nyt om årsagen til, at en voldsom naturbrand mandag brød ud i Skagen Klitplantage.

Det oplyser Christian Tilsted, vagtchef ved Nordjyllands Politi, til Ritzau.

I onsdags opfordrede politiet ellers til, at borgere henvendte sig, hvis de har set noget, der kan hjælpe i efterforskningen af branden.

– Vi har været ude og efterlyse vidner, men der har slet ikke været nogen henvendelser, siger vagtchefen.

Branden har siden mandag eftermiddag hærget naturområdet, og Nordjyllands Beredskab arbejder fortsat på stedet.

Man er dog kommet langt med slukningsarbejdet, og indsatsleder Thomas Dybro oplyser, at man håber på gradvist at kunne trække sig fra området fra på søndag.

– Det, vi kigger på nu, er småting, men det har været vigtigt, at vi har været her, siger han.

I løbet af lørdag eftermiddag og aften er branden blusset op med gløder og flammer to steder.

– Der har været nogle steder, hvor det har flammet lidt op. Det ene har vi slukket, og så er vi i gang med et andet sted, siger Thomas Dybro.

Brandfolkene bruger rygsprøjter til at slukke branden på grund af det svært tilgængelige landskab.

Desuden anvender beredskabet en drone til at overvåge området for røg og ildlommer.

– Og så har vi to mand på den højeste klit herude, som står og kigger ud over området og melder tilbage. Det var også dem, der fandt det punkt, som vi er ved at slukke nu, siger Thomas Dybro.

Der er omkring 30 folk fra både Nordjyllands Beredskab og Beredskabsstyrelsen, der arbejder på stedet.

I mandags lød det, at et område på cirka 27 hektar – eller 900 gange 300 meter – var brudt i brand i naturområdet, der ligger syd for Skagen.

Der er ifølge Thomas Dybro allerede begyndt at vokse græs op fra de nedbrændte områder.

Der er ikke meldinger om tilskadekomne i forbindelse med branden.

Hollænderen Arensman kupper favoritterne på Tour-bjergetape

Efter to dage med Tadej Pogacar-dominans fik Tour de France på lørdagens 14. etape en mere overraskende vinder.

Ineos-rytteren Thymen Arensman holdt efter et længere soloridt favoritterne bag sig på den afsluttende stigning og tog sin største sejr i karrieren.

Den 25-årige hollænder kørte væk fra sine udbrudskolleger på næstsidste stigning og kom i mål i Luchon-Superbagnères lidt over et minut foran Tadej Pogacar (UAE Emirates) og Jonas Vingegaard (Visma).

Vingegaard forsøgte sig med to angreb på Pogacar, men rivalerne kunne ikke sætte hinanden, før på de sidste meter, hvor Pogacar spurtede fra Vingegaard.

Dermed er Pogacar fortsat suverænt i Tour de Frances førertrøje med over fire minutter ned til Vingegaard.

I etapens indledning var Mattias Skjelmose (Lidl-Trek) meget aktiv i forsøget på at ramme udbruddet. Danskerens Tour de France-ambitioner blev dog slukket på et splitsekund, da han kørte ind i et vejskilt på en midterhelle efter 50 kilometer.

Selv om Skjelmose så medtaget ud og blødte ved venstre albue, kom han på cyklen igen. Men da han ramte etapens første stigning, måtte han opgive og udgå af løbet.

Nummer tre i klassementet før etapen, Remco Evenepoel (Quick-Step), udgik også af løbet nogenlunde samtidig med Skjelmose, efter han var faldet gennem feltet som en sæk cement.

Ny mand på løbets tredjeplads er tyskeren Florian Lipowitz (Red Bull-Bora). Han er næsten otte minutter efter Pogacar.

Efter et par indledende udbrudsforsøg, der strandede på for få deltagere i fremstødene, kom der først alvorlig åbning i feltet efter den indlagte spurt med 112 kilometer til mål.

Et par større grupper rev sig fri. Lenny Martinez (Bahrain-Victorious) i bjergtrøjen ville på jagt efter flere point til den konkurrence, og Visma spillede både Simon Yates og Sepp Kuss ud i jagten på en etapesejr.

Det overlod initiativet i feltet til Tadej Pogacars UAE Emirates og hans mulige ambitioner om at vinde tre etaper på stribe – for andet Tour de France i træk.

Med 35 kilometer til mål og 2,5 til toppen af dagens næstsidste stigning, Col de Peyresourde, havde Thymen Arensman (Ineos) lagt sig alene i spidsen med blandt andre Lenny Martinez og den i klassementet godt placerede nordmand Tobias Halland Johannessen (Uno-X) som nærmeste forfølgere.

Arensman gav UAE Emirates sved på panden i fronten af feltet, og i bunden af dagens sidste stigning, Superbagnères, havde den høje hollænder stadig over tre minutters forspring.

Det blev dog ikke Pogacar, der lancerede det store angreb på stigningen. Det var i stedet Jonas Vingegaard, der satte et angreb ind med fire kilometer til mål.

Han havde dog straks Pogacar i hjulet, og rivalerne havde fortsat næsten to minutter op til Arensman.

Kort efter var det så Pogacars tur til at accelerere. Vingegaard var også straks med på hjul, inden danskeren igen forsøgte at ryste sloveneren uden held.

De to tidligere vindere fik dog blot lov til at spurte om andenpladsen.

For Arensman holdt stand og fik sin største sejr i karrieren. Hollænderen har blandt andet tidligere vundet en Vuelta a España-etapesejr.

Mindst 27 er omkommet i ulykke med turistbåd i Vietnam

Mindst 27 mennesker er omkommet, efter at en turistbåd er kæntret i Ha Long-bugten i Vietnam.

Det oplyser et vietnamesisk statsmedie, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge AFP er tallet dog højere med 28 døde.

Episoden fandt ifølge Reuters sted omkring klokken 14 lokal tid, kort efter at en storm havde bevæget sig ind over Det Sydkinesiske Hav.

Det svarer til omkring klokken 09 dansk tid.

Som følge af stormen blev der registreret kraftig vind, regn og lynnedslag i området.

En “pludselig kraftig regn” meldes ifølge det lokale nyhedsbureau Dan Tri at være årsag til ulykken, skriver AFP.

Det er dog ikke officielt bekræftet.

Om bord på båden var 48 passagerer og fem besætningsmedlemmer, skriver nyhedsbureauet.

12 personer meldes desuden at være blevet reddet i live, mens flere passagerer stadig er savnede.

Ifølge det lokale medie VNExpress skulle mere end 20 børn have været om bord på båden, skriver AFP.

Turisternes nationaliteter er endnu ikke kendt.

Tran Trong Hung, en lokal beboer i Ha Long-bugten, fortæller efter ulykken til nyhedsbureauet, at himlen blev mørk omkring klokken 14 lokal tid.

– Der faldt hagl så store som tæer, ledsaget af skybrud, torden og lyn, siger beboeren.

En redningsaktion er ifølge det lokale medie sat til at fortsætte ud på natten.

I en udtalelse fra landets regering understreges det, at “myndighederne vil efterforske og klarlægge årsagen til hændelsen og gribe konsekvent ind over for overtrædelser”, skriver AFP.

Den tropiske storm ved navn Wipha er den tredje storm i Det Sydkinesiske Hav i år.

Ha Long-bugten ligger omkring 200 kilometer nordøst fra Vietnams hovedstad, Hanoi.

Bugten tiltrækker hvert år titusindvis af turister og er på Unescos verdensarvsliste.

DMI advarer om mulig hedebølge og skybrud

Lørdag er der mulighed for, at Nordjylland lokalt rammes af hedebølge, og der er risiko for lokale skybrud og torden i dele af Danmark.

Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) i et varsel.

DMI definerer en hedebølge som, at middelværdien af de højest registrerede temperaturer målt over tre sammenhængende dage overstiger 28 grader på et bestemt sted.

Ifølge DMI kan det nogle steder i Nordjylland blive tredje dag i streg med 28 grader eller mere.

Varslet om hedebølge gælder frem til klokken 21 søndag aften.

Lørdag fra klokken 13 til 18 er der ifølge DMI også risiko for tordenbyger og skybrud i Nordvestjylland, i Vestsjælland og på Lolland.

Her kan det lokalt falde mellem 15 og 25 millimeter regn på bare en halv time i adskillige kommuner.

I kommunerne Jammerbugt og Vesthimmerland er der risiko for både hedebølge og skybrud i løbet af lørdagen, vurderer DMI.

Temperaturerne søndag ser også ud til at krydse grænsen på 28 grader, fortæller vagthavende meteorolog Mette Wagner.

– Mandag bliver det køligere igen, fordi der kommer et gedigent regnvejr forbi og sænker temperaturen, siger hun.

Mette Wagner siger, at der generelt har været varm og fugtig luft over Danmark i den seneste tid.

Men i Nordjylland har der været færre skyer og mindre regn, lyder det.

Mandag står vejret dog til at vende, selv om det stadig vil være sommerluft.

– Så kan vi give lidt vand til branden i Skagen og lidt køligere luft, siger Mette Wagner.

I varslet beskriver DMI også, at der er en såkaldt varmebølge i omkring 83 procent af landet.

DMI definerer varmebølger på næsten samme måde som hedebølger. Her skal middelværdien blot overstige 25 grader.

I Nordjylland er der torsdag målt 28,8 grader, som det højeste. Fredag blev der målt 29,2 grader.

Bil kørte ind i folkemængde i Los Angeles: Mindst 30 sårede

Mindst 30 personer er lørdag kommet til skade, i forbindelse med at en bil er kørt ind i en folkemængde i den amerikanske storby Los Angeles.

Det oplyser brandvæsnet i byen.

Blandt de tilskadekomne skal syv personer være i kritisk tilstand og seks i alvorlig tilstand.

Efter at bilen standsede, blev føreren ifølge myndighederne trukket ud af bilen og fysisk overfaldet og skudt.

Det fortæller Jeff Lee, der er pressemedarbejder ved Los Angeles politi, til CNN.

Førerens tilstand er ukendt.

Ifølge Adam VanGerpen, der er chef ved Los Angeles brandvæsen, kørte bilen ind i en menneskemængde, der stod i kø uden for en natklub i East Hollywood tidligt lørdag lokal tid.

Bilen ramte først en tacovogn og kørte gennem en betalingsbom, før den ramte menneskene, lyder det.

– Det var en meget kaotisk scenarie, siger VanGerpen ifølge CNN.

Der har tidligere været meldinger om, at føreren af bilen skulle have mistet bevidstheden og dernæst påkørt folkemængden. Dette er dog lørdag aften dansk tid ikke bekræftet.

En unavngiven betjent med kendskab til sagen oplyser til CNN, at føreren af bilen var “påvirket”. Hvad, personen skulle være påvirket af, vides ikke.

Hændelsen skete på Santa Monica Boulevard i bydelen East Hollywood.

Der er tale om en “hjerteskærende tragedie”, siger Los Angeles’ borgmester, Karen Bass, i en erklæring lørdag morgen lokal tid.

– Jeg vil gerne takke de mere end 100 brandfolk, der rykkede ud til stedet for at hjælpe med at redde liv, siger hun.

Der har ikke været meldinger om dræbte i episoden.

Ifølge Adam Van Gerpen varierer skaderne blandt de tilskadekomne fra knoglebrud til bløddelsskader.

En af ofrene meldes ligeledes at have fået et skudsår – hvordan oplyses ikke.

Ifølge de lokale brandmyndigheder har der været 124 brandfolk til stede for at hjælpe de tilskadekomne.

Demonstranter hængte dukker med davidsstjerner op i svensk park

Svensk politi har indledt en efterforskning, efter at to dukker med davidsstjerner på brystet blev hængt op i en snor i en park i byen Umeå.

Dukkerne, som var iklædt skjorter med blå og hvide striber, blev hængt op ved middagstid fredag i forbindelse med en demonstration. Kort tid efter blev de taget ned igen.

Politiet efterforsker nu sagen som mulig hetz mod en befolkningsgruppe.

Billeder af de to dukker er blevet delt på sociale medier. De har et hoved uden ansigt og en overkrop. Om halsen har de en løkke.

Over dukkerne er der et banner med ordene:

– Et folkemord er et folkemord er et folkemord.

Under dukkerne sidder en person eller en dukke med et tørklæde og en dukke, der forestiller et lille barn, i favnen.

Ved siden af står der palæstinensiske flag. Billederne har været lagt op på profiler på sociale medier for gruppen Umeå for Palæstina, skriver Expressen, men er siden blevet fjernet igen.

Gruppen bag demonstrationen har efterfølgende meddelt, at der er tale om et kunstværk.

Formålet med installationen har været at drage paralleller mellem det, gruppen beskriver som “to forfærdelige folkemord”.

– Der har været kritik af, at billedet kan opfattes som antisemitisk. Vi vil sige helt tydeligt, at det absolut ikke er noget, vi står inden for, mener eller vil sættes i forbindelse med, skriver gruppen.

Svensk politi oplyser, at det har modtaget mindst én anmeldelse om hetz mod en folkegruppe. Anmeldelsen er ved at blive undersøgt.

– Der er på nuværende tidspunkt ikke nogen mistænkte i sagen, siger pressetalsperson i politiet Maria Linné.

På det sociale medie X har vicestatsminister Ebba Busch kommenteret demonstrationen.

– Antisemitisme er længe blevet pakket ind i “Israelkritik”, men det her er langt over alle grænser, skriver hun.

TT

Brandfolk holder øje med høje temperaturer ved klitbrand i Skagen

Der er godt styr på branden i Skagen Klitplantage.

Lørdag formiddag er der stort set ikke nogen steder, hvor det ryger, eller hvor der er ildlommer.

Det oplyser indsatsleder Claus Bisgaard Hermansen fra Nordjyllands Beredskab til Ritzau.

– Vi er selvfølgelig til stede for at holde øje med, om det udvikler sig, så vi hurtigt kan gribe ind. Men vi er rigtig, rigtig langt nu i efterslukningsarbejdet, siger han.

Lørdag byder på høje temperaturer over hele landet. I Skagen ser det ifølge DMI’s prognose ud til at blive skyfrit og op mod 24 grader.

– Med de her høje temperaturer er der stadig en risiko for, at det kan blusse op hist og her. Derfor bliver vi her i hvert fald et godt stykke tid endnu, siger Claus Bisgaard Hermansen.

Indsatslederen oplyser, at der er omkring 35 på arbejde – heriblandt folk fra Beredskabsstyrelsen og Nordjyllands Beredskab.

– Det kan lyde af mange, men det er også på grund af varmen. Det er hårdt at arbejde heroppe med oprydningen, og det er et kæmpe område, så der er nødt til at være afløsere, siger han.

Branden i naturområdet brød ud mandag eftermiddag. Her blev det oplyst, at der var gået ild i et område på cirka 27 hektar – eller 900 gange 300 meter.

Claus Bisgaard Hermansen fortæller, at beredskabet har en drone i luften en gang hver halve time.

– Dronen har varmesøgende kameraer, så den kan spotte, hvis der sker noget, lyder det.

Når brandfolkene finder varmekilderne, er der typisk enten flammer eller gløder, som skal slukkes, inden det blusser op.

Årsagen til branden er fortsat ukendt.

Ingen er umiddelbart kommet til skade i forbindelse med den omfattende brand.

Nordjyllands Politi har bedt borgere henvende sig, hvis man ved noget, der kan hjælpe politiet i efterforskningen.

Syrisk præsident opfordrer alle parter til at respektere våbenhvile

Syriens præsidentkontor har lørdag præsenteret en omgående våbenhvile i Sweida-provinsen i den sydlige del af landet.

Præsidentkontoret opfordrer alle parter til at respektere våbenhvilen og indstille kampene.

Det fremgår ikke klart, hvem præsidentkontoret mener er omfattet.

Natten til lørdag sagde USA’s ambassadør i Tyrkiet, at Israel og Syrien var nået til enighed om en våbenhvile. Landene har dog ikke selv bekræftet det.

Israel har involveret sig i konflikten i Sweida med henvisning til at ville beskytte druserne, en arabisk religiøs minoritet.

Druserne har i den seneste tid haft voldsomme sammenstød med beduiner i området. Beduiner er en fællesbetegnelse for arabiske nomader.

For at få kontrol over kampene satte den syriske regering soldater ind. Det fik voldsomhederne til at eskalere.

Onsdag kom der så en våbenhvile mellem druserne og regeringen, hvorefter soldaterne forlod Sweida. Men kampene er fortsat.

Lørdag morgen oplyser det syriske indenrigsministerium, at sikkerhedsstyrker på ny er ved at blive sat ind i provinsen.

Reuters

Gazas civilforsvar melder om 32 dræbte under uddeling af nødhjælp

32 personer er blevet dræbt i den sydlige del af Gazastriben nær steder, hvor der bliver uddelt nødhjælp.

Det melder Gazas civilforsvar.

De er blevet dræbt af skud fra israelske styrker, siger talsmand for civilforsvaret Mahmud Basal.

Palæstinenserne blev dræbt nær et uddelingssted sydvest for Khan Yunis og nær et i Rafah, siger han.

Begge steder ligger i den sydlige del af Gaza.

Samtidig er over 100 personer blevet såret, siger talsmanden.

Han oplyser ikke nærmere, hvornår skyderierne er sket.

Israel har ikke bekræftet hændelserne.

Der har i den seneste tid været flere tilfælde, hvor palæstinensere er blevet dræbt nær steder, hvor der bliver uddelt nødhjælp i Gaza.

FN oplyste tidligere på ugen, at mindst 875 mennesker i en periode på seks uger havde mistet livet ved nødhjælpsuddelingssteder.

Langt størstedelen er blevet dræbt nær uddelingssteder, der administreres af Gaza Humanitarian Foundation, der får støtte fra Israel og USA.

Et øjenvidne fortæller lørdag, at han før daggry sammen med fem familiemedlemmer var på vej til området Al-Tina i Khan Yunis for at forsøge at få mad.

Israelske soldater begyndte at skyde, siger 37-årige Abdul Aziz Abed.

– Min familie og jeg kunne ikke få noget som helst. Jeg tager derhen hver dag, og vi får blot kugler og udmattelse i stedet for mad, siger han.

Det israelske militær siger til nyhedsbureauet AFP, at det er ved at undersøge meldingerne.

Der er kun få journalister til stede i Gazastriben, og det er svært at bevæge sig rundt. AFP har derfor ikke kunnet uafhængigt verificere oplysningerne fra civilforsvaret og andre kilder.

Krigen i Gaza, som blev udløst af et angreb på Israel fra den militante Hamas-bevægelse, har skabt vanskelige forhold for de mere end to millioner indbyggere i det palæstinensiske område.

Der er alvorlig mangel på mad og andre fornødenheder, og læger har fortalt, at de ser et stigende antal tilfælde af akut underernæring.

AFP

Nye tiltaler mod Sydkoreas ekspræsident i sag om oprør

Anklagemyndigheden i Sydkorea har lørdag rejst nye tiltaler mod landets tidligere præsident Yoon Suk-yeol.

Han tiltales blandt andet for at have beordret, at optegnelser blev slettet. Det fremgår ikke, hvilke optegnelser der er tale om.

Yoon er i forvejen tiltalt for at have tilrettelagt oprør i forbindelse med en undtagelsestilstand, han forsøgte at indføre i december sidste år.

Han sidder nu varetægtsfængslet.

Blandt de nye anklagepunkter er også, at Yoon gennem magtmisbrug skal have hindret andre i at udøve deres rettigheder.

Desuden tiltales han for at have stillet sig i vejen for, at arrestordrer kunne gennemføres.

Yoon har gennem hele sagen fastholdt, at han er uskyldig.

Hans advokater har lørdag morgen ikke kommenteret de nye tiltaler.

Yoon har siddet varetægtsfængslet siden 9. juli i hovedstaden, Seoul. Han har forsøgt at blive løsladt, men det afviste en domstol tidligere på ugen.

Det er anden gang, at han er varetægtsfængslet i sagen, der har strakt sig over otte måneder.

Da Yoon Suk-yeol i anden omgang blev fængslet, lød begrundelsen, at man var bekymret for, at han kunne forsøge at ødelægge beviser mod ham.

Tilbage i april afgjorde en forfatningsdomstol i en rigsretssag, at Yoon forsømte sine pligter som præsident, da han 3. december indførte en kortvarig militær undtagelsestilstand i Sydkorea.

Efter eget udsagn tog Yoon beslutningen, fordi pro-nordkoreanske kræfter modarbejdede hans og Sydkoreas interesser inden for landets grænser.

Efterfølgende stemte landets parlament for, at han skulle stilles for en rigsret.

Rigsretssagen endte med, at Yoon formelt blev afsat fra præsidentposten.

Nu kører der en straffesag mod ham, hvor han er tiltalt for at tilrettelægge et oprør. Hvis han kendes skyldig, kan det resultere i en livstidsdom eller dødsstraf.

Oprindeligt blev Yoon anholdt i januar, men på baggrund af en retskendelse blev han løsladt 52 dage senere.

Reuters

Odesas borgmester melder om brændende højhus efter droneangreb

Den ukrainske havneby Odesa er natten til lørdag blevet udsat for et russisk droneangreb, og et højhus er sat i brand.

Mindst én person har mistet livet, melder Odesas borgmester, Hennadij Trukhanov, på beskedtjenesten Telegram ifølge AFP.

– Odesa blev angrebet af fjendtlige droner – mere end 20 ubemandede luftfartøjer nærmede sig byen fra forskellige retninger.

– Et højhus er gået i brand, og redningsmandskab har reddet folk ud. Foreløbig har en person mistet livet, skriver Hennadij Trukhanov.

Senere oplyste Odesa-regionens redningstjeneste, at fem personer er blevet reddet ud af brændende lejligheder.

En af personerne, en kvinde, er efterfølgende afgået ved døden, lyder det fra redningstjenesten.

Odesa, der ligger ved Sortehavet, har været et regelmæssigt mål for russiske angreb i den mere end tre år lange krig.

Byens historiske centrum er på Unescos Verdensarvsliste.

Rusland har ikke umiddelbart kommenteret angrebet på Odesa.

Det russiske forsvarsministerium melder i stedet om ukrainske droneangreb, og at russiske luftforsvarssystemer fredag aften har nedskudt 87 ukrainske droner. Blandt andet fem omkring Moskva.

Mens krigen i Ukraine fortsætter, opfordres Ruslands præsident, Vladimir Putin, fra både europæisk og amerikansk side til at stoppe den.

Fredag morgen vedtog EU-landene den 18. sanktionspakke mod Rusland.

Tidligere på ugen annoncerede USA’s præsident, Donald Trump, at han vil indføre amerikanske toldsatser og sanktioner mod Rusland, hvis Rusland ikke indgår en aftale om våbenhvile inden for 50 dage.

USA har for nylig efterkommet et fælles ønske fra forsvarsalliancen Nato og Ukraine om at levere Patriot-luftforsvarsmissiler til Ukraine.

Ukraines regering ser Patriot-systemet som afgørende for at forsvare landets byer mod russiske luftangreb.

AFP

 

Demokrat: FBI skulle markere Trumps navn i Epstein-dokumenter

Ansatte i USA’s forbundspoliti, FBI, er angiveligt blevet sat til at gennemgå Epstein-dokumenterne og markere alt, hvor præsident Donald Trump har været nævnt.

Det hævder Demokraternes gruppeleder i Senatet, Dick Durbin, i et brev, som han har sendt til USA’s justitsminister, Pam Bondi, fredag, skriver The Washington Post.

Durbins kontor har modtaget oplysningerne om ordren. Ifølge Durbin havde medarbejderne ikke de nødvendige kompetencer til at håndtere personfølsomme oplysninger om ofre, der er børn.

Ifølge Durbins oplysninger pressede Pam Bondi FBI til at afsætte omkring 1000 medarbejdere til gennemgangen af i alt 100.000 dokumenter vedrørende den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Medarbejderne blev sat til at arbejde i 24 timer ad gangen, lyder det videre i brevet fra Durbin.

Epstein døde i et fængsel i 2019, mens han var anklaget for smugling af mindreårige piger til misbrug.

I brevet giver Durbin desuden udtryk for sin bekymring om en overvågningsvideo fra uden for Epsteins fængselscelle i timerne op til hans død, skriver The Washington Post.

Et notat fra den 7. juli beskrev optagelserne som rå, men Durbin skriver i brevet, at optagelserne sandsynligvis er blevet modificeret. Det viser metadata, der er indlejret i videoen, lyder det.

Trump har fået kritik fra flere af sine normalt trofaste støtter på højrefløjen, som mener, at regeringen forsøger at dække over noget i sagen. Blandt andet mangler der et minut i overvågningsvideoen.

Bondi satte over for journalister tidligere på måneden ord på det manglende minut.

– Der var et minut, der manglede, og hvad vi har fået at vide af fængselsmyndigheden (Bureau of Prisons, red.), er, at de hver nat sætter videooptagelserne i gang igen. Så hver nat nulstilles videoen, og hver nat mangler det samme minut, sagde hun.

Rubio nægter brasilianske dommere i Bolsonaro-sag indrejse i USA

Den brasilianske højesteretsdommer Alexandre de Moraes, hans kolleger ved højesteret og deres nærmeste familiemedlemmer vil fremover blive nægtet indrejse i USA.

Det skriver USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, på det sociale medie X.

Rubio mener, at Brasiliens højesteret bedriver en politisk heksejagt på landets tidligere præsident Jair Bolsonaro, der er under anklage for at have planlagt et kup mod den nuværende præsident, Luiz Inacio Lula da Silva.

Fredag blev Bolsonaros hjem ransaget af politiet på ordre fra Brasiliens højesteret.

Højesteretten har desuden bestemt, at den anklagede ekspræsident skal gå med fodlænke, indtil sagen mod ham er afgjort. Samtidig må Bolsonaro ikke bruge sociale medier eller kommunikere med diplomater.

Marco Rubio mener, at Brasiliens højesteret i sagen mod Bolsonaro krænker grundlæggende rettigheder.

– Jeg har derfor med øjeblikkelig virkning beordret visuminddragelse for Moraes og hans allierede ved retten samt deres nærmeste familiemedlemmer, skriver Marco Rubio.

USA’s præsident, Donald Trump, har tidligere betegnet retssagen mod Bolsonaro som en heksejagt og har sagt, at den bør standses øjeblikkeligt.

Da Trump i sidste uge annoncerede en amerikansk importtold på 50 procent på varer fra Brasilien med virkning fra 1. august, nævnte Trump, at toldsatsen var sat højt på grund af Bolsonaro-retssagen.

Trump har kaldt retssagen et lumsk angreb, der skal forhindre afholdelsen af frie valg i Brasilien.

Jair Bolsonaro betegnede fredag restriktionerne fra højesteret og ransagningen af hans hjem som en ydmygelse og kæder det sammen med næste års præsidentvalg i Brasilien.

– De ønsker at få mig ud af det politiske spil til næste år. Uden min deltagelse vil Lula kunne slå hvem som helst, sagde Bolsonaro til Reuters.

AFP

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]