Seneste nyheder

8. april 2026

Protest mod indskrænkning af anti-korruptionsmyndigheders frihed i Kyiv

Hundredvis af mennesker samledes tirsdag til en demonstration i Kyiv i Ukraine.

Her demonstrerede de mod, at Ukraines parlament tidligere samme dag stemte for at rulle to antikorruptionsagenturers selvstændighed tilbage.

263 af parlamentarikerne stemte for og 13 imod. Størstedelen af ja-stemmerne kom fra Zelenskyjs regeringsparti.

Loven placerer både Ukraines Nationale Antikorruptionsbureau (Nabu) og det Specialiserede Antikorruptionsanklagerkontor (Sapo) direkte under anklagemyndigheden, som udpeges af Zelenskyj.

Nabu efterforsker korruption i statslige institutioner, mens Sapo fører sagerne i retten.

Kritikere mener, at ændringen vil åbne for politisk indblanding i højtprofilerede korruptionssager.

Siden starten på krigen i Ukraine i 2022 er demonstrationer en sjælden begivenhed i landet.

Ved demonstrationen opfordrede mange Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, til at nedlægge veto mod loven.

– Lovforslaget bliver hastet igennem, sagde 26-årige Anastasia, som deltog i demonstrationen, til AFP.

– Det er tydeligt, at det er en målrettet handling, tilføjede hun.

Trods kritikken underskrev Zelenskyj tirsdag aften loven, viser parlamentets hjemmeside.

En højtstående ukrainsk embedsmand bekræfter desuden over for AFP, at Zelenskyj har underskrevet loven.

EU’s udvidelseskommissær, Marta Kos, fastslog efter afstemningen, at hun er “alvorligt bekymret” over tiltaget.

– Afviklingen af de vigtigste sikkerhedsforanstaltninger, der beskytter Nabu’s uafhængighed, er et alvorligt tilbageskridt, skrev hun på det sociale medie X.

Her tilføjede hun, at retsstatsprincippet er “helt centralt” i forhandlingerne om, hvorvidt Ukraine skal være medlem af EU.

AFP

Holger Rune trækker sig fra ATP-turnering i Washington

Den danske tennisspiller Holger Rune har trukket sig fra ATP 500-turneringen i Washington med en rygskade.

Det oplyser arrangørerne af turneringen tirsdag på X. Danskeren, der er nummer ni i verden, skulle havde spillet sin første kamp natten til onsdag dansk tid.

Franskmanden Corentin Moutet overtager Runes plads som lucky loser og skal møde landsmanden Alexandre Muller i anden runde.

Rune mødte op som tredjeseedet i turneringen og var oversidder i første runde.

Han forklarede senere, at et hold i ryggen satte en stopper for deltagelsen.

– Super uheldigt. I går til træning låste noget sig i ryggen, og jeg er ikke i stand til at spille. Jeg har prøvet det før, og det er intet dramatisk.

– Det er bare super dårlig timing, da jeg havde set meget frem til at spille i Washington, skriver Rune på X.

Op til turneringen i Washington har Rune trænet med den amerikanske legende André Agassi. Blandt andet har Rune trænet på at forbedre sine returneringer.

I den forbindelse satte Rune også lidt ord på sæsonen indtil videre.

– Jeg har haft en sæson med op- og nedture. Jeg har haft nogle gode uger og nogle dårlige uger. Det er det, jeg gerne vil ændre.

– Jeg er taknemmelig for at være her i Washington og være i stand til tidligt at få kampe i USA og komme ind i rytmen, så jeg forhåbentligt kan udrette noget, lød det fra Rune.

I denne omgang kommer Rune dog ikke til at udrette noget i Washington på grund af rygskaden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sangeren Ozzy Osbourne er død – 76 år

Sangeren Ozzy Osbourne er død i en alder af 76 år, skriver Sky News tirsdag.

Mediet citerer en besked fra hans familie.

– Det er med større tristhed, end blot ord kan beskrive, at vi bliver nødt til at meddele, at vores elskede Ozzy Osbourne er død denne morgen. Han var sammen med sin familie og omgivet af kærlighed.

– Vi ønsker, at alle respekterer vores families privatliv lige nu, står der. Ingen dødsårsag er angivet.

Det er allerede væltet ind med kondolencer fra blandt andre Elton John, Rolling Stones-guitaristen Ronnie Wood og bandet Metallica.

Ozzy Osbourne afholdt 5. juli sin afskedskoncert på Villa Park i hjembyen Birmingham. Villa Park er hjemmebane for Aston Villa, fodboldklubben som stod Ozzy Osbournes hjerte meget nær.

Ved koncerten deltog kendte metalbands som Metallica, Guns N’ Roses, Slayer og Pantera blandt mange.

Koncerten indsamlede over en milliard kroner til lokal velgørenhed.

Koncerten sluttede med, at Ozzy Osbourne først spillede nogle numre med sit soloband, og dernæst afsluttede han koncerten med at spille numre med sit tidligere band, Black Sabbath.

Under koncerten sad Ozzy Osbourne, der havde kælenavnet “Prince of Darkness” ned på en kongetrone, fordi han var for svækket til at stå op og synge.

Ozzy Osbourne, der egentlig hed John Michael Osbourne, led af Parkinsons og havde i mange år haft et skrantende helbred.

Han blev i begyndelsen af 1970’erne kendt som forsanger i Black Sabbath. Bandet blev med den originale besætning med Osbourne som sanger, Tony Iommi som guitarist, Geezer Butler på bass og Bill Ward på trommer legender og en inspirationskilde for mange bands.

I 1970 udgav bandet sit debutalbum med titlen “Black Sabbath”, og bandet blev igennem årtiet kendt for numre som “Paranoid”, “Iron Man” og “Sabbath Bloody Sabbath”.

Ozzy Osbourne blev i slutningen af 1970’erne smidt ud af bandet på grund af sine problemer med alkohol og stoffer. Han vendte siden tilbage i forskellige anledninger og var med til at udgive albummet “13” i 2013.

I 1980’erne skabte han sig en stor solokarriere i heavy metal-genren, og han udgav klassiske sange som “Mr. Crowley”, “Crazy Train” og “Bark at the Moon”.

Ozzy Osbourne blev også kendt for sin til tider meget uortodokse sceneoptræden.

I 1981 bed han hovedet af to levende duer på scenen, og året efter så en endnu mere berømt og berygtet historie om ham dagens lys.

En fan smed under en koncert en død flagermus op på scenen, og Ozzy Osbourne samlede den op. Han troede ifølge sin egen forklaring, at der var tale om en flagermus lavet af gummi, så han bed også hovedet af den.

I sin biografi “Jeg er Ozzy” fortalte han senere om hændelsen, der altså bidrog endnu mere til hans image som en entertainer med vanvittige indfald.

– Med det samme føltes noget forkert. Meget forkert, For det første blev min mund med det samme fyldt med denne her varme væske, som havde den værste eftersmag, man kunne forestille sig.

– Jeg kunne fornemme, hvordan det farvede mine tænder og løb ned ad min hage, huskede han.

Efter episoden måtte Ozzy Osbourne med det samme til lægen for at modtage indsprøjtninger mod den farlige sygdom rabies, også kendt som hundegalskab.

I begyndelsen af dette årtusind nåede Ozzy Osbourne ud til et endnu større publikum, da han var hovedperson i realityserien “The Osbournes”.

Serien handlede om hans egen familie med hans hustru og manager, Sharon, samt børnene Jack og Kelly.

Ozzy Osbourne udgav sit seneste soloalbum med titlen “Patient Number 9” i 2022.

Han var gift to gange og fik i alt seks børn.

Regnvejr indstiller togtrafik fra Ringsted til Slagelse

Der kører tirsdag aften ikke nogen tog mellem Ringsted, Sorø og Slagelse.

Det skyldes vand på sporene, oplyser DSB på sin hjemmeside.

DSB skriver, at man er ved at bestille togbusser, men man ved ikke, hvornår de kan være fremme.

– Banedanmark har tilkaldt folk til at pumpe vandet væk igen, men det kommer til at tage lidt tid, skriver DSB.

Til Ritzau oplyser Banedanmark, at der ikke er nogen tidshorisont for arbejdet.

Rejsende anbefales at finde alternative ruter og undersøge reglerne for at få kompensation på grund af forsinkelser.

Strækningen mellem Ringsted og Slagelse på Sjælland bruges af de tog, der kører mellem landsdelene.

Det kan være tog mellem København, Aarhus og Aalborg.

Strækningen er lukket, fordi det ikke er sikkert at lade toge køre ad strækningen, så længe der er vand på sporene, oplyser Banedanmark.

Vandet kan skylle skærver og grus væk og på den måde ødelægge sporet.

Strækningen mellem Ringsted og Slagelse blev lukket omkring klokken 18.30.

Omtrent en time senere lyder det i en opdatering fra DSB, at man stadig arbejder på sagen.

– Togbusserne kommer til at køre i pendulfart mellem Ringsted, Sorø og Slagelse. Vi arbejder stadig på at skaffe busser. Bemærk, at det kan være vanskeligt at skaffe busser nok, skriver DSB.

DSB’s rejsetidsgaranti betyder, at man kan få kompensation, hvis man bliver mere end 30 minutter forsinket.

Siden mandag er der faldet store mængder af regn i Danmark. Tirsdag har især Sydsjælland og Lolland-Falster været hårdt ramt.

Flere steder er der faldet over 100 millimeter regn på et døgn.

Det giver også udfordringer på vejene.

Ved Nykøbing Falster er en omfartsvej blevet lukket, fordi der er for meget vand på vejbanen.

Det samme gør sig gældende for en vej mellem Mørkøv og Jyderup på Vestsjælland.

Andre steder advares der om oversvømmede akvædukter og om risiko for akvaplaning på vejene.

Interpol ophæver arrestordre på hvalaktivist Paul Watson

Interpol har fjernet den “red notice”, der har været på hvalaktivist Paul Watson, så politimyndigheder verden over ikke længere opfordres til at anholde ham.

Det bekræfter advokaten Julie Stage, der repræsenterer Watson.

– Interpol har i dag truffet afgørelse om, at den red notice, der har været udstedt på Paul Watson i de sidste 13 år, ikke er proportional og derfor skal slettes permanent, siger hun.

Advokaten tilføjer, at Interpol i sin afgørelse noterer sig, at der er politiske elementer i sagen.

– Det understøtter vores formodning om, at Japans forfølgelse af Watson er politisk motiveret, siger Julie Stage.

Watson blev anholdt i sommeren 2024 i Grønland på baggrund af en red notice fra Japan. Landet ønskede ham udleveret på baggrund af en sag fra 2010.

Ifølge de japanske myndigheder var Watson med til at beskadige et hvalfangerskib og forhindre japanske hvalfangere i at udføre deres arbejde.

Efter at have været tilbageholdt i Grønland i mere end fire måneder blev han løsladt, da det danske justitsministerium besluttede, at han ikke skulle udleveres til Japan.

Og nu har Interpol så besluttet, at der ikke længere skal være en red notice for aktivisten.

Det betyder, at han kan færdes mere frit, siger Julie Stage.

– Der vil formentlig stadig være lande, som han vil undgå, fordi der kan være en risiko for, at de vil udlevere ham til Japan, men han får langt større bevægelsesfrihed nu, end han har haft i de seneste mange år.

Japan kan i princippet vælge at komme med en ny anmodning til Interpol om en red notice.

Men Julie Stage siger, at hun har svært ved at forestille sig, at Interpol ville godkende den, hvis ikke der er kommet nye oplysninger frem i sagen.

– Og det ser jeg ikke ske, siger hun.

Det er advokaten William Julié, som også repræsenterer Paul Watson, der har bedt Interpol om at fjerne den red notice.

Blandt andet har advokaten argumenteret for, at sagen er politisk, og at Paul Watson risikerer ikke at få en retfærdig rettergang i Japan.

Hans anmodning førte i april til, at Interpol midlertidigt suspenderede den red notice for Paul Watson.

Interpol er en mellemstatslig organisation med 196 medlemslande – heriblandt Danmark. Formålet med Interpol er at hjælpe politiet i alle medlemslande med at samarbejde.

Norsk klatrer meldes okay efter kollaps på Mont Ventoux

Den norske cykelrytter Tobias Halland Johannessen måtte have lægehjælp og ilt umiddelbart efter at være kommet i mål på Mont Ventoux-etapen i Tour de France.

Efter at være blevet tilset af holdets læge er meldingen fra Uno-X, at Johannessen har det bedre, men at han er kørt til tjek på hospitalet for en sikkerheds skyld.

– Han fik mavekramper i højre side, og så har han presset sig selv, fordi han var desperat for at holde sig inde i klassementkampen. Han fik ilt på toppen, men nu har han det meget bedre, fortæller holdchef Thor Hushovd.

Tobias Halland Johannessen har gang i et imponerende Tour de France og var på vej til et nyt godt resultat, da han fik problemer med maven på den ikoniske stigning.

– Han mærkede det tidligt, og så blev det bare værre og værre. Det er jo ærgerligt, for han kørte godt, havde kørt fra Felix Gall og var på vej ind i top-7. Men sådan er livet, siger Thor Hushovd.

Johannessen sled sig i mål, men tabte tid til konkurrenterne i topstriden. Han er fortsat på en samlet ottendeplads, men afstanden til podieplaceringerne er vokset til otte minutter.

Uno-X-holdet afventer nu undersøgelserne på hospitalet, før man beslutter, om den 25-årige klatrer kan fortsætte i løbet.

– Det er alt for tidligt at sige. Det her er jo langtfra optimalt, men heldigvis er det ikke en bjergetape onsdag.

– Det vigtigste for os er rytternes helbred, og hvis det er uforsvarligt at sætte ham til start, så gør vi det ikke, siger Thor Hushovd.

Vingegaard stikker igen og igen til Pogacar på mytisk bjerg

Jonas Vingegaard forsøgte igen og igen, men Tadej Pogacar ville ikke slippe danskerens baghjul, da Tour de France-feltet tirsdag besteg Mont Ventoux.

Visma diskede ellers op med en flot taktik på 16. etape, hvor flere holdkammerater på skift dumpede tilbage fra dagens udbrud og hjalp Vingegaard op ad det mytiske bjerg i det sydlige Frankrig.

Men Pogacar ville ikke slippe og slog Vingegaard med to sekunder på målstregen. Sloveneren fører dermed fortsat Tour de France med over fire minutter ned til thyboen.

De to stjerner kom ikke til at kæmpe om etapesejren. Forrest havde udbrydere nemlig næsten syv minutters forspring, da de kørte ind på Mont Ventoux, og blandt dem sad Valentin Paret-Peintre (Quick-Step).

Han vandt etapen i en spurt foran Ben Healy (EF).

Jonas Vingegaard satte sit første angreb ind cirka otte kilometer fra toppen af det skaldede bjerg, og for første gang overhovedet i årets Tour de France så Tadej Pogacar ud til at hive efter vejret.

Tiesj Benoot, som var med i dagens udbrud, holdt tempoet højt, indtil Vingegaard satte stød nummer to ind. Men Pogacar sad limet til baghjulet på danskeren, som blev ved med at træde masser af watt ned i pedalerne.

Da stigningen begyndte at flade ud, kom endnu en Vingegaard-holdkammerat ind i billedet. Victor Campenaerts havde også været med i udbrud og kunne på det fladere stykke tage vinden for Vingegaard og hans slovenske trailer.

Vingegaard gav den et skud mere, da Campenaerts var brugt op, men Pogacar holdt fast og gik så selv til angreb, da der var under to kilometer til toppen. Men stor tidsforskel blev der aldrig mellem de to rivaler.

Der skulle gå 90 kilometer med over 50 kilometer i timen og bunker af udbrudsforsøg, før en stor gruppe lykkeriddere slap afgørende væk fra feltet.

Hele 36 ryttere havnede i den forreste gruppe, som med 70 kilometer til mål havde opbygget et forspring på over tre og et halvt minut.

I feltet var det kun UAE Emirates’ Nils Politt, der arbejdede for at holde snor i udbryderne, og det magtede han ikke ene mand.

Derfor voksede hullet til udbrudsgruppen, som med 55 kilometer til mål blev brudt op i mindre grupper. Klatrere som Thymen Arensman (Ineos), Enric Mas (Movistar) og Julian Alaphilippe (Tudor) rev sig løs i en gruppe på syv ryttere.

Længe lignede det, at Enric Mas skulle køre alene over stregen, men spanieren mistede momentum og blev hentet af blandt andre Ben Healy og Valentin Paret-Peintre, der endte med at køre om sejren.

Sverige holder forhandlinger mellem USA og Kina

Sverige er i næste uge vært for forhandlinger om handel mellem USA og Kina.

Det skriver landets statsminister, Ulf Kristersson, i et opslag på X.

– Forhandlingerne handler primært om relationen mellem USA og Kina, men har også en stor betydning for den globale handel og økonomi, skriver statsministeren og tilføjer:

– At værne om den regelbaserede verdenshandel og Sveriges økonomiske interesser i en kompleks omverden er en af regeringens højeste prioriteter.

Også USA’s finansminister, Scott Bessent, bekræfter, at han skal mødes med sin kinesiske modpart i Sveriges hovedstad, Stockholm, i næste uge.

Det siger finansministeren tirsdag i et tv-interview på den amerikanske kanal Fox Business Network, skriver Reuters.

Her understreger Bessent, at handelsforholdet med Kina er “et meget godt sted”.

– Jeg tror faktisk, at vi er nået til et nyt niveau med Kina, hvor det er meget konstruktivt, og vi vil kunne få meget gjort, nu hvor handlen har lagt sig lidt på et godt niveau, siger finansministeren i interviewet.

Kina har ikke umiddelbart bekræftet, hverken mødet eller hvem der skal deltage i det.

Det er ligeledes stadig uklart, præcis hvornår i næste uge forhandlingerne skal finde sted.

Forholdet mellem USA og Kina er blevet et internationalt fokuspunkt i forbindelse med Trumps nye toldsatser.

Da Trump meddelte sin lange række af forhøjede toldsatser, blev Kina nemlig en overgang ramt af meget høje toldsatser på over 100 procent.

Kina svarede tilbage med høje toldsatser på USA, i et forløb der udviklede sig til en regulær handelskrig mellem landene.

Efterfølgende har USA og Kina midlertidigt aftalt at sænke toldsatserne på hinandens varer.

Den midlertidige pause i toldkrigen udløber dog i midten af august.

DMI nedjusterer varsel for regnvejr flere steder i landet

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har nedjusteret varslet om regn i de kommende timer.

Der er nu ikke længere nogen dele af landet, hvor der varsles om regnvejr i kategori 3, der beskrives som meget farligt vejr.

I den nye varsling advares der om kraftig regn – kategori 2 – på Fyn og i Det Sydfynske Øhav frem til klokken 02.00 natten til onsdag.

Samme varsel gælder for den sydvestlige del af Sjælland samt Lolland, Falster og Møn.

Fra tirsdag eftermiddag til natten til onsdag forventer DMI, at der falder mellem 50 og 80 millimeter regn.

Samtidig advarer DMI om risiko for lokale oversvømmelser flere steder.

Også i andre dele af landet ventes der meget regn.

I den sydlige halvdel af Jylland samt på dele af Sjælland varsles der om regnvejr i kategori 1.

Her ventes der mellem 25 og 35 millimeter nedbør i de kommende timer.

Patienterstatningen sætter punktum i sag om benamputationer

Patienterstatningen har afgjort den sidste sag i rækken af ansøgninger om erstatning efter amputationer.

Det skriver Patienterstatningen tirsdag i en pressemeddelelse.

Omkring 50 millioner kroner er blevet tildelt i erstatning fordelt på 116 patienter.

De har fået erstatning, fordi Patienterstatningen har vurderet, at de med overvejende sandsynlighed kunne have undgået at få amputeret et eller begge ben.

I alt 441 patienter havde søgt om erstatning. Det er altså lidt flere end hver fjerde, der har fået tildelt en erstatning.

Patienterstatningens direktør, Karen-Inger Bast, kalder det en af de største serieskader i myndighedens historie.

– Uanset årsagen er patienternes liv forandret permanent. Jeg håber, at selv de patienter, som vi ikke har kunnet give erstatning, i det mindste har fået en afklaring af deres forløb, siger hun.

Amputationssagen strækker sig tilbage til 2022, hvor det kom frem, at Region Midtjylland muligvis havde foretaget flere amputationer, der kunne være undgået, hvis patienterne i rette tid havde fået karkirurgisk behandling.

Efterfølgende besluttede Region Midtjylland såvel som Region Sjælland og Region Syddanmark at gennemgå en lang række patientforløb.

Flere hundrede patienter blev kontaktet og fortalt, at der muligvis var sket fejl i deres behandlingsforløb.

I sagerne, hvor der er givet erstatning, er fællestrækket, at der blev grebet for sent ind. Men Patienterstatningen har ikke fundet frem til en enkeltstående årsag til, at der ikke blev behandlet i tide.

– Sagerne vidner om, at karkirurgien har været under pres, siger Karen-Inger Bast.

Hun forventer at se færre erstatningssager om amputationer fremover.

Det skyldes, at antallet af forebyggende indgreb er steget i tiden efter amputationssagen.

Samtidig bliver der foretaget færre amputationer hos karkirurgiske patienter.

Regnen vælter ned over øerne – over 130 millimeter på Møn

Der er i det seneste døgn faldet over 130 millimeter nedbør på Møn, mens der på Falster er faldet over 100 millimeter.

Det fremgår af tal fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Ifølge den seneste måling er der faldet 136 millimeter på Møn, oplyser vagthavende meteorolog Jonas Paludan.

– Møn har helt klart rekorden. De har fået en enorm mængde vand dernede, siger meteorologen.

I samme periode er der faldet omkring 110 millimeter nær Nykøbing Falster.

Jonas Paludan understreger, at der er tale om foreløbige data.

– Der er også kommet meget nedbør på Sydsjælland omkring Slagelse og Næstved, men ikke helt lige så meget som nede på Møn og Falster.

DMI forventer, at man flere steder vil komme op over 100 millimeter. I Næstved er der faldet i omegnen af 90 millimeter siden mandag eftermiddag.

Også på den østlige del af Fyn og op mod Østjylland er der faldet rigtigt meget regn i det seneste døgn.

Tirsdag eftermiddag er det desuden for alvor begyndt at regne lidt længere nordpå i et bælte fra Østjylland til København. Her regner DMI dog ikke med, at det vil blive lige så vildt som i Syddanmark.

– Vi har set noget kraftig regn i dag i København for eksempel, men den har været hurtigt overstået.

– Det specielle ved Sydsjælland og øerne er, at det har regnet meget og længe. Intensiteten har ikke nødvendigvis været sindssygt høj, men det er bare blevet ved med at regne, og derfor er der risiko for oversvømmelser flere steder, siger Jonas Paludan.

Det er især nær vandløb og i lavtliggende områder, at man skal være forberedt på oversvømmelser.

I en vanlig juli måned er der i gennemsnit 65,8 millimeter nedbør på landsplan.

Der er altså en del steder, der har fået mere regn på en enkelt dag, end man normalt ville få i hele juli.

DMI forventer, at det vil blive ved med at regne over meget af det sydlige Danmark frem til onsdag morgen.

USA træder ud af Unesco for anden gang

USA har tirsdag annonceret, at landet forlader Unesco, der er FN’s organisation for uddannelse, videnskab og kultur.

Det skriver både Reuters og AFP.

USA ønsker at forlade Unesco, der er kendt for at etablere verdensarvssteder, fordi organisationen er forudindtaget mod Israel og fremmer “splittende” sager, lyder det fra Tammy Bruce, der er talsperson for udenrigsministeriet.

– Fortsat engagement i Unesco er ikke i USA’s nationale interesse, siger hun og tilføjer:

– Unescos beslutning om at optage “Staten Palæstina” som medlem er stærkt problematisk, i strid med USA’s politik og har bidraget til en hastig vækst af anti-israelsk retorik i organisationen.

Det var forventet, at USA’s præsident, Donald Trump, ville trække USA ud af Unesco, hvilket han også gjorde i sin første embedsperiode som præsident.

Den tidligere præsident Joe Biden genetablerede derefter amerikansk medlemskab.

Unescos generalsekretær, Audrey Azoulay, siger efter USA’s udmelding, at hun er ærgerlig over Donald Trumps beslutning.

Beslutningen vil træde i kraft i slutningen af december 2026, siger hun ifølge Reuters.

Trump er ifølge nyhedsbureauet AFP ikke den første amerikanske præsident til at trække USA ud af Unesco.

Tilbage i 1980’erne afsluttede den daværende præsident Ronald Reagan ligeledes medlemskabet.

Reagan begrundede det med, at organisationen ifølge ham var korrupt og pro-sovjetisk.

USA genindtrådte efterfølgende i FN-organisationen under George W. Bush.

Unesco er særligt kendt for verdensarvslisten. Listen består af natur- og kultursteder, der er udpeget som værende bevaringsværdige og for at have stor universel værdi for menneskeheden.

Både Danmark og Grønland har flere steder på verdensarvslisten, blandt andet Roskilde Domkirke, Vadehavet og Ilulissat Isfjord.

Senest i juni i år blev Møns Klints stejle, hvide klipper og bakker også optaget på listen.

Politi søger pårørende til ældre mand udsat for drukneulykke

Nordsjællands Politi søger pårørende til en ældre mand, som søndag eftermiddag var i en drukneulykke ved Hellerup Strand.

Den ældre mand blev reddet i land og er fortsat indlagt på hospitalet.

– Det er endnu ikke lykkedes at fastslå hans identitet, og det er afgørende, at vi kommer i kontakt med hans pårørende.

– Derfor beder vi nu om din hjælp, skriver Nordsjællands Politi tirsdag på det sociale medie X.

Drukneulykken fandt sted søndag omkring klokken 14.21 nær Onsgårdsvej i Hellerup.

Siden har politiet forsøgt at få manden identificeret, men uden held.

Politiet beskriver manden som cirka 80 år gammel, hvid, almindelig af bygning med kort, tyndt gråt hår. Han var kun iført underbukser, da han blev fundet.

Manden bar en vielsesring i guld med indgraveringen “Kirsten 1-9-64” samt “Eskildsen 185” – sidstnævnte formodes at være producentens navn eller modelnummer.

Desuden har manden tandproteser i både over- og undermund.

Nordsjællands Politi hører også gerne fra vidner, som kan have set eller ved noget, som kan hjælpe politiet videre.

Konkret søger politiet vidner, som har set manden på stranden den pågældende dag, har fundet efterladte effekter som håndklæder, tøj eller lignende i området, har kendskab til den beskrevne vielsesring eller manden selv.

– Alle oplysninger kan være vigtige. Kontakt politiet på 114, lyder opfordringen.

Sundhedsmyndigheder i Gaza: 33 er døde af sult de seneste to døgn

Sulten tager ifølge det Hamas-kontrollerede sundhedsministerium i Gaza til.

Ifølge en talsmand for ministeriet er 33 mennesker døde i de seneste 48 timer – heraf er 12 børn, lyder det.

Det skriver BBC.

Det samlede antal dødsfald på grund af underernæring er 101 siden krigens begyndelse i 2023, tilføjer ministeriet ifølge BBC. Heraf er 80 børn.

Lederen af Gazas største hospital siger tirsdag til AFP, at 21 børn er døde på grund af underernæring og sult i de seneste tre dage.

Ifølge de lokale kilder står Gazas befolkning på over to millioner mennesker over for alvorlig mangel på mad og andre essentielle fornødenheder.

De seneste dage har der været meldinger om, at flere palæstinensere er blevet dræbt, mens de har forsøgt at hente nødhjælp på en håndfuld distributionssteder.

EU’s udenrigspolitiske chef, Kaja Kallas, siger tirsdag, at Israels militær “skal stoppe” med at dræbe civile ved nødhjælpsuddelingssteder i Gaza.

– Drabet på civile, der søger hjælp i Gaza, er uforsvarligt, skriver hun på X.

For nylig sagde lederen af Den Internationale Røde Kors Komité, Mirjana Spoljaric, at Gaza er blevet værre end helvede på jord.

– Menneskeheden fejler, mens den ser rædslerne i Gaza, sagde hun i et interview med BBC.

Mandag advarede FN’s generalsekretær, António Guterres, om, at “de sidste livliner, der holder folk i live, er ved at kollapse” i Gaza.

Israel iværksatte mandag en ny offensiv på landjorden. Det har fordrevet tusindvis af palæstinensere internt i Gaza.

Den militære offensiv kommer, selv om de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder i Gaza har advaret om potentielle “massedødsfald” i de kommende dage på grund af den stigende sult.

Ifølge sundhedsmyndighederne er hospitalerne ved at løbe tør for brændstof, nødhjælp og medicin, hvilket risikerer at stoppe vitale operationer.

AFP

DMI fjerner vejrvarsel i Nordjylland og Nordsjælland

DMI har tirsdag formiddag fjernet varslet om “farligt vejr” i størstedelen af Nordjylland og Nordsjælland, men meddeler, at der fortsat er risiko for særdeles kraftig regn i resten af landet.

Det oplyser vagthavende meteorolog hos DMI Jonas Paludan.

– Der var potentiale for rigtig meget vand i den frontzone, der bevægede sig mod Nordjylland, men den har altså flyttet sig hurtigere end vores prognoser viste.

– Det betyder ikke, at der ikke fortsat kan dukke noget op, der kan give kraftige byger, men slet ikke i nærheden af de mængder, vi ser i andre dele af landet, siger han.

Ligesom Nordjylland er varslet også blevet fjernet i Nordsjælland. Der er dog fortsat risiko for kraftig regn i København i løbet af eftermiddagen tirsdag.

Jonas Paludan forklarer, at det giver mere ustadigt vejr, når atmosfæren er varm, og det derfor er sværere at forudse.

Han afviser, at DMI’s varsling var mere alvorlig, end hvordan vejret faktisk udviklede sig.

– Der er rigtig mange steder, hvor der er kommet meget vand, og derfor var vores varsling ikke forkert. Det regn, der er kommet, har bare ramt mere lokalt. Varmen gør det svært at spå om præcist, hvor det rammer, siger han.

DMI varsler fortsat om kategori 3-regn på hele Fyn, Lolland, Falster og det sydlige Sjælland resten af dagen tirsdag.

Omkring middag tirsdag er der mål over 130 millimeter nedbør på Falster.

239 tyrkere får medhold i klage over uretfærdig rettergang

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har tirsdag givet 239 tyrkere medhold i en klage over en dom i Tyrkiet.

Det skriver domstolen på sin hjemmeside.

De blev alle dømt i Tyrkiet for at være medlemmer af en terrororganisation og for at have medvirket til et kupforsøg i 2016.

De 239 har desuden klaget over en uretfærdig rettergang.

– Domstolen fastslår, at der har været en overtrædelse af artikel 7 (ingen straf uden lov) og en krænkelse af retten til en retfærdig rettergang, lyder det.

Artikel 7 henviser til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK).

Konventionen siger, at man ikke kan kendes skyldig på grund af en handling, der ikke udgjorde en strafbar overtrædelse af national eller international ret på den tid, da den blev begået.

De 239 har angiveligt kommunikeret med hinanden gennem den krypterede beskedtjeneste Bylock, hvilket fik dem dømt i Tyrkiet.

Her blev de sat i forbindelse med, hvad tyrkiske myndigheder beskrev som den “fetullahistiske terrororganisation”.

Den sættes af Tyrkiet i forbindelse med Fethullah Gülen, som er mistænkt for at have orkestreret et kupforsøg mod det tyrkiske styre i 2016.

Styrelse advarer om infektionsfare ved oversvømmede kloakker

Styrelsen for Patientsikkerhed advarer borgere om sundhedsfare i forbindelse med oversvømmede kloakker.

Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse tirsdag.

Det omfattende regnvejr, som har ramt store dele af Danmark i det seneste døgn, og som i dag forventes at fortsætte, kan oversvømme kloakker.

Det kan få kloakvand til at løbe ud på gader og veje samt i kældre, oplyser styrelsen.

Det er vigtigt, at man så vidt som muligt undgår al kontakt med vand, som formodes at være forurenet af kloakvand, lyder det fra Styrelsen fra Patientsikkerhed.

– Kloakvand indeholder bakterier, vira og andre mikroorganismer fra menneskers afføring og fra særligt rotters og mus’ afføring. Det kan give stor risiko for sygdom, hvis man kommer i kontakt med det, siger Bente Møller, enhedschef og overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Rusland nedtoner forventninger til forhandling med Ukraine

Fra russisk side forventer man ikke noget “mirakuløst gennembrud” ved de kommende forhandlinger mellem Rusland og Ukraine.

Det siger Dmitrij Peskov, der er talsperson fra Kreml, ifølge nyhedsbureauet AFP.

En ny runde af fredsforhandlinger mellem de to lande er ifølge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, planlagt til at finde sted i Tyrkiet onsdag.

Man kan heller ikke fra russisk side give nogen tidshorisont for, hvornår en eventuel fredsaftale kan komme i stand, skriver Reuters.

Indtil videre har der været to forhandlingsrunder mellem landene i Istanbul i Tyrkiet. Begge runder har dog været uden resultat.

Mandag bekræftede Peskov, at Rusland er interesseret i en tredje runde af forhandlinger mellem Ukraine og Rusland om en afslutning på krigen.

Ifølge Kreml-talspersonen vil udkastet til et notat om løsningen af krigen være omdrejningspunkt for det tredje møde mellem Rusland og Ukraine.

Det siger han ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

– Emnet for samtalerne er ret kompliceret. Udover andre spørgsmål skal udkastet til et notat, som parterne udvekslede i anden runde, også diskuteres, påpeger han.

Peskov understreger ifølge Reuters, at Rusland har til hensigt at “forfølge vores interesser” og opfylde de opgaver, “vi har sat os selv fra starten”.

Den første runde, som fandt sted 16. maj, var første gang i tre år, at Rusland og Ukraine mødtes til bilaterale forhandlinger.

Derefter mødtes parterne igen 2. juni.

Indtil videre er landene kun blevet enige om at gennemføre fangeudvekslinger, og krigen er fortsat.

Rusland har den seneste tid udført en intens offensiv langs den østlige front i Donetsk-regionen i Ukraine.

Landet har gentagne gange sagt, at det er klar til en ny forhandlingsrunde, men vil ikke opgive territorium i Ukraine.

Ukraine nægter at overgive territorium til Rusland til gengæld for fred.

Person fundet død i brand i ejendom i Esbjerg

En person er fundet død i forbindelse med en brand mandag aften i en ejendom på Strandbygade i Esbjerg.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet fik anmeldelsen om den kraftige brand mandag klokken 21.50.

Slukningsarbejdet varede hele natten, og først lidt over klokken 5 tirsdag morgen var slukningsarbejdet færdigt.

I den brændte bygning blev en person fundet død.

– Den person, som blev fundet på stedet, er ikke endeligt identificeret, men vi har en formodning om, hvem afdøde er og har derfor været i kontakt med de mulige pårørende.

– Nu skal de retsmedicinske undersøgelser samt den videre efterforskning sikre den endelige identifikation samt afdække, hvad der er årsag til personens død, siger vicepolitiinspektør Søren Rønnov, Syd- & Sønderjyllands Politi i pressemeddelelsen.

Det er endnu uvist, hvad der er årsag til branden.

Politiet udtaler dog, at der er intet i de foreløbige undersøgelser, der indikerer, at der er begået et strafbart forhold.

Brandstedet vil fortsat være afspærret.

Syd- & Sønderjyllands Politi foretager undersøgelser på stedet, ligesom Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC) er tilkaldt, da der er tale om en brand, hvor en person er fundet død.

Det er endnu uvist, hvornår undersøgelserne er færdige, men de skal være med til at klarlægge brandårsagen.

Politiet oplyser videre, at det gerne vil i kontakt med folk, som har taget billeder eller optaget video fra stedet i forbindelse med branden.

– Det materiale ønskes til brug for den igangværende efterforskning. Hvis man har billeder eller video, bedes man kontakte Politiets Servicecenter på 1-1-4, skriver politiet.

Molslinjen bestiller to eldrevne kæmpefærger

Inden for en overskuelig årrække vil Molslinjens færger, der sejler mellem Jylland og Sjælland, sejle på strøm i stedet for diesel.

Rederiet fortæller i en pressemeddelelse, at man har bestilt to batteridrevne katamaranfærger, der skal indsættes på ruten over Kattegat.

De to færger skal bygges på et værft i Australien. Den første forventes at være færdig ved indgangen til 2028.

Molslinjen arbejder samtidig på at få bygget en tredje og lignende færge på et andet værft. Den vil i givet fald kunne sættes ind på samme rute på samme tidspunkt.

– Det er et enormt projekt, som ud over de tre færger handler om omfattende byggerier af infrastruktur på land samt systemer til lagring af strømmen til de nye færger, siger Kristian Durhuus, der er administrerende direktør i Molslinjen.

De tre færger bliver 129 meter lange og kan rumme 1483 passagerer og 500 biler.

De er således 11 procent større end katamaranfærgen Express 5, der sejler mellem Rønne og Ystad og i dag er verdens største katamaranfærge.

Molslinjen oplyser ikke prisen på de nye færger, men fortæller, at infrastrukturen på land, der skal muliggøre driften af de nye færger, ventes at koste 3,5 milliarder kroner.

Elektrificeringen af Kattegat-forbindelsen er blandt andet gjort mulig takket være en statslig grøn pulje, der støtter sådanne projekter.

Det forventes, at man årligt kan sænke klimabelastningen af færgedriften med 132.000 ton CO2.

For at have strøm nok til turene frem og tilbage over Kattegat bliver der monteret batteripakker med en kapacitet på 45.000 kilowatttimer hver af på færgerne.

De skal lade i 30 minutter, når de er i havn, før de tager turen den anden vej igen.

Molslinjen har allerede elektrificeret en række andre færgeruter. Det gælder blandt andet Esbjerg-Fanø, ligesom man har indsat en elfærge på ruten mellem Sjælland og Samsø.

Senere på året skal der også sættes strøm til færgedriften mellem Bøjden og Fynshav.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]