Seneste nyheder

8. april 2026

Fredssamtaler mellem Rusland og Ukraine begynder onsdag aften

En russisk delegation er onsdag formiddag på vej fra Ruslands hovedstad, Moskva, til den tyrkiske storby Istanbul, hvor der er planlagt fredsforhandlinger med Ukraine.

Det bekræfter Dmitrij Peskov, der er talsmand for Ruslands præsident, Vladimir Putin, ifølge Reuters.

Samtalerne begynder efter planen onsdag aften, siger han.

Talsmanden tilføjer, at forhandlingerne ikke vil blive nemme.

Tidligere onsdag erfarede flere russiske nyhedsbureauer, at den russiske delegation var taget afsted fra Rusland.

En unavngiven ukrainsk embedsmand har desuden sagt til AFP, at der er en ukrainsk delegation på vej til Istanbul.

Det statslige russiske nyhedsbureau Tass skriver, at delegationen fra Rusland ifølge en kilde består af fire primære medlemmer og fire eksperter.

Tass skriver videre, at forhandlingerne ventes at begynde klokken 19 lokal tid – klokken 18 dansk tid. Det russiske nyhedsbureau citerer den tyrkiske tv-station TRT Haber.

Samme tidspunkt nævner en kilde fra Tyrkiets udenrigsministerium over for AFP.

Kilden tilføjer, at den tyrkiske udenrigsminister, Hakan Fidan, ventes at komme med nogle indledende bemærkninger ved mødets begyndelse.

Forhandlingerne ventes ifølge nyhedsbureauet at foregå på Ciragan Palads, der i dag er omdannet til et hotel.

Det er tredje runde med forhandlinger i Tyrkiet mellem Ukraine og Rusland, som har været i krig siden 2022.

Tirsdag lød det fra Dmitrij Peskov, at Rusland ikke forventede noget “mirakuløst gennembrud” ved de kommende forhandlinger.

Peskov understregede, at Rusland har til hensigt at forfølge sine interesser og opfylde de målsætninger, som landet har haft “fra starten”.

Den første runde, som fandt sted 16. maj, var første gang i tre år, at Rusland og Ukraine mødtes til bilaterale forhandlinger.

Derefter mødtes parterne igen 2. juni.

Indtil videre er landene kun blevet enige om at gennemføre fangeudvekslinger, og krigen er fortsat.

Rusland har den seneste tid udført en intens offensiv langs den østlige front i Donetsk-regionen i Ukraine.

Landet har gentagne gange sagt, at det er klar til en ny forhandlingsrunde, men vil ikke opgive territorium i Ukraine. Ukraine nægter at overgive territorium til Rusland til gengæld for fred.

Statens advokat klager over tidligere advokat fra Den sorte svane

Den tidligere advokat Nicolai Dyhr, der særligt kom i søgelyset efter TV 2-dokumentaren “Den sorte svane”, har handlet i strid med konkurskarantænereglerne.

Det mener advokat Boris Frederiksen fra advokatfirmaet Poul Schmidt, der også er kendt som Kammeradvokaten.

Derfor har han indgivet en klage om inhabilitet til Advokatnævnet.

Det skriver Finans, der har fået aktindsigt i en redegørelse, der er sendt til Retten i Helsingør af Boris Frederiksen.

Det fremgår af redegørelsen, at Boris Frederiksen blandt andet anklager den tidligere Nicolai Dyhr for at være inhabil i konkursbehandling af selskabet Crey Games.

Advokatfirmaet Horten, som Dyhr på daværende tidspunkt var partner i, havde nemlig selv økonomiske interesser i den konkursramte virksomhed, som den bistod juridisk.

– Det er dermed kurators opfattelse, at der også foreligger en generel inhabilitet, og at Nicolai Dyhr ikke skulle have påtaget sig hvervet som kurator, fremgår det i redegørelsen ifølge Finans.

Dyhr oplyser til mediet, at han er uenig i kritikken.

Nicolai Dyhr deponerede sin advokatbestalling for godt et år siden i kølvandet på dokumentaren. Dermed fremgår han ikke som advokat i Advokatnøglen, der er advokaternes register.

Har man deponeret sin advokatbestalling, er det efterfølgende muligt at anmode om at få genudleveret bestallingen hos Civilstyrelsen.

Dog kræver Advokatrådet Dyhr frakendt retten til at virke som advokat.

Rådet har rejst en sag mod Dyhr, som er under anklage i ni forhold.

Et enkelt handler om hans ufrivillige medvirken i den meget omtalte TV 2-dokumentar “Den sorte svane”.

I dokumentaren talte han med erhvervsjuristen Amira Smajic, og ved fire forskellige lejligheder skal han – ifølge Advokatrådet – være fremmet med det, som stemples som utilbørlige udtalelser.

Imidlertid nægter Dyhr sig skyldig.

Der var ikke tale om klientrådgivning i forhold til Smajic, lyder det. Desuden har han forsvaret sig med, at han blev lokket af TV 2’s muldvarp til at opføre sig på en måde, han ellers ikke ville gøre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Macron besøger Merz for at diskutere Nato og handel

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, mødes onsdag i Berlin med den tyske forbundskansler, Friedrich Merz, over en middag.

På programmet er diskussion af Nato-sikkerhed, handelsuenighederne mellem EU og USA samt andre nøglespørgsmål.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det er første gang, siden Merz besatte posten som tysk forbundskansler, at Macron besøger Tyskland.

– Det vigtigste budskab er: Det fransk-tyske par er tilbage på arbejde, udtaler den franske regering forud for Macrons planlagte middag med Merz.

Efter at Merz blev valgt som tysk forbundskansler i maj, rejste han til Paris for at signalere en ny start på relationen mellem Tyskland og Frankrig.

Frankrig, Tyskland, Storbritannien og Polen har arbejdet for at støtte Ukraine i at opbygge et forsvar imod Rusland samt at styrke de europæiske Nato-medlemmer forsvarskapabilitet.

Men selv om den franske regering og det franske militær har signaleret, at de er villige til at sende fredsbevarende tropper for at monitorere en våbenhvile mellem Rusland og Ukraine, er der fra tysk side ikke ytret samme intention.

Det er særligt handels- og toldstriden med USA, der skal diskuteres på mødet mellem statslederne.

– I toldstriden med USA nærmer vi os nu den afgørende fase, sagde Merz tirsdag og opfordrede til en retfærdig og pålidelig aftale med lave toldsatser, der styrker det transatlantiske marked.

Mulighederne for et europæisk atomforsvar skal også diskuteres, samt potentialet for fremtidig energi fra atomkraft i Europa.

Den franske regering bakker op om anvendelsen af atomkraft, mens man i Tyskland har udfaset alle atomkraftværker.

Middagen finder sted i Villa Borsig, en residens ved Tegelsøen i Berlin, der engang tilhørte industrifamilien Borsig, og som nu fungerer som gæstehus for det tyske udenrigsministerium.

AFP

Norsk klatrer er raskmeldt efter kollaps og fortsætter i Touren

Den norske cykelrytter Tobias Halland Johannessen stiller til start på onsdagens 17. etape, efter at han tirsdag kollapsede på Mont Ventoux.

Han er efter undersøgelser på et hospital blevet clearet til at fortsætte i løbet.

Det bekræfter hans hold, Uno-X, i en udtalelse til pressen.

Undersøgelser har vist, at Halland Johannesen, der ligger nummer otte samlet i løbet, blev ramt af “svære mavekramper” på de sidste kilometer op ad bjerget på 16. etape.

Han måtte efterfølgende have lægehjælp og blev kørt væk i en ambulance.

– Som en del af akutbehandlingen og i overensstemmelse med fastlagte procedure fik Tobias ilt og 500 milliliter intravenøs saltvand.

– Behandlingen blev udført af løbets lægehold som en del af akutbehandlingen og er blevet gennemgået og godkendt af UCI’s lægehold. Han er blevet clearet til at fortsætte løbet, lyder det fra Uno-X.

Få minutter efter behandlingen havde Halland Johannesen det “meget bedre”, men for en sikkerhedsskyld blev han kørt til et nærliggende hospital i en ambulance, lyder det videre.

Her blev der foretaget ultralydsskanning, røntgenundersøgelse, blodprøver og EKG, som ikke afveg fra det normale.

Halland Johannesen får onsdag formentlig mulighed for at spare benene, idet etapeprofilen passer feltets sprintere.

Torsdag og fredag er der dog ingen steder at gemme sig, når Tourens sidste to bjergetaper venter.

Her skal 25-årige Halland Johannesen forsøge at forsvare sin overraskende plads i top-10. Han har lidt over seks minutter ned til nummer 11.

FC København sælger Victor Froholdt til FC Porto

Onsdag er der skrevet et nyt kapitel i kometen Victor Froholdts karriere.

FC København meddeler i en fondsbørsmeddelelse, at klubben har solgt den 19-årige landsholdsspiller til den portugisiske storklub FC Porto.

Ifølge fondsbørsmeddelelsen har salget en positiv indvirkning på årsregnskabet med cirka 137 millioner kroner. Ifølge Tipsbladet kan beløbet stige op til 165 millioner kroner, hvis en række betingelser bliver opfyldt.

Salget ændrer dog ikke på forventningerne til Parken Sport & Entertainments årsregnskab. Selskabet bag FCK forventer fortsat at komme ud med et overskud på 100-150 millioner kroner.

Det unge stjerneskud har fået en kontrakt, der løber frem til sommeren 2030, meddeler FC Porto.

Froholdt var med i FCK’s sæsonpremiere i Viborg i fredags, men allerede mandag meddelte klubben, at den var i fremskredne forhandlinger med en portugisisk klub om Froholdt.

Derfor var han ikke med, da FCK tirsdag tog første skridt mod en plads i Champions League-gruppespillet med en 2-0-sejr over Drita fra Kosovo.

Skiftet til FC Porto er kulminationen på et imponerende halvt år for Froholdt, der har nydt godt af at kunne løbe særdeles langt i et højt tempo – også når de fleste modstandere er trætte i slutfasen af en kamp.

Fra forårets start bed han sig for alvor fast i FCK’s startopstilling, og han blev mere og mere dominerende på midtbanen, som foråret skred frem.

Det kastede en landsholdsudtagelse af sig i marts, og han debuterede på udebane mod Portugal i Nations League-kvartfinalen 23. marts. I alt står han noteret for to landskampe, men det tal kommer formentlig til at stige i de kommende måneder.

Han forlader FCK med en statistik, der siger otte mål og seks måloplæg i 62 førsteholdskampe. Han fik sin fodboldopdragelse i Vallensbæk, men skiftede i 2019 til FCK’s ungdomsafdeling.

FC Porto blev nummer tre i den bedste portugisiske række i den seneste sæson og er derfor kvalificeret til ligaspillet i Europa League.

Forsikringsselskabers frygt udeblev: Færre regnskader end ventet

Varslinger om farligt og meget farligt vejr de seneste to døgn fik forsikringsselskaber i beredskab.

Men frygten for mange anmeldelser om skader som følge af vandmasser udeblev.

Samlet set har forsikringsselskaberne Topdanmark, If, Tryg og GF Forsikring fået omkring 860 anmeldelser om skader efter regnen mandag og tirsdag. Det er markant færre end frygtet, lyder det.

– Vi har fået en hel del færre anmeldelser, end vi først havde forventet, når man tager varslingerne i betragtning, siger boligchef ved If og Topdanmark Helene Vogt Ibsen.

Det samme gør sig gældende hos GF Forsikring. Det siger direktør for Skadehjælp i selskabet Martin Rundager.

– Vi var klar til flere skader, men heldigvis blev det til knap så mange, så jeg synes, at man er blevet forskånet, siger han.

Dog melder de fire forsikringsselskaber, at man venter, at der kommer flere anmeldelser onsdag og de kommende dage i kølvandet på de store nedbørsdage.

Hos Tryg, som har modtaget omkring 400 skadeanmeldelser, ser man, at anmeldelserne kommer mere hyppigt onsdag end de to foregående dage.

Det siger skadedirektør Carsten Hvass-Nielsen.

– Vores kloaksystem – særligt på Sydhavsøerne – er blevet så udfordret nu, at vand begynder at komme op af toiletter og afløb, siger han.

Derudover tilføjer han, at jorden flere steder er begyndt at være så mættet af vand, at det trænger ind gennem væggene i kældre.

If og Topdanmark forventer også, at der vil komme flere anmeldelser de kommende dage.

– Vi forventer, der vil komme en hel del efteranmeldelser i løbet af i dag. Vi er også midt i en ferietid, og vi har allerede oplevet flere kunder, som er kommet hjem fra ferie til ubehagelige overraskelser, siger Helene Vogt Ibsen og henviser blandt andet til vand i kældre.

De anmeldelser, der allerede er tikket ind, handler primært om vand i kældre, vand gennem tag og vand op gennem kloakker.

– Vi ved af erfaring, at de fleste, som har fået lidt mindre skader, ofte først anmelder det i løbet af et par dage, siger boligchefen.

Hos GF Forsikring forklarer man også de færre anmeldelser med, at man generelt er blevet bedre til selv at sikre for eksempel kældre mod regn.

– Man kan se, at man er blevet bedre til at indrette kældre til, at de kan renses for vand bedre, siger Martin Rundager og nævner blandt andet, at trægulve og gipsvægge sjældnere ses i kældre.

– Der har man skiftet materialerne i kældrene. Det gør det nemmere for alle parter at komme videre, siger han.

Japans premierminister afviser historier om at ville trække sig

Japans premierminister, Shigeru Ishiba, afviser onsdag, at han har besluttet sig for at trække sig fra posten.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det sker, efter at flere medier – herunder Reuters – på baggrund af anonyme kilder har berettet, at premierministeren vil træde tilbage.

Historierne er fuldstændig ubegrundede, siger Ishiba.

Den 68-årige politiker står i en svær position. Søndag led hans koalitionsregering et valgnederlag, da den mistede sit flertal i det japanske parlaments overhus.

Regeringen har heller ikke flertal i underhuset.

Efter valget søndag lød det fra Ishiba, at han havde i sinde at forblive både premierminister og formand for sit parti.

Men anonyme kilder tæt på premierministeren har efterfølgende sagt, at han bestemte sig for ikke at trække sig med det samme på grund af igangværende forhandlinger mellem USA og Japan om en handelsaftale.

Tirsdag meddelte Ishiba og USA’s præsident, Donald Trump, at de var blevet enige om en handelsaftale.

Japanske medier har rapporteret, at Shigeru Ishiba planlægger at fortælle offentligheden om sin fratrædelse i august.

Det er, under et år siden han indtog posten som premierminister.

Hans afgang ventes at kunne sætte gang i et internt opgør i hans parti, Liberaldemokraterne.

Partiet er udfordret af fremgang hos nye partier på højrefløjen, som har hentet vælgere fra Liberaldemokraterne.

Tidligere på dagen blev Ishiba spurgt, om en handelsaftale med USA ville få betydning for hans beslutning om at blive siddende som premierminister.

– Jeg kan ikke sige noget, før jeg har nærlæst resultatet af aftalen, lød det ifølge Reuters fra Ishiba.

Men højtstående politikere i hans parti har sagt til nyhedsbureauet Kyodo, at man i partiet ser hans afgang som uundgåelig.

Forbrugertilliden rokker sig ikke ud af stedet

De danske forbrugere har mere end svært ved at slippe pessimismen.

Danmarks Statistik har offentliggjort sin månedlige forbrugertillidsindikator for juli til at være minus 15,7.

Det er stort set uændret i forhold til juni, hvor den hed minus 15,1.

En negativ forbrugertillidsindikator er generelt et udtryk for et negativt syn på danskernes egen økonomi og dansk økonomi i det hele taget.

Forbrugertilliden har været negativ siden slutningen af 2021 og har været jævnt faldende det seneste år.

– Forbrugertilliden hænger fast i det samme vintermørke niveau, som vi har oplevet hele foråret. Selv om mange danskere tilbringer juli måned på en strand eller i et sommerhus, er de økonomiske bekymringer ikke blevet efterladt derhjemme.

– Og formentlig har de seneste amerikanske meldinger om told på europæiske varer været med til at puste lidt mere til usikkerheden hos forbrugerne, siger Asger Bjerg, der er chefkonsulent i Dansk Industri.

Han mener også, at stigende fødevarepriser kan være medvirkende til følelsen af, at budgetterne bliver strammere, fordi man bliver konfronteret med dem, hver gang man er i supermarkedet.

Juli måneds tal viser, at mange af de adspurgte hen over den seneste måned ser lidt mere positivt på deres egen og på Danmarks økonomi lige nu, men også at de forventer, at begge dele bliver dårligere om et år.

Men det er nok at tage sorgerne lidt for meget på forskud, hvis man spørger Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

– Jeg er med andre ord mere optimistisk end forbrugerne. Beskæftigelsen er rekordhøj, ledigheden er lav, købekraften stiger for mange danskere, og renterne er kommet lidt ned. Det giver et solidt fundament for et stigende privatforbrug, siger Jeppe Juul Borre.

Han understreger, at privatforbruget udgør omkring halvdelen af den økonomiske aktivitet i Danmark og derfor betyder meget.

Forbrugertillidsindikatoren beregnes ud fra en spørgeskemaundersøgelse blandt omkring 1000 danskere, hvor der spørges til synet på privatøkonomien, Danmarks økonomi og lysten til at købe nye ting.

Idéen med forbrugertilliden er at forsøge at få et fingerpeg om, hvordan privatforbruget vil udvikle sig.

Det har dog vist sig, at der ikke er en direkte sammenhæng mellem forbrugertillid og forbrugernes ageren efterfølgende.

Over 100 organisationer advarer om udbredt sult i Gazastriben

Over 100 organisationer, heriblandt for nødhjælpsarbejdere og læger, advarer onsdag om, at sult spreder sig i Gazastriben.

I en fælles udtalelse opfordrer de til, at grænserne til Gaza åbnes, og der ikke lægges nogen begrænsninger på, hvor meget nødhjælp der kan komme ind.

Samtidig opfordrer organisationerne til en øjeblikkelig våbenhvile.

Det er blandt andet Red Barnet, Læger uden Grænser og Amnesty International, der står som afsendere.

– Mens den israelske regerings belejring udsulter befolkningen i Gaza, er nødhjælpsarbejdere nu begyndt at stille sig i de samme madkøer, hvor de risikerer at blive skudt for at ville at brødføde deres familier.

– Forsyningerne er fuldstændigt udtømte, og humanitære organisationer ser deres egne kolleger og partnere sygne hen, står der blandt andet i udtalelsen, som 109 organisationer har skrevet under på.

Der har i den seneste tid været hyppige meldinger om, at palæstinensere bliver dræbt, mens de forsøger at få fat på mad og andre fornødenheder.

Ifølge FN har mindst 875 personer mistet livet nær nødhjælpsuddelingssteder.

Hamas-kontrollerede myndigheder i Gaza siger, at israelske soldater skyder mod folkemængder, der står i kø til nødhjælp.

Fra israelsk side lyder det omvendt, at man efter bedste evne forsøger at beskytte civile.

Israel har også sagt, at der er store problemer med, at nødhjælp bliver plyndret fra lastbiler og uddelingssteder, og at nødhjælpsorganisationerne ikke formår at få nødhjælp frem.

Men ifølge de 109 organisationer er det Israel, der har skabt problemerne ved kun at lade meget lidt nødhjælp komme ind i Gaza.

Det har forårsaget kaos, sult og død, siger organisationerne.

De omtaler Israels handlinger som en belejring og anklager den israelske regering for at bruge sult som et våben i krigen, som har stået på siden 2023.

– Regeringer må holde op med at vente på tilladelse til at handle. Vi kan ikke blive ved med at håbe, at de nuværende ordninger vil virke, lyder opfordringen i udtalelsen.

Veje ligger fortsat under vand efter døgn med kraftig regn

Flere veje rundt i landet er onsdag morgen fortsat spærret på grund af vandmasser efter de seneste dages nedbør.

Det fremgår af Vejdirektoratets trafikkort.

Et spor er spærret på E20 Vestmotorvejen mod Halsskov ved frakørsel til Tjæreby.

På samme motorvej i den anden retning har vejen i løbet af natten til onsdag været helt spærret mellem frakørsel 41 Tjæreby og frakørsel 40b Vemmelev på grund af vand.

Onsdag klokken 06.59 oplyser Vejdirektoratet på X, at et spor er genåbnet.

På Falster, der særligt har været ramt af store mængder nedbør, er Omfartsvej mod Nykøbing Falster mellem Sønder Vedby og Kraghave også spærret.

Lidt længere mod vest på E47 fra Sakskøbing mod Rødby mellem Våbensted og Lysmose er der også vand på vejen.

Ifølge Vejdirektoratet kan det passeres med forsigtighed, men højre spor er helt spærret.

På det vestlige Sjælland har vandet også indfundet sig på vejene.

Rute 23 fra Tølløse mod Kalundborg mellem Mørkøv og Jyderup er spærret.

Mandag og tirsdag var der udsendt et varsel om meget farligt vejr flere steder i landet fra Danmarks Meteorologiske Instituts (DMI).

Det betyder, at der er høj risiko for, at vejrudviklingen kan påvirke omgivelser og forstyrre samfundets funktioner.

Mens de voldsomme vandmasser udeblev flere steder, blev særligt Fyn og Lolland-Falster ramt.

Frem til tirsdag klokken 17.00 var der faldet mere end 100 millimeter regn. På Møn var der faldet næsten 150 millimeter.

Da der normalt falder 65,8 millimeter regn på hele juli måned, er der flere steder faldet over en måneds nedbør på et døgn.

Varsel om kraftig regn fra DMI ophørte tirsdag aften.

Vejdirektoratet skriver dog onsdag morgen på det sociale medie X, at der stadig kan ligge vand på veje og i viadukter.

– Så kør fortsat efter forholdene, mens vi arbejder på at få ryddet det sidste op, lyder det.

Regnfront afløses af byger i Jylland – tørvejr på vej

Det værste regnvejr har sluppet Danmark, men der venter fortsat spredte byger i især Jylland, inden det for alvor bliver tørvejr.

Det siger Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, onsdag morgen.

– Den front, der har givet en masse regn de seneste par dage, er nu trukket ned syd om landet og har sluppet.

– I løbet af dagen vil der også komme byger, men de vil langt fra være lige så kraftige som de seneste par dage, siger Klaus Larsen.

Det er især Nord-, Midt- og Vestjylland, der onsdag eftermiddag vil opleve byger, der kan være med torden. Risikoen for byger vil være størst i Nordjylland.

– Der er stadig så meget fugt i luften, at det ikke kan udelukkes, at nogle af dem kan give 15 millimeter på en halv time, som er skybrud.

– I første omgang regner vi med, at de holder sig under den grænse, siger Klaus Larsen.

Natten til onsdag fjernede DMI et varsel om kraftig regn efter to døgn med massive nedbørsmængder i Danmark.

Flere steder var der tirsdag eftermiddag målt mere end 100 millimeter regn. På Møn var der faldet næsten 150 millimeter.

Da der normalt falder 65,8 millimeter regn på hele juli måned, er der flere steder faldet over en måneds nedbør på et døgn.

Selv om det har regnet natten til onsdag, så er det ikke gået vildt for sig.

– Det har være forholdsvist fredeligt i forhold til, hvordan det har været på det seneste.

– Det er heller ikke i de områder, hvor der er faldet mest, at det har regnet mest her sidst på natten, siger Klaus Larsen.

Meteorologen fortæller, at der er mere tørvejr, når han kigger lidt frem i kalenderen.

– Torsdag eftermiddag ser det også ud til, at der kan komme en del byger rundt omkring, men der derefter ser det ud til, at vi for alvor slipper for byger efter torsdag.

– Vi skal lige have to dage med flere byger – uden at det er de helt voldsomme mængder, siger Klaus Larsen.

Medie: Japans premierminister vil træde tilbage

Japans premierminister, Shigeru Ishiba, har besluttet at træde tilbage.

Det erfarer det japanske medie The Yomiuri Shimbun.

Han planlægger at annoncere sin fratrædelse inden udgangen af juli, skriver mediet. Det er ikke bekræftet af hverken Ishiba selv eller hans parti, Liberaldemokraterne.

Efter valget til det japanske parlaments overhus søndag stod det klart, at hans koalitionsregering ville miste flertallet i overhuset. Her lød det fra Ishiba, at han havde i sinde at forblive både premierminister og formand for sit parti.

Ishiba traf ifølge mediet beslutningen om at træde tilbage, efter at det kom frem, at Japan og USA havde indgået en handelsaftale om told.

Den blev præsenteret tidligere natten til onsdag af USA’s præsident, Donald Trump.

Aftalen indebærer en amerikansk importtold på japanske varer på 15 procent, og at Japan vil åbne sit marked for amerikanske produkter samt investere 550 milliarder dollar i USA.

Præsidenten havde tidligere på måneden varslet en importtold på japansk varer på 25 procent fra 1. august, hvis der ikke blev indgået en aftale mellem de to lande.

Ishiba blev onsdag spurgt af journalister, om en handelsaftale med USA ville få betydning for hans beslutning om at blive siddende.

– Jeg kan ikke sige noget, før jeg har nærlæst resultatet af aftalen, lød det ifølge Reuters fra Ishiba.

Senere lød det fra Ishiba, at aftalen var gået igennem, og han fremhævede sit eget stykke arbejde med aftalen.

– Det her er netop resultatet af min vedholdende indsats og stærke lobbyarbejde over for USA, sagde han ifølge BBC. Her kom han dog ikke ind på, om han ville træde tilbage.

Han træder tilbage, under et år efter at han tiltrådte som premierminister. Det gjorde han den 1. oktober sidste år efter Liberaldemokraternes værste valgresultat i 15 år.

Liberaldemokraterne presses af nye politiske partier på højrefløjen, heriblandt Sanseito, hvis slogan er “japanerne først”. Ved søndagens valg gik de fra én til 14 pladser i overhuset.

Partiet har trukket vælgere til ved at love at begrænse immigration, sænke skatterne og yde økonomisk støtte til husholdninger, der er ramt af inflation.

Ishiba ventes senere onsdag at mødes med højtstående profiler i partiet for at diskutere valgresultatet.

Stærkt comeback sender Venus Williams i historiebøgerne

Den 45-årige amerikanske tennisspiller Venus Williams fik natten til onsdag en lovende start på sit comeback.

Med en sejr på 6-3, 6-4 over landsmanden Peyton Stearns spillede Williams sig videre til anden runde ved en WTA Tour-turnering i USA’s forbundshovedstad Washington D.C.

Det var første gang i 16 måneder, at Williams spillede en kamp på topplan.

Det lange fravær betyder, at Williams ikke længere har en aktuel rangering på verdensranglisten.

Modstanderen Peyton Stearns, der er nummer 35 i verden, blev besejret på lidt mere end halvanden time.

Med sejren er Venus Williams ifølge AFP den næstældste spiller, der har vundet en kamp på WTA Tour-niveau. Martina Navratilova har rekorden.

Navratilova var 47 år, da hun i 2004 vandt en kamp i Wimbledon.

Venus Williams har gennem karrieren vundet syv grand slam-titler i single – fem titler ved Wimbledon og to ved US Open.

Derudover er det blevet til 14 grand slam-titler i double sammen med lillesøsteren Serena Williams.

Danske Clara Tauson deltager også i turneringen i Washington D.C, hvor hun er seedet til at nå semifinalerne.

Tauson stod over i første runde og skal onsdag møde amerikaneren Caroline Dolehide. De to spillere har mødt hinanden en enkelt gang tidligere. Dengang vandt Tauson med 2-1 i sæt.

Mand anklages for 37 drabsforsøg efter påkørsel ved natklub

Politiet i den amerikanske storby Los Angeles har anklaget en 29-årig mand for 37 tilfælde af drabsforsøg uden for en natklub.

Det meddeler distriktsanklageren i Los Angeles ifølge Reuters.

Fernando Ramirez blev anholdt, efter at han omkring klokken 02.00 natten til lørdag lokal tid i weekenden kørte en bil ind i en kø uden for natklubben Vermont Hollywood i bydelen East Hollywood.

Ingen af de 37 i køen mistede livet, men de pådrog sig alt fra mindre skrammer til alvorlige brud.

Otte personer kom alvorligt til skade, lyder det fra distriktsanklageren.

Formelt lyder anklagen mod Ramirez på 37 tilfælde af overfald med et dødbringende våben.

Hvis Ramirez dømmes skyldig, risikerer han ifølge Reuters flere gange fængsel på livstid.

Politiet har endnu ikke nævnt noget formodet motiv for påkørslen uden for natklubben.

Ben Fernandes, der er leder ved politiet i Los Angeles, fortalte i weekenden til Los Angeles Times, at Ramirez var blevet smidt ud af natklubben, før han satte sig ind i bilen.

– En gennemgang af videooptagelser viser, at han kørte op på fortovet lidt nede af gaden, og at det var en forsætlig handling, da han ramte menneskerne ude foran, sagde Ben Fernandes til mediet.

Fernandes forklarede, at sikkerhedsvagter og andre personer i nærheden hurtigt var henne ved bilen. Her fik de fat i Ramirez, der også blev såret, efter at der blev affyret et skud.

– Han blev trukket ud af bilen, lagt i håndjern af sikkerhedsvagter og derefter slået af forbipasserende, før han blev skudt i ryggen af en person fra den anden side af gaden, sagde politilederen.

Fernando Ramirez blev efterfølgende opereret på et lokalt hospital.

Politiet iværksatte samtidig en eftersøgning af personen, som affyrede skuddet mod Ramirez. Personen er endnu ikke fundet.

Reuters

Kilde: Amerikansk agentur for atomvåben udsat for hackerangreb

Det amerikanske agentur, som har ansvaret for at vedligeholde og udvikle landets atomvåben er blandt flere institutioner, som er blevet ramt af et hackerangreb på dokumentplatformen Microsoft Sharepoint.

Det skriver Bloomberg og henviser til en unavngiven kilde med kendskab til sagen.

Ifølge kilden er der ingen tegn på, at hverken følsomme eller klassificerede oplysninger er blevet kompromitteret i angrebet på agenturet, der hedder National Nuclear Security Administration (NNSA).

NNSA er den myndighed, der har ansvaret for at vedligeholde og udvikle USA’s lager af atomvåben. Det producerer og nedbryder atomvåben, leverer atomreaktorer til flåden og reagerer på radiologiske nødsituationen.

Agenturet spiller desuden en vigtig rolle i antiterrorindsatser og transport af atomvåben rundt i landet.

Dele af energiministeriet blev ligeledes ramt af angrebet, lyder det fra Bloombergs kilde.

Bloomberg har anmodet NNSA om en kommentar. NNSA henviser til Energiministeriet, som skriver i en mail:

– Fredag den 18. juli begyndte udnyttelsen af en zero-day sårbarhed i Microsoft Sharepoint at påvirke energiministeriet.

– Ministeriet blev kun minimalt påvirket takket være udbredt brug af Microsofts M365-cloud og vores stærke cybersikkerhedssystemer. Kun et meget lille antal systemer blev ramt, og alle berørte systemer er ved at blive genetableret, lyder det fra en talsperson.

Microsoft har givet kinesisk-støttede hackere skylden for de seneste angreb, hvor sårbarheder i SharePoint er blevet udnyttet i en række globale angreb rettet mod regeringer, virksomheder og organisationer.

Ifølge Bloomberg har hackerne i nogle tilfælde stjålet loginoplysninger som brugernavne og adgangskoder.

Ud over det amerikanske energiministerium er systemer brugt af regeringer i Europa og Mellemøsten blevet ramt. Det samme er det amerikanske undervisningsministerium.

Omfanget af skaderne er endnu uklart, skriver Bloomberg.

Microsoft skrev tirsdag i en udtalelse, at to kinesisk-støttede hackergrupper, Linen Typhoon og Violet Typhoon, udnyttede sårbarhederne i SharePoint.

DSB genoptager togdriften mellem Ringsted og Slagelse

DSB genoptager så småt togtrafikken mellem Ringsted og Slagelse på Sjælland.

Det meddeler DSB i en opdatering natten til onsdag på sin hjemmeside.

Det første tog vil køre fra Ringsted klokken 01.23, mens det første tog ruller fra stationen i Slagelse klokken 01.49.

DSB tilføjer, at man forventer, at alle togene vil køre igen i løbet onsdag morgen, men at rejsetiden vil være forlænget.

Strækningen mellem Ringsted og Slagelse blev lukket tirsdag aften omkring klokken 18.30 på grund af vand på sporene.

Strækningen mellem Ringsted og Slagelse på Sjælland bruges af de tog, der kører mellem landsdelene. Det kan være tog mellem København, Aarhus og Aalborg.

Siden mandag er der faldet store mængder regn i Danmark. Tirsdag var især Sydsjælland og Lolland-Falster hårdt ramt.

Flere steder er der faldet over 100 millimeter regn på et døgn.

Byen Neble på Møn havde tirsdag målt hele 134 millimeter – altså mere end to måneders nedbør.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har natten til onsdag skrevet, at dets varsel om kraftig regn er ophørt.

Det meddelte DMI klokken 00.52 på det sociale medie X.

For Fyn og Lolland-Falster har DMI fortsat udsendt et varsel om voldsomt vejr samt lokale oversvømmelser.

Mandag og tirsdag var der udsendt et varsel om meget farligt vejr. Farligt vejr betyder, at der er høj risiko for, at vejrudviklingen kan påvirke omgivelser og forstyrre samfundets funktioner.

DMI’s varsel om kraftig regn slutter efter to dage

Danmarks Meteorologiske Instituts (DMI) varsel om kraftig regn ophører.

Det skriver DMI på det sociale medie X, efter at der i to dage har været varsel om kraftig regn flere steder i landet.

Der er fortsat udstedt et varsel på Fyn og Lolland-Falster. Varslet er voldsomt vejr – kategori 1.

Der er også fortsat udstedt et varsel om lokale oversvømmelser, lyder det på DMI’s hjemmeside. Her er der også tale om kategori 1.

Her kan vejrudviklingen påvirke omgivelser og udendørsaktiviteter.

Mandag og tirsdag var der udsendt et varsel om meget farligt vejr – kategori 3. Det betyder, at der er høj risiko for, at vejrudviklingen kan påvirke omgivelser og forstyrre samfundets funktioner.

Senere tirsdag eftermiddag nedjusterede DMI varslet til kraftig regn – kategori 2.

Tirsdag aften indstillede regnvejret blandt andet togtrafikken mellem Ringsted, Sorø og Slagelse.

USA-udsending rejser til Gaza for at sikre nødhjælpskorridor

USA’s særlige udsending for Mellemøsten, Steve Witkoff, rejser til Gaza for at skubbe på for en våbenhvileaftale mellem Israel og Hamas og sikre befolkningen adgang til nødhjælp.

Det oplyser talsperson for det amerikanske udenrigsministerium, Tammy Bruce, tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Witkoff rejser til regionen med et stærkt håb om, at vi kan sikre en ny våbenhvile og en humanitær korridor for nødhjælp, hvilket begge parter er enige om, siger Tammy Bruce.

Hun afviser at dele yderligere detaljer om Witkoffs besøg, men oplyser, at udsendingen vil rejse rundt i Gaza.

Forhandlere fra Israel og den militante gruppe Hamas har de seneste uger i Qatar ført forhandlinger om et amerikansk forslag om en våbenhvile af 60 dages varighed uden at nå til enighed.

De seneste dage har der været meldinger om, at flere palæstinensere er blevet dræbt, mens de har forsøgt at hente nødhjælp på flere distributionssteder.

Udfordringerne omkring uddelingen af nødhjælp fik mandag Danmark og 24 andre lande til at kritisere Israel i en fælles udtalelse.

– Vi fordømmer denne drypvise nødhjælp og de umenneskelige drab på civile, herunder børn, som forsøger at opfylde deres mest grundlæggende behov for vand og mad, skrev de 25 lande.

Verdenssundhedsorganisationen WHO’s personalebygninger og hovedlager i Gaza blev mandag ramt af – hvad der af WHO blev betegnet som – israelske angreb tre gange.

Det skrev WHO’s generalsekretær, Tedros Adhanom Ghebreyesus, på det sociale medie X.

– Israelsk militær trængte ind i området og tvang kvinder og børn til at lade sig evakuere til fods mod Al-Mawasi under en aktiv konflikt.

– Mandlige ansatte og familiemedlemmer blev lagt i håndjern, klædt af, afhørt på stedet og visiteret, mens de blev truet med pistol, skrev Tedros Adhanom Ghebreyesus.

AFP

Protest mod indskrænkning af anti-korruptionsmyndigheders frihed i Kyiv

Hundredvis af mennesker samledes tirsdag til en demonstration i Kyiv i Ukraine.

Her demonstrerede de mod, at Ukraines parlament tidligere samme dag stemte for at rulle to antikorruptionsagenturers selvstændighed tilbage.

263 af parlamentarikerne stemte for og 13 imod. Størstedelen af ja-stemmerne kom fra Zelenskyjs regeringsparti.

Loven placerer både Ukraines Nationale Antikorruptionsbureau (Nabu) og det Specialiserede Antikorruptionsanklagerkontor (Sapo) direkte under anklagemyndigheden, som udpeges af Zelenskyj.

Nabu efterforsker korruption i statslige institutioner, mens Sapo fører sagerne i retten.

Kritikere mener, at ændringen vil åbne for politisk indblanding i højtprofilerede korruptionssager.

Siden starten på krigen i Ukraine i 2022 er demonstrationer en sjælden begivenhed i landet.

Ved demonstrationen opfordrede mange Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, til at nedlægge veto mod loven.

– Lovforslaget bliver hastet igennem, sagde 26-årige Anastasia, som deltog i demonstrationen, til AFP.

– Det er tydeligt, at det er en målrettet handling, tilføjede hun.

Trods kritikken underskrev Zelenskyj tirsdag aften loven, viser parlamentets hjemmeside.

En højtstående ukrainsk embedsmand bekræfter desuden over for AFP, at Zelenskyj har underskrevet loven.

EU’s udvidelseskommissær, Marta Kos, fastslog efter afstemningen, at hun er “alvorligt bekymret” over tiltaget.

– Afviklingen af de vigtigste sikkerhedsforanstaltninger, der beskytter Nabu’s uafhængighed, er et alvorligt tilbageskridt, skrev hun på det sociale medie X.

Her tilføjede hun, at retsstatsprincippet er “helt centralt” i forhandlingerne om, hvorvidt Ukraine skal være medlem af EU.

AFP

Holger Rune trækker sig fra ATP-turnering i Washington

Den danske tennisspiller Holger Rune har trukket sig fra ATP 500-turneringen i Washington med en rygskade.

Det oplyser arrangørerne af turneringen tirsdag på X. Danskeren, der er nummer ni i verden, skulle havde spillet sin første kamp natten til onsdag dansk tid.

Franskmanden Corentin Moutet overtager Runes plads som lucky loser og skal møde landsmanden Alexandre Muller i anden runde.

Rune mødte op som tredjeseedet i turneringen og var oversidder i første runde.

Han forklarede senere, at et hold i ryggen satte en stopper for deltagelsen.

– Super uheldigt. I går til træning låste noget sig i ryggen, og jeg er ikke i stand til at spille. Jeg har prøvet det før, og det er intet dramatisk.

– Det er bare super dårlig timing, da jeg havde set meget frem til at spille i Washington, skriver Rune på X.

Op til turneringen i Washington har Rune trænet med den amerikanske legende André Agassi. Blandt andet har Rune trænet på at forbedre sine returneringer.

I den forbindelse satte Rune også lidt ord på sæsonen indtil videre.

– Jeg har haft en sæson med op- og nedture. Jeg har haft nogle gode uger og nogle dårlige uger. Det er det, jeg gerne vil ændre.

– Jeg er taknemmelig for at være her i Washington og være i stand til tidligt at få kampe i USA og komme ind i rytmen, så jeg forhåbentligt kan udrette noget, lød det fra Rune.

I denne omgang kommer Rune dog ikke til at udrette noget i Washington på grund af rygskaden.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]