Seneste nyheder

6. april 2026

Tre mænd anholdt efter knivdrab ved værested i Aarhus

Tre mænd i alderen 20 til 35 år er søndag blevet anholdt efter et knivdrab ved Værestedet i Jægergårdsgade i Aarhus.

Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Michael Hermann til TV2 Østjylland.

Det sker, efter at en mand natten til søndag afgik ved døden som følge af knivstik. Søndag formiddag lød det i politiets døgnrapport, at den afdøde endnu ikke var identificeret.

Den dræbte er søndag eftermiddag blevet identificeret, oplyser politiet, der ikke vil komme med yderligere oplysninger om mandens identitet.

Politiet fik klokken 03.25 en anmeldelse om et knivstikkeri.

Østjyllands Politi efterlyser vidner, der har set knivstikkeriet. Personer med oplysninger i sagen kan kontakte politiet på 1-1-4.

Politiet har lavet undersøgelser på gerningsstedet og kommer til at være til stede i området det meste af søndag.

Af hensyn til efterforskningen ønsker Østjyllands Politi ikke at dele yderligere oplysninger om sagen, lød det i døgnrapporten søndag formiddag.

Værestedet Jægergårdsgade beskriver sig selv som en et anonymt fristed for udsatte voksne, der har psykiske og sociale udfordringer.

Beskedent antal forsikringsskader efter våd weekend

Flere dele af landet er blevet ramt af store mængder regn i løbet af weekenden, men forsikringsselskaberne melder indtil videre om et beskedent antal skadeanmeldelser.

Ifølge skadedirektør hos Tryg, Carsten Hvass-Nielsen, er antallet af skader ikke overraskende.

– Lørdag har vi fået 74 skadesanmeldelser, der handler om vand. 25 af dem var akutte skader, hvor der for eksempel skulle pumpes vand op fra en kælder. Det skal folk have hjælp til at løse.

– Det er flere end på en normal lørdag, men det var som forventet med de varslinger, der var i går, lyder det fra skadedirektøren.

Det samme gør sig gældende hos GF Forsikring, der har registreret 75 skadesanmeldelser i weekenden.

Skadechef Christian Stubkjær forventer dog, at der kommer flere anmeldelser ind i løbet af de næste dage for ikke-akutte skader.

– Vi oplever også, at folk er afsted på ferie, og så skal de først opdage, at der er kommet skader, siger Christian Stubkjær.

Skadechefen vurderer, at 60 til 70 procent af skadesanmeldelserne drejede sig om akutte skader.

Christian Stubkjær oplyser desuden, at antallet af skadesanmeldelser er en tendens, der er forsat fra juli. Han skønner, at antallet for weekenden når op på 100 til 150 i købet af de kommende dage.

GF Forsikring har lørdag ikke modtaget nogle skadesanmeldelser fra Esbjerg, der ellers har været hårdt ramt af nedbør siden sidste uge.

Hovedstadsområdet var især hårdt ramt lørdag, hvor der lokalt blev målt op til 55 millimeter regn faldet på tre timer. Vanløse og Frederiksberg var nogle af de områder, der fik mest regn, og vandet pressede flere steder kloakdæksler op.

Boligchef hos If Skadesforsikring Helene Ibsen fortæller, at selskabet har fået flest anmeldelser fra Midtfyn og Ringsted-området.

If Skadesforsikring ligger også på omkring 70 skadesanmeldelser for fredag og lørdag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Over en million unge deltager i pavemesse i Rom

Over en million unge mennesker er søndag i den italienske hovedstad, Rom, for at deltage i en messe ledet af Pave Leo.

Det skriver nyhedsbureauet AFP. Ifølge Vatikanet deltager 450 biskopper og omkring 700 præster i messen.

Det er i år jubelår i den katolske kirke. Det finder sted hvert 25. år, og i de seneste dage har man fejret ungdommens jubelår, som kulminerer søndag.

Ifølge AFP har der været en halv million unge pilgrimme i Rom det meste af ugen.

De fleste af de fremmødte har sovet i telte og soveposer, mens de ventede på søndagens messe.

Paven ankom i helikopter og påbegyndte herefter messen.

Leo overtog pavetitlen tilbage i maj efter pave Frans, som døde i april.

Pave Leo er født i Chicago i USA og er den første amerikanske pave nogensinde. Han er 69 år og går under det borgerlige navn Robert Francis Prevost.

Flertal er klar til at ændre valglov der giver store partier fordel

Et flertal i Folketinget ønsker at ændre valgloven, så store partier ikke får en fordel.

Det skriver TV 2, efter at Altinget lørdag skrev, at flere partier var åbne over for at ændre reglerne.

Både Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti melder sig over for TV 2 klar til at ændre loven.

Altinget skrev lørdag, at regeringspartierne Venstre og Moderaterne samt Liberal Alliance, SF, Alternativet og Enhedslisten var åbne over for at se på en regelændring.

– Lige nu forholder det sig sådan, at man favoriserer de store partier. Det er ikke fair, så derfor er vi åbne over for at ændre loven. Jeg kan i hvert fald ikke se, hvad argumentet skulle være for ikke at lukke de huller, siger Moderaternes politiske ordfører, Mohammad Rona, til Altinget.

Dermed tegner der sig et flertal udenom Socialdemokratiet. Partiet har over for TV 2 ikke ønsket at komme med en kommentar.

Socialdemokratiet er med 50 mandater det største parti i Folketinget. Og ifølge blandt andre professor emeritus i statskundskab Jørgen Elklit er det særligt store partier, som drager fordel af den nuværende valglov.

Det har han sammen med Sebastian Holdum, som er selvstændig data scientist, og Frederik Ravn Klausen, som er postdoc i matematik ved Princeton University, blandt andet uddybet i en kronik i Politiken i juli.

Her lyder det, at Socialdemokratiet ved valget i 2022 fik et mandat mere, end partiet rent stemmemæssigt var berettiget til.

Det skyldtes ifølge de tre forfattere til kronikken primært reglen om kredsmandaternes såkaldte endelighed.

Ved folketingsvalg fordeles både såkaldte kredsmandater og tillægsmandater.

I alt fordeles 135 kredsmandater ud fra stemmeandele i hver storkreds. Herefter fordeles 40 tillægsmandater for at sikre, at de endelige mandater stemmer overens med stemmerne på landsplan.

Men da kredsmandaterne er endelige, kan de ikke flyttes rundt, efter at de er tildelt et parti. Heller ikke, hvis der ikke er nok tillægsmandater til at udjævne forskellen.

Da det er lettere for store partier at få kredsmandater, er det et princip, der giver en fordel til de største partier.

Jørgen Elklit, Sebastian Holdum og Frederik Ravn Klausen skriver i kronikken og i en videnskabelig artikel om samme emne, at Venstre i 1947 fik otte mandater mere, end partiets stemmeandel gjorde det berettiget til.

De opfordrer ligeledes til at se på de nuværende regler, men understreger, at det er en politisk beslutning.

Jordskælv har ramt Kurilerne – varsel om tsunami aflyst

Et jordskælv med en styrke på 7,0 på richterskalaen har søndag ramt øgruppen Kurilerne.

Det oplyser det amerikanske agentur United States Geological Survey (USGS), skriver Reuters.

Advarselscentret Pacific Tsunami Warning Center har også målt jordskælvet til 7,0.

Kurilerne er en russisk øgruppe, der strækker sig fra den russiske halvø Kamtjatka til Japan.

Det russiske beredskabsministerium oplyste tidligere ifølge Reuters, at det var muligt, at der kom tsunamibølger i tre områder i Kamtjatka.

Senere har russiske myndigheder aflyst tsunamivarslen for Kamtjatka.

Det russiske nyhedsbureau Ria har rapporteret, at vulkanen Krasjeninnikov i Kamtjatka gik i udbrud for første gang i 600 år.

Kamchatka-afdelingen i Ruslands beredskabsministerium oplyser, at det er registreret, at en askesky steget op til 6000 meter efter vulkanens udbrud. Selve vulkanen er 1856 meter høj ifølge Reuters.

– Askeskyen er drevet østpå mod Stillehavet. Der er ingen beboede områder langs dens bane, skriver ministeriet på Telegram.

Der er samtidig ingen tsunami-trussel for Hawaii, oplyser Honolulus afdeling for nødberedskab på det sociale medie X.

En række områder og lande med kyster ud til Stillehavet var tidligere på ugen i alarmberedskab efter et kraftigt jordskælv ud for Kamtjatka.

Skælvet ramte omkring klokken 01.30 natten til onsdag dansk tid med en styrke på 8,8 og en dybde på cirka 20 kilometer.

Senere nedjusterede en stribe lande og områder, herunder Hawaii, med kyststrækninger ud til Stillehavet i løbet af onsdag deres tsunamivarsler.

Reuters

Russisk guvernør melder om brand på oliedepot efter ukrainsk angreb

Der er natten til søndag brudt brand ud på et oliedepot i den russiske by Sotji.

Det melder den regionale guvernør, Veniamin Kondratjev, på beskedtjenesten Telegram.

Branden er brudt ud som følge af et ukrainsk droneangreb, skriver han.

Mere end 120 brandfolk forsøger tidligt søndag morgen at slukke branden på oliedepotet, skriver Kondratjev.

Ifølge det russiske nyhedsbureau Ria har flammerne fået tag i en brændstoftank med en kapacitet på 2000 kubikmeter.

Som følge af branden blev flyafgange midlertidigt indstillet fra byens lufthavn. Tidligt søndag morgen afgår der igen fly, melder lufthavnen.

Sotji ligger ved Sortehavet i den sydligste del af Rusland.

Det russiske forsvarsministerium oplyser tidligt søndag morgen, at der er blevet skudt 93 droner ned over den region, hvor oliedepotet ligger, og over Sortehavet.

Længere nordpå i regionen Voronezj er der også meldinger om droneangreb.

Regionens guvernør, Aleksandr Gusev, skriver på Telegram, at fire personer er blevet såret i et ukrainsk angreb.

Tre af dem er kommet på hospitalet, lyder det fra guvernøren.

Desuden er flere huse og andre bygninger brudt i brand som følge af nedfaldne dronedele. Ifølge det russiske forsvarsministerium er 18 ukrainske droner blevet skudt ned over Voronezj.

– Der er stadig risiko for yderligere droneangreb, tilføjer Gusev.

Reuters har ikke uafhængigt kunnet verificere oplysningerne.

Ukraine har ikke kommenteret meldingerne om hverken angreb i Sotji eller Voronezj.

Begge sider afviser, at de har civile som mål i deres angreb i krigen, som har stået på, siden Rusland i februar 2022 indledte en invasion af nabolandet.

Ukraine siger, at dets angreb i Rusland har til formål at ødelægge infrastruktur, som spiller en vigtig rolle i den russiske krigsindsats.

Også i Ukraine er der meldinger om angreb natten til søndag.

Den militære ledelse i hovedstaden, Kyiv, siger, at Rusland har indledt et missilangreb mod byen.

Vidner siger til Reuters, at de hørte et stort brag kort efter midnat.

Der har ikke været meldinger om sårede.

Reuters

Forsvarende mester sender Holger Rune ud af Masters 1000-turnering

Tennisspilleren Holger Rune blev natten til søndag dansk tid sendt ud af Masters 1000-turneringen i Toronto i fjerde runde.

Den 22-årige dansker tabte i tre sæt til den forsvarende mester, australske Alexei Popyrin, der er nummer 26 på verdensranglisten.

Rune, der rangerer som nummer ni i verden, var favorit, men tabte med cifrene 6-4, 2-6, 3-6 efter godt to timers spil.

– Gode og dårlige ting her til aften. Jeg skal forbedre mig. Gå ud og forsvar titlen, Alexei Popyrin, skriver Rune om sin præstation på det sociale medie X.

Den danske tennisspiller kom ellers pænt fra start på Sobeys Stadium, hvor der spilles på hardcourt.

Rune bragte sig hurtigt i front med 1-0 i sæt efter at have brudt australierens serv en enkelt gang. Popyrin misbrugte omvendt hele 11 breakbolde i første sæt.

I andet sæt kæmpede danskeren med at følge med den tre år ældre australier. To gange på to forsøg blev Runes serveparti brudt, og Popyrin udlignede til 1-1.

Problemerne fortsatte for Rune i kampens tredje sæt, hvor australieren brød til 3-1 og derfra cruisede mod sejren.

Kampen i Canada var anden gang, at de to mødtes på tennisbanen.

Første gang Rune og Popyrin mødte hinanden var ved Masters 1000-turneringen i Rom i 2023. Den kamp vandt Rune i tre sæt.

Australske Popyrin har spillet en flot turnering i Toronto, hvor han fredag noget overraskende slog russiske Daniil Medvedev ud af turneringen i tre sæt.

Røde Halvmåne melder om angreb på organisationens kontor i Gaza

En medarbejder fra Palæstinensisk Røde Halvmåne (PRCS) er blevet dræbt under et israelsk angreb på hjælpeorganisationens hovedkvarter i Gaza.

Det melder PRCS natten til søndag i et opslag på det sociale medie X.

Yderligere tre personer meldes såret.

Hjælpeorganisationens hovedkvarter ligger i Khan Younis i den sydlige del af Gazastriben.

– Israelske styrker angreb organisationens hovedkvarter i Khan Younis, hvilket startede en brand på bygningens første sal, skriver PRCS.

PRCS har efterfølgende delt en video på X, som ifølge organisationen viser de første øjeblikke efter angrebet.

På videoen ses en bygning indefra, hvor der er flere mindre brande, ligesom mursten ligger spredt ud over gulvet.

Israel har natten til søndag ikke kommenteret meldingerne fra hjælpeorganisationen.

Røde Halvmåne melder om angreb på organisationens kontor i Gaza

En medarbejder fra Palæstinensisk Røde Halvmåne (PRCS) er blevet dræbt under et israelsk angreb på hjælpeorganisationens hovedkvarter i Gaza.

Det melder PRCS natten til søndag i et opslag på det sociale medie X.

Yderligere tre personer meldes såret.

Hjælpeorganisationens hovedkvarter ligger i Khan Younis i den sydlige del af Gazastriben.

– Israelske styrker angreb organisationens hovedkvarter i Khan Younis, hvilket startede en brand på bygningens første sal, skriver PRCS.

Israel har natten til søndag ikke kommenteret meldingerne fra hjælpeorganisationen.

Mand fundet såret i Gentofte efter melding om skud

En mand er blevet fundet såret, efter at der har været en skudepisode på Lyngbyvej i Gentofte.

Det oplyser Nordsjællands Politi til DR.

Politiet har natten til søndag været massivt til stede i Gentofte efter en anmeldelse om skud.

Politiet fik anmeldelsen klokken 00.13 og rykkede ud til Lyngbyvej 431 og området omkring.

Henrik Thelin, der er vagtchef i politikredsen, siger til DR, at manden, der er blevet fundet såret, var blevet ramt i maven. Politiet oplyser ikke noget om mandens tilstand.

Omkring klokken 05.00 søndag morgen oplyser vagtchefen til Ritzau, at politiet har fundet tegn på, at der har været affyret skud.

Han kan dog ikke sige mere om, hvad der nærmere er foregået. Der pågår stadig undersøgelser i området, siger han.

Lyngbyvej 431 er en etageejendom, som ligger tæt ved Helsingørmotorvejen og et butiksområde, hvor der blandt andet ligger en Ikea, Jysk og BR.

Politiet oplyser ikke, om der er foretaget nogen anholdelser.

Anmeldelsen om skud kom lidt mere end et døgn efter et skyderi på Gentoftegade i Gentofte. Det skete fredag aften.

Til at starte med lød meldingerne på, at en bilist og en cyklist havde udvekslet skud.

Men senere blev to mænd – bilens fører og en passager – anholdt og efterfølgende fremstillet i grundlovsforhør, og her var de ikke sigtet for at have affyret skud.

De var i stedet sigtet for at have påkørt cyklisten og forsøgt at dræbe vedkommende. Den 31-årige, der førte bilen, har erkendt, at han påkørte cyklisten, men siger, at det var i nødværge, fordi der blev skudt på ham.

Politiet leder fortsat efter cyklisten, en navngiven 44-årig mand.

Nordsjællands Politi har ikke ønsket at oplyse, om der er en sammenhæng mellem skyderiet fredag og den nye hændelse.

Særligt tilsyn efterforsker anklager i tidligere sager mod Trump

Det amerikanske tilsyn Office of Special Council (OSC) har lørdag bekræftet, at det har åbnet en efterforskning af den tidligere særlige anklager Jack Smith, som har stået i spidsen for sager mod Donald Trump, USA’s præsident.

Det skriver flere amerikanske medier.

Sagerne omhandlede anklager om, at Donald Trump havde nægtet at levere fortrolige dokumenter tilbage, efter at hans første embedsperiode endte i 2021.

Trump blev også anklaget for at have forsøgt at få omstødt valgresultatet fra præsidentvalget i 2020, hvor han tabte til Joe Biden.

Han har fastholdt sin uskyld i begge sager og sagt, at de var politisk motiverede.

Det samme siger den republikanske senator Tom Cotton fra Arkansas, som har bedt OSC om at efterforske Jack Smith.

Cotton mener, at formålet med sagerne var at skade Trumps muligheder for at blive genvalgt i 2024.

Sagerne blev afvist, efter at Donald Trump blev genvalgt som præsident.

Jack Smith har gentagne gange afvist, at de skulle være politisk motiverede. Han forlod sin stilling som særlig anklager tidligere i år.

Office of Special Council er et uafhængigt tilsyn, som blandt andet har til formål at beskytte whistleblowere.

Det fører også tilsyn med brud på loven Hatch Act.

Den forbyder embedsfolk fra en række politiske handlinger. Og det er altså den lov, som OSC nu undersøger, om Jack Smith har brudt.

Det er uklart, hvad tilsynet vil kunne give Smith af konsekvenser, hvis efterforskningen viser, at han brød Hatch Act, i og med at han ikke længere arbejder for staten, skriver ABC News.

OSC kan vælge at give resultaterne af efterforskningen videre til USA’s justitsministerium. Men ministeriet har allerede indledt sin egen efterforskning af Jack Smith.

OSC har i dag en fungerende leder, som er blevet udpeget af Donald Trump, efter at han fyrede tilsynets chef, Hampton Dillinger.

Han var blevet udpeget af den tidligere præsident Joe Biden til en fem år lang embedsperiode.

Minearbejder fundet død i chilensk kobbermine efter jordskælv

Redningsfolk har fundet liget af en af de fem minearbejdere, der blev fanget efter en sammenstyrtning i verdens største underjordiske kobbermine, El Teniente, i Chile.

Det bringer det samlede dødstal op på to personer, efter et kraftigt jordskælv, der udløste ulykken torsdag.

Det oplyser Andres Music, der er direktør for minen, i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Denne opdagelse fylder os med sorg, men den fortæller os også, at vi er det rette sted, at den strategi, vi fulgte, førte os til dem, lyder det fra ham i udtalelsen.

Kobberminen ligger omkring 100 kilometer syd for Chiles hovedstad, Santiago de Chile, i Andesbjergene.

Minearbejderne blev fanget i minen, efter at et jordskælv ramte området torsdag klokken 17.30 lokal tid – 23.30 dansk tid.

På tidspunktet for jordskælvet befandt de fem minearbejdere sig 900 meter under jorden. Deres nøjagtige placering er sidenhen blevet fastslået med specialudstyr.

Redningsfolk arbejder fortsat på at komme indtil de fire andre minearbejdere, der har været fanget i minen i snart to døgn.

Tidligere lørdag lød det fra det statsejede chilenske mineselskab Codelco, at redningshold indtil videre havde arbejdet sig gennem 4 ud af de 20 meter, der adskiller minearbejderne fra redningsfolkene.

– Indtil videre har vi ikke været i stand til at etablere kontakt til dem. Tunnelerne er lukkede, de er styrtet sammen, sagde Music.

Chile er verdens største kobberproducent. Landet står for lige knap en fjerdedel af den globale produktion af det rødbrune metal.

Sidste år blev der udvundet 356.000 ton kobber i minen El Teniente. Det er næsten syv procent af Chiles samlede kobberproduktion.

Banker og pensionskasser vil bidrage til oprustning af forsvar

Pensionskasser og banker står samlet om et nyt udspil til yderligere samarbejde mellem det offentlige og private aktører omkring oprustning og udvikling af det danske beredskab og forsvar.

Det skriver Berlingske, der har talt med formand for brancheorganisationen Forsikring & Pension Ole Krogh og Michael Rasmussen, der er formand for Finans Danmark, der er interesseorganisation for banker og realkreditinstitutter.

Udspillet fra de to organisationer indeholder flere muligheder, som de vil drøfte med regeringen.

Herunder et offentligt privat samarbejde, OPP, hvor pensionsselskaber og andre bygger og vedligeholder kaserner, havneanlæg, Forsvarets depoter og andet, og at det offentlige så lejer sig ind.

– Det, vi kan tilbyde, er at kunne styre projekterne og dele risikoen. Vi har ekspertisen og er vant til store investeringer i ejendomme, at få dem til at følge budgettet og blive færdige til tiden, siger Ole Krogh.

Udspillet fra de organisationer kommer som led i, at Danmark står over for massive investeringer i det danske forsvar og beredskab.

Danmark og resten af landene i forsvarsalliancen Nato forpligtede sig i juni til fremover at bruge fem procent af bnp på forsvar og sikkerhed om året.

Allerede før det nye mål om fem procent blev vedtaget i Nato, var der store investeringer i forsvar på tegnebrættet i Danmark.

Pensionsbranchen har også tidligere lagt op til et yderligere samarbejde mellem det offentlige og private aktører, hvad angår investeringer i det danske forsvar.

I april 2022 lagde pensionsbranchen blandt andet op til at overtage Forsvarets bygninger og anlæg mod en forrentning af eventuelle investeringer.

Det sagde Kent Damsgaard, der er administrerende direktør i Forsikring & Pension, til Berlingske dengang.

Her lød det også, at man var klar til at stå bag nye anlæg som nye kaserner.

Flere danske pensionsselskaber har allerede milliarder af kroner placeret i forsvarsindustrien, og nogle samarbejder også med Forsvaret om for eksempel byggeri.

Mindst ni anholdt ved britisk protest mod indvandring

Mindst ni personer er anholdt ved en demonstration mod indvandring i den britiske by Manchester.

Det oplyser britisk politi ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det er det stærkt højreorienterede parti Britain First, der havde arrangeret protesten.

En moddemonstration fandt sted samtidig i det centrale Manchester. De to grupper stødte kortvarigt sammen, inden politiet fik skilt dem ad, skriver AFP.

– Send dem tilbage, lad dem ikke komme ind. Stop dem fra at rejse ind. Vi har hoteller fulde af indvandrere, mens vores egne folk bor på gaden og tigger om mad uden noget sted at bo, siger den 66-årige demonstrant Brendan O’Reilly.

Moddemonstranten Judy, en 60-årig pensioneret sygeplejerske, fortæller til AFP, at hun deltager i protesten mod Britain First “fordi jeg ikke vil se had på gaderne i Manchester”.

– Vil de have alle til at tage hjem – eller gælder det kun folk med brun hud? Jeg har mistanke om, at det kun er folk med brun hud, siger hun.

Også i den britiske hovedstad, London, var der protester og sammenstød mellem demonstranter og moddemonstranter.

De to grupper stødte sammen foran et hotel i Barbican-kvarteret, der huser asylansøgere.

Politiet i London skriver på X, at betjente ryddede et vejkryds, hvor moddemonstranter havde samlet sig.

Syv af de ni anholdte er anholdt for forstyrrelse af den offentlige ro og orden.

AFP

Speedwayfinale glipper for Anders Thomsen i Riga

Undervejs tegnede det lovende for den danske speedwaykører Anders Thomsen, men til sidst glippede en finaleplads for danskeren i det lettiske grandprix i Riga lørdag aften.

I VM-sæsonens ottende grandprix skrabede Thomsen otte point sammen i de indledende heats. Men i “last chance qualifier”, som er en slags semifinale, hvor vinderen går i finalen, blev det til en tredjeplads.

Her kom danskeren ellers flyvende ud af starthullerne. Svenske Fredrik Lindgren fik dog bedre fart rundt i det første sving på yderbanen og overtog førstepladsen.

Danskeren var desværre ikke i stand til at true Lindgrens førsteplads, og han blev i stedet passeret bagfra.

I finalen var den polske stjerne og forsvarende verdensmester, Bartosz Zmarzlik, favorit og startede på den foretrukne yderbane, men australske Brady Kurtz tog fusen på ham og snuppede sejren.

Det var den tredje grandprixsejr i træk for den australske sensation, der er i gang med sin debutsæson i VM-serien.

Med sejren lørdag aften hentede 28-årige Kurtz seks point på Zmarzlik i VM-stillingen. Polakken har på førstepladsen nu kun tre point ned til australieren.

Den anden dansker i dette års VM-serie, Mikkel Michelsen, havde en skuffende aften og var ikke tæt på at gå videre fra de indledende heats, hvor han kørte sig til fire VM-point.

Begge danskere ligger og roder rundt i midterfeltet i den samlede VM-stilling.

Cyklist i kritisk tilstand efter påkørsel i Aarhus

En kvindelig cyklist er i kritisk tilstand, efter at hun lørdag eftermiddag er blevet påkørt af en bil på Vejlby Ringvej i Aarhus.

Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Michael Hermann til TV 2 Østjylland.

Bilisten blev ifølge mediet anholdt, men er lørdag aften blevet løsladt igen.

Politiet oplyser, at bilisten kan forvente at blive sigtet i sagen, men at det ikke mistænker spirituskørsel.

Den yngre kvinde, hvis alder ikke er oplyst, er stabil, men i kritisk tilstand.

De pårørende er underrettet.

Fortsat store mængder regn i vente trods ophørt varsel om skybrud

Varsel om skybrud og torden er lørdag aften ophørt, efter at store regnmængder i løbet af lørdag har sat sine spor særligt i det østlige Jylland og Sjælland.

Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på det sociale medie X.

Det betyder dog ikke, at der er tørvejr på programmet – tværtimod, siger vagthavende meteorolog ved DMI Marie Timm.

– Der er god chance for, at man i morgen (søndag, red.) også står op til regn og byger med kraftig intensitet, siger hun.

Dog er der lørdag aften ikke noget, der tyder på skybrud.

– De kan altså stadigvæk godt være ret hidsige og give en pæn sjat vand på kort tid samtidig med noget tordenvejr, så vi er ikke ovre de her skybrudslignende forhold.

Fra lørdag klokken 21 til søndag klokken 10 er der risiko for kraftig regn, hvor der lokalt kan falde mellem 30 og 50 millimeter i perioden, i Vest- og Sydvestjylland.

Basketherrerne tager vigtig sejr over Norge i nøglekamp

Landstræner Allan Foss havde forud for prækvalifikationen til VM peget på de to opgør mod Norge som nøglekampene for Danmark, og derfor var det en vigtig sejr, som de danske basketherrer tog lørdag aften hjemme over Norge.

Danmark åbnede godt og fik hurtigt en føring på ti point i første periode, og derfra haltede nordmændene efter i resten af opgøret. Danskerne endte med en sejr på 89-71 hjemme i Farum Arena.

Opgøret mod Norge var det første i VM-prækvalifikationen. Foruden nordmændene er Danmark i gruppe med den traditionsrige basketnation Kroatien, og de to bedste hold går videre til næste fase i VM-kvalifikationen.

Senere i august venter udekampe mod Kroatien og Norge, inden kroaterne kommer til Farum i sidste runde 20. august.

Danskerne startede godt, og særligt Tobias Jensen havde en stærk første periode. Den 21-årige dansker styrede angrebet, og langsomt trak Danmark fra de norske gæster.

Ved indgangen til anden periode lød den danske føring på ti point, men nordmændene var ikke sådan lige at knække.

Trods at der var skabt et godt hul, fightede gæsterne godt, og Danmark skulle kæmpe for alle sine point.

Samtidig havde danskerne defensivt svært ved at styre den lille norske point guard Harald Frey, og i starten af tredje periode var den danske føring skrumpet til tre point.

Det var en lille forskrækkelse for danskerne, der dog hurtigt skruede på gashåndtaget igen.

Ført an af Tobias Jensen og Bakary Dibba blev det danske angrebsspil mere flydende, og hurtigt voksede føringen til over ti point igen. Ved indgangen til fjerde periode førte Danmark med 12 point.

Her blev det for alvor tydeligt, at nordmændene ikke havde den samme bredde som Danmark, der havde langt flere kræfter tilbage.

Det endte til sidst med en storsejr, og Bakary Dibba rundede en god dansk aften af med et flot dunk.

Parlamentsmedlem afsløret i stor korruptionssag i Ukraine

Ukraines antikorruptionsmyndigheder har afsløret omfattende korruption i forbindelse med indkøb af droner og de såkaldte jammere, der bruges til at forstyrre signaler for fjendens droner og fly.

Disse indkøb er sket til overpriser, og overskuddet er gået i lommerne på en række personer, der nu er sigtet i sagen.

Fire personer er blevet anholdt.

Afsløringen kommer blot to dage efter, at Ukraines parlament vedtog et lovforslag om at genetablere uafhængigheden for de to antikorruptionsorganer Nabu og Sapo.

I en fælles erklæring oplyser Nabu og Sapo, at de har afsløret et parlamentsmedlem, to lokale embedsmænd og et ikke nærmere angivet antal medlemmer af nationalgarden i at modtage bestikkelse.

Ingen af dem er navngivet.

– Kernen i ordningen var at indgå statslige kontrakter med leverandørfirmaer til bevidst oppustede priser, skriver Nabu og Sapo i erklæringen.

Blandt de mistænkte er også ledende ansatte i forsvarsvirksomheder, skriver nyhedsbureauet AFP.

De involverede har angiveligt modtaget returkommissioner på op til 30 procent af det beløb, kontrakterne lød på.

Antikorruptionsmyndighederne oplyser ikke, hvor store beløb det drejer sig om.

Men det fremgår af deres fælles erklæring, at der er tale om “modtagelse og udbetaling af ulovlige ydelser i særligt stort omfang”, skriver AFP.

Regeringens forsøg på at fratage Nabu og Sapo deres uafhængighed udløste de største demonstrationer i Ukraine siden Ruslands invasion i 2022.

En lang række af Ukraines allierede, herunder EU, så det som et klart tilbageskridt for korruptionsbekæmpelsen i landet, hvis de to organer skulle være under regeringens kontrol.

Reuters

Danskerne brugte sidste år milliarder på makeup og hudpleje

Deodoranter, makeup, parfume, barberskum, neglelak og shampoo fylder mere i danskernes indkøbskurve end tidligere.

Således har danskerne brugt 11 milliarder kroner på kosmetik og personlige plejeprodukter sidste år.

Det svarer til, at hver dansker i gennemsnit har brugt for omkring 2000 kroner på kosmetikprodukter i 2024. Det er 2,4 procent mere end året før.

Det skriver Kosmetik- og hygiejnebranchen i en pressemeddelelse på baggrund af tal fra den europæiske brancheorganisation for kosmetikbranchen, Cosmetics Europe.

Salget placerer Danmark i toppen af storforbrugere af skønhedsprodukter i Europa. Kun Norge overgår danskerne, når det kommer til forbruget per indbygger.

Hos Kosmetik- og hygiejnebranchen bemærker man særligt, at det er mænd, der er med til at øge det samlede forbrug i Danmark.

Det siger kommunikationschef i brancheorganisationen Christian Ditlev Lund i meddelelsen.

– Flere unge mænd bruger i dag makeup og plejeprodukter som en naturlig del af deres udtryk og identitet. Det er med til at drive markedet frem og udfordre gamle forestillinger om, hvem kosmetik er til for, siger han.

En tidligere undersøgelse fra organisationen viste, at hver tredje mand mellem 18 og 29 år bruger dekorativ kosmetik som makeup, concealer eller neglelak mindst én gang om ugen.

Organisationen henviser også til tal fra Danske Bank, der viser, at mænd i alderen 18 til 24 år har øget deres forbrug markant.

Fra 2019 til 2024 viser en opgørelse over køb i kosmetikforretninger, at der er sket en stigning på 169 procent i, hvor mange penge unge mænd bruger i forretningerne.

På ti år – fra 2014 til 2024 – er danskernes gennemsnitlige forbrug af kosmetik og hudpleje steget med 43 procent. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Hudpleje er den kategori, danskerne køber mest af. Hårpleje og makeup følger lige efter.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]