Seneste nyheder

7. april 2026

USA’s centralbank fastholder renten på trods af pres fra Trump

Den amerikanske rente bliver fastholdt på det nuværende niveau på mellem 4,25 og 4,50 procent.

Det oplyser den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed), onsdag aften dansk tid i en pressemeddelelse. Meldingen følger et rentemøde, der har fundet sted tirsdag og onsdag.

På trods af at USA’s præsident, Donald Trump, flere gange har sagt, at han gerne ser, at renten bliver sat ned, er det femte gang i træk, at Fed holder den i ro.

Ikke siden december sidste år har der været en rentenedsættelse. Renten er dermed ikke blevet sat ned, mens Trump har været præsident.

Beslutning om at fastholde renten hænger blandt andet sammen med, at der fortsat er stor usikkerhed om de økonomiske udsigter og inflation. Det skriver Fed i pressemeddelelsen.

Ifølge Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, er det toldsatser fra Trump, der er med til at skabe usikkerhed om den amerikanske økonomi.

– Inflationen er fortsat en tak højere end målsætningen. Og fremtiden står fortsat i et sløret lys, hvor toldsatser leverer usikkerhed og potentiale til at levere et tryk op på inflationen, skriver han i en kommentar.

På forhånd var det ventet, at Fed ville fastholde renten onsdag. Dog stemte to medlemmer af rentekomitéen for en nedsættelse.

Det er ifølge mediet CNN første gang i mere end 30 år, at to af rentekomitéens medlemmer stemmer imod centralbankens pengepolitik.

De to medlemmer, som stemte imod, er Christopher Waller og Michelle Bowman. Begge har ifølge nyhedsbureauet AFP tidligere signaleret, at de var åbne for en rentenedsættelse i juli.

Christopher Waller er en af favoritterne til at overtage posten som centralbankdirektør efter Jerome Powell, når der skal findes en ny næste år.

Ifølge Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank, er det med til at øge presset internt i centralbanken.

– Det er bestemt ikke hverdagskost. Faktisk er det første gang siden 1993, at hele to direktører stemmer mod den valgte linje. Det trækker således op til en rentenedsættelse senere på året i USA, skriver han i en kommentar.

Søren Kristensen forventer, at Fed vil sænke renten en gang i år. Han hælder til, at det kommer til at ske ved næste rentemøde i september.

Aktivistgruppe får lov til at kæmpe mod britisk forbud i retten

En dommer i London giver aktivistgruppen Palestine Action lov til at gå rettens vej for at få et forbud mod gruppen ophævet.

Forbuddet blev indført af den britiske regering, efter at aktivister brød ind på en luftbase og overmalede to militærfly med spraymaling.

Det var med henvisning til antiterrorlovgivning, at gruppen blev forbudt.

Medstifter Huda Ammori mener dog, at forbuddet er et angreb på ytringsfriheden, og vil derfor have sagen taget op i High Court, der svarer til en dansk landsret.

Det får hun nu lov til af dommeren Martin Chamberlain.

Han har afgjort, at man med rimelighed kan argumentere for, at forbuddet er en “disproportional indgriben” i Huda Ammoris ret til at ytre sig samt i forsamlingsretten.

Han tilføjer, at man også kan argumentere for, at regeringen forbrød sig mod principper om en retfærdig proces, fordi aktivistgruppen ikke blev hørt, før regeringen kom med forbuddet.

Det var i begyndelsen af juli, at forbuddet mod propalæstinensiske Palestine Action trådte i kraft.

Det blev en realitet, efter at en dommer 4. juli afviste et forsøg på midlertidigt at forhindre den britiske regering i at forbyde gruppen under terrorlovgivningen.

Palestine Action gik derefter til en ankedomstol, som senere samme dag afviste anken, skrev BBC.

At være medlem af gruppen eller støtte den kan resultere i en fængselsstraf på op til 14 år.

Britisk politi har anholdt over 100 mennesker i London og andre byer under demonstrationer, hvor der blev protesteret mod forbuddet.

Indenrigsminister Yvette Cooper har begrundet forbuddet med, at aktivisterne udgør en fare for landets sikkerhed.

– Det britiske forsvar er afgørende for nationens sikkerhed, og regeringen vil ikke tolerere dem, der bringer den sikkerhed i fare, sagde hun til BBC efter aktionen med flyene.

Hun tilføjede, at gruppen havde “en lang historie med uacceptable kriminelle ødelæggelser”.

Anklagemyndigheden har sagt, at aktivisterne forårsagede skader på de to fly for omkring syv millioner pund – over 60 millioner kroner.

AFP

Artiklen fortsætter efter annoncen

Indbyggere på Galapagosøerne evakueres efter tsunamivarsler

Myndighederne på Galapagosøerne har onsdag sat gang i evakueringer af indbyggere i kystområder efter tsunamiadvarsler i Stillehavet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Indbyggerne evakueres for en sikkerheds skyld, lyder det. De opfordres til at søge mod områder, som myndighederne kalder sikre zoner.

Galapagosøerne består af 19 vulkanske øer, som er en del af det sydamerikanske land Ecuador.

Også i kystområder i Chile bliver folk evakueret. Det skriver dpa.

Det er et enormt jordskælv ud for det nordøstlige Rusland, der har udløst tsunamivarsler en række steder.

Jordskælvet har sat store vandmasser i bevægelse, som flytter sig over havets bund. Når vandet kommer ind til kysterne, kan det blive til meget høje og kraftige bølger.

Det har ført til ødelæggelser i det østlige Rusland, men de har været mindre end først frygtet, og der har ikke været meldinger om omkomne.

Flere steder i den nordlige del af Stillehavet er tsunamivarsler onsdag eftermiddag blevet fjernet eller nedjusteret.

Det gælder blandt andet for Rusland, Japan og Hawaii.

Vandmasserne er nået længere sydpå til Fransk Polynesien, hvor der tidligere blev varslet om op til fire meter høje bølger.

Den prognose er blevet ændret, og man forventer nu, at de højeste af bølgerne vil være op til 2,5 meter høje, skriver Reuters.

Mens tsunamifaren er drevet over i Rusland, melder russiske forskere onsdag eftermiddag ifølge AFP, at en vulkan er gået i udbrud.

Der er tale om vulkanen Kljutjevskaja Sopka på Kamtjatka-halvøen i den østlige del af landet.

Det er den højeste aktive vulkan i Asien.

– Rødglødende lava ses på vej ned ad den vestlige side. Der er et stærkt lys over vulkanen og eksplosioner, skriver Ruslands Geofysiske Undersøgelser på beskedtjenesten Telegram.

Det sker jævnligt, at vulkanen går i udbrud.

Jordskælvet, som har udløst de mange tsunamivarsler, havde en styrke på 8,8.

Det er registreret som det sjette kraftigste nogensinde.

35-årig mand er i kritisk tilstand efter påkørsel af tog

En personpåkørsel af en 35-årig mand ved Gørding Station betyder, at togtrafikken onsdag eftermiddag blev standset mellem Esbjerg og Holsted.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi og DSB.

Der er indsat togbusser på strækningen, oplyser DSB på sin hjemmeside.

– Togene, som normalt kører mellem Fredericia og Esbjerg, kører nu mellem Fredericia og Holsted, og togene, som normalt kommer fra Aarhus mod Esbjerg, kører nu kun mellem Aarhus og Fredericia, skriver DSB.

Politiet arbejder på strækningen og forventes ifølge DSB tidligst at være færdige omkring klokken 18.30.

– 35-årig mand kom på ukendt vis ned på skinnerne, hvor han blev påkørt af et gennemkørende tog. Overført til Odense i kritisk, men stabil tilstand.

– Pårørende underrettet. Ingen mistanke om en kriminel handling, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på X.

Politiets vagtchef, Erik Lindhardt, fortalte tidligere onsdag, at den påkørte person var ved bevidsthed efter påkørslen.

Anmeldelsen kom ind klokken 15.18.

Sigtelse: Kvinde svindlede for 3,3 millioner på en uge

En 48-årig kvinde er onsdag blevet anholdt og sigtet for kontaktbedrageri.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge politiet udgav kvinden sig for at være fra Nordsjællands Politi og ringede til flere borgere i Slagelse med en forklaring om, at deres konti var blevet hacket.

Hun instruerede efterfølgende sine ofre til at udlevere kort- og kontooplysninger og i ikke at fortælle noget om henvendelsen af hensyn til efterforskningen, hvor hun refererede til retsplejeloven.

Politiet oplyser, at der ved anholdelsen blev fundet effekter, der er interessante for sagen.

– Den seneste tid har vi modtaget flere anmeldelser om såkaldte kontaktbedragerier, hvor fremgangsmåden netop har været, at de kriminelle udgiver sig for at være fra politiet.

– De kriminelle udnytter den generelle tillid til politiet og franarrer borgeren pengene. Det er grænseoverskridende at blive udsat for, og der er desværre en stor risiko for at miste penge, siger politikommissær i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Anders Adfelt i pressemeddelelsen.

I de fleste tilfælde retter bedragerierne sig mod ældre og udsatte borgere, men politiet opfordrer alle til aldrig at oplyse deres bankoplysninger til nogen, der ringer og udgiver sig for at være fra politiet.

– Politiet vil aldrig hente private kreditkort, og vi vil i den sammenhæng hverken spørge efter adgangskoder eller pålægge tavshedspligt i forbindelse med en såkaldt hackersag, siger Anders Adfelt.

Kvinden blev anholdt onsdag formiddag og fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Næstved torsdag.

Flere banker sænker kursmål for Novo-aktien efter nedjustering

En lang række banker har sænket deres kursmål for Novo Nordisks aktie siden tirsdag, hvor selskabet nedjusterede forventningerne til årets vækst.

Et kursmål er en banks eller analytikers forventning til en akties kurs på et tidspunkt i fremtiden – typisk inden for et halvt eller et helt år.

Ifølge mediet MarketWire har 12 banker sænket aktiens kursmål. Enkelte banker har også sænket deres anbefaling af Novo-aktien.

Det gælder blandt andet den britiske bank Barclays, som har sænket anbefalingen fra “overvægt” til “ligevægt”. Samtidig har banken næsten halveret kursmålet, der nu lyder på 375 kroner mod tidligere 700 kroner.

Danske Bank har beholdt købsanbefalingen, men sænket kursmålet til 550 kroner fra 790 kroner.

De fleste banker har det til fælles, at de fortsat vurderer, at Novo-aktien har potentiale til at stige.

Aktien i Novo Nordisk lukkede tirsdag med et fald på 23,1 procent. Det er det største procentmæssige fald, aktien har oplevet på en dag.

Tirsdagens lukkekurs var 346,90 kroner.

Dermed tabte Novo Nordisk 465,5 milliarder kroner i markedsværdi på en enkelt dag.

Det historiske fald kom, efter at selskabet nedjusterede sine forventninger til omsætningen.

Nu forventer Novo Nordisk, at salgsvæksten vil ende på mellem 8 og 14 procent i 2025. Tidligere var forventningen en vækst i intervallet 13 og 21 procent.

Tirsdagens nedjustering hænger ifølge Novo Nordisk sammen med, at man forventer, at salgsvæksten af diabetesmidlet Ozempic og vægttabsmidlet Wegovy bliver lavere i USA end tidligere vurderet.

Det skyldes, at der i USA fortsat bliver solgt kopivarer af GLP-1-medicin, som både Ozempic og Wegovy bygger på.

Tirsdag udpegede Novo Nordisk samtidig den nye topchef, der skal tage over efter Lars Fruergaard Jørgensen.

Det bliver Maziar Mike Doustdar, der fra 7. august er administrerende direktør i selskabet.

Onsdag er Novo-aktien fortsat i rødt. En time før lukketid falder den 3,8 procent på den københavnske fondsbørs.

Politiet efterlyser mørkklædt mand efter Glostrup-skyderi

Politiet efterlyser en mand i mørkt tøj med hovedbeklædning i forbindelse med et skyderi i Glostrup tirsdag aften.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Manden blev set løbe fra stedet efter skyderiet på en parkeringsplads ved Grankoglen i Glostrup omkring klokken 21.30 tirsdag aften.

Politiet opfordrer offentligheden til at henvende sig, hvis man har set noget.

En mand i 30’erne blev ramt i forbindelse med skyderiet og blev efterfølgende hastet på hospitalet, hvor han fortsat er indlagt. Politiet kan for nuværende ikke oplyse noget om hans tilstand.

Ifølge Ekstra Bladet blev han fundet liggende ved sin bil, kort efter skuddene blev affyret. Han var blevet ramt i hovedet.

Avisen skriver også, at han har forbindelse til bandemiljøet i Københavns Nordvestkvarter.

Information, politiet ikke ønsker at kommentere på.

– Efterforskningen er stadig i gang, og på nuværende tidspunkt kan vi ikke sige noget om motiv eller tilhørsforhold, Charlotte Skovby, der er vicepolitiinspektør i Københavns Vestegns Politi, til Ritzau.

Politiet har en mobil station ved Grankoglen indtil klokken 20 onsdag og opfordrer folk, der har set noget, til at henvende sig, oplyser Københavns Vestegns Politi på X.

– Vi har talt med flere øjenvidner og set overvågningsmateriale fra stedet, men hvis man tænker at have set noget, der kan gavne efterforskningen bedes man kontakte politiet på 114 eller henvende sig til betjentene på stedet, siger Charlotte Skovby.

OL-guldvinder er død efter klatreulykke i Pakistan

Den tidligere OL-guldvinder i skiskydning Laura Dahlmeier er død efter en klatreulykke i Pakistan.

Det skriver det tyske nyhedsbureau DPA.

Den 31-årige tysker og hendes klatrepartner blev mandag fanget af et stenskred i 5700 meters højde, imens de stod på ski.

– Baseret på helikopteroverflyvning og klatrepartnerens beskrivelse af alvoren af hendes skader, må det antages, at Laura Dahlmeier døde øjeblikkeligt, siger hendes bagland i en udtalelse til den tyske tv-station ZDF.

Ifølge baglandet er det for risikabelt, at hendes lig bliver bjærget. Samtidig skulle Dahlmeier tidligere have udtrykt, at “ingen i et tilfælde som dette skal risikere livet for at redde hende”.

– Hendes ønske var at lade sin krop ligge på bjerget i dette tilfælde. Dette er også i familiens interesse, som udtrykkeligt anmoder om, at Lauras sidste ønske respekteres, skriver ZDF med reference til udtalelsen.

Uheldet sket omkring middagstid lokal tid mandag.

En redningsaktion blev straks sat i gang, men området var øde, og samtidig har kraftig vind og dårlig sigtbarhed forstyrret eftersøgningen.

Det dårlige vejr betød blandt andet, at redningsaktionen fik vanskelige vilkår tirsdag aften og blev stoppet.

Ifølge pakistanske myndigheder blev den så delvist genoptaget onsdag, men kun på jorden, da en helikopter ikke kunne sendes i luften på grund af vejret.

To hold af bjergbestigere – bestående af tre amerikanere og en tysker – har været klatret op på bjerget i retning af det område, hvor Dahlmeier forsvandt.

– En stor tak fra familien går til redningsholdet, især de klatrere, der er kom til for at hjælpe på stedet, skriver Dahlmeiers bagland.

Dahlmeier var certificeret bjergbestiger og skiguide i området. Hun stoppede karrieren i 2019. I alt vandt hun to OL-guldmedaljer og syv VM-guldmedaljer.

Begge olympiske guldmedaljer kom ved vinterlegene i Pyeongchang i 2018 i sprint og jagtstart.

Året forinden havde Dahlmeier som den hidtil første kvinde vundet VM-guld i fem skiskydningsdiscipliner ved samme mesterskab.

Samme år vandt tyskeren suverænt den samlede World Cup.

I 2019 stoppede Dahlmeier som 25-årig overraskende karrieren. Hun fortalte, at hun var udmattet både fysisk og mentalt.

Tyskeren søgte nye udfordringer og uddannede sig blandt andet til certificeret bjergbestiger.

Landsret skal afgøre kommunes ansvar i genopdragelsessag

For to uger siden frifandt byretten Aarhus Kommune for ansvar, da en 16-årig pige endte i genopdragelseslejr i Somalia.

Men sagen slutter ikke her.

Den i dag 24-årige Amal har anket til landsretten, skriver organisationen Advokatsamfundet, der bakker op om Amals sag.

I byretten sagsøgte Amal både Aarhus Kommune og Udenrigsministeriet, men ankesagen kommer kun til at være mod kommunen. Begge myndigheder blev frifundet.

Retten anerkendte ifølge Advokatsamfundet, at kommunen ikke formåede at give Amal den støtte, som hun havde behov for, men afviste i dommen, at kommunen havde handlet ansvarspådragende.

– Sagen rejser fundamentale spørgsmål om, hvornår og hvordan myndighederne skal gribe ind, når et ungt menneske havner i en så alvorlig situation.

– Det handler ikke kun om Amal – sagen har en vigtig principiel betydning, og derfor er det nødvendigt at få den prøvet i landsretten, siger generalsekretær i Advokatsamfundet Andrew Hjuler Crichton.

Også tænketanken Justitia bakker op om sagen, som får støtte af Dreyers Fond.

Birgitte Arent Eiriksson, direktør i Justitia, fortæller, at sagen fortsat rejser principielle og uafklarede spørgsmål om myndighedernes ansvar og handlepligt.

– Det er spørgsmål, som en højere retsinstans med rette bør tage stilling til, lyder det.

Det var i 2018, at Amal endte i genopdragelseslejr i Somalia. Hun endte med at være der i 16 måneder, før det lykkedes hende at flygte.

Trump vil straffe Indien med told på 25 procent

USA’s præsident, Donald Trump, vil lægge 25 procent told på varer fra Indien.

Det skriver han onsdag på sit sociale medie, Truth Social.

Her beskriver han Indien som USA’s “ven”, men han siger, at landet har “alt for høje” toldsatser.

– Derudover har de altid købt store dele af deres militærudstyr fra Rusland og er Ruslands største aftager af energi – sammen med Kina – på et tidspunkt, hvor alle ønsker, at Rusland stopper drabene i Ukraine, skriver Trump.

Han fortsætter:

– Indien kommer derfor til at betale en toldsats på 25 procent plus en straf for alt det beskrevet ovenover begyndende 1. august.

Det fremgår ikke, hvad straffen bliver.

Beslutningen har Trump truffet, fordi han er frustreret over, hvordan det går med forhandlingerne om en handelsaftale med Indien.

Det siger Kevin Hassett, økonomisk rådgiver i Det Hvide Hus, ifølge Reuters.

Trump tror, at told vil “hjælpe på situationen”, siger Hassett.

Fra indisk side lyder det i en pressemeddelelse fra regeringen, at den har noteret sig Trumps beslutning og nu er ved at undersøge implikationerne.

Landet er opsat på at indgå en retfærdig aftale, står der også.

– Indien og USA har i de seneste måneder haft forhandlinger om at indgå en retfærdig, balanceret og gensidigt fordelagtig handelsaftale. Vi er stadig opsat på at nå det mål, skriver den indiske regering.

USA anslår, at det sidste år eksporterede varer for 41,8 milliarder dollar til Indien, som omvendte sendte varer for 87,4 milliarder dollar den anden vej.

Til sammenligning var USA’s anslåede import af varer fra Kina knap 439 milliarder værd sidste år, mens EU solgte varer til USA for knap 606 milliarder.

Det var tilbage i april, at Trump varslede forhøjede toldsatser for en lang række lande og på specifikke områder. Siden har der været forhandlinger og et utal af handelsudmeldinger fra præsidenten.

Senest er 1. august blevet sat som deadline for en række lande, inden høje toldsatser fra USA ville træde i kraft.

Trump ønsker at flytte produktion til USA og ændre landets handelsforhold med mange lande.

For nylig indgik USA en handelsaftale med EU, som resulterede i, at USA lægger en grundtold på 15 procent på varer, der bliver importeret fra EU.

Imens er topfolk i den amerikanske regering også i gang med at forhandle med Kina om en aftale.

Stjernen Nikolaj Ehlers bliver hovedaktionær i Aalborg Pirates

Landsholdsstjernen Nikolaj Ehlers skal i fremtiden stå i spidsen for ejerskabet af den danske ishockeyklub Aalborg Pirates.

Det skriver nordjyderne i en pressemeddelelse.

I sidste uge oplyste Aalborg Pirates, at klubben var nået til enighed med en ny ejerkreds. Nu er det så blevet offentliggjort, at den 29-årige NHL-profil, der tørner ud for Carolina Hurricanes, står i spidsen som ny hovedaktionær.

Den tidligere landstræner Heinz Ehlers, der er far til Nikolaj Ehlers, får også en toneangivende position i den nye ejerkreds.

– Jeg er rigtig glad for, at jeg på denne måde får mulighed for at give tilbage til min moderklub, siger Nikolaj Ehlers.

– Aalborg Pirates har altid betydet meget for mig, og jeg håber, at jeg kan være med til, sammen med de andre investorer, at give klubben det økonomiske løft, den har brug for, så klubben fortsat kan være med i toppen af dansk ishockey.

Foruden Heinz og Nikolaj Ehlers er en lille kreds af lokale investorer også involveret i den fremtidige ejerkreds.

Overdragelsen af klubben er betinget af en bestået såkaldt due diligence-proces og skal endeligt godkendes.

– Det her er et drømmescenarie for Aalborg Pirates. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det hele tiden var den her løsning, jeg og bestyrelsen helst ville skabe, siger afgående bestyrelsesformand Morten Fals.

– Vi har gennem de sidste 14 måneder arbejdet benhårdt på at gøre klubben attraktiv til et nyt ejerskab.

Aalborg Pirates skiftede i starten af juni ud på direktørposten i forberedelserne på ejerskiftet.

Her tiltrådte Peter Lauridsen som fungerende direktør, indtil den kommende ejerkreds er på plads.

Aalborg har været i økonomiske vanskeligheder, siden skandalen om Lars Laursen kom frem for lidt over et år siden.

Dengang viste det sig, at den nu forhenværende direktør havde fiflet med regnskaberne, og at hullet i kassen var større end antaget.

Siden har klubben flere gange bedt fans og kreditorer om penge og påpeget, at klubben ellers mangler midler til at spille med i toppen.

Væltet lastbil forstyrrer togdriften mellem København og Malmø

Onsdag er der forsinkelser og aflysninger på togstrækningen mellem Københavns Lufthavn og Hyllie i Malmø.

Det skriver Skånetrafiken på sin hjemmeside.

Problemerne skyldes, at en lastbil tidligere på dagen er forulykket og hænger ud over skinnerne ved Svågertorp i Malmø.

DSB oplyser, at man forventer, at togene kører til tiden fra klokken 15.00.

Svensk politi mistænker ikke, at der ligger en kriminel handling bag ulykken, siger talsmand Jimmy Modin til nyhedsbureauet TT.

– Det er en dækeksplosion, der fører til, at en lastbil og personbil kolliderer. I forbindelse med sammenstødet kører lastbilen af vejen og ind på sporområdet, hvor den sidder fast, siger han ifølge TT.

Både politi, ambulance og redningstjenester er på stedet. Desuden har teknikere arbejdet på stedet siden klokken 13.15, skriver Skånetrafiken.

Der er ifølge mediet Sydsvenskan ikke nogen, der er kommet til skade i forbindelse med ulykken.

Klokken 12.30 og frem til 13.25 kørte der ingen tog mellem Københavns Lufthavn og Hyllie.

Togdriften mellem Hyllie og Oxie, der også ligger ved Malmø, er fortsat indstillet. Her er der indsat busser.

Ozzy Osbourne-fans siger sidste farvel i Birmingham

Fans af afdøde Ozzy Osbourne er onsdag mødt op i Birmingham for at sige et sidste farvel til heavy metal-stjernen i hans hjemby.

Det rapporterer britiske medier.

Omkring klokken 14 dansk tid begyndte et ligtog i centrum af den engelske by forud for en privat begravelse for familien.

Kortegen kørte blandt andet ad Broad Street og over Black Sabbath-broen, der er opkaldt efter metalbandet, som Osbourne var forsanger for.

Hans familie, heriblandt hans enke, Sharon Osbourne, steg ud ved broen og lagde blomster, mens folkemængden vinkede og råbte:

– Ozzy, Ozzy.

Også mange fans har lagt blomster ved broen.

Ifølge BBC er titusinder taget til Birmingham for at hylde musikeren, der også var kendt under kaldenavnet The Prince of Darkness – på dansk Mørkets Prins.

Navnet fik han på grund af Black Sabbaths dæmoniske lyd og tekster om okkulte emner.

Det var tirsdag den 22. juli, at Ozzy Osbourne døde i en alder af 76 år.

Omkring to uger forinden havde Black Sabbath-forsangeren, der igennem længere tid havde haft dårligt helbred, været på scenen til sin afskedskoncert.

Under koncerten sad han på en stor sort trone udsmykket med en flagermus.

Kendte bands som Metallica, Guns N’ Roses, Slayer og Pantera deltog, og Ozzy Osbourne spillede både numre med sit soloband og Black Sabbath.

Over for Sky News beskriver Chris Mason, der ejer en pub i den engelske by, Ozzy Osbourne som “Mr. Birmingham”.

– Jeg er metalfan, og Ozzy er genrens godfather, siger Mason, hvis pub ligger ved siden af Black Sabbath-broen.

– Hvis det ikke var for Ozzy og Black Sabbath, så ville heavy metal ikke findes, fortsætter han.

Metal-stjernen havde det borgerlige navn John Michael Osbourne.

I 2020 fortalte han, at han led af Parkinsons sygdom. Det svigtende helbred blev også årsagen til, at Osbourne i februar 2023 meddelte, at han blev nødt til at stoppe med at turnere.

Juli har kurs mod top ti over de vådeste julimåneder i Danmark

Juli kan snige sig ind i top ti over de vådeste julimåneder i Danmark.

Indtil klokken 11 onsdag er der på landsplan faldet 105,3 millimeter regn, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Nummer ti på listen over de vådeste julimåneder målt af DMI i Danmark indtages af juli i 1880 og 2002. Her blev der begge år målt 111,0 millimeter regn på landsplan.

Ifølge DMI peger prognoser på, at der frem til og med torsdag vil falde yderligere syv til otte millimeter nedbør.

Dermed vil dette års juli ifølge de nuværende prognoser ende på omkring 112 til 113 millimeters nedbør på landsplan.

Det vil betyde, at måneden får plads nummer ni eller ti på listen over de vådeste julimåneder. Nummer ni på listen er i øjeblikket juli 2011 med 113,1 millimeter.

Den vådeste juli, som nogensinde er målt i Danmark, var i 2023. Her faldt der 141,2 millimeter nedbør på landsplan.

Også juli i 2024 er en del af top ti. Med 114,3 millimeter ligger den nummer otte.

DMI har udsendt et varsel om kraftig regn og lokale skybrud i den sydlige og vestlige del af Jylland mellem tirsdag aften og onsdag aften. Her forventer DMI, at der kan falde mellem 30 og 50 millimeter regn.

Derudover er der ifølge DMI risiko for lokale skybrud, hagl og torden i størstedelen af det øvrige Jylland. Her kan der lokalt falde mellem 15 og 25 millimeter regn på 30 minutter, oplyser DMI.

På Fyn er der også risiko for kraftig regn onsdag, lyder det. Her kan der lokalt falde mellem 25 og 35 millimeter på seks timer ifølge DMI’s prognoser.

En betydelig del af den regn, som er faldet i juli, faldt i løbet af nogle få døgn fra 21. til 23. juli.

I perioden blev der målt mere end 100 millimeter nedbør på 27 målestationer rundt i landet.

På et enkelt døgn 22. juli faldt der 135 millimeter regn ved Næstved, skriver DMI på sin hjemmeside.

DMI skriver, at det ikke med sikkerhed kan siges, om det er klimaforandringer, som medvirkede til de store mængder nedbør.

Men det er netop den vejrtype, som DMI’s klimaforskere ved Nationalt Center for Klimaforskning ser oftere i modellerne, når de kigger ind i et fremtidigt, varmere klima.

Væksten i eurozonen bremsede næsten helt i andet kvartal

Den samlede økonomi i eurozonen stod næsten helt stille fra første til andet kvartal.

I andet kvartal endte væksten på 0,1 procent, viser tal fra EU’s statistikkontor, Eurostat.

Det er den laveste vækst i de seneste seks kvartaler. I første kvartal i 2025 lød væksten på 0,6 procent.

Den lave vækst i andet kvartal skal dog ses i lyset af en solid vækst i første kvartal. Det mener Søren Kristensen, som er cheføkonom i Sydbank.

I første kvartal var der stor aktivitet hos særligt eksportvirksomheder, som gerne ville have sendt varer afsted til USA, inden der blev lagt told på, forklarer han.

– Overordnet set er der ikke den store dramatik i tallene. Det er dog endnu en påmindelse om, at selv om der langtfra er tale om en krise i europæisk økonomi, så hænger økonomien godt og grundigt fast i slæbesporet, skriver Søren Kristensen i en kommentar.

Eurozonen dækker over de lande, som bruger euro som valuta.

I de kommende år er der overordnet to ting, som vil trække i hver sin retning for den europæiske vækst, påpeger Søren Kristensen.

Store investeringer blandt andet på forsvarssiden kan være med til at få væksten til at stige. Omvendt kan amerikansk told trække tempo ud af økonomien.

Søndag aften blev en overordnet handelsaftale mellem EU og USA offentliggjort. Aftalen indebærer en told på 15 procent på europæiske varer i USA, mens EU ikke lægger told på amerikanske varer.

Aftalen skaber en smule klarhed for europæiske virksomheder, og det kan i sig selv påvirke økonomien positivt, mener Jeppe Juul Borre, som er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

– Selv om told på 15 procent isoleret set vil være med til at trække væksten ned, så kan selve klarheden ved en aftale være med til at stimulere investeringsaktiviteten og trække erhvervstilliden op, skriver han i en kommentar.

58-årig mand fundet død i vandet ved Vejle

En mand blev onsdag morgen fundet livløs i vandet ved Sydkajen i Vejle.

Klokken 08.45 blev politiet alarmeret af en borger, skriver Sydøstjyllands Politi på det sociale medie X.

– Personen i vandet har vist sig at være en 58-årig mand, der er afgået ved døden, skriver politiet.

Mandens pårørende er underrettet.

Ifølge politiet tyder intet på nuværende tidspunkt på, at der ligger noget mistænkeligt bag dødsfaldet.

Politi søger vidner efter skyderi i Glostrup – mand er indlagt

Politiet søger vidner og oplysninger efter en skudepisode i Glostrup tirsdag.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet rykkede tirsdag aften klokken 21.36 talstærkt ud efter en anmeldelse om skyderi på en parkeringsplads ved Grankoglen i Glostrup, som er et boligkvarter i den nordøstlige del af byen.

En mand i 30’erne blev ramt ved skudepisoden og hastet på hospitalet. Politiet kan for nuværende ikke sige noget yderligere om hans tilstand.

– Har du set eller hørt noget mistænkeligt i området ved Grankoglen i aftes omkring klokken 21.30, så kontakt os på telefon 114.

– Det kan for eksempel være personer eller køretøjer, du ikke kender, eller noget, der afviger fra normalbilledet, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby i pressemeddelelsen.

Hun oplyser, at episoden efterforskes som et drabsforsøg, men at det endnu er for tidligt at udtale sig om motiv, hændelsesforløb eller relationer mellem de involverede.

Politiet fortsætter efterforskningen og foretager onsdag en række undersøgelser i området omkring Grankoglen.

Lokalbetjente vil også være til stede i området med en mobil politistation det meste af dagen onsdag.

Bayern München styrker offensiven med dyr colombianer

Bayern München har taget den store pengepung i brug med et køb af kantspilleren Luis Diaz i Liverpool.

Luis Diaz skifter til Bayern München på en fireårig kontrakt, oplyser den tyske storklub på sin hjemmeside. Liverpool bekræfter også skiftet på sin hjemmeside.

Ingen af fodboldklubberne nævner noget om transfersummen, men Sky Sports skriver, at Luis Diaz koster Bayern München 65,5 millioner pund.

Beløbet inkluderer en række mulige bonusser. Det svarer til 565 millioner kroner.

Luis Diaz skiftede til Liverpool fra Porto i januar 2022, og den 28-årige colombianer havde stadig to år tilbage af sin kontrakt i England.

Liverpool betalte 37,5 millioner pund for Luis Diaz, så det engelske mesterhold har opnået en pæn fortjeneste på omkring en kvart milliard kroner.

– Jeg er meget begejstret. Det betyder meget for mig at blive en del af Bayern München, der er en af de største klubber i verden.

– Jeg vil hjælpe mit nye hold med min spillestil og personlighed, siger Luis Diaz til den tyske klubs hjemmeside.

I Liverpool nåede Diaz at spille 148 kampe og score 41 mål.

Australsk forbud mod sociale medier rammer YouTube

YouTube kommer også til at blive omfattet af et kommende australsk forbud mod sociale medier for børn.

Det oplyser australske myndigheder onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Tidligere stod videodelingsplatformen til at blive undtaget fra det, der bliver verdens første forbud mod sociale medier for børn under 16 år.

Med forbuddet må platformen ikke have brugere under 16 år i Australien. Lærere må heller ikke vise videoer på platformen til mindreårige.

Men børn og teenagere vil altså fortsat kunne gå ind på YouTube og se videoer, skriver BBC. YouTube Kids-appen undtages fra forbuddet, skriver The Guardian.

Premierminister Anthony Albanese siger i en meddelelse, at australske børn påvirkes negativt af sociale medier.

– Australske forældre skal vide, at vi støtter dem, siger han.

Loven, som blev vedtaget i november, kræver, at de sociale medier tager “rimelige” foranstaltninger for at holde australiere under 16 år væk fra platformene. Ellers kan de blive ramt af bøder på op til cirka 208 millioner kroner, skriver Reuters.

At YouTube bruges af lærere til undervisning, var netop en af årsagerne til, at regeringen i første omgang lod platformen gå fri af forbuddet, som står til at træde i kraft i december.

Men andre sociale medier, der bliver ramt, har klaget. Det gælder for eksempel selskabet Meta med Facebook og Instagram. Også Snapchat og TikTok har klaget.

De mener, at YouTube minder om deres platforme på flere måder, blandt andet ved at brugere kan kommunikere med hinanden, og at en algoritme anbefaler indhold.

YouTube har til gengæld forsvaret sig med, at platformens hovedaktivitet er, at man kan lægge videoer på den.

De australske myndigheder har i forbindelse med forbuddet henvist til en undersøgelse, der viser, at 37 procent af mindreårige melder om skadeligt indhold på YouTube.

Onsdag ventes flere detaljer om det kommende forbud at blive præsenteret for det australske parlament, skriver BBC.

Kvinde anholdt for at pege pistol mod patrulje

En 25-årig kvinde blev sent tirsdag aften anholdt for at have truet politiet med en pistol, da en patrulje forsøgte at standse hende i byen Svebølle nær Kalundborg.

Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Ifølge politiet nægtede kvinden at standse, da patruljen kom op på siden af hendes bil.

I stedet viftede hun en pistol ud af vinduet og pegede den i retning mod betjentene.

Det lykkedes kort efter en anden patrulje at få stoppet kvindens bil.

Hun nægtede i første omgang at forlade bilen, inden det lykkedes politiet at få hende til at falde til ro, hvorefter hun blev anholdt uden større palaver.

Politiet fandt i bilen den pistol, hun havde rettet mod betjentene, som blev konfiskeret.

Foruden trusler mod politiet blev den 25-årige også sigtet for at have kørt uden førerret og under påvirkning af cannabis.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]